Lillemor 💕 2019-07-11T17:53:08+00:00

Jeg har mistet min legekammerat.
Min Lillemor er gået bort… 😪

Elna Marie Rasmussen, født Thorup,
15. januar 1932 – 2. marts 2019

Mors rose

På fotoet  er jeg endnu ikke færdig med mit første petit point-broderi, men jeg kom så langt, som jeg kunne nå. Motivet mangler stadig lidt til højre. Jeg fandt opskriften på rosen via Pinterest, hvor jeg fandt ind på vist nok en russisk Instagram-side. Hun er knalddygtig til at sy, hvor jeg kunne se, at opskrifterne på hendes større syopskrifter var til salg, mens alle de små lå til fri afbenyttelse (så vidt jeg kunne se – min forståelse af russisk kan ligge på et meget lille sted. 😉).

Den gule rose med røde kanter er dog min egen opskrift. Hvor Mor boede tidligere, havde hun netop en sådan rose, som vi begge glædede os til at se springe ud hvert år. Da dette ville blive det sidste projekt, jeg kunne glæde min mor med, ville jeg derfor have, at rosen skulle være dedikeret til hende.

Mor havde været meget syg i flere år, og især hele sidste år var meget op ad bakke. Hendes sidste 14 dage var hun indlagt på sygehuset, hvor lægerne kæmpede med hendes meget svingende tilstand. Efter aftale med hende stoppede lægerne med behandling, så hun kun fik smertestillende. Hun blev indstillet til hospice, hvilket ville blive efter få dage, men det nåede hun aldrig, da hun allerede var voldsomt forværret dagen efter medicinstop. Fra behandlingen stoppede, til hun døde, gik der kun 2 1/2 dag. Hun havde svært ved at koncentrere sig den næstsidste dag, så jeg var meget i tvivl, om det i det hele taget ville være en god idé at vise hende broderiet. På et tidspunkt virkede hun dog mere koncentreret, så jeg valgte at vise hende broderiet, som hun tidligere havde set opstarten på. Dengang havde jeg lavet halvdelen af rammen og talte med hende om, at jeg allerhelst ville lave hendes rose fremfor opskriftens, men som nybegynder ikke mente, at jeg ville kunne finde ud af selv at ændre på opskriften. Mor erklærede med stor overbevisning, at selvfølgelig kunne jeg det! 💕 At det derfor var hendes rose, jeg senere viste hende, var hun overhovedet ikke i tvivl om, og hun blev utrolig glad og var meget fokuseret, mens hun studerede den. Dagen efter kunne hun genkende os, men var ellers helt forvildet. Jeg sad ved siden af hende og syede videre på broderiet for at berolige hende, så hun ville slappe af og sove lidt, og viste hende det færdige motiv, inden jeg tog hjem. Halvanden time senere gik hun bort. 😪

Elna Marie Rasmussen

Mor blev født i 1932 som det sjette og yngste barn af ledvogter Ejnar Thorup og (Elna) Marie Høgfeldt. Hun fortalte mig en sjov historie om sit navn, da jeg undrede mig over, at Bedste havde givet hende det samme navn som sit eget, med den eneste forskel, at Bedste hele livet blev kaldt Marie, mens Mor blev kaldt Elna. Mor fortalte, at Bedstes svigermor var en strid børste fra det lidt finere selskab, der prøvede at presse sine børn og svigerbørn til at navngive deres børn efter sig ved at love dem en bankbog med femogtyve kroner på. Det var jo rigtig mange penge dengang, men Bedste ville edderhyleme ikke kalde sin datter Nielsine, men hun ville heller ikke have bøvl med sin svigermor. Derfor valgte hun at opkalde sin datter efter sig selv, hvilket var ganske normalt dengang. 😄

Mor voksede op i Skjern, hvor hun gik i realskole modsat sine søskende, der gik i hovedskolen, hvilket bevirkede, at Mor ikke talte jysk på samme måde som sine dem. Samme skole blev besat af tyskerne under anden verdenskrig, hvor de brugte halvdelen af skolens lokaler til hovedkvarter. Jeg har tit fascineret tænkt på, hvad Mor ikke har set af opfindelser og udvikling i verdenen i løbet af sine 87 år på jorden.

 

I forbindelse med en skoleopgave interviewede min grandniece Malou sammen med en klassekammerat Mor i 2017. Interviewet kommer her:

Var man som 8-årig pige i Skjern bange for tyskerne, og hvad de kunne finde på at gøre under 2. Verdenskrig? Hvordan oplevede du, at skolen var besat af tyskerne? Spørgsmål som disse har 85-årige Elna svaret på i et interview. Nogle af de mange historier fortalte hun med et stort smil, andre med et mere betænksomt blik, og det var tydeligt, at nogle erindringer havde sat dybe spor. Historierne dykker ned i Elnas liv dengang hun var 8-13 år gammel, hvor Danmark blev besat af Tyskland. Hun fortæller blandt andet om hendes tyskbesatte skole, hemmelige gemte flyveblade og et engelsk flystyrt på hendes bedstefars mark uden for byen.

Elna er en kvinde på 85 år, som har en spændende historie at fortælle. Hun har oplevet mange sider af livet som barn under 2. verdenskrig. Elna er den yngste i en søskendeflok på 6. Hendes far var arbejdsmand, hvor han lejede radioer ud til tyskerne, hvilket også er grunden til, at de ofte fik besøg af tyskere. Samtidig passede hendes mor togene ved jernbanen. Som barn boede familien i et lille grønt hus, som hendes far selv havde bygget i Skjern. Med tiden blev familien så småt udvidet, og derfor måtte der bygges flere værelser til, for at der var plads til den store familie. Dette endte ud i, at huset til sidst bestod af 3 værelser. Det største værelse var børneværelset, hvor alle søskende boede sammen. Til huset hørte der også en have til, hvor de havde en pumpe, hvilket var deres eneste kilde til vand. Togskinnerne gik lige foran huset, hvilket resulterede i, at tyskerne altid gik og holdte vagt tæt ved huset.

Elnas søskende gik på hovedskolen, hvor Elna, modsat alle sine andre søskende gik på realskole. I dag ved hun stadig ikke, hvorfor hendes forældre mente, at hovedskolen ikke var “fin nok” til hende – hun var den eneste af sine søskende der ikke endte her. På hovedskolen gik man kun i skole om onsdagen, og derfor havde hendes søskende god tid, til at komme ud og tjene om sommeren. Modsat dette gik Elna selv i skole hver dag. Hovedskolen er i dag lavet om til kirkeskolen, og realskolen er i 2017 lavet om til cirklen, hvilket er et fritidscenter i Skjern. En dag da Elna var i skole, kom tyskerne og overtog halvdelen af skolen, idet de manglede et sted at bo. Dette resulterede i, at der ikke var nok plads til eleverne, og derfor var en stor del af dem nødsaget til at flytte til en anden skole.

Elna husker tydeligt dengang tyskerne besatte Danmark. Hun var på vej til skole, hvor hun gik den daglige gang på 2 km. Vejen var fuld af tyskernes tropper, og hun fortæller selv, hvordan det var umuligt at krydse vejen, hvilket hun skulle for at komme i skole. Dette kom ikke som et chok for Elna, da man igennem radioen blev opdateret med hvad der skete i samfundet, samt hvad man kunne forvente der ville ske på længere sigt.

Elnas bedstemor og bedstefar boede i et hus, hvortil der tilhørte en mark. En dag blev en engelsk flyver skudt ned og styrtede ned på netop denne mark. Hjulet fra flyveren fløj hen imod huset, og endte få centimeter fra køkkenet. Som Elna selv siger, så var hendes bedsteforældre utroligt heldige, da den ligeså godt kunne have ramt huset. Hendes bedstefar samt ældste storebror var hjemme da flyet styrtede. De gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe de 4 personer ud af flyet, men der opstod visse udfordringer, i det flyet blev ved med at sprænge omkring dem. Det lykkedes dem at redde 2 af de 4 ud af flyet, hvor de 2 andre omkom i ulykken. De 2 der blev reddet, blev sendt til Tarm sygehus hvor Elna selv siger, at hun håber de omkom naturligt af skaderne.

Elnas familie gemte flyveblade i deres hus. Et flyveblad er blade fra England, som blev smidt ned fra flyene. I disse blade stod der oplysninger om, hvordan det stod til med krigen. En dag kom en tysker, som de ikke brød sig om hjem til dem, fordi han skulle låne en radio. På bordet flød det med en masse flyveblade, og det ville få alvorlige konsekvenser hvis det blev opdaget. I det tyskeren kom ind i huset, lagde Elnas mor armen over flyvebladene i håb om, at tyskeren ikke ville opdage dem. Heldigvis havde de heldet med sig.

I dag kan Elna fortælle, hvordan krigen har påvirket hendes barndom. Samtidig kan hun bekræfte, at selv om der var krig, så betød det ikke, at man ikke kunne have det godt. Krigen var altså ikke ens betydende med, at man gik rundt og var bange hele tiden. Alligevel er det tydeligt, at krigen har sat sine spor, da hun har oplevet nogle voldsomme ting, som ikke er rare at tænke tilbage på. Elna er bare en af de mange personer, som nu kan sidde og se tilbage på deres levetid under 2. verdenskrig.

Mor var min bedste ven. Vi lignede hinanden meget med livsindstilling og livsglæde, så vi hyggede os altid groft sammen. 😄 Mor elskede at forkæle folk, og jeg elskede at forkæle Mor. Jeg nød at finde på nye spændende ting, vi kunne lave sammen, nye steder at tage ud at spise, og Mor elskede det mindst lige så meget. Da jeg var yngre, sørgede Mor altid for at andre fik først, indtil jeg, da jeg lige var flyttet hjemmefra, erklærede over for hende, at nu var det altså ved at være på tide, at hun købte noget nyt tøj til sig selv, i stedet for at det altid var til alle andre. Og jeg tror ikke, jeg har givet hende en bedre ros, end da vi på et tidspunkt tog ud at handle sammen, og jeg i spøg jamrede, at jeg ikke rigtig vidste, om jeg ville følges med hende, for hun var bedre klædt end jeg. 😄 Når vi sludrede i telefon sammen om alt og ingenting, gik der altid rask væk en times tid eller mere. Vi snakkede simpelthen bare så godt sammen. Og når jeg en sjælden gang ringede, fordi jeg havde en dårlig dag, behøvede jeg blot at starte samtalen med -“Piv!”, så svarede Mor altid medfølende: -“Nåååh, hvad så?”. Så kunne jeg lige jamre lidt og så var det glemt igen. 😄

Da jeg blev voksen blev vi rejsefæller, så vi har været rundt omkring i verdenen sammen: Tunesien, Mallorca, Frankrig (Disneyland og Paris), Jugoslavien, Rhodos… Vi har oplevet utrolig meget spændende sammen. Og da det blev for svært på grund af min sygdom og hendes tiltagende alder, faldt vi over vor nye passion: dukkehuset. Og denne passion behøvede vi ikke at rejse efter. 🙂

Fortsættes…

Påskeæg og Morsdagsgave 2019 – planlægning

Vi havde en hyggelig jul, hvor jeg havde arbejdet indædt på at få lys i dukkehuset, så Mor og jeg kunne nyde det. Og jeg fik en lovende julegave af Mor… 🙂

Et stort planlagt projekt, som jeg vidste, jeg ikke ville have en chance for at nå, inden Mor døde, men som jeg var overbevist om, ville give hende stor glæde blot ved at høre planen. Hun havde i mange år en rokkestol, som vi i årevis forgæves forsøgte at få hende til at give afkald på for at få lidt mere plads, da den aldrig blev brugt og var ved at falde fra hinanden. Og selv om jeg vidste, at hun ikke var god til at skille sig af med ting, var jeg også godt klar over, at grunden til at hun ikke ville opgive rokkestolen, var en følelsesmæssig beslutning. Til jul fik jeg en meget flot gave af hende, en Proxxon mini-drejebænk, som jeg længe havde gået og savlet efter. Og jeg vidste med det samme, at det første rigtige projekt på den ville blive en rokkestol i miniature til ære for Mor. Samtidig havde jeg fundet nogle utroligt smukke miniature-broderier på nettet, som jeg ville tilpasse sæde og ryglæn. Så påskeægget var broderierne og Morsdagsgaven ville være den færdige rokkestol. Begge umulige at opnå med den tydeligt meget korte tid, der var tilbage. Men jeg kunne i hvert fald fortælle hende om mine planer og vise hende, at jeg havde fotograferet hendes stol på kryds og tværs og lavet research på nettet til den. Hun var også vild med broderierne, men da jeg nævnte for hende, at jeg oprindeligt havde tænkt mig at male motiver på sæde og ryglæn, syntes hun helt klart, at det var dét, det skulle være. Jeg er dog i tvivl, om hun rent faktisk forstod netop den del af det, jeg fortalte, da hun ikke var særlig klar i hovedet den næstsidste dag, hvor jeg fortalte hende det, og måske bare viste begejstring for idéen med stofmalingen for at udvise interesse. Men da jeg fortalte hende om selve rokkestolsprojektet, var der overhovedet ingen tvivl, da hendes øjne simpelthen tindrede af glæde. Ikke et dårligt minde at bringe med sig til et fremtidigt projekt… 💕

Med alt det, der følger et nært dødsfald og sortering af et samler-hjem, var det fra første færd klart, at det ikke ville være fysisk muligt at få lavet kombi-projektet, hverken til påske eller til Morsdag. Men i mit hjerte vil det færdige projekt altid have disse betegnelser, ligegyldigt hvornår det vil lykkes for mig at få rokkestolen lavet.

Mor og mig med dukkehuset

Jeg blev klar over, at det var ved at være sidste chance for at få et “opdateret” foto af Mor og mig sammen med dukkehuset, da der kun var blevet taget ét sløret billede i modlys tidligere. Hendes helbred blev hele tiden dårligere, så jeg fik atter min svoger til at fotografere os, så vor fælles passion blev ordentlig foreviget.

 

Selvom huset var under voldsom bearbejdning på det tidpunkt, hvor billedet er taget (flere år før Mor blev syg), er det alligevel meget passende, at Mor står ved siden af sengen i soveværelset, som hun engang lavede “beklædning” på som overraskelse til mig. Jeg var imponeret over, at hun havde gjort det, selvom jeg ikke var ovenud begejstret for den stærke cherise farve, som sengetøjet havde.  Gudskelov havde hun lagt noget blondestof henover sengetøjet, der tonede den stærke farve ned. Jeg var heller ikke vild med de store huller, der var i forhænget – hvis det var i normal størrelse, ville det svare til at have et forhæng hængende med knytnævestore huller. Men alt dette nævnte jeg først for hende, da dukkehuset var kommet så langt i sin udvikling, at sengen var nødt til at følge med og blive shinet op, for i mange år var sengen noget af det flotteste, vi havde i dukkehuset, hvilket jeg også understregede for hende.

Morsdag 2018

Mor har altid elsket stokroser, så Morsdagsgaven 2018 vakte stor begejstring.  😀

Fødselsdag 2018

Jeg får nogle gange nogle spøjse idéer, og i dette tilfælde kastede jeg mig over at lave piber en masse til min kære fru moder. Hun fik både en langpibe samt et pibestativ med 6 piber på. Det er aldrig noget, vi har snakket om til dukkehuset, så det lykkedes mig at overraske hende. Hun elskede piberne, og da jeg om aftenen efter festen satte Bedstefar med langpiben, erklærede hun, at han da skulle have været med til festen! 😂

Morsdag 2017

Selvom Mor var vant til, at jeg laver mange ting selv, var hun lamslået over, at jeg selv havde lavet hortensiaplanterne fra bunden af. Og jeg havde altid holdt det planlagte projekt hemmeligt for hende, da jeg var udmærket klar over, at det ville blive en strålende overraskelse, idet Mor altid har elsket hortensiaer og altid havde dem i haven.

Fødselsdag 2017:  85 ÅR!

Mor fyldte 85 år den 15. januar 2017, så derfor gik jeg lidt amok for at lave en storslået gave til hende, der ville glæde hende. Man må så sige, at haven i dén grad var et stort projekt! Vi havde diskuteret haven og placeringen af de forskellige ting i mange år, men Mor syntes, det var vigtigere, at jeg fik arbejdet på dukkehuset, hvilket jo også var korrekt. Men til gengæld var det en gave med store armbevægelser, så jeg var godt klar over, at den ville blive et totalt hit. Da jeg desuden gjorde hende opmærksom på, at hjørnebedet kunne udskiftes efter årstiden, elskede hun haven endnu mere. 😄

Mors sygdom

Hvis ikke man har lyst til at blive ked af det, bør man næppe læse videre.

Det sidste foto af Mor og mig. Altid smilende og med et glimt i øjet. 🙂

Mor købte en gård sammen med min ældste søster og svoger for maaange år siden, hvor de boede i hver sin ende, og aftalen var, at hun skulle derfra med fødderne først. Men til sidst blev gården for stort et arbejde med det konstante vedligehold, så de fandt et lækkert centralt liggende hus i Ribe, hvor Mor, der på det tidspunkt var midt i halvfjerdserne, overtog den nederste etage, så hun ikke skulle slås med trapperne. Når hun engang ikke var der mere, skulle min søster og svoger så flytte ned ovenfra. Men Mor var sejlivet, så det var ved at blive et problem med trapperne, da min søster og svoger er 11 år ældre end mig og de sidste par år fik slidt en løbebane på trapperne af at rende ned og tjekke Mor hele tiden. Mor kunne til sidst intet selv mere, men ville ikke flytte hjemmefra. Hun brækkede lårbenet for rigtig mange år siden, hvor hendes ben blev skruet sammen igen og sidenhen fik hun sat en ny hofte i. Men operationen var mislykket, for hun gik aldrig uden smerter siden. Med årene blev hendes ene ben oven i købet meget kortere end det andet, så det giver sig selv, at det påvirkede hendes gang meget og gav hende stærke smerter. Til sidst kunne hun overhovedet ikke hverken gå eller stå mere, og de sidste måneder af hendes liv måtte plejerne bruge liftstativ for at få Mor over i kørestolen, når hun skulle i seng eller på toilettet. Juleaften 2015 brækkede Mor sin venstre skulder meget slemt. Kugleleddet sad langt ved siden af dens normale placering og armen var yderligere brækket under kuglen og sad forskudt for den med flere centimeter. Det eneste sygehuset gjorde, var at sætte en skalstøtte på armen, som hun fik i en slynge, og så sendte de hende ellers hjem igen. Det gjorde, at armen med tiden faldt endnu længere nedad, og røntgenbilledet fra året efter ligner simpelthen en gyser! Bare for at være grundig, faldt Mor et halvt år efter og brækkede samme arm længere nede, men det var et rent brud og helede hurtigt. Alt dette bare for at forklare, at Mors krop virkelig havde mange gode grunde til ikke at fungere ordentligt til sidst. I slutningen af 2016 fik hun pludselig store problemer med at trække vejret, hvorefter hun skulle bruge ilt. Til start kunne hun lægge iltslangen fra sig, når hun gik på toilettet, men efter et års tid blev hendes iltmætning så slem, at hun skulle have permanent ilt. Jeg ved så ikke, om det var ilten, alderdom eller andet (eller måske en kombination), men lige så stille forsvandt Mor, til der kun var en skal tilbage af en sødt smilende kvinde, der ikke forstod ret meget af, hvad der foregik omkring hende. Men hun tog alting i stiv arm med smil på læben og mistede aldrig livslysten, og det beundrer jeg hende meget for.

Da Mor blev rigtig syg og til sidst ikke kunne klare sig selv mere, blev hele hendes spisestue lavet om til sygestue. Jeg flyttede det store dukkehus ind i dagligstuen, så hjemmeplejerne ikke fik hærværket det, efter jeg kom hjem den første gang efter ændringen og fandt Mors toiletstol skubbet over imod dukkehusets fortov og hendes dyne smidt henover, så den lå ind i herreværelset!!! Jeg fik et føl på tværs, og den eneste grund til at det ikke endte i katastrofe var, at jeg lige på dette tidspunkt var i gang med at arbejde på herreværelset, så det var næsten tomt. Men jeg syntes jo, det var synd at Mor lå i sengen og så ikke havde dukkehuset at kigge på, når hun i timevis lå og ventede på, at de hjemmeplejerne ville komme og få hende op af sengen om morgenen. Derfor tog jeg hele fronten af det moderne dukkehus, så hun ville kunne få lidt fornøjelse af det. Men efter nogle måneder på den måde, bad Mor mig om at sætte fronten på igen, både fordi det stod i en vinkel, hvor det var svært for hende at se det ordentligt fra sengen af, men også fordi hjemmeplejerne flere gange havde raget noget ned derfra. 😖

Det stod på den måde længe, bare et pænt dukkehus, til jeg spurgte Mor, om jeg ikke skulle tømme det og lade min mellemste storesøster få det med hjem, da hun var ret forelsket i det (selvom hun fiskede for at få det med indhold, men næh nej!). Så ville der blive lidt mere plads, for hjemmeplejerne jamrede grumt over pladsmangel – med god grund. Mor havde mange ting… Og sådan blev det.

Min søster stod for at sørge for at handle ind for hende samt vaske hendes tøj og sengetøj, hvilket var fast arbejde. Samtidig var hun dagligt nødt til at holde styr på, om manglerne ved hjemmehjælpernes arbejde gik ud over vor mor. Da jeg på et tidspunkt var på besøg, var der to hjemmehjælpere, der samme dag glemte at give hende iltslangen igen, efter hun havde været på toilettet (de havde mod sædvane taget den af hende for nemmere at kunne flytte hende). Og hun skulle have permanent ilt, så det var noget skidt, da jeg ikke opdagede det lige med det samme. Hun havde så dårlig iltmætning, at det var gået ud over hjernen, så på en dårlig dag lagde hun slet ikke mærke til, at iltslangen manglede (og det sidste år var hver dag dårlig). 😖 Det var ikke sjovt at mærke deres stressen rundt med vor stakkels rundforvirrede Mor, fordi de havde en tidsplan at overholde og hun dårligt kunne flytte sig. Til gengæld vil jeg så sige, at da Mor først blev rigtig dårlig, ændrede tonen sig gevaldigt og de blev rigtigt søde til at tage hensyn til hende. Flere af dem var en ren fornøjelse at opleve sammen med Mor. Men det er ikke sjovt at blive gammel… 🙁

Jeg gjorde mit bedste for at aflaste min søster og svoger, men med min kroniske sygdom kørte jeg selv konstant med røvetten i vandskorpen. Og jeg bovskød også hele tiden mig selv med mine projekter for at glæde Mor samt alle mine tiltagende hyppige besøg. Det hele var ved at tage pippet fra mig, men tilværelsen har jo med at fortsætte, om man kan holde til den eller ej. Ind imellem var jeg i Ribe i længere tid som Mor-sitter, hvor min søster og svoger så kunne komme på ferie eller bare komme lidt væk hjemmefra. Den sidste omgang Mor-sitteri tog meget hårdt på mig. Jeg havde knoklet (og knoklede stadig) med at få Mors julekalender færdig (ingen af os havde regnet med, at hun stadig ville være der i december, for slet ikke at tale om jul), og min søster og svoger skulle 15 dage til Egypten på en yderst tiltrængt ferie. Man kunne godt se på dem det åg, de levede under. Så jeg tog min fugl og “flyttede hjem” til Ribe den første december og tog hjem igen den 17. og så ellers til Ribe igen den 22. og først hjem til Esbjerg den 1. januar 2019. Det passede ikke Mor, at jeg havde travlt med at komme hjem efter nytår, men jeg skulle jo hjem og lave hendes fødselsdagsgave, da hun havde fødselsdag den 15. januar – og ærlig talt: jeg var der 27 dage i december!!! Mors helbred var rigtig noget skidt hele det sidste år, og hukommelse og hjerne var der desværre ikke meget tilbage af. Samtidig fik hun “ture”, hvor hun pludselig fik det skidt og havde svært ved at trække vejret, og det blev hele tiden værre. Allerede den anden nat, jeg var der i december, fik hun så slem omgang (fordi hun havde fået anbragt iltslangen ved næsen forkert uden at kunne mærke det), at hun begyndte at føle sig utryg ved at være alene, hvilket jo så var årsagen til, at hun ikke var vild med at jeg tog hjem til mig selv igen.

Grunden til, at Mor-sitteriet i december tog så hårdt på mig, var, at jeg hele tiden skulle have et halvt øje på Mor for at se, om den var gal med hendes vejrtrækning, for hun var mentalt så langt ude, at hun ikke selv kunne mærke det. Så var det om at sørge for at give hende medicin, så hun ikke pludselig blev blå. Fjernsynet kørte konstant med de samme hjernedøde programmer, som Mor (og jeg de tidligere gange, jeg havde været på besøg) havde set tonsvis af gange, og som hun alligevel ikke kunne følge med i. Hun forsøgte dog jævnligt at diskutere programmerne med mig, hvilket til sidst var ved at få mig til at flå mig i håret, da hun kun fattede småbidder, men var meget påståelig med det, hun mente, hun forstod. Så min eneste tilgivelige undskyldning og tilflugt var at arbejde på dukkehus-projekter, hvilket jo var ensbetydende med, at jeg kun fik lov at hvile, når Mor faldt i søvn. I forvejen fungerer jeg på et meget lavt plan hjemme hos mig selv, da jeg kæmper med manglende energi og kræfter, så at være på døgnet rundt var ekstremt drænende for mig. Og dette var jo oven i, at jeg kæmpede for at få Mors julekalender færdig, så jeg dagligt kunne glæde hende… og så var der jo også lige tre julegaver!!! 😖 Lad os bare sige det på den måde, at det var ikke ligefrem med dårligt samvittighed, jeg forlod hende. 😉 Samtidig med alt dette var der yderligere en masse bekymring i familien, efter min mellemste søster fra Sjælland fik en blodprop i hjernen i august. Hun er kommet sig med stormskridt, men den slags sker ikke uden at efterlade mén… 😪

Til sidst røg Mor ind og ud ad sygehuset og havde det bare rigtig skidt konstant og kunne absolut intet mere. For hver sygehus-tur kunne hun en ting mindre, når hun kom hjem igen. Derfor fik jeg nervøse trækninger, da sygehuset begyndte at tale om, at hun måske skulle hjem igen. På det tidspunkt kunne de overhovedet ikke stabilisere hende, hun var meget forvirret og kunne tre ting, da hun blev indlagt – den ene af dem var at trække vejret. Hun måtte ikke bruge en ansigtsmaske derhjemme, men kunne ikke trække vejret uden. At de i det hele taget kunne finde på at udtale sætningen kan den dag i dag starte et nervøst tick ved mit ene øje… 🤪

Lad os bare sige, at hun for længst havde overskredet sidste holdbarhedsdato. Ved at være indlagt på sygehuset ville hun konstant blive udsat for undersøgelser, blodprøver (hun lignede jeg ved ikke hvad af at blive stukket i til sidst) og diverse, og hun var rasende træt af det. Det var simpelthen synd. Derfor talte vi med hende om hospice over flere dage, så vi var sikre på, at hun forstod, hvad vi talte om og hvad hun eventuelt sagde ja til. Men hun var helt med på den og glædede sig over at slippe for at blive “mishandlet” konstant. Hun slap for mishandlingen, men nåede ikke at komme på hospice, da hun døde to en halv dag, efter de stoppede med medicinsk behandling. 😪 Da vi talte med en læge om muligheden for at stoppe med behandlingen, forbløffede han mig gevaldigt, da han takkede os! Han sagde til os lidt tys-tys, at hvis det havde været hans egen mor, ville han også vælge ikke at lade hende ligge og lide og blive udsat for alt muligt, der i sidste ende kun ville forlænge hendes resterende tid minimalt, men ville være en plage for hende. Han fortalte, at langt de fleste familiemedlemmer ikke vil give slip, så han syntes, det var flot, at vi havde talt med Mor om det og alle var enige om, at det ville være det bedste. Vi blev senere passet op af en sygeplejerske på gangen, der også lige ville takke os for ikke at lade Mor lide længere.

Jeg vil også lige fortælle om, hvad der skete omkring Mors død. Jeg tog jo hjem 1 1/2 time, før hun døde, og jeg gik, da der kom en sygeplejerske og skulle snakke om aftensmad med Mor. Hun var så sød og frisk og det var en fornøjelse at opleve hende med Mor, der på dette tidspunkt var tæt på døv og skrupforvirret. Men de fortalte os sidenhen, at Mor med hjælp havde spist godt (for første gang i lang tid), mens hun og sygeplejersken havde lavet sjov sammen. De ringede til os, da Mor døde, og da vi kom, blev jeg så rørt over det smukke arrangement, de havde lavet. Mor havde haft en buket med påskeliljer stående, hvor de havde foldet Mors hænder og sat tre påskeliljer derfra i hendes ene hånd. Hendes bord havde fået en fin hvid dug på, hvorpå de havde stillet buketten og to fyrfadslys (og enten Biblen eller en salmebog). Mor lå og så så fredfyldt ud, som de havde arrangeret det. Sygeplejersken gav os god tid til at sige farvel, inden Mor skulle have det tøj på, som hun skulle bisættes i. Sygeplejersken spurgte, om vi ville hjælpe eller om de skulle sørge for det, hvor jeg i forvejen havde sagt, at jeg ville hjælpe. Flere andre i familien havde udtrykt tvivl, om de kunne klare det, men lige pludselig var der hjælpende hænder alle vegne. 🙂 Og endnu engang blev jeg rørt over imødekommenheden fra sygeplejersken – ikke blot imod os, men imod Mor. For mens vi bøvlede rundt for at få hende i tøjet, småsnakkede hun med Mor. Ikke for vor skyld – det var helt klart, at det var Mor, hensynet gjaldt. Da hun kæmpede med at få Mors brækkede arm i ærmet, undskyldte hun til Mor og sagde, at hun nok skulle  være forsigtig, for hun vidste godt, at det var hendes dårlige arm. Og det var måden, hun talte til Mor, ganske naturligt og undskyldende, som hvis Mor stadig havde været der. Det var simpelthen så sødt, og jeg glemmer det aldrig.

Mors bisættelse

Mor fik en smuk bisættelse. 🙂

Jeg ved ikke, hvordan det hele skulle have hængt sammen og fungeret, hvis det ikke havde været for min søster og svoger, der holdt tøjlerne og fik styr på det hele. Der var SÅ mange ting, der skulle arrangeres i løbet af en lille uge! Mor døde lørdag den anden marts og allerede fredag den 8. skulle hun bisættes!!! Bedemand, præst, dødsannonce i to aviser (hvor vi kæmpede for at få fat i præsten i weekenden og skulle have styr på dag og tidspunkt kl. 8.30 mandag morgen), arrangement med mad og kaffe bagefter, forsøge at opstøve familie og venner, vi ikke havde haft kontakt med i årevis, o.s.v., o.s.v. … Samtidig prøvede vi også at få styr på Mors habengut, og hun var noget af en samler, så der var mega-meget, der skulle ses til. Det tog månedsvis, hvilket var meget frustrerende for min søster og svoger, der ikke kunne komme i gang med renoveringen af lejligheden, som de jo skulle flytte i. For hver måned, der gik, var det en måned mere med manglende husleje, og før de flyttede fra lejligheden på første sal og fik den renoveret, kunne de jo heller ikke komme til at leje den ud.

Jeg selv var ret sikker på, at så meget aktivitet ville ende med et grimt dyk helbredsmæssigt for mig (bitre erfaringer 😖), men selvom jeg har haft nogle grumme symptomer over lang tid, kunne jeg gudskelov officielt aflyse mega-dykket i slutningen af maj måned. 🙂 Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det, der reddede mit helbred, var, at jeg indtog det dobbelte af det Zinzino-olie, som jeg plejede at tage. Jeg havde sat mig selv en skefuld op i slutningen af august måned, hvilket gjorde, at jeg “overlevede” Mors sidste dage, død, bisættelse og hvad der deraf fulgte. Da mega-dykket bankede kraftigt på døren, piblede der en lille tanke frem fra min hjernetåge, at olien allerede havde reddet mig én gang, hvor det ellers med garanti ville være gået galt. Måske kunne den ligefrem udvirke undere…? 🤔 Og det gjorde den søreme! Igen, det er bitter erfaring, der taler her. Jeg kunne tydeligt mærke, hvor jeg var på vej hen. Da sådan et mega-dyk ramte mig værst på et tidspunkt, kostede det mig næsten 2 år, før jeg overhovedet begyndte at fungere igen. To år, hvor forvirring var den første følelse om morgenen, intens udmattelse var konstant og hjernetåge bevirkede, at jeg kun kunne se “lette” programmer i fjernsynet og ikke kunne træffe nogle beslutninger om noget som helst (hmm, det lyder ret meget som Mor… ). Jeg kunne ikke engang finde ud af at lægge en kabale på computeren. Så det var absolut en tilstand, jeg både havde frygtet og forventet i forbindelse med Mors død. Derfor var det stort for mig at kunne “aflyse” dykket. 😃

Hjertekranse fra børn, børnebørn og oldebørn

Den første hjertekrans er hjemmelavet af min niece Bente og er fra børnebørn og oldebørn. Det lille rosenhjerte fik jeg lavet, da jeg med desperation kunne mærke, at det altså bare var forkert, at Mor skulle bisættes uden nogen nævnelse af en så vigtig betegnelse fra vort forhold. Det var ikke for at fremhæve mig selv, det var ordet “Lillemor”, der manglede, så det er alt, der står på banneret sammen med et hjerte. Den sidste hjertekrans er fra os tre piger.

 

Jeg har det forbløffende meget bedre, end jeg havde forventet efter Mors død, når man tænker på, hvor tætte vi var. Men efter så lang tids drænende sygdom var der ikke meget af min mor tilbage, så det var egentlig mest skallen af Mor, vi tog afsked med. Vor mor var for længst væk, hvilket nok har gjort, at vi alle tager det fint.

I Esbjerg arbejdede jeg (i slowmotion) på at gøre klar til dukkehuset og alle de mange ting, jeg har arvet efter Mor. Når jeg var i Ribe, knoklede jeg med at pakke dukkehuset forsvarligt ned samt sortere Mors mange ting. Så at lave ting til dukkehus stod ikke lige først på listen herhjemme, men det er åbenbart blevet så integreret en del af mig, efter jeg i så mange år har lavet det ene projekt efter det andet for at glæde Mor, at småprojekterne ret hurtigt begyndte at sive frem fra periferien. Jeg havde været lidt nervøs for, om gassen ville gå helt af ballonen og min interesse for miniature-projekter ville kølne, når jeg mistede mit incitament for projekterne, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme. 😆

Der er så mange ting ved dukkehuset, der aldrig er blevet afsluttet, fordi det var så bøvlet arbejdsmæssigt med materialer og værktøj i både Esbjerg og Ribe. Så jeg glæder mig meget til at få selve huset gjort færdig i ro og mag herhjemme. Jeg rendte rundt med konstant dårlig samvittighed, fordi Mor gerne ville have mig til at gøre taget og butiksetagen færdig og lave gardiner til hele huset og så videre og så videre, men mine kræfter var ikke til det store bøvl (og gardinerne kunne vi ikke blive enige om) og mange ting kunne ikke mere lade sig gøre, efter hendes spisestue blev omdannet til sygestue med en hel maskinpark. Så at være i stand til at betragte dukkehuset uden en underliggende stressfornemmelse er en ny oplevelse. Jeg kan så også mærke en ny fornemmelse af frihed ved at kunne træffe mine egne beslutninger vedrørende dukkehuset med ting, vi ikke var helt enige om, samt kunne arbejde på andre projekter end selve dukkehuset (de fleste kikkasser halter gevaldigt bagefter). For selvom det er mig, der lavede alt arbejdet, var næsten alle beslutninger fælles og med veto-mulighed. Dukkehuset står nu lige ud for min lænestol, så det kunne næppe stå bedre. Jeg glæder mig meget til bare at kunne sidde og nyde det. 🙂

 

Hvil i fred, Lillemor. 💕