Haven 2018-07-16T20:15:11+00:00

Haven

Jeg har i flere år haft vildt meget lyst til at gå i gang med at lave haven, men Mor syntes, det var vigtigere, at jeg fik arbejdet på dukkehuset, hvilket jo også er korrekt. Jeg har lavet bundpladen til haven, så den ikke sidder fast på vores kørende bund, men kan tages op i fornuftig arbejdshøjde og i det hele taget er til at komme til, så man kan gøre den ren. Når den er fritstående og i gang-højde, skal den nok komme til at samle en del skidt. Jeg har fået boret huller til søm, som jeg kan sætte muren nedover, så den står fast, men stadig kan flyttes, hvis nødvendigt. Messingdøren, som jeg lavede for rigtig mange år siden, er blevet restaureret, og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning har jeg limet den på et stykke plexiglas.

Mor fyldte 85 år den 15. januar 2017, så derfor gik jeg lidt amok for at lave en storslået gave til hende, der ville glæde hende. Jeg stod og kiggede på dukkehuset, for at finde på et eller andet storslået. Et par tagplader med kviste på? Naaah, ikke ligefrem nogen fed gave, selvom dukkehuset mangler det voldsomt.

Det blev så haven, der stod for skud, hvor jeg knoklede som en gal i 14 dage for at nå så meget som muligt. Jeg blev praktisk taget færdig med den – alle bedene er tilplantet, græsset er lagt, stakittet er bygget og malet… men kunne godt lige bruge et par lag maling mere, før det er helt færdigt. Men jeg løb tør for tid, så Mor måtte “nøjes”. Hun var vildt imponeret, både over haven, men også over, at jeg var nået så langt. Normalt tager et enkelt bed en uges tid, så jeg havde travlt!

Mor blev rigtig glad for haven.

Den færdige have anbragt på sin rette plads ved siden af dukkehuset.

Haven ser ikke ud af meget, når man ser på dukkehuset i sin helhed…

 

Bedet på hjørnet er det forreste forårsbed, der er baseret på to købe-bed, Mor og jeg forelskede os i, og som hun fik fat i – og som jeg har splittet ad 😜. Resten brugte jeg på den anden side. Jeg ville have bedet til at fylde hele hjørnet, og det kunne købe-udgaven ikke klare. Under kanten af stakittet har jeg lavet et langt bed med hostaer og små blomster. Jeg skal jo hele tiden tænke på, at bedene skal være flytbare, og da stakittet er lidt sart og mange blomster går op imod det, er det generelt smartere, at jeg bare kan trække bedet ud under stakittet.

De lave bede er lavet af små kuglerunde blomstertræer til hobbylandskaber. Jeg fjernede “stammen” og klippede dem midt igennem. Nogen gange fik jeg en fin halvkugle, andre gange not so much. Men det er netop den slags forskelligheder, der giver et levende bed.

 

Jeg elskede simpelthen pumpen med guldfiskedammen, da den var frisklavet. Men ret hurtigt opstod der kemiske reaktioner med det Scenic Water, jeg var blevet anbefalet, og nu ser det hele ret jammerligt ud. “Hulk!”

Stakittet nåede desværre ikke at blive færdigmalet, da 2 lag åbenbart slet ikke var nok. Men en gang kalkmaling burde klare det problem… 😉

Alle bedene er flytbare, da de er opbygget som puslespilsbrikker.

Mor blev rigtig glad for haven. Jeg havde anbragt den i en en stor kasse med “Nix pille” påskrevet, da mange mennesker gerne vil “se” med fingrene – og de kunne edderhyleme godt lige tage og nære sig! Efter alt det arbejde, jeg havde lagt i det, kunne det lige passe, at tingene blev splittet ad af klodsede fingre til festen.

Da jeg godt var klar over, at det ville kunne blive lidt svært at se haven ordentligt nede i kassen, havde jeg sat nogle små knapbatteri-drevne lamper op for yderligere at forhindre folks trang til at pille. Alligevel måtte jeg stoppe et par stykker, der skulle til at gramse… altså!!!

For at Mor kan få fornøjelse af stokrosebedet, er det flyttet ind i haven for en tid, da hun ikke kan se det på den anden side af dukkehuset. Så nu er rosenbusken flyttet om på venstre side af dukkehuset og det midlertidige stokrosebed er blevet placeret på dens normale plads. Selve bedet laver jeg på et andet tidspunkt, men jeg skulle lige have en idé om, hvordan det hele skulle hænge sammen.

 

Guldfiskedam med pumpe og spand

En del af dukkehusets have, lavet af en gammel kobber-blyantspidser jeg fik, da jeg fyldte 15 år.

Haven – fra forår til sommer

Nu må vi vist indse, at vi er gået fra forår til sommer. Derfor har jeg nu skiftet forårsbedene ud med sommerbede. Hele haven er bygget op ligesom et puslespil, hvor forårsbedene på hver side af hegnets hjørne udgør to “brikker”. For at fjerne det inderste bed måtte jeg først lige lirke hegnet af, så jeg kunne komme til.

Fra venstre en busk med metaltråd (købt), så jeg kunne arrangere grenene. Jeg gjorde den lidt kortere end busken til højre, da sandsynligheden for at to forskellige buske i samme bed har samme højde ikke er særlig stor. Bunden arrangerede jeg, så det lignede rødder. Jeg blandede akrylmaling og lim og malede “træet”, så det så mere naturligt ud.

Så har der sneget sig et lille lilla staudebed ind, der er lavet af noget genbrug (en buket kunstige blomster, min mor havde stående engang) og nogle blade, jeg lavede i pap.

Herefter en sød rosenbusk, som jeg har lavet af købte, men opshinede roser, som jeg har snoet sammen med bladranker (min punch med rosenblade gik i stykker, så jeg måtte finde på en nødløsning).

Til højre har jeg sat to buske med metaltrådsstamme sammen og udsat dem for det samme som den venstre busk.

Nederst har jeg lavet et bundbed af nogle sølle rester fra en hæk og nogle blomster, jeg selv har lavet i papir.