Fødselsdagsgaver 2019-07-10T09:10:33+00:00

MORS FØDSELSDAGSGAVER HENOVER ÅRENE

Mors sidste fødselsdag, 2019: 87 år

Jeg sluttede som sædvanligt den sidste del af året af med stress, mens jeg kæmpede for at blive færdig med Mors julekalender og julegaver i 2018. Men det lykkedes! Da Mor havde fødselsdag den 15. januar 2019, havde jeg også travlt med at komme hjem til mig selv igen efter nytår, da jeg skulle i gang med hendes fødselsdagsgave, men idet jeg havde været Mor-sitter det meste af december, var det ikke just med dårligt samvittighed, jeg forlod hende, selvom Mor var lidt utilfreds over det. 😉 Denne rokoko-lampe blev endnu flottere, end jeg havde forestillet mig. Jeg vil faktisk mene, at det nok er både det sværeste og det flotteste, jeg nogensinde har lavet. Lampefiguren har jeg lavet i cernit, så jeg er umådelig stolt over at have været i stand til at frembringe porcelænslooket. Det blev så også den sidste store gave, jeg nåede at lave til Lillemor. 😪

 

Lampeskærmen og selve lampedelen blev skabt fra bunden af.

 

Mere info om lampeskærmen følger…

Porcelænsfiguren til lampen

Jeg havde aldrig forestillet mig, at lampeskærmen alene ville tage så lang tid, så jeg havde travlt med at blive færdig med resten af projektet, der faktisk skulle have været endnu større. Det var oprindeligt meningen, at jeg ville have lavet de to forskellige sengebordslamper, min mor havde i sit soveværelse. Men allerede efter at have arbejdet med lampeskærmen i to dage opgav jeg den idé, da jeg fandt ud af, hvor tidsrøvende et projekt det var. Jeg kunne ikke vælge mellem lamperne, da jeg burde lave hendes (som ikke var særlig egnet til dette) og den anden, som jeg ikke var sikker på sagde hende så meget. Derfor besluttede jeg mig for at lave min egen version.
Det var vanvittigt småt, så det var vildt svært at arbejde med – og alligevel var jeg bekymret for, om figurerne ville ende med at blive for store. Jeg plejer at have en god fornemmelse for størrelse, når jeg arbejder med miniature, men jeg var ret meget på Herrens mark, for jeg anede dårligt nok, hvordan jeg ville have lampen til at se ud, da jeg startede, så jeg lavede simpelthen figurerne så småt, som jeg kunne. For en gangs skyld var jeg tvunget til at sidde og arbejde under lup, da jeg overhovedet ikke kunne se detaljerne ordentligt uden (og kameraet gengiver dem heller ikke ordentligt). Billederne her er faktisk også fotograferet gennem luppen. Jeg ved godt, de ser spøjse ud, men det er, fordi jeg var nødt til at bygge dem op i små bidder ad gangen. Det var hamrendes svært og gik derfor enormt langsomt, og det hjalp heller ikke, at jeg var nødt til at forbage for hver lille tilføjelse. Jeg begyndte at overveje, om jeg på grund af tidsmangel skulle nøjes med kvinden på bænken, men jeg fortsatte med at arbejde på manden, hver gang jeg alligevel var nødt til at vente, mens kvinden blev forbagt.

Jeg havde smurt indersiden af mandens jakkeskørter med flydende fimo for at understøtte dem (den nederste pyntekant er for at skjule, at der knækkede et stykke af), men vidste af erfaring at det bliver endnu mere flydende, når det bliver varmt, så det ville ende med at snaske det hele til. Derfor måtte han have bunden i vejret, men hvordan hulen skulle jeg så bage ham? Min løsning blev en silikoneform, jeg adskilte og forsigtigt satte hans hoved fast i. Det fungerede perfekt! Man ser jo desværre ikke smådetaljerne, når lampen står på bordet i soveværelset, men manden har en fin hestehale med en stor flot sløjfe i. Det var jo rokoko-tiden. 😉 Han fik også lyserøde hosebånd på med en lille lyseblå dusk i.

Til min store fortrydelse blev de to blå farver meget mørkere, når de blev bagt. Jeg ved ikke, om det er, fordi det var cernit i stedet for det sædvanlige fimo, men under alle omstændigheder havde jeg aldrig før brugt af de to blå. I billedpanelet kan man i midten se på det lyseblå skørt det friskt påsatte på venstre side og det forbagte på højre. ! @#*#@! S’gu’!!! Jeg var bekymret for, om jeg ville være i stand til at få farverne til at ligne porcelæn, men at skulle gå fra mørk til lys… Argh!

Mandens lyseblå jakke clashede med kvindens skørt, så min løsning blev en lyserød sløjfe med båndet faldende nedad siderne på hendes kjole. Sløjfen var faktisk rigtig sød, dog blev den desværre sidenhen helt skjult af ærmerne. Men på dette tidspunkt havde jeg stadig ingen idé om, hvordan jeg ville sætte armene.

Bunden til rokokolampen lavede jeg med samme stukform, som jeg også brugte til ryglænet af bænken, men denne gang skar jeg endnu mere detaljeret til. Det skal så siges, at idet borden skulle runde over kanten, måtte jeg mosle godt rundt med den, så mange detaljer gik tabt undervejs – og nye opfundet. Jeg endte til sidst med at udskifte hele fronten på bunden, mens jeg irettesatte mig selv: når man laver noget nyt og svært med fine detaljer, så prøver man sig ikke frem på forsiden! På lampesøjlens top anbragte jeg nogle af stukresterne, jeg havde skåret fra bundens kanter. Jeg havde mit hyr med at få stangen til at blive stående, så til sidst fik den lidt bevoksning ved bunden som støtte. Og det voksede altså! Så lige pludselig var der grene, der klatrede opad søjlen. Ih, hvor bliver jeg tit overrasket over, hvor et projekt fører mig hen…!
Kvinden blev endelig færdig og sidder og klapper i sine små hænder (det samme gjorde jeg 😄). Den sidste tilføjelse blev armene, hvor hun fik blå vide ærmer med et indre flæseærme. Ved siden af bænken lavede jeg en lille søjle, der støtter mandens ben. Jeg trillede en stang lidt tykkere end ønsket og trykkede nåle ned i, hvorefter jeg trillede stangen lidt mere, så nålene blev trykket mere jævnt ned. Den færdigbagte søjle fik fjernet nålene og blev slebet med en nyerhvervelse, en finkornet svamp til at slibe med i forbindelse med vand.
Jeg havde hele vejen igennem svært ved at beslutte mig for, hvordan hænderne på begge figurer skulle sidde. Til slut besluttede jeg mig så for, at de ikke skulle have fysisk kontakt i forsøg på at undgå, at delene knækkede undervejs. Derfor endte manden pludselig med at stå og spille lut for kvinden. Han fik også vide ærmer og store flæseærmer indeni.
Min lille Efcolor-ovn varmede af en eller anden grund ikke så meget som normalt, hvilket gav mange skader, der skulle repareres. Så derfor rundede jeg figuren af med en tur i min rigtige ovn, så jeg var helt sikker på, alt var færdigbagt. Jeg afrundede det hele med en let gråbrunlig tone til hår, lut, sko og ranker.
Cernit-udgaven, kun med hår og småting malet. Meget plastik-look.
Jeg havde længe overvejet, hvordan jeg teknisk kunne frembringe det porcelænslook, jeg ønskede. Jeg søgte vidt og bredt på internettet, men kunne ikke finde nogen, der havde prøvet at frembringe den samme effekt. Nå. Så måtte jeg jo selv finde på noget…! Jeg vidste, jeg ville bruge akrylmaling, så spørgsmålet var hvordan. Jeg lavede nogle cernit-plader i de forskellige farver med strukturer på, så jeg kunne eksperimentere med, hvordan de ville reagere på akrylmalingen. De fleste porcelænsfigurer har et lidt “flydende” look, så derfor ønskede jeg ingen penselstrøg. Jeg fandt en lille sprayflaske frem og lavede en blanding af akrylmaling og vand. Så sprayede jeg grundigt og skyndte mig med straks at rense spraydysen omhyggeligt. Det tørrede næsten med det samme, så jeg havde travlt. Herefter gennemgik jeg omhyggeligt (og længe) figuren med en lille tynd pensel for at opsuge den maling, der samlede sig for kraftigt uhensigtsmæssige steder. Efterhånden som malingen overgav sig til tyngdekraften, måtte jeg flere gange over de samme steder. Så tørrede jeg den forsigtigt med min varmepistol. Dette gjorde jeg tre gange, før jeg endte med det look, jeg ønskede. Jeg endte med at pakke hele min køkkenvask ind i køkkenrulle, som jeg lod stritte godt opad. Ellers skulle jeg have skrubbet vasken og omgivelserne mellem hver omgang. Det sviner!
Porcelænificeret! Første billede viser efter tre lag akrylmaling, det andet efter tilføjelse af tre lag lak.
3 lag lak blev det til, før jeg var tilfreds med det endelige look. Jeg glemte at justere lampesøjlen undervejs i hele processen – ups! Da jeg prøvemonterede fatning og lampeskærm, kunne jeg nemlig godt se, at det sad alt for højt oppe. I den størrelse betyder nogle få milimeter ret meget. Så jeg måtte med ekstrem forsigtighed til at forkorte søjlen, da hele figuren var helt færdig. Nervepirrende… men det lykkedes gudskelov! Den færdige lampe blev 6 centimeter høj. Resultatet taler for sig selv… 🥰

Rokoko-lampen har fundet den perfekte (og eneste mulige) placering i dukkehuset – ved siden af sengen.

Det var faktisk svært at finde den perfekte placering til lampen i dukkehuset på grund af den store fod. Jeg prøvede flere forskellige steder, men det duede ikke, at den stod med siden til, for så så man ikke alle de flotte detaljer. Altså var det et krav, at den skulle stå med fronten udad. Til sidst endte jeg med den mest naturlige placering i hele dukkehuset, som jeg ikke havde haft med i mine overvejelser, idet jeg allerede havde installeret den lampe, som jeg lavede til Mors julekalender på sengebordet. Men da jeg satte rokoko-lampen dér, kunne jeg godt se, at der ikke fandtes en mere perfekt placering til den i hele dukkehuset, og så var dét afgjort! 😄

Jeg var så stolt af den færdige lampe, som blev færdig tre dage før Mors fødselsdag, så jeg glædede mig rigtig meget til Mors reaktion, da jeg slet ikke var i tvivl om, at hun ville elske den. Den var jo opfundet på basis af hendes egne lamper, og hun havde hele tre rokoko-lamper i sit hjem, som jeg vidste, hun var meget glad for. Jeg er dog sjældent blevet så lang i hovedet, som da hun modtog sin gave. -“Joeh, den er da fin…”, sagde hun ligegyldigt. Jeg blev helt chokeret. 😮 Det var virkelig ikke den mor, jeg kendte. Hun havde godt nok forandret sig ekstremt meget, mens hendes hjerne og helbred langsomt forværredes, men hun plejede stadigvæk nogenlunde at kunne lide det, som hun plejede. Dette var virkelig ikke normalt. Under hele hendes fødselsdagsfest, hvor jeg nogle gange viste lampen til forskellige familiemedlemmer, udviste Mor samme let negative ligegyldighed overfor lampen. Jeg ved ikke, om hendes reaktion kom af, at hun var ved at være meget langt ude mentalt, eller om hun måske var barnligt fornærmet over, at jeg havde “svigtet” hende ved at tage hjem for at lave lampen til hende, hvor hun gerne ville have haft, at jeg var blevet (efter allerede næsten at have været der en måned), men jeg var rystet. Næste dag spurgte jeg Mor, om det var i orden at jeg installerede lampen i dukkehuset, og det kunne jeg gøre, som det passede mig. Det var først, da lampen stod perfekt og lyste smukt, hvor jeg fotograferede den, så Mor kunne se den, at min mor kom op til overfladen igen. -“Hvor er den fantastisk!”, udbrød hun. Og det var sådan, jeg vidste, hun normalt ville have reageret. Og det er ikke min stolthed over lampen, der taler her, for jeg tager ikke ting for givet. Men visse ting ved man via erfaring, og hendes reaktion var simpelthen forkert. Efter lampen var blevet installeret, var hun som hun plejede at være og glad for sin gave. 🙂

Fødselsdag 2018:  86 år

Mors 86-års fødselsdag gjorde, at jeg piber lidt… 😂 De “små” piber er her samlet – ikke alle blev brugt til projektet, men jeg ville være sikker på, jeg havde nok, når jeg skulle anbringe piberne på stativet. Alle piberne har jeg lavet med fimo.

Langpiben – et stort projekt med perfekt udgang 😀

Piberøret til min lange pibe: Jeg fandt en pæn tykkelse grillspyd, som jeg sleb i facon med min Proxxon slangehalsboremaskine. Jeg har en holder, som kan holde boremaskinen i den vinkel, jeg ønsker, mens jeg så holder træet op imod og laver det mønster, jeg ønsker. Det er ikke helt nemt, for det er fingrene og et godt øjemål, der holder hver drejet ring lige. Jeg valgte at male den med sort tush med et lag blank lak. Så tilføjede jeg detaljer af metalringe af aluminiumsfolie med limbagside.

Jeg tog rød, blå og sort sytråd og viklede det som et reb, hvorefter jeg gned det ind i lim, så det ikke viklede sig op igen. Det gav en flot detalje. Jeg forkortede piberøret i forhold til det oprindeligt drejede, for jeg kunne se, piben ellers ville blive for lang, når først mundstykket kom på. I toppen borede jeg et mega-tyndt hul med et bor, jeg drejede med fingrene for kontrol (hele dette pibe-projekt har givet mig diverse sår på fingrene, simpelthen p.g.a. friktionsslid).

Mundstykket er lavet af en af de indre ledninger i en gammel telefonledning. Jeg smeltede spidsen for at få lavet sugestykket. På grund af kobbertrådene indeni kunne jeg bøje den i den ønskede facon.

Selve pibe-hovedet lavede jeg i hvid fimo, men det endte med at se grimt ud, så det er malet mange gange med hvid akrylmaling og derefter tre lag blank lak, for at få det til at ligne porcelæn. Motivet af hjortehovedet med ranken omkring er tegnet med gel-tush. Jeg sad og øvede mig for at vænne fingrene til at tegne småt og prøvede at tegne med gel-tush på nogle færdigbagte forsøg, jeg havde liggende. Det er ikke nemt, for tushen er ikke glad for at tegne på lak, og den lille størrelse og runding gør det bestemt ikke nemmere. Det blev nemt tværet af, så jeg lod det tørre til næste dag, før jeg lakerede det.

Man skulle ikke tro det, men pibehovedet tog mig 5 timer at lave!!! Og det var oven i købet slet ikke færdigt, kun selve faconen var på plads. Både tegningen af hjortehovedet og monteringen gik meget bedre end forventet, så det var jo skønt. Jeg er vild med den færdige pibe. Alt er blevet præcist som planlagt, hvilket bestemt ikke altid er gældende med mine projekter, da mange ting undervejs begynder at forme sig selv – og så følger jeg bare med! 😄 Hvis materialerne ved bedre end jeg, skal jeg da ikke gøre mig for klog… 😂

Jeg tog låsen fra en halskæde og klippede låsemekanismen af, klemte den smalle sprække sammen, hvorefter jeg lukkede ringen sammen og sørgede for at gøre den rund. Herefter tog jeg og vred øskenen yderst forsigtigt i den position, jeg skulle bruge. Derefter var det blot at sætte sølvblomsten fast med en selvlavet lille øsken. Jeg er dog ikke helt tilfreds med metallåget på pibehovedet. Det sidder meget løst, så jeg er nødt til at holde det på plads med lidt gummi. Det passer mig ikke, da min plan var at magnetisere det, så det ville holde sig selv på plads. Det er også blevet svagt magnetisk, men slet ikke nok, da jeg ikke har nogen magnet hjemme, der er stærk nok. Æv. Men mon ikke jeg får løst det problem i fremtiden…? 😉

Pibestativet – bygget til reolsiden, men endte alligevel på væggen

Det var godt nok enormt svært med de stativer! En ting var at forme dem af papirclips, men for filen at montere dem på træet… puh! 🙁 Jeg ville også have lidt pynt i begge ender, hvor jeg malede et par messingornamenter sorte og lakerede dem. Hele vejen igennem diskuterede jeg med mig selv, hvad der ville gøre sig bedst med selve stativerne: skulle jeg lade dem forblive blank sølv, skulle jeg male dem guld eller sort? Det endte med at blive sort, og jeg er vældig glad for mit valg, for de tager ikke opmærksomheden fra piberne.
Jeg tonede kanten på træet med mørkebrun, som jeg lod “glide op” over kanten, og tilføjede derefter en sort kant.

Jeg lavede pibestativet til at skulle sidde på siden af en reol, der altid har stået i herreværelset med siden udad. Men efter at have lavet barskab i reolen, er den kommet hen til bagvæggen, så pibestativet endte på væggen ved siden af døren. 😉

Merskumspibe med løvehoved

Jeg har altid været dybt fascineret af merskumspiber, der kan være så vildt kunstnerisk udført, at man slet ikke fatter, det er en pibe. Jeg har her lavet endnu en merskumspibe, denne gang et løvehoved. Fra visse vinkler kan den godt minde lidt om en kinesisk drage, men det er dæleme svært at lave detaljer i så lille en størrelse, hvor materialet oven købet prøver at bevæge sig væk fra en. Jeg elsker kattedyr (og drager!), så jeg er helt vild med denne pibe. 💕

Merskumspibe med oberst-buste

Jeg lavede en merskumspibe med en buste af en oberst med stort overskæg. Selve piben er lavet i fimo. Hjelmen er lavet af to små sølvblomster (den samme sølvblomst, som jeg også brugte til metallåget på langpiben), lidt sølvtråd, som jeg viklede hårdt op og en ørenringsdims til kuglen på toppen. Den var virkelig svær at lave, og jeg var tvunget til at bruge lup, hvilket er min første gang til fimo. Alligevel måtte jeg smide både lup og briller og sidde med næsen helt tæt på, for at få de sidste detaljer på plads. Jeg er vældig godt tilfreds med den, men pyh!
Jeg får nogle gange nogle spøjse idéer, og i dette tilfælde var det at kaste over mig at lave piber en masse til min kære fru moder. Hvor pokker jeg fik idéen fra, har jeg ingen anelse om, men på trods af, at jeg selv altid har været ikkeryger og min mor aldrig har røget pibe, har jeg til gengæld altid godt kunnet lide det håndværksmæssige i en smuk pibe. Mor fik både en langpibe samt et pibestativ med 6 piber på. Det er aldrig noget, vi har snakket om til dukkehuset, så det lykkedes mig at overraske hende. Hun elskede piberne, og da jeg om aftenen efter festen satte Bedstefar med langpiben, erklærede hun, at han da skulle have været med til festen! 😂

Fødselsdag 2017:  85 ÅR!

Mor fyldte 85 år den 15. januar 2017, så derfor gik jeg lidt amok for at lave en storslået gave til hende, der ville glæde hende. Jeg stod og kiggede på dukkehuset, for at finde på et eller andet storslået. Et par tagplader med kviste på? Naaah, ikke ligefrem nogen fed gave, selvom dukkehuset mangler det voldsomt.

Det blev så haven, der stod for skud, hvor jeg knoklede som en gal i 14 dage for at nå så meget som muligt. Jeg blev praktisk taget færdig med den – alle bedene er tilplantet, græsset er lagt, stakittet er bygget og malet… men kunne godt lige bruge et par lag maling mere, før det er helt færdigt. Men jeg løb tør for tid, så Mor måtte “nøjes”. Hun var vildt imponeret, både over haven, men også over, at jeg var nået så langt. Normalt tager et enkelt bed en uges tid, så jeg havde travlt!

Jeg har i flere år haft vildt meget lyst til at gå i gang med at lave haven, men Mor syntes, det var vigtigere, at jeg fik arbejdet på dukkehuset, hvilket jo også er korrekt. Jeg har lavet bundpladen til haven, så den ikke sidder fast på vores kørende bund, men kan tages op i fornuftig arbejdshøjde og i det hele taget er til at komme til, så man kan gøre den ren. Når den er fritstående og i gang-højde, skal den nok komme til at samle en del skidt. Jeg har fået boret huller til søm, som jeg kan sætte muren nedover, så den står fast, men stadig kan flyttes, hvis nødvendigt. Messingdøren, som jeg lavede for rigtig mange år siden, er blevet restaureret, og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning har jeg limet den på et stykke plexiglas.

Mor blev rigtig glad for haven.

Fødselsdag 2016:  84 år

Mors fyldte 84 år den 15. januar 2016, hvor jeg forærede hende andedammen

Helt ud af det blå fik jeg så idéen om at lave en lille andedam til hende. Vi har aldrig været inde på det, rent faktisk ville jeg nok tidligere have ment, at for at få alt det flotte fjerkræ med, jeg havde købt på bagagerumsmarked, ville dammen blive alt for stor, men det var lige som om, da idéen formede sig i mit hoved, at alt faldt på plads. Jeg var faldet over nogle ænder, svaner og svaneunger af mærket Schleich, der ofte ligger i størrelse 1:12 og er kendt for sin detaljerigdom. Selv om jeg ikke kunne se, hvordan i alverden vi skulle kunne bruge det i vort dukkehus-univers, var de simpelthen så flotte, at jeg var nødt til at købe dem, også fordi de rent faktisk potentielt kunne anvendes. Jeg tror, tanken pludselig opstod, fordi jeg lige havde lavet rosenbusken, hvor jeg havde brugt nogle marmorsten, vi havde fået af min afdøde onkel Svend. Jeg havde ellers en liste med diverse potentielle idéer til gave, men min hjerne ville åbenbart ikke helt slippe stenene, så tankerne dryssede lidt rundt med, hvad jeg ellers kunne bruge dem til. Jeg ved ikke, om jeg måske er faldet over fjerkræet for nylig, men Bum! Lige pludselige bragede denne umulige idé ned i hovedet på mig! Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik travlt, for jeg kom først hjem fra juleferie den fjerde januar og var godt flad de første dage, så jeg havde ikke vanvittig meget tid at lave den i – og der var godt nok meget, der skulle laves!!!

Schleich-figurer, der er i gang med at blive massakreret…

Jeg havde én andrik og to hunner samt to svaner med udbredte vinger og fire svaneunger på række. Min første tanke var at lade bevoksning prøve at skjule de store grønne plader, de alle foruden svanen stod på. Men da det også gik op ad benene på dem, ville jeg bare ende med at skjule deres fødder, og det var jo synd. Desuden var de to ande-hunner ens, så det ville være rart med lidt variation. Derfor besluttede jeg mig for at skære benene af oppe ved kroppen på andrikken, den ene hun og tre af svaneungerne. Derefter sad jeg med et tyndt bor og fjernede omhyggeligt alt omkring benene på den sidste unge og hun-anden samt ét sæt fødder til en unge. Min plan var, at én unge skulle stå, én skulle ligge, så man kunne se dens fødder, mens de sidste to unger ville være i vandet sammen med andrikken og hun-anden. Det var et værre bøvl, men det lykkedes da efter hensigten. Jeg var nødt til at male benene på de to stående, for med bunden væk, var de hvide på bagsiden og imellem benene. Men det lykkedes mig såmænd også at få blandet de helt rette farver, så det var jo en god start.

 

Det skal dog siges, at fordi idéen var pludselig opstået, ændrede mange planer sig undervejs, også af praktiske årsager. For eksempel fik jeg tanken, at der skulle stå en lille dreng og fodre ænder. Men så erindrede jeg, at vi på den allerførste dukkehus-messe, vi var på, havde købt nogle små tin-frøer. Da jeg fandt dem frem, faldt jeg over et halskæde-vedhæng, vi havde købt på et tidspunkt, og den ville jo fungere perfekt til skrubtudse! Så nu gik jeg over til, at drengen skulle have fanget tudsen. Men hvad så med fodringen af ænderne, der var hele grundkonceptet for min opbygning?!? Nåh jo, drengen var blevet distraheret af skrubtudsen og havde tabt sin pose! Hun-anden skulle stå og ville fodres, men både drengen og den skulle jo så klistres fast til et eller andet underlag, og det ville være mest praktisk at kunne flytte det hele, så man kunne tillade sig at ændre mening om placeringen undervejs. Altså kom der pludselig stenbelægning omkring…

Sådan kan ting forandre sig rigtig meget undervejs, men det har faktisk altid været en af de processer, der fascinerer mig mest ved at arbejde med dukkehus: man har en idé, men lige pludselig former tingene sig helt af sig selv, så man ender med noget helt andet, end man egentlig havde forestillet sig, og bruger måske nogle materialer og farver, man ikke er helt vild med, men bare passer bragendes godt til emnet.

Der skulle selvfølgelig også både åkander og dunhammere i andedammen (jeg kunne til min store fortrydelse ikke finde pladsen til hverken frøer eller dunhammere ved vor lille guldfiskedam), så jeg gik i gang med fimoen. Efter brændingen smurte jeg dunhammernes top ind i lim og dyppede dem i brunt velourpulver. Åkandeblomsten blev lavet med noget tyndt pap og lidt gult “drys”.

Jeg havde håbet på, at jeg kunne lave opsætningen på en papplade, men jeg havde utroligt meget bøvl med, at det hele bukkede, hvilket også var det, jeg et eller andet sted godt kunne have sagt mig selv. Så i sidste ende endte jeg selvfølgelig med at måtte sætte det hele op på et stykke 3mm MDF-plade. Nå pyt, det blev det hele faktisk meget bedre af, jeg ville bare ønske, jeg havde haft det hjemme fra starten af, så jeg kunne være sluppet for en hulens masse bøvl, så det ikke tørrede fuldstændigt i bølger.

Jeg satte selve dammen op på et stykke tyndt pap og skar faconen ud. Derefter lagde jeg kanten af marmorsten, jeg ville have omkring den. Der var en del huller, hvor “vandet” kunne rende ud, og desuden var jeg nervøs for, hvordan pappet ville tage al malingen og limen, så jeg tog et lag sølvpapir på og prøvede at presse det ind i hullerne. Dernæst tog jeg de forskellige akvarelfarver, jeg planlagde at bruge og anbragte dem strategisk i klynger på dammen og dernæst en lige så stor del lim. Så ellers fat i en pensel og begynde at blande farver og lim, så jeg fik de farvetoner, jeg ville have, de rette steder (samt stoppet hullerne). Men det er altså ikke sådan, man bør gøre det! Jeg slap heldigt afsted med det, men limen begyndte at småstivne undervejs, og det var noget værre pladder. Da det tørrede, kom der revner i malingen, så sølvpapiret skinnede igennem, så jeg endte alligevel med at måtte give det hele en tur til.

Første opsætning af andedammen

Stenene måtte lægges meget præcist for at få en lille “ø”, hvor svanen og to af ungerne skulle stå. Da jeg havde fået lagt dem op, tænkte jeg, at der var uanede muligheder for, at jeg ikke ville få lagt dem præcist sådan igen. Derfor tog jeg et stykke pakketape og satte hen over og trykkede fast på stenene, så kunne jeg uden videre tage hele “øen” af. Og det var lige så nemt at sætte dem på igen, da jeg var klar. En god gang lim på bagsiden, og så ellers montere det hele, stadig med tapen på. Så vente på, at limen tørrede og derefter forsigtigt liste tapen af, mens jeg holdt igen på hver sten, jeg fjernede det fra. Worked like a charm!

Så var det tid til lidt jord… Jeg kom godt med lim hele vejen rundt om dammen, efter jeg havde lavet stenbelægningen med sten-tapet og matlakeret den. Så tog jeg tørret kaffegrums og trykkede det godt ned i limen, og det blev rigtig flot – og gav mig yderligere en måde at lukke hullerne ved stenene rundt om dammen. Stenbelægningens kant lavede jeg ujævn og lavede hak ind ved mellemrummene mellem stenene, så det så mere naturligt ud. Så malede jeg det med flere farvetoner, så det svarede til stenenes farver, men gjorde mellemrummene lysere, så det passede med stenenes samlinger (se foto nederst på siden). Jeg lavede en kant mellem stenbelægningen og “jorden” med nogle små grove sten, der passede i farvetone.

Så var jeg ellers klar til at starte beplantningen… På dukkehus-messe for mange år siden købte Mor nogle lykkeposer hos Miniseum, hvor vi fik nogle rigtig fede ting. Der var blandt andet adskillige blomster, hvor jeg var overbevist om, at vi aldrig ville få dem brugt på grund af deres opbygning. Det var nærmest bare en bunke tråde på metalsnor med farvede kugler eller drys hen over. Noget af drysset var oven i købet semi-gennemsigtigt, og de blomster er forlængst splittet ad og brugt i små bidder ved guldfiskedammen. De gule blomster var overdrysset med små kugler, der lignede sukkerkugler. Men de havde drysset så mange kugler af, at jeg havde “renset” planten for kuglerne og efterladt det grønne med en svag gul top. Når man samlede alle de gule planter havde man nærmest en busk, hvilket gav mig en idé. Det måtte ikke fylde for meget og tage opmærksomheden fra dyrene, derfor tog jeg kun nogle få af planterne og skar metalpindene af et stykke neden under planten, så jeg kunne lave en “stå-løkke” til hver af dem. Jeg samlede dem i et bundt og limede dem fast ved det ene “bag”-hjørne og det var jeg rigtig godt tilfreds med.

Vi købte engang en hæk til dukkehuset, som jeg klippede til i snoninger til store urtepotter, der skal stå på hver side af hoveddøren. Men som sædvanlig kunne jeg ikke få mig selv til at smide resterne ud, så det blev nu anbragt strategisk som grøn bevoksning rundt om dammen. Jeg havde noget rødt gummiagtigt mos, jeg anbragte på tre af siderne. Så manglede jeg bare de to forreste hjørner. Igen ville jeg ikke have, planterne skulle tage for meget af opmærksomheden, så det skulle være vege farver. Endnu en af planterne fra lykkeposerne blev valgt, denne gang endnu en “sukkerkugle”- blomst i sart lyserød. Her sad alle kuglerne stadig på, så jeg lavede to-tre stykker på samme måde med stå-løkker til hvert bed. Vi har også fået købt nogle grønne bladranker med enkle mørkegrønne blade (desværre med ternet “vævning” præget i), så dem klippede jeg små grene af og stak strategisk ind ved planterne. Så var bedet færdigt!

Herefter var tiden kommet til mine dunhammere. Jeg havde sådan ærgret mig over, jeg ikke kunne få plads til dem ved guldfiskedammen, for jeg synes, de er vildt charmerende. Selve stængelen var lykkedes storartet, nu var det tid til græsset. Jeg har flere kunstige buketter stående og min kat Kira har flere gange gnavet i det lange græs deri, så jeg havde ingen problemer med at finde nogle hærgede græsstrå, jeg kunne bruge. Jeg klippede græsset til i forskellige længder og gav hvert græsstrå et lille buk i bunden til at stå på. Dunhammerne lavede jeg en lille løkke i bunden på hver. Jeg satte svanen op, så jeg kunne se, hvor meget friplads, jeg havde, og så gik jeg ellers i gang med at anbringe dunhammerne. De var nemme at anbringe, men stå-løkken ville blive markant synlig, selv om jeg kom en blanding af maling og lim omkring bunden af dem. Derfor valgte jeg at anbringe et græsstrå i hver løkke for at skjule dem, og derefter fyldte jeg græs op omkring dem, hele tiden med helhedsindtrykket i tankerne.

Nu var tiden så kommet til “vandet”. Selv om jeg havde dårlige erfaringer med Scenic Water fra pumpen med guldfiskedammen, der var blevet skideflot, men hvor “vandet” blev ved med at “arbejde”, besluttede jeg mig alligevel for at bruge det til dammen, da jeg regnede med, at der var grænser for, hvor meget ballade det kunne lave på så plan en overflade. Det ender med en overflade som et gelélys, men det er næsten som vand, når man arbejder med det. Tiden var lige ved at løbe fra mig undervejs, da der var så mange krinkelkroge mellem stenene og dunhammerne, jeg skulle fylde, at geleen så småt begyndte at stivne. Men det lykkedes, og så var jeg ellers klar til at begynde med at anbringe dyrene.

Åkanden og et stykke “brød” blev placeret med nogle dråber af geléen. Til de svømmende fugle lavede jeg bevægelsesmønster i geléen for at få et mere levende look.

“Historien” i hele arrangementet skulle være, at drengen havde fået lov at gå ned og fodre ænder og havde fået en pose brød med til ænderne. Men den pose blev tabt og glemt, da han i stedet endte med at gå på skrubtudse-jagt. Derfor blev drengen placeret med den indfangede skrubtudse i hænderne. Jeg lavede en papirpose af noget kopipapir og lavede brødet ved at skære en tændstik i små tern. Men i stedet for at skulle skære en masse tændstikker op, krøllede jeg noget papir sammen og puttede ned i posen. Så klemte jeg sammen lidt under kanten af posen, så det så ud som om en hånd havde klemt sammen om posen. Derefter åbnede jeg halvdelen af toppen og fyldte lidt lim og “brødet” i, og limede så posen fast på stenbelægningen, hvor nogle stykker “dryssede” ud af. Et enkelt stykke brød røg i dammen, så ænderne kunne slås om det. Hvem kommer først? Brødet på jorden blev nøje inspiceret af hun-anden, der havde opdaget brødposen: “- Det ser lækkert ud, det brød! Gad vide, om jeg kan nå at snuppe det, før drengen lægger mærke til mig…?!?”

Historien for svanen og dens unger var for svanens vedkommende, at den breder sine beskyttende vinger ud over sine unger, fordi knægten kommer og forstyrrer. Ungerne er til gengæld i gang med at udforske vandet. De første to er allerede godt ude og padle rundt, hvor den ene til sin store fascination har fået øje på en frø: “- Jamen dav, lille ven! Hvad er du for én?”. Den anden svaneunge er på vej hen for at se, hvad der foregår. De to på land er ikke meget for det våde element: “- Det ser godt nok meget vådt ud, det vand… Selv frøen ser ikke ud til at have lyst til at prøve det!”.

Mor elsker sin andedam. 😀

Fødselsdag 2012:  80 ÅR!

Mors 80-års fødselsdagsgave 2012 – et boudoir

Mor fyldte januar 2012 80 år og havde gjort klart, at hun ikke ønskede sig flere kikkasser, da hun ikke kunne finde plads til dem. Det var jo for så vidt i orden, bortset fra, at hun i årevis har fablet om et Marie Antoinette-møbel til dukkehuset. Det har vi jo overhovedet ikke plads til, så vi fandt ret hurtigt ud af, at så skulle vi have lavet en kikkasse, som vi så sporadisk har talt lidt om detalje-mæssigt. Da jeg for et par år siden fik fat i noget flot bånd på nettet, lagde Mor øjeblikkeligt poten på det og erklærede, at det hermed var reserveret til Antoinette-møblet. Så jeg var da nødt til at få lavet én sidste kikkasse til hende! Jeg havde på et tidspunkt købt et drønflot etage-smykkeskrin fra Reutters, som jeg var noget fortrydelig over, aldrig rigtig ville kunne komme til sin ret i dukkehuset. Det shanghajede jeg nu sammen med andre småting, jeg rapsede fra dukkehuset og håbede, Mor ikke lagde mærke til. Og så ellers hjem og i gang med at bygge…!

For en gangs skyld har jeg husket et tage et billede i temmelig “rå” udgave

Jeg havde købt en vinkasse i træ hos en vinhandler, og denne blev så klargjort til aktion. For at få et mere spændende look, lavede jeg en lille vinkel i et hjørne af kassen med et stykke skumpap, så jeg ville få muligheden for at lave en lille niche, noget, jeg længe har gået og puslet med tanken om. Loftet fik en rest af noget marmor-folie, jeg havde liggende, og gulvet blev beklædt med noget gulv-tapet i den billigere ende, som jeg peppede op ved at lægge klar folie ovenpå (jeg turde ikke lakere det, da jeg stærkt tvivlede på, farven ville holde sig på papiret). Mor havde købt noget håndlavet papir med guldtryk hos Netto, som hun mente, vi på et tidspunkt ville kunne bruge til tapet. Det var flot, men i temmelig tyk kvalitetet, og det endte også med at give mig gevaldige problemer, da det var svært at skære igennem og derfor nemt blev revet. Men det lykkedes da.

Møblerne skar jeg selv ud af gamle cigarkasser og et paprør af meget fast pap. Derudover blev brugt spejlet fra et grimt toiletbord, og til sidst låget fra en deo, som jeg lige blev færdig med, da jeg skulle til og i gang med projektet. Ryggen til stolen blev skåret ud i et stykke pap og formet som ønsket. Glaspladen til bordet blev lavet af et stykke hård plast, jeg havde liggende, som jeg skar i ønsket facon. Så var jeg ellers klar til at blive kreativ!

Noget bomuldsstof i en passende farve som understof, og som et lille pift blev det frynset i bunden. Så kanten af en gammel underkjole, der lige skulle misse gulvet, så man kunne ane frynserne, og bordet fik samme “dug” på, der blev limet fast på bordpladen. Jeg lavede siddepuder til stolene med noget fint skumplast, jeg klistrede sammen i flere lag og derefter kunne klippe til i ønsket facon og beklæde med noget nylon-stof fra en anden underkjole (det gav godt, da min mor for nogle år tilbage fik ryddet op på loftet ). Så kom den fine kant på, som Mor sådan havde forelsket sig i, og så var møblerne færdige. Arh, det skal lige siges, at da jeg alligevel skar pladerne til møblerne ud, skar jeg også en topplade ud til spejlet, som jeg satte en guldkrone og to røde hjerter af noget stofrelief-halløj på, hvorefter hele pivtøjet jo alligevel blev malet hvidt.

Og så var jeg ellers klar til detaljerne…

Jeg lavede et par puder til stolen af en grov bort med lilla blomst og brugte også den samme som lille oval dug på Marie Antoinette-bordet. Ovenpå den satte jeg et messing-“fad”, noget af al det krimskrams, vi har købt gennem tiden. Ovenpå det lagde jeg spejl, kam og børste… men jeg var ved at få knopper af børsten, der bare var støbt og ikke havde hår. Så måtte jeg jo lige flosse lidt stof og få “hår” til børsten. De to ovale messingfade med parfumer på, er nogle, jeg lavede til Mors julekalender for hundrede år siden… Glas-parfumeflasken er lavet af mundblæst glas og ganske bedårende, købt på messe for nogle år tilbage. Ligeledes de fine perlekæder, der dog gav mig problemer, for tråden knækkede igen og igen, og hullerne var for små selv til en perle-nål, så jeg var på den! Men så draperede jeg i stedet bunden af spejlet med en knækket del samt ørenringe, mens den ene vellykkede kom op at hænge. Spejlene fik en flot “gravering” af en rose, lavet med et transfer-motiv til negle. De små krukker er købt hen ad vejen…

Til venstre har vi bordet med føromtalte smykkeskrin. På låget var en bedårende porcelæns-platte med tre små piger og deres kat, og da vi er katte-folk, var det jo i den grad oplagt. Mit problem lå i, at jeg ønskede, skrinet skulle stå åbent, da jeg er fuldstændig skudt i de fine smykker deri, og så ville man jo ikke kunne se platten. Så med møje fik jeg den listet af, og den er så endt oven over det store spejl, så den kom til sin ret. Et par guldørenringe ligger henkastet foran (hovederne af et par messing-nåle) og en slank stålvase, som vi har haft liggende i en evighed. Jeg har altid glædet mig til den kunne ende det rette sted med en smuk blomst i, men alle vore blomster er endt hjemme hos Mor, da jeg jo havde håbet, at der var sket en del mere med dukkehuset både i 2011 og 2012. Så jeg havde intet at arbejde med! Argh! Nå, men under al min roden rundt faldt jeg over et stykke bagpap fra et smykke, hvorpå der var afbilledet orkidéer i forskellige størrelser. Da Mor altid har elsket orkidéer, var det jo alletiders idé, hvis det kunne lade sig gøre. Fra jeg begyndte at tjene penge, til jeg flyttede hjemmefra, købte jeg altid en orkidé til Mor på lønningsdagen. Så jeg besluttede mig indædt for, at det altså bare skulle lykkes! Jeg skar omhyggeligt flere blomsterhoveder ud (som selvfølgelig var på sort baggrund – uf!), hvorefter jeg satte én sammen af flere dele og brugte en masse superlim til at skabe blomsten, som jeg satte på en stængel af grøn blomstertråd. Så lavede jeg et par blade og fandt lidt kunstig mos, som jeg satte lidt ned af som rødder. Og jeg synes selv, den er blevet rigtig sød – og helt unik!

Væggen så så tom ud, men jeg havde hele tiden haft planer om at bruge en fin træbøjle, vi havde liggende. Men også vore fine messing-knager ligger hjemme i Ribe for tiden, så samme problem opstod… grrr! Jeg fandt nu hurtigt på en løsning, da jeg faldt over et par gamle ørenringe, som jeg havde lagt til dukkehus-krimskramset. De fik en fin bagplade på og blev sat fast på væggen, så jeg kunne hænge bøjlen op. Den så så tom ud, så jeg lavede et sjal med frynser, og så lavede jeg også lige en taske, der passede til med en flot lænke fra en gammel kæde og en yndig messingblomst flot afrundet med en changerende sten. Et par henkastede sko i samme farve fuldente looket. Skoene stammede fra den første messe, vi var på, hvor vi opkøbte en masse støbte ting, der så har ligget siden, da de skulle males først. Jeg har en hel skotøjsæske med neglelakke i alskens farver, så jeg fandt lige de rette farver, der passede til sjalet og tasken. En flot petrolgrøn kantet med en tynd gylden kant og knap og foret med råhvidt “silke”, og så havde vi de fineste sko!

Der så nu stadig noget tomt ud, så jeg lavede lige tre ekstra tasker, denne gang i forskellige slags læder og meget forskellige look. Blødt nougatfarvet læder blev bukket og formet som taske og kantet med sort snoet silkesnor, som jeg har fra tøj-prisskilte. Kedeligt! Nå, så fik den en lille ekstra bue foran og en rest af en messingblomst blev brugt som lås. Bedre, men ikke godt nok… Jeg sad og rodede rundt i al vor krimskrams for at finde inspiration, da jeg faldt over en lille anløben messinghest, som havde siddet på en broche en gang og mildest talt havde set bedre dage. Men nu fik jeg så idéen at male den sort og lime på som dekoration, og så var jeg endelig tilfreds.

Så til næste! Brunt stift læder blev formet til en fin lille taske, der fik en messinglås og -lænke og flot afrundet med nogle fjer fra mine zebrafinker. Det gælder jo om at bruge, hvad man har!

Den sidste taske kom over at stå ved siden af stolen til højre. Den blev lavet i et mere firkantet look for at svare til den lås, jeg satte på, der er en meget flot laserskåret “grill”. Denne gang en sølvfarvet kæde, der også blev brugt til at kante taskens sider.

Jeg lavede en sød lille klokkestreng til væggen med et motiv jeg overførte til stof, frynsede bunden og satte en kæde på. Loftslampen lavede jeg også til Mors julekalender et år, hvor alle pakker bestod af ting til dukkehuset – det ar et givtigt år for hende! Jeg havde det laserudskårne papir til efeuen i nichen, som jeg tegnede detaljer på med farveblyant og prøvede at give lidt facon. Så var det tid til at flå sig i håret igen, for naturligvis havde jeg ingen, at de utallige smukke porcelænsurtepotteskjulere, vi har, hjemme hos mig i Esbjerg!!! Så røg låget til en læbepomade, og igen blev det overførselsmotiver til negle, der stod på tapetet, denne gang med relief. Potten blev fyldt op, planten sat i og “jord” af sort the blev hældt på et tyndt lag lim.

Og det var så vist bare lige det… !

Nåeh ja, og så er der selvfølgelig lys i lamperne, hvis ønsket…

Det er jo ikke hver dag, man runder otte årtier, så jeg havde også lavet et specielt kort til Mor.

Fødselsdag 2009:  77 år

Mors fødselsdagsgave 2009 – kikkasse med broderi som tema

Inspireret af stolen med det opslåelige sæde (belagt med læder!), som Mor fortalte mig, var en systol, da vi på et tidspunkt så den på nettet. Jeg gik og savlede efter den længe, men syntes, den var for dyr. Da det så skete, at vi fik fat i sybordet, som jeg også altid havde syntes, var yndigt, men for dyrt (vi købte det billigt, fordi det var gået fra hinanden og håndtaget var gået af), og jeg fik fat i stolen på nettet under udsalg, ja, så var idéen jo oplagt.

Det fine blomsterbroderi på bordet stammer fra et forklæde, jeg købte, hvor det åbenbart var firmaets logo, for der sad et fint lille mærke på det med en broderet blomst. Jeg fandt noget rødt sytråd, der passede i farve, og delte tråden op, så jeg fik en ganske tynd tråd, jeg trak igennem stoffet. Ude for enden af tråden limede jeg en “nål” på, lavet af noget harmonika-metaltråd, jeg trak ud og skar en ganske lille flig af og brugte. En lille detalje for den opmærksomme…

Sykassen bagved var fra en handel på nettet, hvor jeg fik diverse “rod” – denne uden låg. Med mindre man er nystartet skal man nu holde sig fra den slags, for for det meste ender man bare med at ligge inde med en masse bras, man ikke kan bruge til noget, men har givet gode penge for. Jeg shinede sykassen lidt op, men ligegyldig hvordan jeg anbragte den, var der ikke plads til den. Til sidst endte den op ad væggen bagved, og det får så være. De fine sy-motiver er det rene plagiat, hentet fra en svensk hjemmeside, hvor der rent faktisk var en person, der selv havde siddet og syet i mini-format. Jeg tror nok, at jeg måske ville være i stand til det, men jeg er ikke helt sikker på, min tålmodighed ville overleve, så jeg “lånte” billederne, printede dem ud på noget specialmateriale, der derefter kunne overføres til stof… så i det mindste er de da på stof. Men jeg har mega-dårlig samvittighed over bare at have lånt billederne, men da både Mor og jeg er kattemennesker, var det som om, det var meningen. Jeg selv ville være stolt over at blive plagieret på noget, jeg har lavet, så jeg håber, det ikke bliver taget ilde op. Jeg tog nogle listerammer og lavede en fin ramme til den sorte kat, hvorefter den blev malet med sort neglelak. Fuglebilledet fik en ramme, jeg ellers havde i brug til noget andet, men… det forhåndenværendes princip! De små billeder på væggen er af to af vore katte, henholdsvis min Kira og Mors Elvis.

Det større sytøj var så en helt anden sag… Rammen blev lavet på samme vis som føromtalt, men denne gang blev den malet med brun tush og lakeret. Jeg lod stoffet stritte ud rundt om for at vise, at det var et værk under udførelse. Stangen er et bordben, også malet med tush og lakeret, og den spændende fod er lavet af toppen af et agern med pinde under, også malet med tush og lakeret. Det gav en spændende effekt og er helt sikkert enestående! Jeg har bare så længe haft lyst til at bruge agern til noget igen.

Og det var så det! Lidt tapet, loftsfolie, nougatfarvet gulvtæppe, og så var kikkassen færdig!

Fødselsdag 2006: 74 år

 

Jeg har købt “Bedstefar” over nettet og sædvanen tro skilt ham ad og bygget ham op igen. Jeg har lige fra starten haft et ønske om, at en af dukkerne skulle være en herre med hjemmejakke, og det fik jeg så lavet her. Perfektionisten i mig gik så lige lidt amok, så hans inderste tøj også er i orden, hvilket jo i og for sig ikke er nødvendigt. Hvor tit skal han have jakken af inde i dukkehuset, så man kan se hele vesten og skjorteærmerne? Men jeg har det nu engang ikke godt med noget, der er halvgjort, så han fik det hele!

Jeg lavede en kravat, der skam er bundet, som et rigtigt slips skal bindes, og lavede en knækkrave på skjorten, da slipset så bedre kom til sin ret.

Vesten blev lavet efter en model, jeg havde fra en tidligere dukke, hvor jeg brugte noget flot bordeaux-farvet stof med mønster. Så lavede jeg en urlænke af noget snoet guldtråd og en lille lomme til det imaginære ur. Vesten fik ligeledes guldknapper og desuden en sort bagside.

Bukserne var hans egne, noget Mor faktisk kommenterede, fordi hun kunne se, at de ikke var så perfektionistisk lavet, som jeg plejer… tsk, tsk!

Hjemmejakken var lidt af en udfordring, for jeg ville jo ikke have, at det skulle se ud, som om, der var en bøjle inden i den, når han havde den på – den skulle jo netop gerne se afslappende ud. Jeg brugte så igen vesten som udgangspunkt for mønsteret og lavede mine egne modifikationer, så det hele kom til at passe. Men idet man arbejder i så lille en størrelse, er der altid rettelser undervejs, da et par millimeter for meget stof kan ændre hele billedet. Alt i alt synes jeg, han blev rigtig flot.

En yderligere ting i hans opbygning er, at hans hår er meget specielt. Både hår og øjenbryn er rigtigt hår, som jeg selv har sat på, og det er hårene fra en af Mors katte, som hun havde et tæt forhold til. Men jeg havde på et tidspunkt for nogle år siden samlet en tot hår op, som katten havde fået klippet af af en kontorstol, og det havde jeg gemt. At jeg så nu kunne præsentere Mor for en dukke med Chico’s hår, gjorde jo ikke dukken dårligere, tværtimod! Og jeg synes bare, at han er SÅ sød! Så lige hele molevitten afrundet med en pibe i hånden, og så var han klar til at rykke ind i dukkehuset!

Men det er jo mange år siden efterhånden, så han er selvfølgelig blevet ældre. Derfor sidder han nu i kørestol. 😉