Morsdag 2019-07-15T18:33:51+00:00

MORSDAGSGAVER HENOVER ÅRENE

Morsdag 2018

Stokroser – Morsdagsgave anno 2018

Mor har altid elsket stokroser, så de har stået på min venteliste i et par år, efter jeg fandt nogle kunstige krydderurter hos Netto, hvor jeg øjeblikkeligt kunne se potentialet. Da jeg allerede havde gået og puslet lidt med tanken, var det jo en done deal, når jeg slap for det kæmpestore arbejde med at lave selve bladene (dermed ikke sagt, at jeg ikke skulle lave en masse med hvert enkelt blad, før det var færdigt). Men jeg kan nu love for, at jeg fik min sag for alligevel! Jeg lavede seks forskellige farver i seks forskellige størrelser, og Mor blev ganske begejstret for sin gave. Dejligt! 🙂

De 6 forskellige typer stokroser, jeg lavede…

Lyserød med magenta, hvid med gul, hvid med magenta og sort og rød med sort – alle blev de lavet ved at med farvekridt at farve striber på silkepapiret inden udstansningen. Når jeg havde tegnet stregerne op, gav jeg det et pust hårspray, så det ikke svinede så meget, når jeg sad og arbejdede med det. Ved alle disse havde jeg farvet støvdrageren, inden jeg monterede hjerterne.

Lyserød og rød – begge fik først støvdrageren tørbørstet efter monteringen. Især med den røde var jeg meget generøs med pulveret, da jeg havde brug for indfarvning af bunden, men ikke ville have farverne til at stå for skarp i kontrast til hinanden.

 

Jeg kom i gang i ordentlig tid denne gang, så jeg troede, jeg kunne tage det stille og roligt – men nej. Jeg havde ellers forberedt mig godt på projektet. Og så “snød” jeg også lidt, da jeg allerede havde bladene hertil. Så nu blev bladene klippet af og gjort klar til at blive limet på stilken, som jeg først lige skulle have lavet …og malet. Jeg har været i gang med at save, udelukkende for at få savsmuld til støvdrageren. Og så har jeg klippet et utal af hjerter ud af silkepapir, hvor jeg har tonet nogle af dem med farvekridt. Det kan da sagtens være, man kan købe silkepapir med den rette gramvægt, så man ikke kan se igennem det, men det er desværre ikke den type, jeg har fået købt hjem. Derfor har jeg været nødt til at lægge det dobbelt med spraylim imellem. Og jeg er altså SÅ imponeret! Min gamle 3M Spray Mount spytter godt nok noget, men jeg bærer over med den, da den er gammel og har stået ubrugt i årevis. Men da jeg nu brugte den igen, fik den blegnede etiket mig til at begynde at regne lidt… Jeg købte den under min uddannelse som reklametegner. Det er OVER 30 ÅR siden!!! 😮 Så kan man da tale om kvalitet!!!

Jeg har lavet støvdragerne, der alle er dyppet i lim og savsmuld og formet. Alle de grønne blade er blevet klippet helt ind til bladene, så de er klar til at få sat stilk på. Og jeg har udstanset hjerter – mange hjerter!!! 😮 Grundfarverne er lyserød, hvid og rød. Her på billedet har jeg vist, hvordan jeg har tonet silkepapiret med sort farvekridt, hvorefter jeg gav det en gang hårlak, så det ikke svinede så meget, inden jeg stansede tonsvis af hjerter ud.

Jeg blandede en maling, der passede i farve til de blade, jeg skulle bruge. Når jeg blander farve til sådan et projekt, bruger jeg akrylmaling og blander det med lim, næsten halvt/halvt. Jeg har det i en lille beholder, så jeg hele tiden kan sætte låg på, så det ikke tørrer ud. Hvis det hen ad vejen bliver for tykt, kan man fortynde med vand. Malingen har jeg brugt på blomstertrådene og stilkene for at få den rigtige farve. Jeg malede yderligere et ark grønt kopipapir på begge sider, som jeg brugte til det grønne ved knopper og ved bunden af blomsterne.

Og nej, stokroserne skal ikke til at dyrke styrketræning… Jeg har trillet små kugler af silkepapir og lim. Efter de var tørret, forborede jeg med en nål, da blomstertråden ville bøje, hvis jeg bare prøvede at mase den op i. Der skulle dog stadig et pænt tryk på for at få tråden op i, så jeg valgte at sætte en i hver ende, så jeg kunne lave et jævnt tryk uden at ødelægge knopperne og selv komme til skade. Sidenhen lærte jeg, at det var en rigtig god idé at forbore de dråbeformede kugler, mens limen stadig var svagt fugtig. Dermed ødelagde jeg ikke formen, men skulle heller ikke bruge en masse kræfter på at lave et sk*** lille hul.

Der er meget træls arbejde ved at lave stokroser. Jeg sad i timevis og trillede små kugler med spids til blomsterknopper. Og det var bare starten på dem. Jeg skulle have lavet hul med nål, så jeg kunne komme både stilk og grøn stjerne eller blomst på (alt efter størrelse af knoppen – og stjerne/blomst skulle jeg desuden også lave hul i med nål). Træls og langsommeligt arbejde. Jeg udstansede først blomster og stjerner af mit formalede ark og brugte resterne fra udstansningen til at trille kugler af. Dette gjorde jeg for at spare på min maling, så jeg ikke ville løbe tør for farven midt i projektet, hvor sandsynligheden for at jeg kunne ramme præcis samme farvetone igen ikke var stor. Det var dog bestemt ikke nogen fornøjelse at trille kuglerne, da kopipapir jo er meget stivere end silkepapir, så mine stakkels fingre måtte trykke de stive kanter sammen, til limen fik dem opblødt og jeg kunne forme den tåreformede kugle.

Jeg fik et tip fra Annie Fryd Christensen på Facebooks Tips & Pral vedrørende de blomsterknopper, som jeg jamrede over. Hun fortalte mig, at hun bruger lim til stokroseknopper og så maler dem. Jeg kunne se, at jeg manglede små topknopper, så da jeg ikke kunne overskue at skulle til at sidde og trille igen, prøvede jeg lim-tippet. Enten var det limen eller mig (nok begge dele), men det blev hurtigt til en gang pløre. Derfor valgte jeg at dyppe hele toppen og vende stangen i flere omgange for at lade tyngdekraften forme limen. Da den begyndte at sætte sig, begyndte jeg at præge knopperne i limen. Det var svært, fordi den gerne ville glide tilbage til originalstadiet, men ved at gentage proceduren i flere omgange lykkedes det. Jeg prøvede at lave top på med lim, men fik atter en gang pløre. Derfor valgte jeg i stedet at tage min mindste og mest spidse saks og klippe et kryds i kuglernes top. Det blev rigtig godt. Efter limen var tørret, fik hele toppen en gang maling, hvor jeg passede på ikke bare at pløre det hele til og derved ødelægge detaljerne.

Dagen efter kunne jeg så se på det hele, at jeg skulle til at lave mange flere større knopper, og jeg kunne bare mærke, at det kunne jeg ikke overkomme. Derfor fandt jeg en anden type lim frem, hvor jeg var i stand til at lave store, flotte kugler på stilken. Da de begyndte at tørre, brugte jeg samme teknik med saksen, og de kom til at se rigtig flotte ud. Forhåbentlig bibeholder de det meste af deres facon, for ellers må de lige have et bløp igen, men umiddelbart er der ingen tvivl om, at denne teknik har sparet mig enormt meget bøvl. 😀

Jeg prøvede at sætte noget grønt på en af blomsterne, men var ikke tilfreds med udseendet, da blomsten fik en forkert profil, når det grønne lå fladt imod bunden af blomsten. Derfor fandt jeg på at sætte en wireklemme i bunden og folde det grønne omkring den. Så var den der! 🙂

Blomsterne til stokroserne:
4-5 hjerter overlappende hinanden rundt om støvdrageren. Først limede jeg én på og lod det tørre. Derefter var det rimelig nemt at få resten placeret. Det sidste blad puttede jeg ind under det første, så man ikke ser, at blomsten er lavet af hjerter.
Jeg blandede noget farvepigment af tre forskellige farvekridt (hvid, gul og bleggul) og når en blomst var færdig, fik støvdrageren (og dermed området omkring den) en ordentlig tur med en pensel (tørbørstning), så farven rigtig kunne sætte sig. Derefter skal det overflødige farve lige dunkes ud af blomsten. Ved visse blomsters kronblade er centeret en anden farve, hvor jeg har farvet dele af silkepapiret med farvekridt, inden jeg stansede hjerterne ud, så derfor kom jeg farve på støvdrageren inden monteringen.
Jeg har en rød version, hvor jeg også sørger for at børste bunden, da farven ikke skal være alt for intens.
En anden rød version er sort i bunden, så for ikke at ødelægge det, samt for ikke at få sort farvepulver på penslen, der kan misfarve, har jeg farvet støvdragerne, inden jeg lavede blomsterne. På den færdige blomst dryssede jeg dog en anelse farve, da støvdragere af stokroser har det med at drysse støv på kronbladene.

 

Læg mærke til den store variation af blomsterstørrelser af hver type. Dette, og den næsten lige så store variation i knopper og blade, giver den færdige stokrose et meget naturligt look.

Når man arbejder på et større projekt (i dette tilfælde stokroser), er det en rigtig god idé at gå organisatorisk til værks. I starten af projektet arbejdede jeg med de små bøtter, hvilket var fint nok i opstarten af projektet, men blev hamrende bøvlet da jeg sad med mindst 12. Derfor endte jeg med at bruge små æsker med ruminddeling, så der var styr på det hele. Ved hver farve stokrose er der tale om 3 typer knopper og 7-8 typer blomster samt 5 forskellige typer blade. Med så mange forskellige ting til et projekt er orden den største hjælper. 😉

Helt til slut, da jeg havde anbragt alle stokroserne på den pind, der svarer til dukkehusets bredde, blev bladene tørbørstet med hvidt farvepigment for at sikre, de ikke har plastikskin, da jeg har fået tværet det meste af det “støv” af, de var behandlet med, mens jeg har arbejdet med dem. Da jeg normalt ikke kunne drømme om at bruge plastikplanter til dukkehuset, fordi de ser så kunstige ud og ved blitz simpelthen giver mig røde knopper på grund af plastik-genskin, var den eneste grund til at disse blade blev accepteret, at de havde et støvet lag. Nu har jeg så fundet ud af, at jeg selv kan lave det, så det lover godt for fremtidige plastikplanter i dukkehuset. 😉 Oppe i venstre hjørne kan I se den store forskel på før og efter tørbørstning med hvidt farvepigment – og ellers er dette foto såmænd bare for at fremvise blomsterne tæt på. 😀

Den lyserøde stokrose blev færdig som den første. Jeg blev lidt for grebet af det, da jeg først begyndte at montere (det var så skønt endelig at kunne samle alle de løsdele, jeg havde lavet), så jeg glemte helt, at stokroserne får meget begrænset plads at stå på, så jeg skulle passe på ikke at lave dem for omfangsrige. Derfor måtte jeg lige pille nogle større blade af og have min svoger i Ribe til at måle pladsen ved venstre side af dukkehuset (for jeg havde selvfølgelig også fået forlagt målene). Jeg mente jeg havde 24 mm at gøre med, så jeg blev lidt bleg over at få at vide, at det kun var 18 mm! Det er godt, stokroser vokser opad! 😮 Jeg er dog endt med at placere stokroserne i haven, da Mor ellers ikke kan se dem. For at give den grønne farve lidt liv, tørbørstede jeg knopperne med lysegrønt farvepigment.

Den mindste stokrose blev sød, men det er med vilje, at denne ellers kønne blomst blev den mindste, da blomsterne var lidt af en plage at lave. Midten er lavet med sort og lavendelfarvet midte, og det var noget værre svineri at sidde med, da jeg brugte farvekridt, for at de fik samme look som de andre. Så jeg havde sort farvestøv tværet rundt over det hele, selv om jeg prøvede at passe på. Jeg sluttede af med et sprøjt hårspray, og det hjalp gevaldigt, men alligevel endte det hvide i toppen med at blive mest gråt. Derfor måtte jeg til at retouchere med hvidt farvekridt ved kanten på alle kronbladene. De færdige blomster måtte jeg til at male bagsiden på med hvid akrylfarve, da farverne skinnede igennem, så… bøvl! 🙁 Men stadig tæt på at være min favorit. 😉

 

Jeg har ved disse gjort knop-toppen længere, sat blomsterklyngen længere nede og gjort bladværket mere sparsomt. Stokroser er jo ikke ens og der er utroligt mange typer, så derfor laver jeg variation, også for at det ikke skal blive for kedeligt at se på.

Alle stokroser blev afrundet ved, at jeg pletmalede stilkene og tørbørstede knopperne med lysegrønt farvepigment. Alle bladene (og der er mange!) blev tørbørstet med hvidt farvepigment for at sikre mod plastikskin.

Bagsiden af stokroserne – gjort fladere, fordi de skal stå op imod huset med meget lidt plads.
Bemærk de visne blomsterhoveder, der ligger på jorden – en ekstra lille detalje. 😉

 

Jeg ved godt, jeg burde have ventet til dagen efter med at give Mor hendes Morsdagsgave, men jeg kunne altså ikke vente! 😀

For at Mor kan få fornøjelse af stokrosebedet, er det flyttet ind i haven for en tid, da hun ikke kan se det på den anden side af dukkehuset. Så nu er rosenbusken flyttet om på venstre side af dukkehuset og det midlertidige stokrosebed er blevet placeret på dens normale plads. Selve bedet laver jeg på et andet tidspunkt, men jeg skulle lige have en idé om, hvordan det hele skulle hænge sammen… og Mor blev lykkelig for sin gave. 😀

Morsdag 2017

Hortensia-søjler

Hos Mor i Ribe (der boede sammen med min søster og svoger), har de altid haft blå hortensiaer i haven, og Mor har haft blandede på sin terrasse. Så derfor var det givet, at det var en plante, jeg på et tidspunkt blev nødt til at kaste mig over. 🙂

Gad vide, hvorfor jeg sad tilbage med en trang efter mint-pastiller…? 😉

Produktion af hortensia-hoveder, minus 6 grønne, jeg stadig havde i ovnen. Jeg har lavet kuglerne lidt større, end man normalt ser, for jeg synes ofte, de er for små. Mit trick, jeg har brugt over alle årene, at jeg forstiller mig tingene i hånden på en dukkehus-dukke. Det giver en fin fornemmelse for størrelse. Men større kugle betyder så også flere monterede blomster… og ja, det tager sin tid. 😉

Når jeg satte blomster på hortensia-kuglen, startede jeg nedefra. Man lærer jo hen ad vejen, så her er, hvad jeg fandt af problemer: ved at starte oppefra (som en på nettet, der havde lagt instruktionsvideo op), synes jeg, man maser den nederste del af blomsterne flade, efterhånden som man sætter flere på, da limen blødgør papiret. Ved at starte nedefra forsvandt problemet for mig, men det kræver, man er omhyggelig under monteringen.

Jeg sad i starten og dyppede hver enkelt blomst i lim, og det var ved at drive mig til vanvid, for de små satte sig konsekvent fast i limen og ved de større satte der sig næsten hver gang en anelse lim på pincetten, der så kom i kontakt med blomsten, hvorved den blev siddende på pincetten. Efter en hel del banden og svovlen besluttede jeg mig for at gøre tingene på min egen måde, i stedet for at følge instruktionerne fra en, der alligevel endte med noget helt andet, end det jeg sigtede efter. Derfor smurte jeg lim på et lille stykke ad gangen og satte så blomster fast i små flokke ad gangen. Et tip er så også, at man skal passe på ikke at sætte blomsterne på i mønster. Tilfældig placering giver et meget mere naturligt look, hvilket hos mig yderligere kom frem ved, at jeg brugte to forskellige størrelser blomster. Jeg brugte også tre forskellige størrelser blade.

Jeg er generelt ikke særlig begejstret for min søvnløshed, men ind imellem må man bare sparke den i røven og sige nå. Selv efter en indsovningpille var jeg “high strung”, så til sidst gad jeg ikke at ligge i min seng og vente på pillens effekt mere – især, da jeg havde noget sjovere at lave. Så jeg satte mig ind og lavede de to første hortensia-hoveder, så de så bare manglede lidt toning.

Blomsterproduktionen i fuld gang. Jeg har formet alle blomsterne med mit kugleværktøj, hvorefter jeg ved nogle lige gav hver blomst en ekstra tur med en ikke for spids farveblyant. Man kan godt bruge blyanten til at forme med, men der er en god chance for, at man perforerer papiret, og jeg synes, faconen bliver flottere på denne måde. Men mine hortensiaer skulle være brogede, så det blev ikke den eneste teknik, jeg kom til at anvende.

Udstansningen er utrolig hård ved mine hænder, og jeg gjorde det over flere omgange. På grænsen til vabler også. Ikke min favoritbeskæftigelse… Og jeg havde bare tonsvis af blomster og blade, jeg skulle have udstanset og formet. Æææv…! Men det er faktisk meget hyggeligt at sidde og sætte blomster på, det er alt det andet, der er træls.

Efter jeg i første omgang troede, jeg havde fået lavet nok blomster til de to krukker, fik hortensia-hovederne den sidste farvetone. Den første flok på blokken tonede jeg kanterne med akrylmaling på en tør pensel, så jeg kunne kontrollere farven. Den senere flok blev tonet med farvepulver på tør pensel.

Jeg var yderst gearet til at fortsætte, men jeg kunne mærke anstrøg af en kommende seneskedehindebetændelse, for slet ikke at tale om et nyt fænomen for mig, at min højre hånd og underarm begyndte at sove. Alt det fimo, jeg havde æltet, alle de maaange blomster, jeg havde klippet ud og præget… Hvis ikke det var tegn på, at det var på tide at holde pause, så ved jeg da snart ikke…

Det er hammertræls, når man er godt i gang med et projekt, at man så er nødt til at bremse hårdt op. Det lykkedes mig dog at få præget alle bladene efter min arm havde hvilet længe, og det gik okay. Men det er jo så heller ikke helt samme bevægelser, som når man laver blomster. Desværre fandt jeg jo ud af, at jeg skulle bruge bruge en del flere hortensiaer, så jeg måtte til at opfinde en ny måde at præge blomsterne på, da min arm hele tiden var ved at dø. Til sidst kom jeg på at bruge venstre hånd til at trykke blomsterne ned i underlaget og så højre hånd til at forme blomsterne. Ved ikke at skulle trykke med højre hånd, fik jeg aflastet så meget, at jeg med solide mellemrum fik præget både blomster og blade. Men for hulen, da ikke også, hvor var der bare mange af dem!!!

Hortensia er oftest en stor, kraftig plante og har ofte masser af blade. Godt nok skulle jeg have en del blomster i hver krukke, men det ville alligevel ikke give det kraftige bladdække, jeg gik efter. Desuden ville jeg heller ikke kunne styre placeringen af bladene, derfor måtte jeg finde på en løsning. Så jeg blev royal og lavede en krone!

Jeg tog en blomstertråd og bukkede i takker, hvor hver ende endte i en lille krog. Så drejede jeg den sammen, til diameteren passede til krukken, hvorefter jeg hægtede de to ender sammen og lukkede krogene. Så var kronen klar til at blive tilpasset den ønskede facon og monteret fuld af blade, og yderligere kom den til at give en pragtfuld støtte for alle blomsterne, da de blev monteret.

Krukkerne og søjlerne skulle så under behandling. Jeg startede med at lime dem sammen. Men krukkerne var lidt “hovsa” i faconen (se oppe i højre hjørne på billedet), så der var en hulens masse, der skulle slibes væk, hvorefter jeg måtte slibe kanterne til igen, så det hele ikke kom til at se pivskævt ud. Jeg er helt vild med krukkerne, men kunne ikke fordrage den gule farve, for slet ikke at tale om, at de skreg imod søjlerne, hvis farve jeg vældig godt kunne lide. Så jeg blandede en pæn sjat akrylmaling magen til søjlerne og malede det hele.

Da de var tørre, gav jeg dem et lag lak, og da det var tørt, fik de et lag af en blanding af sort akrylmaling og vand for at give dem patina. Jeg har sat den malede og den patinerede udgave op ved siden af hinanden, så I kan se forskellen (selvom de er pænere “live” ). Jeg er vældig godt tilfreds med resultatet, men I får også lige minus-delen med. For alt det vandholdige maling, de fik til sidst, opløste både lak og maling i nogle små diskrete pletter. Men jeg havde skam også løsningen, for de fik lidt strategisk anbragt “mos”, så det ikke kan ses.

 

Der var en masse af de grønne blade, der røg af, da jeg masede de store blomster-kugler ned midt i de hele, så jeg måtte tilføje en hel del grønt. Rent faktisk var jeg fuldstændig rystet, for jeg troede egentlig, at det kun ville blive lidt småtilføjelser af blade, når jeg tilføjede blomsterne. Men jeg måtte sætte uanede mængder af blade og grene ind på strategiske punkter for at skabe fylde. Jeg havde lavet SÅ mange blade af 3 forskellige punches, at jeg troede, jeg ville have lager til de næste mange år. Men jeg skal da lige love for, der skulle bruges mange for at få det ønskede resultat, så der blev ikke mange blade tilbage… og jeg brugte alle 20 hortensiaer!!!

Søjlerne fik lidt diskret “mos” påsat på de to små pletter, hvor malingen var gået af, og det så faktisk så godt ud, så jeg lavede lidt flere steder hist og pist på søjlerne. Alt i alt er jeg ovenud tilfreds med det færdige resultat, der tog mig 6 dage straight!

Jeg var vildt spændt på, hvad min mor ville sige til sin Morsdagsgave. Langt de fleste af de ting, jeg arbejder med til dukkehuset, er noget, vi har haft planlagt i årevis. Det har jeg også haft med hortensia-søjlerne, jeg har bare aldrig nævnt det for min mor, for jeg vidste, hun ville elske overraskelsen. Og dét gjorde hun også!!!

Morsdag 2016

Morsdag 2016 – glaskuppel: “Sommer”

Til Morsdag 2016 fik Mor denne glaskuppel, der er en del af en serie på fire, jeg vil lave til hende.

Jeg havde fået fat i tre glasglober hos Netto for stykke tid siden, og fandt med det samme ud af, at jeg ville lave de 4 årstider i haven. Desværre lykkedes det mig ikke at få fat i en fjerde, så jeg var til min store fortrydelse begyndt at overveje, hvilken årstid, der måtte ryge. Stor var derfor min glæde, da jeg fik en lidt større udgave med en nisse og lidt sne i af min niece i december. Den fik jeg ryddet, og så stod den på sommer!!!

Jeg kom pletvist grønt på den fine blomsterpotte og satte nogle blomster og lidt hængegrønt i. Så lavede jeg nogle “sten” af noget groft pap, som fik lidt gråt og grønt duppet på. Bunden af glasgloben blev smurt ind i lim, hvorefter jeg kom kaffegrums på, og så blev alting monteret. Jeg “plantede” nogle hortensiaer og satte “bed” af mos ind, som jeg satte nogle små stilke med blå kugler i, så det ligner små blomsterbed. Lidt hvide blomster helt bagerst, og så var den færdig! Selvfølgelig tog den noget tid at lave, men alle fimo-blomsterne havde jeg købt i potter, så det gjorde jo det hele lidt nemmere.

… også Morsdag 2016

Sort kat – Morsdagsgave anno 2016

Første kat til dukkehuset med pels på. Jeg synes oftest, korthårskatte i 1:12 kan se helt forkerte ud med for meget og for strittende pels. Derfor valgte jeg (også fordi det var vildt meget nemmere) at bruge pulver, der bare kunne pustes på. Da den var færdig, fik den en solid omgang lak, og da det var tørt, kom jeg lidt toning på i grå for at markere muskulaturen. Så skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle bruge til knurhår. Igennem årene er der flere gange røget et godt stykke tøj, fordi jeg lige manglede noget stof af den slags til det, jeg lige var igang med at lave til dukkehuset. Til min store morskab blev jeg endnu mere pågående denne gang, da det nu var mit eget hår, det gik ud over! Katten var en i plastik, jeg har haft liggende i mange år til netop dette projekt.