Huset

Velkommen til huset…

Dukkehusets entré ser indbydende ud. 🙂 Der venter mig stadig meget arbejde ved den (intet nyt i det…), men det er da et hyggeligt lille kig ind i entréen. 😄 Den fine dørmåtte er indkøbt fra Amerika, hvor målene ikke var ordentligt angivet, så jeg ikke fik det gulvtæppe, jeg havde regnet med. Men flot er den da.

Dukkehuset 2018

Min mor og jeg fandt for nogle år siden ud af, at vi faktisk begge gik med en drøm om et flot dukkehus. Vi besluttede os derfor for, at det var på tide at gå i gang – sammen. Da det også kan være et pladsproblem at have sådan et skrummel stående (for vi ville naturligvis have en masse rum), gik vi i gang med at lave dukkehuset i en reol, som så skal ende med at blive ændret helt til dukkehus med vinduer og tag. Men det er noget, der tager tid, så det er konstant et “work in progress”. Dukkehuset har været undervejs siden ca. 2001, og undervejs har jeg så desværre mistet min legekammerat, min Lillemor. Jeg arbejder dog selv videre på at få færdiggjort vort dukkehus – de fleste planer er allerede lagt i fællesskab. 🙂

Vi fik nogle gange så frygteligt ondt i pengepungen, når vi så, hvad mange af miniature-tingene kostede, så derfor valgte vi oftest at købe en pæn, billig ting, og så selv shine det op, til det lignede en million (hvilket var mit job). Desuden laver jeg selv en masse ting til dukkehuset og ændrer på en masse andet.

Vi har, lige fra vi begyndte at købe ting til dukkehuset og så, hvor dyrt det var, besluttet os for, at vi ikke ville holde styr på, hvad det hele ville ende med at koste. Men det er MANGE penge, man ender med at investere i det over årene, også fordi, når man som jeg laver mange ting selv, man er nødt til at købe en masse ting som lister, krimskrams (betegnelsen for diverse små messing-ting), lim, stoffer, hår, perler, o.s.v., o.s.v.
Så vi havde faktisk slet ikke lyst til at vide, hvad vi har investeret over årene…

Til gengæld er det en rigtig sjov hobby at have, hvortil man yderligere kan tilføje kikkasser, hvis der er scenarier, der ikke passer til dukkehuset.

Mor og mig foran dukkehuset, mens jeg er godt i gang med byggerod…

Etagerne

Første sal:  Køkken og bryggers

Anden sal:  Spisestue og herreværelse

Tredie sal:  Dagligstue og musikværelse

Fjerde sal:  Soveværelse og badeværelse

Femte sal:  Kunstmaler og børneværelse

Mor og jeg med dukkehuset oktober 2018

 

Dukkehuset – julen 2019

Selve vort dukkehus er lavet i en normal hvid reol, hvor jeg selv har boret huller til hylderne, så jeg kunne lave etageinddelingen, som jeg ville have den. Desuden ønskede jeg ikke hylde-holderne synlige i dukkehuset, så de er blevet skruet fast, og så fik hullerne på ydersiden af dukkehuset bare lige en gang polyfilla. Bagsiden er blevet skiftet ud fra det medfølgende tynde bras til nogle 5mm MDF-plader, så man kan tillade sig at trykke et “maleri” fast med kit uden at risikere at hele bagpladen løsner sig. Toppen er blevet savet op i en spids til taget. Så har min nevø Brian hjulpet mig med at save vinduer ud i siderne og fræse riller i hylderne til ledninger. Og desuden er der sat værelses-skillevægge ind af “skum-pap” på 5mm (nogle rester, jeg havde fra mit gamle arbejde. Kan sikkert købes hos en dekoratør). Forud lå så stadig et kæmpearbejde med tapetsering, sætte lamper op og lægge el ind, lave gulve og lofte, sætte lister op, lave tag, lave plexiglasfront… kors, jeg bliver helt blå i hovedet, hver gang jeg tænker på, hvor meget arbejde, der ligger i det. Men grundmaterialet er såmænd en ordinær hvid reol. Nu er det jo nogle år siden, vi startede, men dengang kunne man købe sådan en reol hos Silvan, Jysk eller lignende.

Dukkehuset i tom udgave – inden det kæmpestore arbejde startede…

Men tag endelig ikke fejl: hvis man vælger at lave sit eget dukkehus og går op i, at alle detaljerne skal med, så er det både en bekostelig og arbejdsom affære. Til gengæld stod vort dukkehus i årevis og var bare en almindelig hvid reol med nogle ekstra detaljer, og vi anså det såmænd alligevel for at være et fuldgyldigt dukkehus.

Dukkehuset anno 2006

Dukkehuset for maaange år siden…

Dukkehusets begyndelse

Jeg er lidt usikker på, hvornår vi egentlig startede på dukkehuset. Disse fotos er stemplet 2002 på bagsiden, men det er jo bare fremstillingsdatoen, billederne kan være taget længe før, men det er omkring 2001-2002, vi gik i gang. Og som alle ved, kan begyndelsen være svær…

Jeg beklager den ringe billedkvalitet, men det er fotos af analoge fotos…

Børneværelset er mestendels sat sammen af mine egne gamle dukkehusmøbler, som jeg fik, da jeg var en lille pige (jeg er fra 1962). Sengetøjet forsvandt for meget længe siden, for selv som barn kunne jeg bare ikke have med at gøre, at dynerne var totalt stive, så selv om de var pæne, var jeg ikke øm over dem. Jeg fik samtidig et lille brudepar, men det lignede børn og ansigterne var ens, mens manden høje hat var en del af støbningen, så dem var jeg heller ikke for vild med. Det er lidt morsomt, at man selv fra helt lille kan være ekstremt kvalitetsbevidst… Gummidukkerne var Mor vild med, men jeg syntes, de var for primitive, så de røg ved først kommende lejlighed. Det var også gummidukker, jeg havde at lege med, da jeg var barn, så da jeg fandt ud af, at der fandtes flotte porcelænsdukker til dukkehus, skulle vi edderhyleme ikke have de elendige gummidukker mere. Ligegyldigt, hvad man gør ved dem, kan man ikke få dem til at se fornemme ud.

Vi købte nogle få møbelsæt, blandt andet sengen, der var alt for lang. Så den var min første møbelændring, da jeg forkortede sengen og borede huller i stolperne, hvor jeg satte messingstænger i, så vi kunne lave en himmelseng.

Katten på sengen var mit første forsøg med fimo, hvor jeg lavede en sort/hvid kat i en svag efterligning af Sorte, familiens højt elskede kat, mens jeg voksede op. Jeg havde kun sort og hvid, så jeg kunne ikke lave dens søde lyserøde næse, så derfor prøvede jeg ikke engang at få den til at ligne. Med tiden vil jeg forsøge at lave Sorte, Silva (Mors smukke langhårede chinchillaperser), Shaitan (min siameserblandings-baby) samt Kira, min nuværende abyssinierblanding. Måske sniger Bianco sig også ind, Mors hvide perser. Men udover at lave dem i fimo, vil jeg prøve at lave dem med vellignende øjne og pels. Så det bliver noget af en udfordring…

Toget i plastik og bilen i metal er fra Kinder chokoladeæg, hvor jeg shinede begge op med sølvtush og rød neglelak.

Den lille porcelænsdreng var bare en billig 20-kroners dukke. Problemet med dem er, at de har alt for korte arme og ben og primitive ansigtstræk. Især kropsdele, der ikke er proportionelle, kan drive mig til vanvid, så det varede ikke længe, inden drengen og pigen fra stuen kom under behandling og fik forlænget benene med fimo. Han fik yderligere et par brune sko af fimo, så han kan stå selv. Hun undergik en total forandring og fik nyt tøj og lædersko samt pyntet håret op.

Pianoet har gennem tiderne været igennem diverse ændringer, da jeg ikke syntes, det ellers pæne møbel skulle se så amatøragtigt ud. Tangenterne var bare en strimmel papir med tryk på, så den fik jeg listet af, hvorefter jeg skar en strimmel af et skrivebordsunderlag i passende farve og limede på og limede papiret på det. Meget bedre! Pinden, der holdt toppen oppe, var en meget grov træpind, så den skiftede jeg ud med en slank messingstang. Jeg syntes også, pianoet var noget lavt, så jeg satte guldkugler under benene. De er så sidenhen blevet skiftet ud med klaverhjul. Stolen var bare i rent træ, så der lavede jeg en lille grøn læderpude til.

Gyngehesten var til at hænge på juletræet, så der var ikke ret meget andet, jeg skulle gøre, end at fjerne snoren.

Maleriet med hjortekiddet havde Mor klippet ud af et stykke pap og gemt. Da vi startede på dukkehuset, fandt hun det frem og så gik jeg i gang med at lave det tredimensionelt. Det var delt op i tre dele: maleriet, rammen og en hvid kant imellem de to. Jeg skar delene fra hinanden og lavede dybde i ved at sætte maleriet på et stykke papir i rammens størrelse. Så satte jeg den hvide kant på et stykke hvidt pap og limede den på plads, efter jeg havde skåret hullet i midten ud, så den kom højere op end maleriet. Rammen satte jeg på et stykke karton, der var 3mm tykt og skar hullet i midten skråt indad, så der kom facon på rammen. Kanterne malede jeg med guldtush. Slutteligt limede jeg hele rammen på, og så havde vi et sødt og unikt maleri til dukkehuset!

Kaminen og radioskabet var fra min barndoms dukkehus, og begge har siden fået “efterbehandling”. Glasbordet fik min storesøster Winnie af min farmor, der døde et år, før jeg blev født. Det er noget primitivt, så Mor har givet mig lov til at lave ændringer på et tidspunkt.

Rosenstuk lavet af fimo

Lampen i loftet var vor første, og vi var meget stolte af den. Derfor var et af mine første forsøg med fimo at lave en rosenstuk, der var nøjagtigt tilpasset lampen og faktisk blev ret flot, hvis jeg selv skal sige det…

Spisestuen var endnu et møbelsæt, vi købte. Bogreolen, der mangler benene, var fra min barndoms dukkehus, hvilket mildest talt kan ses…

Dukken er den dyreste voksen-dukke, jeg har. Det var en serie med rigtig kønne damer, men de lå i den dyre ende, så vi købte kun denne dame, da jeg syntes, hun var bedårende. Men undervejs fandt jeg ud af, at hun ikke rigtig sagde Mor noget, så hun flyttede hjem til mig.

Loftslampen lavede jeg selv af messingtråd, guldkugler og tandstikkere.

Krøyer-malerierne klippede jeg ud af et kuponhæfte og gjorde tredimensionelle som “Bambi”-maleriet. Rammen fik klar lak i lige strøg, mens selve maleriet blev malet med lak med ujævne strøg for at illudere penselstrøg. Forneden på hvert maleri var der et lille messing-skilt, som jeg omhyggeligt fremhævede med flere lag klar neglelak, så det hævede sig op over rammen. Nutildags kan man købe hamrende flotte rammer for en klatskilling, men det havde vi ikke mulighed for, da vi startede. Vi ville ikke have anet, hvor vi skulle henvende os, hvis det overhovedet var muligt, så for os var det “selvgjort er velgjort”.

Køkkenet med bord af en papkasse. Den gamle vask midtfor er endt oppe hos maleren. Da Mor på et tidspunkt flyttede, fandt vi ved et tilfælde den ene af de to forsvundne låger. Jeg elsker hjørneskabet, men jeg må nok indrømme, at det er noget “underhøj” og har et beskadiget ben, så det kommer desværre ikke med mere.

Hjørnekaminen efter restaurering

Hjørnekaminen til højre er til gengæld blevet restaureret og er endt hos maleren. Den så temmelig sølle ud, da min bedstefar forærede mig den, da jeg var barn (som den står på køkken-billedet). Gullig-hvid over det hele med tre pinde liggende i ildstedet og silkepapir forestillende ild. Da den rykkede ind i vort dukkehus, kom den under behandling. Den måtte ikke se alt for pæn ud, så jeg satte murstenstapet indeni og sodede det med en kulstift. Bunden fik en gang sort folie og kanten malet med tush og toppen fik granitfolie på. Min bedstemor havde engang foræret mig en sølvring, jeg var kommet til at trampe flad, så der klippede jeg fronten af og limede over ildstedet. Så blev kaminen malet hvid en enkelt gang, så nussetheden stadig skinnede lidt igennem. Strøm i og sodet brændsel, hvor jeg indenunder satte en knækket orange glas-kuppel, så ilden kommer til at se rigtig ud. Og voila…!

Den polske tjenestepige

Dukken er endt som “polsk tjenestepige”. Hun har nærmest sneget sig ind i dukkehuset. Det er en dukke, min søster Conjadia havde med hjem til Mor fra en ferie i Polen, hun var på for mega-længe siden, meget længe før vi overhovedet havde overvejet at lave dukkehus sammen. Vi kan hver især nedlægge veto, hvis der er noget, vi er uenige i skal være i dukkehuset. Jeg har nedlagt veto mod dukker, der ikke er af porcelæn og grimme dukker. Men denne dukke har faktisk et sødt ansigt og hænder og arme, man kan få til at holde om ting, så dukkehuset får et mere levende look. Da vi i starten ikke havde ret mange dukker, placerede Mor den i dukkehuset. Jeg fik øjeblikkeligt et føl, da jeg så den korte dukke i sin kraftigt farvede stribede nederdel og den heftige make-up. Men jeg måtte medgive Mor, at hun havde potentiale, så efter jeg fik lov at ændre på hende, gik jeg med til det, hvis resultatet blev tilfredsstillende.

Først savede jeg hende bogstaveligt talt midt over, da hun var alt for kort. Hendes øvrige proportioner passede rimeligt godt til dukkehuset, men hun var altså underhøj! Så satte jeg et stykke kork ind som mellemstykke for at forlænge hende, og hun fik en tjenestepige-kjole på, som jeg havde taget af en anden dukke. Derefter tilføjede jeg forklædet, jeg havde fra Bedstemor-dukken, og så var kostumet i hvert fald i orden. Det sorte hår, der efterhånden var blevet afbleget af solen til en brunlig tone, sad i en fletning, som jeg satte løst op på hovedet, hvorefter hun fik en tjenestepige-kyse på. Den tunge make-up blev skrabet af, og hun fik lagt en ny og lettere, og så var hun ellers færdig. Når hun står i samme rum som porcelænsdukkerne, står hun altid med ryggen til, for ellers er forskellen for markant, men hun har flere gange stået med ryggen til fronten af dukkehuset med et barn i favnen, der kiggede over skulderen på hende.

Til min store fornøjelse har vi en del Tekno, som jeg allerede som barn elskede vildt, fordi det lignede så meget. Jeg beklager at måtte indrømme, at de bøjede hanke er min præstation, da de næsten blev leget ihjel, da jeg var lille. Hvad jeg ikke har lavet af modellervoks-æbleskiver… Det blå var fra min barndom, det røde fra min niece Bente. Der er forsvundet flere dele af det blå, så det er lidt af en broget blanding nu. Tekno-bordet var desværre blevet noget hærget på loftet efter orkanen i 1999, og da vi ville til at starte vort dukkehus, manglede det et ben. Jeg lavede et ben af fimo, og selv om det måske kunne være kønnere, elsker jeg det sorte bord med sine blå og hvide tern på bordpladen. Alt det blå Tekno er endt oppe hos maleren, mens det røde er endt hos købmanden.

Første jul i det lille hjem… det eneste julede, der er, er juletræet i grønlandsperler, jeg havde lavet til Mor samt krybbespillet bagved.

Allerførste udgave af Modisten

Det første møbel, jeg lavede til dukkehuset, var disken til Modisten (se evt. under Projekt: møbler/Diske). Poserne og hatteæskerne købte vi som klippeark. Spejlet lavede jeg selv, ligeledes den røde hat med taske. De andre hatte er Mors produktion, næsten det eneste, hun har lavet til dukkehuset. Orkis-hjertet på væggen fik Mor to af fra en tidligere nabo og jeg fik lov at shine dem lidt op med lidt kugler og gran. Det lille træbord stammer fra en æske med forskellige møbler, mens bordet og skabet i baggrunden stammer fra min barndoms dukkehus. Bordet står nu hos maleren og skabet står stadig hos Modisten. Jøsses, hvor er der bare sket meget herinde efter dette billede…

Dukkehuset pakket og flyttet i april 2019

Dukkehuset pakket ned i Ribe og på sin nye plads hos mig i Esbjerg.

 

18 års arbejde pakket ned… Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal føle med det, når jeg ser på det billede… Men derefter blev dukkehuset pakkes godt ind i bobleplast og tæpper, så det blev klar til turen fra Ribe til Esbjerg.

Selve flytningen gik fint uden skader, hvor min niece Bente og grandniece Lærke klarede al knokleriet, men idet dukkehusets placering nu er lige ud for min lænestol, fik jeg min mistanke bekræftet, som jeg har haft siden dukkehuset væltede (og blev grebet af Mor halvt nede): det har slået sig. Haven har haft problemer med at stå ordentligt opad muren lige siden, og jeg havde et hyr med at få sat hylder, der mødtes i hjørnerne, op i bryggerset. Men jeg havde bevidst ignoreret det, til dukkehuset ene (og bestemt skæve) mur nu var lige ud for næsen af mig. “Suk!”

En noget anderledes måde at have sit dukkehus stående på…

Dukkehuset var blevet “vindsk”, så min grandniece Malou og hendes kæreste Alex var så søde at komme og hjælpe mig med at få lagt dukkehuset hen over en lille skammel for at se, om det kunne rette sig igen. En stabel tunge albummer i hver ende gav god tyngde (de blev dog fjernet om aftenen, for huset begyndte at bøje i den anden retning!) og en stol på hver side forhindrede dukkehuset i at vælte, så huset gerne skulle rette sig over fjorten dage. Derfor blev dette nu prøvet. Bagved står dukkehusets bund, hvor man kan se de vinkler, dukkehuset bliver sat nedover, for at stå stabilt.

Jeg var gudskelov frisket lidt op efter alt det energiædende ragnarok, der fulgte Mors død, og godt det samme, for dukkehuset måtte pludselig på højkant en uge før beregnet. Det gjorde jo så, at jeg måtte smøge ærmerne op og knokle med at få de ting klaret, der mestendels ikke ville kunne laves, mens det stod op. Nu havde jeg så bare kun en uge i stedet for fjorten dage til det! Huset kunne nok godt have brugt den sidste uge til at rette sig, men ser faktisk okay ud nu. Jeg får heller ikke spat af at sidde og fokusere på skævheden mere, så noget har det i hvert fald givet. Forneden ved haven var der tidligere et mellemrum på 1 cm op imod huset, og det er nu kun 5 mm. Til gengæld endte jeg med at blive godt og grundigt drænet for kræfter…