Jeg havde købt en sød lille kuffert, der som forventet var sjusket lavet, så planen var at shine den op. Men jeg kunne hurtigt se, at det kom slet ikke til at gå, da jeg ikke kunne acceptere de sjuskede sammenføjninger. Desuden havde jeg bare tænkt mig at rette på håndtagene, men de sad så skævt, så jeg endte med huller de mærkeligste steder. Derudover var det også en helt forkert placering af håndtagene, der burde sidde på siderne af kufferten. Nej, det gik altså virkelig ikke!

Jeg overvejede at bygge kufferten op helt fra bunden af, men fandt ud af at træet i den købte kuffert var så stærkt og alligevel rimelig nemt at presse nåle i, at det var smartere at ombeklæde originalen i stedet for at lave en ny. Og så sparede det tid, hvilket man jo aldrig har nok af i julemåneden.

Det var svært at komme til med værktøjet, når jeg skulle klemme de smalle bugtninger. Der findes flere udgaver af sådan en moser-del, men jeg havde en specifik i tankerne, og så var det dælendytme sådan, det skulle være, selvom materialet egentlig gerne ville nøjes med en bue mindre.

Til håndtaget skar jeg et lille stykke af en rundstok. Det går hårdt ud over fingrene, når man skærer og sliber i denne størrelse. Da jeg havde fået træet ned i en fornuftig størrelse, satte jeg det i klemmen, så jeg kunne finde maskineriet frem og spare fingrene. Toppen af håndtaget blev ikke helt som ønsket, for da jeg var næsten helt færdig, flåede filen pludselig et lille stykke træ af, så jeg var nødt til at korrigere faconen, hvorved den blev noget smallere ved toppen end planlagt. Det var dog bare et kosmetisk problem. Jeg korrigerede det let, men kunne ikke komme til at udjævne det ordentligt, da det ville være gået ud over størrelsen, og den var dæleme lille nok at håndtere i forvejen!

Jeg havde allerede givet Mor hjemmesko i normal størrelse som før-julegave, da hun havde mere brug for dem på det tidspunkt, men det ville jo være lidt træls juleaften. Derfor pakkede jeg skotøjsæsken ind med disse små hjemmesko i, så hun alligevel fik hjemmesko juleaften. 😀

De er lavet af noget blankt rosa stof, som jeg har beklædt med blonde med guldkant i. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en lille blomst foran, men jeg kan faktisk godt lide dem, som de ser ud nu og jeg har fået lige den facon frem, som jeg gik efter. Man kan hurtigt komme til at overdrive i den størrelse, da enhver lille tilføjelse kan komme til at virke voldsom og kan forandre hele udseendet markant.

Jeg måtte droppe min oprindelige plan, da jeg kunne se, at det tidsmæssigt ikke kunne lade sig gøre (men Mor har fødselsdag den 15. januar, så jeg fik min lyst styret! 😅). Gudskelov gav Mor mig selv løsningen, da jeg besøgte hende. Vi studerede og snakkede om hendes kalendergaver, hvor jeg talte begejstret om skærebrættet, jeg havde lavet med marcipansnitteproduktion og medfølgende kniv. Og pludselig lagde jeg mærke til, at hun da vist var mere fascineret af kniven end af det andet! 😮 Derfor besluttede jeg mig for, at hendes julegave skulle være et sæt køkkenknive med knivblok til. Det er edderhyleme noget småt fisværk at sidde med! Jeg skulle hele tiden passe på snitterne, men for hver kniv blev jeg lidt klogere. 😉 Jeg har lagt hele min proces ind, hvis nogen selv skulle få lyst til at prøve. 😜

Jeg havde egentlig planlagt, knivblokken skulle stå skråt, men tiden forhindrede mig i at bøvle med det – hvilket i sidste ende passer mig udmærket, for så ville den fylde mere og vi har jo ikke meget plads. 😉 Til gengæld synes jeg, den er blevet meget flot, og hvis jeg selv skal sige det, ret sej! 😆 Og Mor var fuld af beundring og elskede sin gave. 💕

Rosenbusk til haven

Mors julegave 2015 var denne rosenbusk, som var noget af et omstændeligt projekt. Jeg har købt papirroser i mange forskellige farver henover årene og et eller andet sted undervejs kom vi frem til, at nogle af dem skulle gå til en rosenbusk til haven. Så da vi på et tidspunkt holdt mandtal på dem, fandt vi frem til, at især en mørkerød rose og en fælles favorit, en lys rose med rød kant, var dem, vi havde flest af, både i roser og knopper. Jeg havde nemlig været så heldig også at få fat i to forskellige størrelser knopper, så herved var jeg i stand til at kreere en meget mere naturligt udseende rosenbusk. Jeg ville egentlig helst bare holde det som en stor mørkerød rosenbusk, men Mor ville gerne have den tofarvede med. Jeg lavede lidt research på det og fandt ud af, at sådan kunne en rosenbusk sagtens se ud, så naturligvis fik Mor sin vilje… Jeg havde så ikke nævnt noget om rosenbusken siden, for det sker naturligvis ind imellem, at vi diskuterer fremtidige planer med dukkehuset, uden at der umiddelbart sker mere i nærmere fremtid (jeg har en koloenorm liste med ting, der skal laves ). Derfor var det en dejlig overraskelse for hende, da hun fik sin fine rosenbusk på espalieret, som hun havde fået i julekalender for flere år siden.

Jeg havde bestilt noget neglepynt fra Kina, et ark med små sommerfugle, som nåede at komme i sidste øjeblik. Min plan havde egentlig været at sætte sommerfuglene på tyndt plexiglas, som jeg så ville skære til og bøje på midten. Herved ville man kunne se aftegningerne på begge sider. Det var på sin vis også korrekt, problemet var, at sommerfuglene var gennemsigtige, så det duede jo ikke. Jeg tog så noget ganske almindeligt hvidt papir og overførte sommerfuglene til, hvorefter jeg omstændeligt klippede dem ud og rettede lidt smådetaljer til med sort tush. Jeg fik lavet fire styk, som jeg anbragte lidt rundt omkring, så hver gang folk bliver præsenteret for rosenbusken, leger vi “find sommerfuglene”. Så blev roserne og grenene rettet til, så de fik et naturligt “rodet” udseende, og så var rosenbusken endelig færdig!

Juleaften 2015 blev så noget anderledes, end vi havde forestillet os. Det var meningen, det skulle holdes hos Mor i Ribe med min søster og svoger (som Mor bor sammen med) og min nevø og hans familie. Men det gik ikke just sådan. En halv time inden vi skulle spise, faldt Mor baglæns hen over en stor kasse julegaver og brækkede overarmen. Så hun og jeg tilbragte det meste af juleaften på skadestuen! Da vi endelig kom hjem, blev vi da puslet om af familien, men min nevøs to små børn var desværre allerede blevet puttet, og vi havde ellers sådan glædet os til at være sammen med dem. Mor blev da glad for alle sine gaver, men både hun og hendes krop var jo i chok, så hun fik nok ikke så meget ud af det selve aftenen. Men hun har skam sidenhen nærstuderet rosenbusken og var ovenud begejstret! Bruddet var desværre slemt, så armen kom aldrig mere til at sidde, som den engang gjorde.

Detaljerne til projektet kan læses under “PROJEKT: Større planter”.

Julen 2008

Mors julegave i 2008 – en kikkasse med telefonbænk

Denne smukke telefonbænk lavede jeg til Mor i julegave 2008. Jeg er temmelig forliebt i den, og synes, den har så mange fascinerende detaljer, da jeg ved, hvordan de er blevet lavet. Man kan lige ane magneterne ved siden, der holder den flotte hvide ramme med glas (som man jo så desværre ikke kan se på billedet).

Selve telefonbænken var bare en af de billige, man nemt kan få fat i. Da den havde et hylegrimt betræk, måtte jeg finde noget flot stof, der passede til træet smukke farve. Jeg fik forsigtigt pillet hynderne af og betrukket dem, men syntes, der manglede et afsluttende finish. Selve bænken havde en rædderlig grov udskæring på toppen af ryggen. Jeg havde på et tidspunkt købt nogle metalhjørner til f.eks. billedrammer eller kort, og da jeg prøvede mig frem, fandt jeg ud af, at jeg lige kunne skjule det værste, og at det faktisk så ret tjekket ud. Håndtaget var bare en simpel guld plastikkugle, som jeg udskiftede med et fint messinghåndtag, vi havde købt på messe. Jeg har dog siden fundet dem i butikker, så de er til at få fat i. Nå – men der manglede nu stadig noget! Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at se imellem vore forskellige typer tynde snore, om der var noget, jeg kunne bruge som kant. Til min store overraskelse blev det en snor, som vi ikke havde købt i dyre domme, men som jeg havde indsamlet over tid. Hver gang jeg køber noget tøj, hvor prisskiltet sidder i en snor, gemmer jeg snoren. Så dette var såmænd Føtex’ det bedste! Det var bare flot! … men der manglede nu stadig noget! Afrundingen blev en sød lille rund pude, hvor jeg brugte sofaens stof og kant og fyldet var en tynd skumgummivaskeklud. SÅ var den der!

Jeg ville have en gammeldags telefon til at stå der, og selvfølgelig havde vi ikke en “på lager” og den var heller ikke umiddelbart til at skaffe. Jeg måtte jo så til selv at lave den, men til gengæld kan jeg jo så også sige, at den er unik. Men jeg kunne da såmænd godt have undværet oplevelsen af at skulle lave den, og så en måned efter, Mor havde fået kikkassen, falde over en ganske habil udgave til en tyver i en butik i Århus, hvor jeg var på besøg. Nå, men hvis man vil lave en selv, er opskriften følgende: Bunden er lavet af en stor rillet træperle, som jeg skar igennem og sleb bunden på. Stangen er en meget flot messingstang med udskæring, som er noget krimskrams, vi har købt på messe. Tale”hovedet” er en perleskål, jeg har klemt sammen, så jeg fik den ønskede facon. Hvad selve talerøret er lavet af, kan jeg ikke lige huske, men hvis jeg skulle lave den idag, ville jeg se, om jeg kunne finde et hult rør af en slags og eller tage en træstump og udhule. Røret er lavet af netop et stykke træ, som jeg har filet og slebet i facon. Holderen var igen noget krimskrams. Ledningen blev atter et stykke snor af Føtex’ det bedste. Herefter en solid gang sort neglelak, og så var den hjemme.

Barometeret er jeg totalt vild med! Igen bare en billig ting, brunmalet metal med påklistrede papir-målingsenheder. Den så lousy ud! Men jeg kunne i dén grad se potentiale i den, så den kom under behandling. Jeg valgte at beholde farven, da jeg egentlig gerne ville have, at den mindede om træ, som den, vi havde i mit barndomshjem (ikke at den var så fin, men alligevel). Selve kviksølvmåleren sad skævt, så der måtte jeg forsigtigt pille papiret af, der var i en elendig kvalitet, så det var minutiøst arbejde. Og alt det bøvl for så bare at sætte den på igen! Altså ind imellem kan jeg godt ryste lidt på hovedet af mig selv, men én gang perfektionist, altid perfektionist. Men den så altså bare så kedelig ud, så der måtte “pilles” lidt mere. Jeg tog en sølvfarvet knappenål og klippede den til, så den passede til måleren og fandt en flot rød neglelak, der blev malet på en del af den. Da den så først kom på, skal jeg da love for, det peppede den op! Jeg har jævnligt indkøbt gummidupper (af den slags, man sætter under ting for at skåne overflader), for at have et lager til urskiver til når jeg engang får startet på vores urmager. En af dem passede perfekt, og så var barometeret færdigt og lignede en million! Da der var hul til at sømme den op med, valgte jeg at benytte mig af det i stedet for at lime den fast, da den lille detalje med “sømmet” er med til at give autenticitet.

Billederne var familiebilleder, der var sat ind i fine små sølvrammer. Disse var godtkøbs-kram fra Fakta, hvor jeg havde købt et ark med forskellige faconer, hvor der var små ikoner i til kort til barnedåb. Disse pillede jeg bare af, og så havde jeg små fine rammer. Broderiet i den sorte ramme er fra da jeg lavede kikkassen med broderier. “Lusket” fra nettet, printet ud på specialpapir og strøget over på hvidt linned. Det gør, at man kan se stof-strukturen i broderiet, så det mere ligner “the real deal”, da jeg ikke orker at sidde selv og fedte med den slags småtterier, selv om jeg da ville ønske, at jeg gjorde.

Stokkeholderen er købt sammen med en anden, vi skal bruge til dukkehuset, men så kunne jeg jo fint bruge den her. En sød indkøbt paraply og en flot stok med hestehoved. Jeg måtte godt nok skifte selve stangen ud, da den var eminent for kort, især når man tænker på det store stokkehoved. Det var lidt svært, især da det hele var af metal og der indeni gik en tynd men stærk metalstang ned i stokken. Denne måtte jeg så først grave ud, inden jeg kunne montere min træstok, men det lykkedes da, og så fik jeg også mulighed for at lave fine rillemønstre på stokken.

Så var det tid til tapet, marmorgulv og gulvpanel. Afrundet med en fin hængeplante (som jeg godt nok skiftede “metallet” på, da det så ynkeligt ud, og udskiftede det med guld i stedet), og så var Mors gave klar.

Bordgave julen 2008

Line Dancer 2008

Min familie havde i rigtig mange år den tradition, at vi alle fik en lille bordgave, når vi satte os til bords juleaften. Det var altid Mor, der stod for det, men jeg sørgede altid for, at Mor selv fik en gave. I 2008 blev det en flot én af slagsen. 😉

Mor gik i flere år til line dance sammen med min søster Winnie og svoger Bjarne. W & B endte med at blive så dygtige, så de var med klubben ude og optræde, men som med Mor måtte de til sidst give sig for kroppens protester og de er nu alle tre holdt. De var flere gange med til arrangementer, hvor der også kom klubber fra andre steder i landet med underholdning og spisning. Jeg var med en enkelt gang, da jeg var nødt til at høre Mors store passion, Wenche, der optrådte med kendte country-melodier. Det var også rigtig godt, så da jeg besluttede mig for at lave en “flad” kikkasse, besluttede jeg mig for at hylde Mors store passion. Det være sig både hendes line dance-udstyr samt Wenche. Mor havde sat frynser på en sort nederdel med stor vidde, og jeg havde hjulpet hende med at sy nogle flotte stjerner på, jeg kunne huske, hun havde liggende (jeg havde brugt dem til at pynte vort nytårsbord med en gang – “fnis!”). Hun havde selvfølgelig cowboystøvler til dresset og den uundværlige cowboy-hat. Her havde hun fået et rigtig flot eksemplar af min kusine Ingeborg, da hun startede, hvor der var en flot fjerdekoration foran. Vi havde så yderligere sat en rhinstenskæde omkring pulden, så den var rigtig flot.

Jeg fandt noget sort stof, jeg kunne frynse, og havde fundet nogle stjerner, jeg kunne bruge, og jeg arrangerede så “nederdelen” i det ene hjørne, så den ikke blev for alt-overskyggende. Jeg havde fundet de fedeste cowboy-støvler på nettet i ægte læder med prægning af et høvdingehoved med fjerdragt, så de fik en flot centerposition. Yderligere havde jeg fundet en sort cowboy-hat. Mors var cremefarvet, så det passede mig ikke rigtig, at farven var forkert, men det var der nu ikke noget at gøre ved, og i det mindste var det en flot farveafstemning til nederdelen. Noget tyndt sølvbånd om pulden og naturligvis en flot front af fjer (venligst udlånt af mine zebrafinker! ). Jeg fik fat i nogle line dance-billeder fra deres klub, Lazy Boots, samt et billede af Mor og Wenche, og derefter lavede jeg en fotocollage, douchede billederne ned og bruntonede dem. De blev så anbragt helt bagerst og blev en flot baggrund.

Da Mor blev 75 år, lod hun temaet for festen være i denne stil og inviterede desuden en pæn flok fra klubben, så der blev undervist og danset lystigt i bedste line dancing-stil. Sejt! Det er ikke alle i den aldersgruppe, der kan finde på den slags!!!

Min mor, line danceren…

Den fine diligence var faktisk en, jeg legede med som barn og som vi fandt på loftet, da vi ryddede op efter orkanen i 1999. Mor, min søster Winnie og hendes mand Bjarne boede på det tidspunkt i nærheden af Gredstedbro på en gård. Ribe-området blev ret hårdt ramt, og hos dem røg gavlen i den ene ende af huset og meget af taget. Men det gjorde også, at vi var nødt til at gennemgå tingene på loftet for at se, om vi kunne redde noget. Så jeg har haft diligencen stående lige siden – man er vel lidt nostalgisk. 😉 Og jeg havde da bestemt ikke forventet, at jeg ville finde sådan en fin anvendelse for den! Jeg skrev en sang til Mor, så den blev fornemt præsenteret. 😀

Julegave fra hedengangen jul

Vore to søde små drenge sidder i hver deres årstid i deres promenadevogne. Der er tale om fletbarnevogne, der bare var alt, alt for korte, så i stedet hærværkede jeg dem og byggede dem om til promenadevogne. Sommerudgaven var den første, som jeg lavede som gave til Mor. Den anden lavede vi sammen, hvor vi også har lavet nogle enkelte til salg og snart vil til og i gang igen. Køretasken til salgsudgaven var anderledes, men også rigtig sød, og det var sjovt med et fælles projekt. Men det er edderhyleme hårdt for snitterne at lave sådan én – det giver nogle vabler undervejs og min stue var overstrøet med små stykker flet, der sprang rundt om ørerne på mig, mens jeg sad og klippede til.

Julen ? – den allerførste kikkasse

Systuen var en julegave, jeg lavede til Mor. Den var egentlig tænkt som systue tilknyttet Modisten, men den endte med at få sit eget liv og blev til en sød lille privat systue i stedet for. Det vil så også sige, at det var den anden kikkasse, jeg prøvede at lave. Billedet på væggen er min bedstemor med vor gamle kat Sorte, som jeg voksede op med. Uret på væggen er lavet af en knap med en urskive, jeg “tog” fra et ur på nettet. Det lille fuglebur er nok egentlig Lundby-størrelse, men idet jeg legede med det som barn og altid har været glad for det, skulle det alligevel inkluderes. 😉 Kikkassen er lavet i en vinkasse, så der er meget begrænset dybde på, derfor valgte jeg at lave et væg-bord, så det ikke kom til at fylde det hele. Lampen er lavet af messingrør, metaltråd, nogle guldkugler og to skærme, så der er ikke lys i.

Julen ?

Ind imellem er jeg altså lidt bindegal: jeg endte med at lave en hel kikkasse bare for at kunne tage dette foto til æsken, han skulle være i!

Det er godt nok mange år siden, jeg gav kunstmaleren til Mor i julegave…

Maleren var en standard-porcelænsmand, som blev skilt ad og bygget op igen, så hans arme kunne bøjes mere end et par gange uden at knække, og han ville være i stand til at sidde ned. Håret var resterne fra Mors yndlingsdukke, som jeg havde gennemtrumfet at få lov til at studse lidt, da parykken var temmelig stor, og det pyntede da også gevaldigt med en studsning. Men som sædvanlig kunne jeg ikke få mig selv til at smide resterne ud – man ved jo aldrig, om man pludselig står og mangler det! Hø-hø, det var bare helt perfekt til vor maler, der da også fik både skæg og øjenbryn af det (hulens til bøvl at klippe til, vil jeg lige hilse at sige!). Baretten på hovedet kostede mig en T-shirt, for når jeg lige er i det kreative hjørne, står alt for skud, som jeg måtte kunne bruge, især hvis jeg lige specifikt står og mangler noget. Tørklædet er skam ægte silke, for mindre kunne jo ikke gøre det, så der røg lige et par trusser…!

Det var jo lidt tamt at præsentere dukken for sig selv, for jeg var jo nødt til også at få ham til at ligne en kunstmaler. Så jeg anskaffede staffeli og en drejestol til ham, og så gik jeg ellers i gang med at være kreativ. Hele molevitten skulle jo præsenteres ordentligt, så jeg endte med at tapetsere en hylde i en lille reol udelukkende for at kunne tage et flot foto af kunstmaleren “in action”, printe fotoet ud og klistre det på toppen af en gammel cigaræske, hvor alle ting lå i. 😁

Malerkassen blev bygget op fra grunden af balsatræ med håndtag og “hængsler” af tyndt læder og messingnåle og malet med brun tush og lakeret. Tuberne blev lavet af tandstikkere, der blev snittet i rette facon, malet og sat etiket på (fra en annonce) og med sorte grønlandsperler som låg. Derudover noget forskelligt farvekridt, lavet af spidserne fra tandstikkerne og farvet. Og selvfølgelig en snasket malerklud.

Så skulle der jo også laves pensler – og igen kom mit hamstringsgen ind, for jeg havde også rester fra håret fra den mørkhårede dame med negligé, og det blev lige til spidserne på penslerne, der blev lavet af tandstikkere og sølvpapir og malet med neglelak. Jeg købte et henkogningsglas i mini, så jeg både havde glas til penslerne, men også en lille skål, som maleren kunne klatte rundt i.

Paletten var købt billigt, men så desværre også sådan ud, så malingen blev slebet af, paletten malet med brun tush og lakeret og nye malerklatter sat på.

Så blev der også lige lavet forskellige billeder og råskitser, som maleren skulle have hængende omkring sig, og selvfølgelig et billede, som maleren var igang med at arbejde på – og under staffeliet en blok med skitse af selvsamme billede.

Alt i alt blev det til en ret god julegave (og så kan jeg jo også selv nyde at se på ham!).

Både Mor og jeg drømte om at få en kunstmaler oppe på loftsetagen.