Damerne

Dukker

T.h.: Modisten / T.v.: Konditori-ekspeditrice / Lille foto: original-dukken.
Begge dukker er lavet efter samme slags original-dukke med porcelænshår.

De fleste af vore porcelænsdukker køber jeg billigt, hvorefter jeg skiller dem ad og bygger dem op igen med flot, velsiddende tøj og hår. Man kan da efterhånden få mange søde dukker, men oftest ser de altså stadig ud som om de ikke bare har en bøjle, men et helt garderobeskab inde i tøjet, især mandedukkerne. I løbet af de sidste par år har jeg dog set flere søde damedukker, hvor der kun skal få ændringer til, før de er okay. Men der skal altid overvejes, hvordan man har planlagt at dukken skal anvendes. Hvis dukken bare skal være rimelig stationær, kan originaldukken måske godt bruges, da man så ikke skal bøje lemmerne så meget igennem tiden. Tit kan benene ikke bøjes og armene er bare en enkelt piberenser, der jo ikke skal bukkes ret mange gange, før den knækker. Så derfor sørger jeg oftest for at pille dukken fuldstændig fra hinanden, hvorefter jeg bygger den op igen med tre piberensere til både ben og arme. Så kan man godt tillade sig at lege lidt med positioneringen af dukken igennem tiden, uden der er noget der knækker, eller man ikke kan få den position man ønsker, fordi lemmerne ikke kan bøjes. Det er da godt nok noget af et bøvl, men når jeg lægger en masse kræfter i at lave noget flot tøj, så gider jeg altså ikke, at dukken inden under går i stykker, fordi den er for sjusket lavet. Men små ændringer kan betyde gevaldig forskel!

Fruen i huset

Fruen i huset sidder foran sit spejl ved sit Marie Antoinette-bord og shiner sig op. 😉

Den mørkhårede skønhed i negligé var en af de første dukker, jeg skilte ad. Vi havde fået fat i flere dukker med porcelænshår og standardtøj, hvor det ser ud som om hele garderobeskabet befinder sig i tøjet. På dukkehusmessen i Auning havde vi købt “hår” til dukker, så jeg gik omstændeligt i gang med at arrangere det “rigtige” hår omkring porcelænsfrisuren og lave slangekrøller. Hun fik også en flot corsage og mamelukker, men jeg kunne jo ikke bare lade hende rende rundt uden tøj, men samtidig ønskede jeg ikke at gemme corsagen alt for langt væk. Alternativet blev så, at vi kreerede det flotte negligé, hvor jeg havde nogle løse idéer, men hvor Mor lige fik styret mig ind på rette kurs og rådgivet mig med mønster, som jeg ikke aner en dyt om. Resultatet blev til min fulde tilfredshed, men det var absolut ikke blevet sådan uden vort samarbejde, hvor jeg med garanti ville have valgt lidt for “nemme” løsninger. Så selv om det er mig, der oftest laver knoklearbejdet, så er der mange af tingene, der ville have set meget anderledes ud (ikke nødvendigvis i positiv forstand!) uden Mors input.

Boudoir-stemning i dukkehuset…

Bedstemor

Dette er af en eller anden grund blevet Mors yndlingsdukke. Hun er da også sød med sine panderynker, men som med så mange andre af vore dukker har hun også undergået en kraftig kosmetisk forandring, siden vi købte hende. Hun var i en storblomstret kjole, der ikke sad særlig godt, med hvidt forklæde og et temmelig vildtert hår.

Idet hun var den første dukke, vi købte, havde jeg et mas med at overbevise Mor om, at dukken kunne blive meget sødere og hulens mere naturlig at se på, hvis den først kom lidt under min behandling. Det var faktisk så morsomt, for vores aftale var fra starten, at jeg skulle tage mig af det grove arbejde ved dukkehuset, og Mor skulle tage sig af alt, der skulle syes. Så derfor følte jeg ret meget, at jeg gik hende i bedene, og spurgte meget forsigtigt, om jeg måtte sy en kjole til dukken, stik imod vor aftale. Hendes kommentar hertil var, at det mente hun bestemt ikke, at jeg var i stand til og da slet ikke inden for en fornuftig tidsramme. Så gik jeg ellers sammenbidt igang og knoklede løs, til jeg fik lavet kjolen og triumferende viste den til Mor. Til min forundring grinede hun fornøjet, og jeg fandt ud af, at jeg var blevet bondefanget – hun ville hellere end gerne overlade tøjsyningen til mig!

Nå, men kjolen var okay, dukken var ikke, så jeg forede hende lidt ekstra og gav hende lidt frueformer, hvorefter jeg ridsede lidt i hendes øjenbryn, så de ikke fremstod så kraftige, og så satte jeg hendes hår fint op med et bånd, der passede til kjolen (siden fik jeg også lov til at klippe hende lidt, men det holdt hårdt med at få Mor til at lade mig røre dukken igen!).

Rødhåret dame i grønt

Okay, jeg indrømmer: denne dame tog noget tid at lave! Og så skulle jeg oven i købet ikke engang lave dukken! Men der ER altså en grund til, at der ikke er mange dukker, der slipper igennem nåleøjet hos mig og bliver brugt, som de blev købt.

Nå, fra en ende af: jeg købte en flot billig dukke på QXL, men den blev ved med at genere mine øjne. Der var lavet én mega-slangekrølle, der gik hele vejen rundt om hendes hoved, og det så jo latterligt ud. Hatten sad også helt forkert, og hun så også helt forkert ud med makeuppen. Jeg fik så møjsommeligt pillet slangekrøllen af igen, hvorefter jeg klippede den i stykker, så jeg havde til pandehår og lidt slangekrøller ved ørerne, og det var meget pænere.

Så havde vi hende ellers stående fremme et stykke tid, men hun blev ved med at skære mig i øjnene. Jeg spekulerede på, om det var det meget blanke stof i den lyseblå kjole, der generede mig, men til sidst blev jeg klar over, at den rødhårede dukke overhovedet ikke passede til kjolen. Jeg tog hatten af hende og fandt en besynderlig strittot under den, som jeg med møje (og en smule piberenser som støtte), fik formet til en knold. Mor syntes vældig godt om hende, men hun kunne tydeligt høre på mig, at dukken irriterede mig, så da jeg spurgte, om det var i orden, at jeg gav dukken en anden kjole, accepterede hun med det samme.

Jeg havde længe haft planer om at lave en grøn spadseredragt til en rødhåret dame, så jeg så jo ligesom en rød tråd i dette. Dukken havde også så fint svungne arme og flotte ben, så jeg følte mig mere motiveret til at lave en rigtig flot kjole. Vi fandt noget stof hjemme hos Mor, og så gik jeg ellers i gang, da jeg kom hjem til Esbjerg. Det blanke stof med guldfrynserne er simpelthen noget foer, som jeg har trevlet kanterne af, så kun guldtråden var tilbage visse steder. Denne effekt blev jeg så begejstret for, at jeg brugte den til alt muligt: frynser på ærmerne, en lille frynse på brystkanten af kjolen, en masse lagfrynser på kjolefronten, frynser på hatten, frynser på paraplyen og en flot frynseafslutning på tasken. Jeg havde besluttet mig for at lave halværmer med et flot stof indenunder, så dette var jo en fed effekt at få med. Jeg havde egentlig tænkt mig et skød rundt langs kanten af jakken, men jeg bestemte mig i stedet for en tournure, som jeg altid har haft lyst til at lave. Hatten var en sort plastikhat med “fløjls”overside, som Mor havde købt nogle stykker af i en hobbybutik. Den beklædte jeg nu med frynsestoffet på begge sider og satte en rem på af det kraftige grønne kantebånd med guld i, der går igen i dragten. Det var dette kraftige bånd, der oprindeligt gav mig idéen med spadseredragten, for det var for voldsomt til en indendørskjole. Hendes hår var godt nok sat op i en knold efter noget bøvlen fra min side, men der var stadig lidt limrester ved kanten fra den fjernede hat. Dette skjulte jeg med et guldbånd, der blev afsluttet med svaj i nakken (hvor der manglede en anelse hår) samt en flot guldblomst for at samle det.

Jeg måtte også for første gang prøve at lave en paraply. Det gik da OK, men… nåeh ja, man lærer jo hen ad vejen. Både, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Så næste gang går det nok lidt bedre, selv om jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet.

Hen ad vejen har hun så også fået et slag og hat i russisk stil, så hun også kan stå “ude” om vinteren. 😉

Blondine i lyseblåt

Et af mine nemmere arbejder, da jeg jo havde kjole, hat og paraply fra den rødhårede dukke. Dog valgte jeg at fjerne den voldsomme krave og lave en V-udskæring pyntet med lyserødt silkebånd, der passede til roserne på kjolen, og så fik hun også lige en diamantbroche og -ørenringe.

Dukken var en billig dame, der havde blondt hår, men en skrækkelig frisure, rædselsfuldt tøj og svagelige arme. Frisuren blev ændret, tøjet fjernet og armene revet af, og så har hun ellers ligget længe. Nu satte jeg så arme på hende til start. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med hendes hår, for jeg havde samlet det i en knold i nakken, men problemet var, at det havde været fuldstændig klistret til med lim, og der stadig var lidt rester i, så knolden skulle ikke være for fremtrædende. Da jeg nu havde fjernet kraven på kjolen, satte jeg den rundt om hårknolden og fik derved et fint flow, samtidig med, at jeg camouflerede knolden lidt. Hatten, der sad latterligt på original-dukken, passede flot til blondinen, hvor jeg blot gav den lidt swung og en fjer. Og så var hun færdig! Dejlig nemt… men det tog nu godt nok alligevel lidt tid, må jeg indrømme, for jeg ER jo perfektionist… Jeg fandt sidenhen en dukke mere med samme kjole, hvor jeg pillede et ærme af kjolen og lavede en taske til hende her.

Det er er hel anden dukke nu, og hende her kan jeg rigtig godt lide. 😉

Ældre dame i mørklyngfarvet kjole

De eneste to oprindelige billeder, jeg har af den nylavede dukke, der nu har nogle år på bagen.

Den mørklyngfarvede kjole, jeg oprindeligt lavede til “Bedstemor”, men som jeg var nødt til at fjerne igen, da Mor så gerne ville have den oprindelige sorte kjole på hende, fandt endelig en ejermand!

Det har også givet mig grå hår, at have en kjole liggende, men uden dukke dertil! Jeg prøvede på et tidspunkt at sætte den på konditori-ekspeditricen, men hun var alt for ung til så “tung” en kjole. Så hun stod bare med den på et års tid, uden jeg kunne få mig til at flytte hende ind i dukkehuset, for hun var bare forkert på en eller anden måde… Til sidst fik hun jo så lavet sit helt eget tøj og blev noget så sød.

Den mørklyngfarvede kjole lavede jeg oprindeligt af et par flotte trusser, der var mere flotte end behagelige; når man havde bukser på, der trykkede mod det flotte indsats, fik man ekstremt markeret aftryk på maven af mønstret, og det gjorde faktisk nas! Så der var ingen tvivl om, at trusserne skulle ryge ud, men det var ret fedt, at de så kunne bruges til noget ekstremt kreativt! Selv taske og hat blev der ud af det ubehagelige trussepynt!

Men jeg havde jo altså fundet ud af, at det ikke skulle være en ung kvinde, der skulle have kjolen på, så jeg holdt øjnene åbne og fik endelig fat i en ældre dukke… som jeg jo så øjeblikkeligt skilte ad! Det var nu også nødvendigt, for hun havde decideret pukkelryg og der var i det hele taget intet ved hendes fremtoning, der virkede flatterende. Det var ellers ærgerligt, for det var for en gangs skyld en dukke, der ikke havde porcelænshår, men hendes hår virkede så kunstigt, at jeg alligevel var nødt til at fjerne det. Æv!

Jeg fik så opbygget damen og givet hende lækre underhylere, hvorefter jeg satte kjolen på hende, og denne gang sørgede for, at det blev permanent! Jeg kunne godt se, at det var alletiders kombination, men så gik min hjerne i stå, og jeg havde hende siden liggende længe, hvor jeg ikke har kunnet finde ud af, hvilken frisure, jeg skulle lave på hende. Den skulle jo virke sammen med hatten. Det var irriterende at have en dukke liggende, der var så tæt på at være færdig, men alligevel drillede. Til sidst slog det mig så endelig, hvordan jeg skulle bygge håret op, og så gik jeg ellers igang. Puh, et bøvl at sno og snøre håret op, men det blev da rigtig flot, og det virker fint sammen med hatten. Jeg delte håret op i totter, som jeg så drejede imellem fingrene og rullede op i løkker, hvorved jeg endte med en ret flot frisure.

Jeg besluttede mig for, at hun skulle have en sølvkam i håret, hvor jeg tog en lille sølvstjerne, jeg havde liggende, og klippede i stykker. Det resterende stykke klippede jeg i to stykker og fik herved et par flotte ørenringe (alderen har desværre gjort dem næsten sorte, så jeg må nok hellere se om jeg kan skifte dem på et tidspunkt). Brochen, som jeg satte på kjolen fra starten, stammede fra en ødelagt kæde og var med lyserød “diamant”. Jeg ville egentlig gerne have noget i både broche og ørenringe, der kunne passe til dette, og kom i tanker om, at jeg havde glimmerlim i alle mulige farver liggende, og voilà, så fandt jeg en farve, jeg kunne bruge, og det fungerede glimrende!

Nu var hun så endelig helt færdig, og da jeg fandt ud af, at jeg var ovenud tilfreds med hende og syntes, at hun så meget elegant ud, var jeg klar over, at processen var lykkedes. Hun var endelig færdig!!!

Blå/sort diadem-dame

Denne smukke dame blev til, fordi jeg fik lyst til at lave diademet efter at have sit den svenske prins’ bryllup og kronprinsesse Victorias smukke diadem. Diademet er lavet af snoet sølvtråd, der har fået lim på alle løkkerne og derefter er blevet dyppet i sølvglimmer, der derefter er rettet til, så det hele ikke bare blev én stor klump glimmer. I de største af løkkerne har jeg anbragt en sort swarowski-sten, så diademet passer til kjolen. Så lavede jeg også lige en diamant-halskæde med sort sten efter samme princip. Ørenringene er swarowski-sten med to bittesmå sølvkugler under.

Dukkens hår blev omarrangeret og studset, og de overflødige krøller blev brugt som pandehår og slangekrøller

Kjolen er lavet af noget yndigt bredt blondestof, som jeg har lagt oven på noget blankt sort stof. Men jeg tænkte, at det ville blive for meget af det gode, hvis det hele skulle være blonde, så jeg lavede et slæb, som jeg beklædte med udklippede blonder fra stoffet. Dette blev gjort ved at jeg kom lim på hver en tråd på blondens bagside, hvorefter jeg brugte en hel dag på at side og klippe de små detaljer ud. Til gengæld er slæbet de ømme fingre værd, for det løfter kjolen til et helt nyt stadie. Min hjerne var ikke lige oppe i fuld sving, da jeg lavede kjolen, så det hele er opfundet undervejs. Men det er jo også slutresultatet, der tæller, og jeg er synes, hun er yndig og nok ryger ind under kategorien “yndlingsdukker”.

Passende sko og en fin dame med sus i skørterne, så man kan se den støtte, jeg limede fast på hendes fødder

Skoene blev lavet med den blå blonde, som jeg beklædte hendes “porcelænssko” med. Dukken har stive ben, så derfor valgte jeg at lave en “stå”-plade, som jeg monterede direkte på hendes fødder.

“Før”-dukken og blonden under lim-proces

Dukken var som udgangspunkt såmænd meget sød, men det har altid irriteret mig, at hendes kjole lignede cowboystof og var lidt skæv i det, så jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg på et tidspunkt ville ændre hende. Desuden var hun jo magen til alle andres dukker, og når man nu “ka’ selv”…

Modistens ekspeditrice

Dette var den første dukke, jeg prøvede at lave hår på.

Hun er en af de billige dukker med porcelænshår, vi først havde købt, som jeg skilte ad og byggede op igen og formede “rigtigt” hår omkring porcelænsknolden. Efter at have skilt dukken ad, bygget hende op igen og formet hende, lavede jeg noget tøj til hende, så hun kunne ekspedere i vor hattebutik.

Hun fik et flot halsbånd af noget blåt garn, der lignede et fløjlsbånd, og så knuste jeg en perlemorsfarvet grønlandsperle, for at få en perle, der var lille nok til at kunne bruges til vedhæng i dukkehusstørrelse. Jeg blev herved lige mindet om, at grønlandsperler er lavet af glas, for jeg skar mig på alle de bittesmå stykker – og blev lidt klogere! Vi havde fået fat i en pose med nogle ganske bittesmå guldkugler, næsten ikke andet end sandkorn, og jeg anbragte nu perlemorsperlen midt i en lille klat lim med en plastlomme som underlag, og så dryssede jeg ellers “guldsandet” på og manipulerede med det, så det satte sig som en ring rundt om perlen. Det blev der det flotteste vedhæng ud af, som jeg til dags dato stadig er godt tilfreds med.

Så skulle jeg så i gang med håret, og jeg var fuldstændig på herrens mark, for jeg anede simpelthen ikke, hvordan man gjorde. Samtidig skulle jeg også kompensere for, at damen havde porcelænshår, der var lavet som en knold, som jeg så også skulle have håret formet omkring. Og jeg måtte også lade håret gå langt nok ned, så man ikke ville kunne se det påmalede hår på den gulhårede dame. Hmmm, lidt af et førstegangsforsøg…! Hun fik midterskildning, jeg lod håret falde lidt i bølger for at skjule malingen, og så flettede jeg ellers fire fletninger i hendes hår, som jeg formede omkring hendes “hårknold”. Hun blev faktisk ret yndig, så jeg har fået strenge formaninger fra Mor om ikke at ændre yderligere på hende!

Konditori-ekspeditrice

Vor konditori-ekspeditrice har altid vakt begejstring hos både Mor og mig…

Denne smukke dame har jeg faktisk haft stående længe, efter jeg havde lavet hende. Hun er endnu en af de billige dukker med porcelænshår, vi havde købt. Slangekrøllerne lavede jeg efter en opskrift, jeg fandt på nettet, hvor man ruller lange totter “hår” omkring tandstikkere og overhælder dem med kogende vand. Efter at de har ligget lidt i det, tages de op og får lov til at tørre. Herefter kan slangekrøllerne forsigtigt tages af – men en advarsel: sørg for, at tandstikkerne er glatte og at der ikke er ujævnheder, for ellers er håret ikke til at få af igen!

En af vore første dukker var en ældre dame, som jeg syede en sort kjole med guldpyntebånd på. Af en eller anden grund bliver denne dukke ved med at være Mors yndlingsdukke, så da jeg lavede den katastrofale fejl at lave en flottere kjole til damen, så blev Mor så ked, for hun savnede “sin” gamle dame. Så måtte jeg jo pænt give hende det gamle tøj på igen. I mellemtiden havde jeg så fået lavet damen med de blonde slangekrøller, og så kunne hun jo passende få den flotte mørklilla kjole på. Jeg malede hendes sko og læber, så de passede til tøjet, og hun var da også fin i det. Men jeg blev aldrig helt glad for konstellationen – det var lige som om kjolen var for “tung” til så ung en kvinde, så hun flyttede aldrig ind i dukkehuset med den. Jeg havde så bare haft hende stående et års tid, men så ville jeg så endelig lave noget tøj, der passede bare til hende. Men nu måtte jeg tilpasse tøjet til læbestiften og skoene! Mor og jeg havde fået et nyt konditori (det gamle er hermed flyttet ud af dukkehusets stueetage), en drønflot butik med tagetage, og jeg har fået det malet og flyttet møbler og kager derind – men der var alligevel noget tomt, for der var ingen derinde! Så jeg fandt det jo meget passende at lave den blonde dame til ekspedient i konditoriet. Herved kan hendes flotte slangekrøller også bedre komme til deres ret, end hvis hun skulle have hat på, som var en del af den mørklilla kjole.

Man skulle ikke tro det – men dukken i midten er magen til original-dukken, jeg gik ud fra!

Nederdelen lavede jeg efter egen opskrift – den er sat sammen af fire dele og påsat en blonde, jeg har trukket et lyslilla silkebånd i. Blusen er lavet af noget foer, der har lyslilla som grundfarve og changerer over i lysegrønt, samt blonder. Ærmerne er til dels en opskrift, jeg har fundet på nettet, dels min egen version, for de var ikke lange nok til at skjule piberenser-delen af armen, så blondeforlængelsen med indsnøringer er min egen idé, for jeg ville have så korte ærmer som muligt, så hun ikke skulle stå og fedte med lange ærmer i alle kagerne. Så et nydeligt blondeforklæde, og hun var klar til at betjene kunderne i konditoriet!

Lidt af en udfordring…

De oprindelige dukker

Damen på dette billede er magen til mit udgangspunkt for vore to ekspeditricer fra Modisten og konditoriet. Da vi købte vore første dukker, var det et sæt med far, mor og barn samt tjenestepige. Jeg kan ikke huske, om bedstemoderen også var med, eller om vi købte hende separat. Det er så ærgerligt, at jeg ikke dengang tog før-billeder, for det ville være svært at genkende bedstemoderen ved sammenligning, da hun mildest talt blev peppet op siden. Pigen på billedet med porcelænshestehale blev brugt som udgangspunkt for den gulvskrubbende tjenestepige.

Køkkenpige

Som om det ikke er hårdt nok for den unge pige i huset at skulle ligge og skrubbe gulv, så bliver det hele bare lidt mere surt, når spanden vælter og vandet pjasker ud på gulvet…

Den gulvskrubbende køkkenpige blev til som en fødselsdagsgave til Mor. Lige siden vi var i Auning til dukkehusmesse, hvor der var en “gulvskrubber” ved en svensk stand, havde Mor gået og sukket for sådan en dukke, så det var jo en yderst velvalgt gaveidé!

Dukken var en porcelænspige, vi havde købt tidligere, med hestehale og sløjfe i porcelæn (se foto under “De oprindelige dukker” lidt længere oppe), som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle camouflere. Idet hun nu skulle være køkkenpige, var det jo relevant at hun skulle bære kyse, og ved at lave en plisseret kappe ned ad nakken, klarede jeg hårproblemet. Da håret alligevel var skjult af kysen, tog jeg en yderst mager paryk, som jeg havde høstet fra en 20-kroners dukke, som jeg havde taget hatten af, hvorved jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at lave nyt hår på ham, for han havde decideret hul i hovedet! Denne kam af hår passede genialt til køkkenpigen, så jeg var yderst tilfreds. Men for #*!*#”!, hvor var det besværligt at få lavet en pæn sløjfe under hagen på hende! ARGH! Det tog noget tid og nogle nåle til at styre hele halløjet, inden det lykkedes mig at blive tilfreds.

Vandet til spanden blev lavet ved at hælde noget klar lim ud på en plastiklomme, som er et genialt underlag, hvis man vil have det til at slippe igen senere. Da det begyndte at størkne, satte jeg spanden under en del af limen, så det kunne formes herefter, uden at spanden derved blev ødelagt. Herved endte jeg med at få en sjat vand, der var rendt ud af den væltede spand.

Hun er lavet længe før jeg blev superkritisk, så der er meget ved hende, jeg ville lave anderledes nu, idet hun jo ikke “hviler” ordentligt på gulvet og kjolens folder ikke falder korrekt. Det skal dog siges, at det var mit første forsøg med stofstivelse og at få tøjet til at følge en specifik facon – hvilket jeg bestemt ikke er tilfreds med. Men dengang var det det bedste, jeg kunne præstere, og Mor elskede sin gulvvaskende tjenestepige. 🥰 Ligesom ved kunstmaleren, da han blev givet som gave, tapetserede jeg og indrettede decideret et rum i en lille reol for at lave billede til låget af den æske, hun blev givet i. Jøsses, jeg havde godt nok mange flere kræfter dengang, end jeg har nutildags, at spilde krudt på den slags! 😜 Men godt så det skam ud…

Polsk tjenestepige

Den polske tjenestepige har nærmest sneget sig ind i dukkehuset. Det var en dukke med nationalklædning, min søster Conjadia havde med hjem til Mor fra en ferie i Polen, hun var på for mega-længe siden, meget længe før vi overhovedet havde overvejet at lave dukkehus sammen. Vi kan hver især nedlægge veto, hvis der er noget, vi er uenige i skal være i dukkehuset. Jeg har nedlagt veto mod dukker, der ikke er af porcelæn og grimme dukker. Men denne dukke har faktisk et sødt ansigt og hænder og arme, man kan få til at holde om ting, så dukkehuset får et mere levende look. Da vi i starten ikke havde ret mange dukker, placerede Mor den i dukkehuset. Jeg fik øjeblikkeligt et føl, da jeg så den korte dukke i sin kraftigt farvede stribede nederdel og den heftige make-up. Men jeg måtte medgive Mor, at hun havde potentiale, så efter jeg fik lov at ændre på hende, gik jeg med til det, hvis resultatet blev tilfredsstillende.

Først savede jeg hende bogstaveligt talt midt over, da hun var alt for kort. Hendes øvrige proportioner passede rimeligt godt til dukkehuset, men hun var altså underhøj! Så satte jeg et stykke kork ind som mellemstykke for at forlænge hende (Mors idé), og hun fik en tjenestepige-kjole på, som jeg havde taget af en anden dukke. Derefter tilføjede jeg forklædet, jeg havde fra Bedstemor-dukken, og så var kostumet i hvert fald i orden. Det sorte hår, der efterhånden var blevet afbleget af solen til en brunlig tone, sad i en fletning, som jeg satte løst op på hovedet, hvorefter hun fik en tjenestepige-kyse på. Den tunge make-up blev skrabet af, og hun fik lagt en ny og lettere, og så var hun ellers færdig.

Med tiden, når der efterhånden flytter en hel familie ind i dukkehuset, kan det da godt være, at hun falder udenfor med sit udseende, men i øjeblikket fungerer hun i hvert fald fint i dukkehuset. Jeg har med at placere hende, så man enten ser hende bagfra eller skråt bagfra, så man ikke ser hendes ansigt, hvor hun så tydeligt falder udenfor sammen med porcelænsdukkerne.

Kokkepigen

Kokkepigen opstod ud fra en dukke, der oprindelig var en meget lille gammel dame. Men hun var for lille og så mærkelig ud. Jeg tegnede så hendes lilla(!) øjne op, så de blev brune og ændrede på hendes læbefarve, så den så lidt mere naturlig ud (jeg er blevet mere kritisk med hendes “makeup” siden, så på et tidspunkt skal jeg have ændret det). Det stride hvide hår, der lignede strikkegarn, røg naturligvis også af med det samme. Men jeg var vild med hendes dobbelthage og kraftige arme, så jeg besluttede mig for at lave en kraftig kokkepige til køkkenet. Jeg sad og rodede rundt blandt alle de forskellige hårfarver, jeg har liggende, men der var ikke rigtig nogen, der passede… lige til jeg faldt over en lille rest fra den gang jeg klippede husets Bedstemor. Jeg havde jo allerede lavet kunstmalerens hår, skæg og overskæg med resterne derfra, men havde ikke kunnet få mig selv til at smide de sidste sørgelige krøller ud. Nu fik jeg så en temmelig genial idé, hvis jeg selv må sige det: en hat! Jeg har surfet en del rundt på nettet og studeret andre folks dukkehuse, og var på et tidspunkt faldet over ét, hvor kokkepigen i huset havde hat på. Jeg besluttede mig så for at lave min egen variation – og så røg der endnu en T-shirt til formålet… “suk!”.

Jeg “krøllede” kanten af hatten og stivede den, så den holdt faconen som ønsket. Og herefter brugte jeg de sidste rester hår, som jeg stoppede op under hattekanten. Så jeg skal love for, at jeg fik noget ud af Bedstemors hår!

Kjolen lavede jeg af en gammel behagelig skjorte, jeg havde som teenager, og som vi fandt, da vi for nylig ryddede op på loftet. Den var så fintstribet, at vi kunne bruge den til dukkehuset, og vi elsker at bruge noget i dukkehuset, som har noget historie for os. Herefter var det bare at lave et forklæde (hvilket af en eller anden grund tog mig hundrede år at blive færdig med, jeg kunne længe bare ikke rigtig hverken forme det eller komme i gang med det). Forklædet blev sluttet af med lidt diskret “broderi”, som jeg lavede med en tynd hvid gel-pen. Og så var kokkepigen klar til at starte på jobbet!

Skov-fe

Skov-feen lavede jeg i 2009 som gave til min søsters 50-års fødselsdag. Desværre blev hun ved et uheld glemt udenfor under et skybrud, så jeg har længe haft en slatten udgave af hende stående til renovering.

Renovering af skov-fe – t.v.: 2009 og t.h.: 2022

Jeg startede med at pille dukken med skjult stativ af bunden og vaske efeubladene. Mens feen har stået og ventet (desværre i flere år), var hun blevet enormt støvet, så hele opstillingen måtte også have en grundig rengøring. Idet det ville blive så omfattende en omgang, besluttede jeg mig for at ændre hendes look en anelse, også for at få nogle farver til, der kunne opfriske misfarvninger lidt. Kjolen var fuldstændig skvattet sammen, så jeg måtte fylde den ud med vat, og da jeg opnåede den ønskede facon, fik den en ny gang stivelse efter afbørstning. Mos-kanterne var visnet og blev nu erstattet med “blomsterdrys”, som man normalt bruger til at lave blomsterbede med. Alle zebrafinkefjer så druknede ud, så de måtte pilles af og er nu blevet erstattet med undulatfjer, der er større og mere pjuskede end zebrafinkefjer, så de fleste har jeg måttet klippe til.

Feen på gyngende grund, klasket og råstøvet – selv efter vask skulle meget “reddes” ved bunden.

Bundpladen var oprindelig to stykker karton, jeg havde limet sammen, og de bølgede i bakkedal, så derfor lavede jeg en ny af 3mm MDF-plade, hvor jeg borede to huller, der svarede til de to, jeg havde lavet i dukkens stativ. Herigennem trak jeg et par omgange ståltråd, så dukken sad stabilt på bunden. Efter jeg var færdig med at renovere feen, limede jeg de store efeublade på den nye bund. De oprindelige perle-blomster var gået i opløsning, så derfor lavede jeg nogle små krysantemummer i stedet. Feen fik ligeledes en krysantemum i hånden. Gudskelov bad min søster mig om at fjerne vingerne, for de var umulige at redde, så jeg ville have været tvunget til at lave helt nye, så det passede mig udmærket, at hun foretrak dukken uden. Feens hår blev nettet og fik en ny gang hårlak. Jeg synes faktisk, hun er blevet rigtig fin (hun så jammerlig ud) på trods af, at farverne har mistet deres friskhed og især den hvide farve er meget langt fra hvid nu.

Her er min gamle beskrivelse af projektet:

Skov-feen lavede jeg i 2009 som gave til min søsters runde fødselsdag. Feen var et yderst spændende projekt, som jeg arbejdede længe på. Kjolen er i flere lag, lette og luftige, hvor der både på det inderste og yderste lag er sat små efeu-blade. Kjolen og slæbet samt ærmekanterne er beklædt med zebrafinkefjer. Der er mos-kanter på skørterne og i hendes hår, der er flettet tilfældigt. Jeg havde en kuglepen fyldt med rav, som jeg fik tømt og brugte som pynt på kjolen og som smykker, blandt andet den flotte ravhalskæde. Staven blev pyntet op med fjer og flotte sten, mos og guldtråde og toppen blev rundet af med en grøn glassten, omringet af rav. Hun står på en bund af store efeublade med lidt blomster tittende frem samt en enkelt hvid blomst med “vanddråber” på. Vingerne var en kompliceret affære med ståltråd, “filtret” stof og masser af glimmerneglelak. Øjne og makeup blev lavet med metallic gelé-penne. I panden anbragte jeg en smuk sten, der skinner i forskellige pastelfarver, samme sten, jeg også pyntede staven med. Toppen af kjolen er en svagt vissengrøn bort.

Den gamle udgave af skov-feen