PROJEKT: Fimo P-Å 2019-07-29T17:58:29+00:00

PROJEKT:  FIMO  P-Å

Med fimo føler jeg mig ikke så meget dygtig som heldig, da jeg altid bare prøver mig frem. Jeg havde lavet lidt projekter før i tiden, men det var først, da jeg begyndte at studere SugarCharmshops videoer på YouTube, at jeg virkelig begyndte at rykke mig (og så fandt jeg sidenhen ud af, at hun søreme er dansker!). Jeg laver også altid en masse research og forlader mig ikke bare på hukommelsen mere – og er du gal, det gør en forskel! Mange skænker ikke research en tanke, men der er altså stor forskel på at smække nogle cirkler sammen og kalde det en kage, eller sørge for at have det rette værktøj, der kan give alle detaljerne, som man kan finde i sin research, og tilføje farvedetaljer med farvepigment og akrylmaling.  Men alt dette er jo intet, som andre ikke kan gøre. Og så er en god portion tålmodighed heller ikke af vejen… 😉

Jeg har indkøbt fimo og cernit over rigtig mange år, så jeg har næsten altid den farve, der lige mangler, selvom jeg da ind imellem bander groft, når jeg ikke kan ramme den rigtige farve og ender med adskillige store klumper af forkerte farver – og jeg hader spild! Til gengæld har jeg ved at studere SugarCharmShops videoer fundet ud af, at kalde det spildfarver er relativt, for alt kan bruges. Spildfarverne kan for eksempel bruges, når man skal have lavet en støbeform af en specifik facon. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. 😀

Piber

Mors 86-års fødselsdag gjorde, at jeg piber lidt… 😂 De “små” piber er her samlet – ikke alle blev brugt til projektet, men jeg ville være sikker på, jeg havde nok, når jeg skulle anbringe piberne på stativet. Alle piberne har jeg lavet med fimo.

Langpiben – et stort projekt med perfekt udgang 😀

Piberøret til min lange pibe: Jeg fandt en pæn tykkelse grillspyd, som jeg sleb i facon med min Proxxon slangehalsboremaskine. Jeg har en holder, som kan holde boremaskinen i den vinkel, jeg ønsker, mens jeg så holder træet op imod og laver det mønster, jeg ønsker. Det er ikke helt nemt, for det er fingrene og et godt øjemål, der holder hver drejet ring lige. Jeg valgte at male den med sort tush med et lag blank lak. Så tilføjede jeg detaljer af metalringe af aluminiumsfolie med limbagside.

Jeg tog rød, blå og sort sytråd og viklede det som et reb, hvorefter jeg gned det ind i lim, så det ikke viklede sig op igen. Det gav en flot detalje. Jeg forkortede piberøret i forhold til det oprindeligt drejede, for jeg kunne se, piben ellers ville blive for lang, når først mundstykket kom på. I toppen borede jeg et mega-tyndt hul med et bor, jeg drejede med fingrene for kontrol (hele dette pibe-projekt har givet mig diverse sår på fingrene, simpelthen p.g.a. friktionsslid).

Mundstykket er lavet af en af de indre ledninger i en gammel telefonledning. Jeg smeltede spidsen for at få lavet sugestykket. På grund af kobbertrådene indeni kunne jeg bøje den i den ønskede facon.

Selve pibe-hovedet lavede jeg i hvid fimo, men det endte med at se grimt ud, så det er malet mange gange med hvid akrylmaling og derefter tre lag blank lak, for at få det til at ligne porcelæn. Motivet af hjortehovedet med ranken omkring er tegnet med gel-tush. Jeg sad og øvede mig for at vænne fingrene til at tegne småt og prøvede at tegne med gel-tush på nogle færdigbagte forsøg, jeg havde liggende. Det er ikke nemt, for tushen er ikke glad for at tegne på lak, og den lille størrelse og runding gør det bestemt ikke nemmere. Det blev nemt tværet af, så jeg lod det tørre til næste dag, før jeg lakerede det.

Man skulle ikke tro det, men pibehovedet tog mig 5 timer at lave!!! Og det var oven i købet slet ikke færdigt, kun selve faconen var på plads. Både tegningen af hjortehovedet og monteringen gik meget bedre end forventet, så det var jo skønt. Jeg er vild med den færdige pibe. Alt er blevet præcist som planlagt, hvilket bestemt ikke altid er gældende med mine projekter, da mange ting undervejs begynder at forme sig selv – og så følger jeg bare med! 😄 Hvis materialerne ved bedre end jeg, skal jeg da ikke gøre mig for klog… 😂

Jeg tog låsen fra en halskæde og klippede låsemekanismen af, klemte den smalle sprække sammen, hvorefter jeg lukkede ringen sammen og sørgede for at gøre den rund. Herefter tog jeg og vred øskenen yderst forsigtigt i den position, jeg skulle bruge. Derefter var det blot at sætte sølvblomsten fast med en selvlavet lille øsken. Jeg er dog ikke helt tilfreds med metallåget på pibehovedet. Det sidder meget løst, så jeg er nødt til at holde det på plads med lidt gummi. Det passer mig ikke, da min plan var at magnetisere det, så det ville holde sig selv på plads. Det er også blevet svagt magnetisk, men slet ikke nok, da jeg ikke har nogen magnet hjemme, der er stærk nok. Æv. Men mon ikke jeg får løst det problem i fremtiden…? 😉

Merskumspibe med løvehoved

Jeg har altid været dybt fascineret af merskumspiber, der kan være så vildt kunstnerisk udført, at man slet ikke fatter, det er en pibe. Jeg har her lavet endnu en merskumspibe, denne gang et løvehoved. Fra visse vinkler kan den godt minde lidt om en kinesisk drage, men det er dæleme svært at lave detaljer i så lille en størrelse, hvor materialet oven købet prøver at bevæge sig væk fra en. Jeg elsker kattedyr (og drager!), så jeg er helt vild med denne pibe. 💕

Merskumspibe med oberst-buste

Jeg lavede en merskumspibe med en buste af en oberst med stort overskæg. Selve piben er lavet i fimo. Hjelmen er lavet af to små sølvblomster (den samme sølvblomst, som jeg også brugte til metallåget på langpiben), lidt sølvtråd, som jeg viklede hårdt op og en ørenringsdims til kuglen på toppen. Den var virkelig svær at lave, og jeg var tvunget til at bruge lup, hvilket er min første gang til fimo. Alligevel måtte jeg smide både lup og briller og sidde med næsen helt tæt på, for at få de sidste detaljer på plads. Jeg er vældig godt tilfreds med den, men pyh!
Jeg får nogle gange nogle spøjse idéer, og i dette tilfælde var det at kaste over mig at lave piber en masse til min kære fru moder. Hvor pokker jeg fik idéen fra, har jeg ingen anelse om, men på trods af, at jeg selv altid har været ikkeryger og min mor aldrig har røget pibe, har jeg til gengæld altid godt kunnet lide det håndværksmæssige i en smuk pibe. Mor fik både en langpibe samt et pibestativ med 6 piber på. Det er aldrig noget, vi har snakket om til dukkehuset, så det lykkedes mig at overraske hende. Hun elskede piberne, og da jeg om aftenen efter festen satte Bedstefar med langpiben, erklærede hun, at han da skulle have været med til festen! 😂

“Porcelænsur” i hollandsk stil

Jeg sad og rodede lidt rundt i min ur-skuffe og fandt et meget gammelt udprint af et porcelænsur med hollandske motiver, jeg havde glemt alt om, fra da jeg støvsugede internettet for flotte urskiver. Bag vort komfur har vi en “flisevæg” med hollandske fliser, så dette ur ville jo passe perfekt! Jeg lavede urskiven af en silikonedup (sådan en tingest til at sætte under noget for at skåne en overflade). Desværre har jeg endnu ikke fundet en metode til at skære den rent igennem, og den er sej at skære i. Derfor er den nederste runding blevet lidt utydelig, da jeg begyndte at “file” lidt for meget, da jeg løb tør for kræfter. Jeg kan dog stadig leve med det og prøvede at kompensere for det ved at lime den fast med en klar gummiagtig lim, der tørrer glasklart op. Uret skulle jo også have lidt dybde på, så jeg lavede en plade af fimo og lod den være en anelse større og lavede en blød kant op imod udprintet. Så fik det hele to lag blank lak for at give illusionen af porcelæn. Normalt ville jeg have lakeret det en gang eller to mere, men jeg har fremhævet motiverne en anelse med en gummiagtig lim, og hvis jeg lakerede mere, ville det bare se ud som om lakken ikke var strøget ordentlig på. Jeg er vældig begejstret for uret og det passer knaldgodt i dukkehusets køkken. 😃

Rokoko-lampe

Jeg sluttede som sædvanligt den sidste del af året af med stress, mens jeg kæmpede for at blive færdig med Mors julekalender og julegaver i 2018. Men det lykkedes! Da Mor havde fødselsdag den 15. januar 2019, havde jeg også travlt med at komme hjem til mig selv igen efter nytår, da jeg skulle i gang med hendes fødselsdagsgave, men idet jeg havde været Mor-sitter det meste af december, var det ikke just med dårligt samvittighed, jeg forlod hende, selvom Mor var lidt utilfreds over det. 😉 Denne rokoko-lampe blev endnu flottere, end jeg havde forestillet mig. Jeg vil faktisk mene, at det nok er både det sværeste og det flotteste, jeg nogensinde har lavet. Lampefiguren har jeg lavet i cernit, så jeg er umådelig stolt over at have været i stand til at frembringe porcelænslooket. Det blev så også den sidste store gave, jeg nåede at lave til Lillemor. 😪

 

Lampeskærmen og selve lampedelen blev skabt fra bunden af.

Porcelænsfiguren til lampen

Jeg havde aldrig forestillet mig, at lampeskærmen alene ville tage så lang tid, så jeg havde travlt med at blive færdig med resten af projektet, der faktisk skulle have været endnu større. Det var oprindeligt meningen, at jeg ville have lavet de to forskellige sengebordslamper, min mor havde i sit soveværelse. Men allerede efter at have arbejdet med lampeskærmen i to dage opgav jeg den idé, da jeg fandt ud af, hvor tidsrøvende et projekt det var. Jeg kunne ikke vælge mellem lamperne, da jeg burde lave hendes (som ikke var særlig egnet til dette) og den anden, som jeg ikke var sikker på sagde hende så meget. Derfor besluttede jeg mig for at lave min egen version.
Det var vanvittigt småt, så det var vildt svært at arbejde med – og alligevel var jeg bekymret for, om figurerne ville ende med at blive for store. Jeg plejer at have en god fornemmelse for størrelse, når jeg arbejder med miniature, men jeg var ret meget på Herrens mark, for jeg anede dårligt nok, hvordan jeg ville have lampen til at se ud, da jeg startede, så jeg lavede simpelthen figurerne så småt, som jeg kunne. For en gangs skyld var jeg tvunget til at sidde og arbejde under lup, da jeg overhovedet ikke kunne se detaljerne ordentligt uden (og kameraet gengiver dem heller ikke ordentligt). Billederne her er faktisk også fotograferet gennem luppen. Jeg ved godt, de ser spøjse ud, men det er, fordi jeg var nødt til at bygge dem op i små bidder ad gangen. Det var hamrendes svært og gik derfor enormt langsomt, og det hjalp heller ikke, at jeg var nødt til at forbage for hver lille tilføjelse. Jeg begyndte at overveje, om jeg på grund af tidsmangel skulle nøjes med kvinden på bænken, men jeg fortsatte med at arbejde på manden, hver gang jeg alligevel var nødt til at vente, mens kvinden blev forbagt.

Jeg havde smurt indersiden af mandens jakkeskørter med flydende fimo for at understøtte dem (den nederste pyntekant er for at skjule, at der knækkede et stykke af), men vidste af erfaring at det bliver endnu mere flydende, når det bliver varmt, så det ville ende med at snaske det hele til. Derfor måtte han have bunden i vejret, men hvordan hulen skulle jeg så bage ham? Min løsning blev en silikoneform, jeg adskilte og forsigtigt satte hans hoved fast i. Det fungerede perfekt! Man ser jo desværre ikke smådetaljerne, når lampen står på bordet i soveværelset, men manden har en fin hestehale med en stor flot sløjfe i. Det var jo rokoko-tiden. 😉 Han fik også lyserøde hosebånd på med en lille lyseblå dusk i.

Til min store fortrydelse blev de to blå farver meget mørkere, når de blev bagt. Jeg ved ikke, om det er, fordi det var cernit i stedet for det sædvanlige fimo, men under alle omstændigheder havde jeg aldrig før brugt af de to blå. I billedpanelet kan man i midten se på det lyseblå skørt det friskt påsatte på venstre side og det forbagte på højre. ! @#*#@! S’gu’!!! Jeg var bekymret for, om jeg ville være i stand til at få farverne til at ligne porcelæn, men at skulle gå fra mørk til lys… Argh!

Mandens lyseblå jakke clashede med kvindens skørt, så min løsning blev en lyserød sløjfe med båndet faldende nedad siderne på hendes kjole. Sløjfen var faktisk rigtig sød, dog blev den desværre sidenhen helt skjult af ærmerne. Men på dette tidspunkt havde jeg stadig ingen idé om, hvordan jeg ville sætte armene.

Bunden til rokokolampen lavede jeg med samme stukform, som jeg også brugte til ryglænet af bænken, men denne gang skar jeg endnu mere detaljeret til. Det skal så siges, at idet borden skulle runde over kanten, måtte jeg mosle godt rundt med den, så mange detaljer gik tabt undervejs – og nye opfundet. Jeg endte til sidst med at udskifte hele fronten på bunden, mens jeg irettesatte mig selv: når man laver noget nyt og svært med fine detaljer, så prøver man sig ikke frem på forsiden! På lampesøjlens top anbragte jeg nogle af stukresterne, jeg havde skåret fra bundens kanter. Jeg havde mit hyr med at få stangen til at blive stående, så til sidst fik den lidt bevoksning ved bunden som støtte. Og det voksede altså! Så lige pludselig var der grene, der klatrede opad søjlen. Ih, hvor bliver jeg tit overrasket over, hvor et projekt fører mig hen…!
Kvinden blev endelig færdig og sidder og klapper i sine små hænder (det samme gjorde jeg 😄). Den sidste tilføjelse blev armene, hvor hun fik blå vide ærmer med et indre flæseærme. Ved siden af bænken lavede jeg en lille søjle, der støtter mandens ben. Jeg trillede en stang lidt tykkere end ønsket og trykkede nåle ned i, hvorefter jeg trillede stangen lidt mere, så nålene blev trykket mere jævnt ned. Den færdigbagte søjle fik fjernet nålene og blev slebet med en nyerhvervelse, en finkornet svamp til at slibe med i forbindelse med vand.
Jeg havde hele vejen igennem svært ved at beslutte mig for, hvordan hænderne på begge figurer skulle sidde. Til slut besluttede jeg mig så for, at de ikke skulle have fysisk kontakt i forsøg på at undgå, at delene knækkede undervejs. Derfor endte manden pludselig med at stå og spille lut for kvinden. Han fik også vide ærmer og store flæseærmer indeni.
Min lille Efcolor-ovn varmede af en eller anden grund ikke så meget som normalt, hvilket gav mange skader, der skulle repareres. Så derfor rundede jeg figuren af med en tur i min rigtige ovn, så jeg var helt sikker på, alt var færdigbagt. Jeg afrundede det hele med en let gråbrunlig tone til hår, lut, sko og ranker.
Cernit-udgaven, kun med hår og småting malet. Meget plastik-look.
Jeg havde længe overvejet, hvordan jeg teknisk kunne frembringe det porcelænslook, jeg ønskede. Jeg søgte vidt og bredt på internettet, men kunne ikke finde nogen, der havde prøvet at frembringe den samme effekt. Nå. Så måtte jeg jo selv finde på noget…! Jeg vidste, jeg ville bruge akrylmaling, så spørgsmålet var hvordan. Jeg lavede nogle cernit-plader i de forskellige farver med strukturer på, så jeg kunne eksperimentere med, hvordan de ville reagere på akrylmalingen. De fleste porcelænsfigurer har et lidt “flydende” look, så derfor ønskede jeg ingen penselstrøg. Jeg fandt en lille sprayflaske frem og lavede en blanding af akrylmaling og vand. Så sprayede jeg grundigt og skyndte mig med straks at rense spraydysen omhyggeligt. Det tørrede næsten med det samme, så jeg havde travlt. Herefter gennemgik jeg omhyggeligt (og længe) figuren med en lille tynd pensel for at opsuge den maling, der samlede sig for kraftigt uhensigtsmæssige steder. Efterhånden som malingen overgav sig til tyngdekraften, måtte jeg flere gange over de samme steder. Så tørrede jeg den forsigtigt med min varmepistol. Dette gjorde jeg tre gange, før jeg endte med det look, jeg ønskede. Jeg endte med at pakke hele min køkkenvask ind i køkkenrulle, som jeg lod stritte godt opad. Ellers skulle jeg have skrubbet vasken og omgivelserne mellem hver omgang. Det sviner!
Porcelænificeret! Første billede viser efter tre lag akrylmaling, det andet efter tilføjelse af tre lag lak.
3 lag lak blev det til, før jeg var tilfreds med det endelige look. Jeg glemte at justere lampesøjlen undervejs i hele processen – ups! Da jeg prøvemonterede fatning og lampeskærm, kunne jeg nemlig godt se, at det sad alt for højt oppe. I den størrelse betyder nogle få milimeter ret meget. Så jeg måtte med ekstrem forsigtighed til at forkorte søjlen, da hele figuren var helt færdig. Nervepirrende… men det lykkedes gudskelov! Den færdige lampe blev 6 centimeter høj. Resultatet taler for sig selv… 🥰

Skinkekød i tern og fars

En tallerken med skinkestykker i tern samt min barndoms Tekno kødhakker, der er blevet fyldt med skinketern og har gang i en god produktion af fars. Jeg har også fået lavet nogle få karbonader, bare for en god ordens skyld. 😉 Jeg er utrolig begejstret for dette projekt, da kødhakkeren i min barndom er blevet udsat for diverse omgange, hvor jeg har brugt modellervoks til at lave fars med, så det er ganske fantastisk at have en “rigtig” udgave med det i dukkehuset. Og ja, det er med vilje, der ligger et lille stykke fars ved siden af skålen. 😜 Det er den slags små detaljer, der gør, at arrangementerne får liv i dukkehuset. Jeg fik også ret hurtigt lov til at sætte det op i dukkehuset, og Mor nød i dén grad at studere alt det, der skete i køkkenet.  🙂

Hvert lille stykke kød er blevet tilføjet struktur på alle sider. For at få et naturligt look tilføjede jeg små detaljer med fedt, sener og lidt mørke “blodpletter” med tyk flydende fimo. Jeg afsluttede alt kød og fars ved at lave en tynd udgave af den mørke fimo og forsigtigt stryge på det hele.

Min Polymer Clay Extruder er jeg utrolig glad for og har brugt til rigtig mange af mine projekter efterhånden.
Dette mærkelige sølvpapirsarrangement kommer sig af, at jeg ikke var i tvivl om, at både kødkværnen, metalskålen og metaltallerkenen kunne tåle varmen i ovnen, men jeg turde ikke risikere malingen på det, især på den gamle Tekno kødkværn. På dette stadie har jeg allerede fjernet tallerkenen.
Ved kødkværn og skål forbagte jeg toppen i fem minutter, så jeg ikke kunne komme til at ødelægge noget ved at bøvle med det hele. Da farsen var lavet, blev det bagt fem minutter mere, hvorefter jeg fjernede kødkværnen og mit “stativ” af sølvpapir holdt fimoen i position under resten af bagningen.
Farsen gav mig lidt hovedbrud, men jeg endte med at forbage lidt fedt (hvid fimo) og lidt blodigt kød (rødlilla og masser af translucent fimo) i fem minutter, hvorefter jeg finthakkede det og blandede i “kødet”. Man kan enten mixe sin faste fimo med det flydende fimo for at få en anden farve, eller man kan blande farvepigment i (som man får ved at skrabe farvekridt. Staedtler virker efter min erfaring bedst).

Skål

Jeg har prøvet at lave min egen støbeform, så jeg kunne lave min egen lange urtepotte/skål i fimo. Jeg lavede en form af den ene side, så jeg efter støbning skulle sætte siderne sammen.

Det hele kom sig af, at jeg skulle bruge en smal urtepotte, men den smukke i porcelæn var lidt for dyb. Derfor fik jeg idéen at støbe en selv, og så slibe midten ned, inden jeg sammenføjede delene. Efter en masse slibning, hvor jeg til sidst måtte fjerne håndtagene og de midterste fødder, fordi de blev slebet meget tynde, samlede jeg endelig delene med flydende fimo og kittede huller og ujævnheder ud og satte nye håndtag og fødder på. Så blev den bagt og så rigtig fin ud. Til min meget store fortrydelse er den dog præcis lige så bred som originalen!

Slik

Marcipansnitter med nougat

En juletradition fra gamle dage i Ribe: marcipansnitter med nougat, altid Mors yndlings

Marcipansnitter med nougat – de ser enkle nok ud, men er du gal, det småfnidder tog lang tid! Og det tog mig en evighed at få blandet den rette farve til marcipanen (det var godt, jeg havde andre planer, hvor jeg skulle bruge “marcipan”, for jeg blev ved med at tilføje farver, til jeg endte med en pænt stor klump fimo ). Men da jeg først satte farverne op mod hinanden og blev lækkersulten, var jeg klar over, jeg havde ramt rigtigt. 😄 Desværre slog mit perfektionist-gen til, så selvfølgelig var jeg nødt til at få lavet struktur i også… “suk!” Men det er nu rart, når projekterne hænger lidt sammen, for den nougat-farvede fimo var allerede blandet fra valnødde-/nougat-lagkage-projektet.
Det er et fast ritual, at Mor skal have sine marcipansnitter til jul, så naturligvis skulle hun også have dem i størrelse 1:12.

Jeg havde forskåret alt inden bagning. Da jeg gik i gang med at skære dem fri, gik det pludselig op for mig, at det egentlig ville være en dum idé ikke at udnytte selve “fabrikations”-delen i dukkehuset. Så jeg lavede en klump “marcipan” og en blok nougat, så man kan se, hvad det er lavet af. Små bitte stykker, jeg havde skåret af, når jeg kom til at skære marcipansnitterne lidt skæve, blev lagt i en lille stak med fraskåret, mens de pæne er ved at blive til en lille bunke. Jeg skrabede noget farvepulver af en hvid farvekridt, som jeg har brugt som flormelis.
Skærebrættet er lavet af noget træ fra en gammel cigarkasse. Jeg ville gerne fremhæve træets flotte farve, så jeg gned det ind i noget læbepomade (det var lige ved hånden 😉 ). Desuden lavede jeg en del ridser i brættet, så det ser brugt ud.
Kniven har jeg også lavet selv. Igen noget træ fra en cigarkasse, som jeg sleb i facon (hvor mine fingre var gevaldigt i vejen!) og skar en lille rids ned i, hvor en del af knivsbladet blev stukket ind i med lidt lim. Knivsbladet selv er klippet ud af en øldåse, hvorefter jeg har slebet skær på kanten af bladet. Så blev den afrundet af et par påtegnede nitter på begge sider, efter jeg havde lakeret skaftet et par gange.
Jeg synes, det ser meget naturtro ud, og jeg er ovenud tilfreds med slutresultatet. 😀

 

Chokoladefrøer i æske

Her har jeg fået lavet en lille chokoladefrø i fimo, hvorefter jeg lavede en støbeform af den, da Mor naturligvis skulle have en æske med flere chokoladefrøer.
Jeg havde ellers allerede lavet en meget sød lille chokoladefrø, men desværre så blev den klemt i min lille Efcolor Stove, da jeg skulle til at bage den (låget er meget lavt). Derfor måtte jeg til at igang igen. Selvom jeg syntes, den anden var meget lille, lykkedes det mig faktisk at få gjort den nye 2mm mindre! Denne ene har taget lang tid at lave og var temmelig kompliceret, og sandsynligheden for, at jeg vil være i stand til at lave flere helt identiske, er lig nul. Derfor laver jeg en form, så jeg kan få lavet det antal identiske chokoladefrøer, jeg skal bruge. 🙂 Æsken til chokoladefrøerne var mere besværlig at lave end selve frøerne! 😒
Jeg prøvede som sædvanlig at lave research, men chokoladeæsker anno 1900 står åbenbart ikke i høj kurs på nettet, så jeg måtte opfinde min egen. 😉 Men jeg ville jo ikke gemme de fine frøer væk med et massivt låg, altså måtte der klar folie i.
Jeg vidste, at Galle & Jessen opfandt chokoladefrøen i massiv mørk chokolade i 1902, så jeg prøvede at finde deres ældst udseende logo. Herefter satte jeg gul baggrund på, da de ofte har brugt den farve igennem tiderne. Jeg er vild med resultatet. 😀

Jeg har lagt en masse billeder ind for dem, der eventuelt måtte være interesserede i konstruktionen af kassen, som jeg lavede i tyndt pap, da papir ikke var tykt nok. Da jeg godt var klar over, at tykkelsen ville give problemer både ved foldning og samling, forridsede jeg bukkekanterne og foldede dem først den forkerte vej, inden jeg forsigtigt bukkede dem på plads. Flapperne, der skulle limes, grattede jeg ned til halv tykkelse, både for at de bedre ville kunne limes, men også for udseendets skyld.
Jeg lader billederne tale for sig selv. 😉

Småkager – vanillekranse og kransekagetoppe

Jeg lavede vanillekranse ved at bruge en teknik, jeg har set til at lave led til smykker. Jeg lavede en lang tynd “snor” af fimo og viklede den omkring en tandstikker. Derefter førte jeg en kniv i en lige linie ned igennem det hele. Herved får man en masse små C’er, som jeg samlede og lavede struktur i med tandstikkeren ved at tegne en streg igennem. Meget enkelt, men det tager lang tid.

Selve kransekagetoppene var rimelig ligetil at lave, men for hulen, alle de cocktailbær, jeg skulle sidde og trille!!! Efter kagerne var blevet pudret med lidt farve, blev de bagt. Så lakerede jeg dem med mat lak, limede cocktailbærrene på og gav dem blank lak. Til sidst afrundede jeg dem med chokolade på bunden, lavet med akrylmaling.

Soveværelsets spejl

Så fik jeg endelig lavet soveværelsets spejl. 💕 Jeg troede, det ville blive et lille hurtigt projekt, men nej. Og så voksede det sig oveni købet større af sig selv. Det er sammensat af 4 forskellige stuk, hvor den sidste tilføjelse bevirkede, at projektet pludselig voksede sig til noget helt andet end oprindeligt planlagt. Jeg har nogle små bitte runde spejle, som jeg ville prøve at sætte på som små hylder. Men jeg syntes, jeg manglede noget, de kunne hvile på. Derfor fandt jeg en form frem til en lampe, hvor jeg prøvede at lave den uden selve lampedelen. Og så lagde jeg pludselig mærke til, at toppen lignede en lysestage. Dette fik hjernevindingerne voldsomt igang og hele projektet ændrede design. Det mest fantastiske ved det er, at jeg har spekuleret i, hvordan jeg skulle få mere lys over i det hjørne, hvor spejlet skulle hænge. Og lige pludselig gav det helt sig selv. Samtidig er jeg vildt forelsket i det nye design, så alting faldt bare i hak. For god ordens skyld lavede jeg også lige nogle lysmanchetter. Da spejlet var færdigopbygget, kunne jeg se, at jeg godt kunne slippe afsted med også at tilføje to små spejlhylder, så lidt af mit oprindelige design kom da alligevel med. 😁

Mere info om spejlet følger…

Stuk til soveværelsets seng

Rosenstuk

Den er ved at være mange år gammel efterhånden, men denne rosenstuk lavede jeg i fimo som et af mine første fimo-projekter, før jeg overhovedet vidste, at man kunne få stuk i miniature. Jeg lavede den specifikt til denne Bodo Hennig-lampe, der var den første, vi købte til dukkehuset. Den passer i som en puslespilsbrik med en lille smule overlap af rosenblade, så den er perfekt integreret i stukken. Ikke dårligt af et begynder-projekt…

 

 

Stuk til soveværelsets seng

Jeg havde købt nogle fine støbeforme på nettet, uden dog at have nogle specifikke planer med dem, de var bare smukke. Jeg lavede stukken i fimo og tog dem ud af formen, mens de var fugtige, hvorefter jeg formede dem efter sengestolpen. Men da sengen jo ikke lige har så godt af at komme i ovnen, skar jeg et stykke træ i facon med samme formål. Man venter jo normalt med at tage det ud af formen, til det er bagt, men så ville jeg ikke have mulighed for at bukke dem på midten, så det blev kun den, der skulle sidde på gavlen, jeg kunne gøre det med. Men ih, guder, et bøvl!!!! Der er så fine detaljer og tynde “tråde” i, så det var lige ved at drive mig til vanvid! Jeg kunne have lavet det fint i én ende, men når jeg nåede ned til den anden ende, var fimoen begyndt at tørre i “trådene”, der så gik fra hinanden (jeg lærte sidenhen at blande godt med flydende fimo i, hvorved det var meget nemmere at arbejde med og ikke tørrede så hurtigt). Især den “flade” til gavlen var simpelthen vildt vanskelig og meget tynd. Jeg var ved at opgive mange gange undervejs, og var lige ved at tro, det ikke kunne lade sig gøre i fimo. Men efter en laaang kamp, blev den endelig færdig, og jeg skal godt nok love for, den kom i ovnen i en fart!

Syltning

Jeg er igang med at sylte og lave marmelader til dukkehuset – i stor stil. Derfor har jeg lavet støbeforme af diverse syltetøjsglas og patentglas, men har yderligere også fået fat i små rigtige glas i to forskellige størrelser til projektet. For at lave alle disse glas (og jeg er overhovedet ikke færdig endnu!), skulle jeg naturligvis også bruge både grønsager og bær – så jeg har masseproduceret!

Indtil videre er det blevet til pickles, græskar, drueagurker og rødbeder i glas og sennepspickles, som jeg selv har støbt. Desuden har jeg støbt diverse marmelader.

Jeg har lavet hylder, der går hele vejen rundt ved loftet af bryggerset, så alle disse glas pynter gevaldigt!

Sennepspickles

Så har jeg prøvet at lave sennepspickles med flydende fimo med yderst varierende resultater. Ét glas fra anden støbning er jeg yderst tilfreds med. Første støbning… tjaeh. 😒 Dér lykkedes det mig for første gang at brænde fimo på. 😱 Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg lod det stå i ovnen for længe, om det er, fordi det er flydende fimo, eller om det er, fordi jeg anbragte formen (med ret tynd bund) direkte på min Efcolor Stove’s (ovn) bund. Nok mest det sidste.

Nå, men jeg fandt så til gengæld også ud af, at begge forme havde støbefejl. Det ene glas må have udviklet små luftbobler ved siden, da jeg pressede det ned i, hvilket jeg ikke har oplevet før og gør, at der er tre små grater, der stikker ud. Det andet har en lille diskret “bølge” ved halsen, hvilket sikkert er min skyld ved at bøvle for meget med glasset, da jeg støbte det. Jeg fik dog stadig noget fornuftigt ud af dem. Støbemassen er en to-komponent silikonemasse, som  man hurtigt ælter sammen, hvorefter man skulle have 3-4 minutter til at arbejde med det. Men det går lynhurtigt, så man skal bestemt ikke sidde at trille tommelfingre undervejs!
Men jeg skal da love for, at det er et lærerigt projekt…
Første forsøg
Jeg lagde alle grønsagerne op imod siden, men de søgte naturligvis mod bunden. Almindelig fysik… Og ups…! Brændt bund. 😱
Andet forsøg
Her hældte jeg lidt flydende fimo i bunden og anbragte en samme farve pølse af fimo i midten af glasset for at holde grønsagerne ude ved glassets kant. Tro mig, når man har siddet og trillet ærter i timevis uden at få ret meget ud af det, så kan man godt finde ud af at spare!
Jeg sørgede for at smøre formens sider med den flydende fimo først, så grønsagerne ser ud, som om de ligger i væsken. Jeg havde dog mit hyr med pølsen i midten, for den skøjtede rundt i den flydende fimo. Måske ville det hjælpe at bage den først… Nå, men det er fimo-“pølsen”, der møflede rundt i det andet glas, der er skyld i, at grønsagerne ikke ligger ordentligt op imod siden.
Patentlåg og “glas”-kant
Her skulle jeg bruge en “gummipakning” sammen med et låg. Jeg havde først planlagt at lave gummipakningerne af plastik-faneblade, men jeg tror, de vil være svære at klippe i det materiale. Så fik jeg pludselig øje på mit lasede gamle frimærkehæfte, der øjeblikket efter måtte lade livet. 🤣 Helt perfekt materiale og skøn at klippe i. Jeg holder min egen pakningsversion og originalen står ved siden af.
Et lille forsøg… 😉
Jeg købte på et tidspunkt en lim hos Lidl (Flash Bonder Special-lim), som jeg brugte, da jeg lavede et termometer i 1:12 og var ret begejstret for, både med konsistens og udseende, da den tørrer krystalklart og gummiagtig op. For at få et naturligt udseende på mine glas med sennepspickles, ville jeg gerne have en “glas”-kant i toppen, hvilket fik mig til at tænke på denne lim. Det så storartet ud, så jeg besluttede mig for at prøve at gå skridtet videre og også lave låget med limen. Derfor anbragte jeg mine hjemmelavede “gummipakninger” på mine fine, nye “glas”-kanter og lavede også lågene med limen. På  billedet er limen stadig frisk, så nogle af lågene ser lidt “urolige” ud, da jeg har brugt spidsen af limen til at trække dem i facon. Når limen stivner så meget, at den ikke mere er klæbrig, kan man presse lidt på låget for at rette på faconen.
Alle glassenes støbefejl blev korrigeret med et skarpt barberblad og den brændte udgave blev lidt lavere. I stedet for at prøve at skjule forskellen, besluttede jeg mig for at understrege den ved at lave låget mere massivt end resten med en fordybning i midten. Yderligere fik dette glas en pakning, der adskilte sig fra de andre ved at være smallere. Så de kunne alle bruges. Juhu!
Herefter blev de lakeret og fik en bøjle monteret, som jeg lavede af en strimmel øldåse.

Pickles

Man kan komme lidt af hvert i pickles, så derfor skulle der jo laves en bred vifte af grønsager – og det tog tid! Nogle var sjovere end andre, nogle mere udfordrende. Jeg endte med at komme gulerødder, ærter, bønner, cherrytomater, drueagurker og blomkålsbuketter i og tilføjede lyse og mørke birkes, jeg først havde lakeret og ladet grundigt tørre. Det gav en rigtig god effekt, og jeg synes, de blev rigtig flotte. 🙂

Græskar

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bruge Solid Water, som er en to-komponent resin (og som jeg stadig er lidt nervøs for at bruge, da man skal være meget omhyggelig med det og jeg kører lidt efter tilfældighedernes princip), men kom i tanker om, at jeg stadig havde en pæn sjat Scenic Water stående, der smeltes i vandbad og stivner som gelélys. Jeg har aldrig tilgivet Scenic Water for at ødelægge et af mine yndlingsprojekter, da det efter færdiggørelsen blev ved med at “arbejde” og yderligere gik i kemisk reaktion med omgivelserne, hvilket ødelagde dem. Men ved dette sylteprojekt tænkte jeg, at det da ikke burde kunne gå galt, og så kunne jeg få brugt resten af dette dyre produkt. Hvis det “voksede” i dimension, som det blandt andet gjorde ved min stakkels pumpe ved guldfiskedam, så kunne jeg jo bare kompensere ved at komme lidt mindre i. Men da jeg færdiggjorde det sidste glas, begyndte jeg alligevel at få nervøse trækninger, for jeg kom birkes i (lakerede for at forsegle dem) og blev så bekymret for, om det forbistrede Scenic Water ville ende med at få dem til at svulme op. Da jeg besluttede mig for at bruge dette produkt, tænkte jeg kun på, at det ikke ville kunne ødelægge fimoen… det håber jeg da i hvert fald ikke. Åh, altså, jeg hader Scenic Water! 😫

Nå, nu må vi jo se, hvordan det kommer til at gå. Gjort er gjort, og medmindre det ødelægger fimoen, kan jeg måske smelte det igen og få mine dyrebare grønsager ud af det igen. De klarede i hvert fald det første halve år uden problemer. 🙂

Jeg brugte en tandstikker til at komme én dråbe i ad gangen. Scenic Water vil meget gerne danne luftbobler,  der forhindrer, at man kan fylde mere i. Jeg startede hver gang med at forvarme glasset, så væsken med det samme fyldte bunden. Men det begynder at stivne ret hurtigt, så luftboblerne dannes. De er dog nemme at få øje på, når man kommer glasset i det varme vand (der må ikke komme vand ned i), hvilket skal gøres rigtig mange gange for hvert glas, hvor jeg, efter et stykke tid i vand, dunker glasset i bordet for at få luftboblerne til at komme mod toppen. Jeg kunne ikke få hul på luftboblerne med en tandstikker, men hjørnet af et stykke køkkenrulle virkede fint. Det varme vand måtte skiftes mellem hvert glas, da det ellers ikke var varmt nok.

Scenic Water i vandbad. Da jeg lavede rødbederne, opfandt jeg en bedre teknik.

Glassene mangler lidt birkes, men er ellers klar til Scenic Water – endelig!!!

Så blev jeg færdig med at sylte pickles, drueagurker og græskar. 😉

Drueagurkerne fik en gummiring monteret, så flaskerne fik lidt ekstra højde på og det ikke kommer til at se for ens ud. På billedet havde jeg også sat en gummiring på de store flasker, men dem pillede jeg af igen, da flaskerne kom til at syne for høje og tynde.
Hver slags fik sin egen type stof. Etiketterne fandt jeg på Pinterest, hvor jeg måtte tage et skærmbillede og bagefter billedbehandle det, da siden, det stammede fra, ikke fandtes mere. Jeg printede dem ud og lagde dem dobbelt. Da de var tørret, klippede jeg hjørnerne til og lavede hul med en nål, hvorefter jeg håndskrev teksten på dem, inden jeg klippede dem fra hinanden. Efter at have sat snor på et glas, sørgede jeg for at smøre den nederste snor ind i lim og spidse den til samt give knuden en smule lim, så knuderne ikke gik op igen. Når snoren var tørret, klippede jeg den skråt, hvorved jeg fik en “synål” til at føre igennem hullet på mærket. Efter at have bundet en knude ved mærket, fik den også en smule lim og begge snore blev trukket nedad og holdt på plads, mens limen tørrede. Etiketterne blev snippet lidt kortere, og hele halløjet blev afrundet med, at jeg klippede snorene til. Og så var de endelig helt færdige! 😍😍😍

Rødbeder

Rødbederne, før jeg havde fundet ud af, hvordan jeg ville lave patentlåg og -lukning til dem.
Jeg havde lavet en masse flotte rødbede-stænger i fimo, som burde være nemme at skære, men som smuldrede totalt. Jeg bagte dem først i en halv time, men jeg har en mistanke om, at ovnen ikke var varm nok, for da de kom ud, var de enormt bøjelige og sprøde. Derfor kom jeg dem atter i ovnen i mindst 20 minutter mere, hvorefter de virkede fine. Men da jeg begyndte at skære dem, smuldrede de og sprang i småstykker for hver skive, jeg prøvede at skære. Variationer af skæreteknikker og knive ændrede ikke på resultatet. Min teori er, at jeg har fået bagt stængerne så længe, at de er blevet for tørre og hårde til at skære, i hvert fald i tynde skiver. Der lå en masse tid, kræfter og fimo i dem, og de var rigtig fine med masser af forløb, så jeg ville være meget ked af, hvis de alle endte som borscht. 😪  Jeg var ved at være godt modløs, for alle jeg kontaktede, som havde noget viden om fimo, sagde at mine stænger var lige til at smide ud. Men mit problem blev gudskelov løst! 🤩 En bekendt fra Facebook, Lise Vølund, foreslog, at jeg lagde mine stænger 3 minutter i ovnen og prøvede at skære dem igen – og det lykkedes!!! 😁😁 Lige så snart en stang begyndte at køle ned, begyndte den dog at blive besværlig igen. Men ved at holde en rotation igang med stængerne mellem ovn og skærebræt, lykkedes det mig at få alle skåret. Juhu! 😍 Så jeg var svineheldig, for stængerne var faktisk ødelagt. Man kan sige, at de for en kort bemærkning blev holdt i live ved kunstigt åndedræt. 😄
Jeg havde taget lidt af mit Scenic Water og blandet farve i, så farvepigmenterne kunne blive ordentlig opløst. Det var første gang, jeg prøvede at farve det, men det blev helt perfekt. Det var dog stadig et hulens bøvl at få ned i de små glas sammen med rødbederne, uden at der kom tonsvis af luftbobler i. Jeg fandt så en ny anvendelse for min Efcolor Stove, da jeg i stedet for vandbad, der hele tiden skulle skiftes, lod min Scenic Water stå (på metallet fra et fyrfadslys) på ovnens overflade. Ligeledes havde jeg hele tiden to små flasker kørende i rotation, så jeg arbejdede på den ene, mens den anden stod på ovnen for at lade boblerne komme op til overfladen. Det var sejt arbejde, men jeg er bare så lykkelig for, at det i det hele taget lykkedes og mine rødbeder overlevede! 😍😍😍
Jeg havde tidligere brugt en tandstikker til at dryppe én dråbe i ad gangen, men jeg syntes, jeg ingen vegne kom. Derfor brugte jeg en lille flaske med nål, hvor jeg sugede væsken op i fra gang til gang, så det holdt sig varmt og flydende. Men det stivnede rigtig hurtigt, så jeg min idé med at opvarme flaskerne hjalp gevaldigt. På trods af det samlede der sig mange bobler, så det var hele tiden en kamp at få dem pæne.
Problemet lå i den hurtigt stivnende væske. Vandbadet skulle udskiftes mellem hver lille flaske, da det ellers ikke var varmt nok – det var et bøvl. Jeg havde prøvet at putte grønsagerne ned først og hælde væsken i, hvor væsken lagde sig omkring dem, men dannede store luftbobler imellem. Jeg havde prøvet at hælde væsken i i flere omgange og putte grønsagerne ned i, men så opstod der tonsvis af mikrobobler (dette med kanyle). Rødbederne var faktisk værre end de andre grønsager med at danne luftbobler omkring sig, men det hjalp gevaldigt med min løsning med at sætte dem på min Efcolor Stove, så væsken blev varmet op i flasken og luftboblerne søgte opad. Det er en tricky væske at arbejde med, fordi det stivner så hurtigt, og det er jo ikke fordi man har det store albuerum i de små flasker. Men nu har jeg i hvert fald gjort et godt indhug i mit dyre Scenic Water, som jeg aldrig køber igen (det ødelagde min pumpe med guldfiskedam). 😉

Patentglas-lukning
Glassene til rødbederne var nogle små bitte rigtige glas med korkprop. Proppen kunne jeg ikke bruge til projektet (men bare rolig, selvfølgelig er de blevet gemt til fremtidige projekter! 😁). Jeg fyldte glasset til randen med Scenic Water og efter det var helt tørt, limede jeg min “gummipakning” på og med min Flash Bonder-lim (som jeg simpelthen ikke kan opdrive mere af! 😒) lavede jeg låget. Så kom vi til den svære del…
At lave patentglas-lukningen er vanskeligt og drillesygt, men det kan lade sig gøre.
1.  “Låsen” formes.
2.  Den færdige “lås”
3.  Metaltråd vikles to gange løst om halsen. Herefter hægtes låsens ene krog omkring de to tråde, sættes i rette vinkel og klemmes sammen. Dog ikke så hårdt, at trådene ikke kan køre igennem hullet.
4.  Den anden krog sættes omkring de to tråde og klemmes let sammen. Vær ikke bekymret for, at låsen mister lidt af sin facon.
5.  Låsen skubbes i rette position. Den kan være ret “levende”, så en fast finger på toppen hjælper gevaldigt resten af vejen.
6.  Forsigtigt trækkes metaltråden stramt til og klippes af, hvor de “mødes”. En pincet eller smal tang bruges til at skubbe tråden helt på plads. Krogene på låsen klemmes helt sammen, men vær ikke brutal, så knækker tråden bare.
7.  Den færdige patentglas-lukning.
Ta-daaah! 😍😍😍
Stadig masser at lave af glas, men jeg kylede de færdige op, så Mor havde noget spændende at kigge på. 🙂

Jeg lavede en lille æske med de forskellige sylteglas, jeg havde lavet, så Mor kunne sidde og nærstudere dem.

Urtepotte

Jeg havde prøvet selv at støbe en urtepotte til mit efeu på søjlebord-projekt, men den endte med at blive for bred, og derfor valgte jeg en anden fremgangsmåde. Så jeg lavede selv en urtepotte i fimo, der præcis passer til den lille hylde, jeg skulle have lavet en plante til. Hylden er temmelig smal og går rundt om en søjle, så det var meget begrænset, hvad jeg havde af plads at gøre med. Det er så også første gang, jeg prøvede at arbejde med metalpulver, som jeg børstede på fimoen, før den blev bagt. Jeg er såmænd godt tilfreds med resultatet (selvom jeg fortryder kanten), og de små skønhedsfejl, der måtte være, er camoufleret, når planten er placeret i den. Den lille hank på urtepotten er lavet for at glæde Mor, der har vindueskarmene fyldt med fine urtepotter med lignende pyntehanke.

Valnødder

Min mors favorit-nød har altid været valnødder, så jeg var jo også nødt til at have nogle valnødder til at pynte med. Billedet med de lyse nødder er for at vise processen i, hvordan jeg “rynkede” nødderne. Derefter tonede jeg dem med farvepulver, først med lidt rødbrunt, derefter mørkebrunt, hvorefter jeg bagte dem.