PROJEKTER fra G-K

Jeg støder tit på folk, der bliver lidt afskrækket fra selv at prøve at arbejde på miniaturer efter at have set nogle af mine projekter, hvilket gør mig lidt ked af det, for min intention er jo netop det modsatte. Jeg er ofte blevet betegnet som perfektionist af flere, men jeg prøver mig bare frem som alle andre. Min force er gode idéer og evnerne til at udføre dem. Men vi skal jo alle starte et sted, og selv om det måske ser ud til, at jeg viser mine kreative “muskler” frem, så er vore forskelligheder jo en af de ting, der gør det spændende at følge andres arbejde. Med adskillige år på bagen indenfor miniaturer har jeg accepteret, at mit niveau nok ligger over de flestes. Men sådan føler jeg det bestemt ikke, når jeg sidder med et projekt. Jeg føler mig gudskelov ikke som en amatør mere, når jeg går i gang med et projekt, men jeg anser mig bestemt heller ikke for at være over andre, da alle kan være kreative, blot de har hænderne og hovedet skruet godt på. Og min indstilling er, at så længe man finder glæde i det, er ens niveau ligegyldigt. Så bare kny på..!

 

 

Gevær, krudthorn og medalje

Det viser sig, at Bedstefar deltog i krigen i 1864 og har geværet som bevis på det. 😆 Jeg købte et puljekøb med bl.a. et mørkebrunt metalgevær, hvor min hjerne straks røg i højgear for at få det implementeret i mit dukkehus’ verden. Og det kunne fint passe med, at det kunne hænge udstillet i herreværelset over vinduet, efter Bedstefar havde deltaget i den 2. Slesvigske Krig i 1864.

Jeg sleb noget af farven af geværet for at nå ind til metallet, idet jeg ville have det til at ligne et forladergevær, som de brugte dengang. Ved at male med rødbrun akrylmaling på det mørkebrune fik jeg et trælook frem, men jeg kæmpede noget med udførelsen, idet malingen blev gnubbet af igen ved kontakt. Efter forsigtigt at have malet det igen, skyndte jeg mig efter tørring at lakere det for at holde på det – og så begyndte lakken at opløse malingen! Argh! 😬😳 Så jeg kæmpede noget, men det lykkedes mig jo i sidste ende. Jeg lavede også en ladestok dertil, som jeg monterede under geværet med holdere lavet af metal fra en øldåse. Geværet har ikke noget hul i løbet, men det er selvfølgelig, fordi Bedstefar efter krigen lod løbet plombere, da han aldrig ønskede at komme i krig igen. 😉

Displayet er lavet af to forskellige typer træ, hvor jeg har slebet mønster i, så det ikke kom til at se for stift og kedeligt ud. Idet det ville blive lige så bredt som selve vinduet, det skulle hænge over, for at geværet ikke blev “klemt”, gjorde jeg det bredere end nødvendigt, så det kom til at rage ud over gardinets kanter. Det ville dog meget hurtigt komme til at se frygtelig kantet ud, så derfor sleb jeg enderne i et fint mønster.

Jeg lavede også et krudthorn af en metalperle og en ørenringslås i silikone, hvor jeg malede det hele med sort permanenttusch og sidenhen påførte bronzevoks og efter tørreperiode tørrede efter. Spidsen skal forestille at være i messing, så der lavede jeg et lille rør af noget metal fra en øldåse og pressede ned i silikonedutten. Krudthornet blev afsluttet med en lille stump metal som lukkemekanisme.

Efter krigen gav kong Christian IX en erindringsmedalje til deltagere fra krigen, så den var jeg jo også nødt til at få med. 😜 Jeg malede hvide striber på et stykke rødt silkebånd og lavede ophængsbøjlen af en smykkestang. Medaljen printede jeg i 5 mm, lakerede og klippede ud med en hulmaskine, ligesom jeg også klippede et stykke pap ud af en æggebakke dertil. Forsiden blev limet på og kanten klippet bedre til og fik et tyndt lag lim. Efter tørring af det (for at stabilisere kanten, så jeg ikke bare flænsede pappet), sleb jeg kanten pænere og malede med bronzefarve. Så limede jeg bagsiden på – unødvendigt, for man kan jo ikke se den alligevel, men man er vel perfektionist! 😂 Fordi jeg valgte det bløde pap fra æggebakken, var jeg i stand til at præge faconen på mønten, så kongens ansigt kom til at hæve sig lidt over overfladen af medaljen. Så smurte jeg bronze-voks på begge sider samt kanten og tørrede forsigtigt efter efter lidt tørretid. Som en lille ekstra detalje fremhævede jeg derefter kongens hår og skæg med voks påført med en nål. Efter tørring blev medaljen limet fast på båndet med superlim.

Jeg er yderst tilfreds med dette spændende lille projekt og synes, det er en fed detalje i herreværelset.

Glasmosaikker til altandør

Jeg blev færdig med mine første forsøg udi glasmaling til soveværelsets altandør. Mit “vindue” kan isættes på både for og bagside af døren, og selvom man kan se døren igennem, skinner plastikken jo på den ene side, og det er jo ikke meningen. Derfor har jeg besluttet mig for at prøve at skære mønsteret ud i finér, som jeg så kan sætte over motivet og få det til at se mere rigtigt ud. Det bliver dog et fremtidigt projekt, for det bliver et bøvl. 😳 Døren skal jo desuden males tilsidst.

Det er bestemt en nydelig tilføjelse til soveværelset. Samtidig er jeg dog lidt i tvivl, om jeg vil beholde påfuglen som motiv i toppen, for det har aldrig været planen, og jeg har tre andre påfugle-relaterede projekter på arbejdslisten, og dukkehuset skal jo ikke gå rent i pip! 🤪 Samtidig er den så flot sammen med de mindre paneler, så jeg ikke tror, jeg nu kan nænne at ændre på det. 😄

De tre billeder i højre hjørne viser min inspiration fundet på nettet

Jeg er typen, der hopper lige i alle projekter med begge ben. De gange, jeg har testet materialer og teknikker først, kan nemt tælles på fingrene. Men når det først gælder min pengepung, er det en helt anden sag! 😜 Så da jeg i forbindelse med en flot indkøbt Tiffany-lampe skulle bruge glasmaling, besluttede jeg meget mod normal standard at teste malingen først, så jeg vidste, hvordan den opførte sig og så ud, før jeg startede på lampen, da den både involverede penge, udlandsforsendelses- samt arbejdstid, så jeg skulle ikke nyde noget med bare at begynde at male med glasmaling, som jeg aldrig havde haft med at gøre før. Jeg havde købt glasmalingen for at bruge det til blyindfattede vinduer i min altandør i soveværelset, der fra ny af var med net, som jeg fjernede. Derudover fjernede jeg også tremmerne i midterstykket for at få mulighed for at lave et lille ekstra design dér. Jeg købte den bedste billigste glasmaling, Memory Glass Paint, jeg kunne finde på eBay, hvor jeg kunne holde mig under de firs kroner, så der ikke kom told indover.

Jeg havde endnu ikke lagt mig fast på motiverne til altandøren, for jeg havde lavet masser af research, og jo flere valgmuligheder jeg har, jo mere ubeslutsom bliver jeg. Desuden var det ikke ligefrem, fordi det stod først på listen over kommende projekter. Derfor var min første tanke bare at tage et stykke plastik og lave streger og plamager med de forskellige farver for at se, hvordan de artede sig. Men der er det ved mig, at jeg hader unyttigt arbejde, så derfor tænkte jeg, at jeg jo da lige kunne skære den plade til, jeg skulle bruge til døren. Da jeg så havde gjort det, kunne jeg jo lige så godt lave et tilfældigt forsøg, der passede til ovalen i døren, så jeg fandt hurtigt noget i min research, som jeg kunne bruge. “Suk!” Jeg skal da love for, det blev et “Jeg skal bare liiige…”-projekt. 🙄🤪 Jeg havde ellers også købt “bly” til projektet og ville også vældig gerne have testet det, men det var selvfølgelig blevet væk for mig, så jeg tegnede motiverne op med sort Penol 777 permanenttusch, der fungerede fint som afgrænsning for malingen.

Jeg lavede glasmosaikkerne over tre dage, og jeg kunne mærke tydelig forskel på min håndtering af malingen fra dag til dag. Jeg skulle vist være startet i midten, for man kunne tydeligt se forskel på min kunnen fra top til bund, så det endte med, at toppen fik en tur mere, hvilket var diskret, men pyntede gevaldigt.

Glasmosaik soveværelse/badeværelse

Det irriterer mig, at badeværelsets dør endnu ikke har fået dørkarm, men den er forsvundet for mig!
Det lykkedes mig søreme at finde et sted i mit dukkehus til endnu en glasmosaik – over døren mellem soveværelse og badeværelse! 😁🥰 Jeg købte på et tidspunkt to flotte blyindfattede vinduer, hvor jeg fandt ud af, at jeg kunne pille bagsiden af, hvorved jeg endte med fire vinduer. Idet de de tre steder, vinduerne skal være, kun skal ses fra forsiden, så bliver bagsiden kun et problem ved ét vindue, hvilket så bliver dette. Men idet jeg havde været ærgerlig over, at jeg ikke kunne finde noget at bruge det sidste flotte vindue til, så er det et problem, jeg nok skal finde en løsning på.
Endnu engang var jeg begejstret over mine vægge af skumpap/arkitektpap, for de er så nemme at skære huller i. Denne gang måtte jeg dog være ekstremt omhyggelig, da jeg ikke måtte beskadige tapeterne, for jeg har ikke mulighed for at kunne reparere dem.
 
Idet badeværelset er holdt i ren hvid og blå, så skulle der ikke være for meget farvelade over det, da det ville være for voldsom en kontrast til resten af rummet. Til gengæld skal det jo også gerne passe lidt til soveværelset, så jeg prøvede at blande en mere petrolfarvet i stedet for ren grøn til blomsternes stilke.
 
Fortsættelse følger…

Glasmosaik rosenbue

Da jeg pludselig blev inspireret, besluttede jeg at lave en tilføjelse til min yndlingsvæg i dukkehuset, den med en spansk bue. Den var allerede ret udsmykket, men jeg følte, at væggen stadig kunne klare tilføjelsen af en glasmosaik. Jeg valgte et gult og rødt rosenmotiv som en hyldest til Mor (vi havde dukkehuset sammen i 18 år, indtil hendes bortgang i 2019), da vi altid elskede at se dén specielle rose blomstre i hendes have hvert år. Så jeg har designet vinduet med de specielle kurver og tegnet roserne, så de passer dertil. Jeg ville ikke have farve i mellemrummene mellem roserne og overvejede at bruge frostet effekt til dem, men tilsidst fandt jeg ud af, at den effekt, jeg virkelig ønskede, var noget gennemsigtigt men med ujævne riller, en effekt, der bliver kaldt råglas. Jeg begyndte at eksperimentere med lakker og lim, men fandt den perfekte løsning med Aqua Magic, som bruges til at lave vandeffekter. Efter en masse eksperimenteren og arbejde er vinduet nu endelig kommet på sin rette plads i dukkehuset, og jeg synes, det er en rigtig lækker tilføjelse. 😁

Fortsættelse følger…

Grammofon

Endelig færdig!!! Denne har “kun” stået på planlægningslisten i 21 år!!! 🤪🤣 Det er et projekt, der står mit hjerte nær, idet jeg fik grammofon-blyantspidseren i 15-års fødselsdagsgave og med det samme forelskede mig voldsomt i den. Den har dog altid kun stået til pynt, idet det var for tydeligt, at der skulle gøres noget ved den, før den passede ind i dukkehuset. Fordi jeg er så glad for den, men ikke tidligere var sikker på, at jeg teknisk ville være i stand til at shine den op, som jeg ønskede, blev den skubbet i baggrunden og endte på toppen af min sættekasse sammen med alle mine spillemaskiner. Da jeg på et tidspunkt købte en ny spillemaskine, skulle der gøres plads og så var det jo oplagt at fjerne grammofonen, især fordi jeg følte mig voldsomt inspireret til endelig at få den lavet, efter jeg så den samme lavet af miniature-kunstneren Adia Pravia, der er kendt for sit utroligt flotte malede dekorationsarbejde.

Efter at have lavet research af gamle grammofoner, begyndte jeg at få en fornemmelse for, hvordan jeg ville gøre. Det blev dog øjeblikkelig ændret, da jeg begyndte at slibe støbegrater af tragten, og den pludselig gik fra antikkobber til sølv!!! 😳😬 Idet det ret hurtigt blev klart, at jeg ikke ville kunne “redde” noget af den flotte antikkobber-grundfarve, hvis jeg ville lave den ordentligt, kunne jeg lige så godt være grundig, så jeg ikke i fremtiden ville ærgre mig over ting, der burde være bragt i orden fra starten af. Nå, så skulle tragten åbenbart ikke være kobberfarvet… 🤔 Okay, det var heller ikke ligefrem gængs udseende, men det ændrede ikke på en ny idé, jeg fik efter min research, hvor flere tragter havde flotte mønstre i.

Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke ville kunne slippe heldigt fra selv at forsøge at slibe mønster i, men mønster ville jeg altså have! Atter engang blev min løsning neglepynt, hvor jeg for længe siden havde købt nogle meget smukke ornamenter i messing. De blev så monteret med superlim og sidenhen malede jeg tragten med kalkmaling, skrabede ornamenterne frem og behandlede med voks, hvorved ornamenterne blev en integreret del af den.

Jeg påførte guldfolie på kanten, gav den flere lag klar voks for at glatte den og integrere den med tragten, og sluttede tilsidst af med at tone indersiden med sort voks. Pickup og pickup-armen på grammofonen fik også monteret neglepynt, efter jeg forelskede mig i en smuk detalje på nogle pickupper under min research og gik skridtet videre, og desuden fik tragt-halsen også neglepynt. Arm, pickup, grill og tragt-hals blev malet blank sølvfarvet med Molotow Liquid Chrome-tusch og sidenhen lakeret. For at fremhæve de fine mønstre påførte jeg også sort voks, som jeg forsigtigt tørrede af igen, så noget blev siddende i mønsteret. Grillen fik samme neglepynt påsat som tragten, men ved den overmalede jeg ikke pynten, men lod den fremstå i guld.

Pladen havde jeg oprindeligt tænkt mig at male med sort neglelak, skønt jeg var betænkelig ved, at det ville fylde de fine riller samt nemt ville blive krattet op i fremtiden, idet pladen kører rundt med pickuppen på, når man drejer på håndtaget, og pickuppen rent faktisk har en lille nål. I sidste øjeblik kom jeg i tanker om min trofaste sorte Penol 777 permanenttusch, der altid dækker flot og har blankt skin. Perfekt! Kanten af pladeskiven fik Chrome-tusch. Pladen blev afrundet med en etiket.😀 Hele kassen blev beklædt med palisander-finér (fra FinérBixen), der for top og bund var sindssygt svære at lave. For god ordens skyld afrundede jeg med at slibe fint mønster i og farvelægge det samt give det voks i flere omgange. Kanterne blev malet med chokoladefarvet tusch og lakeret. Sidenhen fik hele den færdige kasse klar voks. Håndtaget blev malet med de to tuscher og lakeret. Der var problemer med, at håndsvinget gik imod underlaget, når jeg drejede på det, så jeg endte med at sætte nogle fine fødder under for at løfte kassen lidt, hvilket pyntede gevaldigt, idet det lettede på det bastante look.

Jeg er rigtig glad for den færdige grammofon, som jeg synes er blevet meget vellykket, men det manglede nu også bare med alle de genvordigheder, den har givet mig undervejs. 😄 Det er helt vildt – jeg har i 21 år med miniature-arbejde aldrig haft et projekt, der har modarbejdet mig så meget som dette. Det er ekstremt sjældent, jeg er nødt til at retouchere undervejs, og her har jeg gjort det 5-10 gange ved alle processer- mindst!!! 😳😬 Det var fuldstændig vanvittigt! Hvis ikke jeg havde været så glad for grammofonen og kunne se, hvor smuk den kunne blive, så tror jeg, jeg havde prøvet at se, om den kunne flyve…! 🤬 Hver gang, jeg havde fat i den, ødelagde jeg noget, jeg havde lavet tidligere. Jeg har sjældent haft så travlt med at få noget på plads i dukkehuset efter færdiggørelsen som her! 🤣🤣 Til gengæld synes jeg, den er blevet utrolig flot og meget speciel.

Og så den lange version…

Grammofonen var en ekstremt lang og sej proces, der var genstridig og modarbejdede mig hvert skridt på vejen samt havde masser af lange tørretider ind imellem. Hver enkelt ting er lavet om 5-10 gange, og det er sat lavt. Så jeg vil ikke kalde den en fornøjelse at lave, til gengæld er jeg meget glad for det færdige resultat. 🥰

Jeg blandede selv den mørke magenta-farve, hvor jeg blandede så meget farvepigment i, at rørepinden til sidst kunne stå af sig selv. 😬 Så det blev en dyr lille sjat maling. Til gengæld kan jeg vældig godt lide farven. Jeg havde tænkt mig at prøve noget graduering, men fandt hurtigt ud af, at det simpelthen var umuligt i denne størrelse og for dette projekt. Det var noget af en udfordring, jeg havde fået givet mig selv…

Slibning af støbegrater – pludselig gik jeg fra antikkobber til sølv. Men jeg elsker mit flotte neglepynt til tragten. 🥰

Mine første planer om at lade mit monterede neglepynt være en overmalet integreret del af tragten gik slet ikke, hvor jeg ellers ville have fremhævet mønsteret med mørk voks. Men efter tre lag kalkmaling kunne man kun svagt ane mønsteret, så jeg endte med at gratte det frem igen, hvorved en masse maling sprang af. Samtidig fik jeg også kradset op i flere af neglepyntsornamenterne, så det føltes, som om jeg konstant sparkede mig selv over skinnebenet. På tragtens yderside måtte jeg nærmest lege arkæolog og med forsigtige strøg med min skalpel omhyggeligt få ornamenterne op til overfladen ved at nivellere kalkmalingen. Men det måtte gøres med Gefühl, da den mindste smule ihærdighed fik små flager af kalkmalingen til at springe af, så der blev magenta, hvor der skulle være blåt. Så det var en øvelse i tålmodighed… 🙄

Man ser her tydeligt, hvor stor forskel der var fra start til jeg vidste, hvad jeg lavede.

Jeg skulle lave en masse pletmaling på ydersiden for at rette op på det, til gengæld var jeg heldig med indersiden af tragten, hvor finpudsningen på dette tidspunkt gik nemt. Derfor vendte jeg tilbage til en design-idé, jeg tidligere havde fået. Jeg klippede en køkkensvamp op og lavede små “stempler” ved at montere dem på tandstikkere, som jeg brugte til at duppe hvidt og en gul farve, jeg selv havde blandet, på. Men udseendet var noget, der skabte sig selv, da jeg ikke havde kunnet låse min hjerne fast på et specifikt design. Jeg var slet ikke sikker på, hvad det ville ende med, så jeg fulgte bare, hvor materialerne ledte mig. Jeg kunne dog tydeligt se, at jeg ikke ville kunne grave mig ned til den tidligere monterede neglepynt, så jeg besluttede mig for at montere nye ovenpå. Den gule farve stod flot på den hvide, men da jeg påførte klar voks, var jeg ikke begejstret for den udtværede udgave, jeg endte med. Men med alt det arbejde, jeg allerede havde lagt i det, besluttede jeg mig for at fortsætte, da jeg håbede på, at neglepynten ville peppe resultatet op, hvilket jeg dog gruede for. For jeg skulle smøre et tyndt lag superlim på området og rimelig hurtigt anbringe neglepynten og med tommelfingeren forsigtigt trykke den på plads uden at forrykke den, uden selv at hænge fast, og uden at hive malingen af igen. Jeg kunne heller ikke smøre limen så tilfældigt på mere, idet der ikke skulle males henover og det ville kunne ses på kalkmalingen, men her var jeg så heldig, idet jeg stadig kunne se de oprindeligt monterede og bare kunne følge kanterne med limen uden at få for meget på. Så held i uheld… 😁

Mine øjne blev dog ved med at “hoste”, hver gang de strejfede tragtens malede indre med de lyse ender, og til sidst måtte jeg indrømme over for mig selv, at det var for meget farvelade og jeg egentlig ikke brød mig om det samt at det ødelagde det strømlinede look. Det gjorde da godt nok lidt ondt at tage en kniv og grave de mange lag maling og voks væk og starte forfra på tragten, for slet ikke at tale om al den fine neglepynt, der gik til spilde. Jeg kunne dog redde de fleste fra det yderste lag. Jeg sleb ikke det inderste af tragten væk, da det ikke ville komme til at ændre sig meget.

Argh!!! Halvanden dags arbejde spildt!

Samtidig var min tilføjelse af sort voks også en skuffelse. Jeg havde svært ved ikke at få det plettet og havde regnet med, jeg skulle pudse det op næste dag, hvor det forhåbentligt ville få et glattere look. I stedet forsvandt det nærmest og efterlod kun en svag mørk tone. Så jeg var mega-skuffet over hele processen. 😕 Til gengæld er det første gang nogensinde, jeg helt har måttet droppe det, jeg havde lavet, og begynde forfra, så jeg bør næppe klage… 😜 Men kors, hvor var der altså bare meget ventetid i dette projekt… 🙄 Kalkmalingen kunne overmales efter et par timer, men så skulle jeg vente et døgn, inden jeg kunne påføre voks. Og så endnu et døgn før det næste lag, og det næste… Aaargh…!

Første forsøg med voks, efter aftørring samt endelig udgave

Den nederste del af tragtens indre fik også sort voks, som jeg lod udtone opad, for at give den dybde og skjule stiften i bunden, der hæfter tragten til stangen. Og apropos udtoning: det er ikke så nem en affære, hverken med kalkmaling eller voks. Men jeg ville altså have det. Og efter at have pudset voksen på tragten grundigt op for at få noget glans, havde jeg heller ikke noget valg, da der et par steder gik små flager af malingen. Idet jeg havde givet tragten klar voks for at klargøre til den sorte voks, ville jeg ikke kunne pletmale kalkmaling ovenpå, hvilket igen betød, at jeg ville blive nødt til at slibe det hele ned igen for at kunne korrigere små hakker, og det orkede jeg altså simpelthen ikke efter alt det bøvl!

Jeg havde allerede én gang prøvet at lave udtoning med sort voks, men jeg endte med at få tørret det hele af igen, da jeg nogle timer senere prøvede at pudse det op. Jeg kontaktede så en kalkmaling-gruppe på Facebook, der fortalte mig, at man ikke behøver at pudse op på voksen. Jeg ville dog ikke have noget valg, idet voksen virkede tyk og grynet, for at jeg kunne få det til at dække, som jeg ønskede det. Jeg forespurgte så på, om man kunne gøre noget for at få voksen til at flyde bedre, hvor jeg fik anbefalet enten en meget lille dråbe sprit på penslen eller at smelte voksen. Jeg valgte det sidste. At sige, det var nemt, vil så ikke være korrekt… 😳 Jeg satte ild til den sorte voks med en lighter og pustede flammen ud med det samme, hvor jeg med en pensel med halvstive børster smurte voks på tragten. Voksen begyndte næsten at stivne med det samme, så jeg havde meget lidt tid at gøre med for at lave præcisionsarbejde. Jeg var nødt til at fjerne voksen fra penslen mellem hvert strøg, da det ellers klumpede og blev grynet, hvilket jo netop var det, jeg prøvede at undgå. Så det var: sæt ild til voks, puste ud, suge op med pensel, skynde mig at male tragt-detalje, sætte ild til voks, rense pensel, puste ud, suge voks op… igen-igen-igen. Efter endt påførsel var jeg dog ikke specielt begejstret for det lidt klumpede udseende, så jeg tog et mega-sats så langt henne i processen – og brugte ild på tragten! Med små korte flammer smeltede jeg voksen sammen og styrede den, så der ikke opstod “tunger” i voksen, og det kom til at se rasende godt ud. Det var dog bestemt heller ikke nemt, for hvis voksen var lidt tyk i et specifikt område, så smeltede det og bredte sig hurtigt og tildækkede overflade, der bestemt ikke skulle have sort voks. Så der var rigtig meget forsøg/fejl i processen. Og det ville aldrig have kunnet fungere, hvis jeg ikke havde forberedt tragten med flere lag godt hærdet klar voks, der gjorde, at jeg bare kunne tørre fejl af igen. Kanten var dog noget af en udfordring, da der skulle meget lidt til, og mit første forsøg, hvor jeg afsluttede med at køre en flamme rundt på kanten, endte med en pludselig meget bredere kant end ønsket, da voksen smeltede indad. Men til sidst lykkedes det da, hvorefter jeg med en vatpind rensede toppen af kanten, så guldet trådte frem (der blev monteret henimod slutningen og inden den korrekte voksbehandling). Jeg præsterede også at sætte ild til kanten et par gange, og for første gang i dette projekt endte det ikke med en katastrofe og at jeg skulle lave en detalje forfra. Jeg skulle dog lige have gået kanten efter en tur, da guldet et par steder var lidt tynd – måske fik jeg slået et par flager af, da jeg tabte den på gulvet for femte gang (ja, jeg er en klodsmajor! 😜). De andre gange landede den heldigvis på mit tæppe, jeg har om benene, men den sidste gang røg den direkte på gulvet, hvor jeg forudså ren katastrofe, når man tænker på, hvordan projektet havde kørt for mig.

T.v. Finérpladen med skitser, t.h. finér på top og bund

Jeg ønskede at montere en finér-plade på bunden for at skjule blyantspidseren, men jeg havde et hulens til bøvl med det, idet kassens fødder var så tæt på kanten, at der dårligt var en millimeter til kanten fra hullerne, jeg sleb ud. Og så skulle jeg oven i købet have rundet kanten! Det turde jeg simpelthen ikke at gøre, før pladen var blevet solidt monteret, og der måtte to forsøg til, før det lykkedes. Jeg er dog meget begejstret for løsningen, som jeg endte med at farvelægge med den chokoladebrune tusch, jeg også brugte til kanten, hvorefter det fik en gang voks. Jeg fandt nogle flotte fødder til grammofonen for at løfte den lidt, idet det altid har irriteret mig, at håndsvinget var støbt, så det ramte overfladen, kassen stod på. At det så er en flot detalje, gør jo bestemt ikke noget. 😁

Jeg kæmpede en brav kamp for at få løsnet plade-mekanismen for lim, der havde stoppet den indeni, da jeg havde været så genial at komme lim ind i blyantspidserens hul, da jeg tænkte, at det, når det stivnede, ville give en styrkende baggrund for finéren. Hvad jeg ikke lige tænkte på, var, at der selvfølgelig ville ske udsivning af lim ved knivdelen. Idet det ikke var et tilgængeligt område, var min eneste mulighed at rotere pladen igen og igen, så farverne blev simpelthen slidt af. 🙄 Så jeg måtte til at gentage diverse processer – igen-igen… 😫

Finér-pladen på toppen havde så utroligt lidt kant at gøre med, så i sidste ende måtte jeg anbringe pakketape på toppen og derefter minutiøst fjerne malertapen fra bunden, mens jeg prøvede at holde småbidder af træ på plads. Så adskilte jeg lagene på et stykke køkkenrulle og limede et af lagene på bagsiden, så der var noget til at holde sammen på det. Det var så utroligt skrøbeligt, og der måtte flere forsøg til, før jeg endte med et, jeg kunne bruge. Men det var noget af en prøvelse, da jeg derefter skulle slibe blød kant på noget så utroligt skrøbeligt. Jeg havde efterprøvet faconen et utal af gange undervejs og havde hele tiden måtte efterslibe, før jeg endelig endte med en version, der duede – hvorefter den begyndte at brække i stykker ved de ekstremt tynde kanter. På grund af min montering af det tynde lag køkkenrulle på bagsiden kunne jeg holde sammen på småbidderne uden det kunne ses, men det gjorde, at jeg lige pludselig ikke kunne få den til at passe mere! 😳 Så jeg sad og vendte og drejede stykkerne for at finde den optimale løsning, som endte med 1 mm overlap i begge sider, hvor jeg måtte skare. Dette ville have været en katastrofe med samlingsvinklen, men for en gangs skyld var jeg heldig, idet pladeskiven skjulte overgangen. Det betød til gengæld også, at finér-pladen gik en anelse ind under skiven, så den atter havde svært ved at dreje rundt. 🙄 For første gang i hele processen var jeg dog heldig, da den næste dag kørte fint rundt – pyh!

Træpanelerne til grammofonen var yderst komplicerede, idet de blev lavet af tyndt palisander-finér, hvor jeg måtte slibe huller i og afrunde kanterne, hvorved finéren knækkede flere steder. Så udover det puslespil, jeg i forvejen skulle håndtere for at kunne anbringe panelerne udenom diverse ting på kassen, så opstod der flere “brikker” hen ad vejen, når noget knækkede. Jeg kunne nogenlunde håndtere det undervejs, idet jeg havde anbragt finér-stykkerne på malertape for at forstærke træet, så det ikke så nemt splintredes, mens jeg arbejdede på det, men i sidste ende måtte jeg jo fjerne malertapen inden montering, og det var dér, det gik galt. Den allervanskeligste del, finér-toppen, skulle monteres omkring pladeskiven og var sindssygt svær at lave. Og bare fordi jeg ikke havde udfordringer nok med dette, så fandt jeg ud af, at der naturligvis skulle indgraveres et mønster på alle paneler… 🙄

Jeg gav træet voks i flere omgange, også sort voks, for at det kunne sætte sig i de udslebne dekorationer, men jeg kunne ikke lade den sorte voks sidde for længe, så den ikke farvede træet eller misfarvede små revner i træet, og hver gang jeg pudsede det, forsvandt al farve! 😳 Tilsidst fik jeg nok og tegnede motiverne op med farveblyant.

 

Projektet var konstant et skridt frem og to tilbage, og efterhånden var jeg ved at være så irriteret over det hele, at jeg var lige ved at sætte det i skammekrogen. Så for at løfte humøret besluttede jeg mig i går for at give tragten en guldkant, hvor guldet sad fast på noget folie, og man presser det imod en klæbrig overflade, fjerner folien efter lidt tid, og så bliver guldet siddende. Den lim, jeg købte med folien, duede ikke, så jeg var nødt til at bruge smykkelim. Og den tørrede så hurtigt, at jeg kun kunne nå at lave én bue ad gangen, hvorefter jeg måtte vente på at det tørrede så meget, at jeg ikke rev guldet i stykker ved at vippe folien tilbage, så jeg kunne komme lim på næste bue. Jeg tilføjede tre lag klar voks til guldkanten og lod det hærde godt, før jeg pudsede det op og tilføjede sort voks på den inderste del af tragtens guldkant. Det lod jeg så hærde i 7 timer, før jeg pudsede det, hvilket nedtonede den skarpe guldglans og tilføjede lidt sorte detaljer.

Nå, men jeg malede i flere omgange kanterne og hjørnerne på kassen med chokoladefarvet tusch, matlakerede, farvede igen, lakerede – og skulle så efter pålimning af træpanelerne have givet dem endnu en tur. Til gengæld synes jeg, det var en flot løsning. Jeg havde også haft godt gang i min Chrome-tusch, hvor håndsving, pickup, pladeholder og røret op til tragten fik sølv. Rasende flot, men også malet i rigtig mange omgange på grund af udtværing, klumpning, når jeg malede på noget, der endnu ikke var helt tørt, og den værste: mathed efter fingerkontakt. Til sidst lærte jeg, at det var ligegyldigt hvor længe Chrome-tuschen fik lov at tørre, så kunne den ikke tåle håndtering sidenhen. Derfor fik sidste omgang lov at tørre natten over, og så fik det en omgang blank lak.

 

Tilsidst blev jeg ikke irriteret og frustreret mere, når jeg skulle lave noget om for syvende eller tiende gang, jeg blev bare lidt træt i ansigtet. 😑 Jeg reparerede guldkanten på tragten for femte-sjette gang, gav det fire lag klar voks og derefter sort. Denne gang lykkedes det, men så blev jeg opmærksom på, at nogle sorte designdetaljer fra tragten var forsvundet, så så måtte jeg også fikse dem. Alt dette bøvlen rundt beskadigede sølvfarven for enden af tragten, som jo ellers var blevet lakeret, men lakken begyndte simpelthen at blive grubbet af og sølvet var ved at være grimt. Så frem igen med Chrome-tuschen, der dog havde problemer med at farve jævnt på overfladen denne gang. Derfor endte jeg med at prøve at udnytte ujævnhederne ved at tegne mønster i. Jeg besluttede mig også for at give pickup-armen en tur igen, hvilket også var en dårlig idé, så også her prøvede jeg at lave mønster i. Ved nærmere tjek af det færdige resultat syntes jeg dog bare, det så ud som om malingen var klumpet, så jeg tværede det af igen. Jeg havde tidligere monteret noget neglepynt på pickuppens modsatte side af, hvad der bliver synligt i dukkehuset, og jeg var meget begejstret for detaljen, som jeg malede over med Chrome-tuschen, så den blev “integreret” i pickuppen. Men samtidig ærgrede jeg mig også over, at man ikke ville kunne se den, og hvor jeg nu for gud ved hvilken gang atter skulle have malet “halsen” og pickup-armen, og jeg decideret havde tværet i overfladen, så besluttede jeg mig for at gå linen ud og fik med lidt besvær monteret noget messing-neglepynt, som jeg derefter malede over med Chrome-tuschen, så det i sidste ende bare blev et mønster i metallet. Efter et døgns tørring gav jeg det et beskyttende lag lak. For at fremhæve de fine mønstre påførte jeg så sort voks, som jeg forsigtigt tørrede af igen, så noget blev siddende i mønsteret.

I kan nok se, hvordan det hele tiden kørte. Det var simpelthen det værste og mest frustrerende projekt, jeg nogensinde har haft med at gøre. Men hooold da op, hvor jeg så frem til at få afsluttet dette projekt!!! 😳 Så mange, mange, mange retoucheringer igen, igen, igen… 😩 En del af min kroniske sygdom er problemer med hukommelsen, og med dette projekt er det nådigt, idet jeg efter få måneder kun kunne huske, at det havde været et forfærdeligt projekt at lave, men ikke selve følelsen eller de enkelte detaljer i det. Jeg er altid god til at glæde mig over de små ting i tilværelsen, men det er nu godt nok sjældent, jeg ligefrem glæder mig over min dårlige hukommelse…! 😂

Grammofonplader

Et lille sideprojekt til min grammofon: grammofonplader. Jeg kunne ikke komme til at lave en form direkte på grammofonens plade, så i stedet trykkede jeg Fimo ned på (den turkise på fotoet) og fjernede igen forsigtigt, så jeg ikke trak pladeaftrykket ud af facon, og skar kanten til før bagning. Herefter lavede jeg en form på den af to-komponents silikone. Efter et døgn tog jeg Fimo-pladen ud og lavede en ny mindre form. Desværre kom min negl til at strejfe rillerne i den første form, hvorved jeg blev klar over, at silikonen ikke var hærdet ordentligt, hvilket ellers normalt kun tager kort tid, så der kom en lille skade. Træls! 🤬 Nå, men den dobbelte form er ikke lavet korrekt, så den passer ikke præcist i hullet, især ikke efter jeg skar kanten til på den lille. Men det virker såmænd fint nok, for grammofonpladen bliver så tynd, at jeg med en lille saks kan klippe kanten til. Mit første eksemplar blev selvfølgelig for tyk, men gav mig en forståelse for, hvordan det fungerede. Den næste blev okay, og efter at have klippet kanten til, boret hul i midten og farvet med sort permanenttusch Penol 777, så er der ingen tvivl om, at man kigger på en grammofonplade. 😁

Jeg havde tænkt mig at afslutte pladerne med etiket og pladecover, men idet hele grammofon-projektet har strittet imod fra start til slut, kom det ikke som nogen overraskelse, da jeg ikke kunne få min printer til at virke med mine spritnye farvepatroner. 😖😳🤬

Gulvtæppe – specialfarvet loddent

Jeg skulle bruge en specifik farve tæppe til en kikkasse. Jeg tjekkede alle mine stoffer, men havde selvfølgelig ikke noget lignende. Det ville nu også have været utroligt, idet stoffet både skulle være uldent samt være meleret blå/lilla. Rent tilfældigt faldt jeg over en ny lyseblå karklud af en type, jeg ikke bruger mere, og den havde lige det uldne look, jeg gik efter. Hmmm… 🤔

Jeg blandede akrylmaling og vand i et plastikkrus og lagde karkluden i, hvor den fik lov at trække i flere timer, hvor jeg ind imellem moslede lidt rundt med karkluden, for at være sikker på, at farven blev rimelig jævnt fordelt. Så puttede jeg kluden i en frysepose og vred den, så det overskydende maling kunne komme væk og jeg ikke blev beskidt (posen ville jeg alligevel bruge i tørreprocessen, så ingen grund til at bruge handsker). I første omgang vred jeg den for hårdt, så karkluden fik sin lyseblå tone igen, så jeg gav den en omgang farve mere. Herefter vred jeg kun kluden lidt, hvorefter jeg glattede den ud inde i posen, men sørgede for at posen var så åben som muligt, mens “tæppet” tørrede. Jeg havde været lidt bekymret for, at stoffet ville være lidt for levende at klippe i bagefter, men farven havde gjort det stivere, så det var meget nemt at have med at gøre. På billedet er det klippet til og afventer montering, efter jeg har malet kikkassen.
Det blev lige, som jeg ønskede det, og idéen er hermed videregivet.

Karyatider

Jeg havde købt nogle fine karyatider i et puljekøb, og havde egentlig ikke nogen idé om, hvad jeg i sidste ende ville bruge dem til, men jeg har altid været fascineret af dem og har rent faktisk også en karyatide-statuette stående herhjemme, købt på en ferie Mor og jeg var på til Rhodos for mange år siden.

Så selvom min havemur endelig er blevet færdig, så er en ny idé opstået: karyatider! De fine søjledamer kunne blive en interessant tilføjelse på toppen af havemuren, og jeg har planer om at anbringe nogle ved visse vinduer i dukkehuset, så der vil blive en sammenhæng ved det. Jeg venter dog, til jeg har færdiggjort vinduerne, så det ikke ender med at blive for meget af det gode. De små er flade på bagsiden, så der regner jeg med selv at lave en bagside til. Dem har jeg fra en lille ouzo-flaske, som jeg købte på samme ferie, jeg købte min karyatide-statuette. Så nu endte jeg med at skille den ad, så jeg pludselig endte med fire små karyatider oveni. Så kan jeg også skabe lidt variation, hvis jeg får brug for det. Jeg kan allerede se de små karyatider ved siderne af kvistvinduerne… Jeg skal bare passe på ikke at overdrive, for det skal jo ikke være karyatider det hele. 😆

Hmm… Jeg tror, det kunne blive en rigtig flot tilføjelse, men jeg har også lige en kantliste, jeg skal have med i beregningerne, så tålmodighed må til…

Jeg har slebet et par af mine karyatider til, så de passer i hjørnerne foran dukkehusets “kælder”. Jeg fik slebet lidt for meget af, da jeg anvendte det aftagelige træbræt med vinduerne i som skabelon og glemte, at der var lidt luftrum både foroven og forneden (brættet er monteret på dukkehuset med magneter). Figurerne kan dog nemt korrigeres, da jeg har noget bomuldstråd, der skjuler den slags små problemer, når først det hele er blevet malet. I forvejen skal der anbringes grønt til at skjule mellemrummet forneden af brættet. Det næste, der står for skud, er vinduerne, der skal udskiftes med blyindfattede vinduer.

 

Man kommer langt med bomuldssnor…

Jeg fik slebet to af mine karyatider for langt ned, men har her brugt bomuldssnor til at udbygge kapitælen på den venstre figur (limen er på fotoet stadig fugtig, så jeg er nødt til at vente på en fastere overflade, inden jeg kan rette småfejlene). Jeg startede ved at fæstne snoren i midten med superlim og så ellers cirkle rundt, til jeg nåede den facon, jeg ønskede, hele tiden godt hjulpet på vej af Arleene’s Tacky Glue. Det er smurt godt ind i limen, der både hjælper det til at holde faconen, men samtidig i tørret tilstand er medgørligt nok til, at det hele kan klemmes lidt, hvis jeg har fået gjort det lidt for højt. Jeg brugte undervejs en plastlomme til at klemme toppen ned imod, så jeg fik en glat overflade. Efter at have stået og tørret lidt på denne måde, kunne jeg forsigtigt fjerne plastlommen og glatte overfladen til.
Når karyatiderne er blevet malet med kalkmaling og har fået voks, vil man overhovedet ikke kunne se, at det ikke hele tiden har været meningen, at de skal se sådan ud.

Kobbervasens “nye” hanke

Jeg havde købt en flot lille kobbervase, men kunne ikke fordrage de kantede hanke, der slet ikke passede til vasens bløde konturer og mønstre og nærmest lignede papirklips. Jeg sleb derfor nitterne af og fjernede hankene. Men så så den for bar ud… 🤔 Hankene var faktisk ret fine med mønster på begge sider, så jeg besluttede mig for at prøve at finde ud af, om metallet kunne tåle at blive bøjet i ny facon. Så længe jeg beherskede mine bøj, gik det faktisk ret fint, så det sværeste var egentlig at få de to hanke ens, hvilke krævede en masse mikro-bøj. Jeg pudsede det hele op og nøj, hvor blev den flot! Det gjorde mine fingre til gengæld ikke! 😆 Jeg genmonterede hankene med superlim og limede også nitten på igen. Nu er den så klar til, at jeg skal have lavet et blomsterarrangement i den.

Klokketavle

Klokketavlen på elevatoren har stået på venteliste i mange år, men serien Downton Abbey gjorde, at projektet pressede sig på…

Det blev tid til, at jeg skulle lave “påskeæg” (2017) til min mor. Det blev til en klokketavle til køkkenet, så tjenestepigerne kan se, hvilket rum de bliver tilkaldt til.

Min inspiration af klokketavler/servants bells, der er fundet på nettet.

Jeg har som sædvanligt lavet en masse research til projektet, så jeg fandt også ud af, at jeg bestemt ikke var den eneste, der har fundet på at lave det til dukkehuset. På Facebook i marts 2016, lavede Heidi Katrine Hansen for eksempel en, som hun lagde på “Dukkehuse – Tips & Pral” undervejs i processen, så jeg fulgte jo ivrigt med. De to første fandt jeg på nettet og ved ikke, hvem “designerne” er, men den sidste i rækken er den føromtalte.

Klokketavler/servants bells i dukkehus-størrelse.

Mine klokker skulle dog være noget anderledes, da jeg ikke ville have, de skulle være særlig store, så jeg har lavet dem selv. De er lavet af udborede ørenringslåse. Jeg har stukket en tandstikker ned i, både for at få den overflade, jeg skulle lime på fjederen, men også for at få pinden til knebelen, som jeg limede en lille guldkugle fast på.

Jeg skar tynde strimler af en øldåse og malede dem sorte med Penol 777 permanent tush. Derefter var de klar til at blive rullet op til en fjeder. Øldåsen blev ligeledes også brugt til at skære små strimler, som jeg malede med guld Posca-tush, hvorefter de fik en smule svaj i den ene ende og et lille hul. Det var så “styremekanismen” til snoretrækket.

Jeg lagde først en messingring, så stangen, der går op til snoren, så en guldfarvet grønlænderperle som basis for klokkefjederen. Da limen var tør, kunne jeg trykke fjederen ned omkring grønlænderperlen og jeg afrundede det med en guldblomst og hovedet fra en messingnål.

Jeg havde en masse arbejde med de små skilte på computeren, men desværre forsvandt en masse “guld”-detaljer i udprintet, fordi de var så små. Jeg lakerede dem og så valgte jeg at klippe kanten med en mønstersaks, da jeg ikke ville kunne klippe lige så nøjagtigt i den størrelse. For at kompensere for de manglende detaljer tegnede jeg en tynd streg hele vejen rundt ved kanten. Skruehullet var også næsten forsvundet, så jeg tegnede en sort prik og en guldprik oveni, og det virker faktisk ret godt. Jeg printede ud på 260 grams glittet papir, hvorved jeg fik en anelse kant, der også fik lidt guld. Skiltene blev buet og skruen fremhævet.

Den færdige klokketavle kom til at hænge på siden af elevatoren i køkkenet, så det var ikke meget plads, jeg havde at gøre med.

Jeg troede, det ville blive et rimelig nemt projekt, men det trak tænder ud. Til gengæld er jeg umådelig godt tilfreds med slutresultatet, også fordi jeg faktisk har givet den mange flere detaljer, end jeg oprindelig havde planlagt. Selv snorene, der trækker i klokkerne, har jeg fået med, og selvfølgelig så også stangen, der går fra snor til klokkefjeder. De var faktisk ikke med i mine oprindelige planer for at gøre det nemmere for mig selv, men da jeg først var godt i gang, fandt jeg ud af, at det ikke ville besværliggøre processen synderligt, men ville tilføje enorm meget, hvad det “ægte” udseende angik.

Jeg havde også bare tænkt mig, at selve tavlen skulle være et stykke sort pap, men jeg havde nogle papirtynde teaktræslister liggende, så jeg prøvede at klippe i dem med en mønstersaks, og det fik jeg et ret nydeligt resultat ud af, selvom det var mig fuldstændig umuligt at få en perfekt udskåret liste – tro mig, jeg prøvede! Lidt lak, så så rammen fornem ud.

Det “påskeæg” blev Mor ret så begejstret for. Og det ser godt nok også godt ud i køkkenet – jeg syntes i forvejen, køkkenet var ved at blive ret flot, men efter klokketavlen kom op, skal jeg godt nok love for, niveauet i køkkenet blev højnet!

(Tilkaldeknapper til de forskellige rum til at aktivere klokketavlen findes under “Småting N-Å”).

Krykke

Bedstefar har fået en krykke. Hans gigt holder ham for det meste i kørestolen, men ind imellem kan han godt komme op og humpe lidt rundt med sin krykke.

Træet, jeg brugte, var fra en rektangulær træstang, en ispind samt en tandstikker. Efter de forskellige dele var skåret og slebet, malede jeg dem med brun tush.

Jeg troede faktisk, det ville blive et lille nemt projekt, men næh nej! Yikes, at få den samlet!! 😬 Jeg prøvede SÅ mange gange at samle krykken, men kunne slet ikke få styr på den. Til sidst samlede jeg de to lange dele om bundstykket, og da limen var tør, satte jeg en strip omkring for at holde det sammen, mens jeg skubbede stangen af en tush ned imellem, til modstanden viste, at de ville knække, hvis jeg blev ved. Så bandt jeg den fast og lagde hele herligheden i kogende vand i en halv time. Derefter kunne jeg skubbe tushen ned, til jeg fik den ønskede afstand. Efter at være tørret i 9 timer kunne jeg samle hele krykken. I toppen måtte de lange stænger dog have lidt hjælp for at blive på plads, mens armhulestøtten blev limet på og tørrede. Det er første gang, jeg har prøvet at forme træ ved at lægge det i kogende vand.

Armhulestøtten er håndsnittet og beklædt med et stykke læder. Selvom læderet var tyndt, var der alligevel en del fnulder på bagsiden, så jeg grattede kanterne rene, så læderet sluttede tæt mod træet og jeg samtidig fik et svagt polstret look.

Jeg havde forboret til håndstangen, så den klikkede lige så fint på plads, da jeg skubbede den ned imellem de to stænger. Jeg kunne dog siden se, da Bedstefar blev placeret med den, at jeg skal have flyttet den opad på et tidspunkt, da hånden slet ikke kan nå ned til den.

Foden skulle være en gummidup anno 1900, så jeg fik afprøvet et nyt materiale. Jeg havde købt noget multipurpose gel medium, man kan blande med akrylmaling og derved få noget fylde. Det påførte jeg i flere omgange, hvor jeg gik efter at skabe fylde nedefter. Jeg syntes dog, det mere lignede svovlet på en tændstik, så jeg endte med at lave et arrangement, hvor jeg anbragte foden på en plastiklomme (altid en storartet bund, når man gerne vil kunne fjerne ting derfra igen) og udbyggede bunden endnu mere. Det så mildest talt ikke godt ud, da jeg ikke var påpasselig med diameteren, idet planen alligevel bare var, at jeg bagefter klippede det til. Tilsidst påførte jeg hvidt farvepigment på “gummiduppen” for det endelige look. Træet blev lakeret, og krykken var færdig! Og jeg tror, Bedstefar er glad for den. 😁