1. sal: Bryggers og køkken
På førstesalen har vi vort køkken og bryggers. Køkkenet har siden dette billede fået et bord med indbygget vask og bryggerset har et hjørnebord med vandpumpe og metalbalje.
Bryggerset
Bagdøren skal lysnes lidt ved kanterne og kattelemmen skal installeres. Den hvide træfolie skal erstattes med hvidmalede kafferørepinde. Og så må vi vist hellere få fat i en rottefælde! 😜
Hylderne er kommet op efter en gevaldig slåskamp med vinklerne (jeg tror, dukkehuset har “slået sig”, efter det halvt væltede på et tidspunkt).
Så er der kommet rødbeder i bryggerset, hvor remedierne til etiketterne ligger klar.
De to største glas med rødbeder, jeg lavede, er nu blevet færdige. Mor inspirerede mig til at lave en rød/hvid snor til glassene, hvor jeg lige gik skridtet videre og lavede en rulle til køkkenet også. 😊
Snoren er lavet af en rød og en hvid sytråd, som jeg klipsede sammen i den ene ende og snoede til ønsket mønster. Hvis man slipper snoren på dette tidspunkt, laver det hele en *brrrrrttt*, og så har det hele viklet sig op igen og ligger i et filtret rod. Tricket er at smøre snoren ind i lim og holde den strakt, til den ikke længere forsøger at rulle, når man løsner på den. Jeg rullede snoren op omkring en metalperle med stort hul, der desværre viste sig ikke at være stort nok. Så jeg måtte male bunden for at camouflere det – ups!
Jeg kan godt lide tanken om at kunne lave et arrangement, hvor syltningen er igang – og at sætte mærkaterne på er jo en del af det hele. Men så måtte der selvfølgelig også tilføjes en blyant og saks – og lige et viskelæder for god ordens skyld. 😊
Vor dåseåbner har endelig fundet anvendelse med dåsen med ærter. 😊
Min ærtedåse er lavet af en metaløldåse, jeg havde købt til dukkehuset. Dåsens facon med en smule fordybning i toppen inspirerede mig til at lave en ting, jeg længe havde haft lyst til: en åbnet dåse. Vi har en fin dåseåbner i dukkehuset, men intet at bruge den til. Det har vi så nu! Jeg er ikke helt tilfreds med, at ærterne fyldte lidt rigeligt opad, så jeg sætter nok en ske i på et tidspunkt, så det ser mere rigtigt ud. Men jeg valgte nemlig at bruge nogle af de få ærter, det lykkedes Mor at få lavet, så de var lige en anelse til den store side. Men hun blev selvfølgelig begejstret for at se dem anvendt på den måde, så det skulle være dem! Jeg vil på et tidspunkt forfine processen, men af et lille hurtigt eksperiment at være er den da blevet meget charmerende. 🙂
Trappestige eller stol?
Der er nogle, der har kommenteret, at der mangler en stige i vort bryggers, så køkkenpigerne kunne komme op og hente alt det lækre syltede. Det havde jeg jo selvfølgelig gennemtænkt, hvor min plan var, at de jo bare måtte slæbe en stol ind fra køkkenet. Men det rumsterede jo alligevel lidt i baghovedet: kunne de overhovedet nå hylderne, hvis de stod på en stol? Det skulle tjekkes! 😄
Hmmm, det kom da godt nok til at knibe lidt… men hvis det havde været mig, ville jeg vippe stolen ind imod væggen og bruge ryglænet på stolen som stige og holde godt fast i dørkarmen. Som sagt, så gjort (blot med en dukke i stedet for mig 😆). Det fungerede jo fint. 😊 Og der var jo ikke så mange regler dengang for, hvad personalet måtte; de skulle bare have det til at fungere. Men så endte hun med at stå der på stolen med noget i hånden – det duede jo heller ikke, for så kunne hun jo ikke komme ned igen! Så hun havde brug for en, der kunne støtte hende undervejs op og tage imod glassene, hun rakte ned fra hylderne. Aha! Det var altså et to-personers job!
Problem fikset…! 🤩😆😂
Knivblok og knive
Mors julegave 2017 var denne knivblok med tilhørende knive, som jeg lavede, da jeg fandt ud af, at hun var vildt fascineret af den kniv, jeg lavede til marcipansnitterne. Det er så lille en ting, men det hele tog sin tid at lave! I kan læse mere om det under Projekter.
Bryggersets gardin
Jeg havde oprindeligt stivet gardinet med hårspray, og selv om det nærmest kunne stå selv, gjorde det åbenbart, at som tiden gik, blev stoffets facon mere og mere “flydende”. Derfor formede jeg det atter og gav det en omgang stofspray. Som man nok kan regne ud, skal dåsen med hjertet blive stående fremover…
Nu er det kommet fint på plads, så tredie gardin i dukkehuset kan krydses af listen…
Hjørneskab
Jeg har lavet et hjørneskab til bryggerset, hvor jeg skiftede glasset i lågerne ud med metalnet. Men jeg kunne med det samme se, at jeg ville få massive problemer med nettet, hvis jeg ikke fik det under kontrol. Jeg tegnede den ønskede størrelse op på et stykke stift plast (plastlommer er rigtig gode, når man arbejder med lim, for man kan nemt pille tingene af igen), hvor jeg anbragte metalnettet over og lavede en limstribe, der fulgte kanten og satte noget ovenpå, der holdt nettet nede i limen. Limen havde dog bredt sig lovlig meget (jeg holdt ikke øje med det, mens det tørrede, ellers kunne jeg sagtens have styret det), men det fungerer fint efter hensigten. Så kunne jeg lige så fint klippe stykkerne til, uden de flossede i kanterne eller helt gik fra hinanden.
Jeg var godt klar over, at det ville blive et kæmpeprojekt, hvis jeg skulle male hele skabet, så jeg havde egentlig fået Mor med på, at jeg kun skulle male top, bund og midte og lade resten være råt træ. Det var min intention… men så kunne jeg lige pludselig se, hvor fint det kunne blive, hvis jeg brugte neglepynt på lågerne, og hvis jeg lavede skabet i de to grønne farver fra bryggerset… tjaeh, som med så mange af mine projekter, så voksede det til at have et eget liv, og jeg måtte bare følge med.
Neglepynt i bryggerset.
Ta-da-da-da-ta-daaah!!! Første gulv i dukkehuset er lagt!!!!
Da min familie i Ribe på et tidspunkt fik skiftet vinduer, blev der åbenbart brugt små stykker kork med limpude imellem glassene for at skåne dem under transport. Da Mor så dem, blev de øjeblikkeligt scoret, så dem har vi nu siddet møjsommeligt og fjernet alle limpuderne, hvorefter jeg lige så møjsommeligt har siddet og monteret dem. Og det er da blevet skideflot!!! Det var egentlig meningen, jeg ville have lakeret gulvet, men jeg blev advaret på Facebook om, at korken derved ville skrumpe, og når det nu var perfekt, så ville jeg altså ikke risikere noget. Mor syntes også, at det var flot, som det var, så vi besluttede os for, at gulvet slet ikke skulle lakeres alligevel.
Lampen til højre endte i bryggerset.
For lige at runde rummet godt af, fik jeg da også lige monteret loftslampen. Det var en megaflot trearmet lysekrone, der dog var overgang i, så jeg fik mig nogle rap over fingrene, da jeg testede den inden jeg loddede den fast på kobberbåndet på bagsiden af dukkehuset. Gudskelov havde vi en anden, men som livrem- og selertypen tjekkede jeg den lige, inden montering (hvilket jeg faktisk også havde gjort ved den første). Død. Okay, måske gav det mening, at den lampe ikke skulle hænge i det rum, for selvom det så godt ud, har den et utal af gange fået én på hatten af min hånd, når jeg lige har stukket poten ind for at rette på noget og på grund af vinklen og manglende hjerne ikke lige tænkt på den lavthængende, stive lampe (måske var der en grund til at den flippede ud…?). I stedet kom en meget rustik lampe op at hænge, som jeg faktisk selv har lavet for maaange år siden, før jeg havde andet værktøj end en kniv og en saks. Men jeg har nu altid godt kunnet lide den alligevel, selvom der er små skævheder i buerne forneden. Og et eller andet sted passer den faktisk bedre til bryggerset.
Bryggersdøre
Bryggerset er ved at blive et sødt lille rum. Jeg elsker bare dørene, der er malet med almuegrøn og shinet op med neglepynt (nogle fine blomster) og et fint håndtag, der havde fået noget strategisk hvid akrylmaling, så det ligner et messinghåndtag med porcelæn.
Bryggersdørene i fuldt flor…
Hjørnebord
Så har jeg endelig fået lavet hjørnebordet til bryggerset! Det har været planlagt i utroligt mange år, men jeg har aldrig haft mod på at komme i gang med det. Løsningen blev som beskrevet under køkkenets hjørnebord.
Her ses før og efter-versionerne.
Jeg savede det ene uskyldige bord over og nappede nogle ben fra den afsavede del samt fra det andet stakkels bord, der kom under kniven (til køkkenet). Så har jeg savet nogle MDF-plader ud til top og bund samt nogle lister, der skulle være tilsvarende det oprindelige bord. Jeg syntes, det var unødvendigt at lave rillerne i bundpladen, da jeg tvivlede på, jeg kunne lave dem lige dybe, så dem droppede jeg. Herefter kombinerede jeg det hele og sluttede af med en finérplade på toppen, så det kom til at se naturligt sammenhængende ud. Jeg lavede en skaringsrille i finérpladen, så det kom til at se mere naturligt ud. Topdelen sleb jeg kanterne på, så de fik en form, der svarede til det hvide bords. Bordet, der blev savet i stykker, havde skuffer på begge sider, så jeg blændede de 3 skuffehuller med finérplade.
Så malede jeg det hele og satte nyt håndtag på skuffen og tilføjede fine forhæng, jeg plissérede og lavede frynser i bunden. Jeg har med vilje ikke lavet forhæng ud mod forsiden af dukkehuset, som jo naturligt ville være en væg, og derfor ikke ville have forhæng for. Desuden har vi så mange skønne ting, og ved ikke at sætte forhæng op, kan vi komme til at fremvise tingene, der ellers ville være gemt væk. Pumpen bliver nok også malet på et tidspunkt, men lige nu kan jeg ikke finde skålen, der skal stå under, som vi købte for vildt mange år siden, og desuden kan jeg ikke rigtig beslutte mig for, hvor de skal stå. Men endelig er bordet færdigt…!
Brødmaskine
Min mor og jeg har “arvet” min nieces røde Tekno-ting, men vi holder køkkenet i almueblåt og bryggerset i almuegrønt, så den røde skreg i øjnene. Så nu har brødmaskinen fået en omgang almuegrøn, så den kan stå fremme og se godt ud.
1. sal 2015 i “rå” tilstand
Køkkenets ydmyge start…