Støbning og stuk
Denne side er desværre lidt hulter til bulter, da mange af projekterne bliver blandet sammen undervejs, fordi jeg har med at samle sammen, inden jeg begynder at arbejde med enten silikone og resin. På den måde er det både mindre bøvlet, og jeg har endnu aldrig måttet smide hverken en rest silikone eller resin ud, da det altsammen er blevet brugt.
Svane-skål støbeform
Jeg startede på min svane-skål i 2020, men fik den først færdiggjort i 2022, hvorefter den har stået og ventet på et blomsterarrangement. Da jeg havde ved den for nylig, var den blevet klistret, hvilket var en reaktion fra lakken. Jeg kan desværre ikke huske, hvilken type lak jeg brugte her, da den samme reaktion ikke er sket ved min rokoko-lampe, så det bedste, jeg kunne finde på, var at give skålen endnu et lag lak – det femte! Skålen er lavet i Cernit og malet med kridhvid kalkmaling og så de mange lag lak for at skabe porcelænseffekten. Jeg brugte blank Fimo-lak og overfladen var atter “normal” efter tørring.
Den færdige støbning skal så bare have slebet hullerne ud.
Jeg havde en rest af silikone tilbage, men jeg sørger altid for at have et par småprojekter klar til at lave støbeforme af, så intet går til spilde. I dette tilfælde var det to våbenskjolde. Den største blev sat fast i bunden af en bøtte med monteringsgummi, men den mindre har en nål på bagsiden, jeg muligvis skal bruge, så den ville jeg helst ikke fjerne. Min løsning blev atter modellervoks, denne gang i et plastik snapseglas. Jeg pressede nålen ned i og sørgede for at rette modellervoksen til rundt langs kanten af skjoldet, så det støbte skjold får en jævn facon.
Efter kort tid blev jeg opmærksom på, at jeg havde et lille skilt liggende, jeg egentlig også gerne ville have lavet form af. Idet jeg havde brugt det blandede silikone og ikke ville til at bøvle med at blande en ganske lille sjat, fik jeg idéen at prøve at presse det ned i toppen af silikonen ved det lille våbenskjold. Det var ganske tyndt metal, så jeg skulle både passe på ikke at presse for hårdt og ødelægge faconen, samt at jeg ikke pressede så hårdt, at silikonen ville rende ind over kanterne. Men der var allerede kommet lidt modstand i silikonen, så det var åbenbart det helt rette tidspunkt at lave mit lille stunt.
Støbeforme af svane-skål og våbenskjolde
Mine støbeforme kom ud af formen og kun den bøtte, hvor jeg ikke brugte modellervoks, overlevede. Det viser sig, at den meget bløde silikone og modellervoksen blev lidt for glade for hinanden så jeg ikke kunne få resterne væk, noget jeg aldrig har oplevet med den fastere lyserøde silikone. Nå ja, så har jeg lært det med, tsk.
Min idé med at trykke mit lille årstalsskilt ned i silikonen fra det lille våbenskjolds form virkede sådan set efter hensigten, men desværre tabte jeg den ned i, da jeg først prøvede at anbringe den (dumt, jeg skulle havebrugt en pincet i stedet for mine fummelfingre). Jeg troede ikke, det gjorde noget, da silikonen jo stadig var ret flydende med blot lidt overfladehinde, men det var åbenbart lige nok til alligevel at efterlade et aftryk, så nu har årstallet en uønsket understregning. Jeg vil nu alligevel prøve at lave den på et tidspunkt, men lige nu var det den anden side med våbenskjoldet, jeg var i gang med at støbe. 
Trykkammer/-gryde
Juhu! Så kom jeg endelig i gang med at bruge mit trykkammer/-gryde!
Jeg købte den for næsten et år siden, men havde endnu ikke fået indviet den på grund af en kombination af manglende energi samt nok også lidt rysten i bukserne over at skulle til at arbejde med noget, som jeg overhovedet ikke kendte til principperne i. Men jeg var så rasende træt af, at jeg trods grundigt forarbejde og flere forsøg aldrig har været i stand til at støbe mine urtepotteskjulere uden fejl på grund af luftbobler. Så tilsidst valgte jeg at investere i dette monstrum. Jeg vil så dog sige, at efter at have brugt den, fortryder jeg ikke et øjeblik, for jeg skal da lige love for, der kom luftbobler op til overfladen!!
Gudskelov fandt jeg en video på YouTube (Vevor vacuum pump instructions af Lomi’s Playground – desværre kunne jeg ikke finde et link dertil), der både viste hele installationen samt anvendelse, og især det sidste var dæleme godt, for jeg havde helt galt fat i det, og selv hvis jeg havde fået det til at virke, kunne jeg virkelig være kommet til at lave rav i det. Det viste sig nemlig, at det røde og det grønne håndtag faktisk var ret vigtige, og måden at anvende dem på lige så meget. Hvis man lukker luften for hurtigt ud igen efter at have haft gryden under tryk, så risikerer man, at resinen nærmest eksploderer og sprøjter ud over det hele, hvilket jeg sikkert ville være endt med at gøre, så jeg var dybt taknemmelig for den video og de tips, hun kom med.Støbninger af svane-skål, våbenskjolde, gevir o.a.
Så fik jeg mine støbninger ud af formene – to døgn efter støbning. Min resin opfører sig ind imellem besynderligt og tager dage om at stivne. Man kan også stadig klemme tingene sammen, men ikke længere sætte neglemærker i eller strække dem, så jeg vovede at tage dem ud. Men det kommer nok stadig til at tage et døgn eller to for de er hærdet helt op, men det havde jeg altså ikke tålmodighed til at vente på! Jeg var nysgerrig! 
Støbningerne er bestemt ikke fejlfri, men i forhold til tidligere forsøg ved nogle af dem, så var det bestemt en succes at bruge trykkammer/-gryde.
Min løsning med Micro Kristal Klear til at udfylde hullerne ved svanehalsene virkede til gengæld fuldstændig efter hensigten, og det var nemt at fjerne den tynde hinde af resin med en skalpel, især fordi det stadig var blødt.
Tjaeh, de blev klart bedre denne gang, men atter havde der sneget sig nogle luftbobler ind og ødelagt flere af kuglefødderne. Til gengæld var der kun en enkelt, der havde en lille fejl ved en ring på siden, så det var jo fint. Men så må de bare have mere tid i trykkammeret næste gang – det skal nok lykkes tilsidst!Tingene står jo og ser rimeligt fine ud på billederne, men jeg har altså siddet et stykke tid og klippet og skåret grater af, hvilket var ret nemt, da resinen ikke var gennemhærdet, da det ellers skal slibes væk. Jeg slipper ikke for en anelse sliberi, men dette var meget nemmere, så lidt godt kom der da ud af, at resinen skabte sig.
Resin putty
Jeg har så mange fejlstøbninger i resin liggende, der er fulde af småhuller fra luftbobler i støbeformen under støbningen. Jeg havde ikke helt fundet ud af, hvordan jeg kunne reparere dem på en solid måde, men for nylig fandt jeg under oprydning disse to dåser, som jeg godt kunne huske at have købt engang, men simpelthen ikke kunne komme i tanker om, hvad de skulle bruges til. Stor var derfor min begejstring, da jeg slog dem op på internettet og fandt ud af, at det rent faktisk var to-komponents formbar resin! Genialt! Hvis det altså virker. Alt efter hvordan man blander det, skulle det begynde at stivne efter 90-120 minutter. For hvis man blander mere resin i end hærder, så bliver massen blødere og mere formbar. Jeg kom en smule mere resin i, og der gik 110 minutter, inden jeg ikke kunne få massen til at binde på ting mere. Alle de besværlige ting var tilbage, så jeg besluttede mig for, at det måtte blive et projekt for en anden dag.
Da jeg åbnede den første dåse, troede jeg, der lå noget beskyttende vokspapir ovenpå, der var blevet misfarvet af rust fra dåsen, men det viste sig faktisk at være selve hærderen, der havde ligget så længe, at der var begyndt at ske uønskede ting med den. Til gengæld kunne jeg bare skære det væk, og det virkede til at fungere efter hensigten. Man skulle huske at bruge handsker og maske, det ér jo resin, men udover dét var det såmænd nemt nok at håndtere. Så skulle man bruge silikoneværktøj, som man skulle huske at dyppe i vand undervejs. Det viste sig faktisk at være et meget vigtigt tip, for uden vandet bandt resinen til værktøjet i stedet for det tiltænkte objekt. Det gjorde også formgivningen meget nemmere, så jeg dyppede flittigt. Den resterende klump var allerede ved at hærdne tyve minutter efter, jeg stoppede med at arbejde med det, så jeg er ikke længere bekymret for, om det vil hærdne, mere om det binder ordentligt på tingene. Tingene fik lov at stå i to døgn, inden jeg prøvede at slibe på dem, men jeg kunne sagtens have gjort det efter et døgn. De første ting blev fine og glatte, men jo stivere massen blev, jo sværere blev det at lave det perfekt, så de sidste to ting, jeg lavede, kunne jeg for det første ikke få pæne og måtte overdrive mængden, jeg brugte, til gengæld var de også de eneste, der gik i stykker igen, da jeg prøvede at slibe på dem. Resten blev flot.
Chokoladefrøer
Her har jeg fået lavet en lille chokoladefrø i Fimo, hvorefter jeg lavede en støbeform af den, da Mor naturligvis skulle have en æske med flere chokoladefrøer i sin julekalender det år. 🙂
Jeg havde ellers allerede lavet en meget sød lille chokoladefrø, men desværre så blev den klemt i min lille Efcolor Stove, da jeg skulle til at bage den (låget er meget lavt). Derfor måtte jeg til at igang igen. 🙁 Selvom jeg syntes, den anden var meget lille, lykkedes det mig faktisk at få gjort den nye 2mm mindre! Denne ene har taget lang tid at lave og var temmelig kompliceret, og sandsynligheden for, at jeg ville være i stand til at lave flere helt identiske, er lig nul. Derfor lavede jeg en form, så jeg kunne få lavet det antal identiske chokoladefrøer, jeg skulle bruge. 🙂
Støbeform af løve
Et projekt til dukkehusets forhave, uden involvering af mine sølle kræfter. Yay! 🤩
Min svoger gad ikke bruge sin pensionisttilværelse på at sidde og trille tommelfingre, så der gik ikke længe, inden han startede sit eget lille firma med at sælge betonfigurer samt lave støbeforme. Jeg har på det senere fået en del påhit, der involverer at lave støbeforme, men hver gang har jeg kunnet se, at min egen støbemasse ville blive for fast til projekterne, der aldrig ville overleve at blive knoklet ud af formen. Så derfor var jeg ikke i tvivl om, hvem jeg skulle spørge om råd med mit løve-projekt, da han er rigtig dygtig.
Jeg har en dejlig svoger, der gudskelov blev fascineret af mit projekt og hurtigt tilbød at lave formen for mig, da han vist godt kunne mærke, at min koncentration ikke er den bedste for tiden. Så han fandt en passende æske, som han tætnede, og kom yderligere nogle skiver modellervoks ned i for at spare på den dyre silikonemasse. Så rørte han de to komponenter sammen og druknede min søde løve. 🤪 Tilsidst sikrede han sig, at det hele var i vatter.
Efter formen med min løve var hærdet, blev den smule silikone, der var sevet ind under, skåret fri. Formen blev forsigtigt manipuleret for at løsne løven, der rimelig nemt blev pillet ud.
Min svoger prøvede som et forsøg at blande bronzepulver i gipsen, men det så nu ikke ud til at give meget kulør. Efter han havde hældt gipsen i formen, sørgede han for, at formen stod lige, hvorefter han slog let på bordet omkring formen, så vibrationerne ville få eventuelle luftbobler til at løsne sig og søge mod overfladen. Så får dukkehuset en seriøs vogter… 😜
Støbning af løve med vinger til mur
Efter et halvt års pause kom jeg endelig videre med min løve med vinger, der skal sidde på dukkehusets mure. Jeg manglede at lave nogle korrektioner på løvens skuldre og at forstærke vingerne på min svogers anbefaling, inden jeg lavede støbeform, og idet det skal forstille sten, tænkte jeg, at det da i hvert fald ikke kunne skade at gøre vingerne lidt tykkere. Det kunne overhovedet ikke ses, så det har da i hvert fald ikke skadet udseendet og vil nok gøre det nemmere at få vingerne uskadte ud af støbeformen efter støbning. Løven var nem nok at støbe på, skønt min nye type silikone, der er ekstra blød, gav mig lidt problemer med det, der var kommet ned i de dybe mellemrum og ikke var glad for at slippe hulrummet. Jeg havde egentlig tænkt mig at bruge min stivere lyserøde silikone til løven, men kunne se, at jeg ikke havde nok, og det har desværre vist sig, at jeg ikke kan få mere af nogen af de to typer fra Holland mere, der er anskaffet via min svoger. For ikke at spilde min silicone, anbragte jeg løven i formen og hældte vand i, til det tilstrækkeligt dækkede løven, hvorefter jeg målte mængden og lod formen tørre op igen. Herved fik jeg det præcise mål af silikone, jeg havde brug for at blande, så det bliver ikke sidste gang, jeg bruger dén idé. Den lyserøde silikone er klistret, når den kommer ud af formen, men du godeste, hvor var den klare i en hel anden boldgade! Det var ekstremt klistret, så jeg skyndte mig at pudre det med kartoffelmel, så det blev til at håndtere. Jeg er spændt på, når silikonen har tørret et døgn, hvordan det bliver at få vingerne ud igen, men den meget bløde silikone kunne næppe være bedre til det.
Herefter er der så tilbage at støbe to løver samt to sæt vinger i resin og i sidste ende få dem til at passe sammen. Så det begynder langsomt at ligne noget, selvom der er lang vej igen, før jeg står med to færdige mure.
Afstøbning af løve og vinger
Til venstre min original i Fimo, til højre min afstøbning i resin
Juhu! 
Så lykkedes det mig at få støbt det første sæt af løve og vinger til mit dukkehus! Jeg vil ikke sige, at det var nemt at få især vingerne ud af formen, der var lavet i ekstrem blød silikone. For silikonen strakte sig helt vildt, så jeg skulle passe meget på, at jeg ikke rev formen i stykker, mens jeg prøvede at bøvle vingerne ud. Jeg måtte klippe adskillige slidser i formen for at kunne få dem ud. Nu venter slibearbejde for at få grater væk, men også for at tilpasse vingerne til løven. De er lavet for sig, velvidende at de sidenhen skulle slibes i facon for at få den rette placering og look.
Jeg lavede en resin-blanding, hvor jeg blandede hvidt i, og fyldte både min vinge- samt løveform. Jeg havde stadig en pæn sjat færdigblandet resin tilbage, men det vidste jeg da lige, hvad jeg skulle bruge til! Jeg fandt min kasse frem med alle de støbeforme, jeg gik amok med at lave en overgang, og så var det ellers én ad gangen og se, hvor meget der var tilbage til. Det blev faktisk til en pæn stak, selvom det var med dråbetælling tilsidst. Så det blev til 6 urtepotteskjulere, to små damer, en kat ved kattelem, en hyldeknægt samt noget Art Nouveau-pynt. Ikke dårlig udnyttelse af den sidste sjat! Desværre hvad mine andre afstøbninger angik, så var det meste fyldt med huller fra luftbobler. Øv! 
Da jeg sidst prøvede at støbe med resin, stod jeg omhyggeligt med en tandstikker og rodede rundt i formene for at få resinen ud i alle afkroge. Det var et bøvl, så denne gang tænkte jeg, at jeg ville prøve i stedet at massere formene for at få resinen til at glide på plads. Det viste sig jo altså så at være en meget dårlig idé. 
Det er ærgerligt med det spildte resin, men nogle få ting kan stadig reddes. Man lærer jo henad vejen, hvilket også er grunden til, at jeg altid beskriver både godt og skidt under mine projekter, for der er jo ingen grund til, at vi alle skal opfinde hjulet. Jeg elsker selv at falde over tips med teknikker og faldgruber, så jeg kan undgå både spildt arbejdskraft og materialer.
Den lyserøde dims til højre i billedet er et lille massageapparat til ansigtet. Jeg valgte i stedet at bruge det på mine støbeforme for at tvinge bobler til overfladen.
Jeg døjede jo endnu engang med, at resinen ikke ville stivne, som den burde – efter 25 timer, hvor den burde værde stenhård, tog jeg en urtepotteskjuler ud af formen og kunne ændre dens facon ved at trykke på den. “Suk”! Jeg havde ellers sådan glædet mig til at se resultatet, men kunne godt se, at jeg nok endte med det samme pjat som sidste gang. Da jeg gik i seng, åbnede jeg vinduet for at få frisk luft, og tænkte da godt nok i forbifarten, at det jo ikke burde være så godt for resinen med den kolde luft, da den tørrer bedst ved stuetemperatur og luften var kølig. Men jeg tænkte irriteret, at det jo kunne være lige meget, hvis det alligevel ville tage 1-2 måneder om at hærde helt op. Stor var derfor min overraskelse, da jeg tjekkede det 10 timer senere – og det var helt hærdet! Så denne gang tog det kun 35 timer om at hærde op – måske hjulpet godt på vej af den kølige luft.
Løvehoved
Jeg skal bruge en masse stuk for at kunne lave mit Art Nouveau-tema på ydersiden af mit dukkehus, og jeg ville blandt andet gerne have et brølende løvehoved. Jeg ønskede frihed til at kunne bruge løvehovedet uden en masse pynte-fnidder udenom, da jeg selv planlægger at lave det pynt, der eventuelt skal være der. Derfor kom jeg på at søge efter løve-smykker på eBay, hvor jeg fandt lige dét, jeg søgte efter. Jeg skar ring-delen af og sleb kanterne til og skulle have fundet den optimale måde at lave en støbeform af den. Den bedste måde var at bygge en bund op af Fimo, hvorved jeg også var i stand til at lave den ønskede manke-struktur. Fordelen ved Fimo er desuden, at idet ringen er metal, kunne jeg bage det sammen uden problemer. Så jeg fik en flad bagside, så jeg kunne lave støbeform på løvehovedet. Interessant projekt. 
Det færdigstøbte løvehoved i resin
Masser af stuk
Hmmm… Jeg tror, jeg måske fik blandet lidt for meget resin til min hejre-relief støbeform? 
Jeg købte resinen hos Ekomposit: https://www.ekomposit.dk/glasklar-indstobningsepoxy-art-resin.html
Jeg endte med at måtte finde den ene efter den anden af mine støbeforme frem og kunne bare blive ved med at fylde dem op. Det var helt vildt, for jeg syntes ikke, jeg blandede ret meget (det lille bæger i toppen til venstre – den sorte streg viser, hvor jeg hældte op til i forhold 1:2, så tre gange op til den sorte streg). Jeg havde egentlig regnet med, at jeg måske måtte blande en lille sjat mere, men da det var færdigblandet med hvidt farvepigment i, kunne jeg godt se, at jeg nok alligevel ville ende med at kunne lave lidt flere forme. Men jøsses, da…! 
Jeg har været noget vissen på det senere, så den eneste grund til, at jeg valgte at lave min store støbeform i det hele taget, var fordi jeg havde regnet med, det ville blive en lille hurtig sag. I stedet endte jeg helt radbrækket efter at have siddet og rodet med det i fire stive timer!!! Så mange snikkelurer og krumninger, som skulle fyldes forsigtigt og gås efter med tandstikker i alle spidser og kanter, så resinen nåede ind overalt og der ikke opstod luftbobler… Jeg kørte også en hurtig flamme over al resinen for at fjerne overfladebobler. Jeg kan i hvert fald ikke brokke mig over, at resinen bare forsvinder som dug for solen… 
Så fik jeg pillet dem ud af formene – sikke en høst!!! Hæ-hæ-hæ! Og samtidig rigtig spændende at se, hvordan mine forme rent fysisk ser ud. 
Nu skal jeg så bare have fundet ud af, hvor jeg skal bruge dem. Det var selvfølgelig et stort arbejde at lave, men det er edderhyleme den fedeste fejl, jeg længe har lavet!
“Gipsificering”
Jeg har været i gang med at “gipsificere” nogle af mine resin-støbninger. Jeg har malet dem med Jeanne d’Arc Living Vintage Soft Cream kalkmaling. Hejre-relieffet har fået to gange og er nu færdigt, mens resten stadig skal have en tur mere. Resinen var halvgennemsigtig, så de to lag er nødvendige, så det ikke titter igennem. Jeg tør ikke give det klar voks for at beskytte kalkmalingen, da jeg er bange for, det vil både give “gipsen” et forkert udseende samt ødelægge detaljerne, så jeg ender nok med at give det et forsigtigt lag mat lak.
Diverse støbeforme og afstøbninger
Mit andet forsøg med at lave støbeforme af blød to-komponents silikone. De var ikke helt nemme at have med at gøre denne gang. Formene blev alle bygget op med modellervoks, der kan genanvendes.
De to små damefigurer klargjorde jeg ved at lukke huller ved armenes bøjninger med lim, så silikonen ikke skabte en kanal, jeg ville komme til at flå i stykker, når jeg tog figuren ud af formen. Støbeformene lavede jeg i plastikbøtter, hvor jeg først sleb støbegraten af bunden, så figurerne kunne stå plant deri. Derefter byggede jeg formen op i modellervoks, inden jeg limede figuren fast i bunden med superlim. Da de skulle ud af bøtten, kunne jeg bare skære plastikken op og vippe dem ud. Efter at have pudret ydersiden af formene med kartoffelmel, så de ikke var klistrede (hvilket de gør ved modellervoks), viste det sig, at jeg måtte lave en skaringsopskæring, da jeg kæmpede med at få figurerne ud. Da jeg skulle til at støbe i formen, satte jeg bare tape omkring for at holde sammen på formen.
Dørportalen er i gips og pivskæv, hvilket gjorde, at den knækkede, da jeg prøvede at anbringe den på en plan overflade. Så jeg reparerede den med superlim og satte den fast på min glatte flise med et strøg af monteringsgummi i håbet om, at jeg måske ville kunne redde originalen, men en af krummelurerne præsterede alligevel at knække, da jeg kæmpede med at få den færdige form af flisen. Da jeg så, hvor meget, der var sivet ind under, forstod jeg godt, hvorfor den knækkede igen, for dørportalen blev simpelthen holdt fast i støbeformen. Derfor måtte jeg til forsigtigt at skære det overflødige væk.
Jeg var godt nok spændt på, om jeg kunne få et godt resultat ud af støbningen. Jeg tog resinstøbningen ud af formen efter 33 timer, så den var stadig så blød, at jeg kunne gøre den plan ved forsigtigt at skære lidt af bagsiden af og lægge den fladt, så blødheden ville gøre, at den ville søge mod den plane overflade, jeg lagde den på. Normalt vil resinen prøve at arbejde sig tilbage til sin originalfacon, men tyngdekraften kan altså gøre meget. 😉
Min Art Nouveau-stuk gik i masser af bittesmå stykker, da silikoneformen simpelthen sugede delene af flisen, jeg havde lavet den på, så det var træls. Selve stukken er utroligt tynd, så jeg måtte med en lille spids saks sidde og klippe “dråber” væk fra den færdige støbning, fra da jeg fyldte formen. Men ellers blev den rigtig fin, så jeg var glad, da det store arbejde ellers ville have været spildt. Art Nouveau-stukken var så fin og sart, så den turde jeg først tage ud et døgn senere end de andre.
Min hyldeknægt havde jeg limet fast på flisen med superlim og var nem nok at få af selve flisen. Men på grund af alle hullerne i mønstret, måtte jeg nulre et tyndt lag silikone af, før jeg forsigtigt kunne liste den af “søjlerne”. Afstøbningen gik dog fint, selvom der havde sneget sig en lille boble ind i rammen.
Generelt set gik mine afstøbninger ret godt og jeg var meget omhyggelig med at få resinen ind i alle hjørner og kanter med en tandstikker, så der ikke opstod luftbobler. Det var dog dræbende at vente på, at resinen stivnede nok til, at jeg ikke trak den ud af facon ved at tage tingene ud af formene. Jeg var så spændt på resultatet, så det var virkelig lang ventetid. Der gik ca. 33 timer, før resinen kom så vidt, at den trak sig tilbage i facon, når jeg stak en negl godt ned i den. Først dér turde jeg risikere, at begynde at trække tingene ud uden at skulle frygte, at jeg trak tingene ud af facon permanent.
Jeg havde været bekymret for tænderne i mit løvehoved, men det var faktisk det, der gav mig mindst problemer. Jeg fik dog en overraskelse ved mundens øverste facon, der ikke var helt i orden, da den gik ret meget op i en spids imod næsen. Men jeg fandt ud af, at det var sølvets genskin og sorttoningen på originalen, der havde skjult det for mit øje, men det er ikke noget, jeg ikke kan gøre noget ved fremover.
Kattens ene øre blev kun halvt, så jeg prøvede, om jeg kunne strække resinen, men det gled bare tilbage i facon, så dén gik ikke. Det var dog lidt nervepirrende, at benene kunne bøjes, men det tager nogle dage endnu, inden resinen er stivnet helt. Mine slidser i støbeformen for at kunne få benene ud fungerede perfekt efter hensigten, skønt jeg blev temmelig nervøs, da kattens hals strakte sig, da jeg trak i hovedet, der sad ret godt fast i formen, men det hele trak sig gudskelov tilbage i facon. Resinen var dog stadig så blød, at blandt andet dørportalen og hyldeknægten blødt bukkede sig og gav mig nervøse trækninger.
Mine små fine damer var meget vanskelige at få ud af formen trods den slids, jeg havde skåret i støbeformene for nemmere at kunne få figurerne ud. Den ene havde to pænt store luftbobler i ryggen, så da jeg trak i underdelen, havde jeg nær trukket hende midt over. 
Den anden manglede sin ene arm. Men jeg er også kommet i tanker om, at jeg glemte at rotere med formen, som min svoger havde anbefalet, for at få resinen ind allevegne. Jeg havde kun brugt en tandstikker til at få resinen ind i sprækker, men nede i figurernes støbeforme kunne jeg ikke se, hvad der foregik. Nå, men det bliver hverken første eller sidste gang, jeg skal støbe, så jeg får jo nok prøvet teknikker efter igen.
Grammofonplader
Et lille sideprojekt til min grammofon: grammofonplader. Jeg kunne ikke komme til at lave en form direkte på grammofonens plade, så i stedet trykkede jeg Fimo ned på (den turkise på fotoet) og fjernede igen forsigtigt, så jeg ikke trak pladeaftrykket ud af facon, og skar kanten til før bagning. Herefter lavede jeg en form på den af to-komponents silikone. Efter et døgn tog jeg Fimo-pladen ud og lavede en ny mindre form. Desværre kom min negl til at strejfe rillerne i den første form, hvorved jeg blev klar over, at silikonen ikke var hærdet ordentligt, hvilket ellers normalt kun tager kort tid, så der kom en lille skade. Træls! 
Nå, men den dobbelte form er ikke lavet korrekt, så den passer ikke præcist i hullet, især ikke efter jeg skar kanten til på den lille. Men det virker såmænd fint nok, for grammofonpladen bliver så tynd, at jeg med en lille saks kan klippe kanten til. Mit første eksemplar blev selvfølgelig for tyk, men gav mig en forståelse for, hvordan det fungerede. Den næste blev okay, og efter at have klippet kanten til, boret hul i midten og farvet med sort permanenttusch Penol 777, så er der ingen tvivl om, at man kigger på en grammofonplade.
Jeg havde tænkt mig at afslutte pladerne med etiket og pladecover, men idet hele grammofon-projektet har strittet imod fra start til slut, kom det ikke som nogen overraskelse, da jeg ikke kunne få min printer til at virke med mine spritnye farvepatroner. 
Flydende Fimo og støbeforme
Uh, jeg har et godt tip til jer!! Jeg har tidligere bøvlet med at forme almindelig fast Fimo i mine fine forme, hvilket mildest talt har været en plage. Jo finere form, jo mere bøvlet. Resin fungerer selvfølgelig fint, fordi det er flydende, men så skal man til at blande to komponenter og vente et døgn på at det tørrer – og jeg er altså ikke jordens mest tålmodige person.
Da jeg for nylig skulle bruge en lang relief-frise med masser af bugtning til havemuren, kunne jeg godt se, at den eneste måde, jeg kunne slippe afsted med det på, var ved at bruge flydende Fimo. Jeg var yderst tilfreds med resultatet, så derfor besluttede jeg mig for at prøve at gå skridtet videre og komme farvepigment direkte i den flydende Fimo i formen, da jeg jo alligevel skulle rode rundt i formen med en tandstikker for at være sikker på, der ikke gemte sig nogle luftbobler. Til de to projekter, jeg skal bruge stukkene til, regnede jeg med at male dem (ændrede dog mening), men for ikke at risikere, at originalfarven skinner igennem, hvis der skulle gå et stykke af malingen, så er det rart nok, at basis ligner det, man skal ende med. Og selvom stukkene virker faste nok, er de stadig meget bøjelige, hvis man trykker på dem, så better safe than sorry, da der jo trods alt er en chance for, at en stump maling kan springe af.
Men det virkeligt fede ved hele dette arrangement, er, at det var SÅ nemt at fylde formen med den flydende Fimo! Så medmindre jeg får problemer med afskallende maling under montering, er det helt klart denne metode, jeg kommer til at bruge mest fremover.
Det skal dog lige tilføjes, at man jo skal være sikker på, at formene står plant under bagningen. Det gik åbenbart lidt galt for mig i min lille Efcolor Stove, men jeg kunne rimelig nemt skære det overflødige af og fylde det manglende i og bage igen. Det gav lidt mere fnidder ved kanterne, der skal renses væk, men så må jeg jo bare gøre det ordentligt næste gang.
Hindbær og brombær til marmelade
Jeg skulle bruge hindbær- og brombær til mit marmelade-projekt, hvor jeg længe havde gået og rumsteret med idéen til bærrene, inden der overhovedet var tænkt på marmelade.
Jeg dyppede først spidsen af en tandstikker i lim og så dyppede jeg den forsigtigt i “metalsand” (mit eget navn for det – bittesmå metalkugler, man bruger til nail art). Herefter duppede jeg den yderst varsomt i den rette facon, hvilket var rimelig svært. Da “bærrene” var helt tørre, fik de en gang lak for at holde på det hele.
Da tandstikkerne var helt tørre, blev de klippet til, og jeg lavede et stykke pap (dårlig idé, skulle have været noget, der ikke kunne bøje), der passede til den form, jeg ville lave støbeform i. Her markerede jeg afstanden mellem bærrene og forborede, inden jeg anbragte alle bærrene, så de kom tæt op imod pappet. Jeg limede dem fast på modsatte side, for man ved aldrig, hvor længe en form holder (især ikke i min udgave 😜), og ved altid at gemme originalen, kan man altid lave en ny støbeform.
Jeg skønnede, hvor meget støbemasse, jeg ville få brug for og trillede en kugle af hver, så jeg var sikker på, det var halv/halv. Så æltede jeg dem hurtigt sammen og anbragte massen i formen og glattede det nogenlunde ud, inden jeg skyndte mig at presse hindbærrene ned i formen. Man burde have 3-4 minutter til denne proces, men jeg synes dælendytme, det går hurtigt. Jeg prøvede at presse dem jævnt ned i massen ved at tage to hobbyknive ned imellem alle tandstikkerne og trykke jævnt. Men pappet prøvede at bøje lidt, og allerede dér, hvor jeg pressede lidt pletvis, begyndte massen at gøre modstand. Så det går tjept! 😫
Det sidste foto viser første afstøbning af mine brombær og hindbær. Min idé virkede! 🤩 Jeg skulle bare passe på ikke at fylde formene for meget op (for i dette første forsøg fik jeg en skarp kant i toppen). Med en tandstikker markerede jeg toppens mønster og lavede midterhul, så jeg ikke bare endte med en glat top. Hvis jeg skulle bruge bærrene i “løs” tilstand, ville jeg lakere brombærrene og pudre hindbærrene med en smule hvid farvepigment, men de skulle bruges i marmelade, så det var i dette tilfælde lige meget. Jeg havde en diskussion med én på Facebook/Tip & Pral, der absolut mente, at bærrene var alt for store og ville svare til små drueklaser. Først da jeg viste hende et billede af en dukke med et bær liggende i hver håndflade, fik jeg hende overbevist. 😜
Hjemmelavet stuk
Art Nouveau blomster-stuk
Det er indtil videre ikke lykkedes mig at finde Art Nouveau-stuk eller -støbeforme, men så må jeg jo “bare” lave dem selv. Jeg har lavet enormt meget research for at finde den stil, jeg ønsker, og faldt undervejs over et blomsterdesign på Pinterest, jeg kunne lide. Det var dog lidt for overpyntet, så jeg lavede min egen enklere version. Så tegnede jeg det op på kalkérpapir og overførte det derefter med karbonpapir til en flise, jeg kunne arbejde på.
Når man laver noget mere kompliceret med Fimo, er det nødvendigt med korte 3-minutters bagninger undervejs, så man ikke ødelægger det, man allerede har lavet. Det behøver ikke at blive færdigbagt på dette tidspunkt, da overfladen bare skal være fast nok til, at man ikke laver mærker i det ved at komme i kontakt med det. Normalt fræser jeg frem og tilbage til min lille ovn (Efcolor Stove) ved sådan et projekt, hvilket er hårdt ved mine få kræfter, så jeg er ovenud begejstret for min idé om at bruge min Proxxon Micro varmepistol til småbagningerne. Jeg skal konstant bevæge den over Fimoen for ikke at brænde det, men det fungerer simpelthen perfekt! Ved mindre ting kan jeg oven i købet færdigbage det med den.
Det var temmelig svært at lave mit design, da jeg gerne skulle have en jævn overflade og der var så mange tynde runde dele, og måske sliber jeg det med noget Fimo-sandpapir (hvor man bruger vand) efter færdigbagningen, hvis jeg ved nærstudie ikke er helt tilfreds. Udover at flisen gjorde, at jeg kunne bage Fimoen derpå, giver det mig yderligere den fordel, at jeg med modellervoks kan lave en ramme udenom, som jeg så kan bruge til at lave støbeform af motivet. Men jeg er godt nok spændt på, hvordan det kommer til at gå, når jeg skal have lavet en spejlvendt udgave… 
Det færdigstøbte Art Nouveau-stuk
Lakseplade-stuk
Hjemmelavet stuk
Mor havde på et tidspunkt for mange år siden købt noget røget laks, der lå på en plastikbakke. Hun syntes, bakken i dén grad kunne bruges til at lave stuk med, så det blev en del af planlægningen med dukkehusets udseende. Efter at bakken havde ligget så mange år var jeg bekymret for, om plastikket var blevet sprødt, men gudskelov fungerede det fint. Så nu har jeg så endelig fået prøvet at bruge formen, og det blev over al forventning. Jeg skal da godt nok lige øve mig lidt, før de er helt pæne, men jeg skal nu også have lavet en del, så øvelsen kommer vel nok. Fotoet er fra første forsøg.
Rosenstuk
Den er ved at være mange år gammel efterhånden, men denne rosenstuk lavede jeg i fimo som et af mine første fimo-projekter, før jeg overhovedet vidste, at man kunne få stuk i miniature. Jeg lavede den specifikt til denne Bodo Hennig-lampe, der var den første, vi købte til dukkehuset. Den passer i som en puslespilsbrik med en lille smule overlap af rosenblade, så den er perfekt integreret i stukken. Ikke dårligt af et begynder-projekt… 
Marmelader
Jeg er slet ikke færdig med at sætte etiketter på eller lave marmelader, men derfor ser det da godt ud på hylderne alligevel! 🙂
Jeg har lavet marmelader til dukkehuset i stor stil (og er slet ikke færdig endnu). Derfor lavede jeg støbeforme af to forskellige marmelader, som jeg havde liggende til dukkehuset. Det er to-komponent silikonematerialer, hvor man ælter det hurtigt sammen og presser tingene ned i. Når formen er hærdet, kan man bruge den både til at støbe med Solid Water samt bage fimo i.
Mit første glas marmelade blev til mirabelle-marmelade. 😃 Jeg lavede bevidst støbeformen til de rillede glas, så jeg selv skal lave lågene. Jeg havde købt en æske farvede tegnestifter, hvor jeg forsigtigt vred kanten opad, til tegnestiften faldt ud af sig selv (på billedet af hindbærmarmeladen kan man godt se, hvilke jeg lavede først! 😜). Måske får glasset et par lag blank lak på et tidspunkt, men dette var blot et hurtigt forsøg med en Solid Water-rest, efter jeg lavede to låg til patentglas. De skulle jo være helt klare, men så havde jeg en lille rest Solid Water tilbage, og jeg hader at lade ting gå til spilde. 😜 Jeg har en æske stående med diverse farvepigmenter, så jeg tog den, der på stående fod mindede mig mest om marmelade og blandede lidt i. Så kom det ellers i formen og skulle stå 12-24 timer for at tørre. Så alt med resin ved dette projekt bliver et tålmodighedsarbejde, og al den venten er ikke ligefrem min force. Derfor slog jeg øjeblikkeligt over til mit velkendte flydende fimo. Det er så ikke velkendt for mig at blande farvepigment i, men jeg lærer vel undervejs… 😁 Jeg lavede en hybenmarmelade af fimo med farvepigment iblandet røde microglaskugler, da det skulle have været ribssyltetøj. Men farven forandrede sig under bagningen og det blev ikke transparent nok. Så “bærrene” blev til hybensnask og farven er ekstremt hidsig, så de glas kommer ikke til at flytte permanent ind i dukkehuset. 🤪
Så fik jeg idéen at blive mere avanceret og lave hindbær- og brombærmarmelade af flydende fimo med bær i! Jeg er vild med bærrene, jeg fik lavet, og hindbærmarmeladen er meget charmerende med synlige bær. Til gengæld kunne man overhovedet ikke se noget i brombærmarmeladerne, selvom jeg havde fyldt masser af bær i. Så fremover bliver brombærmarmeladerne lavet uden bær, for jeg hader skønne spildte kræfter! Indtil videre er det blevet til 8 abrikosmarmelader (som både Mor og jeg var helt vilde med), 3 hindbærmarmelader, 5 brombærmarmelader (med masser af bær, der desværre slet ikke kunne ses), 1 mirabellemarmelade og 3 hybenmarmelader.
Abrikosmarmelade
Billedet viser lige efter bagning samt færdig udgave af abrikosmarmeladen
Abrikosmarmeladen er lavet af flydende fimo iblandet farvepigment og små stykker farvet fimo. Indtil videre absolut både Mors og min favorit. Selvom jeg da må indrømme, at jeg også er ret begejstret for hindbærmarmeladen, hvor man kan se mine fine små hindbær i. 😀 Ved disse glatte glas havde jeg mit hyr med formen, da bunden er blevet for tynd, så jeg kunne ikke presse for hårdt på den, uden den ville gå i stykker. Derfor ødelagde jeg desværre kanten på marmeladerne, når jeg moslede dem ud. Men det gjorde nu ikke så forfærdelig meget i dette tilfælde, hvor jeg jo satte låg på fra farvede tegnestifter. Det er den form, som jeg brugte til mine sennepspickles og den var ikke så vellykket. Jeg er stadig ny udi at lave forme, så de bliver ikke lige smukke… 😉
Stræææk…!
Nuuuiij! Så lærte jeg lige noget nyt. Efter ca. 22 timer prøvede jeg at tjekke resinen i mine støbeforme og havde egentlig forventet, at den var næsten hærdet helt op, men det var den bestemt ikke! Den var gummiagtig og bøjelig samt svagt klæbrig. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne benytte mig af det og løsnede resinen i de to engleforme, som jeg derefter buede.
En relief-langform, som jeg egentlig havde tænkt mig skulle bruges til væggen ved haven, men med svaj, var jeg da nødt til at tage ud, så jeg måske ville være i stand til at lave svajet nu, selvom jeg ikke havde en fast plan for udseendet af det. Men da jeg først fik den smukke stuk ud, så jeg pludselig, at der ikke bare var planter og druer på, men også fugle, hvilket gjorde, at den ville passe genialt ved siden af mit hejre-relief. Idet der var kommet lovligt meget svaj i dem ved at tage dem ud af formen, prøvede jeg forsigtigt at sætte en ned i formen igen – men nu var den søreme for lang! 
Hmmm… Aldrig sen til at følge kreative muligheder begyndte jeg varsomt at strække en af dem for at se, om det gik ud over motiverne. Så længe jeg beherskede mig, gik det ganske fint, så jeg gik fra 150×19 til 185×17. Ikke dårligt! Der skulle naturligvis en del justeren til for at holde kanterne lige, men jeg er lige ved at tro, at jeg nu måske har nok til begge sider af den væg, jeg tiltænker stukken. De blev selvfølgelig lidt mere gennemsigtige af at blive strukket, men i sidste ende betyder det intet, idet de skal males med kalkmaling. Men alt i alt en meget lærerig erfaring. 
Jeg rettede på de samme skævheder igen og igen, så reliefferne gjorde deres bedste for at vende tilbage til den form, de nu syntes, de skulle have. Det var først, da jeg brugte en lineal til at presse dem i facon, at de begyndte at arte sig – hvilket jeg tydeligt ikke havde fået prøvet endnu på billedet!
Støbeform af hejre-relief
Relieffet er lavet på en marmorplade, så jeg kunne bage det i ovnen, da jeg var færdig med det. Derfor passede det mig også bedst at lave formen på marmorpladen, men idet 2-komponentssilikonen var flydende, skulle der lukkes godt af, så der ikke opstod udsivning. Jeg opbyggede rammen af modellervoks, som jeg trykkede godt fast mod pladen, hvorefter jeg klistrede malertape rundt langs kanten og hjørnerne for en sikkerheds skyld. Efter at have hældt silikonen over relieffet trommede jeg på bordet for at få luftbobler til at komme op til overfladen, som jeg så fjernede med en tandstikker. Næste dag var formen stivnet, hvor min svoger, der arbejder professionelt med det, sagde, jeg skulle pudre støbeformen med kartoffelmel, inden jeg tog den af relieffet, så den ikke får en klistret overflade. Men oj-oj-oj…!!! Jeg havde ikke forventet, at det ville være nemt at få støbeformen af mit relief, men for seven da ikke også… Det var aldrig lykkedes mig at få den af uden en lang skarp kniv til at skære den fri de steder, hvor jeg åbenbart havde fået lavet små “tunneller” under mit relief. Det var godt nok heller ikke nemt at få bladene fri i toppen. Hvad støbeformen gjorde mod mit stakkels relief, ønsker ingen kunstner at se. Cernit har aldrig været beregnet til at skulle strækkes på den måde… Jeg måtte vride formen en del for at være sikker på, at der ikke gemte sig små rester af Cernit i folderne. Formen behøvede slet ikke at være så tyk, men jeg var nervøs for at få den for tynd, så jeg kunne lige så godt bruge alt, jeg havde blandet. Det var også for dumt, for jeg havde faktisk inden støbning tænkt, at jeg skulle have fundet andet, jeg skulle have støbt, så jeg kunne bruge overskydende silikone på det – det er dyrt nok, så alt skal udnyttes! Efter en ubehagelig lille “knæk”-lyd måtte jeg forstærke bagsiden af panelet med gaffatape, så jeg ikke pludselig endte med originalen som puslespil. Krummelurernes små detaljer i bunden blev simpelthen suget af af støbeformen, da jeg forsigtigt pillede den af.
Sennepspickles (støbeform af patentglas)
Så har jeg prøvet at lave sennepspickles med flydende fimo med yderst varierende resultater. Ét glas fra anden støbning er jeg yderst tilfreds med. Første støbning… tjaeh. 😒 Dér lykkedes det mig for første gang at brænde fimo på. 😱 Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg lod det stå i ovnen for længe, om det er, fordi det er flydende fimo, eller om det er, fordi jeg anbragte formen (med ret tynd bund) direkte på min Efcolor Stove’s (ovn) bund. Nok mest det sidste. Nå, men jeg fandt så til gengæld også ud af, at begge forme havde støbefejl. Det ene glas må have udviklet små luftbobler ved siden, da jeg pressede det ned i, hvilket jeg ikke har oplevet før og gør, at der er tre små grater, der stikker ud. Det andet har en lille diskret “bølge” ved halsen, hvilket sikkert er min skyld ved at bøvle for meget med glasset, da jeg støbte det. Jeg fik dog stadig noget fornuftigt ud af dem. Støbemassen er en to-komponent silikonemasse, som man hurtigt ælter sammen, hvorefter man skulle have 3-4 minutter til at arbejde med det. Men det går lynhurtigt, så man skal bestemt ikke sidde at trille tommelfingre undervejs! Men jeg skal da love for, at det er et lærerigt projekt…
Første forsøg Jeg lagde alle grønsagerne op imod siden, men de søgte naturligvis mod bunden. Almindelig fysik… Og ups…! Brændt bund. 😱
Andet forsøg Her hældte jeg lidt flydende fimo i bunden og anbragte en samme farve pølse af fimo i midten af glasset for at holde grønsagerne ude ved glassets kant. Tro mig, når man har siddet og trillet ærter i timevis uden at få ret meget ud af det, så kan man godt finde ud af at spare! Jeg sørgede for at smøre formens sider med den flydende fimo først, så grønsagerne ser ud, som om de ligger i væsken. Jeg havde dog mit hyr med pølsen i midten, for den skøjtede rundt i den flydende fimo. Måske ville det hjælpe at bage den først… Nå, men det er fimo-“pølsen”, der møflede rundt i det andet glas, der er skyld i, at grønsagerne ikke ligger ordentligt op imod siden.
Patentlåg og “glas”-kant Her skulle jeg bruge en “gummipakning” sammen med et låg. Jeg havde først planlagt at lave gummipakningerne af plastik-faneblade, men jeg tror, de vil være svære at klippe i det materiale. Så fik jeg pludselig øje på mit lasede gamle frimærkehæfte, der øjeblikket efter måtte lade livet. 🤣 Helt perfekt materiale og skøn at klippe i. Jeg holder min egen pakningsversion og originalen står ved siden af.
Et lille forsøg… 😉 Jeg købte på et tidspunkt en lim hos Lidl (Flash Bonder Special-lim), som jeg brugte, da jeg lavede et termometer i 1:12 og var ret begejstret for, både med konsistens og udseende, da den tørrer krystalklart og gummiagtig op. For at få et naturligt udseende på mine glas med sennepspickles, ville jeg gerne have en “glas”-kant i toppen, hvilket fik mig til at tænke på denne lim. Det så storartet ud, så jeg besluttede mig for at prøve at gå skridtet videre og også lave låget med limen. Derfor anbragte jeg mine hjemmelavede “gummipakninger” på mine fine, nye “glas”-kanter og lavede også lågene med limen. På billedet er limen stadig frisk, så nogle af lågene ser lidt “urolige” ud, da jeg har brugt spidsen af limen til at trække dem i facon. Når limen stivner så meget, at den ikke mere er klæbrig, kan man presse lidt på låget for at rette på faconen.
Alle glassenes støbefejl blev korrigeret med et skarpt barberblad og den brændte udgave blev lidt lavere. I stedet for at prøve at skjule forskellen, besluttede jeg mig for at understrege den ved at lave låget mere massivt end resten med en fordybning i midten. Yderligere fik dette glas en pakning, der adskilte sig fra de andre ved at være smallere. Så de kunne alle bruges. Juhu! Herefter blev de lakeret og fik en bøjle monteret, som jeg lavede af en strimmel øldåse.
Spejl i soveværelset
Jeg troede soveværelsets spejl ville blive et lille hurtigt projekt, men nej. Og så voksede det sig oveni købet større af sig selv. Det er sammensat af 4 forskellige stuk, hvor den sidste tilføjelse bevirkede, at projektet pludselig voksede sig til noget helt andet end oprindeligt planlagt. Jeg havde nogle små bitte runde spejle, som jeg ville prøve at sætte på som små hylder. Men jeg syntes, jeg manglede noget, de kunne hvile på. Derfor fandt jeg en form frem til en lampe, hvor jeg prøvede at lave den uden selve lampedelen. Og så lagde jeg pludselig mærke til, at toppen lignede en lysestage. Dette fik hjernevindingerne voldsomt igang og hele projektet ændrede design. Det mest fantastiske ved det var, at jeg havde spekuleret i, hvordan jeg skulle få mere lys over i det hjørne, hvor spejlet skulle hænge. Og lige pludselig gav det helt sig selv. Samtidig er jeg vildt forelsket i det nye design, så alting faldt bare i hak. For god ordens skyld lavede jeg også lige nogle lysmanchetter. Da spejlet var færdigopbygget, kunne jeg se, at jeg godt kunne slippe afsted med også at tilføje to små spejlhylder, så lidt af mit oprindelige design kom da alligevel med.
Efter jeg lavede stukken af fimo, tog jeg dem ud af formen og pudrede dem med guld, før jeg bagte dem. Herefter blev de lakeret med en blanding af blank lak og guldpudder.
Når man laver fimo-stuk med silikoneform, behøver formen ikke at forblive statisk. Til spejlet lavede jeg en fuld form med englestukken, hvor jeg forsigtigt bøjede hjørnerne nedad, så de passede til faconen af toppen. Nede i bunden skulle jeg bruge et lille stykke stuk imellem to størrer stykker. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge englemotivet igen, men skar siderne til og redesignede dem. Jeg skar også bagsiden af vingerne smallere, så de ikke virkede så tykke.
Jeg valgte at bruge en trælak, som jeg bruger til lidt af hvert. Det fungerede også fint, men dagen efter havde resten fået en blålig tone. To dage efter havde den resterende lak fået en flot akvamarin farve, og dermed var lakken totalt ubrugelig. Så det var åbenbart ikke kompatibelt i længden. Men efter et par år havde lakken stadig ikke reageret på min stuk, så jeg tror, det går.
Det ser enkelt ud, men det var faktisk rimelig vanskeligt at bore ud i den sarte stuk og samtidig være i stand til at trække ledningen. Den forreste del af lysestagen var nødt til at være “hel”, d.v.s. man måtte ikke kunne se ledningsrillen. Derfor borede jeg ud fra toppen og skulle samtidig bore i en vinkel, så jeg ramte ned i rillen.
I dukkehusets soveværelse ser man spejlet fra siden, hvilket gør, at kun den ene side behøvede at være smuk. Selve stukken, jeg brugte, var ret tyk, og idet jeg ville trække ledninger i, havde jeg brug for tilgængelighed, så bagsiden måtte jeg selv opfinde. Hvis jeg havde brugt stukformens modsatte side, ville det hele være blevet enormt tykt. Jeg ville jo heller ikke kunne bage ledningen ind i, da plastikken ville smelte. Jeg borede først en rille, hvor jeg bukkede en messingstang, der passede til stukkens facon. Så limede jeg stangen fast med flydende fimo og lukkede hullet med almindelig Fimo og bagte det igen. Herefter borede jeg hullet ud til at trække ledningen i. Efter den guldmalede ledning var blevet anbragt, fyldte jeg hullet op med lak, der var blandet op med guldpulver. På billedet viser jeg før og efter.
Jeg borede et lille hul i midten af den lange stuk og stak lysestagens stang igennem. Jeg anbragte en lille messingblomst på bagsiden, så jeg havde lidt massiv modstand, når jeg skulle bukke stangen i rette vinkel, så jeg ikke knækkede den tynde stuk. De guldmalede ledninger limede jeg fast på hver side af spejlet, så de ikke ville blive skåret i stykker af spejlets skarpe kant. Selve spejlet er også meget tyndt, så det var sart arbejde.
Spejlet med den flotte facon har jeg fra en dyrehandel, hvor jeg har pillet det plastik af, som piphans normalt sidder på.
Nedefra. Limen under de små spejlhylder skubbede jeg lidt rundt med, mens den tørrede, hvilket har givet den struktur, så den passer til resten af stukken. For at få samme vinkel på begge hylder, anbragte jeg forsigtigt en lille lineal op imod og noget til at holde den på plads.
Jeg tegnede spejlets facon op, så jeg kunne få styr på midten og placeringen af stukken. Bagefter klippede jeg den ud for at bruge skabelonen under monteringen. Skitsen, jeg brugte til at måle ud efter, blev klippet ud med 1 cm kant nedenunder, så jeg havde afstanden ned til bordet. Jeg foldede først et stykke køkkenrulle og lagde skitsen og derefter spejlet ovenpå. Herefter trykkede jeg let, til lysestagernes stænger trængte igennem papiret. Så satte jeg skitsen op på væggen med gummi og kunne trykke nåle igennem nålehullerne, så der var forboret til spejlet. Dukkehusets midtervægge er lavet af skumpap, hvilket gjorde, at spejlet var relativt nemt at sætte på plads, selvom jeg skulle være meget forsigtig med stukken.
Så fik vi endelig spejl over Marie Antoinette-bordet! Fruen i huset kunne endelig komme til at sidde og smukkesere sig foran et spejl.
Stuk til soveværelsets seng
Jeg havde købt nogle fine støbeforme på nettet, uden dog at have nogle specifikke planer med dem, de var bare smukke. Jeg lavede stukken i fimo og tog dem ud af formen, mens de var fugtige, hvorefter jeg formede dem efter sengestolpen. Men da sengen jo ikke lige har så godt af at komme i ovnen, skar jeg et stykke træ i facon med samme formål. Man venter jo normalt med at tage det ud af formen, til det er bagt, men så ville jeg ikke have mulighed for at bukke dem på midten, så det blev kun den, der skulle sidde på gavlen, jeg kunne gøre det med. Men ih, guder, et bøvl!!!! Der er så fine detaljer og tynde “tråde” i, så det var lige ved at drive mig til vanvid! Jeg kunne have lavet det fint i én ende, men når jeg nåede ned til den anden ende, var fimoen begyndt at tørre i “trådene”, der så gik fra hinanden (jeg lærte sidenhen at blande godt med flydende fimo i, hvorved det var meget nemmere at arbejde med og ikke tørrede så hurtigt). Især den “flade” til gavlen var simpelthen vildt vanskelig og meget tynd. Jeg var ved at opgive mange gange undervejs, og var lige ved at tro, det ikke kunne lade sig gøre i fimo. Men efter en laaang kamp, blev den endelig færdig, og jeg skal godt nok love for, den kom i ovnen i en fart!
Diskret stuk
Aaah! Jeg elsker at finde nye anvendelser for neglepynt! 
Jeg skulle have malet lister og siden af en elevator, hvor der skal monteres stort relief på siden. Dette gjorde, at jeg kom frem til, at listerne var for glatte og kedelige. Så jeg fandt noget 3D-neglepynt frem med flot facon (noget af den slags er desværre bare let forhøjet) og monterede det. Derefter blev det malet over med Soft Cream kalkmaling tre gange og vupti: diskret flot stuk!
Svane-dørportal
Da jeg tog resinet ud af formen efter 22 timer, var den stadig ekstremt bøjelig, og idet jeg egentlig ikke rigtig havde nogle planer med svaneornamentet i sig selv, ændrede jeg det fra almindelig ornament til en dørportal. Den var så fin, at jeg besluttede mig for, at den skulle være over døren i soveværelset, men det var originalen alt for lang til. Derfor bukkede jeg enderne og brugte støbeforme til at forhindre, at den gled ud af facon, mens den hærdede helt op, da resinet lige så stille prøvede at finde tilbage til den originale form igen. Det er lavet i resin, hvilket jeg ikke troede var muligt at forme, så jeg var meget begejstret for dette for mig nye medie.
Hvad støbeforme angår, er intet nødvendigvis mejslet i sten – her har jeg både bukket enderne samt på billedet snittet og startet med at slibe det højre hoved af svanerelieffet, så det ikke har sådan en besynderlig kugleform, hvilket gav mig nervøse trækninger.
Efter 4 døgn var resinet stadig forbløffende smidig. Resinet er glasklar, hvor jeg skulle have det til at ligne gips. Derfor kom jeg hvidt farvepigment i under støbningen og malede det med kalkmaling. Hvorfor så komme farvepigment i? Jeg er livrem- og seler-typen, så jeg prøver altid at forberede mig på det værste. Når først stukken er monteret, kan jeg ikke gøre mere ved den, hvis der skulle komme en ridse i kalkmalingen. Hvis den er hvid nedenunder, vil det ikke synes så meget.
Herefter malede jeg den med Soft Cream kalkmaling for at give den gips-effekt. Til slut gav jeg den et pift med mat sprøjtelak. Og pludselig endte soveværelset med at få en flot og yderst uplanlagt dørportal. 😀
Støbeforme af urtepotteskjulere
De første 6 skjulere – de sidste to blev lavet uden hul i midten.
Jeg har fået lavet 8 forskellige urtepotteskjulere, som jeg så skulle have lavet støbeforme af. Gudskelov fangede det min svogers interesse, så han lovede at hjælpe mig med at lave støbeformene. Han arbejder med at lave støbeforme til daglig, skønt det er i et noget andet størrelsesforhold. Da jeg stadig er nybegynder, er det aldrig nogen skade til med noget eksperthjælp. 
Jeg har lavet urtepotteskjulerne i Cernit, hvor jeg lavede det første i Opaque White og siden Porcelain White, da jeg løb tør for O. W.. Og jeg skal da lige love for, de reagerede forskelligt! Den porcelænshvide fik et udseende, som om der var kommet meget Translucent i og det derefter var blevet bagt for meget (deraf den brunlige tone). Kønt var det ikke, men idet det jo bare er selve modellen, jeg skulle bruge til støbeform, så var farven jo ligegyldig, skønt jeg blev lidt chokeret. Jeg passede nu heller ikke specielt på varmen i min lille Efcolor Stove, så ovnen kan såmænd godt være blevet for varm. Jeg arbejdede hele tiden på flere ting samtidigt, så jeg holdt heller ikke for godt øje med uret. Til gengæld fremhævede blitzen den brune tone, og det blev det altså heller ikke kønnere af.
Men øøhm… Der er jo ligesom en god grund til, at man skal holde øje med tiden, når man har noget i ovnen. Det glemte jeg så, efter jeg udskiftede løvefødderne på min firkantede urtepotteskjuler. Udover at den er brændt sort i toppen (den stod på hovedet), er den boblet op i den øverste kant. Det sjove er, at det er ret jævnt, så det ligner et mønster, så det passer faktisk rigtig fint med det mønster, jeg har lavet på hjørnerne. Svineheldigt! Den skal bruges til at lave støbeform efter, så farven er ligegyldig. Min fejl var, at jeg satte min lille detalje i ovnen og gik i gang med en ny ting – SÅ gik den galt.
Da min svoger og jeg gik i gang med at lave støbeforme af mine urtepotteskjulere, blev nogle af dem blev limet fast på hovedet i små plastikglas, hvorefter der blev hældt silikone over. Andre blev limet fast på en plan overflade, hvor formen blev opbygget med modellervoks. Vi blev enige om, at det nemmeste ville være at udbore urtepotteskjulernes indre efter færdig støbning i resin frem for at bøvle med en dobbeltform.
Den kantede skjuler er ikke så nem at bore ud, så den prøvede vi at lave en dobbelform af, hvilket dog ikke lykkedes i første omgang. Min svoger støbte først den ene halvdel, hvor skjuleren lå på siden, hvilket jeg ikke var ret sikker på, var den rette metode, men jeg skulle ikke gøre mig klog på noget, vi begge prøvede os frem med. Dagen efter pillede han skjuleren ud af formen og smurte kanten med vaseline, inden han satte skjuleren tilbage i formen og hældte nyt silikone på for at skabe topdelen af formen. Formen kunne ikke nå at tørre helt færdig, inden jeg måtte hjem til mig selv, så stor var derfor min overraskelse, da jeg skulle have formen fra hinanden, og begge dele var totalt fusioneret, så jeg ikke engang kunne se, hvor det var meningen adskillelsen skulle have været. Mit store held blev, at der kun var et tyndt lag silikone på “toppen”, hvorved jeg kunne skimte kanten af urtepotteskjulerens top. Derfor trak jeg silikonen stramt til imod kanten og med min skalpel skar jeg forsigtigt kanten fri, hvorved jeg fik min fine top med “fyldet” af urtepottens indre.
Formen var ikke ligefrem i vatter, da jeg jo lige pludselig brugte siden som bund, men jeg anbragte den i en plastikbøtte, hvorved jeg kunne få den rette vinkel. Normalt bruger man elastik eller tape til at holde sammen på formene, men det kunne jeg simpelthen ikke komme til på grund af dens facon. Men i sidste ende fungerede det faktisk fortræffeligt bare at sætte toppen på som “låg”. Idet resinen stadig var blød, da jeg tog toppen af, kunne jeg lige så fint gratte det, der var flydt lidt over, af med en negl.
Endelig fik jeg støbt mine urtepotteskjulere. Yay! Bortset fra den firkantede var det meningen, at jeg skulle have udboret det indre, så toppen på urtepotteskjulerne så ikke så kønne ud, men de bliver siden slebet til. Der var nogle stykker, hvor det gik galt med luftbobler i kuglefødderne på trods af omhyggelig forarbejde og kun en enkelt ring, der fik en lille støbefejl, hvor jeg ellers havde forventet, at de ville blive mit største problem.
Generelt set gik mine afstøbninger ret godt. Det var dog dræbende at vente på, at resinen stivnede nok til, at jeg ikke trak den ud af facon ved at tage tingene ud af formene. Jeg var så spændt på resultatet, så det var virkelig lang ventetid. Der gik ca. 33 timer, før resinen kom så vidt, at den trak sig tilbage i facon, når jeg stak en negl godt ned i den. Først dér turde jeg risikere, at begynde at trække tingene ud uden at skulle frygte, at jeg trak kuglefødderne lange eller helt af. Resinen var dog stadig meget blød, da det tager adskillige dage, inden den hærdner totalt.
Min svoger havde foræret mig et bæger i silikone, der gjorde det enormt nemt at arbejde med resinen, så det var en dejlig gave. Den havde både mål og hældetud, og på grund af det bløde silikone kunne jeg klemme om den for bedre at kunne kontrollere mængden, jeg hældte ud.
Jeg er dog blevet lidt i tvivl, om det er en god idé at udbore skjulerne, da det er et stort arbejde, bøvlet og jeg ikke har tålmodighed til at vente, til det hærdner, så jeg har påbegyndt processen i halvblød tilstand, da jeg tænkte, det måske ville være nemmere. Men udover det store spild af resin, præsterede jeg også at få resinen til at lave flænger flere steder (og borede igennem bunden på én med kuglefødder, hvor jeg ikke kunne mærke, hvor langt jeg var kommet ned), hvorved støbningen ikke duede mere. Så jeg må nok heller se, om jeg kan finde ud af af få lavet en dobbelt støbeform. Det gik faktisk rigtig godt med den ene, der blev lavet.