Vort dukkehus

Winnie besluttede efter en campingferie til Silkeborg i påsken, at hun gerne ville holde sin fødselsdag deroppe 20/9. Jeg kunne ikke se, hvordan det ville kunne lade sig gøre for mig at tage dertil, da jeg på trods af selv at have bil, kun kan holde til selv at køre halvtimes køreture, da min koncentration derefter begynder at slå fra, hvilket klart nok ikke er heldigt, når man kører bil. Men Winnie fortalte, at man kunne leje værelser på campingpladsen, så det gjorde jeg med det samme, hvor jeg så kunne køre med dem derop. Men efter den famøse togtur har Winnie mange gange i løbet af året bekymret spurgt, om jeg nu mente, jeg ville kunne holde til det, hvor jeg hver gang havde sagt ork ja, selvom jeg absolut ikke var sikker, men ikke ville lade noget komme imellem (især fordi jeg ikke kunne få den dyre leje retur). Dagen før campingturen var jeg ved kiropraktoren, hvor min krop for en gangs skyld så i nåde til mig og ikke straks låste igen, så jeg havde en fantastisk ferie, den første i årevis, og vejret var med strålende sol hele vejen igennem, lige til sidste dag, hvor det var gråvejr og begyndte at regne, da vi kørte hjemad.

Endnu et succesfuldt kiropraktorbesøg 14 dage senere gjorde, at jeg også var i stand til at have en rigtig god dag til min grandgrandnevø Ebbe’s barnedåb. Netop det sidste var en speciel anledning for mig, da jeg er tæt knyttet til mine to ældste grandniecer Malou og Lærke, der altid har været mine “låne-børn”. Malou bad om en helt speciel dåbsgave, da de ville køre med luftballon-tema, hvor hun kunne tænke sig en tegning med dyr i en ballonkurv, hvor gæsterne så skulle sætte fingeraftryk ovenover, der skulle illudere balloner. Jeg syntes, det var en rasende god idé, selvom jeg rystede noget i bukserne over opgaven, da jeg ikke havde tegnet i 20-25 år. Så hvordan hulen hun pludselig kom på det, ved jeg virkelig ikke. Men det kan selvfølgelig komme sig af, at jeg i mit hjem har malerier og tegninger hængende, som jeg har lavet for mange år siden. Projektet tog mig flere måneder, da jeg for det første kæmpede med kræfterne, men også lige skulle genfinde min evne til at tegne. Oveni det fik jeg naturligvis den absurde idé, at jeg ville farvelægge med akvarelfarver på trods af, at jeg aldrig havde arbejdet med dette medie. Men meget af min research var farvelagt på denne måde, og jeg synes, det er så smukt. Så det skulle jeg også lige lære undervejs. Jeg gør nu aldrig tingene nemt for mig selv – “suk!”. Men jeg lykkedes at blive færdig med projektet nogle få dage før festen (pyh!), og Malou og hendes forlovede Alex elskede det færdige resultat, som jeg gudskelov også selv var virkelig godt tilfreds med. Det var faktisk også helt dejligt at være kreativ på den måde igen efter så mange år, så der må jeg tage mig lidt sammen og få gjort noget mere ved det i fremtiden. Men mine dukkehus-projekter har næsten fuldstændig overtaget alle mine kreative tiltag, og ved mig er det grundet manglende kræfter gerne enten-eller, så nu må vi se.

Gudskelov er jeg optimist, og det gør også, at jeg har en forestilling om, at næste år bliver meget bedre (det kan nu næsten heller ikke andet). Så selvom jeg næsten ikke har rørt en kreativ muskel i 2024, så håber jeg meget, at jeg kan vende stærkt tilbage i 2025. Det er i hvert fald ikke projekter og planer, der skorter på, da jeg har så meget, jeg gerne vil kaste mig over og meget, jeg allerede er i gang med. Så lad os alle krydse fingre, så vi kan holde gang i den kreative ånd og jeg kan dele mine projekter og arbejdsprocesser med jer. Som en positiv start er min krop endelig begyndt at opføre sig bedre, så de sidste to gange, jeg har besøgt min kiropraktor, er min krop ikke gået i baglås igen, inden jeg i det hele taget var nået hjem fra kiropraktoren. Så det er da fremskridt. Og det har samtidig også gjort, at jeg selv fungerer bedre, så jeg nu pletvis er begyndt at kunne klare mig bedre herhjemme igen. Det er godt nok dejligt, for jeg var ved at føle mig som et omvandrende alderdomshjem, da jeg ikke kunne skrabe kræfter sammen til noget som helst. Jeg havde fødselsdag 4/12, hvor jeg fik en airfryer, og lige siden har den stået og ventet på at blive indviet, men hvor jeg bare ikke orkede noget. Ligeledes har jeg haft en stor bunke julegaver stående, der bare har ventet på at blive pakket ind, og jeg havde oven i købet købt en masse gaveposer for at gøre det nemmere. Men nej, intet krudt til det heller. Så derfor har jeg været meget begejstret de senere dage, hvor jeg endelig har fået indviet min airfryer og jeg endelig er kommet i gang med at pakke julegaver ind og føler mig ikke overvældet ved tanken om resten. Så det går bestemt fremad. Det er ufatteligt, hvad det kan gøre ved ens energi, når kroppen er skruet forkert sammen, så mit “flow” ikke fungerede ordentligt. Så nu krydser jeg fingre for, at min krop er færdig med at skabe sig, så jeg kan blive stabil igen og komme til at fungere mere normalt. Hvilket også er ensbetydende med lejlighedsvise dukkehus-projekter. Kryds fingre med mig for et godt nyt år!

Knuzzzz

Jennie