PROJEKT: Hus 2019-07-29T17:13:24+00:00

PROJEKT:  HUS

Dukkehuset er pakket og flyttet

Dukkehuset pakket ned i Ribe og på sin nye plads hos mig i Esbjerg.

18 års arbejde pakket ned… 😕 Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal føle med det, når jeg ser på det billede… Men derefter blev dukkehuset pakkes godt ind i bobleplast og tæpper, så det blev klar til turen fra Ribe til Esbjerg. 🙂

Selve flytningen gik fint uden skader, hvor min niece Bente og grandniece Lærke klarede al knokleriet, men idet dukkehusets placering nu er lige ud for min lænestol, fik jeg min mistanke bekræftet, som jeg har haft siden dukkehuset væltede (og blev grebet af Mor halvt nede): det har slået sig. 🙁 Haven har haft problemer med at stå ordentligt opad muren lige siden, og jeg havde et hyr med at få sat hylder, der mødtes i hjørnerne, op i bryggerset. Men jeg havde bevidst ignoreret det, til dukkehuset ene (og bestemt skæve) mur nu var lige ud for næsen af mig. “Suk!”

 

En noget anderledes måde at have sit dukkehus stående på… 🤔🤪

Dukkehuset var blevet “vindsk”, så min grandniece Malou og hendes kæreste Alex var så søde at komme og hjælpe mig med at få lagt dukkehuset hen over en lille skammel for at se, om det kunne rette sig igen. En stabel tunge albummer i hver ende gav god tyngde (de blev dog fjernet om aftenen, for huset begyndte at bøje i den anden retning!) og en stol på hver side forhindrede dukkehuset i at vælte, så huset gerne skulle rette sig over fjorten dage. Derfor blev dette nu prøvet. Bagved står dukkehusets bund, hvor man kan se de vinkler, dukkehuset bliver sat nedover, for at stå stabilt.

Jeg var gudskelov frisket lidt op efter alt det energiædende ragnarok, der fulgte Mors død, og godt det samme, for dukkehuset måtte pludselig på højkant en uge før beregnet. Det gjorde jo så, at jeg måtte smøge ærmerne op og knokle med at få de ting klaret, der mestendels ikke ville kunne laves, mens det stod op. Nu havde jeg så bare kun en uge i stedet for fjorten dage til det! Huset kunne nok godt have brugt den sidste uge til at rette sig, men ser faktisk okay ud nu. Jeg får heller ikke spat af at sidde og fokusere på skævheden mere, så noget har det i hvert fald givet. Forneden ved haven var der tidligere et mellemrum på 1 cm op imod huset, og det er nu kun 5 mm. Til gengæld endte jeg med at blive godt og grundigt drænet for kræfter… ☠

Taget

Indersiden af forreste loftsplade er færdig! 😀

Efter 15 år kom jeg endelig i gang med at lave taget til dukkehuset. Jeg havde oprindeligt savet huset til til en spids tagryg. Den brød Mor sig dog ikke om, så jeg savede spidsen af og regnede med, at jeg bare kunne købe en pæn formliste til toppen, hvilket jeg ville have kunnet på det tidspunkt. Det viste sig, at være umuligt efter der var gået så mange år, så det var først på dette tidspunkt, ved at sammensætte tre forskellige lister, at jeg fik lavet en flot tagryg. Heraf lærte jeg på den hårde måde, at man skal være sikker på den fortsatte historie, inden man begynder at hærværke ting…

Jeg gør nu aldrig tingene nemt for mig selv…
Da jeg skulle til at have malet tagryggen, fandt jeg den frem, kiggede kort på den og tænkte: den er da godt nok meget skarpt afskåret i enden… den kan da gøres pænere. Argh! Når jeg først har fået tanken… Så derfor endte jeg med at sidde og slibe som en gal og fik den ene ende slebet til, hvilket tog timevis og ville have været meget nemmere, hvis jeg havde tænkt på det, da jeg oprindeligt samlede listerne. Så manglede jeg “bare” den anden ende, inden den skulle males i flere omgange…

 

I september 2016 knoklede jeg løs i dagevis med taget på dukkehuset, desværre uden meget at fremvise på den bekostning. Men jeg var alligevel godt tilfreds, for jeg havde fået løst de fleste af de tekniske problemer, jeg havde gået og tumlet med i hovedet i årevis, når jeg planlagde processen af færdiggørelsen af dukkehuset.

Når man bygger sit eget dukkehus, kan man komme ud for masser af problematikker vedrørende vinkler, rækkefølger af montering, skal det monteres permanent, eller skal det kunne tages af igen til mulige reparationer? Hvis rækkefølgen bliver forkert, kan det umuliggøre monteringen af andre ting… Pyh! Lad os bare sige, at jeg nok har fået tilføjet nogle grå hår i processen…!

Jeg kom endelig, endelig i gang med taget til dukkehuset igen i sommeren 2018, efter det havde stået stille i endnu et par år. Efter at dukkehuset var kommet til at stå ved siden af Mors stol, var hun blevet lidt krævende med at få huset færdigt, så jeg måtte jo se, om jeg kunne skrabe kræfterne sammen til at komme lidt videre. Det går gudskelov altid bedre med mit kadaver, når det er varmt, så der var håb! 😜 Jeg kom godt i gang, men efter næsten at have nået 2/3 af den forreste tagplade, løb jeg tør for kræfter, for det var meget hårdt arbejde, skønt det skete i småbidder. Jeg klippede murpap til som shingles og efter at have sat kviste på, skal jeg til sidst male det skiferfarvet.

Murpappet sad jeg møjsommeligt og klippede i facon, så det ligner tagsten. Min oprindelige plan var at bruge groft sandpapir til taget og male det, men jeg så en anden anvende murpap og kunne straks se, at mit endelige resultat ville blive bedre med dette, så planen blev ændret. 😉 Det er egentlig ret ærgerligt, at jeg bliver nødt til at male det, for jeg kan godt lide udseendet, men det passer ikke til husets stil og giver mange andre problemer, så der er ingen vej udenom.
Men øj, hvor er det en sej omgang at lave “tagsten” af murpap! Det tager hundrede år og en sommer at klippe og er samtidig lidt sejt at klippe i på grund af materialet, så mine stakkels fingre var lykkelige, når jeg var nødt til at holde med at klippe på et tidspunkt af dagen, hvor lyset gjorde det svært at skelne den sorte opstregning fra den mørkegrå baggrund. Især de lange stykker i fuld længde af taget var dræbende (og virkede uendelige!), så derfor satsede jeg på den forreste side af taget, hvor der gudskelov kun skulle bruges to stykker af fuld bredde. Selvom jeg stadig skal have klippet næsten lige så meget, så virker det ikke så slemt, fordi det er klippet i mindre stykker på grund af vindueshullerne. Samtidig fik jeg også den luksus, at jeg kunne begynde at montere dem, hvilket gav et vigtigt moralsk boost, når jeg var ved at gå kold på grund af ensformigt, træls, hårdt og vedvarende arbejde ved projektet. Jeg klippede i dagevis, hvilket kun gav mig 4 lange stykker (og 4 mindre) – og jeg skal bruge 9!!! Jeg har lært ved andre projekter, der var ved at tage pippet fra mig undervejs, at det for mig mentalt er uendeligt vigtigt at variere arbejdet undervejs, så jeg kan holde mig mit mål for øje og ikke bare føler mig drænet blot ved at kigge på projektet. Og jeg kunne tydeligt mærke en hel anden positiv indstilling efter jeg begyndte at montere, hvor jeg rent faktisk kunne se fremskridtet.
Jeg havde regnet med at have taget klar til montering, når jeg skulle til Ribe som Mor-sitter nogle dage efter alt dette, men kunne ikke hive mere krudt sammen, inden jeg tog afsted. Det så jeg dog ikke som det store problem, da jeg skulle passe Mor i en uge, mens min søster og svoger var på ferie, så jeg regnede bare med at arbejde videre på det dér. Da jeg kom til Ribe, fandt jeg ud af, at jeg selvfølgelig havde været så genial at glemme min taske i Esbjerg med alle materialer og værktøjskasse, da jeg havde en masse ting, jeg skulle have med. Jeg havde dog alligevel nok med til at kunne komme i gang med undersiden af taget. Mit murpap kom beklageligvis ikke med, så jeg kunne ikke komme videre med tagstenene.
Desværre kom jeg ikke videre med oversiden af taget efter dette, så Mor kom aldrig til at se denne del færdig. Udover alt det hårde arbejde med at klippe shingles, skal taget males to gange og måske også matlakeres og kvistene samles… Nå, men jeg kom så langt, som jeg kunne, for trylle, det kan jeg ikke! Jeg brugte så sindssygt mange kræfter, jeg ikke havde, det sidste år af Mors liv, hvor jeg konstant enten var i Ribe for at besøge/passe hende eller arbejdede på et eller andet projekt for at glæde hende. Og man kan altså ikke tæske en død hest, så det var mig simpelthen ikke fysisk muligt at skrabe kræfterne sammen til det, selvom jeg har lidt dårlig samvittighed over det.

Fremskridt… 😊 Det begynder da at ligne noget.

Jeg var godt klar over, at tagpappet ville gøre taget rimelig tungt, men jeg satser faktisk på den ekstra vægt, da jeg lavede en mega-kvajefejl, da jeg oprindeligt lavede tagpladerne. Jeg havde 3mm masonit- og 3mm MDF-plade stående, hvor min plan var at bruge MDF, for at få en fast, småtung og stabil plade. Desværre var min hjerne ikke med mig i de dage, så efter at have limet kanter med tagsten på begge og brugt rigtig meget tid på at udglatte tagstenskanterne op imod tagpladen, gik det pludselig op for mig, at jeg havde lavet alt dette arbejde på masonitplade, der havde stået samme sted som MDF. Jeg havde overvejet at lime pladerne sammen, men så går jeg fra 3mm til 6mm, og så får jeg pludselig en masse nye problemer. Altså må jeg bare få dette til at virke med det forhåndenværende og en masse ekstra bøvl. “Suk!”
Billedet viser første prøvetilpasning af den forreste tagplade og kom desværre til at stå sådan resten af tiden, det stod i Ribe, da jeg ikke kunne samle kræfterne til at arbejde videre på dette seje arbejde. Jeg har sat et klaverhængsel på og har kæmpet med planlægningen af den bedste fremgangsmåde, selve tagpladen skulle sættes fast med (da den kun er 3mm tyk), og det lykkedes mig endelig. Så selv denne første halvt opsatte udgave var stort for mig!

Jeg fik endelig knækket problemet med vinklerne på mine kviste i tilvirkningen, men kunne så ikke finde ud af at montere dem, da de var klar.

I stedet for at starte med de store armbevægelser med taget og finde ud af, jeg burde have gjort tingene anderledes, startede jeg i det små, så ville skaden ikke være så stor, hvis jeg blev tvunget til at lave om på noget. Derfor startede jeg med kvistene, der nu ligger som et andet børnepuslespil og venter på at blive samlet. Jeg havde tidligere haft et hulens til hyr med at få den rette vinkel på dem, da min hjerne nægtede at vikle sig om de tekniske aspekter ved det. Derfor endte jeg med at klippe pap til i cirka-facon og så snippe af, til jeg endte med den rigtige facon. For det meste har jeg et ret godt øjemål, så det lykkedes faktisk forbløffende hurtigt, når man tænker på, hvor mange hovedbrud, det gav. Så fik jeg lavet “tagstenene” til kvistene og fik dem monteret og malet. Nydeligt. Desværre gik kvist-projektet så i stå igen, da min hjerne atter ikke kunne vikle sig om det tekniske ved monteringen. Mor var lidt ked af, at kvistene ikke kom på, når jeg nu var kommet så langt, men netop derfor ville jeg ikke risikere at montere dem forkert, fordi jeg sjussede mig frem til vinklen.

Jeg fik i 2016 også lavet en fin loftsbjælke, som jeg ridsede grundigt på nogle grove fliser for at få noget struktur i den. Så malede jeg den med mørkebrun akrylfarve, hvorefter jeg gjorde penslen våd og trak det meste af malingen af igen, men efterlod en flot, gammel bjælke. Væggene op til kunstmalerens lille toilet, der ligger i midten af øverste etage, er lavet af skumpap og kører i en glideskinne, jeg har lavet. Fordi det er oppe under loftet, kunne jeg kun lave glideskinne i gulvet, hvor væggen glider på plads i lister på bagvæggen. Det fungerede storartet, til jeg endelig fik loftsbjælken monteret. Den skulle køre igennem toppen af væggen, hvilket ville låse denne helt fast. Idet kunstmalerens bittelille 7 centimeter brede toilet ligger lige ved siden af, var det altså virkelig en god idé stadig at kunne flytte væggen. Efter at have brudt min hjerne lidt, kom jeg frem til at gennemskære væggens spids ind imod bagvæggen, hvorved den stadig kan flyttes. Jeg var omhyggelig med at gøre snittet meget “skarpt”, så jeg kan sætte “løsdelen” fast på væggen med gummi, når den er på plads. Monteringen af bjælken gjorde også, at jeg endelig kunne få lampen op i børneværelset.

Avis-isolering af loftet

I forbindelse med at jeg laver dukkehusets tag, skal jeg jo ikke bare lave tagstenene på oversiden, men skal også have lavet undersiden. Kunstmaleren har jo bare fået lov at leje et gammelt loftsrum i huset, så for isoleringens skyld har han sat en masse gamle aviser op på loftet… det vil sige, at det er jo planen. 😄 Jeg fandt på et tidspunkt nogle billeder på nettet af gamle Ribe-aviser fra 1900-tallet til salg. Aviserne lå på et gulv, så vinklerne var helt forkerte. Ved intens billedbehandling fik jeg rettet op på dem og endte med en godt hengemt udgave af Ribe Stifts-Tidende, Politiken og Berlingske. Jeg har yderligere lysnet dem en del, da dukkehuset jo er fra 1900, så malerens aviser må gerne se gamle ud, men ikke 120 år gamle. 😜 Jeg ville gerne have lidt forskellige aviser, så jeg fandt nogle gamle billeder, jeg kunne bruge, og lavede så mine egne avisartikler. 😄 Blandt andet fandt jeg ud af, at den kongelige familie besøgte Ribe i 1904 til genindvielse af Domkirken, så det fik jeg to forsider ud af. 😆

Endelig færdig med kunstmalerens ene loftsplade med aviser til isolering. Det er til forsiden af huset, så der er hul til kvisten.
Så blev forreste tagplades lofter til kunstmaleren, hans hems samt børneværelset endelig færdige. Der er stadig nogle få ting, der skal gøres ved det, når jeg får monteret kvistene, men alt det vigtige arbejde er færdigt. Jeg har egetræsbejdset trælisterne, som jeg derefter har matlakeret.
Selvfølgelig måtte jeg også lige prøve at sætte pladen op omvendt på den modsatte tagplades side, så jeg kunne komme til at se, hvordan det kom til at se ud. 😆 Bagsiden bliver uden kvistene (skønt jeg overvejer et lille tagvindue for at slippe lidt lys ind – en idé Mor ikke brød sig om), men det er stadig dejligt at se, hvordan alt bøvlet rent faktisk vil blive til flotte lofter. Jeg synes dog, at loftet til børneværelset er blevet noget mørk, men jeg havde svært ved at styre, hvor meget bejdsen tog ved. Samme stykke træ kunne være meget mørk i den ene ende og meget lys i den anden. Træls… 😳

Dukkehuset malet!

Det var i mange år planen, at dukkehuset skulle males. For nogle år siden fik vi så fundet den præcise farve, vi ville have og jeg fik den færdigblandet hos farvehandleren. Og så stod krudtet ikke til mere, før jeg i april 2017 endelig fik skrabet mig sammen til at få det gjort. Fire lag (inkl. grunder) i løbet af fire dage – der var ikke meget liv tilbage i mig efter det! Men nu er det gjort! Som sædvanlig er det dermed ikke sagt, at alt er færdigt, hvad dét angår, for stueetagen skal være hvid, så der skal jeg jo også lige have givet det et par lag, og rundt om alle vinduer skal der “pyntes op”. Det gabende hul er ved badeværelset, hvor der skal laves et specielt vindue i Jugend-stil. Jeg havde savet listerne til, men de er blevet væk for mig, så jeg går stadig og håber, jeg snart falder over dem, så jeg kan få lavet det meget spændende vindue, jeg har planer om. Det hele skal have et lag lak, så det holder bedre og måske skal der noget hvid kant på… det er aldrig færdigt! Argh! Men ét skridt ad gangen…

Men det er også derfor, jeg er så grundig, for når jeg laver noget, skal det helst holde evigt. I min verden er der ikke noget værre, end når mit arbejde er forgæves, for det er ensbetydende med skønne, spildte kræfter, som jeg i forvejen har ekstremt få af. Der er skam en god grund til, at dukkehuset tager så mange år om at blive færdigt…

Jeg har lavet huset sådan, at vinduerne klemmes på plads i rammerne, hvorved jeg ikke behøver lim og kan fjerne vinduerne, når jeg skal flytte rundt på dukkehuset, mens jeg arbejder på det. Dette gør, at jeg kan gribe fat i vinduesåbningerne, når huset skal skubbes i en bestemt retning. Fronten af huset var nem at lave tildækning på, men de åbne vindueshuller var jo så en helt anden sag. Derfor fandt jeg på at skære flamingo-stykker dertil, der hver fik et “håndtag” af malertape. Så var rummene fuldt beskyttede, og jeg kunne flytte flamingo-stykkerne fra den ene side til den anden, hvilket også betød, at stykkerne ikke behøvede at komme til at sidde fast i malingen.

Det er noget af et mas at flytte sådan et stort, højt og smalt dukkehus, også selvom der er hjul under bunden, men i denne omgang skulle jeg have det hele kørt op på en presenning, da jeg skulle bruge malerulle og jeg var ret sikker på, Mor ikke ville bryde sig om mikrofine sprøjt af blå maling i sin spisestue.

Derfor kørte jeg dukkehuset ind i dagligstuen, men presenningen drillede og jeg gav bunden et lille vip opad med foden, noget jeg har gjort hundredvis af gange. Denne gang gik det galt!!! Hele dukkehuset væltede!!!!

Min mor havde ellers ikke særlig meget bevægelighed, men dukkehuset faldt lige imellem vore stole, så hun greb det halvvejs nede med knæ, arm og hoved! Pyyyh! Herefter havde vi et hulens til bøvl med at få huset ordentligt op på bunden igen, hvor der er noget kant for at holde dukkehuset på plads, men i sidste ende lykkedes det. Men for hulen, det fik pulsen op! Samtidig var det hamrende heldigt, at jeg havde pakket fronten ind i plastik, for det gjorde, at selvom tingene væltede rundt derinde, var det kun få småting, der faldt ud.

Strøm

Kønt er det godt nok ikke, men det virker!
Jeg kom rigtig langt med at få gang i strømmen i dukkehuset i 2016 efter en massiv arbejdsindsats, men da jeg kom på besøg hos Mor næste gang, havde den tape sluppet, som jeg brugte til at holde de tungere ledninger fast, så kobberbåndene var ved at blive trukket af på bagsiden af dukkehuset. Og det magtede jeg simpelthen ikke at håndtere, fordi jeg allerede var kørt så træt, så det fik mig til at lege struds og stikke hovedet i jorden i 2 år. Jeg syltede i forvejen el-delen af vort dukkehus i vildt mange år, fordi jeg følte mig utryg ved det. Da der blev for lang en pause imellem, at jeg arbejdede på det, måtte jeg atter igennem en periode med utryghed, før jeg fik taget mig sammen til det. Og det er for træls, for så svært er det altså heller ikke. Men på trods af, at jeg har loddet mange gange, er jeg stadig ikke vild med det. Det hjalp dog, da jeg fik mig en ordentlig loddekolbe.
Det ser ikke godt ud på bagsiden med masser af ledninger, der hænger og dingler, men det er fordi, jeg er livrem- og seler-typen: jeg prøver altid at forberede mig på de ting, der kan gå galt. Så når jeg installerer en lampe, tænker jeg altid på, hvordan jeg skal håndtere det, hvis pæren brænder ud. Ikke alt er lige nemt at komme til, så derfor har jeg ikke klippet ledningerne af på bagsiden, så jeg kan tage fat i visse af lamperne i dukkehuset og trække dem frem, så jeg kan komme til at skifte pæren. Derefter skal ledningen bare trækkes ud på bagsiden igen… i princippet, i hvert fald. 😉 Jeg må indrømme, at idéen kommer med visse risici, idet plastikken på ledningerne har en tendens til at blive mør med alderen. Men nu må vi se. Tidens tand kan jeg i hvert fald ikke kæmpe imod.
Det er et kæmpebøvl at holde styr på, jeg er ikke vild med at lodde og det hele driller. Men for hulen, når det lykkes… 😍
Jeg arbejdede rigtig meget på at få lys i dukkehuset i december måned 2018, da jeg var indædt besluttet på, at vi skulle have lys i juletræet og juledekorationerne juleaften, idet der ikke var nogen tvivl om, at det ville blive Mors sidste. Jeg fik det meste til at virke, men måtte til sidst give op og acceptere, at der var et eller andet galt, som bare ikke ville lade sig løse umiddelbart på trods af min ihærdige indsats. Samtidig med, at det naturligvis var vidunderligt at have fået lys i de fleste rum, var det som et slag i ansigtet, at stuen henlå i mørke – stuen, med netop de ting, der skulle være lys i! Men det skulle edderhyleme være løgn! Så jeg tændte lommelygten på min mobiltelefon og lagde den på gulvet i dukkehusets stue med lygten vendende indad og placerede juletræet ovenpå. Ha! (Jeg kan jo desværre ikke vise jer billeder af det, da min mobiltelefon ligesom var optaget. 😂).
Til sidst fik jeg dog endelig liv i juletræet og juledekorationerne i dukkehuset! Puh, det var en hård kamp! Det var både en stribe med 4,5V og 10V, der havde nægtet at samarbejde, og jeg har brugt utrolig meget tid på det, for jeg havde, så vidt jeg kunne se, gjort alt rigtigt, og alligevel virkede l***** ikke. 🤬 Kobberbåndet på 10V var knækket, uden det kunne ses, og ved 4,5V havde jeg brugt en anderledes sikring end ved de andre, og skruen havde brudt kobberbåndet, der desuden yderligere sad fast med to små skruer i stedet for at være loddet fast som alle de andre. Nu har jeg fikset problemerne, der også gav liv til to lamper i køkkenet samt næsten alle kaminerne og komfuret (komfurets “ild” er meget diskret, men med en låge åben kan man ind imellem se et glimt derindefra.). Jeg mangler diverse smålamper, hvor jeg ikke har besluttet mig for placeringen endnu. Men vi er ved at være der… 🥰
Ih, hvor vi nød at sidde og studere dukkehusets lys… 🥰

Bagpladens kant

Bagpladen før, før og efter… 😆
Mor efterlyste færdiggørelsen af selve huset i årevis, men udover at mit helbred var en konstant forhindring, så blev det også stedse mere umuligt at arbejde med de større ting på dukkehuset, mens det stod hjemme hos min mor. Efter det er kommet hjem til mig, kan jeg bare mærke, at det er blevet meget nemmere at arbejde på. Mens det lå ned, fik jeg f.eks. høvlet og slebet den øverste kant på bagpladen, så det kommende tag kommer til at ligge ordentligt og profilen bliver magen til forsiden. Huset er jo en ombygget reol og startede tilværelsen med den oprindelige bagplade, der var noget tyndt bras. Den blev så i 2006 skiftet ud med en 6 mm MDF-plade, som gav en seriøs kant oppe ved toppen. Samtidig sidder der to døre/dørkarme i væggen, som også ragede ud. Dem har jeg limet dørene permanent fast i efter at have fjernet det øverste søm, som hver dør drejede rundt på, da metal og høvl/slibning ikke går godt sammen. Nu har jeg en god vinkel, som taget vil hvile fint på.
Huset oppefra – man kan se, hvor voldsomt dørene ragede ud på bagsiden og kanten af bagpladen ligeledes.

Dukkehuset kommer næppe nogensinde ned at ligge igen, så jeg fik travlt med at nå så meget som muligt, der både ellers vil være umuligt at lave, når det står, og samtidig nu er i en meget bedre arbejdsstilling med visse ting, der ellers ville ende med kiropraktorbesøg. Jeg fik med stort besvær dyvlerne savet over ved siderne af bundstøttepladen (dukkehuset er jo bygget i en reol). Herefter monterede jeg ekstremt stærke magneter (ih guder, en kort sætning for SÅ meget bøvl!!! 🙄😳). Jeg løsnede limen ved vinduerne, så de bare er lige til at poppe ud, og fik derved nogle gode håndtag ved hullerne, så jeg kan give pladen et godt ryk, når magneterne skal slippe. Nu har jeg et pænt stort opbevaringsrum under dukkehuset, hvor jeg kan skjule strømadapteren og ledninger, og samtidig støtter pladen stadig dukkehuset. Jeg skal have lavet en smule camouflage efter mit rumsteren, men det skal nok blive rigtig godt! 😃😍

Jeg besluttede mig for at vente med at sætte møbler ind og i stedet arbejde på at få huset færdigt. Så skal jeg ikke støve alle småtingene af i to omgange – det tager altså tid! Og det kan godt være, de i dukkehuset har en masse hushjælp, men jeg må gøre det alene. 🤪 Gudskelov er dukkehusets rum pæne i sig selv, så det burde ikke blive træls at se på.

Dukkehuset oktober 2015

Dukkehuset efter tapetsering samt liste- og stukopsætning i 2015

Jeg har malet vinduer, vindueskarme med pyntelister og døre og det har været ved at tage livet af mig, for det var eddermaneme hårdt! Det første vindue, jeg malede, tog 2 timer (!), og det var bare første lag!!! Jeg fandt så ud af at fjerne alle sprosserne og gøre maleprocessen enklere, og det hjalp da lidt på det. Men hvad jeg ikke har brugt af timer på at sidde og male… jeg har et par gange siddet og regnet sammen, og det er jo lige før, jeg ikke engang selv tror på, hvor meget tid jeg har brugt på det! Jeg er ikke færdig med alle vinduer og døre, for flere døre har gemt sig for mig og badeværelsesvinduet skal der gøres noget særligt ved, mens malerens vindue bare skal repareres og males, da det nærmest imploderede imellem fingrene på mig, da jeg var i gang med at male det. Men det færdige er monteret og det går fremad…

Ragnarok!

Kaos! Ragnarok! Jeg har haft gang i så mange forskellige ting i forbindelse med at dukkehuset er kommet ned at ligge for sidste gang (september og oktober 2015), at det lignede ragnarok omkring mig. Idet det hele foregår hjemme hos Mor, undrede det mig gevaldigt, at hun ikke fik et nervesammenbrud, men hun tog det i stiv arm.

Proxxon 

Jeg har problemer med vægt og med at holde fast i noget for længe ad gangen, så jeg har købt en holder (Proxxon Micromot Redskabsholder), man sætter saven i og derefter sætter fast på bordet i en skruetvinge. Så vender kniven opad som ved en rundsav og man kan føre sine ting hen over metalfodpladen som støtte. Ved større ting er man nødt til at bruge den som en almindelig stiksav (den vejer lidt over et halvt kilo), men til lister og diverse er den fantastisk. Jeg købte også en fodpedal til, så jeg ikke hele tiden skulle bruge hænderne til at tænde og slukke med. Det er lidt bøvlet, når den sidder omvendt, og jeg har mine fingre kær. Jeg købte den store ministiksav Proxxon Stiksav Super SS 220/E, da jeg vidste jeg skulle lave meget og ikke ville slås med en adapter, der sikker ville brænde sammen. Og idet den næsten var igang tre dage konstant, så er jeg ret sikker på, det ville være sket. Jeg var vildt imponeret over maskinen, der ikke engang blev varm ved tre dages konstant brug, så jeg blev en trofast fan efter det, og har nu erhvervet mig adskilligt Proxxon-værktøj, der indtil videre bestemt ikke har skuffet mig. 🙂

Her er det musikinstrumenterne, der skal op at hænge på væggen med små søm/messingnåle. Tidligere havde vi dem hængende med “tyggegummi”, men med tiden ødelægger det tapetet, og eftet alt det arbejde, jeg har lagt i at tapetsere dukkehuset, skal jeg ikke nyde noget. Jeg prøvede først at lave et hul med et lille søm, men det var ved at drive mig til vanvid. Gudskelov kom jeg i tanker om, at jeg havde denne lille håndboremaskine, og så kørte det bare derudad…

Stuk og vægskinner i dukkehuset

Jeg havde knoklet nogle dage i rap for at få lidt skred i dukkehuset, efter det havde stået stille alt for længe. Mor var ved at være godt træt af, at det stod som én stor rodebunke efter sidste jul (2013), men jeg havde bare ikke magtet at få gjort noget ved det før 2014. Så skete der til gengæld også en masse, så der kom godt skred i tingene nu med montering af en masse loftslister – hele 5 rum blev det til! Jeg kom til Ribe fredag eftermiddag og så knoklede jeg ellers løs hele weekenden med at slibe, male og opsætte lister, kun afbrudt af spisepauser og en enkelt kaffepause. Er du gal, jeg var glad for at komme i seng sidst på dagen!!!

Loftslister med glide-lister til vægge

Hjemmelavet stuk

Mor havde på et tidspunkt for mange år siden købt noget røget laks, der lå på en plastikbakke. Hun syntes, bakken i dén grad kunne bruges til at lave stuk med, så det blev en del af planlægningen med dukkehusets udseende. Efter at bakken havde ligget så mange år var jeg bekymret for, om plastikket var blevet sprødt, men gudskelov fungerede det fint. Så nu har jeg så endelig fået prøvet at bruge formen, og det blev over al forventning. Jeg skal da godt nok lige øve mig lidt, før de er helt pæne, men jeg skal nu også have lavet en del, så øvelsen kommer vel nok. Fotoet er fra første forsøg.

Tapetsering!

Det var planen, at der skulle til at ske noget seriøst med dukkehuset i 2011, og mens året bare dryssede væk, var det eneste, der skete, at de forskellige etager langsomt blev pakket sammen. Men så, i starten af oktober, kom der endelig gang i tingene! Efter bare at have stået stille i jeg ved ikke, hvor mange år… Nå, men jeg havde sat næsen op efter at komme i gang med dukkehuset og få de sidste to hylder tømt, da min grandniece Malou ringede og spurgte, om hun måtte komme på en lille ferie hos mig. Det passede jo ikke med mine planer, men så faldt det mig ind, om hun måske havde lyst til at komme med til Ribe og hjælpe til?!? Den var hun helt med på, og så drog vi ellers afsted for at komme i gang med at knokle.

Der blev knoklet godt og grundigt i de efterfølgende dage, men jeg var alligevel dybt frustreret over, hvor sindssygt langsomt, det gik. Jeg fik strammet alle skruet op og så fik Malou og jeg kittet alle hullerne ud og slebet af og hele reolen blev slebet, så “huset” kan blive malet. Da vinduerne blev lavet, passede de perfekt, men da først dukkehuset blev rejst op, trykkede vægten af selve dukkehuset på vinduerne, så jeg blev nødt til at slibe efter, så der blev lidt mere plads. Jeg tog bagpladerne af og fik slebet dem og boret huller i hvert hjørne af hvert rum til at trække ledninger igennem. Mor grundede bagpladerne, så pladernes farve ikke trådte igennem, når vi gik i gang med at tapetsere. Malou og jeg begyndte tapetseringsprocessen med at sætte tre stukloft-tapeter op. Til min ekstreme frustration gik de af igen, når tapetklisteret tørrede. Det viste sig, at jeg ikke havde tænkt på at slibe lofterne! Argh! Sådan en lamineret reol har ekstremt glatte overflader, så der var bare ikke noget at holde ved. Så af med tapeterne igen og så ellers slibe loftet, før vi prøvede igen. Denne gang holdt det! Jeg havde været nervøs for, at det kunne være tapetklisteret, som ikke ligefrem var af nyere dato, da det har ligget og ventet i årevis på dette trin i processen. Nå, men det gik jo så endelig videre, så vi gik i gang med at tapetsere selve reolen, som vi havde lagt på spisebordet på en gammel voksdug, for at have bedre tilgang og arbejdsforhold. Tjaeh, hvad kan jeg sige… her gik det også pletvist galt med tapet, der løsnede sig igen, fordi reolen lige akkurat ikke var blevet slebet nok. Aaaaaargh! Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke var lige børnevenlig hele tiden, og tilsidst var Malou da også ved at være godt træt af mig og jeg af hele projektet, der bare nærmest slet ikke skred fremad. Malou skulle til sidst videre i sin efterårsferie, og jeg knoklede videre. Men til sidst lykkedes det! Dukkehuset er færdig-tapetseret!!!! Selvfølgelig blev der alligevel et par hængepartier, der bare ikke kan laves færdige, før andet er kommet på plads. Men jubiii!

Det skal lige siges, at inden vi i det hele taget gik i gang med hele dette foretagende, brugte jeg et par uger med konstant planlægning og med at finde ting frem, hvoraf adskillige kunne dateres helt tilbage til starten af vort dukkehus-projekt – og det er ved at være MANGE år!

Stort projekt!!!

Da dukkehuset så kom over på sin plads, begyndte jeg at cirkle om det som en grib for det næste projekt: lys! Jeg kom dog aldrig så langt, da jeg løb tør for kræfter, men ikke før jeg havde fået sat en masse møbler ind, for lige at få en idé om, hvor lyset skulle installeres. Og da jeg ledte efter møblerne, faldt jeg også lige over nogle dukker, der var pakket ned sammen med, og nogle ting, jeg havde været nødt til at pakke ud for at se, hvad det var… og da jeg nu alligevel havde så meget fremme, kunne jeg jo lige så godt lige sætte disse ting ind også, så man jo bedre kunne forestille sig, hvor lyset skulle være… Ja, goddaw do! Det var simpelthen fordi det kløede i fingrene på mig for at se, hvor fint dukkehuset så ud, tapetseret og med indhold! Det er jo trods alt noget, jeg har set frem til i mange år. Men det ER da også flot… og så er det oven i købet kun midlertidigt.

Dukkehus-bunden

For at vort dukkehus bliver nemmere at manøvrere med, har vi lige fra starten haft planlagt, at vi ville have lavet en bund med hjul under. Efter at dukkehuset havde stået stille i et par år, bønfaldt jeg min svoger Bjarne om hjælp, da jeg desværre ikke altid er i stand til at tænke særlig kreativt mere. Og jeg skal da love for, at vi så fik noget lavet! Vi fik fat i et par plader træ, som Bjarne satte sammen, men hvor vi lod 5cm kant være fri til fortov og lavede en runding på kanterne. Samtidig blev pladen også lavet større til højre for dukkehuset, hvor jeg siden har lavet en lille have.

Så blev der sat “forankringer” på, så dukkehuset, når det var sat på pladen, ikke tiltede og ramlede af. Herefter blev der sat hjul på, så jeg nemmere kan komme til bagsiden og “strømmen”, når først dukkehuset er færdigt. Jeg malede bunden i en grå tone, til jeg finder ud af, hvad der skal ske med pladen – nu er den da i hvert fald grundet. Så fik jeg en super idé: jeg havde købt noget hammerfedt sten-tapet, som jeg egentlig havde planlagt at bruge til et andet projekt. Men jeg tapetserede den nederste bund, så vi nu har et hammerflot fortov! Min ældste grandniece Malou kom og hjalp mig med at klargøre og tapetsere dukkehuset, og efter vi havde fået bøvlet dukkehuset på plads, fik jeg pludselig endnu en genial idé! Et andet stentapet ville se vildt fedt ud helt for neden på dukkehuset, hvor reolen har et “hak” ind, og hvor jeg havde lavet huller til nogle buede vinduer, jeg havde købt, halvt med taget i tankerne. Men jeg har hele tiden villet have vinduer forneden, så man kan få en illusion af en kælder. Nu endte det så bare med at blive rasende flot! Og da vinduerne først var blevet malet og kom i… o la la!

Kaminer

Puha, dette var et projekt, der lå og ventede på mig længe! Jeg har haft svært ved at samle mit hoved om, hvad der skulle laves i forbindelse med de store kaminer til stuen og spisestuen, så de havde været sat på hold i meget lang tid. Det lykkedes mig så endelig at få styr på, hvordan jeg ville opbygge dem, og så fik jeg også endelig indviet min dekupørsav, som jeg dog ikke har brugt siden, da jeg mildt sagt ikke mestrede anvendelsen af den. Den havde ligeledes stået og ventet på, at jeg fik gang i et større projekt, så den kunne få lov at vise, hvad den kunne. Tjaeh… den kan sikkert mere, end jeg kan! Den var desværre ikke så let at arbejde med, som jeg havde håbet, eller også er den bare ikke indstillet helt rigtigt, hvad ved jeg?!? Under alle omstændigheder ville den meget gerne save væk fra den streg, jeg forsøgte at save efter… “suk!”. Nå, men det lykkedes mig da at få savet det, jeg skulle, og jeg blev da også lidt bedre efterhånden… med betoning på “lidt”!

Kaminerne blev opbygget som kasser med en støttepind i hver side og en bund, der var specielt savet til til den enkelte. Sjovt nok lykkedes disse bunde, der var det sværeste at lave, meget bedre for mig, end de lige plader… tsk, tsk! Herefter blev de tapetseret (tapetet var lige kort nok, men jeg satsede på, at der ville komme fodpaneler på, når først de var kommet ind i dukkehuset, men vi endte med noget helt andet tapet i sidste ende) og selve kaminforstykkerne sat på. Så satte jeg matsort folie inde i kaminerne. Det bevirker, at det er sværere at bedømme dybden af kaminerne, der godt må syne af at virke dybere, end de er (husk på, at vi kun har dybden af en reol at gøre med med vort dukkehus, så vi har begrænset plads). Næste step var at sætte matsort folie på bundene og male kanterne sorte med en matsort maling. Så lidt lim på kanterne og på plads i bunden, og vupti, så havde jeg to flotte kaminer!

Sådan en kamin er jo flot i sig selv, men der er nu alligevel ikke meget fis ved den, hvis ikke der er ild i kaminen! Vi havde på et tidspunkt købt en “blok” kul med strøm i til kaminen, som jeg satte noget præget guldpapir om med vinranker, så det lignede et gitter, der holdt kullene på plads. Toppen af indersiden malede jeg først lige guldfarvet, så vi ikke risikerede, at man kunne skimte papirsiden, hvorved det flotte lige som ville falde noget til jorden! Så var det bare at bore et hul i bagvæggen af kaminen og sætte kullene på plads, så var den første kamin færdig! Jeg tilføjede dog først lige nogle få kul rundt om gitteret, så det så ud som om, de var faldet ned ved siden af, for at styrke det naturtro look.

Næste kamin var så noget mere omstændelig, da jeg her skulle stable brænde op. Først trak jeg dog lige en ledning igennem bagsiden, så strømsiden i hvert fald var i orden. Herefter satte jeg et stykke orange glas, som jeg havde fra en julelyskæde, der var gået i stykker, hen over pæren og byggede brændet op om denne. Efter det var tørt, brugte jeg en kulstift til at give indtrykket af brændt træ. Vi havde en gang på messe købt nogle messingstænger, der var flot udskåret, og en af disse formede jeg til at passe til bundpladen, lakerede den og limede den herefter på. Og så var den sidste kamin færdig!

Endelig…!!!

I musikværelset står den gamle kamin, som jeg er vokset op med og har shinet op og lagt “ild” i. Jeg glæder mig vildt, til vi engang får lagt strøm i dukkehuset, for den er bare vildt flot med lys i!

I soveværelset står endnu en kamin, jeg har haft fingrene i. Vi har hele tiden haft møblet stående i soveværelset, men jeg havde aldrig helt fattet opbygningen af underdelen, til jeg i et engelsk katalog så, at det var lavet som kamin. Så fik jeg travlt, og nu har vi en dejlig kamin der.

Maleren har en lille hjørnekamin. Den så temmelig sølle ud, da min bedstefar forærede mig den, da jeg var barn. Gullig-hvid over det hele med tre pinde liggende i ildstedet og silkepapir forestillende ild. Da den rykkede ind i vort dukkehus, kom den under behandling. Den måtte ikke se alt for pæn ud, så jeg satte murstenstapet indeni og sodede det med en kulstift. Bunden fik en gang sort folie og kanten malet med tush og toppen fik granitfolie på. Min bedstemor havde engang foræret mig en sølvring, jeg var kommet til at trampe flad, så der klippede jeg fronten af og limede over ildstedet. Så blev kaminen malet hvid en enkelt gang, så nussetheden stadig skinnede lidt igennem. Strøm i og sodet brændsel, hvor jeg indenunder satte en knækket orange glas-kuppel, så ilden kommer til at se rigtig ud. Og voila…!

Elevatorer

Mor og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre at lave vindeltrapper eller trapper generelt i vort dukkehus, da en reol trods alt ikke var dyb nok til de store udskejelser. Efter lidt hjernetumlen kom jeg frem til, at vi da skulle have elevatorer i vort dukkehus! Men jeg gad ikke, at det skulle være alt for kedeligt, så jeg gik i gang med at kigge i vort “lager”, hvor jeg fandt nogle meget fine hegn, vi havde købt billigt på en messe. Problemet med dem var bare, at de var i forskelligt design, så vi kunne ikke rigtigt bruge dem. Men hvis man nu vendte dem på højkant…! Der kom gang i de små grå, og inden længe havde vi fået vore elevatorer…

De blev beklædt med rødt fløjl indvendigt og hver elevator fik et vindue med sin egen blomster-gravering. Dette var lavet med plexiglas og et flot blomster-frimærke nedenunder, som jeg så bare ridsede efter, hvorefter jeg afrundede vinduet med en bladkant. For at det ikke skulle blive “for firkantet”, lavede jeg vinduerne i en flot facon med træramme omkring. Når elevatorerne bliver endeligt installeret i dukkehuset, kommer der også lys i dem.

Stedmoderblomst-, rose- og gerbera-vinduer

Elevatorerne står stadig med fronten udad, så de da ser flotte ud, men fylder også voldsomt. De står nu med siden til, og det har bevirket, at vi fik meget mere plads, der blev brugt på de kaminer, jeg byggede hertil. Der er et lille børneværelse imellem soveværelset og toilettet. Det blev helt fjernet, så der nu bare er børnetapet på den ene væg i soveværelset, hvor barnesengen står. Herved er både soveværelse og toilet blevet vildt meget større. I stueetagen havde vi købmand og konditori, der nu er separate kikkasser. Stuen har nu entré i midten (det var også planen på dette gamle foto) og til begge sider er der en halv facade fra en butikskikkasse. Jeg skal have lavet døre til begge og samt en fordør til entréen, og begge butikker bliver blændede, så man kan se et fint display, men jeg kan rode inde bagved…

Yikes! 😳

 

Jeg er ofte ved at komme til skade, når jeg arbejder på et dukkehus-projekt. Oftest, fordi jeg bliver så opslugt af det, jeg lige har gang i, at jeg ikke lige holder øje med, i hvilken retning jeg vender værktøjet (det er et under, jeg indtil videre kun har fået småskrammer 🤪). Andre gange, fordi materialerne giver mig kamp til stregen. Jeg sad på et tidspunkt og kæmpede med at få en plastikbeklædt metalstang klippet over, hvor den viste sig at være temmelig solidt lavet. Tilsidst lykkedes det endelig, dog med det resultat, at det afklippede stykke røg 3 meter igennem stuen, hvor jeg så et blomsterblad vippe. Jeg havde så regnet med at skulle samle metalstangen op fra gulvet, men det var endt noget mere dramatisk… 😲😨😬😳

Slibemaskine

Ih, jeg er begejstret! Jeg har længe savlet efter sådan en slank slibemaskine som min negledame arbejder med, men fordi det er professionelt udstyr, er den hundedyr. Jeg sliber dog oftere og oftere, hvor jeg altid ender med at sidde og bande, ligegyldigt hvilken af mine efterhånden adskillige maskiner jeg arbejder med. Derfor havde jeg for nylig truffet beslutningen om, at jeg ville investere i sådan en professionel maskine. Jeg prøvede dog først at købe en billig udgave af en neglesliber på eBay, bare for at give det en chance. Den rasler dog lystigt fra hinanden hele tiden og kører op og ned i hastighed, som det passer den, så det var et flop. Derfor spurgte jeg igår min negledame om navnet på hendes maskine og hvor hun havde købt den. Hidtil var det kun lykkedes mig at få en cirkapris ud af hende, men denne gang overraskede hun mig. Hun havde netop kasseret sin gamle maskine, fordi den kørte for langsom, så den kunne jeg få for en halvtredser (!!!! ). Jubel!!! Jeg har lige siddet og arbejdet med den, og hvis den er langsom, så kan det i hvert fald ikke mærkes. Den er skøn at arbejde med, og jeg ved bare, jeg er allerede vildt glad for den.