Syltning

Jeg er igang med at sylte og lave marmelader til dukkehuset – i stor stil. Derfor har jeg lavet støbeforme af diverse syltetøjsglas og patentglas, men har yderligere også fået fat i små rigtige glas i to forskellige størrelser til projektet. For at lave alle disse glas (og jeg er overhovedet ikke færdig endnu!), skulle jeg naturligvis også bruge både grønsager og bær – så jeg har masseproduceret!

Indtil videre er det blevet til pickles, græskar, drueagurker og rødbeder i glas og sennepspickles, som jeg selv har støbt. Desuden har jeg støbt diverse marmelader.

Jeg har lavet hylder, der går hele vejen rundt ved loftet af bryggerset, så alle disse glas pynter gevaldigt!

Sennepspickles

Så har jeg prøvet at lave sennepspickles med flydende fimo med yderst varierende resultater. Ét glas fra anden støbning er jeg yderst tilfreds med. Første støbning… tjaeh. 😒 Dér lykkedes det mig for første gang at brænde fimo på. 😱 Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg lod det stå i ovnen for længe, om det er, fordi det er flydende fimo, eller om det er, fordi jeg anbragte formen (med ret tynd bund) direkte på min Efcolor Stove’s (ovn) bund. Nok mest det sidste.

Nå, men jeg fandt så til gengæld også ud af, at begge forme havde støbefejl. Det ene glas må have udviklet små luftbobler ved siden, da jeg pressede det ned i, hvilket jeg ikke har oplevet før og gør, at der er tre små grater, der stikker ud. Det andet har en lille diskret “bølge” ved halsen, hvilket sikkert er min skyld ved at bøvle for meget med glasset, da jeg støbte det. Jeg fik dog stadig noget fornuftigt ud af dem. Støbemassen er en to-komponent silikonemasse, som  man hurtigt ælter sammen, hvorefter man skulle have 3-4 minutter til at arbejde med det. Men det går lynhurtigt, så man skal bestemt ikke sidde at trille tommelfingre undervejs!
Men jeg skal da love for, at det er et lærerigt projekt…
Første forsøg
Jeg lagde alle grønsagerne op imod siden, men de søgte naturligvis mod bunden. Almindelig fysik… Og ups…! Brændt bund. 😱
Andet forsøg
Her hældte jeg lidt flydende fimo i bunden og anbragte en samme farve pølse af fimo i midten af glasset for at holde grønsagerne ude ved glassets kant. Tro mig, når man har siddet og trillet ærter i timevis uden at få ret meget ud af det, så kan man godt finde ud af at spare!
Jeg sørgede for at smøre formens sider med den flydende fimo først, så grønsagerne ser ud, som om de ligger i væsken. Jeg havde dog mit hyr med pølsen i midten, for den skøjtede rundt i den flydende fimo. Måske ville det hjælpe at bage den først… Nå, men det er fimo-“pølsen”, der møflede rundt i det andet glas, der er skyld i, at grønsagerne ikke ligger ordentligt op imod siden.
Patentlåg og “glas”-kant
Her skulle jeg bruge en “gummipakning” sammen med et låg. Jeg havde først planlagt at lave gummipakningerne af plastik-faneblade, men jeg tror, de vil være svære at klippe i det materiale. Så fik jeg pludselig øje på mit lasede gamle frimærkehæfte, der øjeblikket efter måtte lade livet. 🤣 Helt perfekt materiale og skøn at klippe i. Jeg holder min egen pakningsversion og originalen står ved siden af.
Et lille forsøg… 😉
Jeg købte på et tidspunkt en lim hos Lidl (Flash Bonder Special-lim), som jeg brugte, da jeg lavede et termometer i 1:12 og var ret begejstret for, både med konsistens og udseende, da den tørrer krystalklart og gummiagtig op. For at få et naturligt udseende på mine glas med sennepspickles, ville jeg gerne have en “glas”-kant i toppen, hvilket fik mig til at tænke på denne lim. Det så storartet ud, så jeg besluttede mig for at prøve at gå skridtet videre og også lave låget med limen. Derfor anbragte jeg mine hjemmelavede “gummipakninger” på mine fine, nye “glas”-kanter og lavede også lågene med limen. På  billedet er limen stadig frisk, så nogle af lågene ser lidt “urolige” ud, da jeg har brugt spidsen af limen til at trække dem i facon. Når limen stivner så meget, at den ikke mere er klæbrig, kan man presse lidt på låget for at rette på faconen.
Alle glassenes støbefejl blev korrigeret med et skarpt barberblad og den brændte udgave blev lidt lavere. I stedet for at prøve at skjule forskellen, besluttede jeg mig for at understrege den ved at lave låget mere massivt end resten med en fordybning i midten. Yderligere fik dette glas en pakning, der adskilte sig fra de andre ved at være smallere. Så de kunne alle bruges. Juhu!
Herefter blev de lakeret og fik en bøjle monteret, som jeg lavede af en strimmel øldåse.

Pickles

Man kan komme lidt af hvert i pickles, så derfor skulle der jo laves en bred vifte af grønsager – og det tog tid! Nogle var sjovere end andre, nogle mere udfordrende. Jeg endte med at komme gulerødder, ærter, bønner, cherrytomater, drueagurker og blomkålsbuketter i og tilføjede lyse og mørke birkes, jeg først havde lakeret og ladet grundigt tørre. Det gav en rigtig god effekt, og jeg synes, de blev rigtig flotte. 🙂

Bønner og ærter

Jeg skulle til Ribe som “Mor-sitter”, og da jeg tidligere havde nævnt, at jeg skulle til at igang med at sylte, ville Mor gerne være med til processen. Det blev kun til en smule ærter, da hendes motorik ikke rigtig ville, som hun ville, men alle dele af processerne var hun impliceret i.

Jeg anbragte fimoen i røret og pressede den igennem en form, der i dette tilfælde gav “spaghetti”. Passende stykker blev skåret til og med silikoneværktøjet trillede jeg enderne i facon. Hver bønne fik yderligere tre bløde rul af værktøjet for at antyde bønnerne i bælgen. Da jeg var nødt til at lade “spaghettien” ligge en stund, fordi jeg skulle se til noget andet, udtørrede de så meget, at jeg ikke kunne lave hele bønner af dem mere, da de gik i stykker. Derfor fik vi pludselig også bønner i stykker! 😜

Da Mor og jeg lavede ærter, lavede vi også “spaghetti” først.  Hverken Mor eller jeg fik lavet ret mange i første omgang, men jeg ændrede på teknikken i anden omgang, hvor jeg kun pressede en anelse ud af røret ad gangen og så skar de individuelle små stykker af oppe ved formen. Herefter var det lynhurtigt at trille ærterne, da de allerede var i tilpassede stykker og størrelsen kunne bedre kontrolleres.

Gulerødder

Jeg lavede gulerodsstænger i forskellige tykkelser, så jeg ville få variation. De større blev skåret i halve eller kvarte. Bagte fimostænger er meget nemme at skære. Jeg må indrømme, at selvom der er flere farver og spil i mine gulerødder, så har jeg alligevel valgt at lave dem ret simple, da de jo skulle være nede iblandt en masse andre grønsager og i væske, så man med selv den bedste vilje ikke ville kunne se finere detaljer i dem. Jeg havde blandet to forskellige farver, hvor jeg havde tilsat en del translucent til blandingen til centeret af gulerødderne. De så rigtig godt ud, da de var blevet bagt, men det er svært at se på billedet (see my point?!?).

Cherrytomater

Små, smukke cherrytomater, hvor jeg sørgede for at ælte de ønskede farver sammen, men undlod at gøre massen fuldstændig ensfarvet for at give dem lidt farvespil. Ved stilkehullet har jeg brugt nåleværktøj og har kommet en mikroskopisk anelse af noget grønlig og gylden fimomasse i hullet. Hvis de havde skullet ligge fremme, havde jeg givet dem mere spil med fortyndet akrylmaling, men det var der ingen grund til, når de skulle være ned i pickles. Og de er da søde… 🙂

Blomkålsbuketter

På pladen er de nederste 5 blomkålstoppe blevet præget med tandbørste, men mangler yderligere prægning med nåleværktøjet, som giver den sidste del af looket. Bare for at vise forskellen.

Stilken er lavet ved at trille en tynd pølse, hvor jeg har klippet toppen op i tre mindre stilke. Jeg smurte flydende fimo på bagsiden af den forbagte top (5-10 min.) og anbragte stilkene, hvorefter jeg trykkede hver af de tre stilke fast på en måde, så hver tynde stilk blev delt i yderligere to stilke. Så bagte jeg dem i en halv time.

Drueagurker

Så fik jeg prøvet at lave drueagurker – eget design. 😉 Jeg var atter igang med fimoen, hvor jeg lavede et forløb med tre forskellige farver, jeg blandede. Efter at have lagt en pølse i hver farve op imod hinanden fra lys til mørk, trykkede jeg dem flade, til de hang sammen. Så begyndte jeg at trykke dem sammen foroven og forneden, til jeg havde en fornuftig størrelse at arbejde med. Ved dette projekt skulle farverne og kanterne ikke ligge skarpt op imod hinanden, så jeg kunne bare sidde og mosle løs med det. Herefter skar jeg skiver i forskellige tykkelser og trillede dem i facon, hvor hver enkelt fik størrelse efter humør. Til sidst lavede jeg møjsommeligt mønster i hver enkelt drueagurk. Det er rimelig frustrerende at sidde og bøvle med, for når man er nået hele vejen rundt, har ens fingre samt trykket fra værktøjet gjort sit bedste for at slette det, man allerede har lavet. Sidenhen har jeg fundet en meget bedre teknik, hvor man krøller sølvpapir godt og grundigt og bruger til at præge med. “Suk!” Alt det bøvl, jeg kunne være sluppet for… Nå, pyt. Jeg har stadig en god del liggende, så jeg kan jo bruge den nemmere teknik til det. 🙂
Klar til at påfylde Scenic Water (og lidt birkes).

Græskar

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bruge Solid Water, som er en to-komponent resin (og som jeg stadig er lidt nervøs for at bruge, da man skal være meget omhyggelig med det og jeg kører lidt efter tilfældighedernes princip), men kom i tanker om, at jeg stadig havde en pæn sjat Scenic Water stående, der smeltes i vandbad og stivner som gelélys. Jeg har aldrig tilgivet Scenic Water for at ødelægge et af mine yndlingsprojekter, da det efter færdiggørelsen blev ved med at “arbejde” og yderligere gik i kemisk reaktion med omgivelserne, hvilket ødelagde dem. Men ved dette sylteprojekt tænkte jeg, at det da ikke burde kunne gå galt, og så kunne jeg få brugt resten af dette dyre produkt. Hvis det “voksede” i dimension, som det blandt andet gjorde ved min stakkels pumpe ved guldfiskedam, så kunne jeg jo bare kompensere ved at komme lidt mindre i. Men da jeg færdiggjorde det sidste glas, begyndte jeg alligevel at få nervøse trækninger, for jeg kom birkes i (lakerede for at forsegle dem) og blev så bekymret for, om det forbistrede Scenic Water ville ende med at få dem til at svulme op. Da jeg besluttede mig for at bruge dette produkt, tænkte jeg kun på, at det ikke ville kunne ødelægge fimoen… det håber jeg da i hvert fald ikke. Åh, altså, jeg hader Scenic Water! 😫

Nå, nu må vi jo se, hvordan det kommer til at gå. Gjort er gjort, og medmindre det ødelægger fimoen, kan jeg måske smelte det igen og få mine dyrebare grønsager ud af det igen. De klarede i hvert fald det første halve år uden problemer. 🙂

Jeg brugte en tandstikker til at komme én dråbe i ad gangen. Scenic Water vil meget gerne danne luftbobler,  der forhindrer, at man kan fylde mere i. Jeg startede hver gang med at forvarme glasset, så væsken med det samme fyldte bunden. Men det begynder at stivne ret hurtigt, så luftboblerne dannes. De er dog nemme at få øje på, når man kommer glasset i det varme vand (der må ikke komme vand ned i), hvilket skal gøres rigtig mange gange for hvert glas, hvor jeg, efter et stykke tid i vand, dunker glasset i bordet for at få luftboblerne til at komme mod toppen. Jeg kunne ikke få hul på luftboblerne med en tandstikker, men hjørnet af et stykke køkkenrulle virkede fint. Det varme vand måtte skiftes mellem hvert glas, da det ellers ikke var varmt nok.

Scenic Water i vandbad. Da jeg lavede rødbederne, opfandt jeg en bedre teknik.

Det holdt godt nok hårdt at lave mine græskar! Jeg kæmpede som en gal for at finde de rigtige farver til forløbet, så jeg har nu 7-8 klumper fimo liggende, der markerer kampen…😫 Men jeg er tilfreds med slutresultatet, der i sidste ende gav nogle flotte syltede græskar. 😊

Glassene mangler lidt birkes, men er ellers klar til Scenic Water – endelig!!!

Så blev jeg færdig med at sylte pickles, drueagurker og græskar. 😉

Drueagurkerne fik en gummiring monteret, så flaskerne fik lidt ekstra højde på og det ikke kommer til at se for ens ud. På billedet havde jeg også sat en gummiring på de store flasker, men dem pillede jeg af igen, da flaskerne kom til at syne for høje og tynde.
Hver slags fik sin egen type stof. Etiketterne fandt jeg på Pinterest, hvor jeg måtte tage et skærmbillede og bagefter billedbehandle det, da siden, det stammede fra, ikke fandtes mere. Jeg printede dem ud og lagde dem dobbelt. Da de var tørret, klippede jeg hjørnerne til og lavede hul med en nål, hvorefter jeg håndskrev teksten på dem, inden jeg klippede dem fra hinanden. Efter at have sat snor på et glas, sørgede jeg for at smøre den nederste snor ind i lim og spidse den til samt give knuden en smule lim, så knuderne ikke gik op igen. Når snoren var tørret, klippede jeg den skråt, hvorved jeg fik en “synål” til at føre igennem hullet på mærket. Efter at have bundet en knude ved mærket, fik den også en smule lim og begge snore blev trukket nedad og holdt på plads, mens limen tørrede. Etiketterne blev snippet lidt kortere, og hele halløjet blev afrundet med, at jeg klippede snorene til. Og så var de endelig helt færdige! 😍😍😍

Rødbeder

Rødbederne, før jeg havde fundet ud af, hvordan jeg ville lave patentlåg og -lukning til dem.
Jeg havde lavet en masse flotte rødbede-stænger i fimo, som burde være nemme at skære, men som smuldrede totalt. Jeg bagte dem først i en halv time, men jeg har en mistanke om, at ovnen ikke var varm nok, for da de kom ud, var de enormt bøjelige og sprøde. Derfor kom jeg dem atter i ovnen i mindst 20 minutter mere, hvorefter de virkede fine. Men da jeg begyndte at skære dem, smuldrede de og sprang i småstykker for hver skive, jeg prøvede at skære. Variationer af skæreteknikker og knive ændrede ikke på resultatet. Min teori er, at jeg har fået bagt stængerne så længe, at de er blevet for tørre og hårde til at skære, i hvert fald i tynde skiver. Der lå en masse tid, kræfter og fimo i dem, og de var rigtig fine med masser af forløb, så jeg ville være meget ked af, hvis de alle endte som borscht. 😪  Jeg var ved at være godt modløs, for alle jeg kontaktede, som havde noget viden om fimo, sagde at mine stænger var lige til at smide ud. Men mit problem blev gudskelov løst! 🤩 En bekendt fra Facebook, Lise Vølund, foreslog, at jeg lagde mine stænger 3 minutter i ovnen og prøvede at skære dem igen – og det lykkedes!!! 😁😁 Lige så snart en stang begyndte at køle ned, begyndte den dog at blive besværlig igen. Men ved at holde en rotation igang med stængerne mellem ovn og skærebræt, lykkedes det mig at få alle skåret. Juhu! 😍 Så jeg var svineheldig, for stængerne var faktisk ødelagt. Man kan sige, at de for en kort bemærkning blev holdt i live ved kunstigt åndedræt. 😄
Argh! Dette var bestemt ikke meningen!!! 😱
Jeg havde taget lidt af mit Scenic Water og blandet farve i, så farvepigmenterne kunne blive ordentlig opløst. Det var første gang, jeg prøvede at farve det, men det blev helt perfekt. Det var dog stadig et hulens bøvl at få ned i de små glas sammen med rødbederne, uden at der kom tonsvis af luftbobler i. Jeg fandt så en ny anvendelse for min Efcolor Stove, da jeg i stedet for vandbad, der hele tiden skulle skiftes, lod min Scenic Water stå (på metallet fra et fyrfadslys) på ovnens overflade. Ligeledes havde jeg hele tiden to små flasker kørende i rotation, så jeg arbejdede på den ene, mens den anden stod på ovnen for at lade boblerne komme op til overfladen. Det var sejt arbejde, men jeg er bare så lykkelig for, at det i det hele taget lykkedes og mine rødbeder overlevede! 😍😍😍
Jeg havde tidligere brugt en tandstikker til at dryppe én dråbe i ad gangen, men jeg syntes, jeg ingen vegne kom. Derfor brugte jeg en lille flaske med nål, hvor jeg sugede væsken op i fra gang til gang, så det holdt sig varmt og flydende. Men det stivnede rigtig hurtigt, så jeg min idé med at opvarme flaskerne hjalp gevaldigt. På trods af det samlede der sig mange bobler, så det var hele tiden en kamp at få dem pæne.
Problemet lå i den hurtigt stivnende væske. Vandbadet skulle udskiftes mellem hver lille flaske, da det ellers ikke var varmt nok – det var et bøvl. Jeg havde prøvet at putte grønsagerne ned først og hælde væsken i, hvor væsken lagde sig omkring dem, men dannede store luftbobler imellem. Jeg havde prøvet at hælde væsken i i flere omgange og putte grønsagerne ned i, men så opstod der tonsvis af mikrobobler (dette med kanyle). Rødbederne var faktisk værre end de andre grønsager med at danne luftbobler omkring sig, men det hjalp gevaldigt med min løsning med at sætte dem på min Efcolor Stove, så væsken blev varmet op i flasken og luftboblerne søgte opad. Det er en tricky væske at arbejde med, fordi det stivner så hurtigt, og det er jo ikke fordi man har det store albuerum i de små flasker. Men nu har jeg i hvert fald gjort et godt indhug i mit dyre Scenic Water, som jeg aldrig køber igen (det ødelagde min pumpe med guldfiskedam). 😉

Jeg kan godt lide tanken om at kunne lave et arrangement, hvor syltningen er igang – og at sætte mærkaterne på er jo en del af det hele. Men så skal der selvfølgelig også tilføjes en blyant og saks. Det fik jo lige hjernevindingerne i gang, så vi nu har hele processen med at lave etiketter til rødbederne liggende på bryggersbordet. 😊

De to største glas med rødbeder, jeg lavede, blev anbragt i bryggerset. Mor mente, vi da helt klart skulle have rød/hvid snor til glassene, hvor jeg lige gik skridtet videre og lavede en rulle til bryggerset også. Snoren er lavet af en rød og en hvid sytråd, som jeg klipsede sammen i den ene ende og snoede til ønsket mønster. Hvis man slipper snoren på dette tidspunkt, laver det hele en *brrrrrttt*, og så har det hele viklet sig op igen og ligger i et filtret rod. Tricket er at smøre snoren ind i lim og holde den strakt, til den ikke længere forsøger at rulle, når man løsner på den. Jeg rullede snoren op omkring en metalperle med stort hul, der desværre viste sig ikke at være stort nok. Så jeg var nødt til at male bunden for at camouflere det. 😜

Køkkensnor

Patentglas-lukning
Glassene til rødbederne var nogle små bitte rigtige glas med korkprop. Proppen kunne jeg ikke bruge til projektet (men bare rolig, selvfølgelig er de blevet gemt til fremtidige projekter! 😁). Jeg fyldte glasset til randen med Scenic Water og efter det var helt tørt, limede jeg min “gummipakning” på og med min Flash Bonder-lim (som jeg simpelthen ikke kan opdrive mere af! 😒) lavede jeg låget. Så kom vi til den svære del…
At lave patentglas-lukningen er vanskeligt og drillesygt, men det kan lade sig gøre.
1.  “Låsen” formes.
2.  Den færdige “lås”
3.  Metaltråd vikles to gange løst om halsen. Herefter hægtes låsens ene krog omkring de to tråde, sættes i rette vinkel og klemmes sammen. Dog ikke så hårdt, at trådene ikke kan køre igennem hullet.
4.  Den anden krog sættes omkring de to tråde og klemmes let sammen. Vær ikke bekymret for, at låsen mister lidt af sin facon.
5.  Låsen skubbes i rette position. Den kan være ret “levende”, så en fast finger på toppen hjælper gevaldigt resten af vejen.
6.  Forsigtigt trækkes metaltråden stramt til og klippes af, hvor de “mødes”. En pincet eller smal tang bruges til at skubbe tråden helt på plads. Krogene på låsen klemmes helt sammen, men vær ikke brutal, så knækker tråden bare.
7.  Den færdige patentglas-lukning.
Ta-daaah! 😍😍😍
Stadig masser at lave af glas, men jeg kylede de færdige op, så Mor havde noget spændende at kigge på. 🙂

Jeg lavede en lille æske med de forskellige sylteglas, jeg havde lavet, så Mor kunne sidde og nærstudere dem.

Så mangler jeg “bare” at lave asier… 😫

Research og etiketter

Før jeg påbegynder et projekt, laver jeg utrolig meget research, så jeg får alle detaljerne korrekt. Vort dukkehus skal forestille at være fra 1900-tallet, så jeg har blandt andet fundet Frk. Jensens Kogebog fra 1901 for at være sikker på, at de grønsager og frugter, jeg “sylter”, rent faktisk fandtes i Danmark dengang. Og da jeg nu havde fat i bogen, laver jeg også lige selve bogen til dukkehuset. 😜

Frk. Jensens Kogebog fra 1901.
Al denne research gælder også etiketter, jeg skal bruge til alt mit syltede. Igen har jeg brugt meget tid på nettet for at finde noget passende, og derefter kommer der et meget stort arbejde på computeren med at rense og rette op, tilpasse og udbygge, før jeg overhovedet begynder at sætte det op til udprint, hvor der så atter er en masse målearbejde. Herefter skal de lakeres og klippes ud inden montering.
Jeg kommer ikke sovende til det færdige resultat… 🤪
Rigtig mange af etiketterne kan man finde på Pinterest. Det er så ikke altid, man kan få lov at downloade billedet (mange gange findes den oprindelige side ikke mere), men så kan man tage et skærmbillede. Fordelen i dette tilfælde er, at det jo ikke er en særlig stor størrelse, man skal bruge.

Dåser

Jeg har længe haft lyst til at arbejde lidt med dåser, så derfor undersøgte jeg, om man i det hele taget kunne få dåsegrønsager i starten af 1900-tallet. Det kunne man godt, så jeg fandt en af Beauvais’ gamle reklamer for “oxehalesuppe” og bearbejdede billedet, så jeg fik rettet etiketten ud. Men jeg ville også lave nogle mindre dåser, så jeg sørgede for at lave etiketten, så jeg kan skifte navnet ud som ønsket. Man kan lige læse oxehalesuppen, men mine ærtedåser er jo mindre, så der må man bruge sin fantasi. Det blev så heller ikke bedre af, at det blev lakeret, for det slører altid detaljerne lidt, når man bruger inkjet.
Første dåse blev oxehalesuppen, hvor jeg fandt anvendelse for min mors iltslange (bare rolig, hun havde fået en ny 😁). Hun havde insisteret på, at min svoger ikke skulle smide den brugte slange ud, fordi jeg kunne bruge den til dukkehus-ting. Han syntes, det var bindegalt, men sådan er det jo ofte med denne hobby – hvis man falder over det helt rigtige “affald”, så napper man det til samlingen. 😉 Det var lidt svært at skære slangen helt lige, men det lykkedes da. Til top og bund klippede jeg nogle passende stykker metal fra et fyrfadslys og prægede dem med en tør kuglepen, så det lignede en dåse. Jeg kunne nu godt se, at låget skulle være en anelse mindre, men af et forsøg at være ser det da meget godt ud. 😉
Mine ærtedåser er lavet af nogle metaløldåser, jeg havde købt til dukkehuset. Jeg overvejer, om jeg også skal præge et låg til 4 uåbnede, da jeg er ret sikker på, man ikke kunne åbne dåser med et snuptag i starten af 1900-tallet. 😁 Men dåsens facon med en smule fordybning i toppen, mine ærte-etiketter og de nylavede ærter inspirerede mig til at lave endnu en ting, jeg længe har haft lyst til: en åbnet dåse. Vi har en fin dåseåbner i dukkehuset, men intet at bruge den til. Det har vi så nu! 😀
Igen klippede jeg en passende cirkel i metal men sørgede for, der var et ekstra lille stykke, jeg kunne lime fast. Så prægede jeg låget og klippede små hak hele vejen rundt, hvorefter jeg limede det fast. Ærterne blev limet fast i fordybningen, men jeg var ikke helt tilfreds med, at de fyldte lidt rigeligt opad. Jeg havde specifikt valgt at bruge nogle af de få ærter, det lykkedes Mor at få lavet, så de var lige en anelse til den store side. Men hun ville blive så begejstret for at se dem anvendt på den måde, så det skulle være dem! Det generede yderligere mit øje, at kanten på dåsen var for fin og glat. Derfor endte jeg med at tage den fraklippede kant og klippe små bitte hakker i, hvorefter jeg klippede et 1,5 millimeter stykke af og klistrede fast på dåsen. Og det var da lige dét, der manglede! Mor var meget begejstret for dåsen, og selvom jeg godt kunne lave den lidt pænere (det var jo et forsøg), så får jeg såmænd nok chancen igen, for metallet er noget tyndt skrammel. For fremtiden vil jeg bruge metallet fra en øldåse til det, så det kan holde til lidt mere og ikke tager skade, bare man kigger på det. Jeg skal alligevel have fat i dåsen på et tidspunkt, da jeg har tænkt mig at fjerne en enkelt ært og sætte skaftet fra en ske ned i, hvilket vil kunne forklare, hvorfor ærterne fylder lidt vel meget opad. 😉

Dåsen med ærterne har nu fundet sammen med dukkehusets dåseåbner…

Marmelader

Jeg er slet ikke færdig med at sætte etiketter på eller lave marmelader, men derfor ser det da godt ud på hylderne alligevel! 🙂

Jeg har lavet marmelader til dukkehuset i stor stil (og er slet ikke færdig endnu). Derfor lavede jeg støbeforme af to forskellige marmelader, som jeg havde liggende til dukkehuset. Det er to-komponent silikonematerialer, hvor man ælter det hurtigt sammen og presser tingene ned i. Når formen er hærdet, kan man bruge den både til at støbe med Solid Water samt bage fimo i.

Mit første glas marmelade blev til mirabelle-marmelade. 😃 Jeg lavede bevidst støbeformen til de rillede glas, så jeg selv skal lave lågene. Jeg havde købt en æske farvede tegnestifter, hvor jeg forsigtigt vred kanten opad, til tegnestiften faldt ud af sig selv (på billedet af hindbærmarmeladen kan man godt se, hvilke jeg lavede først! 😜). Måske får glasset et par lag blank lak på et tidspunkt, men dette var blot et hurtigt forsøg med en Solid Water-rest, efter jeg lavede to låg til patentglas. De skulle jo være helt klare, men så havde jeg en lille rest Solid Water tilbage, og jeg hader at lade ting gå til spilde. 😜 Jeg har en æske stående med diverse farvepigmenter, så jeg tog den, der på stående fod mindede mig mest om marmelade og blandede lidt i. Så kom det ellers i formen og skulle stå 12-24 timer for at tørre. Så alt med resin ved dette projekt bliver et tålmodighedsarbejde, og al den venten er ikke ligefrem min force. Derfor slog jeg øjeblikkeligt over til mit velkendte flydende fimo. Det er så ikke velkendt for mig at blande farvepigment i, men jeg lærer vel undervejs…  😁

Jeg lavede en hybenmarmelade af fimo med farvepigment iblandet røde microglaskugler, da det skulle have været ribssyltetøj. Men farven forandrede sig under bagningen og det blev ikke transparent nok. Så “bærrene” blev til hybensnask og farven er ekstremt hidsig, så de glas kommer ikke til at flytte permanent ind i dukkehuset. 🤪
Så fik jeg idéen at blive mere avanceret og lave hindbær- og brombærmarmelade af flydende fimo med bær i! Jeg er vild med bærrene, jeg fik lavet, og hindbærmarmeladen er meget charmerende med synlige bær. Til gengæld kunne man overhovedet ikke se noget i brombærmarmeladerne, selvom jeg havde fyldt masser af bær i. Så fremover bliver brombærmarmeladerne lavet uden bær, for jeg hader skønne spildte kræfter!
Indtil videre er det blevet til 8 abrikosmarmelader (som både Mor og jeg var helt vilde med), 3 hindbærmarmelader, 5 brombærmarmelader (med masser af bær, der desværre slet ikke kunne ses), 1 mirabellemarmelade og 3 hybenmarmelader.

Hindbær og brombær til marmelade

Jeg skulle bruge hindbær- og brombær til mit marmelade-projekt, hvor jeg længe havde gået og rumsteret med idéen til bærrene, inden der overhovedet var tænkt på marmelade.
Jeg dyppede først spidsen af en tandstikker i lim og så dyppede jeg den forsigtigt i “metalsand” (mit eget navn for det – bittesmå metalkugler, man bruger til nail art). Herefter duppede jeg den yderst varsomt i den rette facon, hvilket var rimelig svært. Da “bærrene” var helt tørre, fik de en gang lak for at holde på det hele.
Da tandstikkerne var helt tørre, blev de klippet til, og jeg lavede et stykke pap (dårlig idé, skulle have været noget, der ikke kunne bøje), der passede til den form, jeg ville lave støbeform i. Her markerede jeg afstanden mellem bærrene og forborede, inden jeg anbragte alle bærrene, så de kom tæt op imod pappet. Jeg limede dem fast på modsatte side, for man ved aldrig, hvor længe en form holder (især ikke i min udgave 😜), og ved altid at gemme originalen, kan man altid lave en ny støbeform.
Jeg skønnede, hvor meget støbemasse, jeg ville få brug for og trillede en kugle af hver, så jeg var sikker på, det var halv/halv. Så æltede jeg dem hurtigt sammen og anbragte massen i formen og glattede det nogenlunde ud, inden jeg skyndte mig at presse hindbærrene ned i formen. Man burde have 3-4 minutter til denne proces, men jeg synes dælendytme, det går hurtigt. Jeg prøvede at presse dem jævnt ned i massen ved at tage to hobbyknive ned imellem alle tandstikkerne og trykke jævnt. Men pappet prøvede at bøje lidt, og allerede dér, hvor jeg pressede lidt pletvis, begyndte massen at gøre modstand. Så det går tjept! 😫
Det sidste foto viser første afstøbning af mine brombær og hindbær. Min idé virkede! 🤩 Jeg skulle bare passe på ikke at fylde formene for meget op (for i dette første forsøg fik jeg en skarp kant i toppen). Med en tandstikker markerede jeg toppens mønster og lavede midterhul, så jeg ikke bare endte med en glat top. Hvis jeg skulle bruge bærrene i “løs” tilstand, ville jeg lakere brombærrene og pudre hindbærrene med en smule hvid farvepigment, men de skulle bruges i marmelade, så det var i dette tilfælde lige meget. Jeg havde en diskussion med én på Facebook/Tip & Pral, der absolut mente, at bærrene var alt for store og ville svare til små drueklaser. Først da jeg viste hende et billede af en dukke med et bær liggende i hver håndflade, fik jeg hende overbevist. 😜

Abrikosmarmelade

Billedet viser lige efter bagning samt færdig udgave af abrikosmarmeladen
Abrikosmarmeladen er lavet af flydende fimo iblandet farvepigment og små stykker farvet fimo. Indtil videre absolut både Mors og min favorit. Selvom jeg da må indrømme, at jeg også er ret begejstret for hindbærmarmeladen, hvor man kan se mine fine små hindbær i. 😀 Ved disse glatte glas havde jeg mit hyr med formen, da bunden er blevet for tynd, så jeg kunne ikke presse for hårdt på den, uden den ville gå i stykker. Derfor ødelagde jeg desværre kanten på marmeladerne, når jeg moslede dem ud. Men det gjorde nu ikke så forfærdelig meget i dette tilfælde, hvor jeg jo satte låg på fra farvede tegnestifter. Det er den form, som jeg brugte til mine sennepspickles og den var ikke så vellykket. Jeg er stadig ny udi at lave forme, så de bliver ikke lige smukke… 😉