Julegaver 2019-07-13T18:51:51+00:00

MORS JULEGAVER HENOVER ÅRENE

Julen 2018 – Mors sidste jul

Kunstmalerens kuffert

Kunstmalerens kuffert og det meste af indholdet

Hele kunstmalerens tilværelse fungerer omkring at male samt skrabe penge sammen til næste rejse. Han er ikke helt dårlig, så med jævne mellemrum er det lykkedes ham at komme til andre lande, men da alle hans penge går til dette, lever han ellers en meget “mager” tilværelse. Til sidst er det blevet lidt af en sport for ham at komme til så mange steder som muligt, så derfor har han også sat et verdenskort i kuffertens låg, hvor han har markeret alle de steder, han har været – og han har naturligvis også fået de tilsvarende kuffertetiketter. 😄

Når kunstmaleren ikke er afsted på en af sine rejser, opbevarer han sin kuffert oppe på hemsen. Ind imellem kan det ske, han lige har fat i en af sine rejsedagbøger med skitser, og denne gang ser det ud til, at han glemte at lukke kufferten ordentlig til igen. Lad os håbe, han ikke kommer til at fortryde det, for rotterne på hemsen kan sikkert godt finde anvendelse for den… 😉

Meget mere info følger…

 

Kartoffelmos i kobbergryde

Endnu en julegave: kartoffelmos i kobbergryde med “porcelænshåndtag”. Jeg lavede en fimoblanding med masser af flydende fimo for at få det rette “flow” på kartoffelmosen. Og den ser så virkelig ud, at jeg næsten kan smage Mors lækre kartoffelmos, når jeg kigger på den. 😋 Kartoffelmoseren har jeg også selv lavet. 😀 Jeg var ikke så begejstret for metalhåndtagene, der fik gryden til at se billig ud. Derfor lavede jeg håndtag af fimo, malede hvid med akrylmaling og tegnede små blå blomster på. Meget bedre! 😁 På billederne er håndtagene dog ikke færdige endnu, da den blå geltush skulle tørre til dagen efter, inden jeg lakerede 3 gange for at få porcelænslooket.

Det lille billede viser originalgryden. Jeg kan bedre lide min udgave… 😜

 

Jeg fik gang i fimoen til julekalender og julegaver med kartoffelmos og kartofler.

Kartoffelmoser 

Pyh! Den var godt nok svær at lave! 😮

Jeg skulle bruge en kartoffelmoser til mit kartoffelmos-projekt, så jeg sad møjsommeligt og bukkede metaltråd og sleb håndtag til – bare for at finde ud af, at jeg kunne have købt en for en halvtredser! 😫 Men okay, der er ingen andre, der har magen til denne, og nu er den jo færdig, så pyttelipyt. 😁 Med alt det arbejde, der er i den, ville det have være rart, hvis den udgjorde en gave i sig selv, men den er bare en detalje i én. Til gengæld blev det færdige projekt rigtig godt. 😊

Det var svært at komme til med værktøjet, når jeg skulle klemme de smalle bugtninger. Der findes flere udgaver af sådan en moser-del, men jeg havde en specifik i tankerne, og så var det dælendytme sådan, det skulle være, selvom materialet egentlig gerne ville nøjes med en bue mindre.
Til håndtaget skar jeg et lille stykke af en rundstok. Det går hårdt ud over fingrene, når man skærer og sliber i denne størrelse. Da jeg havde fået træet ned i en fornuftig størrelse, satte jeg det i klemmen, så jeg kunne finde maskineriet frem og spare fingrene. Toppen af håndtaget blev ikke helt som ønsket, for da jeg var næsten helt færdig, flåede filen pludselig et lille stykke træ af, så jeg var nødt til at korrigere faconen, hvorved den blev noget smallere ved toppen end planlagt. Det var dog bare et kosmetisk problem. Jeg korrigerede det let, men kunne ikke komme til at udjævne det ordentligt, da det ville være gået ud over størrelsen, og den var dæleme lille nok at håndtere i forvejen!

 

 

 

Hjemmesko

Mor havde fået normalt størrelse hjemmesko kort før jul – så selvfølgelig skulle hun også have i mini! 😜
Jeg havde allerede givet Mor hjemmesko i normal størrelse som før-julegave, da hun havde mere brug for dem på det tidspunkt, men det ville jo være lidt træls juleaften. Derfor pakkede jeg skotøjsæsken ind med disse små hjemmesko i, så hun alligevel fik hjemmesko juleaften. 😀
De er lavet af noget blankt rosa stof, som jeg har beklædt med blonde med guldkant i. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en lille blomst foran, men jeg kan faktisk godt lide dem, som de ser ud nu og jeg har fået lige den facon frem, som jeg gik efter. Man kan hurtigt komme til at overdrive i den størrelse, da enhver lille tilføjelse kan komme til at virke voldsom og kan forandre hele udseendet markant.
Jeg tegnede en sål op på et stykke papir og brugte som skabelon til at klippe lædersåler ud. Det rosa stof fik en slids op i midten. Jeg fandt et par dameben frem fra mit lager og pakkede dem ind i cellofan, så jeg kunne forme skoene omkring og fjerne dem igen. Jeg var godt klar over, at fodens høje hæl ville ende med at give problemer med skoens facon, men var overbevist om, at jeg nok ville kunne finde ud af at kompensere for det undervejs.
Foden blev sovset godt ind i lim, så stoffet kunne følge faconen. Men det var en forsigtig bearbejdning af stoffet, da jeg ikke måtte gå for hårdt frem fra starten af, så limen gik igennem. Stoffets ender mødtes på hælen. Efter limen var helt tør, klippede jeg cellofanen op foran og kunne så bruge den til at trække skoskallen af fra hælen af.
Jeg lavede en kant på et par millimeter ved bunden og klippede den i takker. Så smurte jeg lim på lædersålen og monterede den, hvilket var ret bøvlet.
Den anden sko står klar bagved. Jeg smurte skoens indre med et tyndt lag lim (så det ikke blødte igennem) og da det var tørt, fik den to lag mere. Derved fik jeg en stærk skal, som jeg kunne korrigere faconen på, når jeg kom til at mase den undervejs. Da “skallen” var tør, limede jeg en bund af det rosa stof ned i bunden af skoen.
Blonden har jeg med en lighter smeltet kanten lidt ned, da alle de “strittere” ikke ville se naturligt ud.
På grund af at min “skabelon” havde høje hæle og jeg skulle lave flade sko, klemte jeg skoene sammen i toppen for at få den rette facon foran. Siderne blev klippet ned i et svaj for at kunne følge blondens facon.

Julen 2017

 Køkkenknive og knivblok 💕💕

Jeg måtte droppe min oprindelige plan, da jeg kunne se, at det tidsmæssigt ikke kunne lade sig gøre (men Mor har fødselsdag den 15. januar, så jeg fik min lyst styret! 😅). Gudskelov gav Mor mig selv løsningen, da jeg besøgte hende. Vi studerede og snakkede om hendes kalendergaver, hvor jeg talte begejstret om skærebrættet, jeg havde lavet med marcipansnitteproduktion og medfølgende kniv. Og pludselig lagde jeg mærke til, at hun da vist var mere fascineret af kniven end af det andet! 😮 Derfor besluttede jeg mig for, at hendes julegave skulle være et sæt køkkenknive med knivblok til. Det er edderhyleme noget småt fisværk at sidde med! Jeg skulle hele tiden passe på snitterne, men for hver kniv blev jeg lidt klogere. 😉 Jeg har lagt hele min proces ind, hvis nogen selv skulle få lyst til at prøve. 😜

Processen i kniv-produktion
1.

En strimmel klippes ud af en tynd aluminiumsplade (købt hos Miniseum) og klippes i nogenlunde ønsket facon. Derefter klippes bladet bedre til og slibes i rette facon. Der slibes skær på kniven. Jeg har en billig batteridrevet gravørpen, jeg brugte (ikke god til jobbet, da den har en kugle i enden, der tit smuttede på skæret og ridsede knivene 🙁 ).

2.

Der skal ikke bruges så meget “håndtag” i metal som vist her. Jeg har slebet metallet nederst rimelig tyndt, så træet kan slutte tæt, når det bliver samlet. Skaftets facon tegnes op på to rørepinde, der derefter slibes lidt ned der.

3.

Når der er slebet nok ned i træet (ikke overdrive!), påføres et tyndt lag lim, og træet sammenføjes omkring kniven, der sættes i spænd.

4.

De to næste knive er i spænd, mens jeg har gjort urtekniven klar til videre forarbejdning.

5.

Knivskaftet snittes og slibes i rette facon (pas på fingrene!).

6.

En neglefil giver den bløde facon, denne kniv skal have.

7.

Et stykke klisterbånd er klemt sammen om knivsbladet for at beskytte det, mens skaftet blev farvet med tush og matlakeret. Klisterbåndet giver yderligere noget at holde i, så man hverken ødelægger det, man laver, eller bliver snasket helt til.

8.

Fileteringskniven har et noget mere kompliceret skaft. Faconen ridses op med en blyant, og så er det snitte-/slibetid igen. 😉

9.

Både fileteringskniven og den lille køkkenkniv har fået flotte skafter. Jeg brugte yderligere graveringspennen til at give lidt mere facon i toppen af skaftet, hvor der går en blød bue ind imod midten af træet.

De færdige knive er farvet med brun tush, matlakeret og afrundet med to nitter, malet op med sølvtush.

Med knivene har jeg efterlignet de køkkenknive, min mor altid har brugt i sit køkken. Jeg prøvede at finde dem frem, da Mor havde fået sin gave for at sammenligne. Der er forsvundet nogle stykker henover de mange år, der er gået siden min barndom, men disse fire kunne jeg da finde. Jeg har måske ikke ramt spot on, men når man tænker på, det bare var efter hukommelsen, synes jeg da, det er meget godt ramt! 😀

Nogle af Mors gamle køkkenknive sammen med mine små udgaver… 😜

Processen i fremstilling af knivblok 😄💕

Jeg har også kæmpet en brav kamp, hvor hver kniv tog omkring tre timer at lave, og selve blokken tog 6 timer. Til gengæld er jeg vildt begejstret for at kunne give min mor dette sæt, lavet af de rigtige materialer. 😀

1.

Jeg besluttede mig for, at for at knivene skulle stå stabilt og samtidig beskytte knivsbladene, ville jeg ikke gøre knivblokken massiv, men have en “fast” kerne af et materiale, der samtidig kunne holde lidt fast i knivene. Valget faldt på noget komprimeret bobleplast, der var limet sammen i lag. Lagene passede helt perfekt med knivenes afstand, hvilket støttede dem endnu mere.

2.

Jeg skar og sleb ispinde til og beklædte den blok, jeg havde skåret ud (det lyder så nemt, men dét var det ikke, da det hele var meget “levende”).

3.

Jeg har gemt lidt af hver, blandt andet nogle strips, der er gode til at holde umulige ting i facon, mens det tørrer (man kan bruge det grønne opbindingsbånd til planter i stedet – mine er bare bedre kvalitet og derved stærkere og ikke så skarpe i kanterne, hvilket kan efterlade mærker). Det gjorde det nemmere for mig at skubbe et stykke træ ind hist og pist, det forsøgte at glide ud, mens det hele “satte sig”.

4.

Efter limen var tørret godt op, sleb jeg enderne til. Så var tiden kommet til knivblokkens top og bund. Bunden blev lavet af nogle rørepinde, der blev lagt i “hullet”, hvorved de yderligere støttede faconen. Toppen ønskede jeg skulle have en glidende overgang til siderne, så der skulle de monteres ovenpå. Dette indebar samtidig tilpasning af tre stykker træ med knivene. Jeg satte tre knive i ad gangen og satte et stykke rørepind tæt op ad og markerede med blyant, hvor kniven gik. Herefter sleb jeg ned i træet med min gravørpen, til jeg fik den rigtige facon. Og dette blev så gentaget nogle gange… 😉

5.

Når alle tre dele er tilslebet, passer de perfekt imod knivene og mod hinanden. Husk på, det skal ligne en rimelig massiv træblok, så det skal helst ikke “gabe”.

6.

Knivblokken blev samlet og fik rundet kanterne og hjørnerne, efter jeg først sleb den godt og grundigt for at få så glat en overflade som muligt, uden at man fokuserer på samlingerne.

7.
Da der ikke var meget kant at lime de små stykker rørepinde fast på og jeg vidste, de skulle have en hård medfart ved slibningen, valgte jeg at lime dem sammen på et stykke papir. Da det var tørt, sleb jeg papiret væk fra kanterne, så det ikke kom til at titte frem ved sammenføjningen. Det virkede perfekt, og sammenføjningerne blev helt glatte og smukke – lige til jeg malede den! Så var Fanden løs i Laksegade! Jeg havde lavet en meget vandig akrylmaling, da jeg ikke ønskede massiv farve, og malede også ned i knivhullerne, så de ikke lyste hvidt op i det hele. Jeg behandlede den i mange omgange, og lige pludselig bemærkede jeg, at rørepindenes sammenføjninger imellem knivene gabte et par steder. Jeg tænkte, at limen måske alligevel ikke havde været helt tør og den megen slibning havde varmet det op, så jeg puffede det forsigtigt på plads. Og vupti, så bølgede hele overfladen opad! 😣  Det viste sig, at den vandede maling havde opblødt papiret, så jeg kæmpede en brav kamp for at få styr på det igen. Og dette var jo under allersidste proces, så jeg var ret meget på den! 😓
Jeg er ikke helt tilfreds med, hvordan toppen endte, for den titter nu en anelse ud i siderne i forhold til før, men da jeg var løbet tør for tid, måtte eventuelle ændringer vente til efter jul. Jeg havde egentlig også planlagt, den skulle stå skråt, men tiden forhindrede mig i at bøvle med det – hvilket i sidste ende passer mig udmærket, for så ville den fylde mere og vi har jo ikke meget plads. 😉 Til gengæld synes jeg, den er blevet meget flot, og hvis jeg selv skal sige det, ret sej! 😆 Og Mor var fuld af beundring og elskede sin gave. 💕

Julen 2016

Mors helbred knirkede gevaldigt i december måned, så derfor kom der fuld knald på julegaven for at glæde hende. Lige siden vi startede på konditoriet, har vi talt om, at vi skulle have et overflødighedshorn dertil. Jeg har igennem årene fået købt voldsomt meget fimo og arbejdsredskaber ind, men det er vist egentlig kun blevet til kongeliljer og tagetesbed. Så som sædvanlig var det med store armbevægelser, da jeg gik i gang med at lave min første kage i fimo… Og så var jeg jo også lige nødt til at lave småkager hertil.

Hvis der er noget, jeg har lært ved selv at lave ting til dukkehuset, er det at følge strømmen. Tit forandrer planer sig undervejs, fordi små detaljer forandrer hele “billedet” af projektet.

Jeg havde siddet og blandet fimo til overflødighedshornet. Da det var aften, kunne farven snyde, men jeg syntes, farven var blevet lidt for gylden til kransekage. Til gengæld var det da lige farven for vanillekranse! Så selv om det absolut ikke var planen, sad jeg en hel aften og lavede vanillekranse – nå ja, noget skulle der jo alligevel puttes i overflødighedshornet…!

Jeg lavede vanillekranse ved at bruge en teknik, jeg har set til at lave led til smykker. Jeg lavede en lang tynd “snor” af fimo og viklede den omkring en tandstikker. Derefter førte jeg en kniv i en lige linie ned igennem det hele. Herved får man en masse små C’er, som jeg samlede og lavede struktur i med tandstikkeren ved at tegne en streg igennem. Meget enkelt, men det tager lang tid.

Men når man laver overflødighedshorn, så hører der jo også kransekagetoppe til, så dem måtte jeg jo også “lige” lave.

Selve kransekagetoppene var rimelig ligetil at lave, men for hulen, alle de cocktailbær, jeg skulle sidde og trille!!! Efter kagerne var blevet pudret med lidt farve, blev de bagt. Så lakerede jeg dem med mat lak, limede cocktailbærrene på og gav dem blank lak. Til sidst afrundede jeg dem med chokolade på bunden, lavet med akrylmaling.

Så fik jeg endelig mixet en fimo-masse med en farve, der passer til bagt marcipan, så så gik produktionen af ringe til overflødighedshornet endelig i gang.

Det tager sin tid for mig at få blandet farverne, da jeg ingen fingerkræfter har, men jeg har fundet en fin løsning med min Polymer Clay Extruder. Den har forskellige skabeloner, hvor jeg valgte spaghetti-delen. Det var sejt at køre igennem, men blev hurtigt medgørligt, selv om det skulle igennem et par gange ved hver tilsætning af ny farve, inden det var klart til sammenæltning, men det havde taget mig hele dagen, hvis jeg selv havde prøvet. Jeg var så længe om at få blandet den rigtige farve (hvilket aldeles ikke passede mig, da jeg plejer at være god til farver), at jeg godt nok fik arbejdet mig nogle vabler til… Herefter satte jeg en trekantsskabelon i Extruderen, så jeg havde lige den rette størrelse “pølse” til at lave mine ringe af.

Ringene til overflødighedshornet er færdige og har fået lidt farve. Jeg har købt noget farvekridt, som jeg rev et fint pulver af og derefter penslede på ringene. Min første ring kom til at se brændt ud.

Min oprindelige plan om at montere dem omkring en skabelon i sølvpapir kunne i hvert fald ikke lade sig gøre, som jeg greb det an.

Første forsøg på at lave chokoladekrummelurer.

Mit første forsøg på chokoladekrummelurer løb desværre ret meget ud, efter jeg havde tegnet dem op og bagt dem, så jeg endte med at blande samme farve i fast fimo og lavede fimo-spaghetti, jeg monterede fast på de flotteste med flydende fimo. Så blev de helt perfekte.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde…

Jeg måtte til at blive opfindsom, da jeg skulle bage mit overflødighedshorn i min Efcolor Stove. For ikke at risikere at brænde fimoen på, stod ringene på et lille medfølgende plateau. Efterhånden som kagen blev højere, fik jeg flere og flere problemer, til det blev umuligt at lukke låget, der desuden ville skrabe imod kagen. Til et fremtidigt projekt havde jeg to dåser liggende, der nu blev ofret til at lave en højere ovn! For god ordens skyld tilføjede jeg et tredie fyrfadslys, så det blev varmt nok – og det virkede!!!

1:  Første prøvesamling af overflødighedshornet omkring en rulle sølvpapir. Ringene sad bare løst på, så jeg havde mere spillerum, når jeg på et tidspunkt skulle samle det hele. Men det her kunne jeg arbejde med! Jeg måtte skære en del skråt af hver bund, da jeg, på trods af at det var en del af min research, havde glemt at “skråne” hver ring, så de kom til at forme hornet. Gudskelov blev det skjult af glasuren.

2 + 3:  Så kom jeg endelig så vidt, at jeg kunne samle overflødighedshornet. Jeg lavede et fint plateau til den og stak nåle op i kagen som et stativ, hvorved hornet fik et yderligere lille løft. Ringene til hornet har fået “glasur”. Det er vildt svært at styre i de buer, der skal laves, og så ender det alligevel med, at det flyder ret meget ud. Et trick, jeg lærte af chokoladekrummelurerne, er at bage i flere etaper, så glasuren ikke bare snasker helt sammen. Så max. tre buer og så i ovnen i mindst 5 minutter. Det er ti ringe og rigtig mange buer, så jeg fik mig noget motion den dag, da min Efcolor Stove stod ude i køkkenet under emhætten og jeg rendte frem og tilbage mellem stue og køkken!

Min helt egen version af en flag-stang!

Jeg prøvede mig frem med fimo, hvor jeg lavede en stang dannebrog, som jeg så kunne skære af i tynde skiver og bruge. Mange papirløsninger ville nok være bedre, men nu var jeg endelig kommet i gang med fimo, så det skulle det være! De skulle være pynt på overflødighedshornet…

Jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig for at prøve at opstille overflødighedshornet med det fyld, jeg havde lavet.

I sidste ende skulle det hele naturligvis ikke i, da det jo også kan blive for meget af det gode. Hornet skulle stå på en bakke, der desuden også begrænsede mængden.

Men så var det tid til at samle det hele…

Min inspiration til overflødighedshornet stammede fra de første to fotos på nedenstående billeder. Jeg havde som sædvanligt lavet en masse research, inden jeg gik i gang, da det altid er rart at have lidt 1:1 at læne sig opad for at få det så naturtro som muligt.

I forbindelse med min research, inden jeg gik i gang, ledte jeg også efter, om der var andre, der havde prøvet at lave et overflødighedshorn, for at se, om jeg kunne aflure nogle tricks. Jeg fandt ingen på hele nettet, men blev undervejs i forløbet, hvor jeg præsenterede mine fæller på Facebook/Dukkehuse – Tips & Pral for mine fremskridt, gjort opmærksom på, at der var en, der havde lavet de to horn på billedet i midten for La Glace i København i forbindelse med, at alle deres fine kager blev lavet i 1:12. Mit horn udløste yderligere inspiration hos en bager/dukkehusentusiast, der derefter lavede hornet på sidste billede.

Ta-da-da-daaah…!!!

Så blev overflødighedshornet endelig helt færdigt! Jeg må indrømme, det var noget af en drøj omgang, men nu, hvor det endelig er færdigt, var det al besværet værd. Det var også dejligt at se Mors reaktion juleaften…

Til nytår blev der dækket fint op i dukkehuset og overflødighedshornet kom på bordet, og så blev der ellers holdt fest!

Julen 2015

Rosenbusk til haven

Mors julegave 2015 var denne rosenbusk, som var noget af et omstændeligt projekt. Jeg har købt papirroser i mange forskellige farver henover årene og et eller andet sted undervejs kom vi frem til, at nogle af dem skulle gå til en rosenbusk til haven. Så da vi på et tidspunkt holdt mandtal på dem, fandt vi frem til, at især en mørkerød rose og en fælles favorit, en lys rose med rød kant, var dem, vi havde flest af, både i roser og knopper. Jeg havde nemlig været så heldig også at få fat i to forskellige størrelser knopper, så herved var jeg i stand til at kreere en meget mere naturligt udseende rosenbusk. Jeg ville egentlig helst bare holde det som en stor mørkerød rosenbusk, men Mor ville gerne have den tofarvede med. Jeg lavede lidt research på det og fandt ud af, at sådan kunne en rosenbusk sagtens se ud, så naturligvis fik Mor sin vilje… Jeg havde så ikke nævnt noget om rosenbusken siden, for det sker naturligvis ind imellem, at vi diskuterer fremtidige planer med dukkehuset, uden at der umiddelbart sker mere i nærmere fremtid (jeg har en koloenorm liste med ting, der skal laves ). Derfor var det en dejlig overraskelse for hende, da hun fik sin fine busk mig på espalier, som hun havde fået i julekalender for flere år siden.

Jeg besluttede mig for, hvor mange grene, busken skulle have og længden af hver gren. Så klippede jeg noget plantetråd og bukkede det, så jeg fik den ønskede grenlængde til to grene. Det gjorde jeg med i alt tre stykker, så jeg endte med seks grene. Jeg strippede en god del ledning for kobbertråden indvendig, som skulle forme selve busken og så samlede jeg “grenene” med kobbertråden. Så begyndte jeg ellers at vikle tråden om grenene, mens jeg vævede roserne ind undervejs. Jeg bestemte mig for længden på rosen og bukkede stilken der, og så viklede jeg stænglen videre op ad grenen med kobbertråden og lod resten af stilken stritte ud et andet sted. Herved fik jeg en stilk til at sætte blade på. Efter jeg havde vævet alle roserne ind, formede jeg rodet i bunden til “rødder”. Så lavede jeg en blanding af akvarelmaling og lim og malede grenene. Efter det var tørt, gik jeg så i gang med at montere blade. Jeg havde en ranke med grønne blade, som jeg strippede og sorterede i antal blade, så jeg kunne anbringe dem optimalt og så gik jeg ellers i gang. Puh, det var sejt arbejde! Der skulle mildest talt nogle blade til! Da alle bladene var monteret, rettede jeg grenene i facon og anbragte busken på espalieret med et stykke kobbertråd.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave et jordbed med en stenring omkring, men i min research af rosenbuske faldt jeg over en i højbed med espalier, der lignede den vision af busken, jeg havde, så meget, at jeg besluttede mig for højbedet. Samtidig kunne jeg herved komme til at bruge nogle marmorsten, vi havde fået af min afdøde onkel Svend, Mors bror. Vi elsker, når der er historie i tingene i dukkehuset, og her var der jo rigtig meget historie. Da Mor så stenene, blev hun rørt og glad og sagde, at Svend ville have været rigtig stolt over det. Jeg byggede bedet op i skumpap/foamboard og byggede marmorstenene op omkring det. På det senere har jeg samlet kaffegrums, som jeg har ladet tørre, og nu lavede jeg en klæbrig masse af lim og kaffegrums, som jeg formede rundt omkring rødderne af busken, jeg havde limet fast på skumpappet. Da jeg havde fået en plan og pæn overflade, der var kommet godt ind i krogene, sluttede jeg af med et lag kaffegrums, jeg pressede ned på toppen, så det så mere naturligt ud. Rødderne forsvandt nærmest ned i “jorden”, hvilkeret ikke helt var meningen, men det gjorde nu ikke så meget.

Det var hele tiden meningen, der skulle være nogle planter omkring foden af rosenbusken, og nu, hvor det var et højbed, kunne jeg lave efeu, der hang ud over kanten (og skjulte irriterende huller, hvor jeg ikke kunne få stenene til at passe ordentligt sammen ). Det var faktisk meget nemt at lave. Jeg havde købt en “punch”, som jeg udstansede bladene med, og jeg klippede nogle tre centimeter lange plantetråde, som jeg bukkede let. Så limede jeg bladene på, efter jeg havde præget “årer” i dem. Jeg sluttede af med at male bladene med en klar neglelak, for at skabe en mørk udendørs version, der ligner en efeu, Mor har i haven. Jeg prikkede nogle huller i den endnu ikke tørre “jord” og stak efeu-grenene ned rundt omkring for et naturligt look.

Jeg havde bestilt noget neglepynt fra Kina, et ark med små sommerfugle, som nåede at komme i sidste øjeblik. Min plan havde egentlig været at sætte sommerfuglene på tyndt plexiglas, som jeg så ville skære til og bøje på midten. Herved ville man kunne se aftegningerne på begge sider. Det var på sin vis også korrekt, problemet var, at sommerfuglene var gennemsigtige, så det duede jo ikke. Jeg tog så noget ganske almindeligt hvidt papir og overførte sommerfuglene til, hvorefter jeg omstændeligt klippede dem ud og rettede lidt smådetaljer til med sort tush. Jeg fik lavet fire styk, som jeg anbragte lidt rundt omkring, så hver gang folk bliver præsenteret for rosenbusken, leger vi “find sommerfuglene”. Så blev roserne og grenene rettet til, så de fik et naturligt “rodet” udseende, og så var rosenbusken endelig færdig!

Juleaften 2015 blev så noget anderledes, end vi havde forestillet os. Det var meningen, det skulle holdes hos Mor i Ribe med min søster og svoger (som Mor bor sammen med) og min nevø og hans familie. Men det gik ikke just sådan. En halv time inden vi skulle spise, faldt Mor baglæns hen over en stor kasse julegaver og brækkede overarmen. Så hun og jeg tilbragte det meste af juleaften på skadestuen! Da vi endelig kom hjem, blev vi da puslet om af familien, men min nevøs to små børn var desværre allerede blevet puttet, og vi havde ellers sådan glædet os til at være sammen med dem. Mor blev da glad for alle sine gaver, men både hun og hendes krop var jo i chok, så hun fik nok ikke så meget ud af det selve aftenen. Men hun har skam sidenhen nærstuderet rosenbusken og var ovenud begejstret! Bruddet var desværre slemt, så armen kommer aldrig mere til at sidde, som den engang gjorde.

Julen 2008

Mors julegave i 2008 – en kikkasse med telefonbænk

Denne smukke telefonbænk lavede jeg til Mor i julegave 2008. Jeg er temmelig forliebt i den, og synes, den har så mange fascinerende detaljer, da jeg ved, hvordan de er blevet lavet. Man kan lige ane magneterne ved siden, der holder den flotte hvide ramme med glas (som man jo så desværre ikke kan se på billedet).

Selve telefonbænken var bare en af de billige, man nemt kan få fat i. Da den havde et hylegrimt betræk, måtte jeg finde noget flot stof, der passede til træet smukke farve. Jeg fik forsigtigt pillet hynderne af og betrukket dem, men syntes, der manglede et afsluttende finish. Selve bænken havde en rædderlig grov udskæring på toppen af ryggen. Jeg havde på et tidspunkt købt nogle metalhjørner til f.eks. billedrammer eller kort, og da jeg prøvede mig frem, fandt jeg ud af, at jeg lige kunne skjule det værste, og at det faktisk så ret tjekket ud. Håndtaget var bare en simpel guld plastikkugle, som jeg udskiftede med et fint messinghåndtag, vi havde købt på messe. Jeg har dog siden fundet dem i butikker, så de er til at få fat i. Nå – men der manglede nu stadig noget! Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at se imellem vore forskellige typer tynde snore, om der var noget, jeg kunne bruge som kant. Til min store overraskelse blev det en snor, som vi ikke havde købt i dyre domme, men som jeg havde indsamlet over tid. Hver gang jeg køber noget tøj, hvor prisskiltet sidder i en snor, gemmer jeg snoren. Så dette var såmænd Føtex’ det bedste! Det var bare flot! … men der manglede nu stadig noget! Afrundingen blev en sød lille rund pude, hvor jeg brugte sofaens stof og kant og fyldet var en tynd skumgummivaskeklud. SÅ var den der!

Jeg ville have en gammeldags telefon til at stå der, og selvfølgelig havde vi ikke en “på lager” og den var heller ikke umiddelbart til at skaffe. Jeg måtte jo så til selv at lave den, men til gengæld kan jeg jo så også sige, at den er unik. Men jeg kunne da såmænd godt have undværet oplevelsen af at skulle lave den, og så en måned efter, Mor havde fået kikkassen, falde over en ganske habil udgave til en tyver i en butik i Århus, hvor jeg var på besøg. Nå, men hvis man vil lave en selv, er opskriften følgende: Bunden er lavet af en stor rillet træperle, som jeg skar igennem og sleb bunden på. Stangen er en meget flot messingstang med udskæring, som er noget krimskrams, vi har købt på messe. Tale”hovedet” er en perleskål, jeg har klemt sammen, så jeg fik den ønskede facon. Hvad selve talerøret er lavet af, kan jeg ikke lige huske, men hvis jeg skulle lave den idag, ville jeg se, om jeg kunne finde et hult rør af en slags og eller tage en træstump og udhule. Røret er lavet af netop et stykke træ, som jeg har filet og slebet i facon. Holderen var igen noget krimskrams. Ledningen blev atter et stykke snor af Føtex’ det bedste. Herefter en solid gang sort neglelak, og så var den hjemme.

Barometeret er jeg totalt vild med! Igen bare en billig ting, brunmalet metal med påklistrede papir-målingsenheder. Den så lousy ud! Men jeg kunne i dén grad se potentiale i den, så den kom under behandling. Jeg valgte at beholde farven, da jeg egentlig gerne ville have, at den mindede om træ, som den, vi havde i mit barndomshjem (ikke at den var så fin, men alligevel). Selve kviksølvmåleren sad skævt, så der måtte jeg forsigtigt pille papiret af, der var i en elendig kvalitet, så det var minutiøst arbejde. Og alt det bøvl for så bare at sætte den på igen! Altså ind imellem kan jeg godt ryste lidt på hovedet af mig selv, men én gang perfektionist, altid perfektionist. Men den så altså bare så kedelig ud, så der måtte “pilles” lidt mere. Jeg tog en sølvfarvet knappenål og klippede den til, så den passede til måleren og fandt en flot rød neglelak, der blev malet på en del af den. Da den så først kom på, skal jeg da love for, det peppede den op! Jeg har jævnligt indkøbt gummidupper (af den slags, man sætter under ting for at skåne overflader), for at have et lager til urskiver til når jeg engang får startet på vores urmager. En af dem passede perfekt, og så var barometeret færdigt og lignede en million! Da der var hul til at sømme den op med, valgte jeg at benytte mig af det i stedet for at lime den fast, da den lille detalje med “sømmet” er med til at give autenticitet.

Billederne var familiebilleder, der var sat ind i fine små sølvrammer. Disse var godtkøbs-kram fra Fakta, hvor jeg havde købt et ark med forskellige faconer, hvor der var små ikoner i til kort til barnedåb. Disse pillede jeg bare af, og så havde jeg små fine rammer. Broderiet i den sorte ramme er fra da jeg lavede kikkassen med broderier. “Lusket” fra nettet, printet ud på specialpapir og strøget over på hvidt linned. Det gør, at man kan se stof-strukturen i broderiet, så det mere ligner “the real deal”, da jeg ikke orker at sidde selv og fedte med den slags småtterier, selv om jeg da ville ønske, at jeg gjorde.

Stokkeholderen er købt sammen med en anden, vi skal bruge til dukkehuset, men så kunne jeg jo fint bruge den her. En sød indkøbt paraply og en flot stok med hestehoved. Jeg måtte godt nok skifte selve stangen ud, da den var eminent for kort, især når man tænker på det store stokkehoved. Det var lidt svært, især da det hele var af metal og der indeni gik en tynd men stærk metalstang ned i stokken. Denne måtte jeg så først grave ud, inden jeg kunne montere min træstok, men det lykkedes da, og så fik jeg også mulighed for at lave fine rillemønstre på stokken.

Så var det tid til tapet, marmorgulv og gulvpanel. Afrundet med en fin hængeplante (som jeg godt nok skiftede “metallet” på, da det så ynkeligt ud, og udskiftede det med guld i stedet), og så var Mors gave klar.

… også 2008?

Line Dancer 2008

Mor gik i flere år til line dance sammen med min søster Winnie og svoger Bjarne. W & B endte med at blive så dygtige, så de var med klubben ude og optræde, men som med Mor måtte de til sidst give sig for kroppens protester og de er nu alle tre holdt. De var flere gange med til arrangementer, hvor der også kom klubber fra andre steder i landet med underholdning og spisning. Jeg var med en enkelt gang, da jeg var nødt til at høre Mors store passion, Wenche, der optrådte med kendte country-melodier. Det var også rigtig godt, så da jeg besluttede mig for at lave en “flad” kikkasse, besluttede jeg mig for at hylde Mors store passion. Det være sig både hendes line dance-udstyr samt Wenche. Mor havde sat frynser på en sort nederdel med stor vidde, og jeg havde hjulpet hende med at sy nogle flotte stjerner på, jeg kunne huske, hun havde liggende (jeg havde brugt dem til at pynte vort nytårsbord med en gang – “fnis!”). Hun havde selvfølgelig cowboystøvler til dresset og den uundværlige cowboy-hat. Her havde hun fået et rigtig flot eksemplar af min kusine Ingeborg, da hun startede, hvor der var en flot fjerdekoration foran. Vi havde så yderligere sat en rhinstenskæde omkring pulden, så den var rigtig flot.

Jeg fandt noget sort stof, jeg kunne frynse, og havde fundet nogle stjerner, jeg kunne bruge, og jeg arrangerede så “nederdelen” i det ene hjørne, så den ikke blev for alt-overskyggende. Jeg havde fundet de fedeste cowboy-støvler på nettet i ægte læder med prægning af et høvdingehoved med fjerdragt, så de fik en flot centerposition. Yderligere havde jeg fundet en sort cowboy-hat. Mors var cremefarvet, så det passede mig ikke rigtig, at farven var forkert, men det var der nu ikke noget at gøre ved, og i det mindste var det en flot farveafstemning til nederdelen. Noget tyndt sølvbånd om pulden og naturligvis en flot front af fjer (venligst udlånt af mine zebrafinker! ). Jeg fik fat i nogle line dance-billeder fra deres klub, Lazy Boots, samt et billede af Mor og Wenche, og derefter lavede jeg en fotocollage, douchede billederne ned og bruntonede dem. De blev så anbragt helt bagerst og blev en flot baggrund.

Da Mor blev 75 år, lod hun temaet for festen være i denne stil og inviterede desuden en pæn flok fra klubben, så der blev undervist og danset lystigt i bedste line dancing-stil. Sejt! Det er ikke alle i den aldersgruppe, der kan finde på den slags!!!

Min mor, line danceren…

Den fine diligence var faktisk en, jeg legede med som barn og som vi fandt på loftet, da vi ryddede op efter orkanen i 1999. Mor, min søster Winnie og hendes mand Bjarne boede på det tidspunkt i nærheden af Gredstedbro på en gård. Ribe-området blev ret hårdt ramt, og hos dem røg gavlen i den ene ende af huset og meget af taget. Men det gjorde også, at vi var nødt til at gennemgå tingene på loftet for at se, om vi kunne redde noget. Så jeg har haft diligencen stående lige siden – man er vel lidt nostalgisk. 😉 Og jeg havde da bestemt ikke forventet, at jeg ville finde sådan en fin anvendelse for den! Jeg skrev en sang til Mor, så den blev fornemt præsenteret. 😀

Julegave fra hedengangen jul

Vore to søde små drenge sidder i hver deres årstid i deres promenadevogne. Der er tale om fletbarnevogne, der bare var alt, alt for korte, så i stedet hærværkede jeg dem og byggede dem om til promenadevogne. Sommerudgaven var den første, som jeg lavede som gave til Mor. Den anden lavede vi sammen, hvor vi også har lavet nogle enkelte til salg og snart vil til og i gang igen. Køretasken til salgsudgaven var anderledes, men også rigtig sød, og det var sjovt med et fælles projekt. Men det er edderhyleme hårdt for snitterne at lave sådan én – det giver nogle vabler undervejs og min stue var overstrøet med små stykker flet, der sprang rundt om ørerne på mig, mens jeg sad og klippede til.

Julen ? – den allerførste kikkasse

Systuen var en julegave, jeg lavede til Mor. Den var egentlig tænkt som systue tilknyttet Modisten, men den endte med at få sit eget liv og blev til en sød lille privat systue i stedet for. Det vil så også sige, at det var den anden kikkasse, jeg prøvede at lave. Billedet på væggen er min bedstemor med vor gamle kat Sorte, som jeg voksede op med. Uret på væggen er lavet af en knap med en urskive, jeg “tog” fra et ur på nettet. Det lille fuglebur er nok egentlig Lundby-størrelse, men idet jeg legede med det som barn og altid har været glad for det, skulle det alligevel inkluderes. 😉 Kikkassen er lavet i en vinkasse, så der er meget begrænset dybde på, derfor valgte jeg at lave et væg-bord, så det ikke kom til at fylde det hele. Lampen er lavet af messingrør, metaltråd, nogle guldkugler og to skærme, så der er ikke lys i.

Julen ?

Ind imellem er jeg altså lidt bindegal: jeg endte med at lave en hel kikkasse bare for at kunne tage dette foto til æsken, han skulle være i!

Det er godt nok mange år siden, jeg gav kunstmaleren til Mor i julegave…

Maleren var en standard-porcelænsmand, som blev skilt ad og bygget op igen, så hans arme kunne bøjes mere end et par gange uden at knække, og han ville være i stand til at sidde ned. Håret var resterne fra Mors yndlingsdukke, som jeg havde gennemtrumfet at få lov til at studse lidt, da parykken var temmelig stor, og det pyntede da også gevaldigt med en studsning. Men som sædvanlig kunne jeg ikke få mig selv til at smide resterne ud – man ved jo aldrig, om man pludselig står og mangler det! Hø-hø, det var bare helt perfekt til vor maler, der da også fik både skæg og øjenbryn af det (hulens til bøvl at klippe til, vil jeg lige hilse at sige!). Baretten på hovedet kostede mig en T-shirt, for når jeg lige er i det kreative hjørne, står alt for skud, som jeg måtte kunne bruge, især hvis jeg lige specifikt står og mangler noget. Tørklædet er skam ægte silke, for mindre kunne jo ikke gøre det, så der røg lige et par trusser…!

Det var jo lidt tamt at præsentere dukken for sig selv, for jeg var jo nødt til også at få ham til at ligne en kunstmaler. Så jeg anskaffede staffeli og en drejestol til ham, og så gik jeg ellers i gang med at være kreativ. Hele molevitten skulle jo præsenteres ordentligt, så jeg endte med at tapetsere en hylde i en lille reol udelukkende for at kunne tage et flot foto af kunstmaleren “in action”, printe fotoet ud og klistre det på toppen af en gammel cigaræske, hvor alle ting lå i. 😁

Malerkassen blev bygget op fra grunden af balsatræ med håndtag og “hængsler” af tyndt læder og messingnåle og malet med brun tush og lakeret. Tuberne blev lavet af tandstikkere, der blev snittet i rette facon, malet og sat etiket på (fra en annonce) og med sorte grønlandsperler som låg. Derudover noget forskelligt farvekridt, lavet af spidserne fra tandstikkerne og farvet. Og selvfølgelig en snasket malerklud.

Så skulle der jo også laves pensler – og igen kom mit hamstringsgen ind, for jeg havde også rester fra håret fra den mørkhårede dame med negligé, og det blev lige til spidserne på penslerne, der blev lavet af tandstikkere og sølvpapir og malet med neglelak. Jeg købte et henkogningsglas i mini, så jeg både havde glas til penslerne, men også en lille skål, som maleren kunne klatte rundt i.

Paletten var købt billigt, men så desværre også sådan ud, så malingen blev slebet af, paletten malet med brun tush og lakeret og nye malerklatter sat på.

Så blev der også lige lavet forskellige billeder og råskitser, som maleren skulle have hængende omkring sig, og selvfølgelig et billede, som maleren var igang med at arbejde på – og under staffeliet en blok med skitse af selvsamme billede.

Alt i alt blev det til en ret god julegave (og så kan jeg jo også selv nyde at se på ham!).

Både Mor og jeg drømte om at få en kunstmaler oppe på loftsetagen.