PROJEKT: FIMO S-Å

Skinkekød i tern og fars

En tallerken med skinkestykker i tern samt min barndoms Tekno kødhakker, der er blevet fyldt med skinketern og har gang i en god produktion af fars. Jeg har også fået lavet nogle få karbonader, bare for en god ordens skyld. 😉 Jeg er utrolig begejstret for dette projekt, da kødhakkeren i min barndom er blevet udsat for diverse omgange, hvor jeg har brugt modellervoks til at lave fars med, så det er ganske fantastisk at have en “rigtig” udgave med det i dukkehuset. Og ja, det er med vilje, der ligger et lille stykke fars ved siden af skålen. 😜 Det er den slags små detaljer, der gør, at arrangementerne får liv i dukkehuset. Jeg fik også ret hurtigt lov til at sætte det op i dukkehuset, og Mor nød i dén grad at studere alt det, der skete i køkkenet. 🙂

Hvert lille stykke kød er blevet tilføjet struktur på alle sider. For at få et naturligt look tilføjede jeg små detaljer med fedt, sener og lidt mørke “blodpletter” med tyk flydende fimo. Jeg afsluttede alt kød og fars ved at lave en tynd udgave af den mørke fimo og forsigtigt stryge på det hele.

Min Polymer Clay Extruder er jeg utrolig glad for og har brugt til rigtig mange af mine projekter efterhånden.

Dette mærkelige sølvpapirsarrangement kommer sig af, at jeg ikke var i tvivl om, at både kødkværnen, metalskålen og metaltallerkenen kunne tåle varmen i ovnen, men jeg turde ikke risikere malingen på det, især på den gamle Tekno kødkværn. På dette stadie har jeg allerede fjernet tallerkenen.

Ved kødkværn og skål forbagte jeg toppen i fem minutter, så jeg ikke kunne komme til at ødelægge noget ved at bøvle med det hele. Da farsen var lavet, blev det bagt fem minutter mere, hvorefter jeg fjernede kødkværnen og mit “stativ” af sølvpapir holdt fimoen i position under resten af bagningen.

Farsen gav mig lidt hovedbrud, men jeg endte med at forbage lidt fedt (hvid fimo) og lidt blodigt kød (rødlilla og masser af translucent fimo) i fem minutter, hvorefter jeg finthakkede det og blandede i “kødet”. Man kan enten mixe sin faste fimo med det flydende fimo for at få en anden farve, eller man kan blande farvepigment i (som man får ved at skrabe farvekridt. Staedtler virker efter min erfaring bedst).

Skål

Jeg har prøvet at lave min egen støbeform, så jeg kunne lave min egen lange urtepotte/skål i fimo. Jeg lavede en form af den ene side, så jeg efter støbning skulle sætte siderne sammen.

Det hele kom sig af, at jeg skulle bruge en smal urtepotte, men den smukke i porcelæn var lidt for dyb. Derfor fik jeg idéen at støbe en selv, og så slibe midten ned, inden jeg sammenføjede delene. Efter en masse slibning, hvor jeg til sidst måtte fjerne håndtagene og de midterste fødder, fordi de blev slebet meget tynde, samlede jeg endelig delene med flydende fimo og kittede huller og ujævnheder ud og satte nye håndtag og fødder på. Så blev den bagt og så rigtig fin ud. Til min meget store fortrydelse er den dog præcis lige så bred som originalen!

Slik

Marcipansnitter med nougat

En juletradition fra gamle dage i Ribe: marcipansnitter med nougat, altid Mors yndlings

Marcipansnitter med nougat – de ser enkle nok ud, men er du gal, det småfnidder tog lang tid! Og det tog mig en evighed at få blandet den rette farve til marcipanen (det var godt, jeg havde andre planer, hvor jeg skulle bruge “marcipan”, for jeg blev ved med at tilføje farver, til jeg endte med en pænt stor klump fimo ). Men da jeg først satte farverne op mod hinanden og blev lækkersulten, var jeg klar over, jeg havde ramt rigtigt. 😄 Desværre slog mit perfektionist-gen til, så selvfølgelig var jeg nødt til at få lavet struktur i også… “suk!” Men det er nu rart, når projekterne hænger lidt sammen, for den nougat-farvede fimo var allerede blandet fra valnødde-/nougat-lagkage-projektet.
Det er et fast ritual, at Mor skal have sine marcipansnitter til jul, så naturligvis skulle hun også have dem i størrelse 1:12.

Jeg havde forskåret alt inden bagning. Da jeg gik i gang med at skære dem fri, gik det pludselig op for mig, at det egentlig ville være en dum idé ikke at udnytte selve “fabrikations”-delen i dukkehuset. Så jeg lavede en klump “marcipan” og en blok nougat, så man kan se, hvad det er lavet af. Små bitte stykker, jeg havde skåret af, når jeg kom til at skære marcipansnitterne lidt skæve, blev lagt i en lille stak med fraskåret, mens de pæne er ved at blive til en lille bunke. Jeg skrabede noget farvepulver af en hvid farvekridt, som jeg har brugt som flormelis.
Skærebrættet er lavet af noget træ fra en gammel cigarkasse. Jeg ville gerne fremhæve træets flotte farve, så jeg gned det ind i noget læbepomade (det var lige ved hånden 😉 ). Desuden lavede jeg en del ridser i brættet, så det ser brugt ud.
Kniven har jeg også lavet selv. Igen noget træ fra en cigarkasse, som jeg sleb i facon (hvor mine fingre var gevaldigt i vejen!) og skar en lille rids ned i, hvor en del af knivsbladet blev stukket ind i med lidt lim. Knivsbladet selv er klippet ud af en øldåse, hvorefter jeg har slebet skær på kanten af bladet. Så blev den afrundet af et par påtegnede nitter på begge sider, efter jeg havde lakeret skaftet et par gange.
Jeg synes, det ser meget naturtro ud, og jeg er ovenud tilfreds med slutresultatet. 😀

Chokoladefrøer i æske

Her har jeg fået lavet en lille chokoladefrø i fimo, hvorefter jeg lavede en støbeform af den, da Mor naturligvis skulle have en æske med flere chokoladefrøer.
Jeg havde ellers allerede lavet en meget sød lille chokoladefrø, men desværre så blev den klemt i min lille Efcolor Stove, da jeg skulle til at bage den (låget er meget lavt). Derfor måtte jeg til at igang igen. Selvom jeg syntes, den anden var meget lille, lykkedes det mig faktisk at få gjort den nye 2mm mindre! Denne ene har taget lang tid at lave og var temmelig kompliceret, og sandsynligheden for, at jeg vil være i stand til at lave flere helt identiske, er lig nul. Derfor laver jeg en form, så jeg kan få lavet det antal identiske chokoladefrøer, jeg skal bruge. 🙂 Æsken til chokoladefrøerne var mere besværlig at lave end selve frøerne! 😒
Jeg prøvede som sædvanlig at lave research, men chokoladeæsker anno 1900 står åbenbart ikke i høj kurs på nettet, så jeg måtte opfinde min egen. 😉 Men jeg ville jo ikke gemme de fine frøer væk med et massivt låg, altså måtte der klar folie i.
Jeg vidste, at Galle & Jessen opfandt chokoladefrøen i massiv mørk chokolade i 1902, så jeg prøvede at finde deres ældst udseende logo. Herefter satte jeg gul baggrund på, da de ofte har brugt den farve igennem tiderne. Jeg er vild med resultatet. 😀

Jeg har lagt en masse billeder ind for dem, der eventuelt måtte være interesserede i konstruktionen af kassen, som jeg lavede i tyndt pap, da papir ikke var tykt nok. Da jeg godt var klar over, at tykkelsen ville give problemer både ved foldning og samling, forridsede jeg bukkekanterne og foldede dem først den forkerte vej, inden jeg forsigtigt bukkede dem på plads. Flapperne, der skulle limes, grattede jeg ned til halv tykkelse, både for at de bedre ville kunne limes, men også for udseendets skyld.
Jeg lader billederne tale for sig selv. 😉

Småkager – vanillekranse og kransekagetoppe

Jeg lavede vanillekranse ved at bruge en teknik, jeg har set til at lave led til smykker. Jeg lavede en lang tynd “snor” af fimo og viklede den omkring en tandstikker. Derefter førte jeg en kniv i en lige linie ned igennem det hele. Herved får man en masse små C’er, som jeg samlede og lavede struktur i med tandstikkeren ved at tegne en streg igennem. Meget enkelt, men det tager lang tid.

Selve kransekagetoppene var rimelig ligetil at lave, men for hulen, alle de cocktailbær, jeg skulle sidde og trille!!! Efter kagerne var blevet pudret med lidt farve, blev de bagt. Så lakerede jeg dem med mat lak, limede cocktailbærrene på og gav dem blank lak. Til sidst afrundede jeg dem med chokolade på bunden, lavet med akrylmaling.

Spejl i soveværelset

*Spejlet i soveværelset blev endelig færdigt i 2018*

Jeg troede soveværelsets spejl ville blive et lille hurtigt projekt, men nej. Og så voksede det sig oveni købet større af sig selv. Det er sammensat af 4 forskellige stuk, hvor den sidste tilføjelse bevirkede, at projektet pludselig voksede sig til noget helt andet end oprindeligt planlagt. Jeg havde nogle små bitte runde spejle, som jeg ville prøve at sætte på som små hylder. Men jeg syntes, jeg manglede noget, de kunne hvile på. Derfor fandt jeg en form frem til en lampe, hvor jeg prøvede at lave den uden selve lampedelen. Og så lagde jeg pludselig mærke til, at toppen lignede en lysestage. Dette fik hjernevindingerne voldsomt igang og hele projektet ændrede design. Det mest fantastiske ved det var, at jeg havde spekuleret i, hvordan jeg skulle få mere lys over i det hjørne, hvor spejlet skulle hænge. Og lige pludselig gav det helt sig selv. Samtidig er jeg vildt forelsket i det nye design, så alting faldt bare i hak. For god ordens skyld lavede jeg også lige nogle lysmanchetter. Da spejlet var færdigopbygget, kunne jeg se, at jeg godt kunne slippe afsted med også at tilføje to små spejlhylder, så lidt af mit oprindelige design kom da alligevel med.

Efter jeg lavede stukken af fimo, tog jeg dem ud af formen og pudrede dem med guld, før jeg bagte dem. Herefter blev de lakeret med en blanding af blank lak og guldpudder.

Når man laver fimo-stuk med silikoneform, behøver formen ikke at forblive statisk. Til spejlet lavede jeg en fuld form med englestukken, hvor jeg forsigtigt bøjede hjørnerne nedad, så de passede til faconen af toppen. Nede i bunden skulle jeg bruge et lille stykke stuk imellem to størrer stykker. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge englemotivet igen, men skar siderne til og redesignede dem. Jeg skar også bagsiden af vingerne smallere, så de ikke virkede så tykke.

Jeg valgte at bruge en trælak, som jeg bruger til lidt af hvert. Det fungerede også fint, men dagen efter havde resten fået en blålig tone. To dage efter havde den resterende lak fået en flot akvamarin farve, og dermed var lakken totalt ubrugelig. Så det var åbenbart ikke kompatibelt i længden. Men efter et par år havde lakken stadig ikke reageret på min stuk, så jeg tror, det går.

Det ser enkelt ud, men det var faktisk rimelig vanskeligt at bore ud i den sarte stuk og samtidig være i stand til at trække ledningen. Den forreste del af lysestagen var nødt til at være “hel”, d.v.s. man måtte ikke kunne se ledningsrillen. Derfor borede jeg ud fra toppen og skulle samtidig bore i en vinkel, så jeg ramte ned i rillen.

I dukkehusets soveværelse ser man spejlet fra siden, hvilket gør, at kun den ene side behøvede at være smuk. Selve stukken, jeg brugte, var ret tyk, og idet jeg ville trække ledninger i, havde jeg brug for tilgængelighed, så bagsiden måtte jeg selv opfinde. Hvis jeg havde brugt stukformens modsatte side, ville det hele være blevet enormt tykt. Jeg ville jo heller ikke kunne bage ledningen ind i, da plastikken ville smelte. Jeg borede først en rille, hvor jeg bukkede en messingstang, der passede til stukkens facon. Så limede jeg stangen fast med flydende fimo og lukkede hullet med almindelig Fimo og bagte det igen. Herefter borede jeg hullet ud til at trække ledningen i. Efter den guldmalede ledning var blevet anbragt, fyldte jeg hullet op med lak, der var blandet op med guldpulver. På billedet viser jeg før og efter.

Jeg borede et lille hul i midten af den lange stuk og stak lysestagens stang igennem. Jeg anbragte en lille messingblomst på bagsiden, så jeg havde lidt massiv modstand, når jeg skulle bukke stangen i rette vinkel, så jeg ikke knækkede den tynde stuk. De guldmalede ledninger limede jeg fast på hver side af spejlet, så de ikke ville blive skåret i stykker af spejlets skarpe kant. Selve spejlet er også meget tyndt, så det var sart arbejde.

Spejlet med den flotte facon har jeg fra en dyrehandel, hvor jeg har pillet det plastik af, som piphans normalt sidder på.

*Små fine spejlhylder til lidt læbestifte og neglelak.*

Nedefra. Limen under de små spejlhylder skubbede jeg lidt rundt med, mens den tørrede, hvilket har givet den struktur, så den passer til resten af stukken. For at få samme vinkel på begge hylder, anbragte jeg forsigtigt en lille lineal op imod og noget til at holde den på plads.

Jeg tegnede spejlets facon op, så jeg kunne få styr på midten og placeringen af stukken. Bagefter klippede jeg den ud for at bruge skabelonen under monteringen. Skitsen, jeg brugte til at måle ud efter, blev klippet ud med 1 cm kant nedenunder, så jeg havde afstanden ned til bordet. Jeg foldede først et stykke køkkenrulle og lagde skitsen og derefter spejlet ovenpå. Herefter trykkede jeg let, til lysestagernes stænger trængte igennem papiret. Så satte jeg skitsen op på væggen med gummi og kunne trykke nåle igennem nålehullerne, så der var forboret til spejlet. Dukkehusets midtervægge er lavet af skumpap, hvilket gjorde, at spejlet var relativt nemt at sætte på plads, selvom jeg skulle være meget forsigtig med stukken.

Så fik vi endelig spejl over Marie Antoinette-bordet! Fruen i huset kunne endelig komme til at sidde og smukkesere sig foran et spejl.

Stuk

Rosenstuk

Den er ved at være mange år gammel efterhånden, men denne rosenstuk lavede jeg i fimo som et af mine første fimo-projekter, før jeg overhovedet vidste, at man kunne få stuk i miniature. Jeg lavede den specifikt til denne Bodo Hennig-lampe, der var den første, vi købte til dukkehuset. Den passer i som en puslespilsbrik med en lille smule overlap af rosenblade, så den er perfekt integreret i stukken. Ikke dårligt af et begynder-projekt…

Stuk til soveværelsets seng

Jeg havde købt nogle fine støbeforme på nettet, uden dog at have nogle specifikke planer med dem, de var bare smukke. Jeg lavede stukken i fimo og tog dem ud af formen, mens de var fugtige, hvorefter jeg formede dem efter sengestolpen. Men da sengen jo ikke lige har så godt af at komme i ovnen, skar jeg et stykke træ i facon med samme formål. Man venter jo normalt med at tage det ud af formen, til det er bagt, men så ville jeg ikke have mulighed for at bukke dem på midten, så det blev kun den, der skulle sidde på gavlen, jeg kunne gøre det med. Men ih, guder, et bøvl!!!! Der er så fine detaljer og tynde “tråde” i, så det var lige ved at drive mig til vanvid! Jeg kunne have lavet det fint i én ende, men når jeg nåede ned til den anden ende, var fimoen begyndt at tørre i “trådene”, der så gik fra hinanden (jeg lærte sidenhen at blande godt med flydende fimo i, hvorved det var meget nemmere at arbejde med og ikke tørrede så hurtigt). Især den “flade” til gavlen var simpelthen vildt vanskelig og meget tynd. Jeg var ved at opgive mange gange undervejs, og var lige ved at tro, det ikke kunne lade sig gøre i fimo. Men efter en laaang kamp, blev den endelig færdig, og jeg skal godt nok love for, den kom i ovnen i en fart!

Svane-skål

Denne svane-skål har jeg lavet svane-skål i Cernit, hvor jeg plejer at bruge Fimo. Skålen i sig selv var færdig og manglede at blive “porcelænificeret”, men endte med at stå i venteposition et godt stykke tid, da et eller andet generede mit øje. Den var ret vanskelig at lave, idet alting skulle spejles ret præcist. For at gøre det nemmere lavede jeg f.eks. fire ens kugler, så jeg ikke kom til at lave forskel på vingernes størrelser. Skålen var drilsk at bygge op, idet Cernitten jo er ret bøjelig. Derfor valgte jeg at bygge den op ad flere omgange med 3 minutters bagning mellem hver, hvorved jeg bedre kunne styre det. Jeg synes egentlig nok, jeg plejer at kunne glatte overflader ud og få det pænt, men det lod sig ikke rigtig gøre, da det i stedet småsmuldrede, når jeg prøvede at udglatte det. Det er måske, fordi jeg plejer at arbejde med Fimo, men under alle omstændigheder endte jeg med at bygge skålen færdigt op og så ellers slibe den til den store guldmedalje for at gøre overfladen glat. Jeg var ikke helt tilfreds med det, men var til sidst så træt af at slibe, at jeg overbeviste mig selv om, at jeg godt kunne leve med resten og svanernes vinger ville dække meget. Flere lag maling og lak, når jeg skulle give den porcelænslook, burde kunne udjævne det sidste.

Der var dog stadig meget arbejde, før hele halløjet var færdigt, men så var motionsdelen i hvert fald overstået – når jeg opbygger i bidder, skal hver ny lille tilføjelse bages 3 minutter i ovnen, inden jeg kan arbejde videre. Og skålen var for stor til at kunne være i min Efcolor-ovn, så derfor måtte jeg bruge min almindelige ovn og rendte derfor frem og tilbage mellem stue og køkken hele tiden. Pyh…!

Det var svært at lave svanehalsene, der jo gerne skulle have samme svaj. Desuden skulle jeg jo også lave et hoved på dem, og her taler vi jo om en 1 mm tyk rulle, der skulle have facon, øjne, næb og knop over næbbet. Så dér måtte et nåleværktøj til. Det første blev flot, det næste måtte lige have et touch-up næste gang, jeg tændte min ovn, men jeg løb tør for tålmodighed, fordi det drillede.

Jeg lavede en tynd snoet rulle hele vejen rundt ved bunden, hvilket gav en flot afrunding. For at få det elegante look, der bare understregede resten og ikke fremhævede sig selv, rullede jeg to pølser så tynde, som jeg kunne præstere, uden de gik fra hinanden, hvorefter jeg lagde dem mod hinanden og snoede dem sammen. Hver gang, jeg monterede dem med en anelse flydende fimo, gik det galt et eller andet sted undervejs på rulningen, så noget blev for tyndt og så forkert ud. Efter at have prøvet rigtig mange gange måtte jeg give op, hvilket enhver, der har fulgt mine projekter, ved, at jeg ikke kan acceptere, især ikke, når jeg havde set, hvor flot det kunne blive. Jeg havde rent faktisk forbagt noget og erklæret for mig selv, at jeg godt kunne leve med det halvdårlige resultat, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Det blev pillet af (stadig ikke helt færdigbagt, derfor nemt at fjerne) og jeg prøvede igen for Gud ved hvilken gang, hvor det endnu engang blev lidt forkert. Dette var dog mit bedste resultat, så derfor valgte jeg at skære de grimme stykker ud og forsigtigt at montere nogle pæne stykker, og endelig lykkedes det! Jeg er glad for, jeg forblev stædig, for det er virkelig en flot detalje i bunden.

Jeg satte skålen ind i den tiltænkte skænk, men den blev ved med at genere mit øje, så tilsidst måtte jeg indrømme over for mig selv, at jeg fandt skålen for høj. Jeg var så heldig, at jeg lige så fint kunne liste min fine snoede liste af forneden og bunden med, og så blev skålen gjort 2 mm lavere, hvorefter den fine kant kom på bunden igen. Jeg malede den færdige skål med Vintage Paint kalkmaling Natural White og gav den derefter fire lag klar lak, hvor jeg var omhyggelig med at sørge for, at alle detaljerne ikke blev udviskede. Jeg burde nok ikke have malet den om aftenen, for den har en anelse skønhedsfejl (skidt), som jeg først så i dagens lys, men intet, der decideret skæmmer den.

Jeg kunne naturligvis ikke nære mig for at lave en midlertidig blomsteropsætning. Jeg satte noget monteringsgummi i bunden og så dykkede jeg ellers ned i mit lager og prøvede mig lidt frem. Men det bliver ikke den endelige udgave, for jeg vil lave en knap så massiv og knap så høj version med mere grønt. Men indtil videre har jeg da noget flot at kigge på.

Syltning

Jeg er igang med at sylte og lave marmelader til dukkehuset – i stor stil. Derfor har jeg lavet støbeforme af diverse syltetøjsglas og patentglas, men har yderligere også fået fat i små rigtige glas i to forskellige størrelser til projektet. For at lave alle disse glas (og jeg er overhovedet ikke færdig endnu!), skulle jeg naturligvis også bruge både grønsager og bær – så jeg har masseproduceret!

Indtil videre er det blevet til pickles, græskar, drueagurker og rødbeder i glas og sennepspickles, som jeg selv har støbt. Desuden har jeg støbt diverse marmelader.

Jeg har lavet hylder, der går hele vejen rundt ved loftet af bryggerset, så alle disse glas pynter gevaldigt!

Sennepspickles

Så har jeg prøvet at lave sennepspickles med flydende fimo med yderst varierende resultater. Ét glas fra anden støbning er jeg yderst tilfreds med. Første støbning… tjaeh. 😒 Dér lykkedes det mig for første gang at brænde fimo på. 😱 Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg lod det stå i ovnen for længe, om det er, fordi det er flydende fimo, eller om det er, fordi jeg anbragte formen (med ret tynd bund) direkte på min Efcolor Stove’s (ovn) bund. Nok mest det sidste.

Nå, men jeg fandt så til gengæld også ud af, at begge forme havde støbefejl. Det ene glas må have udviklet små luftbobler ved siden, da jeg pressede det ned i, hvilket jeg ikke har oplevet før og gør, at der er tre små grater, der stikker ud. Det andet har en lille diskret “bølge” ved halsen, hvilket sikkert er min skyld ved at bøvle for meget med glasset, da jeg støbte det. Jeg fik dog stadig noget fornuftigt ud af dem. Støbemassen er en to-komponent silikonemasse, som man hurtigt ælter sammen, hvorefter man skulle have 3-4 minutter til at arbejde med det. Men det går lynhurtigt, så man skal bestemt ikke sidde at trille tommelfingre undervejs!

Men jeg skal da love for, at det er et lærerigt projekt…

Første forsøg

Jeg lagde alle grønsagerne op imod siden, men de søgte naturligvis mod bunden. Almindelig fysik… Og ups…! Brændt bund. 😱

Andet forsøg

Her hældte jeg lidt flydende fimo i bunden og anbragte en samme farve pølse af fimo i midten af glasset for at holde grønsagerne ude ved glassets kant. Tro mig, når man har siddet og trillet ærter i timevis uden at få ret meget ud af det, så kan man godt finde ud af at spare!

Jeg sørgede for at smøre formens sider med den flydende fimo først, så grønsagerne ser ud, som om de ligger i væsken. Jeg havde dog mit hyr med pølsen i midten, for den skøjtede rundt i den flydende fimo. Måske ville det hjælpe at bage den først… Nå, men det er fimo-“pølsen”, der møflede rundt i det andet glas, der er skyld i, at grønsagerne ikke ligger ordentligt op imod siden.

Patentlåg og “glas”-kant

Her skulle jeg bruge en “gummipakning” sammen med et låg. Jeg havde først planlagt at lave gummipakningerne af plastik-faneblade, men jeg tror, de vil være svære at klippe i det materiale. Så fik jeg pludselig øje på mit lasede gamle frimærkehæfte, der øjeblikket efter måtte lade livet. 🤣 Helt perfekt materiale og skøn at klippe i. Jeg holder min egen pakningsversion og originalen står ved siden af.

Et lille forsøg… 😉

Jeg købte på et tidspunkt en lim hos Lidl (Flash Bonder Special-lim), som jeg brugte, da jeg lavede et termometer i 1:12 og var ret begejstret for, både med konsistens og udseende, da den tørrer krystalklart og gummiagtig op. For at få et naturligt udseende på mine glas med sennepspickles, ville jeg gerne have en “glas”-kant i toppen, hvilket fik mig til at tænke på denne lim. Det så storartet ud, så jeg besluttede mig for at prøve at gå skridtet videre og også lave låget med limen. Derfor anbragte jeg mine hjemmelavede “gummipakninger” på mine fine, nye “glas”-kanter og lavede også lågene med limen. På billedet er limen stadig frisk, så nogle af lågene ser lidt “urolige” ud, da jeg har brugt spidsen af limen til at trække dem i facon. Når limen stivner så meget, at den ikke mere er klæbrig, kan man presse lidt på låget for at rette på faconen.

Alle glassenes støbefejl blev korrigeret med et skarpt barberblad og den brændte udgave blev lidt lavere. I stedet for at prøve at skjule forskellen, besluttede jeg mig for at understrege den ved at lave låget mere massivt end resten med en fordybning i midten. Yderligere fik dette glas en pakning, der adskilte sig fra de andre ved at være smallere. Så de kunne alle bruges. Juhu!

Herefter blev de lakeret og fik en bøjle monteret, som jeg lavede af en strimmel øldåse.

Pickles

Man kan komme lidt af hvert i pickles, så derfor skulle der jo laves en bred vifte af grønsager – og det tog tid! Nogle var sjovere end andre, nogle mere udfordrende. Jeg endte med at komme gulerødder, ærter, bønner, cherrytomater, drueagurker og blomkålsbuketter i og tilføjede lyse og mørke birkes, jeg først havde lakeret og ladet grundigt tørre. Det gav en rigtig god effekt, og jeg synes, de blev rigtig flotte. 🙂

Græskar

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bruge Solid Water, som er en to-komponent resin (og som jeg stadig er lidt nervøs for at bruge, da man skal være meget omhyggelig med det og jeg kører lidt efter tilfældighedernes princip), men kom i tanker om, at jeg stadig havde en pæn sjat Scenic Water stående, der smeltes i vandbad og stivner som gelélys. Jeg har aldrig tilgivet Scenic Water for at ødelægge et af mine yndlingsprojekter, da det efter færdiggørelsen blev ved med at “arbejde” og yderligere gik i kemisk reaktion med omgivelserne, hvilket ødelagde dem. Men ved dette sylteprojekt tænkte jeg, at det da ikke burde kunne gå galt, og så kunne jeg få brugt resten af dette dyre produkt. Hvis det “voksede” i dimension, som det blandt andet gjorde ved min stakkels pumpe ved guldfiskedam, så kunne jeg jo bare kompensere ved at komme lidt mindre i. Men da jeg færdiggjorde det sidste glas, begyndte jeg alligevel at få nervøse trækninger, for jeg kom birkes i (lakerede for at forsegle dem) og blev så bekymret for, om det forbistrede Scenic Water ville ende med at få dem til at svulme op. Da jeg besluttede mig for at bruge dette produkt, tænkte jeg kun på, at det ikke ville kunne ødelægge fimoen… det håber jeg da i hvert fald ikke. Åh, altså, jeg hader Scenic Water! 😫

Nå, nu må vi jo se, hvordan det kommer til at gå. Gjort er gjort, og medmindre det ødelægger fimoen, kan jeg måske smelte det igen og få mine dyrebare grønsager ud af det igen. De klarede i hvert fald det første halve år uden problemer. 🙂

Jeg brugte en tandstikker til at komme én dråbe i ad gangen. Scenic Water vil meget gerne danne luftbobler, der forhindrer, at man kan fylde mere i. Jeg startede hver gang med at forvarme glasset, så væsken med det samme fyldte bunden. Men det begynder at stivne ret hurtigt, så luftboblerne dannes. De er dog nemme at få øje på, når man kommer glasset i det varme vand (der må ikke komme vand ned i), hvilket skal gøres rigtig mange gange for hvert glas, hvor jeg, efter et stykke tid i vand, dunker glasset i bordet for at få luftboblerne til at komme mod toppen. Jeg kunne ikke få hul på luftboblerne med en tandstikker, men hjørnet af et stykke køkkenrulle virkede fint. Det varme vand måtte skiftes mellem hvert glas, da det ellers ikke var varmt nok.

Scenic Water i vandbad. Da jeg lavede rødbederne, opfandt jeg en bedre teknik.

Glassene mangler lidt birkes, men er ellers klar til Scenic Water – endelig!!!

Så blev jeg færdig med at sylte pickles, drueagurker og græskar. 😉

Drueagurkerne fik en gummiring monteret, så flaskerne fik lidt ekstra højde på og det ikke kommer til at se for ens ud. På billedet havde jeg også sat en gummiring på de store flasker, men dem pillede jeg af igen, da flaskerne kom til at syne for høje og tynde.

Hver slags fik sin egen type stof. Etiketterne fandt jeg på Pinterest, hvor jeg måtte tage et skærmbillede og bagefter billedbehandle det, da siden, det stammede fra, ikke fandtes mere. Jeg printede dem ud og lagde dem dobbelt. Da de var tørret, klippede jeg hjørnerne til og lavede hul med en nål, hvorefter jeg håndskrev teksten på dem, inden jeg klippede dem fra hinanden. Efter at have sat snor på et glas, sørgede jeg for at smøre den nederste snor ind i lim og spidse den til samt give knuden en smule lim, så knuderne ikke gik op igen. Når snoren var tørret, klippede jeg den skråt, hvorved jeg fik en “synål” til at føre igennem hullet på mærket. Efter at have bundet en knude ved mærket, fik den også en smule lim og begge snore blev trukket nedad og holdt på plads, mens limen tørrede. Etiketterne blev snippet lidt kortere, og hele halløjet blev afrundet med, at jeg klippede snorene til. Og så var de endelig helt færdige! 😍😍😍

Rødbeder

Rødbederne, før jeg havde fundet ud af, hvordan jeg ville lave patentlåg og -lukning til dem.

Jeg havde lavet en masse flotte rødbede-stænger i fimo, som burde være nemme at skære, men som smuldrede totalt. Jeg bagte dem først i en halv time, men jeg har en mistanke om, at ovnen ikke var varm nok, for da de kom ud, var de enormt bøjelige og sprøde. Derfor kom jeg dem atter i ovnen i mindst 20 minutter mere, hvorefter de virkede fine. Men da jeg begyndte at skære dem, smuldrede de og sprang i småstykker for hver skive, jeg prøvede at skære. Variationer af skæreteknikker og knive ændrede ikke på resultatet. Min teori er, at jeg har fået bagt stængerne så længe, at de er blevet for tørre og hårde til at skære, i hvert fald i tynde skiver. Der lå en masse tid, kræfter og fimo i dem, og de var rigtig fine med masser af forløb, så jeg ville være meget ked af, hvis de alle endte som borscht. 😪 Jeg var ved at være godt modløs, for alle jeg kontaktede, som havde noget viden om fimo, sagde at mine stænger var lige til at smide ud. Men mit problem blev gudskelov løst! 🤩 En bekendt fra Facebook, Lise Vølund, foreslog, at jeg lagde mine stænger 3 minutter i ovnen og prøvede at skære dem igen – og det lykkedes!!! 😁😁 Lige så snart en stang begyndte at køle ned, begyndte den dog at blive besværlig igen. Men ved at holde en rotation igang med stængerne mellem ovn og skærebræt, lykkedes det mig at få alle skåret. Juhu! 😍 Så jeg var svineheldig, for stængerne var faktisk ødelagt. Man kan sige, at de for en kort bemærkning blev holdt i live ved kunstigt åndedræt. 😄

Jeg havde taget lidt af mit Scenic Water og blandet farve i, så farvepigmenterne kunne blive ordentlig opløst. Det var første gang, jeg prøvede at farve det, men det blev helt perfekt. Det var dog stadig et hulens bøvl at få ned i de små glas sammen med rødbederne, uden at der kom tonsvis af luftbobler i. Jeg fandt så en ny anvendelse for min Efcolor Stove, da jeg i stedet for vandbad, der hele tiden skulle skiftes, lod min Scenic Water stå (på metallet fra et fyrfadslys) på ovnens overflade. Ligeledes havde jeg hele tiden to små flasker kørende i rotation, så jeg arbejdede på den ene, mens den anden stod på ovnen for at lade boblerne komme op til overfladen. Det var sejt arbejde, men jeg er bare så lykkelig for, at det i det hele taget lykkedes og mine rødbeder overlevede! 😍😍😍

Jeg havde tidligere brugt en tandstikker til at dryppe én dråbe i ad gangen, men jeg syntes, jeg ingen vegne kom. Derfor brugte jeg en lille flaske med nål, hvor jeg sugede væsken op i fra gang til gang, så det holdt sig varmt og flydende. Men det stivnede rigtig hurtigt, så jeg min idé med at opvarme flaskerne hjalp gevaldigt. På trods af det samlede der sig mange bobler, så det var hele tiden en kamp at få dem pæne.

Problemet lå i den hurtigt stivnende væske. Vandbadet skulle udskiftes mellem hver lille flaske, da det ellers ikke var varmt nok – det var et bøvl. Jeg havde prøvet at putte grønsagerne ned først og hælde væsken i, hvor væsken lagde sig omkring dem, men dannede store luftbobler imellem. Jeg havde prøvet at hælde væsken i i flere omgange og putte grønsagerne ned i, men så opstod der tonsvis af mikrobobler (dette med kanyle). Rødbederne var faktisk værre end de andre grønsager med at danne luftbobler omkring sig, men det hjalp gevaldigt med min løsning med at sætte dem på min Efcolor Stove, så væsken blev varmet op i flasken og luftboblerne søgte opad. Det er en tricky væske at arbejde med, fordi det stivner så hurtigt, og det er jo ikke fordi man har det store albuerum i de små flasker. Men nu har jeg i hvert fald gjort et godt indhug i mit dyre Scenic Water, som jeg aldrig køber igen (det ødelagde min pumpe med guldfiskedam). 😉

Patentglas-lukning

Glassene til rødbederne var nogle små bitte rigtige glas med korkprop. Proppen kunne jeg ikke bruge til projektet (men bare rolig, selvfølgelig er de blevet gemt til fremtidige projekter! 😁). Jeg fyldte glasset til randen med Scenic Water og efter det var helt tørt, limede jeg min “gummipakning” på og med min Flash Bonder-lim (som jeg simpelthen ikke kan opdrive mere af! 😒) lavede jeg låget. Så kom vi til den svære del…

At lave patentglas-lukningen er vanskeligt og drillesygt, men det kan lade sig gøre.

1. “Låsen” formes.

2. Den færdige “lås”

3. Metaltråd vikles to gange løst om halsen. Herefter hægtes låsens ene krog omkring de to tråde, sættes i rette vinkel og klemmes sammen. Dog ikke så hårdt, at trådene ikke kan køre igennem hullet.

4. Den anden krog sættes omkring de to tråde og klemmes let sammen. Vær ikke bekymret for, at låsen mister lidt af sin facon.

5. Låsen skubbes i rette position. Den kan være ret “levende”, så en fast finger på toppen hjælper gevaldigt resten af vejen.

6. Forsigtigt trækkes metaltråden stramt til og klippes af, hvor de “mødes”. En pincet eller smal tang bruges til at skubbe tråden helt på plads. Krogene på låsen klemmes helt sammen, men vær ikke brutal, så knækker tråden bare.

7. Den færdige patentglas-lukning.

Ta-daaah! 😍😍😍

Stadig masser at lave af glas, men jeg kylede de færdige op, så Mor havde noget spændende at kigge på. 🙂

Jeg lavede en lille æske med de forskellige sylteglas, jeg havde lavet, så Mor kunne sidde og nærstudere dem.

Urtepotteskjulere

Riflet urtepotteskjuler med ringe på kuglefødder

Min mor elskede urtepotter med kuglefødder og ringe i siden og havde fyldt alle sine vindueskarme med dem. Jeg har mange flotte købeblomster i fine urtepotter, men hver gang jeg har prøvet at sætte blomsterne i vinduerne i dukkehuset, har det bare set forkert ud. Jeg fandt langt om længe ud af, at det, der generede mit øje, var, at skønt urtepotterne var flotte, så de ikke ægte ud. Dette fik mig jo så til at spekulere over, hvad der så burde være i stedet, hvor det slog mig, at det jo i dén grad burde være den type urtepotteskjulere, som Mor havde, for de passer da virkelig til et “antikt” dukkehus. Jeg lavede med stort bøvl en grundform, som jeg lavede en (dårlig ) afstøbning af. Så støbte jeg en potte, som jeg ønskede skulle have riflet overflade. Derfor rullede jeg et tyndt lag Cernit ud på en plastlomme og kørte det riflede låg af en tusch henover for at få det ønskede mønster. Jeg smurte urtepotten ind i så lidt flydende Fimo som overhovedet muligt og monterede mit mønster, lukkede det forsigtigt i bunden og klemte til med en pyntenål, som jeg også brugte til at rette og lave mønsteret i bunden. Jeg tror dog, det i sidste ende ville have været nemmere at beklæde potten med et tyndt lag Cernit og præge det med nålen, men til start følte jeg ikke, jeg ville kunne styre mønsteret på den måde.

Jeg malede den to gange med hvid kalkmaling og et lag lak. Så monterede jeg noget neglepynt og gav den to lag lak mere.

Jeg lavede kugler og ringe og pudrede dem med guldpudder, før jeg bagte dem og derefter lakerede dem, før jeg monterede dem.

Det er helt vildt, som denne lille urtepotte ligner en, min mor havde, da jeg var barn, så jeg har da vist ramt ret godt.

Urtepotteskjuler med løvehoveder

Stadigvæk langtfra færdig, men godt undervejs. 😀

Jeg mangler stadig at slibe lidt ujævnheder ud på skjuleren, men er ret godt tilfreds med faconen. Jeg har lavet en støbeform af det lillebitte løvehoved, så jeg kan lave lige så mange, jeg har brug for, uden at skulle opfinde hjulet hver gang. De første to er blevet råmonteret på urtepotteskjuleren, hvor jeg stadig mangler lidt finesser, og så skal jeg også have lavet en støbeform af selve urtepotteskjuleren, så jeg kan lave flere helt ens. Først derefter kommer vi til dekorationsdelen, som jo er det sjove af det hele.

Fortsættelse følger…

Aflang urtepotteskjuler til efeu

Den første, jeg prøvede selv at lave, var en urtepotte til mit efeu på søjlebord-projekt, men den endte med at blive for bred, og derfor valgte jeg en anden fremgangsmåde. Så jeg lavede selv en urtepotte i fimo, der præcis passer til den lille hylde, jeg skulle have lavet en plante til. Hylden er temmelig smal og går rundt om en søjle, så det var meget begrænset, hvad jeg havde af plads at gøre med. Det er så også første gang, jeg prøvede at arbejde med metalpulver, som jeg børstede på fimoen, før den blev bagt. Jeg var rimelig tilfreds med resultatet (selvom jeg fortrød kanten), og de små skønhedsfejl, der måtte være, er camoufleret, når planten er placeret i den. Dog er mine evner blevet betydeligt bedre siden, så jeg nu krummer tæer, når jeg ser på billeder af den. 😒

Den lille hank på urtepotten blev lavet for at glæde Mor, der havde vindueskarmene fyldt med fine urtepotter med flotte pyntehanke.

Valnødder

Min mors favorit-nød har altid været valnødder, så jeg var jo også nødt til at have nogle valnødder til at pynte med. Billedet med de lyse nødder er for at vise processen i, hvordan jeg “rynkede” nødderne. Derefter tonede jeg dem med farvepulver, først med lidt rødbrunt, derefter mørkebrunt, hvorefter jeg bagte dem.