PROJEKT: HUS – udendørs
Huset
Jeg fik absolut intet lavet i slutningen af 2021 eller de første tre måneder af 2022, og 2023 var året, hvor jeg satsede på endelig at få gjort huset ydre færdigt. Det var måske lidt utopisk, for der er godt nok meget arbejde og jeg har meget lidt energi og kræfter og har en krop, der altid modarbejder mig. Men jeg må jo bare kaste mig over de forskellige projekter, som man spiser en elefant: en bid ad gangen! Nu har vi allerede 2024, og jeg kan forsikre jer for, at husets ydre endnu ikke er tilnærmelsesvis færdigt. Men jer er kommet lidt videre, og lidt er jo også godt…
Jeg må indrømme, at jeg altid tidligere har set selve huset som et bøvl og meget lidt inspirerende, og kombineret med, at meget af det har skullet laves, mens jeg stod op, gjorde det kun værre, da jeg kun kan stå op meget kort tid ad gangen og med kropshævn til følge. Men efter jeg fik dukkehuset hjem til mig selv, begyndte der pludselig at poppe en masse nye spændende idéer op, og lige pludselig var jeg inspireret og så frem til mange af de fremtidige hus-projekter. Jeg har nemlig tænkt mig at lade det ydre være Art Nouveau-inspireret, hvilket giver mig uanede muligheder for at gå amok med pynten. Jeg skal have lavet en masse stuk til husets ydre, men har nu over et år gået og ikke kunnet lægge mig fast på looket – jo flere muligheder, jo mere ubeslutsom bliver jeg.
Facade
Jeg har endelig fået taget mig sammen til at komme i gang med butiks-/entré-etagen, hvor den fine del af butiksfacaderne sidder fast med magneter, men hvor resten samt entré-facaden bare var lænet op imod hinanden. Jeg fik med stort besvær monteret en magnet i “loftet” af entréen, hvilket måtte foregå med mig liggende foran dukkehuset (og hvor jeg for det meste næsten ikke kan komme op igen), men generelt set er den etage et mareridt for mig, da mit kadaver ikke kan holde til at arbejde så lavt nede. Dette er også en af grundene til, at jeg ikke umiddelbart laver butiksindre, da man alligevel ikke kan se noget indvendigt i den højde. Så det indre bliver bare brugt til opbevaring. Jeg skal have sat en form for stopper på forneden, da pladen ellers kan skubbes indad dér. Så mange småting at se til, før det hele fungerer ordentligt…
Normalt går jeg vildt meget op i, at det hele skal se fint ud, men en undtagelse (indtil videre i hvert fald) er bagsiden af entré-facaden, som man aldring nogensinde vil få brug for at se. Så medmindre jeg kommer på et eller andet spændende, der skal være på den side, så orker jeg altså ikke at bøvle med noget så unødvendigt.
“Sten” på butiksfacaderne
For mange år siden savede jeg en butiksfacade i to (hvor jeg fjernede midterstykket med en lille dobbeltdør) og tilsleb kanter, så profilerne passede med resten. Jeg anbragte noget groft sandpapir for at illudere mur-struktur, men har altid følt, at der manglede noget, så de er aldrig blevet færdigmalet, og stueetagen i mit dukkehus har altid set halvfærdig ud.
Efter jeg fik lavet sten af æggebakker til min havemur, fandt jeg ud af, at det da var sådan nogle sten, som butikkerne manglede! I dette tilfælde, bare for at gøre det ekstra besværligt for mig selv, skulle der være et felt i midten, hvor min hjemmelavede Art Nouveau-stuk skulle være. Jeg havde lige fået støbt den i resin med min egen form (originalen gik i stumper og stykker, da jeg fjernede silikonen efter at have lavet formen), så det var nok derfor dette projekt røg frem i køen. Jeg mangler stadig at lave en spejlvendt udgave til den anden butik, men den skal først laves i Fimo og laves form på, inden jeg kan støbe én i resin. Jeg ved slet ikke, om jeg kommer til at få brug for dem andre steder på huset, men med forme har jeg da i hvert fald muligheden. Med hullet i midten blev sten-puslespillet endnu mere besværligt end normalt, og jeg præsterede da også at kvaje mig, så jeg måtte til at gratte to sten af igen. Og selv om limen overhovedet ikke havde hærdet endnu, så påvirkede fugten pappet fra æggebakken, så det var umuligt at fjerne på en pæn måde, så det var ren hærværk. Puslespillene er ikke perfekte, men de er gode nok, og når de engang er blevet malet, så tror jeg ikke, man lægger mærke til den smule ulighed, der er. Man kan se forskellen på det store billede med fejlen stadig i muren til venstre, og nærbilledet, hvor jeg har rettet mønsteret i opbygningen af stenene så godt som muligt. Rillerne på tværs i rækkerne skal jo gerne flugte, ellers ser det forkert ud.
Det er et bøvl at lave stenene, for udover at klippe dem til, så skal alle kanter også rundes for at give et naturligt look, og det sviner! Men jeg er vældig tilfreds med denne løsning, der så desværre også skal laves på resten af facaden…
Fortsættes…
Kædehegn med granitstolper
Jeg har i mange år haft planlagt at lave granitstolper med kæder imellem rundt om forhaven. Nu fik jeg endelig besluttet mig for højde, stil og kædetype. Massevis af arbejde i projektet, da jeg skulle have lavet alle dobbeltkrogene, kæden skulle farves og tones samt ditto krogene. Derudover skulle hver stolpe pletslibes for at skabe ujævn “granit”-overflade og helt tilsidst skulle jeg have malet dem med granit-effekt.
Jeg borede hul i bunden på stolperne til et søm, hvor jeg derefter borede huller i dukkehusets bund, så de blev nemme at anbringe. Hver stolpe fik slebet masser af små hakker i, så de kom til at ligne rå og ujævn granit, efter jeg fik dem malet. I toppen sleb jeg en fordybning, som perlerne passede ned i, så de både stod mere fast, men også så de kom til at se mere integrerede ud, når stolperne var blevet malet. Ved hjørnestolpens perle måtte jeg bore et ekstra hul til en vinklet krog, ved alle de andre benyttede jeg perlernes egne huller.
Stolperne lignede et helt kunstprojekt, da jeg først stillede dem op. 😆
Jeg måtte lige have genlæst mit opslag med min granittrappe, så jeg kunne genskabe min granit-effekt på stolperne. Jeg fik ikke taget billeder af stolperne undervejs, da jeg sad og malede om aftenen, så lyset var dårligt… men hvis jeg skal være helt ærlig, så var det, fordi jeg var utålmodig, så farvelægningerne endte med at overlappe hinanden. Men teknikken kan findes under beskrivelsen af trappen.
Først brugte jeg akrylmaling til at male dem sorte. Herefter blandede jeg en pæn sjat lyserød, som jeg delte i to og tilføjede brunt i den ene, så jeg fik en mørk rosa, som var den næste farve, jeg brugte. Jeg dyppede en tandbørste i og tørduppede den, før jeg brugte den på stolperne. Så fulgte lyserød, hvid og grå med samme teknik. Da de var tørret, fik de et lag mat lak.
Foto t.h.: Krogen t.h. er malet med Black Velvet kalkmaling, og t.v. er der tilføjet lysegrå voks.
Jeg måtte til at bruge min kniv til at fjerne malingen fra alle krogene, der også var blevet lavet til granit undervejs. Det var træls arbejde, men den slags er der altid masser af, som for eksempel her, hvor jeg havde farvet krogene sorte med permanenttusch og al farven var væk, da jeg fik gravet dem frem igen. Jeg klippede små stykker af en plastikpose og lavede hul i midten med en nål, hvorefter jeg trak stykkerne over krogene, så jeg kunne male uden at få alt snasket til, hvilket jeg ellers er god til. Så fik krogene atter en omgang med den sorte tusch, så der ikke ville være noget blankt, der tittede igennem, når jeg malede dem med Black Velvet kalkmaling. Til sidst smurte jeg dem ind i lysegrå voks, som jeg mestendels tørrede af igen, og så “plettede” jeg krogene en sidste gang med den grå voks.
Hvad jeg dog ikke nogle gange finder på i forbindelse med et projekt… 🤪😆
Så manglede jeg at få malet og vokset kæderne, hvilket var et megatræls arbejde, men i det mindste fik jeg stablet et habilt stativ på benene til det. Jeg var også startet på at male guldkæderne med sort permanenttusch, men det var ved at tage pippet fra mig, så jeg besluttede mig for at holde mig til kalkmaling. Ah, men jeg fik en god idé!! Jeg havde 6 kæder, jeg skulle have malet med kalkmaling i flere omgange, og efter to kæder var jeg ved at blive vanvittig, da jeg kun kunne male to led ad gangen for at få det til at dække. Guld skinner jo nemt igennem, så enhver form for sjusk kunne øjeblikkeligt ses. Men så kom jeg på at klippe en køkkensvamp op og lave en rille i, hvor jeg kom kalkmaling ned i. Så var jeg i stand til at “kramme” farven ind i alle krinkelkroge. Jeg kom svampen i en pose bagefter og sugede luften ud, så kunne jeg også bruge den til de efterfølgende omgange. Det skal bestemt også nævnes, at man bør bruge handsker til denne teknik, da malingen jo trænger igennem svampen, så det er noget grissebasseri. Jeg malede guldkæderne med min svampeteknik, der fungerede rigtig godt, men jeg måtte stadig give det 5-6 gange, før jeg var tilfreds med, at det dækkede guldet ordentlig. Da jeg skulle til at give dem lysegrå voks, vrikkede jeg nogle stive led fra hinanden, hvorefter jeg måtte sidde og pletmale samlingerne med tusch, da jeg fik vredet malingen af ved kontaktpunkter. Men selvom tuschen havde et blankt skær, var jeg ikke bekymret, da det ville blive skjult af voks. Efter første omgang voks tørrede jeg det løseligt af igen, hvorefter jeg duppede lidt hist og pist med en ny omgang. En anden gang ville jeg helt klart spraymale et sort dæklag først, for det ville have sparet mig mange genvordigheder. Men jeg havde ingen steder, jeg kunne stå med det uden at svine det hele til, derfor blev det til så mange omgange kalkmaling i stedet. Men nu er kæderne blevet præcis, som jeg ønskede det, så pyt med den lange besværlige ved for at nå dertil. Og da jeg så først fik hængt de færdige kæder op på mine granitstolper… uh! Det er bare SÅ fed en detalje til dukkehusets forhave!
Nu begynder det i dén grad at rykke i mig for at få lavet forhaven – hvis jeg da for pokker endelig kunne beslutte mig for, hvordan den skal se ud! Jeg har bare ALT for mange gode idéer til den, og den er bare så smal, så der er virkelig ikke plads til ret meget. Argh…! Samtidig er jeg også ved at være godt træt af at se den ufærdige facade til stueetagen… “Suk!” Så mange ventende projekter… Jeg ville ønske, Mor kunne have set hegnet, hun ville totalt have elsket det. Så på en eller andet vis er det meget passende, at hegnet blev færdig på Morsdag, da det var et af de projekter, vi planlagde sammen. Det var faktisk hende, der fandt præcist den type kæde, jeg havde været på jagt efter til det.
Foran dukkehuset er pladen malet grå, hvilket selvfølgelig har været bedre end den rå træplade, men dét er altså heller ikke meningen, at det skal blive ved med at se sådan ud. Men selve forhaven… ih, altså! Jeg har bare haft alt for mange forskellige idéer, så jeg har ikke kunnet lægge mig fast på nogen. Så jeg er så småt ved at beslutte mig for, at forhaven skal være udskiftelig, så jeg kan lave alle de versioner, jeg måtte ønske! Jeg har nemlig både lyst til at lave græsplæne med bede, grus med bede samt brosten med bede. Hvis jeg kan få alle tre dele sammenflettet i mit hoved, så ville det jo være optimalt, men forhaven har været et problem for mig helt fra starten, idet den altid er meget større i mit hoved, end den er i virkeligheden. Så når jeg gik hjemme i Esbjerg og lagde planer, blev jeg altid chokeret over, hvor lidt plads, jeg egentlig havde at gøre med, når jeg kom til Ribe, hvor dukkehuset stod hos Mor. Og der er jo ikke ligefrem blevet mere plads af at tilføje trappen, statue-lampen samt bord og bænke. Jeg har et solur, jeg engang fik af min bedstemor, jeg ville elske at tilføje, men jeg kan simpelthen ikke finde pladsen til det. Så jeg forbliver ubeslutsom…
Løvespringvand ved guldfiskedam
Kender I det, når man får så god en idé, at man næsten ikke kan være i sit gode skind af begejstring? Sådan en har jeg fået og jeg er vild med idéen.
Min svoger var så sød at hjælpe mig med at få støbt løven, som jeg dog havde lidt svært ved at få placeret ordentligt i den smalle forhave, især fordi den skulle ligge på en pænt stor granitblok for at få det rette look. Men dette ville blive utroligt voldsomt at se på, selv hvis jeg lavede en lampe ved den og satte den helt ude til venstre. Derfor har jeg gået og vendt og drejet designet af granitblokken i hovedet, for at kunne gøre den så “let” i udseende som muligt, men uden tilfredsstillende løsning. Jeg overvejede på et tidspunkt også at lave et elefant-springvand i forhaven, men igen var størrelsen et problem. Men nu har dukkehuset jo endelig fået trappe, hvor der var hulrum under. Jeg har derfor gået og rumsteret lidt med, hvad jeg skulle lave dér, og lige pludselig slog det mig, at løven da ville ligge genialt derunder. Og da hjernevindingerne så lige kom op i svingninger, fik jeg skabt en kombination af mine oprindelige planer med springvandet og min løve og det passer SÅ fint ind under trappen. Bassinet skal beklædes med klinker på kanten, og indeni skal jeg med udprintede klinker gerne have skabt illusionen af dybde, så jeg kan få guldfisk deri. Idet det kun er få millimeter, jeg har at gøre med, tror jeg, jeg vil prøve at lave 3D-tegning af guldfiskene imellem hvert lag resin, jeg hælder i. Løven skal på et tidspunkt gerne blive til bronze liggende på granit, hvilket vil sige at jeg skal i gang med min nyskabte granit-teknik igen. Og hvis jeg synes, det vil kunne skabes uden problemer, kan det være, løven får en vandstråle fra munden ned i bassinet. Det er selvfølgelig et stort projekt, men er du gal, det bliver en fantastisk tilføjelse til forhaven og næsten uden at optage plads, idet jeg nærmest anser hulrummet for spildplads. Yay! Jeg regner også med at tilføje en lampe under trappen, så man kan nyde de flotte detaljer, jeg har planlagt. Uh, hvis det lykkes, så bliver det altså bare SÅ godt!
Min løve skulle gerne have et lidt vejrbidt udseende i forhold til den første støbning, jeg prøvede at male, der blev for blank til formålet. Denne gang er den dog blevet lige, som jeg gerne vil have den, så jeg er godt tilfreds. Den mangler lige et lag klar voks, men det bliver først, når malingen er hærdet godt op.
Herefter skal jeg have boret et hul ved munden, da jeg skal have lavet et lille springvand.
Denne gang brugte jeg også mange flere farvenuancer undervejs og blandede til sidst også lidt hvidt i den lyseste. Men farvetonerne skal påføres med en meget tør pensel, ellers bliver det for markant. Grundfarven var sort, og jeg brugte kalkmaling. Jeg havde brug for en mere grønlig end min Old Turquoise Jeanne d’Arc Living Vintage Paint, så jeg blandede Warm Blue og Warm Yellow, men den var stadig for blå, så jeg endte med at blande grønt farvepigment i, til jeg fik den farvetone, jeg ønskede. Men jeg blandede forskellige toner frem ved at blande med Old Turquoise, så jeg synes, jeg har fået et mere naturligt look frem nu. De fleste bronzestatuer kan man ikke længere se bronzen ved, hvilket jeg synes er synd, men i min research fandt jeg nogle, der ikke var irret helt til, hvilket inspirerede mig til et meget diskret touch af bronzevoks på min løve.
Min guldfiskedam med løvespringvand kræver godt nok, at mine hjernevindinger kommer godt op i omdrejninger.
Løven skal ligge på en pænt stor granitblok i midten af guldfiskedammen og det hele passer SÅ fint ind under dukkehusets trappe, et hulrum jeg ellers anså som spildt plads. Bassinet skal beklædes med klinker på kanten, og indeni skal jeg med udprintede klinker gerne have skabt illusionen af dybde, så jeg kan få guldfisk deri. Idet det kun er 15 millimeter, jeg har at gøre med, hvor der oven i købet skal være “luft” op til kanten fra “vandet”, er jeg i noget af et dilemma. For selvom jeg har den rette plan for at få illusionen af guldfisk ved at prøve at lave 3D-tegning af guldfiskene imellem hvert lag resin, jeg hælder i, så er 10 millimeter altså ikke meget at gøre med for at skabe dybde. Så i dag er jeg så begyndt at pusle med idéen simpelthen at skære et hul i bundpladen, dukkehuset står på, så bassinet kan blive så dybt, jeg har lyst til. Til gengæld vil det kræve en solid ændring af mit nuværende design af bassinet, og det ved jeg ikke helt, om jeg er klar til. Den bedste måde at teste om det er nødvendigt, er at lave nogle forsøg med 3D-guldfisk. Dette bliver bestemt ikke et projekt, hvor jeg bare hovedløst kaster mig ud i det, for det vil kunne komme til at koste mig nærmest alt, jeg vil have fået lavet i forvejen, hvis det skulle vise sig ikke at fungere med guldfiskene. Og på dét stadie af projektet er alle de andre elementer færdiglavede og på plads, så det kan komme til at gå grueligt galt.
Løven får en vandstråle fra munden ned i bassinet. Hertil har jeg en gennemsigtig lyseblå plastikstreng, som jeg med resin skal have ændret til at ligne en vandstråle, så dét skal jeg også have øvet mig på. “Suk!” Det er i hvert fald ikke et nemt projekt. Til gengæld har det potentiale til at kunne blive smadderflot.
Dobbelt-trappe
Så fik dukkehuset endelig en trappe! Den mangler stadig gelænderet, men det bliver en større og kompliceret affære, så det bliver ikke lige foreløbig.
Det har kun taget mig små tyve år at nå til afgørelsen om trappens udseende og vinkel. Nu er beslutningen endelig truffet, og jeg har hærværket en fin trappe fra en butikskikkasse, så nu ændrer jeg i hvert fald ikke mening. Der var stadig meget, der skulle tænkes igennem og overvejes, og det ene sæt trapper skulle højnes lidt, så vinklen blev korrekt. Denne trappe har virkelig været et smertensbarn for mig og har fået mig til at flå mig i håret, fordi jeg ikke har kunnet beslutte mig. Men det spiller bestemt også ind, at dukkehuset i 18 år stod i Ribe, hvor jeg arbejdede med den tekniske planlægning i først Århus og siden Esbjerg. Jeg har lagt mange storslåede planer for forhaven for så at komme til Ribe og blive chokeret over, at forhaven kun var halvt så stor, som jeg huskede den. Og dette skete gang på gang henover årene. At jeg ikke tænkte på at måle det op, så jeg ikke blev ved med at lave den samme fejl… tsk, tsk.
Foran dukkehuset er pladen malet grå, hvilket selvfølgelig har været bedre end den rå træplade, men dét er altså heller ikke meningen, at det skal blive ved med at se sådan ud. Vi havde i årevis haft planlagt, at jeg skulle lave små granitstolper med kæder imellem, og det er endelig lykkedes mig. Men selve forhaven… ih, altså! Jeg har bare haft alt for mange forskellige idéer, så jeg har ikke kunnet lægge mig fast på nogen. Så jeg er så småt ved at beslutte mig for, at forhaven skal være udskiftelig, så jeg kan lave alle de versioner, jeg måtte ønske! Jeg har nemlig både lyst til at lave græsplæne med bede, grus med bede samt brosten med bede. Hvis jeg kan få alle tre dele sammenflettet i mit hoved, så ville det jo være optimalt, men forhaven har været et problem for mig helt fra starten, idet den altid er meget større i mit hoved, end den er i virkeligheden. Så når jeg gik hjemme i Esbjerg og lagde planer, blev jeg altid chokeret over, hvor lidt plads, jeg egentlig havde at gøre med, når jeg kom til Ribe, hvor dukkehuset stod hos Mor. Og der er jo ikke ligefrem blevet mere plads af at tilføje trappen, statue-lampen samt bord og bænke. Jeg har et solur, jeg engang fik af min bedstemor, jeg ville elske at tilføje, men jeg kan simpelthen ikke finde pladsen til det. Så jeg forbliver ubeslutsom…
Trappen har krævet noget hovedbrud, for vinkler og jeg har aldrig kunnet sammen. Det er heller ikke blevet nemmere af, at de forskellige trappetrin også havde forskellige vinkler (købe-ting ser ofte flotte ud, men er faktisk piv-skæve), så jeg har måttet slibe flere af dem, så de blev horisontale. Jeg har indsat et plateau i toppen, der forbinder trapperne og samtidig skaber den ønskede afstand.Jeg ville have granitsten som trappetrin, så jeg har for første gang fået brug for de æggebakker, jeg har samlet over årene uden noget specifikt formål. De gav den grove struktur, jeg ønskede. Jeg klippede dem ikke bare til i den korrekte størrelse med det samme, da sådanne købeting som trapperne altid er ret vindske, så de enkelte trin ikke var ens, og desuden vidste jeg, at jeg ville få brug for at slibe for at få de ønskede ujævne overflader og overgange. Udover selve toppen af hvert trappetrin, lavede jeg også en 5mm kant for at få den rette illusion af et granit-trin. Idet hvert trin buede blødt ind forneden, ville jeg yderligere få brug for at kunne slibe kanten til, så det ville komme til at se naturligt ud. Derfor lavede jeg en blanding af lim og vand og smurte på alle trin, da trinnene var godt hærdet til, og da det var tørt, smurte jeg et tykkere lag lim på. Herefter ventede jeg er døgn før næste step, idet jeg havde brug for at overfladerne var meget stabile, når jeg skulle til at slibe kanterne. Æggebakker er jo nærmest bare papmaché og dermed let nedbrydelige, så jeg ville have flået kanterne i småstykker ved at file på dem uden lim-behandlingen.
Det var lidt af en interessant udfordring at skabe granit-effekten. Jeg havde lavet lidt research for at finde det udseende, jeg ville gå efter, da der er mange typer og farvetoner. Jeg ønsker ikke, at trappen skal være for markant foran huset, så granitten måtte ikke blive for hidsig i farven. Først skulle jeg finde ud af, hvordan jeg fik den ønskede effekt frem. Jeg lavede prøveforsøg med en natursvamp og en udslidt tandbørste, hvor jeg med tandbørsten havde regnet med at sprøjte det på. Men i så fald skulle jeg have fortyndet min akrylmaling, for det virkede ikke direkte fra tuben. Derfor prøvede jeg i stedet at dyppe tandbørsten i maling og duppe det overskydende af, inden jeg brugte den på min trappe, hvorved jeg fik den effekt, jeg ønskede. Det krævede en let hånd for ikke at ende med uønskede klatter, hvilket især var svært ind imod indersiden af trappetrinnene, men det lykkedes da.
Først malede jeg trinnene helt sorte og lod dem tørre inden næste step. Jeg blandede en rosa farve og en mørkere, hvor jeg tilføjede brunt. Jeg startede med den rosa og derefter den mørke.
Næste step var hvid og sidste step grå. Det hvide på resten af trappen var undervejs blevet griset godt til, men jeg regnede ikke med, at det gjorde noget, for når jeg havde lakeret trapperne, skulle det hvide males gråt før næste punkt på dagsordenen. Det viste sig dog, at jeg havde fået forregnet mig, idet alle mine klatter var svære at dække med den lysegrå farve.
Jeg gik efter nogenlunde den type granit-sten, som man kan se i hjørnet, og det ligner da meget godt…
Efter jeg havde lavet granit-trinnene, skulle resten beklædes med stentapet, hvor jeg egentlig troede, det skulle være det samme som havens halvmur og kælderafsnittet af huset. Jeg har faktisk i årevis troet, de var ens, men jeg fandt ud af, at det var to ens udseende tapeter, hvor den ene er i grålige toner, mens den anden i grå og rødbrune toner (haven henligger i skygge, så man ikke ser dem tydeligt ved siden af hinanden). Men det var faktisk ikke så skidt, for den grå udgave passede bedre til trappen, så der ikke bliver for meget farvelade sammen med granitten. Desværre var det grå tapet selvfølgelig det, jeg havde mindst af, så der måtte helst ikke gå noget galt undervejs. Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: jeg er rådden til at tapetsere. Disse to ting er jo ikke ligefrem en god kombination, så derfor fandt jeg på at scanne begge trappens sider ind i sort/hvid og i et billedbehandlingsprogram ændre billederne, så de kun viste kanterne. Jeg printede dem så ud på kalkérpapir, hvorved jeg kunne se mønsteret på sten-tapetet ordentligt og få de udsnit og vinkler, jeg ønskede.
Herefter sad jeg i timevis og malede den hvide del af trappen lysegrå, så det fik samme farve som mørtlen på sten-tapetet, ifald der skulle blive nogle “helligdage”, når jeg først tapetserede. Det tog en evighed, for det var svært at dække alle mine klatter og der var tonsvis af kanter op imod trinene! Det var virkelig noget nifleværk at tapetsere trappen, for det skulle passe perfekt og jeg skulle derfor være meget omhyggelig. Så her var det bestemt ikke at arbejde efter øjemål, som jeg ellers ofte gør. Jeg kom i tanker om mit gamle lysbord, jeg har haft stående helt tilbage fra jeg blev uddannet som reklametegner – det var en gave fra min søster Conjadia og hendes daværende mand, der selv havde bygget det til mig. Da jeg ret kort tid efter min uddannelse til reklametegner ved skrivebord selv tillærte samme uddannelse ved computer, er det mildest talt sjældent, jeg har haft det lysbord fremme, men her var det bestemt på sin plads, og mit udprintede motiv på kalkérpapir fungerede fortræffeligt, selvom det var bøvlet med alle de vinkler. Jeg har dog ofte benyttet mig af mit “hurtige” lysbord, når det kun har været en detalje, jeg har skullet bruge – så bruger jeg bare mit vindue.
Det hele blev monteret i mange steps. Alle kanter er blevet “rullet” og udglattet med en tandstikker, så tapetets papirkanter ikke blev at se. Jeg har gjort mit bedste for at sørge for, at stenenes mønster på tapetet passer ved overgangene, så det ser naturligt ud. Der er desværre noget farveforskel på kælderens og trappens stentapet, selvom det er det samme, men det er på grund af solafblegning, så det kan jeg ikke gøre meget ved.
Dette var et stort skridt for dukkehusets ydre og så fik jeg oven i købet også grundet to af “murene” ved de to butikker.
Så nu mangler trappen “bare” gelænderet…
Pigsten
Jeg har et ekstremt smalt stykke på 1,5 centimeter ved dukkehusets venstre side. Jeg tænkte, at pigsten vil være en god idé dér, så jeg fandt en form frem, jeg havde liggende til det. Så gravede jeg mit lufttørrende Fimo frem. Jeg brugte det tidligere til min statue-lampe og var ikke begejstret, men jeg tænkte, det ville være helt rart at få noget af det brugt, og at det nok var begrænset, hvor meget det kunne drille ved dette projekt. Ha! Selvfølgelig drillede det! Og det var noget griseri. Jeg havde glemt, hvor hurtigt det tørrede, og med den tynde flade, jeg havde rullet ud, tørrede det jo rigtig hurtigt. Derfor måtte jeg adskillige gange undervejs væde overfladen. Fordi jeg skulle bruge stenene på så smalt et stykke og endnu ikke helt havde fastlagt udseendet, tænkte jeg, at det nok var nødvendigt at skære stenene fra hinanden. Det blev det dælendytme ikke nemmere af! Siderne blev enormt ru, men gudskelov havde jeg fundet mit groveste sandpapir frem for at præge stenene, og med det kunne jeg glatte sider og kanter, hvilket også var handy, idet jeg skar flere af de store sten over, da de var alt for store til mit brug.
Formen er købt på eBay for nogle år siden.
Jeg startede med at tilskære en strimmel karton, der svarede til det stykke, de skulle dække. Så begyndte jeg ellers at lægge puslespil med stenene, hvorefter de blev limet fast. Efter en nats tørring kunne jeg så gå i gang med den hårdhændede behandling, det var at tilskære og slibe stenene ned, der ragede ud over kanterne. Fordi jeg havde lavet det med lufttørrende Fimo, var det rimelig nemt. Jeg sad nærmest bare og snittede i stenene, som havde de været lavet af træ. Så formede jeg de afskårne sten, hvor jeg kunne skrabe mig frem til den ønskede facon. Det kan godt være, det har været et bøvl, men jeg er yderst tilfreds med, at jeg brugte den lufttørrende Fimo til dette projekt, det har virket rigtig godt.
Jeg lavede en pæn sjat mørkegrå akrylmaling, som jeg blandede med lim og malede alle stenene med. Så begyndte jeg at ændre på de grå toner og tilføjede også lidt rødligt, hvor jeg fik lavet lidt variation. Efter stenene var tørret, brugte jeg en pensel til at smøre lysegrå voks på, hvorefter jeg tørrede stenene løst af. Så troede jeg egentlig, at jeg var færdig, men da jeg anbragte dem, hvor de skulle være, var de stadig for mørke og så på en eller anden måde forkerte ud. Derfor besluttede jeg mig for at give dem endnu en omgang med voksen, blot på en anderledes måde denne gang. Jeg tog en serviet og dyppede i voksen, hvorefter jeg duppede lidt hist og pist, og dér var den effekt, jeg gik efter! Nu ser stenene også helt rigtige ud liggende op imod huset. 😀 Billederne viser det desværre ikke så tydeligt, men det er helt vildt, som de ligner rigtige sten!
Øverst: 2. lag voks duppet på – færdig!
Næstøverst: 1. lag voks tilføjet med pensel
Midten: Stenene malet med en blanding af akrylmaling og lim i forskellige grå toner
2. nederst: Stenene skåret og slebet til
Nederst: Puslespillet løst – med lidt i overskud
Efter voksen på mine pigsten havde fået lov til at hærde længe nok, turde jeg give dem sidste behandling. Normalt ville jeg have malet bunden “jord-farvet”, men jeg var godt klar over, at jeg næppe ville slippe godt afsted med det uden at få maling sjasket ud over det hele. Jeg besluttede mig for, at det ikke gjorde så meget, da jeg agtede at lægge både jord og mos på, og det burde kunne skjule bunden.
Først lavede jeg en blanding af lim og vand, som jeg sugede op i en sprøjte. Jeg lagde min strimmel af pigsten på en plastiklomme, så jeg nemt kunne børste overskud tilbage i beholderen bagefter. Så begyndte jeg forsigtigt at sprøjte limen imellem stenene, mens jeg prisede mig lykkelig for voksbehandlingen, som limvandet prellede af på. Jeg tog kun små stykker ad gangen, så limen ikke sejlede ud over det hele, men jeg kæmpede nu med det alligevel. For hvert lille stykke dryssede jeg kaffegrums/jord på, til jeg var nået til enden. Så pressede jeg det godt ned i limen, hvorefter jeg løftede strimlen og dunkede overskud af, og så lagde jeg den atter på borden og rettede forsigtigt på “jorden”, så den ikke dækkede stenene.
Herefter gjorde jeg det samme med noget grønt, jeg havde liggende. Jeg kunne se, der var limklumper i, så det var fra en eller anden kunstig blomst, jeg har massakreret. Denne gang bøvlede jeg med at rense og rette det til bagefter, da der åbenbart alligevel havde lagt sig et tyndt limlag på stenene efter at have børstet overskuddet af, men til sidst lykkedes det da, og nu ser pigstenene præcis ud, som jeg havde planlagt. Jeg tilføjer nok en lille vildblomst eller to med tiden, men i og for sig er strimlen nu færdig, og jeg synes, det ser rigtig fedt ud. Så mangler jeg “bare” at lave en hvid stenvæg samt fortov, da det gamle stentapet er blevet misfarvet i den ene ende og desuden ikke ser særlig dansk ud.
Pigstenshøj/-fortov
Jeg har lavet et lille stykke med pigsten med en lille skråning til mit dukkehus. Jeg skar en skråliste til og tilsnittede enderne, før jeg limede den fast på et stykke tykt papir, der var klippet til. Først prøvede jeg at lægge “puslespil” med de pigsten, jeg havde tilbage fra mit sidste projekt, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det ville der altså ikke komme noget pænt ud af. Men så kom jeg i tanker om, at formen jo faktisk laver et sten-“tæppe”, og det ville fungere meget bedre. Jeg måtte dog sætte to stykker sammen, men det lykkedes da i sidste ende.
Jeg måtte ændre en del af stenene i overgangen mellem skråning og flade, da pigsten ikke buer og bølger. Jeg var ikke helt tilfreds, men mit lufttørrende Fimo tørrer hurtigt, når det er så tyndt, så det var begrænset, hvor meget jeg kunne gøre ved det uden at ødelægge det. Derfor kom jeg frem til, at det resterende korrektion måtte komme, når stenpladerne var blevet limet fast efter at have tørret natten over.
Jeg var godt klar over, at lufttørrende Fimo skrumper lidt, når det tørrer, men jeg blev nu alligevel noget chokeret, da jeg næste dag fandt ud af, at de lige pludselig ikke passede mere! Begge plader buer ude i enderne, så vold kunne ikke løse problemet. Jeg listede stenpladerne af, der på dette tidspunkt nogenlunde var klistret sammen ved samlingen, hvorved de gik fra hinanden. Men så kunne jeg i hvert fald få de buede ender til at passe! Til gengæld fandt jeg ud af, at det lufttørrende var skrumpet hele 5 mm ud af et stykke på 225 mm. Så jeg måtte atter til at have Fimoen frem for at fylde det stykke ud, der pludselig manglede. Jeg havde ellers håbet på, at jeg var færdig med at sidde og rode med det griseri. Det er såmænd meget sjovt at sidde med, men rengøringen bagefter er træls, fordi det tørrer fast i alle krinkelkroge.
Jeg måtte indsætte et stykke på 5 mm i midten for at kompensere for skrumpningen. Da jeg havde svært ved at rulle de to plader, det hele består af, jævnt ud, endte jeg med en let fordybning i midten, hvilket var ret træls. Men samtidig var der også et eller andet, der blev ved med at genere mit øje. Jeg fandt endelig ud af, at det var det, at forhøjning og fortov gik ud i ét, og sådan ville det jo aldrig rigtigt se ud. Der ville være en normal adskillelse mellem kommunens pigstensfortov og den private lille forhøjning af pigsten op imod haven. Derfor begyndte jeg at slibe en adskillelse op, men det var alt for tydeligt, at det netop var det, der var gjort. Så begyndte jeg at dele nogle af stenene op og runde kanterne, så de ikke mere så ud som om, de var en del af en sten-“måtte”, og det hjalp gevaldigt på looket. Men samtidig gjorde det mig opmærksom på, at mine tilrettelser så meget mere naturlige ud end formens udgave. Så selvfølgelig endte jeg med at gøre tingene meget mere besværlige for mig selv – “suk!” Altså endte jeg med at slibe alle fordybninger dybere og bredere, og så rundede og formede jeg hver eneste sten. Ved fordybningen i midten udjævnede jeg stenene omkring, så det ikke var så markant. Flere sten blev opdelt for et mere naturligt look, men tilsidst var jeg godt tilfreds med udseendet.
Jeg lavede en blanding af mørkegrå akrylmaling og lim og malede det hele. Til min store mørkegrå klat af maling anbragte jeg rød, brun, hvid og sort i små klatter i kanten. Ved at dyppe og blande tilfældigt, fik stenene en masse forskellige farvetoner. Efter at have fået lov til at tørre grundigt, brugte jeg en pensel til at smøre lysegrå voks på det hele. Penslen kunne komme ned i alle sprækkerne, som en klud ikke ville kunne. Efter at have tørret i 5 timer, tørrede jeg efter. Så brugte jeg en serviet til at duppe voksen løseligt på. Efter et par dage tørrede jeg efter. Efter det havde fået lov at tørre en uge eller to (eller tre, hvilket er det allerbedste), tilføjede jeg jord og mos.
Jeg havde ærgret mig over alt det maling, jeg smed ud efter mine løse pigsten, da jeg dengang ikke tænkte så langt at male de resterende. Det har jeg så fået gjort nu. Det fjerner så min mulighed for at opdele dem til de størrelser og faconer, jeg har brug for, til gengæld har jeg dem nu liggende klar til brug.
Men så fik jeg gjort min lille pigstenshøj/-fortov færdig. Den lille høj hører til huset, mens fortovet er kommunens, så derfor har jeg valgt at give dem et markant forskelligt udseende. Så den lille høj har fået jord/tørret kaffegrums og fortovet har fået mos. Især den øverste del har fået flere stens kanter tonet med farvepigment, og det løftede udseendet gevaldigt i retning af et naturligt look. De nederste sten fik nogle få strøg hist og pist. Men vand løber nedad, så jeg kunne forestille mig, at den lille højs sten har større tendens til misfarvning, så derfor har jeg koncentreret toningen dér.
Havens bede skal laves fuldstændig om, da jeg laver nyt hegn, men en ting der er fuldkommen sikker er, at jeg skal have lavet blåpuder til min lille stenhøj. Men jeg må hellere få styr på de yderste bede først, hvis det nu ender med at være smartest at lave blåpuderne en del af dem. Jeg skal jo have med i mine overvejelser, at det er meningen, at jeg skal have lavet udskiftelige årstidsbestemte bede, så jeg kan ikke tillade mig at lime bede fast på stenhøjen – der kan jo ikke være sommer hele året rundt lige dér.
Havemur
Havemuren er endelig færdig – eller er den?! Jeg føler stadig, den mangler farve.
Jeg skal have lavet to mure af æggebakker til dukkehusets sider og er nu færdig med stenarbejdet på den første mur, havemuren. Jeg havde hele tiden haft planer om at inkludere mit hejre-relief, der knækkede, da jeg lavede støbeform på det. Relieffet var et stort arbejde, så ved at lave form på det, var jeg i stand til at lave relieffet i resin, og så kunne jeg bruge originalen i Fimo til min mur. Resin-udgaven er endelig blevet monteret på siden af en elevator, som den blev lavet til, og revnerne i originalen virker ikke usædvanlige på en mur, så i sidste ende fungerer det som ønsket. Hele muren skal i sidste ende males med soft cream kalkmaling, men er indtil videre blevet grundet, hvilket jeg havde glædet mig meget til, da man så meget bedre kan få et indtryk af, hvordan den færdige mur vil blive. Dog mangler jeg stadig at lave en buste, der skal monteres over relieffet.
Efter at have klippet de forskellige “sten” af æggebakker, sleb jeg kanterne for et mere naturligt look og tydeligere adskillelse mellem stenene. Men er du gal, noget svineri! Jeg sad simpelthen i en lille sky af fnulder, mens jeg arbejdede på det, og måtte børste min arm af mange gange undervejs, når laget blev for tykt og spredte sig over det hele ved mine bevægelser. Ved de øverste sten valgte jeg at præge stenene i æggebakkepladen, men måtte gentage det, efter jeg havde grundet, på trods af at jeg havde prøvet at forebygge at pappet sugede maling til sig, ved at lakere det først.
Det er lige før, jeg var helt fortrydelig ved at skulle male stenene, da de farvemæssigt så rigtig godt ud, men teksten fra æggebakkerne fik mig nu hurtigt på andre tanker.
Jeg overvejede, hvordan jeg kunne slippe godt fra at lime muren fast på dukkehuset, når jeg kom så vidt. Jeg blev klar over, at mit valg at bruge noget højkvalitets tegnepapir som basis, skønt stabilt, mens jeg arbejdede på det, ville ende med at give mig problemer under monteringen, da det ikke er til at flytte meget rundt med, når det først er blevet fugtigt, og det er et stort område, der skal limes. Derfor besluttede jeg at montere det hele på en tynd plexiglasplade. Det virkede helt fint, men desværre vil hele pladen gerne bue udad, hvilket vil give mig store problemer, når jeg skal lime muren fast, da jeg ikke kan sætte klemmer på for at holde muren fast, mens limen tørrer, da æggebakke-pappet så vil blive beskadiget. Men her viser det sig så, at mit valg med plexiglaspladen kommer til at redde mig, da jeg planlægger at bore små huller i siderne, så jeg kan holde muren på plads med både små søm og lim – så render den næppe nogle vegne!
Prøvefarver til mur
Jeg er ikke den mest tålmodige, når jeg arbejder på et projekt og hopper derfor ofte i med begge ben uden at afprøve teknikker først. Men her drejer det sig i bogstaveligste forstand om udseendet af mit dukkehus, og det nægter jeg at tage chancer med. Derfor måtte jeg igennem processen med at lave en mur af en æggebakke, grunde den, og male den med Jeanne d’Arc Living Vintage Paint kalkmaling i Soft Cream og French Beige. Herefter lavede jeg forskellige variationer med forskellige farver voks: Soft Cream/Klar voks, Soft Cream/Lysegrå voks/Hvid voks, Soft Cream/Hvid voks. French Beige/Lysegrå voks/Hvid voks, French Beige/Hvid voks/Grå voks, French Beige/Hvid voks.
Jeg besluttede mig for Soft Cream med hvid voks, og gav det derefter noget toning med grå og grøn pastelfarve for at se, om det var en god idé, og det var det. Jeg tror også, jeg vil prøve at lave en tynd blanding af akrylmaling og vand med lidt jordfarve i til at markere revner med, men der skal voksen først hærde op, før jeg tør forsøge det.
Blå dør til redskabsskur
For rigtig mange år siden så jeg og forelskede mig i nogle sorte pyntehængsler. Lige siden har jeg prøvet at finde et dør-projekt, jeg kunne bruge dem til, og skønt jeg endnu ikke var kommet på noget, købte jeg dem sidste år, da jeg faldt over dem. Oprindeligt ville jeg have haft en bagdør i bryggerset med dem, hvor døren skulle deles i to, men i sidste ende gik jeg fra idéen, da den ikke rigtigt passede med resten af dukkehusets stil. Jeg er nu endelig gået i gang med at lave murværket til begge sider af dukkehusets nederste etage, der bliver en yderst omstændelig affære. På den venstre side skal jeg have en postkasse, og jeg var begyndt at overveje, om jeg måske kunne klemme en bagdør ind på siden, hvor jeg kunne bruge pyntehængslerne. Men det naturlige sted for den ville være, hvor postkassen skulle være, og det ville komme til at se klemt ud. Men måske på den højre side ved siden af rosenbusken? Nej, det ville altså stadig blive for klemt. Men så kom jeg på, at det jo ikke behøvede at være en bagdør, det kunne være døren til et skur med haveredskaber. Dér var idéen!! Og den kunne jeg gøre lavere og smallere, uden at det ville virke forkert. Fedt!
Væggen bliver bygget op af tre forskellige typer sten lavet af æggebakker, hvor der jo er masser af struktur i, så døren måtte ikke være for tyk. Derfor lavede jeg den af noget solidt karton, hvor jeg lavede riller i for at illudere brædder. Idet det er døren til et haveskur, tillod jeg mig den lille frække detalje at runde toppen på døren. Jeg sleb kanterne blødere, så det så mere naturligt ud. Så malede jeg døren to gange med blå kalkmaling. Efter tørring ældede jeg døren med lysegrå, lysebrun samt brun voks. Både hængsler, neglepynt samt mit hjemmelavede håndtag blev malet med sort permanenttusch Penol 777, som tilsidst fik et let strøg med brun voks. Det var ikke ligefrem nemt at male kanterne på neglepynten, men det var nødvendigt, da det blanke metal var tydelig.
Jeg har også en slå liggende et eller andet sted, som jeg skal have monteret, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg har gjort af den, da det er nogle år siden, jeg købte den.
Håndtaget blev lavet af en billig metalblomst, som jeg fyldte med lim for at lukke hullerne. En lille smykkestang med hul igennem toppen fik isat en ring, jeg havde lavet ved at sno tre metaltråde, hvorefter den blev monteret i blomsten. Efter at være blevet farvet sort så håndtaget helt rigtigt ud.
Jeg har også allerede lavet toppen af sten, der skal ligge ovenover døren, hvor jeg klippede det ud af æggebakke, prægede riller i til sten, rundede kanterne og sleb tydelig adskillelse ved top og bund mellem hver “sten”.
Jeg er vild med min lille dør og elsker, at jeg endelig fandt anvendelse for mine smukke hængsler. Når døren bliver en del af den færdige hvide stenvæg, bliver det simpelthen smukt.
Løve med vinger
Den bliver en del af min havemur, hvor den skal sidde over hejre-relieffet. Jeg huskede i sidste øjeblik, at muslingeskalsstukken skal være lidt løftet, så jeg foldede sølvpapir og kom ind under. Jeg kan godt mærke, det er et stykke tid siden, jeg har arbejdet på et større Fimo-projekt, men teknikkerne begynder så småt at vende tilbage. For hvert step, hvor jeg er helt sikker på, der ikke skal gøres mere ved netop dén del, bruger jeg min Proxxon Micro varmepistol til at gøre Fimoen fast nok til, at jeg kan arbejde videre uden at ødelægge det, jeg allerede har lavet. Men det er nu ikke nemt at få den rigtige facon på en siddende løve, der kun bliver omkring 3 centimeter i dybden, så det er noget af en udfordring, jeg har givet mig selv.
Efter en hård kamp fik jeg endelig lavet løvehovedet til min figur. Det ville så gerne blive til et hundehoved i stedet for, og dét var jo ikke ligefrem meningen. Men ved at sidde og bladre frem og tilbage i min research og studere trækkene, fik jeg endelig skabt det hoved, jeg ønskede. Jeg var vældig tilfreds med figuren indtil videre.
Så fik jeg lavet vingerne til løvefiguren. Jeg synes, de er blevet så flotte. De var noget niffelværk at lave og bestemt ikke nemme, så det var jo rart alligevel at ende med det, jeg planlagde.
For at få den ønskede facon frem foldede jeg sølvpapir, der kunne skubbe dele af vingerne op. Jeg lavede først bunden med de store fjer, og derefter lagde jeg tre stykker på, som jeg først havde formet til fjer. For hver ny tilføjelse fik vingerne en tur med min Proxxon Micro varmepistol, så jeg kunne arbejde videre uden at ødelægge noget. Det var især vigtigt inden den afsluttende omgang fjer hvor jeg lavede en meget blød Fimo-masse, som jeg lagde på som en tynd pølse og derefter formede til fjer direkte på vingerne. På grund af den bløde masse var jeg i stand til at lave meget glatte overgange og “tvære” i massen, hvilket normalt kan få Fimo til at revne, krumme eller flosse.
Så skulle jeg “bare” have lavet støbeforme på både løve samt vinger, og dernæst have støbt delene, hvorefter de skulle sammenføjes. Jeg valgte denne fremgangsmetode for forhåbentlig at få så få problemer som muligt, når jeg lavede formene, da vingerne er tricky. Jeg var så fornuftig at spørge min meget erfarne svoger, så dette var hans forslag. Han foreslog også at forstærke vingerne på bagsiden, så det fik jeg også lige gjort, inden jeg lavede forme. Nemt var det ikke, til gengæld er det en fed detalje på murene.
Læs om støbeprocessen under “Støbning og stuk”.
Rå-opsætning af mur før endelig maling
Efter at have fået støbt min løve og vinger i resin har jeg fået slebet dem til, så jeg nu endelig kunne samle mur-delene. Det er bare løseligt gjort, men virkelig dejligt at se min plan virkeliggjort. Og løven passer jo til murens svaj, som var den skabt dertil – “fnis! “
Vinger støbt og bagsiden tilslebet
Jeg ved ikke, om man vil kunne se støbegraterne på bagsiden af vingerne, når de først er endeligt monteret på dukkehuset, men jeg vil bare ikke risikere noget, så derfor sleb jeg dem til. På dette punkt har jeg også fået slebet det inderste af vingerne til, så de nu endelig passede sammen med løvens facon. Jeg har hele tiden ventet med at gøre dette med Fimo-vingerne, da jeg syntes, de var så flotte og måske ville kunne bruges til et andet projekt, så jeg ville ikke ødelægge dem. Og resin kan jo nemt tilslibes, så derfor besluttede jeg, at jeg ville vente med tilpasning til vingerne var støbt.
Så mangler jeg at få tilskåret noget papir i løvens facon med ekstra længde forneden, så jeg også fysisk kan få samlet den med lim samt fastgjort den til selve muren. Jeg skal også have lavet en støbeform af den stuk, løven sidder på, da min originale stuk i gips havde besynderlige riller, som jeg har slebet bort på denne afstøbning. Og jeg tror, jeg måske ikke bare skal bruge stukken til mine to mure, men også til mine vinduer, og så er det altså rart nok med en ordentlig form. Når det hele er samlet, kan jeg endelig få malet det og få det til at ligne en rigtig mur. Jeg har ikke rigtigt kunnet finde nogle teknikker til at lave sådan en lys sandstensmur, så jeg håber meget, jeg ikke ødelægger det hele i sidste ende. Men det dur altså bare ikke kun med hvidt i hvidt (Soft Cream kalkmaling og hvid voks – på billedet har muren bare fået grundmaling) – nogen forvitring skal der til, for ellers ser det bare helt forkert ud.
Fortsættes…
Taget
Indersiden af forreste loftsplade er færdig! 😀
Efter 15 år kom jeg endelig i gang med at lave taget til dukkehuset. Jeg havde oprindeligt savet huset til til en spids tagryg. Den brød Mor sig dog ikke om, så jeg savede spidsen af og regnede med, at jeg bare kunne købe en pæn formliste til toppen, hvilket jeg ville have kunnet på det tidspunkt. Det viste sig, at være umuligt efter der var gået så mange år, så det var først på dette tidspunkt, ved at sammensætte tre forskellige lister, at jeg fik lavet en flot tagryg. Heraf lærte jeg på den hårde måde, at man skal være sikker på den fortsatte historie, inden man begynder at hærværke ting…
Jeg gør nu aldrig tingene nemt for mig selv…
Da jeg skulle til at have malet tagryggen, fandt jeg den frem, kiggede kort på den og tænkte: den er da godt nok meget skarpt afskåret i enden… den kan da gøres pænere. Argh! Når jeg først har fået tanken… Så derfor endte jeg med at sidde og slibe som en gal og fik den ene ende slebet til, hvilket tog timevis og ville have været meget nemmere, hvis jeg havde tænkt på det, da jeg oprindeligt samlede listerne. Så manglede jeg “bare” den anden ende, inden den skulle males i flere omgange…
I september 2016 knoklede jeg løs i dagevis med taget på dukkehuset, desværre uden meget at fremvise på den bekostning. Men jeg var alligevel godt tilfreds, for jeg havde fået løst de fleste af de tekniske problemer, jeg havde gået og tumlet med i hovedet i årevis, når jeg planlagde processen af færdiggørelsen af dukkehuset.
Når man bygger sit eget dukkehus, kan man komme ud for masser af problematikker vedrørende vinkler, rækkefølger af montering, skal det monteres permanent, eller skal det kunne tages af igen til mulige reparationer? Hvis rækkefølgen bliver forkert, kan det umuliggøre monteringen af andre ting… Pyh! Lad os bare sige, at jeg nok har fået tilføjet nogle grå hår i processen…!
Jeg kom endelig, endelig i gang med taget til dukkehuset igen i sommeren 2018, efter det havde stået stille i endnu et par år. Efter at dukkehuset var kommet til at stå ved siden af Mors stol, var hun blevet lidt krævende med at få huset færdigt, så jeg måtte jo se, om jeg kunne skrabe kræfterne sammen til at komme lidt videre. Det går gudskelov altid bedre med mit kadaver, når det er varmt, så der var håb! 😜 Jeg kom godt i gang, men efter næsten at have nået 2/3 af den forreste tagplade, løb jeg tør for kræfter, for det var meget hårdt arbejde, skønt det skete i småbidder. Jeg klippede murpap til som shingles og efter at have sat kviste på, skal jeg til sidst male det skiferfarvet.
Murpappet sad jeg møjsommeligt og klippede i facon, så det ligner tagsten. Min oprindelige plan var at bruge groft sandpapir til taget og male det, men jeg så en anden anvende murpap og kunne straks se, at mit endelige resultat ville blive bedre med dette, så planen blev ændret. 😉 Det er egentlig ret ærgerligt, at jeg bliver nødt til at male det, for jeg kan godt lide udseendet, men det passer ikke til husets stil og giver mange andre problemer, så der er ingen vej udenom. Men øj, hvor er det en sej omgang at lave “tagsten” af murpap! Det tager hundrede år og en sommer at klippe og er samtidig lidt sejt at klippe i på grund af materialet, så mine stakkels fingre var lykkelige, når jeg var nødt til at holde med at klippe på et tidspunkt af dagen, hvor lyset gjorde det svært at skelne den sorte opstregning fra den mørkegrå baggrund. Især de lange stykker i fuld længde af taget var dræbende (og virkede uendelige!), så derfor satsede jeg på den forreste side af taget, hvor der gudskelov kun skulle bruges to stykker af fuld bredde. Selvom jeg stadig skal have klippet næsten lige så meget, så virker det ikke så slemt, fordi det er klippet i mindre stykker på grund af vindueshullerne. Samtidig fik jeg også den luksus, at jeg kunne begynde at montere dem, hvilket gav et vigtigt moralsk boost, når jeg var ved at gå kold på grund af ensformigt, træls, hårdt og vedvarende arbejde ved projektet. Jeg klippede i dagevis, hvilket kun gav mig 4 lange stykker (og 4 mindre) – og jeg skal bruge 9!!! Jeg har lært ved andre projekter, der var ved at tage pippet fra mig undervejs, at det for mig mentalt er uendeligt vigtigt at variere arbejdet undervejs, så jeg kan holde mig mit mål for øje og ikke bare føler mig drænet blot ved at kigge på projektet. Og jeg kunne tydeligt mærke en hel anden positiv indstilling efter jeg begyndte at montere, hvor jeg rent faktisk kunne se fremskridtet.
Jeg havde regnet med at have taget klar til montering, når jeg skulle til Ribe som Mor-sitter nogle dage efter alt dette, men kunne ikke hive mere krudt sammen, inden jeg tog afsted. Det så jeg dog ikke som det store problem, da jeg skulle passe Mor i en uge, mens min søster og svoger var på ferie, så jeg regnede bare med at arbejde videre på det dér. Da jeg kom til Ribe, fandt jeg ud af, at jeg selvfølgelig havde været så genial at glemme min taske i Esbjerg med alle materialer og værktøjskasse, da jeg havde en masse ting, jeg skulle have med. Jeg havde dog alligevel nok med til at kunne komme i gang med undersiden af taget. Mit murpap kom beklageligvis ikke med, så jeg kunne ikke komme videre med tagstenene.
Desværre kom jeg ikke videre med oversiden af taget efter dette, så Mor kom aldrig til at se denne del færdig. Udover alt det hårde arbejde med at klippe shingles, skal taget males to gange og måske også matlakeres og kvistene samles… Nå, men jeg kom så langt, som jeg kunne, for trylle, det kan jeg ikke! Jeg brugte så sindssygt mange kræfter, jeg ikke havde, det sidste år af Mors liv, hvor jeg konstant enten var i Ribe for at besøge/passe hende eller arbejdede på et eller andet projekt for at glæde hende. Og man kan altså ikke tæske en død hest, så det var mig simpelthen ikke fysisk muligt at skrabe kræfterne sammen til det, selvom jeg har lidt dårlig samvittighed over det.
Fremskridt… 😊 Det begynder da at ligne noget.
Jeg var godt klar over, at tagpappet ville gøre taget rimelig tungt, men jeg satser faktisk på den ekstra vægt, da jeg lavede en mega-kvajefejl, da jeg oprindeligt lavede tagpladerne. Jeg havde 3mm masonit- og 3mm MDF-plade stående, hvor min plan var at bruge MDF, for at få en fast, småtung og stabil plade. Desværre var min hjerne ikke med mig i de dage, så efter at have limet kanter med tagsten på begge og brugt rigtig meget tid på at udglatte tagstenskanterne op imod tagpladen, gik det pludselig op for mig, at jeg havde lavet alt dette arbejde på masonitplade, der havde stået samme sted som MDF. Jeg havde overvejet at lime pladerne sammen, men så går jeg fra 3mm til 6mm, og så får jeg pludselig en masse nye problemer. Altså må jeg bare få dette til at virke med det forhåndenværende og en masse ekstra bøvl. “Suk!”
Billedet viser første prøvetilpasning af den forreste tagplade og kom desværre til at stå sådan resten af tiden, det stod i Ribe, da jeg ikke kunne samle kræfterne til at arbejde videre på dette seje arbejde. Jeg har sat et klaverhængsel på og har kæmpet med planlægningen af den bedste fremgangsmåde, selve tagpladen skulle sættes fast med (da den kun er 3mm tyk), og det lykkedes mig endelig. Så selv denne første halvt opsatte udgave var stort for mig!
Jeg har indtil videre kun fået lavet den ene tagplades inderside, der tog mig sammenlagt en hel uge, og hvor jeg stadig mangler at færdiggøre ydersiden, hvor der yderligere skal monteres kviste – så den sidste tagplade trækker ikke ligefrem. Men det skal jo gøres, og der er ikke meget nytte til med plexiglas foran, hvis støvet kommer ind foroven. Og i sidste ende skal taget nok blive rigtig flot, så det er egentlig ikke, fordi det er uinteressant, at jeg har udsat det – det er det store arbejde, og at monteringen kræver en masse ståen. Mor fiskede gevaldigt efter, at jeg fik gjort taget færdigt, men jeg havde simpelthen ikke krudtet til det, fordi jeg brugte alle mine kræfter på Mor, mens hun var syg.
Jeg fik endelig knækket problemet med vinklerne på mine kviste i tilvirkningen, men kunne så ikke finde ud af at montere dem, da de var klar.
I stedet for at starte med de store armbevægelser med taget og finde ud af, jeg burde have gjort tingene anderledes, startede jeg i det små, så ville skaden ikke være så stor, hvis jeg blev tvunget til at lave om på noget. Derfor startede jeg med kvistene, der nu ligger som et andet børnepuslespil og venter på at blive samlet. Jeg havde tidligere haft et hulens til hyr med at få den rette vinkel på dem, da min hjerne nægtede at vikle sig om de tekniske aspekter ved det. Derfor endte jeg med at klippe pap til i cirka-facon og så snippe af, til jeg endte med den rigtige facon. For det meste har jeg et ret godt øjemål, så det lykkedes faktisk forbløffende hurtigt, når man tænker på, hvor mange hovedbrud, det gav. Så fik jeg lavet “tagstenene” til kvistene og fik dem monteret og malet. Nydeligt. Desværre gik kvist-projektet så i stå igen, da min hjerne atter ikke kunne vikle sig om det tekniske ved monteringen. Mor var lidt ked af, at kvistene ikke kom på, når jeg nu var kommet så langt, men netop derfor ville jeg ikke risikere at montere dem forkert, fordi jeg sjussede mig frem til vinklen.
Jeg fik i 2016 også lavet en fin loftsbjælke, som jeg ridsede grundigt på nogle grove fliser for at få noget struktur i den. Så malede jeg den med mørkebrun akrylfarve, hvorefter jeg gjorde penslen våd og trak det meste af malingen af igen, men efterlod en flot, gammel bjælke. Væggene op til kunstmalerens lille toilet, der ligger i midten af øverste etage, er lavet af skumpap og kører i en glideskinne, jeg har lavet. Fordi det er oppe under loftet, kunne jeg kun lave glideskinne i gulvet, hvor væggen glider på plads i lister på bagvæggen. Det fungerede storartet, til jeg endelig fik loftsbjælken monteret. Den skulle køre igennem toppen af væggen, hvilket ville låse denne helt fast. Idet kunstmalerens bittelille 7 centimeter brede toilet ligger lige ved siden af, var det altså virkelig en god idé stadig at kunne flytte væggen. Efter at have brudt min hjerne lidt, kom jeg frem til at gennemskære væggens spids ind imod bagvæggen, hvorved den stadig kan flyttes. Jeg var omhyggelig med at gøre snittet meget “skarpt”, så jeg kan sætte “løsdelen” fast på væggen med gummi, når den er på plads. Monteringen af bjælken gjorde også, at jeg endelig kunne få lampen op i børneværelset.
Dukkehuset malet!
Det var i mange år planen, at dukkehuset skulle males. For nogle år siden fik vi så fundet den præcise farve, vi ville have og jeg fik den færdigblandet hos farvehandleren. Og så stod krudtet ikke til mere, før jeg i april 2017 endelig fik skrabet mig sammen til at få det gjort. Fire lag (inkl. grunder) i løbet af fire dage – der var ikke meget liv tilbage i mig efter det! Men nu er det gjort! Som sædvanlig er det dermed ikke sagt, at alt er færdigt, hvad dét angår, for stueetagen skal være hvid, så der skal jeg jo også lige have givet det et par lag, og rundt om alle vinduer skal der “pyntes op”. Det gabende hul er ved badeværelset, hvor der skal laves et specielt vindue i Jugend-stil. Jeg havde savet listerne til, men de er blevet væk for mig, så jeg går stadig og håber, jeg snart falder over dem, så jeg kan få lavet det meget spændende vindue, jeg har planer om. Det hele skal have et lag lak, så det holder bedre og måske skal der noget hvid kant på… det er aldrig færdigt! Argh! Men ét skridt ad gangen…
Men det er også derfor, jeg er så grundig, for når jeg laver noget, skal det helst holde evigt. I min verden er der ikke noget værre, end når mit arbejde er forgæves, for det er ensbetydende med skønne, spildte kræfter, som jeg i forvejen har ekstremt få af. Der er skam en god grund til, at dukkehuset tager så mange år om at blive færdigt…
Jeg har lavet huset sådan, at vinduerne klemmes på plads i rammerne, hvorved jeg ikke behøver lim og kan fjerne vinduerne, når jeg skal flytte rundt på dukkehuset, mens jeg arbejder på det. Dette gør, at jeg kan gribe fat i vinduesåbningerne, når huset skal skubbes i en bestemt retning. Fronten af huset var nem at lave tildækning på, men de åbne vindueshuller var jo så en helt anden sag. Derfor fandt jeg på at skære flamingo-stykker dertil, der hver fik et “håndtag” af malertape. Så var rummene fuldt beskyttede, og jeg kunne flytte flamingo-stykkerne fra den ene side til den anden, hvilket også betød, at stykkerne ikke behøvede at komme til at sidde fast i malingen.
Det er noget af et mas at flytte sådan et stort, højt og smalt dukkehus, også selvom der er hjul under bunden, men i denne omgang skulle jeg have det hele kørt op på en presenning, da jeg skulle bruge malerulle og jeg var ret sikker på, Mor ikke ville bryde sig om mikrofine sprøjt af blå maling i sin spisestue.
Derfor kørte jeg dukkehuset ind i dagligstuen, men presenningen drillede og jeg gav bunden et lille vip opad med foden, noget jeg har gjort hundredvis af gange. Denne gang gik det galt!!! Hele dukkehuset væltede!!!!
Min mor havde ellers ikke særlig meget bevægelighed, men dukkehuset faldt lige imellem vore stole, så hun greb det halvvejs nede med knæ, arm og hoved! Pyyyh! Herefter havde vi et hulens til bøvl med at få huset ordentligt op på bunden igen, hvor der er noget kant for at holde dukkehuset på plads, men i sidste ende lykkedes det. Men for hulen, det fik pulsen op! Samtidig var det hamrende heldigt, at jeg havde pakket fronten ind i plastik, for det gjorde, at selvom tingene væltede rundt derinde, var det kun få småting, der faldt ud.
Strøm
Kønt er det godt nok ikke, men det virker!
Jeg kom rigtig langt med at få gang i strømmen i dukkehuset i 2016 efter en massiv arbejdsindsats, men da jeg kom på besøg hos Mor næste gang, havde den tape sluppet, som jeg brugte til at holde de tungere ledninger fast, så kobberbåndene var ved at blive trukket af på bagsiden af dukkehuset. Og det magtede jeg simpelthen ikke at håndtere, fordi jeg allerede var kørt så træt, så det fik mig til at lege struds og stikke hovedet i jorden i 2 år. Jeg syltede i forvejen el-delen af vort dukkehus i vildt mange år, fordi jeg følte mig utryg ved det. Da der blev for lang en pause imellem, at jeg arbejdede på det, måtte jeg atter igennem en periode med utryghed, før jeg fik taget mig sammen til det. Og det er for træls, for så svært er det altså heller ikke. Men på trods af, at jeg har loddet mange gange, er jeg stadig ikke vild med det. Det hjalp dog, da jeg fik mig en ordentlig loddekolbe.
Det ser ikke godt ud på bagsiden med masser af ledninger, der hænger og dingler, men det er fordi, jeg er livrem- og seler-typen: jeg prøver altid at forberede mig på de ting, der kan gå galt. Så når jeg installerer en lampe, tænker jeg altid på, hvordan jeg skal håndtere det, hvis pæren brænder ud. Ikke alt er lige nemt at komme til, så derfor har jeg ikke klippet ledningerne af på bagsiden, så jeg kan tage fat i visse af lamperne i dukkehuset og trække dem frem, så jeg kan komme til at skifte pæren. Derefter skal ledningen bare trækkes ud på bagsiden igen… i princippet, i hvert fald. 😉 Jeg må indrømme, at idéen kommer med visse risici, idet plastikken på ledningerne har en tendens til at blive mør med alderen. Men nu må vi se. Tidens tand kan jeg i hvert fald ikke kæmpe imod.
Det er et kæmpebøvl at holde styr på, jeg er ikke vild med at lodde og det hele driller. Men for hulen, når det lykkes… 😍
Jeg arbejdede rigtig meget på at få lys i dukkehuset i december måned 2018, da jeg var indædt besluttet på, at vi skulle have lys i juletræet og juledekorationerne juleaften, idet der ikke var nogen tvivl om, at det ville blive Mors sidste. Jeg fik det meste til at virke, men måtte til sidst give op og acceptere, at der var et eller andet galt, som bare ikke ville lade sig løse umiddelbart på trods af min ihærdige indsats. Samtidig med, at det naturligvis var vidunderligt at have fået lys i de fleste rum, var det som et slag i ansigtet, at stuen henlå i mørke – stuen, med netop de ting, der skulle være lys i! Men det skulle edderhyleme være løgn! Så jeg tændte lommelygten på min mobiltelefon og lagde den på gulvet i dukkehusets stue med lygten vendende indad og placerede juletræet ovenpå. Ha! (Jeg kan jo desværre ikke vise jer billeder af det, da min mobiltelefon ligesom var optaget. 😂).
Til sidst fik jeg dog endelig liv i juletræet og juledekorationerne i dukkehuset! Puh, det var en hård kamp! Det var både en stribe med 4,5V og 10V, der havde nægtet at samarbejde, og jeg har brugt utrolig meget tid på det, for jeg havde, så vidt jeg kunne se, gjort alt rigtigt, og alligevel virkede l***** ikke. 🤬 Kobberbåndet på 10V var knækket, uden det kunne ses, og ved 4,5V havde jeg brugt en anderledes sikring end ved de andre, og skruen havde brudt kobberbåndet, der desuden yderligere sad fast med to små skruer i stedet for at være loddet fast som alle de andre. Nu har jeg fikset problemerne, der også gav liv til to lamper i køkkenet samt næsten alle kaminerne og komfuret (komfurets “ild” er meget diskret, men med en låge åben kan man ind imellem se et glimt derindefra.). Jeg mangler diverse smålamper, hvor jeg ikke har besluttet mig for placeringen endnu. Men vi er ved at være der… 🥰
Ih, hvor vi nød at sidde og studere dukkehusets lys… 🥰
Bagpladens kant
Bagpladen før, før og efter… 😆
Mor efterlyste færdiggørelsen af selve huset i årevis, men udover at mit helbred var en konstant forhindring, så blev det også stedse mere umuligt at arbejde med de større ting på dukkehuset, mens det stod hjemme hos min mor. Efter det er kommet hjem til mig, kan jeg bare mærke, at det er blevet meget nemmere at arbejde på. Mens det lå ned, fik jeg f.eks. høvlet og slebet den øverste kant på bagpladen, så det kommende tag kommer til at ligge ordentligt og profilen bliver magen til forsiden. Huset er jo en ombygget reol og startede tilværelsen med den oprindelige bagplade, der var noget tyndt bras. Den blev så i 2006 skiftet ud med en 6 mm MDF-plade, som gav en seriøs kant oppe ved toppen. Samtidig sidder der to døre/dørkarme i væggen, som også ragede ud. Dem har jeg limet dørene permanent fast i efter at have fjernet det øverste søm, som hver dør drejede rundt på, da metal og høvl/slibning ikke går godt sammen. Nu har jeg en god vinkel, som taget vil hvile fint på.
Huset oppefra – man kan se, hvor voldsomt dørene ragede ud på bagsiden og kanten af bagpladen ligeledes.
Dukkehuset kommer næppe nogensinde ned at ligge igen, så jeg fik travlt med at nå så meget som muligt, der både ellers vil være umuligt at lave, når det står, og samtidig nu er i en meget bedre arbejdsstilling med visse ting, der ellers ville ende med kiropraktorbesøg. Jeg fik med stort besvær dyvlerne savet over ved siderne af bundstøttepladen (dukkehuset er jo bygget i en reol). Herefter monterede jeg ekstremt stærke magneter (ih guder, en kort sætning for SÅ meget bøvl!!! 🙄😳). Jeg løsnede limen ved vinduerne, så de bare er lige til at poppe ud, og fik derved nogle gode håndtag ved hullerne, så jeg kan give pladen et godt ryk, når magneterne skal slippe. Nu har jeg et pænt stort opbevaringsrum under dukkehuset, hvor jeg kan skjule strømadapteren og ledninger, og samtidig støtter pladen stadig dukkehuset. Jeg skal have lavet en smule camouflage efter mit rumsteren, men det skal nok blive rigtig godt! 😃😍
Jeg besluttede mig for at vente med at sætte møbler ind og i stedet arbejde på at få huset færdigt. Så skal jeg ikke støve alle småtingene af i to omgange – det tager altså tid! Og det kan godt være, de i dukkehuset har en masse hushjælp, men jeg må gøre det alene. 🤪 Gudskelov er dukkehusets rum pæne i sig selv, så det burde ikke blive træls at se på.
Dukkehuset oktober 2015
Dukkehuset efter tapetsering samt liste- og stukopsætning i 2015
Jeg har malet vinduer, vindueskarme med pyntelister og døre og det har været ved at tage livet af mig, for det var eddermaneme hårdt! Det første vindue, jeg malede, tog 2 timer (!), og det var bare første lag!!! Jeg fandt så ud af at fjerne alle sprosserne og gøre maleprocessen enklere, og det hjalp da lidt på det. Men hvad jeg ikke har brugt af timer på at sidde og male… jeg har et par gange siddet og regnet sammen, og det er jo lige før, jeg ikke engang selv tror på, hvor meget tid jeg har brugt på det! Jeg er ikke færdig med alle vinduer og døre, for flere døre har gemt sig for mig og badeværelsesvinduet skal der gøres noget særligt ved, mens malerens vindue bare skal repareres og males, da det nærmest imploderede imellem fingrene på mig, da jeg var i gang med at male det. Men det færdige er monteret og det går fremad…
Hjemmelavet stuk
Mor havde på et tidspunkt for mange år siden købt noget røget laks, der lå på en plastikbakke. Hun syntes, bakken i dén grad kunne bruges til at lave stuk med, så det blev en del af planlægningen med dukkehusets udseende. Efter at bakken havde ligget så mange år var jeg bekymret for, om plastikket var blevet sprødt, men gudskelov fungerede det fint. Så nu har jeg så endelig fået prøvet at bruge formen, og det blev over al forventning. Jeg skal da godt nok lige øve mig lidt, før de er helt pæne, men jeg skal nu også have lavet en del, så øvelsen kommer vel nok. Fotoet er fra første forsøg.
Dukkehus-bunden
For at vort dukkehus bliver nemmere at manøvrere med, har vi lige fra starten haft planlagt, at vi ville have lavet en bund med hjul under. Efter at dukkehuset havde stået stille i et par år, bønfaldt jeg min svoger Bjarne om hjælp, da jeg desværre ikke altid er i stand til at tænke særlig kreativt mere. Og jeg skal da love for, at vi så fik noget lavet! Vi fik fat i et par plader træ, som Bjarne satte sammen, men hvor vi lod 5cm kant være fri til fortov og lavede en runding på kanterne. Samtidig blev pladen også lavet større til højre for dukkehuset, hvor jeg siden har lavet en lille have.
Så blev der sat “forankringer” på, så dukkehuset, når det var sat på pladen, ikke tiltede og ramlede af. Herefter blev der sat hjul på, så jeg nemmere kan komme til bagsiden og “strømmen”, når først dukkehuset er færdigt. Jeg malede bunden i en grå tone, til jeg finder ud af, hvad der skal ske med pladen – nu er den da i hvert fald grundet. Så fik jeg en super idé: jeg havde købt noget hammerfedt sten-tapet, som jeg egentlig havde planlagt at bruge til et andet projekt. Men jeg tapetserede den nederste bund, så vi nu har et hammerflot fortov! Min ældste grandniece Malou kom og hjalp mig med at klargøre og tapetsere dukkehuset, og efter vi havde fået bøvlet dukkehuset på plads, fik jeg pludselig endnu en genial idé! Et andet stentapet ville se vildt fedt ud helt for neden på dukkehuset, hvor reolen har et “hak” ind, og hvor jeg havde lavet huller til nogle buede vinduer, jeg havde købt, halvt med taget i tankerne. Men jeg har hele tiden villet have vinduer forneden, så man kan få en illusion af en kælder. Nu endte det så bare med at blive rasende flot! Og da vinduerne først var blevet malet og kom i… o la la!
Yikes! 😳
Jeg er ofte ved at komme til skade, når jeg arbejder på et dukkehus-projekt. Oftest, fordi jeg bliver så opslugt af det, jeg lige har gang i, at jeg ikke lige holder øje med, i hvilken retning jeg vender værktøjet (det er et under, jeg indtil videre kun har fået småskrammer 🤪). Andre gange, fordi materialerne giver mig kamp til stregen. Jeg sad på et tidspunkt og kæmpede med at få en plastikbeklædt metalstang klippet over, hvor den viste sig at være temmelig solidt lavet. Tilsidst lykkedes det endelig, dog med det resultat, at det afklippede stykke røg 3 meter igennem stuen, hvor jeg så et blomsterblad vippe. Jeg havde så regnet med at skulle samle metalstangen op fra gulvet, men det var endt noget mere dramatisk… 😲😨😬😳
Slibemaskine
Ih, jeg er begejstret! Jeg har længe savlet efter sådan en slank slibemaskine som min negledame arbejder med, men fordi det er professionelt udstyr, er den hundedyr. Jeg sliber dog oftere og oftere, hvor jeg altid ender med at sidde og bande, ligegyldigt hvilken af mine efterhånden adskillige maskiner jeg arbejder med. Derfor havde jeg for nylig truffet beslutningen om, at jeg ville investere i sådan en professionel maskine. Jeg prøvede dog først at købe en billig udgave af en neglesliber på eBay, bare for at give det en chance. Den rasler dog lystigt fra hinanden hele tiden og kører op og ned i hastighed, som det passer den, så det var et flop. Derfor spurgte jeg igår min negledame om navnet på hendes maskine og hvor hun havde købt den. Hidtil var det kun lykkedes mig at få en cirkapris ud af hende, men denne gang overraskede hun mig. Hun havde netop kasseret sin gamle maskine, fordi den kørte for langsom, så den kunne jeg få for en halvtredser (!!!! ). Jubel!!! Jeg har lige siddet og arbejdet med den, og hvis den er langsom, så kan det i hvert fald ikke mærkes. Den er skøn at arbejde med, og jeg ved bare, jeg er allerede vildt glad for den.