PROJEKT: FIMO P-R

Med fimo føler jeg mig ikke så meget dygtig som heldig, da jeg altid bare prøver mig frem. Jeg havde lavet lidt projekter før i tiden, men det var først, da jeg begyndte at studere SugarCharmshops videoer på YouTube, at jeg virkelig begyndte at rykke mig (og så fandt jeg sidenhen ud af, at hun søreme er dansker!). Jeg laver også altid en masse research og forlader mig ikke bare på hukommelsen mere – og er du gal, det gør en forskel! Mange skænker ikke research en tanke, men der er altså stor forskel på at smække nogle cirkler sammen og kalde det en kage, eller sørge for at have det rette værktøj, der kan give alle detaljerne, som man kan finde i sin research, og tilføje farvedetaljer med farvepigment og akrylmaling. Men alt dette er jo intet, som andre ikke kan gøre. Og så er en god portion tålmodighed heller ikke af vejen… 😉

Jeg har indkøbt fimo og cernit over rigtig mange år, så jeg har næsten altid den farve, der lige mangler, selvom jeg da ind imellem bander groft, når jeg ikke kan ramme den rigtige farve og ender med adskillige store klumper af forkerte farver – og jeg hader spild! Til gengæld har jeg ved at studere SugarCharmShops videoer fundet ud af, at kalde det spildfarver er relativt, for alt kan bruges. Spildfarverne kan for eksempel bruges, når man skal have lavet en støbeform af en specifik facon. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. 😀

Piber

Mors 86-års fødselsdag gjorde, at jeg piber lidt… 😂 De “små” piber er her samlet – ikke alle blev brugt til projektet, men jeg ville være sikker på, jeg havde nok, når jeg skulle anbringe piberne på stativet. Alle piberne har jeg lavet med fimo.

Langpiben – et stort projekt med perfekt udgang 😀

Piberøret til min lange pibe: Jeg fandt en pæn tykkelse grillspyd, som jeg sleb i facon med min Proxxon slangehalsboremaskine. Jeg har en holder, som kan holde boremaskinen i den vinkel, jeg ønsker, mens jeg så holder træet op imod og laver det mønster, jeg ønsker. Det er ikke helt nemt, for det er fingrene og et godt øjemål, der holder hver drejet ring lige. Jeg valgte at male den med sort tush med et lag blank lak. Så tilføjede jeg detaljer af metalringe af aluminiumsfolie med limbagside.

Jeg tog rød, blå og sort sytråd og viklede det som et reb, hvorefter jeg gned det ind i lim, så det ikke viklede sig op igen. Det gav en flot detalje. Jeg forkortede piberøret i forhold til det oprindeligt drejede, for jeg kunne se, piben ellers ville blive for lang, når først mundstykket kom på. I toppen borede jeg et mega-tyndt hul med et bor, jeg drejede med fingrene for kontrol (hele dette pibe-projekt har givet mig diverse sår på fingrene, simpelthen p.g.a. friktionsslid).

Mundstykket er lavet af en af de indre ledninger i en gammel telefonledning. Jeg smeltede spidsen for at få lavet sugestykket. På grund af kobbertrådene indeni kunne jeg bøje den i den ønskede facon.

Selve pibe-hovedet lavede jeg i hvid fimo, men det endte med at se grimt ud, så det er malet mange gange med hvid akrylmaling og derefter tre lag blank lak, for at få det til at ligne porcelæn. Motivet af hjortehovedet med ranken omkring er tegnet med gel-tush. Jeg sad og øvede mig for at vænne fingrene til at tegne småt og prøvede at tegne med gel-tush på nogle færdigbagte forsøg, jeg havde liggende. Det er ikke nemt, for tushen er ikke glad for at tegne på lak, og den lille størrelse og runding gør det bestemt ikke nemmere. Det blev nemt tværet af, så jeg lod det tørre til næste dag, før jeg lakerede det.

Man skulle ikke tro det, men pibehovedet tog mig 5 timer at lave!!! Og det var oven i købet slet ikke færdigt, kun selve faconen var på plads. Både tegningen af hjortehovedet og monteringen gik meget bedre end forventet, så det var jo skønt. Jeg er vild med den færdige pibe. Alt er blevet præcist som planlagt, hvilket bestemt ikke altid er gældende med mine projekter, da mange ting undervejs begynder at forme sig selv – og så følger jeg bare med! 😄 Hvis materialerne ved bedre end jeg, skal jeg da ikke gøre mig for klog… 😂

Jeg tog låsen fra en halskæde og klippede låsemekanismen af, klemte den smalle sprække sammen, hvorefter jeg lukkede ringen sammen og sørgede for at gøre den rund. Herefter tog jeg og vred øskenen yderst forsigtigt i den position, jeg skulle bruge. Derefter var det blot at sætte sølvblomsten fast med en selvlavet lille øsken. Jeg er dog ikke helt tilfreds med metallåget på pibehovedet. Det sidder meget løst, så jeg er nødt til at holde det på plads med lidt gummi. Det passer mig ikke, da min plan var at magnetisere det, så det ville holde sig selv på plads. Det er også blevet svagt magnetisk, men slet ikke nok, da jeg ikke har nogen magnet hjemme, der er stærk nok. Æv. Men mon ikke jeg får løst det problem i fremtiden…? 😉

Merskumspibe med løvehoved

Jeg har altid været dybt fascineret af merskumspiber, der kan være så vildt kunstnerisk udført, at man slet ikke fatter, det er en pibe. Jeg har her lavet endnu en merskumspibe, denne gang et løvehoved. Fra visse vinkler kan den godt minde lidt om en kinesisk drage, men det er dæleme svært at lave detaljer i så lille en størrelse, hvor materialet oven købet prøver at bevæge sig væk fra en. Jeg elsker kattedyr (og drager!), så jeg er helt vild med denne pibe. 💕

Merskumspibe med oberst-buste

Jeg lavede en merskumspibe med en buste af en oberst med stort overskæg. Selve piben er lavet i fimo. Hjelmen er lavet af to små sølvblomster (den samme sølvblomst, som jeg også brugte til metallåget på langpiben), lidt sølvtråd, som jeg viklede hårdt op og en ørenringsdims til kuglen på toppen. Den var virkelig svær at lave, og jeg var tvunget til at bruge lup, hvilket er min første gang til fimo. Alligevel måtte jeg smide både lup og briller og sidde med næsen helt tæt på, for at få de sidste detaljer på plads. Jeg er vældig godt tilfreds med den, men pyh!

Jeg får nogle gange nogle spøjse idéer, og i dette tilfælde var det at kaste over mig at lave piber en masse til min kære fru moder. Hvor pokker jeg fik idéen fra, har jeg ingen anelse om, men på trods af, at jeg selv altid har været ikkeryger og min mor aldrig har røget pibe, har jeg til gengæld altid godt kunnet lide det håndværksmæssige i en smuk pibe. Mor fik både en langpibe samt et pibestativ med 6 piber på. Det er aldrig noget, vi har snakket om til dukkehuset, så det lykkedes mig at overraske hende. Hun elskede piberne, og da jeg om aftenen efter festen satte Bedstefar med langpiben, erklærede hun, at han da skulle have været med til festen! 😂

“Porcelænsur” i hollandsk stil

Jeg sad og rodede lidt rundt i min ur-skuffe og fandt et meget gammelt udprint af et porcelænsur med hollandske motiver, jeg havde glemt alt om, fra da jeg støvsugede internettet for flotte urskiver. Bag vort komfur har vi en “flisevæg” med hollandske fliser, så dette ur ville jo passe perfekt! Jeg lavede urskiven af en silikonedup (sådan en tingest til at sætte under noget for at skåne en overflade). Desværre har jeg endnu ikke fundet en metode til at skære den rent igennem, og den er sej at skære i. Derfor er den nederste runding blevet lidt utydelig, da jeg begyndte at “file” lidt for meget, da jeg løb tør for kræfter. Jeg kan dog stadig leve med det og prøvede at kompensere for det ved at lime den fast med en klar gummiagtig lim, der tørrer glasklart op. Uret skulle jo også have lidt dybde på, så jeg lavede en plade af fimo og lod den være en anelse større og lavede en blød kant op imod udprintet. Så fik det hele to lag blank lak for at give illusionen af porcelæn. Normalt ville jeg have lakeret det en gang eller to mere, men jeg har fremhævet motiverne en anelse med en gummiagtig lim, og hvis jeg lakerede mere, ville det bare se ud som om lakken ikke var strøget ordentlig på. Jeg er vældig begejstret for uret og det passer knaldgodt i dukkehusets køkken. 😃

Rokoko-lampe

Jeg sluttede som sædvanligt den sidste del af året af med stress, mens jeg kæmpede for at blive færdig med Mors julekalender og julegaver i 2018. Men det lykkedes! Da Mor havde fødselsdag den 15. januar 2019, havde jeg også travlt med at komme hjem til mig selv igen efter nytår, da jeg skulle i gang med hendes fødselsdagsgave, men idet jeg havde været Mor-sitter det meste af december, var det ikke just med dårligt samvittighed, jeg forlod hende, selvom Mor var lidt utilfreds over det. 😉 Denne rokoko-lampe blev endnu flottere, end jeg havde forestillet mig. Jeg vil faktisk mene, at det nok er både det sværeste og det flotteste, jeg nogensinde har lavet. Lampefiguren har jeg lavet i cernit, så jeg er umådelig stolt over at have været i stand til at frembringe porcelænslooket. Det blev så også den sidste store gave, jeg nåede at lave til Lillemor. 😪

Lampeskærmen og selve lampedelen blev skabt fra bunden af.

Porcelænsfiguren til lampen

Jeg havde aldrig forestillet mig, at lampeskærmen alene ville tage så lang tid, så jeg havde travlt med at blive færdig med resten af projektet, der faktisk skulle have været endnu større. Det var oprindeligt meningen, at jeg ville have lavet de to forskellige sengebordslamper, min mor havde i sit soveværelse. Men allerede efter at have arbejdet med lampeskærmen i to dage opgav jeg den idé, da jeg fandt ud af, hvor tidsrøvende et projekt det var. Jeg kunne ikke vælge mellem lamperne, da jeg burde lave hendes (som ikke var særlig egnet til dette) og den anden, som jeg ikke var sikker på sagde hende så meget. Derfor besluttede jeg mig for at lave min egen version.

Det var vanvittigt småt, så det var vildt svært at arbejde med – og alligevel var jeg bekymret for, om figurerne ville ende med at blive for store. Jeg plejer at have en god fornemmelse for størrelse, når jeg arbejder med miniature, men jeg var ret meget på Herrens mark, for jeg anede dårligt nok, hvordan jeg ville have lampen til at se ud, da jeg startede, så jeg lavede simpelthen figurerne så småt, som jeg kunne. For en gangs skyld var jeg tvunget til at sidde og arbejde under lup, da jeg overhovedet ikke kunne se detaljerne ordentligt uden (og kameraet gengiver dem heller ikke ordentligt). Billederne her er faktisk også fotograferet gennem luppen. Jeg ved godt, de ser spøjse ud, men det er, fordi jeg var nødt til at bygge dem op i små bidder ad gangen. Det var hamrendes svært og gik derfor enormt langsomt, og det hjalp heller ikke, at jeg var nødt til at forbage for hver lille tilføjelse. Jeg begyndte at overveje, om jeg på grund af tidsmangel skulle nøjes med kvinden på bænken, men jeg fortsatte med at arbejde på manden, hver gang jeg alligevel var nødt til at vente, mens kvinden blev forbagt.

Jeg havde smurt indersiden af mandens jakkeskørter med flydende fimo for at understøtte dem (den nederste pyntekant er for at skjule, at der knækkede et stykke af), men vidste af erfaring at det bliver endnu mere flydende, når det bliver varmt, så det ville ende med at snaske det hele til. Derfor måtte han have bunden i vejret, men hvordan hulen skulle jeg så bage ham? Min løsning blev en silikoneform, jeg adskilte og forsigtigt satte hans hoved fast i. Det fungerede perfekt! Man ser jo desværre ikke smådetaljerne, når lampen står på bordet i soveværelset, men manden har en fin hestehale med en stor flot sløjfe i. Det var jo rokoko-tiden. 😉 Han fik også lyserøde hosebånd på med en lille lyseblå dusk i.

Til min store fortrydelse blev de to blå farver meget mørkere, når de blev bagt. Jeg ved ikke, om det er, fordi det var cernit i stedet for det sædvanlige fimo, men under alle omstændigheder havde jeg aldrig før brugt af de to blå. I billedpanelet kan man i midten se på det lyseblå skørt det friskt påsatte på venstre side og det forbagte på højre. ! @#*#@! S’gu’!!! Jeg var bekymret for, om jeg ville være i stand til at få farverne til at ligne porcelæn, men at skulle gå fra mørk til lys… Argh!

Mandens lyseblå jakke clashede med kvindens skørt, så min løsning blev en lyserød sløjfe med båndet faldende nedad siderne på hendes kjole. Sløjfen var faktisk rigtig sød, dog blev den desværre sidenhen helt skjult af ærmerne. Men på dette tidspunkt havde jeg stadig ingen idé om, hvordan jeg ville sætte armene.

Bunden til rokokolampen lavede jeg med samme stukform, som jeg også brugte til ryglænet af bænken, men denne gang skar jeg endnu mere detaljeret til. Det skal så siges, at idet borden skulle runde over kanten, måtte jeg mosle godt rundt med den, så mange detaljer gik tabt undervejs – og nye opfundet. Jeg endte til sidst med at udskifte hele fronten på bunden, mens jeg irettesatte mig selv: når man laver noget nyt og svært med fine detaljer, så prøver man sig ikke frem på forsiden! På lampesøjlens top anbragte jeg nogle af stukresterne, jeg havde skåret fra bundens kanter. Jeg havde mit hyr med at få stangen til at blive stående, så til sidst fik den lidt bevoksning ved bunden som støtte. Og det voksede altså! Så lige pludselig var der grene, der klatrede opad søjlen. Ih, hvor bliver jeg tit overrasket over, hvor et projekt fører mig hen…!

Kvinden blev endelig færdig og sidder og klapper i sine små hænder (det samme gjorde jeg 😄). Den sidste tilføjelse blev armene, hvor hun fik blå vide ærmer med et indre flæseærme. Ved siden af bænken lavede jeg en lille søjle, der støtter mandens ben. Jeg trillede en stang lidt tykkere end ønsket og trykkede nåle ned i, hvorefter jeg trillede stangen lidt mere, så nålene blev trykket mere jævnt ned. Den færdigbagte søjle fik fjernet nålene og blev slebet med en nyerhvervelse, en finkornet svamp til at slibe med i forbindelse med vand.

Jeg havde hele vejen igennem svært ved at beslutte mig for, hvordan hænderne på begge figurer skulle sidde. Til slut besluttede jeg mig så for, at de ikke skulle have fysisk kontakt i forsøg på at undgå, at delene knækkede undervejs. Derfor endte manden pludselig med at stå og spille lut for kvinden. Han fik også vide ærmer og store flæseærmer indeni.

Min lille Efcolor-ovn varmede af en eller anden grund ikke så meget som normalt, hvilket gav mange skader, der skulle repareres. Så derfor rundede jeg figuren af med en tur i min rigtige ovn, så jeg var helt sikker på, alt var færdigbagt. Jeg afrundede det hele med en let gråbrunlig tone til hår, lut, sko og ranker.

Cernit-udgaven, kun med hår og småting malet. Meget plastik-look.

Jeg havde længe overvejet, hvordan jeg teknisk kunne frembringe det porcelænslook, jeg ønskede. Jeg søgte vidt og bredt på internettet, men kunne ikke finde nogen, der havde prøvet at frembringe den samme effekt. Nå. Så måtte jeg jo selv finde på noget…! Jeg vidste, jeg ville bruge akrylmaling, så spørgsmålet var hvordan. Jeg lavede nogle cernit-plader i de forskellige farver med strukturer på, så jeg kunne eksperimentere med, hvordan de ville reagere på akrylmalingen. De fleste porcelænsfigurer har et lidt “flydende” look, så derfor ønskede jeg ingen penselstrøg. Jeg fandt en lille sprayflaske frem og lavede en blanding af akrylmaling og vand. Så sprayede jeg grundigt og skyndte mig med straks at rense spraydysen omhyggeligt. Det tørrede næsten med det samme, så jeg havde travlt. Herefter gennemgik jeg omhyggeligt (og længe) figuren med en lille tynd pensel for at opsuge den maling, der samlede sig for kraftigt uhensigtsmæssige steder. Efterhånden som malingen overgav sig til tyngdekraften, måtte jeg flere gange over de samme steder. Så tørrede jeg den forsigtigt med min varmepistol. Dette gjorde jeg tre gange, før jeg endte med det look, jeg ønskede. Jeg endte med at pakke hele min køkkenvask ind i køkkenrulle, som jeg lod stritte godt opad. Ellers skulle jeg have skrubbet vasken og omgivelserne mellem hver omgang. Det sviner!

Porcelænificeret! Første billede viser efter tre lag akrylmaling, det andet efter tilføjelse af tre lag lak.

3 lag lak blev det til, før jeg var tilfreds med det endelige look. Jeg glemte at justere lampesøjlen undervejs i hele processen – ups! Da jeg prøvemonterede fatning og lampeskærm, kunne jeg nemlig godt se, at det sad alt for højt oppe. I den størrelse betyder nogle få milimeter ret meget. Så jeg måtte med ekstrem forsigtighed til at forkorte søjlen, da hele figuren var helt færdig. Nervepirrende… men det lykkedes gudskelov! Den færdige lampe blev 6 centimeter høj. Resultatet taler for sig selv… 🥰

Rosinbrød

Uha, uha, jeg har været kreativ på det senere! Jeg er startet på noget nyt medicin, LDN, der allerede har kvikket mig betydeligt op, så jeg er gået fra drænet og halvdød til flad, kraftesløs og energiforladt. En stor forbedring! 😆 Som følge deraf spirede min kreativitet frem igen, og selvom det i dén grad ikke er det, jeg burde prioritere i forhold til så meget andet, kunne jeg jo ikke nære mig, da jeg først fik idéen. 🤣

For jeg fik prøvet noget nyt… eller mere nyt. 😄 For det første har jeg aldrig prøvet at lave et brød i fimo før, for det andet prøvede jeg et tip fra nettet, hvor jeg blandede en pæn sjat bagepulver og vand i min fimo. Dermed fik brødet det naturlige look indeni, så jeg kunne skære skiver af og uden en masse bøvl have det rette look med det samme. Jeg elsker det. 😍

Videoen kan ses på YouTube og er af Krikreativ (https://www.youtube.com/watch?v=2T1w0oDTbVk&t=150s). Man kan også bruge natron, men det havde jeg ikke hjemme. I videoen advarede de om, at man burde bruge handsker og arbejde på et stykke sølvpapir, for det er noget snask, mens man ælter fimoen og det må jeg give dem ret i. Jeg havde ret nemt formet mit første brød og sat det på bagepladen, men måtte lige forlade projektet et par minutter, fordi jeg skulle lakere noget andet. Idet det havde været så nemt at arbejde med, fik jeg mig derfor en overraskelse, da jeg kom tilbage til det, for da jeg forsigtigt rettede lidt op på siden af brødet, havde jeg pludselig hele siden siddende på handsken! 😱 Hæveprocessen var allerede startet, og det gjorde, at jeg pludselig fik travlt og havde lidt bøvl med det, inden det lykkedes mig at lave tre brød. Jeg havde læst på nettet, at de godt kunne hæve noget op og revne, så jeg skar tre små ridser i for at kunne kontrollere det, men der skete ikke noget. Jeg tjekkede dog flere gange undervejs, for at se om jeg pludselig skulle skynde mig med at få dem ud af ovnen, men i sidste ende fik de 30 minutter uden problemer. Brødet var også rigtig nemt at skære, så jeg var begejstret. 😍

Jeg skulle jo have fotograferet brødet og der var det hele tiden planen, at der skulle smør på nogle stykker brød. Jeg havde på et tidspunkt købt en fin skål med smør i til dukkehuset, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte prøve at efterligne den farve, så det passede sammen, selvom jeg syntes, smørret var lidt for gult. Lyset var dog ved at svinde og derved mine muligheder for at tage ordentlige billeder, så det gik lidt for hurtigt med at blande farven, hvor jeg brugte transparent i, hvilket kan ændre farven gevaldigt, så jeg fik ikke lavet en prøvebagning af “smørret”. Derfor er jeg bestemt ikke tilfreds med farven på mit smør, men I kan stadig se idéen med det. 😉 Jeg lavede også en smørekniv i træ, der fik lidt patinering med farvepigment. Brødkniven er fra mit projekt med knivblokken.

Jeg elsker, hvordan der efter skæringen ligger løse rosiner og drys af sukker og nødder fra toppen. Det ser så vidunderligt naturligt ud. 😍

Jeg valgte at lave hele processen, så det blev blandt andet til to “rå” brød, der er igang med at hæve, det ene allerede drysset med sukker (hvidt kvartssand) og nøddedrys og klar til at komme i ovnen. Inden jeg hældte drysset på, smurte jeg brødets overflade med flydende fimo.

Mine “rå” rosinbrød i forme kom jo ikke af ingenting, så selvfølgelig måtte jeg også have en god omgang dej, der er ved at blive æltet – bemærk kokkepigens knoaftryk i dejen. 😄 Jeg lavede en god klat flydende fimo og satte dejklumpen ned i, hvorefter jeg gik igang med at skrabe farvepigment af mit hvide pastelkridt. Så bagte jeg det, dunkede let restpulver af og gjorde det igen. Da jeg havde opnået det rette look, pustede jeg forsigtigt fixativ på. Det gjorde jeg et par gange.

Formene er lavet af en gammel misfarvet foliebakke. Jeg prøvede ellers at lodde samlingerne, men loddetinnet gled bare af på metallet. Det kan sagtens være min fejl, for min viden om lodning kan ligge på et ret lille sted og har hidtil kun strukket sig til lodning af ledninger på bagsiden af dukkehuset. Derfor valgte jeg at samle formene med superlim, efter brødene var bagt. Jeg ved godt, at formene ikke er helt perfekte, men jeg lavede dem på øjemål.

Rosiner og nøddedrys

Jeg fik også prøvet at lave rosiner – så bliver det snart ikke mindre! 😆 Til et rosinbrød hører naturligvis rosiner, så jeg måtte lige blive lidt opfindsom. Jeg blandede sort og mørkebrun fimo, som jeg æltede blødt men lod være med at blande grundigt. Dem lavede jeg en pæn stak af. Derefter tilføjede jeg karamelfarvet fimo og lod atter være med at blande for grundigt og lavede ligeså stor en bunke. Derved får man det korrekte farvespil. Jeg rullede tynde ruller, som jeg skar bittesmå stykker af med et barberblad. Ved at anvende selve barberbladet overførte jeg de afskårne stykker til meget groft sandpapir, som jeg derefter brugte barberbladet til at trille dem rundt på og derved få struktur i. Jeg synes, det er ret vildt, at man kan zoome helt ind på billederne, og det ligner stadig rigtige rosiner! Sejt! 🤩😁

Til mine rosiner lavede jeg en lille glaskrukke

Til min udgave af rosinbrød hører sig også nøddedrys. Det var gudskelov et lille nemt projekt. Jeg blandede den lyse fimo og rullede tynde ruller i farvepigment, jeg havde blandet af tre forskellige farver. Herefter var det bare at bage dem og skære små fine skiver af og hakke lidt i dem. Voilà: nøddedrys! Billedet med barberbladet viser de første skårne nødder, hvor jeg ved nærmere inspektion godt kunne se, at de da skulle skæres så tyndt, som jeg overhovedet formåede.