Julekalender 2017 2018-07-31T20:07:16+00:00

Mors julekalender 2017

Jeg gik fuldstændig amok med Mors julekalender dette år. Hendes helbred bliver hele tiden værre, så jeg skal jo ikke regne med at kunne beholde hende for evigt. Derfor gik mit forkælelsesgen i “overdrive”, så hendes kalender blev fyldt med SÅ meget spændende hjemmelavet.

Nissedørsentré

Nissedørsentré med snemand

Min mor har ønsket sig en nissedør, så da jeg på Pinterest faldt over en genial udgave, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være! 😀
Dette, der er det største projekt til min mors julekalender, besluttede jeg mig for at bygge op med magneter. Der var så meget arbejde i projektet, at det ikke bare skulle “fyres af” på en enkelt kalender-dag. Ved at gøre det på denne måde, endte jeg med at få fordelt projektet ud på 9 dage! 😀 
Hvis Mor blev så forelsket i den lille “entré” med trapper, at hun måske ville ønske at have den stående hele året, så ville jeg ikke lime noget julet fast, hvilket jeg undgik med magneter.

Døren er lavet af pap. Det gør, at jeg bagved døren har kunnet sætte en kraftig magnet ned i flamingoen, som jeg har valgt at bygge det hele op i (jeg er løbet tør for skumpap). Dørkransen, jeg også har monteret en magnet på, kan så klikkes på plads og hvis på et tidspunkt ønsket, kan man udskifte den med noget andet.
Lampen tændes med et vrid. Jeg fandt en plastikhætte fra en flaske og borede hul i, så jeg fik en fin skærm, der oven i købet passer i farve. En lille magnet limet fast på den og en stærk magnet i muren, så holder det fint. 🙂 Postkassen fik en lille magnet monteret og en magen til begravet i væggen. Ta-daaah! 😀

 

Jeg er ret stolt af min fikse lille idé med at bruge magneter til at hænge ting op med. 😉

Dørens pap har jeg ridset linier i og malet med Posca-tush, og Z’et er ispinde. Dørkarmen er lavet af noget liste, jeg havde liggende herhjemme. De blev begge monteret efter at have fået noget patina med lysegråt voks, og der var kommet dørhåndtag på. Jeg samlede “entréen” og tapetserede det hele med murstenstapet. Murstenene blev matlakeret, så holdbarheden forbedres (jeg er stadig ikke kommet mig over, da adskillige af dukkehusets tapeter blev udsat for flueangreb. Et af tapeterne måtte helt udskiftes. 🙁 ).

Stadig et pænt stykke vej endnu, inden nissedørsentréen var færdig, men det begyndte da at ligne noget! 😀 Jeg arbejdede og arbejdede på projektet, men enten var det et fredeligt udseende projekt, der var en skjult tandudtrækker, eller også… nej, den holder vi os til! 😉
 

Trappetrin af en gammel træ-dækkeserviet.
Trappen blev også bygget op af flamingo. Jeg havde en trædækkeserviet liggende fra et andet projekt, hvor jeg passende kunne bruge træet til trappetrin. Delene var bundet sammen med tråd, der først fik lim på bunden, så det hele ikke raslede fra hinanden, når jeg begyndte at klippe i det. Flamingoen blev i dette tilfælde tapetseret med et stentapet. Efter samlingen blev det hele lakeret med mat lak. Taget var nogle paptaglister, vi købte for mange år siden. Kanten af dukkehusets tag er kantet med dem, men det ville blive en bekostelig affære, hvis jeg skulle indkøbe det til hele taget, for slet ikke at tale om, at jeg synes, det ser for “stift” ud til vort dukkehus. Men nu havde vi jo nogle liggende, og til dette lille projekt var det jo fint nok. På billedet har jeg allerede malet taget to gange med skiferfarvet maling, men materialet var ikke glad for at tage imod det. Det blev ret flot til sidst, selv om malingen ikke rigtigt ville dække de få steder, der tittede lidt lim ud. 🙁
 

Istapper, sne og snebolde
Nu var det jo en nissedørsentré, så hele halløjet skal stå fremme i julemåneden. Derfor måtte der jo godt komme lidt vinter ind over projektet. Jeg startede med snemanden, der skulle stå på en sneplet. Jeg lavede yderligere en bunke snebolde, også på en bunke sne, og snepletter til taget. Desuden lavede jeg også istapper til at hænge på kanten af taget. 😉 Alle “pletterne” blev lavet med flydende fimo, som jeg bagte. Jeg havde lagt mærke til, at ren flydende fimo, der er blevet bagt, bliver ved med at have en svag klæbrig overflade. Så det kunne jeg jo lige så godt benytte mig af! Snepletterne kan på trods af tagets vinkel holde sig selv på plads med fimoen klæbrighed.
Jeg havde noget kunstig sne liggende, som jeg prøvede at gøre mere finkornet ved at komme det i en kaffekværn. Udover at gøre det yderst statisk elektrisk, var det absolut ikke noget, der virkede! 🙁 Jeg prøvede diverse ting og måtte til sidst give op og bruge det, som det var. Jeg lavede en plade til snemanden og til sneboldene af tyndt plexiglas og smurte dem godt ind i lim, inden jeg pressede “sneen” ned i. Det skinnede bare på en meget syntetisk måde, så jeg endte alligevel med at male det hele et par gange med akrylmaling og matlakere det bagefter. Så var jeg til gengæld tilfreds. 🙂 Og det var nogle meget charmerende tilføjelser, hvis jeg selv skal sige det. 😉
Jeg lavede også en bunke snebolde. For at spare på fimoen kan man trille en hård bold af sølvpapir, som man så former et ganske tyndt lag fimo omkring og bager. De blev malet og lakeret, så de havde samme farvetone som snemanden. Den kunstige sne blev grundigt snasket ind i mat lak, da flagerne var for store og ujævne. Dagen efter blev den kunstige sne malet, for det virkede som om sneen under snemanden havde en svagt gullig tone (irk!).
Istapperne var for bløde i sig selv, så jeg lavede en “holder” af tyndt plexiglas og monterede fimoen på den. Den var ret bøvlet at montere på grund af tagets hældning, men jeg synes, det er en sød lille detalje. 🙂

Jeg satte en stiver op indeni i midten af strukturen, så taget fik lidt støtte – det var jo trods alt pap, der var blevet malet 4 gange (!) og lakeret
Taget blev malet i alt 4 gange og derefter lakeret, og så fik det hele lidt patina, så det ikke så så nyt ud. Bindingsværket er såmænd en god gang sort gaffatape, der fungerer perfekt til dette projekt! 😀 Man skal ikke sætte vinkelmåler på entréen, da siderne rent faktisk skråner lidt bagud (men jeg er blevet gjort opmærksom på, at det er ganske naturligt med et gammelt bindingsværkshus 😀 ). Det er ikke gjort med vilje, men stammer fra mit valg af materiale, 2 centimeter tyk flamingo (jeg har haft en meget stor plade stående og fylde op i årevis). Hvis man ikke får skåret fuldstændig lige ned igennem pladen, kommer det til at skråne, når man sætter det op mod en lige overflade. Og to skæve sider… uha, så bliver det rigtigt spændende! 😉 Selvom jeg er perfektionist tager jeg det nu ret afslappet, for det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til. Jeg havde flamingostykker liggende overalt i min lejlighed, men det vidste jeg jo godt ville ske. Men den blev da sød! Min mor elskede den! 😀

Snemand, fugle og foderbræt

Snemanden med sne og pipfugle…

Den lille snemand udviklede hurtigt personlighed. 🙂 Kuglerne var nogle, jeg havde liggende til perlesyning, men jeg kunne lige pludselig se et nyt formål med dem. 😀 Jeg skar kuglerne til, hvor de blev sammenføjet, så overfladerne sluttede mere naturligt sammen. Men jeg syntes stadig, det var lidt for tydeligt, hvad den var lavet af, så jeg smurte hele figuren ind i lim og duppede vat på, som jeg så blidt klappede på plads. Da det var tørt, malede jeg med hvid akrylmaling og matlakerede til sidst. Kulstykkerne og guleroden er lavet af fimo, hvor jeg forborede hullerne inden monteringen, så det så mere naturligt ud. Den høje hat blev faktisk alt for pæn til snemanden, efter jeg betrak den med silkestof, men han skal da også have det godt… 😉 Der blev tilføjet et par snepletter, så man får en tydelig fornemmelse af, at han står ude i snevejr.

Det kommende halstørklæde lå på dette tidspunkt til tørre, da jeg havde taget noget tyndt tubestrik og klippet op i siderne, godt hjulpet på vej med en masse lim, så maskerne ikke løb.

Hans arme fik jeg fra den nærmeste hæk, hvor jeg må have lignet en vanvittig, mens jeg i kulden gik rundt og stirrede intenst ned i hækken og ind imellem klippede en gren eller to af. 😀

Fugle-produktion

Mor havde længe ønsket sig danske fugle til dukkehuset – hun var godt utilfreds med de vist amerikanske fugle, jeg havde fået fat i til fuglehuset. Så dette blev det så til i hendes julekalender: en grønirisk, to blåmejser, to musvitter og en undulat lavet i fimo. På første billede umalede, på andet billede er undulaten udskiftet med en musvit i metal, jeg har malet.
Nøøøøj, det var noget småt fisværk at sidde med! 🙁 Prøv bare at montere et næb på størrelse med den yderste spids af en nål…! For slet ikke at tale om at lave fødder med detaljer i den størrelse (som man ikke kan se på fotoet, da de sidder i “tyggegummi”)! Lad os bare sige, at jeg fik min sag for…! Men øjjj, de tog lang tid. Krop laves: i ovnen. Hovedet monteres: i ovnen. 1 vinge på: i ovnen… ja, I kan nok se, det var tidsrøvende. De mange ture i ovnen var for at gøre de færdige dele faste nok til, at jeg kunne arbejde videre. De var så små, at jeg bare var endt med en most klump uden detaljer, hvis jeg havde prøvet at lave flere ting ad gangen.

Men jeg har godt nok været ved at få pip…  Når man tænker på, hvor lidt overflade, der skal males, tager det godt nok sin tid…! På den anden side kræver det altså også, at man holder tungen lige i munden, når man først laver et øje med maling på spidsen af en nål og derefter skal placere en lysplet i øjet… 😜 Efter at de var tørret nogle timer, blev de lakeret.

Man bruger alle tilgængelige overflader, når man arbejder med miniature… 😉

 

Denne blåmejse er endt på fuglehuset

 

Denne blåmejse er endt på snemandens hånd, så den kommer først frem til december!

Denne musvit sidder på et foderbræt, som snemanden holder

 

Denne musvit, der havde en metalfigur som udgangspunkt, er endt på fuglehuset

 

 

Grønirisken sidder på løvespringvandet

 Lanterner

Lanterner til trappen ved nissedørsentréen

Jeg har lavet de to lanterner efter en video på YouTube af Anne fra We Love Miniatures. Jeg ville egentlig have “ældet” dem lidt, som hun gjorde, men det kunne jeg simpelthen ikke nå, og min oprindelige plan var faktisk også at lave dem ren sort. Til gengæld har jeg lavet min egen lille tilføjelse med en hank, jeg lavede af noget blomstertråd. De har taget mig mange timer at lave, men jeg synes, de er blevet enormt søde. 🙂

Nede i venstre hjørne er Annes opskrift på lanternerne. Jeg har her lagt alt klar til montering.

Marcipansnitter med nougat

En juletradition fra gamle dage i Ribe: marcipansnitter med nougat, stadig Mors yndlings

Marcipansnitter med nougat – de ser enkle nok ud, men er du gal, det småfnidder tog lang tid! Og det tog mig en evighed at få blandet den rette farve til marcipanen (det var godt, jeg havde andre planer, hvor jeg skulle bruge “marcipan”, for jeg blev ved med at tilføje farver, til jeg endte med en pænt stor klump fimo ). Men da jeg først satte farverne op mod hinanden og blev lækkersulten, var jeg klar over, jeg havde ramt rigtigt. 😄 Desværre slog mit perfektionist-gen til, så selvfølgelig var jeg nødt til at få lavet struktur i også… “suk!” Men det er nu rart, når projekterne hænger lidt sammen, for den nougat-farvede fimo var allerede blandet fra valnødde-/nougat-lagkage-projektet.
Det er et fast ritual, at Mor skal have sine marcipansnitter til jul, så naturligvis skulle hun også have dem i størrelse 1:12.

Da jeg for lavede marcipansnitterne, havde jeg forskåret alt inden bagning. Da jeg gik i gang med at skære dem fri, gik det pludselig op for mig, at det da egentlig ville være en dum idé ikke at udnytte selve “fabrikations”-delen i dukkehuset. Så jeg lavede en klump “marcipan” og en blok nougat, så man kan se, hvad det er lavet af. Små bitte stykker, jeg havde skåret af, når jeg kom til at skære marcipansnitterne lidt skæve, blev lagt i en lille stak med fraskåret, mens de pæne er ved at blive til en lille bunke. Jeg skrabede noget farvepulver af en hvid farvekridt, som jeg har brugt som flormelis.
Skærebrættet er lavet af noget træ fra en gammel cigarkasse. Jeg ville gerne fremhæve træets flotte farve, så jeg gned det ind i noget læbepomade (det var lige ved hånden 😉 ). Desuden lavede jeg en del ridser i brættet, så det ser brugt ud.
Kniven har jeg også lavet selv. Igen noget træ fra en cigarkasse, som jeg sleb i facon (hvor mine fingre var gevaldigt i vejen!) og skar en lille rids ned i, hvor en del af knivsbladet blev stukket ind i med lidt lim. Knivsbladet selv er klippet ud af en øldåse, hvorefter jeg har slebet skær på kanten af bladet. Så blev den afrundet af et par påtegnede nitter på begge sider, efter jeg havde lakeret skaftet et par gange.
Jeg synes, det ser meget naturtro ud, og jeg er ovenud tilfreds med slutresultatet. 😀

Chokoladefrøer i æske

Her har jeg fået lavet en lille chokoladefrø i fimo, hvorefter jeg lavede en støbeform af den, da Mor naturligvis skulle have en æske med flere chokoladefrøer.
Jeg havde ellers allerede lavet en meget sød lille chokoladefrø, men desværre så blev den klemt i min lille Efcolor Stove, da jeg skulle til at bage den (låget er meget lavt). Derfor måtte jeg til at igang igen. Selvom jeg syntes, den anden var meget lille, lykkedes det mig faktisk at få gjort den nye 2mm mindre! Denne ene har taget lang tid at lave og var temmelig kompliceret, og sandsynligheden for, at jeg vil være i stand til at lave flere helt identiske, er lig nul. Derfor laver jeg en form, så jeg kan få lavet det antal identiske chokoladefrøer, jeg skal bruge. 🙂 Æsken til chokoladefrøerne var mere besværlig at lave end selve frøerne! 😒
Jeg prøvede som sædvanlig at lave research, men chokoladeæsker anno 1900 står åbenbart ikke i høj kurs på nettet, så jeg måtte opfinde min egen. 😉 Men jeg ville jo ikke gemme de fine frøer væk med et massivt låg, altså måtte der klar folie i.
Jeg vidste, at Galle & Jessen opfandt chokoladefrøen i massiv mørk chokolade i 1902, så jeg prøvede at finde deres ældst udseende logo. Herefter satte jeg gul baggrund på, da de ofte har brugt den farve igennem tiderne. Jeg er vild med resultatet. 😀

Jeg har lagt en masse billeder ind for dem, der eventuelt måtte være interesserede i konstruktionen af kassen, som jeg lavede i tyndt pap, da papir ikke var tykt nok. Da jeg godt var klar over, at tykkelsen ville give problemer både ved foldning og samling, forridsede jeg bukkekanterne og foldede dem først den forkerte vej, inden jeg forsigtigt bukkede dem på plads. Flapperne, der skulle limes, grattede jeg ned til halv tykkelse, både for at de bedre ville kunne limes, men også for udseendets skyld.
Jeg lader billederne tale for sig selv. 😉

Musselmalet decal

Hjemmelavet musselmalet lille skål på fod med juleguf

Jeg har siddet længe ved computeren for at skabe mine egne musselmalede design til noget hvidt porcelæn, jeg har liggende. Idet disse faconer slet ikke findes som musselmalede, måtte jeg jo blive kreativ. 😉
De blev printet ud på decalpapir og bearbejdet, så de kan lægges i vand og overføres til porcelænet. Herefter bliver de præpareret i flere omgange, så de slutter helt tæt.

Der er lidt for meget “lærdom-via-fejl” ved dette projekt, og jeg har allerede måttet smide den første fine decal ud, fordi jeg fik ødelagt den i efterbehandlingen. Og det første udprint, jeg lavede og lakerede, er lige til at smide ud, da lakken opløste farven fra min inkjetprinter. Jeg havde ellers ladet farven tørre godt, inden jeg gik videre, men jeg endte også med udtværinger fra håndtering. Og jeg, der troede computerarbejdet ville blive den komplicerede del…

Hjemmelavet musselmalet via decal – eget design ved skål, ottekantet fad og tærtefad

Det fine lille tærtefad med bølget kant måtte jeg også selv opfinde og opbygge mønsteret på computeren, da sådan et fad slet ikke findes i musselmalet.
Og selvfølgelig var det ikke nok for mig at lave motiv i bunden af fadet. Næh nej, jeg skulle bare gøre det besværligt for mig selv ved også at sætte motiv på den bølgede kant.

Tre ting med musselmalet mønster – og dermed tre ting færdige til min mors julekalender. Den søde lille skål blev fyldt godt op med nougat marcipansnitter og et par chokoladefrøer.

(Alle tre dele på fotoet skal stadig behandles nogle gange, og så lader jeg dem tørre et døgn, inden jeg lakerer dem.)

Jeg lavede også lige en middagstallerken, men det bliver en del af en senere gave. 😉

Hjortegevir/jagttrofæ

Hjortegevir på træplade – lidt flottere end i mit barndomshjem

Da jeg var barn havde vi et lille hjortegevir hængende i entréen, som min far havde fået af en bekendt. Jeg elsker at integrere bekendte dele af min mors og min tilværelse i dukkehuset, så jeg syntes, det ville være en sjov idé, evt. til herreværelset. Jeg har længe haft planlagt at lave det som en overraskelse til min mor, så da jeg prøvede at komme på noget specielt til hendes julekalender til juleaftensdag, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være.

Jeg er gået som katten om den varme grød, for jeg var godt klar over, at det ikke ville blive et nemt job. Og pyh, jeg fik ret! At opbygge geviret i tråd var nemt nok, men så var den nemme del også slut! Kraniet var en spændende udfordring, men selve geviret måtte jeg opbygge i bidder med bagning ind imellem, da jeg ellers hele tiden ødelagde det, jeg netop havde lavet. Efter det endelig var færdigt, monterede jeg det på kraniet og lavede de sidste detaljer. Herefter matlakerede jeg det. Desværre brugte jeg den vandbaserede trælak, jeg bruger til næsten alt. Det viser sig, at jeg burde have brugt en lak decideret beregnet til fimo, for det har fået lidt genskin, hvilket giver det et lidt plastikagtigt udseende. P****ærgerligt efter 7 timers arbejde… 🙁 Hver gang jeg var tvunget til at vente, mens jeg forbagte, arbejdede jeg på pladen, det skulle monteres på.

Jeg fandt et stykke teaktræ fra en gammel cigarkasse og lavede en flot (og besværlig – hvorfor gør jeg dog ikke ting nemt for mig selv?!?) skabelon, som jeg derefter skar ud og filede kanterne på. Jeg sleb også en blød kant hele vejen rundt. Herefter lakerede jeg den et par gange. Jeg var dog ikke tilfreds med kvaliteten af træet, der absorberede lakken på midten, så pladen kun så delvist lakeret ud. Derfor endte jeg med at farve den med mahognifarvet tush (der desværre gjorde pladen næsten sort) og lakere den igen.

Alt i alt en lærerig oplevelse… Og selvom jeg ikke er helt tilfreds med det færdige resultat på grund af disse ting, ser det færdige jagttrofæ yderst vellignende ud og kommer til at se sej ud på væggen…

Miniature-juletræ i kuppel

Dette lille juletræ – ih, du godeste! Jeg har lavet den mindste topstjerne til juletræ, jeg nogensinde har lavet!!! Nøj, hvor det var småt at arbejde med! På spidsen af en nål drejede jeg en lille fjeder med løkke i toppen af noget tyndt messingtråd. Med løkken i midten limede jeg så to små stjerner fra neglepynt fast på hver side. Det var så småt, at det var vildt svært at holde fast i, så jeg tabte det bare SÅ mange gange undervejs. Og så var det næsten umuligt at finde fjederen igen, da den var så lille. Pyyyh!  Men jeg er rigtig glad for den færdige stjerne. 😀

Juletræet har jeg lavet med en kegle i fimo, som jeg har beklædt med neglepynt. Jeg arbejdede mig frem etapevis, så jeg kun kom lim på i en udstrækning, så jeg stadig kunne styre det. Jeg startede med ranken, og når den var helt tør, begyndte jeg på selve træet, lidt ad gangen.

Det står inde i en kuppel, så det ikke tager skade, da jeg ville være ked af, hvis dette yndige lille juletræ skulle gå i stykker – eller stjernen blive væk!!!  😄

Fødselsdagslagkage

Min grandniece Lærke var på besøg og hjalp mig med at komme i gang med dette projekt ved at sidde og blande fimo, så jeg kunne få de rigtige farver. 😀 For maaange år siden, mens jeg stadig boede i Århus, kom min mor på besøg til min fødselsdag og havde lavet denne fine lagkage til mig. Det var første gang, hun prøvede at bruge marcipan til at pynte en lagkage, og hun har siden lavet rigtig mange. Men jeg var så stolt, og derfor besluttede jeg mig for, at jeg da helt klart var nødt til at prøve at lave den i størrelse 1:12.
Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, og var meget spændt på, om hun genkendte kagen. 😉 Jeg har fødselsdag den 4. december, så det var jo et meget passende tidspunkt at give hende min fødselsdagslagkage. Til min store morskab kunne hun på en eller anden måde godt genkende lagkagen, men kunne ikke placere hvorfra. Hun overså totalt, at der stod Tillykke på kagen og glemte i en hel time fra morgenstunden af, at det var min fødselsdag! Så det giver sig selv, at jeg drillede hende med det resten af dagen. 😜

Nougat-/valnøddelagkage

Nougat-/valnøddelagkage i stil af den, jeg lavede til Mors 60 års fødselsdag

Da min mor fyldte 60 år for snart 26 år siden, bagte jeg min første lagkage nogensinde til hende. Det blev en valnødde-/nougat-lagkage, hvilke begge dele er noget, som hun elsker. Derfor syntes jeg, det ville være meget passende, at den første lagkage, jeg prøvede at lave i fimo, var den samme. Udseendet er selvfølgelig anderledes, da jeg ikke har planer om at lave små elefant-lysestager… (hun er elefant-fan). Men jeg synes nu, den blev rigtig sød alligevel.
Jeg ved ikke, om I kan huske chokoladefrøen, hvor jeg bandede over, at den første, jeg lavede, blev klemt i ovnen? Ja, ja, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Samtidig med at jeg lavede den, lavede jeg en masse chokolader, der skulle have været i en fin æske. Men da jeg sad og så på det færdige resultat, syntes jeg nu godt nok, det lignede en 85% chokolade, og så mørk skulle det altså ikke være. Så de blev skrottet sammen med frøen, men ikke smidt ud… næ, nej. Alt kan jo bruges, når man laver ting til dukkehuset! 😉 Så den hedengangne frø og de fine chokolader er blevet hakket og ligger nu som chokoladedrys på lagkagen! 😀
Jeg ved ikke, om billederne gengiver det godt nok – den ser utrolig virkelighedstro ud. Jeg sidder decideret og har lyst til valnødde-/nougat-lagkage lige nu, og jeg kan ikke lide nogen af delene!!!
 

Min mors favorit-nød har altid været valnødder, så jeg var jo også nødt til at have nogle valnødder til at pynte med. Billedet med de lyse nødder er for at vise processen i, hvordan jeg “rynkede” nødderne. Derefter tonede jeg dem med farvepulver, først med lidt rødbrunt, derefter mørkebrunt, hvorefter jeg bagte dem.

Bedstefars rosenmaleri

Rosenmaleri af min Bedstefar, printet på lærred

Min bedstefar har malet dette yndige rosenmaleri, der hang hos mine bedsteforældre, da jeg var barn. Efter deres død fik min moster det. På et tidspunkt tæt på slutningen af hendes liv fotograferede jeg alle hendes familiebilleder på væggen, som jeg næppe nogensinde ville komme til at se igen, og min bedstefars maleri, som jeg først for nylig har hørt, hvor er endt.
Som barn elskede jeg maleriet, og blev egentlig noget paf, da jeg som voksen fandt ud af, at han havde reproduceret det, samt at der var en del fejl ved perspektivet. Men jeg elsker nu stadig billedet. 🙂 Da det er hendes far, der har malet det, var jeg ikke i tvivl om, at Mor ville blive ekstremt glad for maleriet – og det var et totalt hit! 😉 Efter at have udprintet maleriet har jeg overført det til lærred, så det får et mere naturligt look end med papir. Rammen er magen til den oprindelige.

Miniature-smykkeskrin

Miniature-smykkeskrin med ørenringe og brocher

Jeg har et stykke tid arbejdet på dette projekt: et yndigt lille smykkeskrin, indvendigt beklædt med rødt fløjl. “Fløjlet” er lavet ved at jeg smurte det indre ind i lim og kom noget specielt pulver på, som jeg har i forskellige farver (den samme type, som jeg har brugt til dunhammerne ved andedammen). Jeg måtte gøre det et par gange, før det så rigtigt ud, men så blev det altså også rigtig flot!! 😀 I låget er der anbragt diverse ørenringe (neglepynt), mens skrinet indeholder brocher (en af dem en lille del, der var knækket af en gammel kæde). Skrinet har fået en lille blomsterlås, der er en metalblomst, der er klippet over på midten. På den øverste halvdel af metalblomsten anbragte jeg end rød sten og fødderne er lavet af sølvfarvede grønlandsperler.