Herrerne
Herren i huset
Så blev herren i huset endelig lavet i 2018. Han er en statelig herre anno 1900 med store bakkenbarter, der går over i overskægget. Han har fået ægte lædersko (der bevirker, at han kan stå selv!) samt et lommeur, der rent faktisk også kan komme i lommen.
Jeg glædede mig enormt meget til at præsentere ham for Mor, da han skulle rykke ind i vort dukkehus. Jeg havde fortalt hende, at jeg planlagde at lave ham med cykelstyrsoverskæg, og hun så helt bestyrtet ud. Men jeg bad hende om at stole på mig, for jeg var overbevist om, at han ville blive rigtig god. Mor elskede ham fra første øjekast og den første måned fremviste hun ham til alle, der kom ind ad hendes dør. 😂 Han følte sig straks hjemme i vort fælles dukkehus. 
Jøsses, hvor brugte hun meget tid på at sidde og kigge forelsket på ham, så han var en winner!
En statelig herre anno 1900.
Når jeg laver en dukke, starter jeg altid helt fra bunden af med at skille en billig dukke ad. De er oftest meget dårligt lavet med elendig kropsfacon og miserabelt metalskelet, der knækker efter få bøj. Jeg har ingen intentioner om at lægge en hulens masse krudt i at lave tøj og hår til en dukke, for at noget i kroppen så knækker efter få ganges positionering.
Jeg har sammensat ham at flere dukker, hvor ansigtet stammer fra en ældre kvinde og hænder og fødder fra en mandlig dukke. Jeg rensede den gamle maling af ansigtet med acetone og har selv malet det nye med akrylmaling, hvor øjnene bagefter fik lidt klar lak. Den mandlige dukke fik også lov til at donere bukserne og den forreste del af vesten, som jeg dog har lavet voldsomme ændringer på.
Vi har haft den mandlige dukke siddende i herreværelset med ryggen udad i mange år (fordi han var så grim), hvilket gjorde ham til pro forma herre i huset. 😁 Derfor havde jeg vænnet mig til hårfarven og de flotte bukser. Da jeg i det hele taget syntes, at stoffet var flot og anderledes (og dog stadig passende og elegant) til en herre, besluttede jeg mig for at hærværke dukken for at høste tøjet. Når man tager frakken af, finder man ud af, at hans skjorte består af en lille firkantet lap stof oppe ved halsen, og vesten består af det, man kan se på forsiden. Bukserne var til gengæld rigtig fine, selvom jeg også her måtte fjerne en del lim. Jeg fjernede de oprindelige “knapper”, der var alt for store påsyede perler og erstattede dem med neglepynt. Kroppen var blot nogle metalstænger med en engangsvaskeklud viklet løst om og holdt fast med lidt sytråd. 3-4 skarpe bøj, og metallet knækkede. Derfor laver jeg mine egne dukker… 😬
Der er noget af en forskel på det første uhyggelige ansigt og min version.
Så byggede jeg dukken op igen. I dette tilfælde droppede jeg skoene med høje hæle, som jeg ikke kunne se logikken i og fandt nogle flotte fødder fra en anden dukke, jeg havde liggende. Jeg snoede piberensere, så de lige kunne klemmes ned i ben og arme (som jeg rensede for gammel lim med et minibor) og byggede kroppen op som ønsket. I dette tilfælde har jeg brugt mange flere piberensere end normalt, men denne dukke vil ofte blive stillet i nye stillinger, så jeg ville have den så stærk som muligt. Jeg brugte lange piberensere, hvor det her kom til at passe med, at de snoede piberensere til benene bare kunne bukkes på midten, så havde jeg højden af dukken. Den bukkede del blev presset op i hovedet med en god klat lim.
Jeg skilte de to “ben” ad oppe ved skulderpartiet og trak arm-piberenseren igennem og snoede omkring dem, hvorefter jeg skubbede “knuden” op under porcelænet sammen med godt med lim. Så kom jeg lim ved skulderen (ikke på porcelænet), hvor jeg trak armene opad og lod dem tørre i den position. Dette gjorde, at jeg dagen efter havde meget nemmere ved at anbringe piberenserne i den rette skulderposition, hvilket ellers oftest driller. Efter at have klippet det overskydende af (og kort monterede skoene for at tjekke, at han havde den ønskede højde), brugte jeg resterne til at opbygge selve kroppen, så ham her har fået ribben! 😁
På første billede kan man tydeligt se før og efterbehandlingen af tråd og lim. Overkroppen er ikke blevet behandlet endnu, mens benene har fået den rette facon.
“Kødet” på kroppen blev lavet med engangsvaskeklude, jeg klippede i strimler. Efter jeg havde beklædt dukken med dette, brugte jeg masser af hvid sytråd til at forme skumgummiet, så han fik rigtig kropsfacon (han har såmænd også fået en sød lille mås 😄). Så smurte jeg hele kroppen grundigt ind i lim, både for en sidste faconkorrektion, men også for at have komplet styr på både tråd og skumgummi. En anden grund til at jeg vælger dette er, at skumgummi bliver mørt med tiden. Ved at have skabt et lag med lim, håber jeg at have forebygget fremtidige problemer.
Så var kroppen klar til fortsættelse. Fødderne kommer først på, efter bukserne er kommet på. Hændernes montering afhænger af, hvordan jeg beslutter at lave tøjet. Men så var jeg klar til alt det sjove. 😃
Knapper og slipsenål er neglepynt. Slipset er noget fint bånd, som jeg har syet sammen på en måde, så det ligner en slipseknude. Vesten og bukserne var lavet af noget tyndt stof, men gudskelov var der bukket lidt stof om på bagsiden af vesten, som jeg klippede af og brugte til mine ændringer. Dette fik jeg brug for, idet jeg har gjort dukken en anelse højere end dukken, jeg høstede tøjet fra, hvilket gjorde, at jeg har forlænget vesten en anelse i toppen og ændret ved armhullerne. For neden klippede jeg et lille V, så vesten ikke “skar ham over” i snittet. Da jeg pillede frakken af originaldukken, efterlod den nogle ordentlige klatter lim, som jeg har kæmpet for at få væk uden at ødelægge stoffet. Det lykkedes i den ene side, men i den anden side sad limen så dybt nede i vævet, så det var umuligt at rense. Derfor lavede jeg nogle brystlommer på vesten for at skjule det. Jeg havde hele tiden haft planlagt, at han skulle have et lommeur (og ikke en illusion af et lommeur, som Bedstefar i huset har), men det kunne jo ikke være ude hele tiden. Derfor lavede jeg også nogle rigtige lommer i vesten. Jeg har under min research studeret monteringen af ure og slipsenåle, så det kom til at se rigtigt ud. Bagsiden af vesten lavede jeg af noget silkelignende stof, hvor jeg tilføjede en lille detalje af grundstoffet samt et par knapper af neglepynt for at skabe sammenhæng, så det ikke lignede en hovsa-løsning. Detaljefotoet viser hans fine changerende manchetknapper og hans faste lille parisermås. 😂
Jeg lavede en simpel skjorte, hvor jeg sidenhen monterede manchetter og krave. Ærmedelene er ikke limet sammen med resten af skjorten, hvilket giver større bevægelighed.
Under processen med lommeuret fæstnede jeg kæden med nåle for at finde ud af, hvor lang den skulle være og hvor svajene skulle være. Den er delt op i to dele, hvor ur-delen er fri i den ene ende og fæstnet med en messingnål ved knappen. Den anden kæde-del har en messingnål i begge ender. Den ene holder den fast nede i lommen og den anden er sat op bagved knappen, for at illudere at kæden går igennem knaphullet.
Jeg venter altid med at lave håret helt til sidst. Man bøvler rigtig meget rundt med en dukke, mens man laver tøjet, og det kan nemt komme til at ødelægge håret. Jeg bestilte på et tidspunkt noget hår over nettet og fik en meget utilfredsstillende tot tilsendt. Men da jeg nu skulle lave en mand, skulle jeg ikke bruge så meget hår og trak yderligere godt ud i krøllerne, så de ikke var så markante – og håret blev længere. Så havde jeg lige akkurat nok. I posen med håret lå der nogle få slangekrøller, hvor jeg tog to og nulrede og adskilte hårene, til jeg kunne montere dem som bakkenbarter.
Okay, det er altså ikke en begyndende varulv… 😅 Jeg har limet øjenbryn på, som jeg først klipper til, når limen er helt tør. Man kan også vælge at nulre en lille tot hår og lime på.
Jeg fandt en tot hår, der havde facon som to sammenhængende buer, der blev limet på som overskæg.
Baghovedet blev smurt ind i lim og krøllerne trukket ud, så det så mere naturligt ud, hvorefter jeg forsigtigt trykkede det ned i limen. Man skal endelig hverken lægge for meget lim på eller trykke for hårdt, for så trænger limen op gennem håret og man ender med noget snask.
Næste tot klar til montering. Han skal have sideskilning, så jeg lavede en enkelt stribe lim, som jeg trykkede håret ned i, hvor håret vendte i modsat retning af det, det skulle ende med.
Håret i den ene side er monteret og næste klar til at blive limet på. Jeg har blot limet kanten fast. Da limen var tørret, kom jeg lim på, hvor håret skulle være (modsat retning af, hvordan det her vender) og så trak jeg håret ned i limen og klappede det på plads i ønsket position. Med denne teknik kan man lave en naturligt udseende skilning.
Jeg varierer mine teknikker undervejs, alt efter hvilken effekt jeg har brug for. Her havde jeg problemer med, at limen var trængt igennem håret, jeg først havde lagt på, og at det første lag desuden var for tyndt. Derfor lagde jeg endnu et lag hår på, hvor jeg jo ikke bare kunne snaske håret til, der allerede var monteret. Derfor strøg jeg forsigtigt lidt lim på bagsiden af det nye hår og trykkede det yderst forsigtigt på plads.
Efter alt håret var limet på og limen var tør, fik han en studsning og en gang hårspray (med beskyttende papir omkring tøj og ansigt, så jeg ikke ødelagde noget eller fik ansigtet til at skinne), hvor jeg forsigtigt klappede hans hår på plads. Han har en masse bittesmå hår i ansigtet og på tøjet efter klipningen, som kan være svære at få væk i første omgang, men efterhånden vil forsvinde.
Lommeur
Jeg har lavet et lille lommeur til herren i huset. Jeg har længe haft diverse udprint liggende af urskiver til vor urmager, som jeg har fundet på nettet. Lommeuret var sådan set nemt nok at lave, besværlighederne kom af den lille størrelse, så det var svært at håndtere. Men det lykkedes da!
Jeg brugte en lille messingskive, jeg havde liggende fra en kæde, og klippede urskiven til så man lige kunne ane lidt guldkant rundt om, da jeg monterede den. Jeg havde nogle fine blomster-krimskrams liggende, hvor siderne blev klippet af og slebet til. Jeg satte kæden på, inden jeg limede blomsten på bagsiden af uret, da jeg ellers ville have bøvlet det hele i stykker. Så limede jeg en lille guldkugle på toppen, så man også kan trække uret op. 😉 Det hele blev sluttet af med, at jeg i et par omgange dryppede lidt neglelak på skiven for at illudere glasset.
Bedstefar
Mors fødselsdagsgave i januar 2006. Jeg har købt ham over nettet og sædvanen tro skilt ham ad og bygget ham op igen. Jeg har lige fra starten haft et ønske om, at en af dukkerne skulle være en herre med hjemmejakke, og det fik jeg så lavet her. Perfektionisten i mig gik så lige lidt amok, så hans inderste tøj også er i orden, hvilket jo i og for sig ikke er nødvendigt. Hvor tit skal han have jakken af inde i dukkehuset, så man kan se hele vesten og skjorteærmerne? Men jeg har det nu engang ikke godt med noget, der er halvgjort, så han fik det hele!
Jeg lavede en kravat, der skam er bundet, som et rigtigt slips skal bindes, og lavede en knækkrave på skjorten, da slipset så bedre kom til sin ret.
Vesten blev lavet efter en model, jeg havde fra en tidligere dukke, hvor jeg brugte noget flot bordeaux-farvet stof med mønster. Så lavede jeg en urlænke af noget snoet guldtråd og en lille lomme til det imaginære ur. Vesten fik ligeledes guldknapper og desuden en sort bagside.
Bukserne var hans egne, noget Mor faktisk kommenterede, fordi hun kunne se, at de ikke var så perfektionistisk lavet, som jeg plejer… tsk, tsk!
Hjemmejakken var lidt af en udfordring, for jeg ville jo ikke have, at det skulle se ud, som om, der var en bøjle inden i den, når han havde den på – den skulle jo netop gerne se afslappende ud. Jeg brugte så igen vesten som udgangspunkt for mønsteret og lavede mine egne modifikationer, så det hele kom til at passe. Men idet man arbejder i så lille en størrelse, er der altid rettelser undervejs, da et par millimeter for meget stof kan ændre hele billedet. Alt i alt synes jeg, han blev rigtig flot.
En yderligere ting i hans opbygning er, at hans hår er meget specielt. Både hår og øjenbryn er rigtigt hår, som jeg selv har sat på, og det er hårene fra en af Mors katte, som hun havde et tæt forhold til. Men jeg havde på et tidspunkt for nogle år siden samlet en tot hår op, som katten havde fået klippet af af en kontorstol, og det havde jeg gemt. At jeg så nu kunne præsentere Mor for en dukke med Chico’s hår, gjorde jo ikke dukken dårligere, tværtimod! Og jeg synes bare, at han er SÅ sød! Så lige hele molevitten afrundet med en pibe i hånden, og så var han klar til at rykke ind i dukkehuset!
Men det er jo mange år siden efterhånden, så han er selvfølgelig blevet ældre. Derfor sidder han nu i kørestol. 😉
Bedstefar går ikke godt mere, men det kan en kørestol gøre meget ved. Han er pensioneret læge, og nu har hans søn overtaget hans praksis, så Bedstefar kan slappe af med god samvittighed, læne sig tilbage og nyde sin langpibe. Herren i huset er rykket ind og holder styr på tiden i herreværelset. Bedstefar ser ud til at være glad for at se ham. 😊 Mor var begejstret for ham og syntes ligesom jeg, at han er enormt sød og helt perfekt til vort dukkehus. 😍 Og jeg er bare så glad for endelig at have fået udskiftet den billige dukke, vi i årevis har haft siddende med ryggen til, fordi han var så grim… 🤩
Kunstmaleren
Både Mor og jeg drømte om at få en kunstmaler oppe på loftsetagen, og en jul besluttede jeg mig for, at det ville være alletiders julegave…
Maleren var en standard-porcelænsmand, som blev skilt ad og bygget op igen, så hans arme kunne bøjes mere end et par gange uden at knække, og han ville være i stand til at sidde ned. Håret var resterne fra Mors yndlingsdukke, som jeg havde gennemtrumfet at få lov til at studse lidt, da parykken var temmelig stor, og det pyntede da også gevaldigt med en studsning. Men som sædvanlig kunne jeg ikke få mig selv til at smide resterne ud – man ved jo aldrig, om man pludselig står og mangler det! Hø-hø, det var bare helt perfekt til vor maler, der da også fik både skæg og øjenbryn af det (hulens til bøvl at klippe til, vil jeg lige hilse at sige!). Baretten på hovedet kostede mig en T-shirt, for når jeg lige er i det kreative hjørne, står alt for skud, som jeg måtte kunne bruge, især hvis jeg lige specifikt står og mangler noget. Tørklædet er skam ægte silke, for mindre kunne jo ikke gøre det, så der røg lige et par trusser…!
Det var jo lidt tamt at præsentere dukken for sig selv, for jeg var jo nødt til også at få ham til at ligne en kunstmaler. Så jeg anskaffede staffeli og en drejestol til ham, og så gik jeg ellers i gang med at være kreativ. Hele molevitten skulle jo præsenteres ordentligt, så jeg endte med at tapetsere en hylde i en lille reol udelukkende for at kunne tage et flot foto af kunstmaleren “in action”, printe fotoet ud og klistre det på toppen af en gammel cigaræske, hvor alle ting lå i. 😁
Malerkassen blev bygget op fra grunden af balsatræ med håndtag og “hængsler” af tyndt læder og messingnåle og malet med brun tush og lakeret. Tuberne blev lavet af tandstikkere, der blev snittet i rette facon, malet og sat etiket på (fra en annonce) og med sorte grønlandsperler som låg. Derudover noget forskelligt farvekridt, lavet af spidserne fra tandstikkerne og farvet. Og selvfølgelig en snasket malerklud.
Så skulle der jo også laves pensler – og igen kom mit hamstringsgen ind, for jeg havde også rester fra håret fra den mørkhårede dame med negligé, og det blev lige til spidserne på penslerne, der blev lavet af tandstikkere og sølvpapir og malet med neglelak. Jeg købte et henkogningsglas i mini, så jeg både havde glas til penslerne, men også en lille skål, som maleren kunne klatte rundt i.
Paletten var købt billigt, men så desværre også sådan ud, så malingen blev slebet af, paletten malet med brun tush og lakeret og nye malerklatter sat på.
Så blev der også lige lavet forskellige billeder og råskitser, som maleren skulle have hængende omkring sig, og selvfølgelig et billede, som maleren var igang med at arbejde på – og under staffeliet en blok med skitse af selvsamme billede.
Alt i alt blev det til en ret god julegave (og så kan jeg jo også selv nyde at se på ham!).
Arbejdsmand
En af de første dukker, der flyttede ind i dukkehuset, var en mand, min søster Conjadia forærede Mor, som hun blev vældig stolt over. Dukken var sød, men jeg krummede tæer på grund af tøjet. Han havde koboltblå silkebukser og seler samt rød silkebutterfly. Skjorten, med de fine lyseblå og hvide striber, havde megastor hvid krave og manchetter. Det var ikke lige et dress, der passede til omkring år 1900 – eller andre årstal! Mor ville først ikke have, at jeg rørte ved dukken, fordi hun havde fået den af min søster, men efter lang tids bearbejdelse og tilladelse fra Conjadia, gik jeg i gang med at ændre dukken. Efter jeg havde fjernet kraven og manchetterne fra skjorten, så han faktisk ret flot ud, så det var ligesom det, der endte med at forme ham, så han endte som en mand fra arbejderklassen. Jeg syede et par bukser og lavede et par læderseler, der blev “knappet” fast på bukserne med træknapper, lavet af en tandstikker, hvorefter jeg syede en lædervest, som jeg farvede med skosværte. Hen ad vejen har han så også fået hår, overskæg samt øjenbryn. Men jeg ærgrer mig mega-meget over, at Mor ikke ville lade mig pille yderligere ved ham, for det er ikke muligt at bøje hans ben, da jeg ikke fik skilt dukken ad og bygget den op fra grunden af. Men den fejl sker ikke igen.
Dukken som udgangspunkt
Da vi købte vore første dukker, var det et sæt med far, mor og barn samt tjenestepige. Jeg kan ikke huske, hvordan vor mand så ud, men det var ham, der blev brugt som udgangspunkt for kunstmaleren. Den dukke, min søster Conjadia forærede Mor, var næsten identisk med ham på billedet bortset fra en rød butterfly og koboltblå bukser.
Købmanden
Til venstre ses min egen opfindelse: et gennemsigtigt dukkestativ
Så er købmanden endelig blevet færdig! Han har ligget på venteliste i årevis, så det var pragtfuldt endelig at få ham færdig. Jeg har hele tiden haft en fast forestilling om, hvordan han skulle se ud med store bakkenbarter og hentehår. Jeg fik fat i noget New Zealansk uld, der bare var helt genialt til formålet. Jeg havde en jakke liggende fra en “fin” ung herre, der blev splittet ad, da han kom ind ad døren, da jeg ikke var tilfreds med ham. Men jakken kunne jeg måske bruge på et tidspunkt… Der var dobbeltradede læderknapper på, som selvfølgelig ikke passede til købmanden, men de kunne gudskelov bare pilles af, og reverset bukkes lidt mere om, “skørtet” indsnævres lidt, så passede den fint. Da jeg byggede dukken op, fik jeg desværre gjort ham en anelse overvægtig, så kitlen (som jakken jo blev forvandlet til), sidder desværre en anelse stramt om livet, så man kan se lidt deller – men hvorfor skulle købmanden være forskånet frem for os andre?!? Han fik lov at beholde de originale bukser, og så lavede jeg en simpel skjorte med slips (det er skam en ægte slipseknude, selv om slipset blev til et “clip-on”). Og for at afrunde ham, fik han lige en blyant bag øret. Den er lavet af et tyndt trægrillspyd, som jeg har skåret i facon og malet med neglelak samt tegnet spids med sort tusch (og selvfølgelig en lille prik i enden af blyanten, så den ser ægte ud!). Jeg synes, han er blevet rigtig god og ser så dejlig rar ud.
Købmandens stativ
Jeg har i forbindelsen med spekulationerne om den videre udvikling af vort dukkehus spekuleret en del i, hvordan dukkerne skal stå på de fine tæpper samt andet underlag, man måtte lægge som gulv. Normalt sætter jeg “tyggegummi” under fødderne, men med tiden tilter de gerne, og gummiet kan enten sætte fedtpletter eller decideret ødelægge underlaget, hvis man er uheldig. De almindelige stativer, man kan købe, er store hvide metalplader med et stålstativ op, som kan klemme sammen om dukken. Disse er jeg ikke tilfreds med, da man så ikke vil kunne se de fine tæpper igennem og desuden klemmer de for hårdt fat om mændenes tøj, hvor de sjældent kan skjules under.
Derfor har jeg nu opfundet min egen udgave af et stativ. Det er lavet af plexiglas, så det er gennemsigtigt og derfor ikke generende i forbindelse med underlaget. Det kan skæres til, så det passer individuelt til dukken. Jeg ved ikke, hvor man egentlig får fat i det, men det er nogle “standere”/rammer, jeg har fået fat i, som man i butikker bruger til at sætte prisskilte ind i eller som privatperson til at sætte fotos i.
Julemanden
Vores julemand, som jeg havde lavet til den 24. i Mors julekalender i 2007, står her ved siden af vort juletræ, som ligeledes stod for den 24. december-kalendergave for et par år siden.
Jeg må blankt indrømme, at jeg er meget stolt over vores julemand. Jeg har aldrig set nogen julemand til dukkehuset, som jeg ville have brudt mig om at anskaffe, så så måtte jeg jo til selv at kreere. Det kostede atter en gang en fuldstændig uskyldig T-shirt livet. De flotte pelskanter er såmænd med møje formede piberensere og støvlerne er malet på og pyntet med et par “spænder” (brede led fra en halskæde).
Bæltet er skam ægte tyndt sort læder, og spændet er bare et stykke krimskrams, som jeg havde liggende.
Men det skæg var da godt nok ved at tage livet af mig! Jeg måtte bygge det op i lag og klippe til, og det var et hulens til bøvl. For slet ikke at tale om, at jeg havde de fine hår overalt i alle længder på bordet, på julemanden – og på mig! Men han er da blevet søøøød…!
JULEN 2014
Mor og jeg var begge ved at være trætte af at se på et tomt dukkehus på grund af langtidsrenovering. Derfor røg en masse møbler og dukker ind, så vi fik lidt liv i dukkehuset. Samtidig fik jeg også lys i nogle lamper, kaminerne (jubiiih, dem har jeg glædet mig til!) samt naturligvis juletræet! Desuden fik jeg sat diverse kroge i lofterne, så vi er klar til blomster, uroer og adventskrans! 😉 Så blev der ellers pyntet til jul og julemanden kom på besøg. I Mors julekalender var der den 1. december et juletræstæppe og en sæk til julemanden.
