Årstider 2019-07-09T18:13:11+00:00

Årstider

Haven – fra forår til sommer

Når vi går fra forår til sommer, skifter jeg forårsbedene ud med sommerbede. Hele haven er bygget op ligesom et puslespil, hvor forårsbedene på hver side af hegnets hjørne udgør to “brikker”. For at fjerne det inderste bed måtte jeg først lige lirke hegnet af, så jeg kunne komme til.

Fra venstre en busk med metaltråd (købt), så jeg kunne arrangere grenene. Jeg gjorde den lidt kortere end busken til højre, da sandsynligheden for at to forskellige buske i samme bed har samme højde ikke er særlig stor. Bunden arrangerede jeg, så det lignede rødder. Jeg blandede akrylmaling og lim og malede “træet”, så det så mere naturligt ud.

Så har der sneget sig et lille lilla staudebed ind, der er lavet af noget genbrug (en buket kunstige blomster, min mor havde stående engang) og nogle blade, jeg lavede i pap.

Herefter en sød rosenbusk, som jeg har lavet af købte, men opshinede roser, som jeg har snoet sammen med bladranker (min punch med rosenblade gik i stykker, så jeg måtte finde på en nødløsning).

Til højre har jeg sat to buske med metaltrådsstamme sammen og udsat dem for det samme som den venstre busk.

Nederst har jeg lavet et bundbed af nogle sølle rester fra en hæk og nogle blomster, jeg selv har lavet i papir.

Jeg skal nok lægge flere billeder og tekster om sommerbedene ind senere.

Bedet på hjørnet er det første forårsbed, der er baseret på 2 købe-bed, jeg har splittet ad. Resten brugte jeg på den anden side. Jeg ville have bedet til at fylde hele hjørnet, og det kunne købe-udgaven ikke klare. Desuden ligger bedet lidt i farezonen, hvad angår passerende trafik og skidt, så det skal kunne holde til mere, end papirblomster kan klare.

De fire årstider: “Sommer”

Morsdag 2016 – glaskuppel: “Sommer”

Til Morsdag 2016 fik Mor denne glaskuppel, der er en del af en serie på fire, jeg vil lave til hende.

Jeg havde fået fat i tre glasglober hos Netto for stykke tid siden, og fandt med det samme ud af, at jeg ville lave de 4 årstider i haven. Desværre lykkedes det mig ikke at få fat i en fjerde, så jeg var til min store fortrydelse begyndt at overveje, hvilken årstid, der måtte ryge. Stor var derfor min glæde, da jeg fik en lidt større udgave med en nisse og lidt sne i af min niece i december. Den fik jeg ryddet, og så stod den på sommer!!!

Jeg kom pletvist grønt på den fine blomsterpotte og satte nogle blomster og lidt hængegrønt i. Så lavede jeg nogle “sten” af noget groft pap, som fik lidt gråt og grønt duppet på. Bunden af glasgloben blev smurt ind i lim, hvorefter jeg kom kaffegrums på, og så blev alting monteret. Jeg “plantede” nogle hortensiaer og satte “bed” af mos ind, som jeg satte nogle små stilke med blå kugler i, så det ligner små blomsterbed. Lidt hvide blomster helt bagerst, og så var den færdig! Selvfølgelig tog den noget tid at lave, men alle fimo-blomsterne havde jeg købt i potter, så det gjorde jo det hele lidt nemmere.

Efterår


Jeg ledte efter nogle spændende efterårsblade, hvor jeg var heldig at finde to buske med blade i dukkehus-størrelse, så jeg blev sparet en masse arbejde. 😃 Min ene punch kom dog i brug til at lave ahorn-blade, hvor jeg prøvede at holde bladenes årer i midten af min udstansning, så det så mere ægte ud. Jeg har tænkt på at lave dette efterårs-“touch” i mange år, så det var helt rart, at det endelig blev til noget. Men egentlig noget værre griseri ved dukkehuset, så vor kunstmaler, der er blevet færdig med at male køkkenet, fik tjansen med at feje bladene sammen. 😉

Både et lille træ med efterårsblade samt en blomsterbusk til dukkehusets have blev det til efter en lille spadseretur i haven.

Vintertøj

Dukken i mørkeblåt er en af de første dukker, vi købte, som jeg rent faktisk ikke har skilt ad, fordi hun var fin fra begyndelsen. Både hår og tøj var flot, skønt hat og taske er kommet ind til display i Modisten, da jeg ikke ville have, hun lignede alle andres dukker. Jeg arrangerede hendes hår, så hun kunne undvære hat, men under min handel på QXL faldt jeg over både flethat og paraply, der passer fint til hendes tøj, og så forbliver hun også originel. Hvert år i vintermånederne får hun sit vintertøj på. Mor har lavet hat og muffe, jeg har lavet slaget. Vi vil godt nok have lavet lidt rettelser på det, for båndet i muffen er blevet for kort, efter slaget kom til, og slaget har en grim afslutning, som jeg skal have shinet op. I baggrunden til højre kan man se hendes originale hat udstillet.

Dukken i grønt fik et russisk inspireret vinterslag og hat til, så hun kunne stå “ude” i vintermånederne. Jeg lavede det i samme stof, som resten af hendes tøj, og skønt det er svært at sørge for, at det ikke bliver alt for uformeligt med en stor kjole nedenunder, synes jeg faktisk, hun blev ret flot. Dette vintertøj blev en del af Mors julekalender.

Promenadevogn i vintervejr

Jeg har ikke fået lavet for meget til Mors julekalender til dukkehuset i 2005, men lidt er det da blevet til. Til denne lille fyr havde jeg købt strikluffer og -hat på QXL, og så skulle jeg jo bare finde et passende scenarie at anbringe ham i (han er en af de alfer, som Mor og jeg har købt på Vorbasse Marked). Jeg har ligeledes købt en del kurvebarnevogne på QXL, som Mor og jeg har tænkt os at shine gevaldigt op og sælge igen, og jeg tog en af dem og lavede om til promenadevogn. Så satte jeg en pæn lille blondekant på vognen for at skjule, at jeg havde klippet i fletværket og syede en lille madras og pude. Herefter syntes jeg, at det var synd at proppe ham ned under en tyk dyne, så jeg lavede i stedet en kørepose af noget ruskindslignende stof, som jeg kantede med en “pels”-kant, noget, vi havde købt på messen i Auning. Pomponen på hatten (hvor der tidligere havde været en umotiveret guldkugle) fik jeg fra en babydukke, der havde nogle store pomponer på både nathue og fødder, som jeg pillede af. Jakken var en gammel filtbluse fra en dukke, som Mor havde fået fra Polen, og som jeg har konverteret til tjenestepige i huset efter nogle modifikationer. Med lidt omsyning havde jeg pludselig en lækker tyk “uld”jakke til knægten. Halstørklædet er såmænd bare en piberenser. Og – tadaaaah! – så havde jeg den yndigste lille gut klar til kold-vejrs-promenade!

Nissedørsentré

Nissedørsentré med snemand

Min mor har ønsket sig en nissedør, så da jeg på Pinterest faldt over en genial udgave, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være! 😀
Dette, der er det største projekt til min mors julekalender, besluttede jeg mig for at bygge op med magneter. Der var så meget arbejde i projektet, at det ikke bare skulle “fyres af” på en enkelt kalender-dag. Ved at gøre det på denne måde, endte jeg med at få fordelt projektet ud på 9 dage! 😀 
Hvis Mor blev så forelsket i den lille “entré” med trapper, at hun måske ville ønske at have den stående hele året, så ville jeg ikke lime noget julet fast, hvilket jeg undgik med magneter.

Døren er lavet af pap. Det gør, at jeg bagved døren har kunnet sætte en kraftig magnet ned i flamingoen, som jeg har valgt at bygge det hele op i (jeg er løbet tør for skumpap). Dørkransen, jeg også har monteret en magnet på, kan så klikkes på plads og hvis på et tidspunkt ønsket, kan man udskifte den med noget andet.
Lampen tændes med et vrid. Jeg fandt en plastikhætte fra en flaske og borede hul i, så jeg fik en fin skærm, der oven i købet passer i farve. En lille magnet limet fast på den og en stærk magnet i muren, så holder det fint. 🙂 Postkassen fik en lille magnet monteret og en magen til begravet i væggen. Ta-daaah! 😀

 

Jeg er ret stolt af min fikse lille idé med at bruge magneter til at hænge ting op med. 😉

Dørens pap har jeg ridset linier i og malet med Posca-tush, og Z’et er ispinde. Dørkarmen er lavet af noget liste, jeg havde liggende herhjemme. De blev begge monteret efter at have fået noget patina med lysegråt voks, og der var kommet dørhåndtag på. Jeg samlede “entréen” og tapetserede det hele med murstenstapet. Murstenene blev matlakeret, så holdbarheden forbedres (jeg er stadig ikke kommet mig over, da adskillige af dukkehusets tapeter blev udsat for flueangreb. Et af tapeterne måtte helt udskiftes. 🙁 ).

Stadig et pænt stykke vej endnu, inden nissedørsentréen var færdig, men det begyndte da at ligne noget! 😀 Jeg arbejdede og arbejdede på projektet, men enten var det et fredeligt udseende projekt, der var en skjult tandudtrækker, eller også… nej, den holder vi os til! 😉
 

Trappetrin af en gammel træ-dækkeserviet.
Trappen blev også bygget op af flamingo. Jeg havde en trædækkeserviet liggende fra et andet projekt, hvor jeg passende kunne bruge træet til trappetrin. Delene var bundet sammen med tråd, der først fik lim på bunden, så det hele ikke raslede fra hinanden, når jeg begyndte at klippe i det. Flamingoen blev i dette tilfælde tapetseret med et stentapet. Efter samlingen blev det hele lakeret med mat lak. Taget var nogle paptaglister, vi købte for mange år siden. Kanten af dukkehusets tag er kantet med dem, men det ville blive en bekostelig affære, hvis jeg skulle indkøbe det til hele taget, for slet ikke at tale om, at jeg synes, det ser for “stift” ud til vort dukkehus. Men nu havde vi jo nogle liggende, og til dette lille projekt var det jo fint nok. På billedet har jeg allerede malet taget to gange med skiferfarvet maling, men materialet var ikke glad for at tage imod det. Det blev ret flot til sidst, selv om malingen ikke rigtigt ville dække de få steder, der tittede lidt lim ud. 🙁
 

Istapper, sne og snebolde
Nu var det jo en nissedørsentré, så hele halløjet skal stå fremme i julemåneden. Derfor måtte der jo godt komme lidt vinter ind over projektet. Jeg startede med snemanden, der skulle stå på en sneplet. Jeg lavede yderligere en bunke snebolde, også på en bunke sne, og snepletter til taget. Desuden lavede jeg også istapper til at hænge på kanten af taget. 😉 Alle “pletterne” blev lavet med flydende fimo, som jeg bagte. Jeg havde lagt mærke til, at ren flydende fimo, der er blevet bagt, bliver ved med at have en svag klæbrig overflade. Så det kunne jeg jo lige så godt benytte mig af! Snepletterne kan på trods af tagets vinkel holde sig selv på plads med fimoen klæbrighed.
Jeg havde noget kunstig sne liggende, som jeg prøvede at gøre mere finkornet ved at komme det i en kaffekværn. Udover at gøre det yderst statisk elektrisk, var det absolut ikke noget, der virkede! 🙁 Jeg prøvede diverse ting og måtte til sidst give op og bruge det, som det var. Jeg lavede en plade til snemanden og til sneboldene af tyndt plexiglas og smurte dem godt ind i lim, inden jeg pressede “sneen” ned i. Det skinnede bare på en meget syntetisk måde, så jeg endte alligevel med at male det hele et par gange med akrylmaling og matlakere det bagefter. Så var jeg til gengæld tilfreds. 🙂 Og det var nogle meget charmerende tilføjelser, hvis jeg selv skal sige det. 😉
Jeg lavede også en bunke snebolde. For at spare på fimoen kan man trille en hård bold af sølvpapir, som man så former et ganske tyndt lag fimo omkring og bager. De blev malet og lakeret, så de havde samme farvetone som snemanden. Den kunstige sne blev grundigt snasket ind i mat lak, da flagerne var for store og ujævne. Dagen efter blev den kunstige sne malet, for det virkede som om sneen under snemanden havde en svagt gullig tone (irk!).
Istapperne var for bløde i sig selv, så jeg lavede en “holder” af tyndt plexiglas og monterede fimoen på den. Den var ret bøvlet at montere på grund af tagets hældning, men jeg synes, det er en sød lille detalje. 🙂

Jeg satte en stiver op indeni i midten af strukturen, så taget fik lidt støtte – det var jo trods alt pap, der var blevet malet 4 gange (!) og lakeret
Taget blev malet i alt 4 gange og derefter lakeret, og så fik det hele lidt patina, så det ikke så så nyt ud. Bindingsværket er såmænd en god gang sort gaffatape, der fungerer perfekt til dette projekt! 😀 Man skal ikke sætte vinkelmåler på entréen, da siderne rent faktisk skråner lidt bagud (men jeg er blevet gjort opmærksom på, at det er ganske naturligt med et gammelt bindingsværkshus 😀 ). Det er ikke gjort med vilje, men stammer fra mit valg af materiale, 2 centimeter tyk flamingo (jeg har haft en meget stor plade stående og fylde op i årevis). Hvis man ikke får skåret fuldstændig lige ned igennem pladen, kommer det til at skråne, når man sætter det op mod en lige overflade. Og to skæve sider… uha, så bliver det rigtigt spændende! 😉 Selvom jeg er perfektionist tager jeg det nu ret afslappet, for det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til. Jeg havde flamingostykker liggende overalt i min lejlighed, men det vidste jeg jo godt ville ske. Men den blev da sød! Min mor elskede den! 😀

Snemand, fugle og foderbræt

Snemanden med sne og pipfugle…

Den lille snemand udviklede hurtigt personlighed. 🙂 Kuglerne var nogle, jeg havde liggende til perlesyning, men jeg kunne lige pludselig se et nyt formål med dem. 😀 Jeg skar kuglerne til, hvor de blev sammenføjet, så overfladerne sluttede mere naturligt sammen. Men jeg syntes stadig, det var lidt for tydeligt, hvad den var lavet af, så jeg smurte hele figuren ind i lim og duppede vat på, som jeg så blidt klappede på plads. Da det var tørt, malede jeg med hvid akrylmaling og matlakerede til sidst. Kulstykkerne og guleroden er lavet af fimo, hvor jeg forborede hullerne inden monteringen, så det så mere naturligt ud. Den høje hat blev faktisk alt for pæn til snemanden, efter jeg betrak den med silkestof, men han skal da også have det godt… 😉 Der blev tilføjet et par snepletter, så man får en tydelig fornemmelse af, at han står ude i snevejr.

Det kommende halstørklæde lå på dette tidspunkt til tørre, da jeg havde taget noget tyndt tubestrik og klippet op i siderne, godt hjulpet på vej med en masse lim, så maskerne ikke løb.

Hans arme fik jeg fra den nærmeste hæk, hvor jeg må have lignet en vanvittig, mens jeg i kulden gik rundt og stirrede intenst ned i hækken og ind imellem klippede en gren eller to af. 😀

 

Denne blåmejse er endt på snemandens hånd, så den kommer først frem til december!

Denne musvit sidder på et foderbræt, som snemanden holder