PROJEKTER fra A-F

Jeg støder tit på folk, der bliver lidt afskrækket fra selv at prøve at arbejde på miniaturer efter at have set nogle af mine projekter, hvilket gør mig lidt ked af det, for min intention er jo netop det modsatte. Jeg er ofte blevet betegnet som perfektionist af flere, men jeg prøver mig bare frem som alle andre. Min force er gode idéer og evnerne til at udføre dem. Men vi skal jo alle starte et sted, og selv om det måske ser ud til, at jeg viser mine kreative “muskler” frem, så er vore forskelligheder jo en af de ting, der gør det spændende at følge andres arbejde. Med adskillige år på bagen indenfor miniaturer har jeg accepteret, at mit niveau nok ligger over de flestes. Men sådan føler jeg det bestemt ikke, når jeg sidder med et projekt. Jeg føler mig gudskelov ikke som en amatør mere, når jeg går i gang med et projekt, men jeg anser mig bestemt heller ikke for at være over andre, da alle kan være kreative, blot de har hænderne og hovedet skruet godt på. Og min indstilling er, at så længe man finder glæde i det, er ens niveau ligegyldigt. Så bare kny på..!

Andedammen

Mors fyldte 84 år den 15. januar 2016, så jeg skulle jo finde på et eller andet godt at lave til hende. Helt ud af det blå fik jeg så idéen om at lave en lille andedam til hende. Vi har aldrig været inde på det, rent faktisk ville jeg nok tidligere have ment, at for at få alt det flotte fjerkræ med, jeg havde købt på bagagerumsmarked, ville dammen blive alt for stor, men det var lige som om, da idéen formede sig i mit hoved, at alt faldt på plads. Jeg var faldet over nogle ænder, svaner og svaneunger af mærket Schleich, der ofte ligger i størrelse 1:12 og er kendt for sin detaljerigdom. Selv om jeg ikke kunne se, hvordan i alverden vi skulle kunne bruge det i vort dukkehus-univers, var de simpelthen så flotte, at jeg var nødt til at købe dem, også fordi de rent faktisk potentielt kunne anvendes. Jeg tror, tanken pludselig opstod, fordi jeg lige havde lavet rosenbusken, hvor jeg havde brugt nogle marmorsten, vi havde fået af min afdøde onkel Svend. Jeg havde ellers en liste med diverse potentielle idéer til gave, men min hjerne ville åbenbart ikke helt slippe stenene, så tankerne dryssede lidt rundt med, hvad jeg ellers kunne bruge dem til. Jeg ved ikke, om jeg måske er faldet over fjerkræet for nylig, men Bum! Lige pludselige bragede denne umulige idé ned i hovedet på mig! Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik travlt, for jeg kom først hjem fra juleferie den fjerde januar og var godt flad de første dage, så jeg havde ikke vanvittig meget tid at lave den i – og der var godt nok meget, der skulle laves!!!

Schleich-figurer, der er i gang med at blive massakreret…

Jeg havde én andrik og to hunner samt to svaner med udbredte vinger og fire svaneunger på række. Min første tanke var at lade bevoksning prøve at skjule de store grønne plader, de alle foruden svanen stod på. Men da det også gik op ad benene på dem, ville jeg bare ende med at skjule deres fødder, og det var jo synd. Desuden var de to ande-hunner ens, så det ville være rart med lidt variation. Derfor besluttede jeg mig for at skære benene af oppe ved kroppen på andrikken, den ene hun og tre af svaneungerne. Derefter sad jeg med et tyndt bor og fjernede omhyggeligt alt omkring benene på den sidste unge og hun-anden samt ét sæt fødder til en unge. Min plan var, at én unge skulle stå, én skulle ligge, så man kunne se dens fødder, mens de sidste to unger ville være i vandet sammen med andrikken og hun-anden. Det var et værre bøvl, men det lykkedes da efter hensigten. Jeg var nødt til at male benene på de to stående, for med bunden væk, var de hvide på bagsiden og imellem benene. Men det lykkedes mig såmænd også at få blandet de helt rette farver, så det var jo en god start.

Skrubtudsen var “hul”, så jeg formede dens underdel med fimo og brændte den i ovnen, hvorefter jeg finpudsede den lidt, inden jeg malede den.

Det skal dog siges, at fordi idéen var pludselig opstået, ændrede mange planer sig undervejs, også af praktiske årsager. For eksempel fik jeg tanken, at der skulle stå en lille dreng og fodre ænder. Men så erindrede jeg, at vi på den allerførste dukkehus-messe, vi var på, havde købt nogle små tin-frøer. Da jeg fandt dem frem, faldt jeg over et halskæde-vedhæng, vi havde købt på et tidspunkt, og den ville jo fungere perfekt til skrubtudse! Så nu gik jeg over til, at drengen skulle have fanget tudsen. Men hvad så med fodringen af ænderne, der var hele grundkonceptet for min opbygning?!? Nåh jo, drengen var blevet distraheret af skrubtudsen og havde tabt sin pose! Hun-anden skulle stå og ville fodres, men både drengen og den skulle jo så klistres fast til et eller andet underlag, og det ville være mest praktisk at kunne flytte det hele, så man kunne tillade sig at ændre mening om placeringen undervejs. Altså kom der pludselig stenbelægning omkring…

Sådan kan ting forandre sig rigtig meget undervejs, men det har faktisk altid været en af de processer, der fascinerer mig mest ved at arbejde med dukkehus: man har en idé, men lige pludselig former tingene sig helt af sig selv, så man ender med noget helt andet, end man egentlig havde forestillet sig, og bruger måske nogle materialer og farver, man ikke er helt vild med, men bare passer bragendes godt til emnet.

Der skulle selvfølgelig også både åkander og dunhammere i andedammen (jeg kunne til min store fortrydelse ikke finde pladsen til hverken frøer eller dunhammere ved vor lille guldfiskedam), så jeg gik i gang med fimoen. Efter brændingen smurte jeg dunhammernes top ind i lim og dyppede dem i brunt velourpulver. Åkandeblomsten blev lavet med noget tyndt pap og lidt gult “drys”.

Jeg havde håbet på, at jeg kunne lave opsætningen på en papplade, men jeg havde utroligt meget bøvl med, at det hele bukkede, hvilket også var det, jeg et eller andet sted godt kunne have sagt mig selv. Så i sidste ende endte jeg selvfølgelig med at måtte sætte det hele op på et stykke 3mm MDF-plade. Nå pyt, det blev det hele faktisk meget bedre af, jeg ville bare ønske, jeg havde haft det hjemme fra starten af, så jeg kunne være sluppet for en hulens masse bøvl, så det ikke tørrede fuldstændigt i bølger.

Jeg satte selve dammen op på et stykke tyndt pap og skar faconen ud. Derefter lagde jeg kanten af marmorsten, jeg ville have omkring den. Der var en del huller, hvor “vandet” kunne rende ud, og desuden var jeg nervøs for, hvordan pappet ville tage al malingen og limen, så jeg tog et lag sølvpapir på og prøvede at presse det ind i hullerne. Dernæst tog jeg de forskellige akvarelfarver, jeg planlagde at bruge og anbragte dem strategisk i klynger på dammen og dernæst en lige så stor del lim. Så ellers fat i en pensel og begynde at blande farver og lim, så jeg fik de farvetoner, jeg ville have, de rette steder (samt stoppet hullerne). Men det er altså ikke sådan, man bør gøre det! Jeg slap heldigt afsted med det, men limen begyndte at småstivne undervejs, og det var noget værre pladder. Da det tørrede, kom der revner i malingen, så sølvpapiret skinnede igennem, så jeg endte alligevel med at måtte give det hele en tur til.

Første opsætning af andedammen

Stenene måtte lægges meget præcist for at få en lille “ø”, hvor svanen og to af ungerne skulle stå. Da jeg havde fået lagt dem op, tænkte jeg, at der var uanede muligheder for, at jeg ikke ville få lagt dem præcist sådan igen. Derfor tog jeg et stykke pakketape og satte hen over og trykkede fast på stenene, så kunne jeg uden videre tage hele “øen” af. Og det var lige så nemt at sætte dem på igen, da jeg var klar. En god gang lim på bagsiden, og så ellers montere det hele, stadig med tapen på. Så vente på, at limen tørrede og derefter forsigtigt liste tapen af, mens jeg holdt igen på hver sten, jeg fjernede det fra. Worked like a charm!

Så var det tid til lidt jord… Jeg kom godt med lim hele vejen rundt om dammen, efter jeg havde lavet stenbelægningen med sten-tapet og matlakeret den. Så tog jeg tørret kaffegrums og trykkede det godt ned i limen, og det blev rigtig flot – og gav mig yderligere en måde at lukke hullerne ved stenene rundt om dammen. Stenbelægningens kant lavede jeg ujævn og lavede hak ind ved mellemrummene mellem stenene, så det så mere naturligt ud. Så malede jeg det med flere farvetoner, så det svarede til stenenes farver, men gjorde mellemrummene lysere, så det passede med stenenes samlinger (se foto nederst på siden). Jeg lavede en kant mellem stenbelægningen og “jorden” med nogle små grove sten, der passede i farvetone.

Så var jeg ellers klar til at starte beplantningen… På dukkehus-messe for mange år siden købte Mor nogle lykkeposer hos Miniseum, hvor vi fik nogle rigtig fede ting. Der var blandt andet adskillige blomster, hvor jeg var overbevist om, at vi aldrig ville få dem brugt på grund af deres opbygning. Det var nærmest bare en bunke tråde på metalsnor med farvede kugler eller drys hen over. Noget af drysset var oven i købet semi-gennemsigtigt, og de blomster er forlængst splittet ad og brugt i små bidder ved guldfiskedammen. De gule blomster var overdrysset med små kugler, der lignede sukkerkugler. Men de havde drysset så mange kugler af, at jeg havde “renset” planten for kuglerne og efterladt det grønne med en svag gul top. Når man samlede alle de gule planter havde man nærmest en busk, hvilket gav mig en idé. Det måtte ikke fylde for meget og tage opmærksomheden fra dyrene, derfor tog jeg kun nogle få af planterne og skar metalpindene af et stykke neden under planten, så jeg kunne lave en “stå-løkke” til hver af dem. Jeg samlede dem i et bundt og limede dem fast ved det ene “bag”-hjørne og det var jeg rigtig godt tilfreds med.

Vi købte engang en hæk til dukkehuset, som jeg klippede til i snoninger til store urtepotter, der skal stå på hver side af hoveddøren. Men som sædvanlig kunne jeg ikke få mig selv til at smide resterne ud, så det blev nu anbragt strategisk som grøn bevoksning rundt om dammen. Jeg havde noget rødt gummiagtigt mos, jeg anbragte på tre af siderne. Så manglede jeg bare de to forreste hjørner. Igen ville jeg ikke have, planterne skulle tage for meget af opmærksomheden, så det skulle være vege farver. Endnu en af planterne fra lykkeposerne blev valgt, denne gang endnu en “sukkerkugle”- blomst i sart lyserød. Her sad alle kuglerne stadig på, så jeg lavede to-tre stykker på samme måde med stå-løkker til hvert bed. Vi har også fået købt nogle grønne bladranker med enkle mørkegrønne blade (desværre med ternet “vævning” præget i), så dem klippede jeg små grene af og stak strategisk ind ved planterne. Så var bedet færdigt!

Herefter var tiden kommet til mine dunhammere. Jeg havde sådan ærgret mig over, jeg ikke kunne få plads til dem ved guldfiskedammen, for jeg synes, de er vildt charmerende. Selve stængelen var lykkedes storartet, nu var det tid til græsset. Jeg har flere kunstige buketter stående og min kat Kira har flere gange gnavet i det lange græs deri, så jeg havde ingen problemer med at finde nogle hærgede græsstrå, jeg kunne bruge. Jeg klippede græsset til i forskellige længder og gav hvert græsstrå et lille buk i bunden til at stå på. Dunhammerne lavede jeg en lille løkke i bunden på hver. Jeg satte svanen op, så jeg kunne se, hvor meget friplads, jeg havde, og så gik jeg ellers i gang med at anbringe dunhammerne. De var nemme at anbringe, men stå-løkken ville blive markant synlig, selv om jeg kom en blanding af maling og lim omkring bunden af dem. Derfor valgte jeg at anbringe et græsstrå i hver løkke for at skjule dem, og derefter fyldte jeg græs op omkring dem, hele tiden med helhedsindtrykket i tankerne.

Nu var tiden så kommet til “vandet”. Selv om jeg havde dårlige erfaringer med Scenic Water fra pumpen med guldfiskedammen, der var blevet skideflot, men hvor “vandet” blev ved med at “arbejde”, besluttede jeg mig alligevel for at bruge det til dammen, da jeg regnede med, at der var grænser for, hvor meget ballade det kunne lave på så plan en overflade. Det ender med en overflade som et gelélys, men det er næsten som vand, når man arbejder med det. Tiden var lige ved at løbe fra mig undervejs, da der var så mange krinkelkroge mellem stenene og dunhammerne, jeg skulle fylde, at geleen så småt begyndte at stivne. Men det lykkedes, og så var jeg ellers klar til at begynde med at anbringe dyrene.

Åkanden og et stykke “brød” blev placeret med nogle dråber af geléen. Til de svømmende fugle lavede jeg bevægelsesmønster i geléen for at få et mere levende look.

“Historien” i hele arrangementet skulle være, at drengen havde fået lov at gå ned og fodre ænder og havde fået en pose brød med til ænderne. Men den pose blev tabt og glemt, da han i stedet endte med at gå på skrubtudse-jagt. Derfor blev drengen placeret med den indfangede skrubtudse i hænderne. Jeg lavede en papirpose af noget kopipapir og lavede brødet ved at skære en tændstik i små tern. Men i stedet for at skulle skære en masse tændstikker op, krøllede jeg noget papir sammen og puttede ned i posen. Så klemte jeg sammen lidt under kanten af posen, så det så ud som om en hånd havde klemt sammen om posen. Derefter åbnede jeg halvdelen af toppen og fyldte lidt lim og “brødet” i, og limede så posen fast på stenbelægningen, hvor nogle stykker “dryssede” ud af. Et enkelt stykke brød røg i dammen, så ænderne kunne slås om det. Hvem kommer først? Brødet på jorden blev nøje inspiceret af hun-anden, der havde opdaget brødposen: “- Det ser lækkert ud, det brød! Gad vide, om jeg kan nå at snuppe det, før drengen lægger mærke til mig…?!?”

Historien for svanen og dens unger var for svanens vedkommende, at den breder sine beskyttende vinger ud over sine unger, fordi knægten kommer og forstyrrer. Ungerne er til gengæld i gang med at udforske vandet. De første to er allerede godt ude og padle rundt, hvor den ene til sin store fascination har fået øje på en frø: “- Jamen dav, lille ven! Hvad er du for én?”. Den anden svaneunge er på vej hen for at se, hvad der foregår. De to på land er ikke meget for det våde element: “- Det ser godt nok meget vådt ud, det vand… Selv frøen ser ikke ud til at have lyst til at prøve det!”.

Jeg lavede andedammen til toppen af konditoriets kikkasse, men hvem ved? Måske ender den foran dukkehuset, den er jo flytbar. Fotoet viser også stenbelægningens kant, så man kan få en idé om, hvordan jeg har farvelagt kanten, så den passer til stentapetet.

Lille dreng i jægerjakke – for og bag og før og efter…

Denne lille dreng i jægerjakke er en detalje fra andedammen. Til højre en dukke magen til originalen og til venstre min ændrede udgave med tæmmede krøller (og arme!) i sin lille jægerjakke og med lædersko. Jeg var noget presset med tid, så derfor valgte jeg at male hans ternede skjorte med tush i stedet for at skulle til at designe og lave en helt ny til ham. Jeg studsede ærmerne lidt og fjernede den rædselsfulde krave, og så pyntede jeg den op med smalt sort silkebånd og neglepynt som knapper. Han fik malet knæstrømper på og jeg lavede nogle fine lædersko til ham, der blev pyntet op med noget messing-neglepynt.

Så så var andedammen færdig. Allerede efter et par dage gik mit Scenic Water fra stillestående til uroligt vand. Så jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at udvikle sig med tiden…

Badekar

En af vore lidt dyrere investeringer er vort badeværelse, hvor vi begge var meget krævende med, at elementerne ikke skulle se for “klumpede” ud, som ofte er tilfældet med de billigere produkter. Da vi ligeledes også var meget kritiske med motiver herpå, købte vi specielle overføringsbilleder, som jeg i 2005 skar til, så jeg kun fik de detaljer med, som jeg ønskede, og satte dem på badekar, vaskens søjle samt toilettets vandbeholder.

Selv om elementerne nu var flotte, så syntes jeg alligevel, at badeværelset så noget livløst ud, så derfor skulle badekarret naturligvis benyttes. Jeg har set flere bruge vat for at illudere skum, men synes, det ser forfærdeligt ud. Jeg har længe gået og summet med en plan, som jeg nu endelig har fået omsat til virkelighed.

En af vore billige dukker måtte lade parykken og fik klasket noget rest-hår på hovedet, da det ikke måtte fylde for meget og jeg desuden ikke ønsker, at alle vore dukker har samme hårfarve, hvorefter jeg lavede en badehætte og satte ovenpå og malede med klar neglelak på dukken for at illudere vand.

Skummet blev lavet af noget specielt bobleplast, der er ret tyndt og helt perfekt til at lave skum med. Jeg lavede et hul til hovedet og en lille ekstra rids i “skummet” bag nakken af dukken, så hele hovedet kunne stoppes igennem uden at ødelægge plastikken, og ligeledes lavede jeg et lille hul til en hånd, der kommer op gennem skummet for at give det lidt liv. Da “boblerne” er svagt gennemsigtige, lagde jeg noget lysegrønt silkepapir i bunden af badekarret, så “vandet” ser svagt grønligt ud og man kan stadig skimte bundproppen.

Barnevogn

Mor havde ellers sørget for noget af en overraskelse i min jukekalender 2012. Jeg fik den flotteste barnevogn i hvid metal. Men vi var begge to klar over, at den ikke ville blive ved med at se sådan ud. For selv om det hvide metal var flot, så er det ikke ligefrem tidstypisk for omkring år 1900. Vi har også en flot barneseng og en hængesofa i det hvide metal. Sengen kunne gå som den var, og hængesofaen fik siddehynder og skal have “kaleche” på et tidspunkt. Vores “varevogn” har fået en flot stribet hvid og rød kaleche.

Nå, men jeg har nu i flere måneder kigget længselsfuldt efter vores barnevogn og været helt syg for at komme i gang med den, men bare ikke haft overskuddet til det. Men nu er det endelig lykkedes mig! Planen var at overraske Mor i påskeferien med den færdige barnevogn inden i et påskeæg. Men som sædvanlig kunne jeg ikke gøre noget halvt og kom til at bruge en hel uge på projektet…!

I tiden, der var gået, hvor den havde stået lige ved siden af mig, var den blevet udsat for lidt af hvert – lad mig bare indrømme det: omkring min stol i stuen er der kaos-område (resten ser nu desværre heller ikke for godt ud ), så den var blevet puffet godt rundt med. Det gjorde, at der var gået et lille stykke af det hvide, så man kunne se metallet. Mor foreslog (uden at vide, at det nu endelig blev til noget), at jeg da bare kunne male den del af stellet sølvfarvet. Det var da en genial idé! Jeg havde planer om at begrænse mig på stellet, men da jeg havde malet den første del, kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at male næste med. På dette tidspunkt (jeg brugte en tynd sølv-tusch) begyndte tuschen at klatte voldsomt, og pludselig kom der en stor klat ud et sted, hvor jeg egentlig ikke havde tænkt mig det. Nå, så var jeg nødt til at male det også. Men hjulene skulle i hvert fald forblive hvide! Det troede jeg da, men så “bloppede” tuschen igen, og så blev det hele altså sølvfarvet. Jeg endte med at måtte male den i tre omgange (og skal nok lige plette den én gang til), for selv om jeg gav malingen to dage til at tørre i, fik jeg konstant sat fingeraftryk i eller kradset det af i mit konstante møvren rundt med barnevognen. Det var et helvedes til nifleri, for at sige det, som det var. Men pyt! I sidste ende lykkedes det da!

Efter stellet gik jeg i gang med kalechen, som jeg havde glædet mig vildt til at komme i gang med! Barnevognens kaleche var helt rundt, og det kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg ville have, at man skulle kunne se stiverne, der holdt den oppe. Derfor tog jeg tre tandstikkere og skar igennem på langs, så tyndt, som jeg kunne komme til. De blev så limet på kalechen og tyndt sort læder lagt hen over. Det fungerede pragtfuldt! På siderne kunne jeg ikke bare gå efter vognens facon, da jeg havde brug for lidt mere læder for at kunne folde det. Efter en del forsøg fandt jeg frem til den rette facon og limede så også disse på. Jubiii! Den var yndig! Helt perfekt! Lige, som jeg hele tiden havde set den for mig i hovedet.

Jeg var lykkelig… et par minutter, til jeg kom i tanker om alle de mange vanskelige steps, der ventede mig, før barnevognen var færdig… Nå, men der var ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det! Jeg fandt noget hammerflot rødbrunt blankt læder, som var genialt til selve vogn-kassen. Det var rimelig nemt at have med at gøre (selv om barnevognen var lidt “vindsk”, så man måtte korrigere for skævheder), da jeg brugte kalkerpapir og simpelthen tegnede sidernes facon op. Bunden skulle bare måles. Dog fik jeg et kant-problem, da bunden stødte op imod kalechen, da det brune læder så havde en lidt for tyk kant. Altså måtte jeg på det nærmeste til at garve læderet, da jeg sad med en kniv og grattede løs på bagsiden, for at skabe en centimeters blød udfladende kant op imod kalechen. Bøvlet, men det lykkedes fint og kom til at se fantastisk ud. Til gengæld var der stadig kant-mod-kant-problem med bunden og siderne. Dette løste jeg med en anden idé, jeg havde fået. Jeg har en gammel telefonledning liggende, som jeg skar op. Indeni var tre ekstremt tynde ledninger, sort, rød og gul, hvoraf jeg tog den sorte. Denne brugte jeg til at trække rundt langs alle de brune kanter. Bøøøøvlet! Men det blev rigtig diskret-flot. Man ser det ikke lige med det samme, men det er en fed lille detalje.

Så vidt, så godt! Jeg havde fra starten klippet håndtagene af, da jeg ville have træhåndtag på. Da jeg nu skulle til at lave dem, fandt jeg – ups! – ud af, at på trods af mit store lager af træ, havde jeg ikke lige akkurat den størrelse, jeg havde brug for. Jeg fik en smule koldsved på panden, for jeg kunne have lavet et alternativ med metalhåndtagene, men de kunne ikke sættes på igen, så hvis ikke jeg kunne skaffe den rigtige størrelse… irk! Jeg kan kun sige, at det er en dårlig idé ikke at have fuldstændig styr på de planlagte materialer, inden man går i gang med at hærværke sit udgangsmateriale…! Nå, men jeg var så heldig at finde lige den rette størrelse “pind” hos min nærmeste hobby-butik, hvor hun jo (som sædvanlig) tjente en hel del mere på mig, da jeg jo altid lige finder lidt mere til mit lager… Nå, men derhjemme gik jeg så i gang med håndtagene, styrene, eller hvad vi nu skal kalde det. Jeg afmålte og skar forsigtigt, så den ikke knækkede. Herefter opmålte jeg, hvor jeg ville have rillemønster derpå. Jeg lavede riller med en skævbider, hvor jeg forsigtigt nappede hele vejen rundt i flere omgange, til jeg havde den dybde, jeg ønskede. For en sikkerheds skyld lavede jeg også lige en rille, hvor håndtagene fik kontakt med barnevognens metalstænger, bare, så der var lidt “greb”-område. Enderne blev slebet i en lækker facon og derefter malede jeg dem med brun tusch og lakerede dem. Efter grundig tørring blev de så limet på, og det så rigtig flot ud. (Jeg fik godt nok raget dem af den ene gang efter den anden, så det havde nok været en god idé at vente med dem til sidst…).

Så var jeg så kommet til hjulene. Her tog jeg en almindelig el-ledning og skar op. Indeni er en blå og en brun ledning. Jeg tog den brune, målte et hjuls omkreds og tog et tilsvarende stykke ledning. Denne skar jeg op så lige som overhovedet muligt på midten omkring to-tre centimeter. Så kunne jeg forsigtigt grave kobbertrådene ud og hive i dem enkeltvis og på den måde få dem ud. Resten af ledningen kunne så forsigtigt klippes op, hvor man skulle koncentrere sig om ikke at lave hakker og få opskæringen så lige som muligt. Herefter pressede jeg en tandstikker igennem, så ledningen var mere medgørlig, når jeg først skulle tilpasse den til hjulet. Efter tilpasning og -skæring var der så limning i små etaper med superlim tilbage. Det var et omstændeligt arbejde, for jeg måtte både fokusere på ikke at få for meget lim på ad gangen, for ud over, at det kan ses, så limede jeg mig selv fast på “dækket”, når jeg trykkede det fast. Og selv om jeg elsker vort dukkehus, har jeg ikke tænkt mig at blive en permanent del af det… Desuden skulle jeg være rimelig hurtig, for ellers tørrede limen, og så kunne det ses som “hakker” gennem dækket, når man så endelig fik det limet på (jeg havde jo prøvet mig frem, inden jeg kom til den endelige udgave). Afslutningen var lidt tricky, men det lykkedes, selv om et af hjulene havde et minutiøst gap. Det kunne perfektionisten i mig jo ikke have med at gøre, så jeg listede så lille en stump ind, så jeg nærmest havde svært ved at få øje på den – men så var afslutningen også perfekt! Og hjulene så rå-seje ud!

Nu var barnevognen jo i og for sig færdig; men jeg havde nu hele tiden forestillet mig, at der foregik et eller andet på langsiden af kassen. Hmmm… Så måtte jeg jo til at kigge vores krimskrams af messingting igennem, hvor jeg prøvede mig frem med forskellige ting og endte med en rigtig flot formet stang med blomst i midten. Jeg kunne godt se, at den var perfekt til vognen, men jeg kunne også se, at der så lige som manglede noget… Jeg fandt ud af, at det var fordi guldet crashede imod sølvstellet. Derfor fandt jeg nogle små spinkle guldblomster frem, som jeg kunne nippe lidt i, så de kunne presses ned over hjulets midterkapsel. Bingo, der var den! Vognen var færdig!!!

Altså, det vil sige… nu skulle jeg så til den indre del. Kalechen havde jeg fra starten allerede lagt sort læder indeni vognen, så det var kun selve kassen, jeg skulle koncentrere mig om. Vort dukkehjem ligger i den halv-fornemme klasse, så det måtte ikke være for simpelt. Derfor fandt jeg noget flot lys nougat-farvet silke, som jeg beklædte kassen med. Det så rigtig godt ud. Samme stof brugte jeg til at lave en pude med, der fik en flot nougatfarvet bølget kant. Jeg var nødt til at lime puden fast i vognen (det passede mig ikke, for det er jo ikke ligefrem autentisk! Men jeg har lært, at når man arbejder i den størrelse, må man altså ind imellem benytte sig af smutveje), for idet vognen er rund, gled den hele tiden ned. Jeg rodede rundt i mine stoffer og endte i bunken af stoffer, fra da vi tømte loftet, da Mor flyttede. Her fandt jeg en top-del af en kjole, der var råhvid silke med smukt matguld mønster på med slyngplanter, blomster, sommerfugle og fugle på. Til min store fortrydelse var det en ganske lille del, jeg skulle bruge til dynen. Og man måtte naturligvis tænke på barnet, så bagsiden blev den lyse nougatfarvede silke, hvor der lige var en del, der gled op på forsiden, så der kom én centimeter kant, afsluttet med den nougatfarvede bølgede kant, der også kom langs siderne af dynen. Nej, hvor blev det nejst!

Så manglede vi lige babyen, der skulle ligge deri. Mor havde også i min julekalender givet mig en sød baby med beige dåbskjole og sød kyse med bånd. Kjolen og underkjolen blev forsigtig strippet for blonderne, og derefter blev kjolerne klippet fod-korte. Blonderne blev atter påsat, blondekysen trimmet, båndet arrangeret som fin sløjfe og herefter blev dukken afrundet med en sød lille rangle, lavet af en fin perle og en tandstikker, jeg havde lavet rillemønster på, farvet med tusch og lakeret. Så blev dukken lagt i vognen, og Mors påskeæg var færdig!

Verdens første bil – i miniature

Jeg så bilen i et opslag og forelskede mig totalt i den. Herefter opstøvede jeg den og forærede mig selv den i julegave.

Jeg elsker alle de flotte detaljer, men meget hurtigt drev det mig til vanvid, at fodstøtten, der skulle forestille at være træ, så meget tydeligt var plastik, og den slags kan jeg altså ikke have med at gøre. Derfor besluttede jeg mig for at beklæde den med finér. Jeg besluttede mig for palisander, da det har så smuk en glød. Men hvis jeg nu skulle være helt ærlig med mig selv, irriterede det mig også, at “lædersædet” var plastik og at der var så frygtelig mange knapfordybninger i det. Så selvfølgelig måtte det også laves om til ægte læder. Og da jeg tænkte, det måtte være vildt ubehageligt uden ordentlig ryg- og armstøtte, lavede jeg selvfølgelig også dét!

Der stod ikke noget mærke på bilen, så først bagefter kom jeg på at lave research på bilen og fandt ud af, at der var tale om verdens første bil, en Mercedes Benz fra 1886, bygget i Tyskland af Daimler Benz. Det passer jo perfekt med min tidsramme for dukkehuset, der ligger omkring starten af 1900, og det var jo ikke utænkeligt, at der var købt en bil i Tyskland og kørt til Danmark. Til gengæld fandt jeg ud af, at fodstøttens træ på den rigtige bil var lyst og læderet sort. Ups! Normalt ville jeg hade at have lavet noget, der ikke var korrekt, men jeg kan faktisk bedre lide mine ændringer, så for en gangs skyld accepterer jeg det uoriginale. Og det er jo heller ikke utænkeligt, at man med pungen i orden kunne få lavet ønskede ændringer dengang. Det er i hvert fald sådan, det er blevet til oppe i mit hoved.

Ændringer af bilen

Jeg syntes, min smukke bil havde for meget plastik-look, så derfor valgte jeg at sætte palisander-finér (fra FinérBixen) på fodstøtten og lave et ægte lædersæde (fra en gammel handske).

Jeg startede med at ville skrue sædet af, men det var nu ikke helt så nemt, da skruerne sad utilgængeligt. Derfor måtte jeg først skrue en del af motoren af, men så lykkedes det. Til gengæld var det fuldstændig umuligt at få fodstøtten helt fri, så det krævede noget mingeleren rundt i min arbejdsproces, så der ikke kom superlim eller lak på ratstangen.

Min oprindelige plan med fodstøtten var også at beklæde den smalle kant med finér, men efter at have skåret i palisander-finéren, blev jeg klar over, at det ikke ville kunne lade sig gøre, da det ville gå i småstykker. Men jeg gad ikke at beholde den gullige plastikkant, så i stedet kom min trofaste sorte permanenttusch Penol 777 på arbejde, hvor jeg også valgte at male hele bagsiden.

Fortsættelse følger…

Blå dør til redskabsskur

For rigtig mange år siden så jeg og forelskede mig i nogle sorte pyntehængsler. Lige siden har jeg prøvet at finde et dør-projekt, jeg kunne bruge dem til, og skønt jeg endnu ikke var kommet på noget, købte jeg dem sidste år, da jeg faldt over dem. Oprindeligt ville jeg have haft en bagdør i bryggerset med dem, hvor døren skulle deles i to, men i sidste ende gik jeg fra idéen, da den ikke rigtigt passede med resten af dukkehusets stil. Jeg er nu endelig gået i gang med at lave murværket til begge sider af dukkehusets nederste etage, der bliver en yderst omstændelig affære. På den venstre side skal jeg have en postkasse, og jeg var begyndt at overveje, om jeg måske kunne klemme en bagdør ind på siden, hvor jeg kunne bruge pyntehængslerne. Men det naturlige sted for den ville være, hvor postkassen skulle være, og det ville komme til at se klemt ud. Men måske på den højre side ved siden af rosenbusken? Nej, det ville altså stadig blive for klemt. Men så kom jeg på, at det jo ikke behøvede at være en bagdør, det kunne være døren til et skur med haveredskaber. Dér var idéen!! Og den kunne jeg gøre lavere og smallere, uden at det ville virke forkert. Fedt!

Væggen bliver bygget op af tre forskellige typer sten lavet af æggebakker, hvor der jo er masser af struktur i, så døren måtte ikke være for tyk. Derfor lavede jeg den af noget solidt karton, hvor jeg lavede riller i for at illudere brædder. Idet det er døren til et haveskur, tillod jeg mig den lille frække detalje at runde toppen på døren. Jeg sleb kanterne blødere, så det så mere naturligt ud. Så malede jeg døren to gange med blå kalkmaling. Efter tørring ældede jeg døren med lysegrå, lysebrun samt brun voks. Både hængsler, neglepynt samt mit hjemmelavede håndtag blev malet med sort permanenttusch Penol 777, som tilsidst fik et let strøg med brun voks. Det var ikke ligefrem nemt at male kanterne på neglepynten, men det var nødvendigt, da det blanke metal var tydelig.

Jeg har også en slå liggende et eller andet sted, som jeg skal have monteret, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg har gjort af den, da det er nogle år siden, jeg købte den.

Håndtaget blev lavet af en billig metalblomst, som jeg fyldte med lim for at lukke hullerne. En lille smykkestang med hul igennem toppen fik isat en ring, jeg havde lavet ved at sno tre metaltråde, hvorefter den blev monteret i blomsten. Efter at være blevet farvet sort så håndtaget helt rigtigt ud.

Jeg har også allerede lavet toppen af sten, der skal ligge ovenover døren, hvor jeg klippede det ud af æggebakke, prægede riller i til sten, rundede kanterne og sleb tydelig adskillelse ved top og bund mellem hver “sten”.

Jeg er vild med min lille dør og elsker, at jeg endelig fandt anvendelse for mine smukke hængsler. Når døren bliver en del af den færdige hvide stenvæg, bliver det simpelthen smukt.

Cykel

Cyklen har været længe undervejs. Mor fandt den på et marked, og jeg kunne godt se, at den havde potentiale – når den vel at mærke først lige havde undergået en forvandling! Hele cyklen var i sortmalet metal. Håndtagene er malet, men bremserne og fodstøtten er blevet betrukket med noget ledning, jeg pillede ud af en almindelig el-ledning. Ligeledes er hjulene også møjsommeligt blevet betrukket med den brune ledning fra det indre af en almindelig el-ledning. Processen står beskrevet under Barnevognen. Sadlen var faktisk meget flot i “krusedulle”-metal, men absolut ikke egnet. Derfor beklædte jeg den med læder, hvor faconen viste sig at være helt perfekt. For ligesom at give den et look, der passede til tiden, tilføjede jeg desuden en lille lædertaske med trykknapper til det værktøj, man altid medbragte til nødreparationer.

De fire årstider: “Sommer”

Morsdag 2016 – glaskuppel: “Sommer”

Til Morsdag 2016 fik Mor denne glaskuppel, der er en del af en serie på fire, jeg ville lave til hende. Det blev dog aldrig til flere, da hun ikke var specielt interesseret i den,

Jeg havde fået fat i tre glasglober hos Netto for stykke tid siden, og fandt med det samme ud af, at jeg ville lave de 4 årstider i haven. Desværre lykkedes det mig ikke at få fat i en fjerde, så jeg var til min store fortrydelse begyndt at overveje, hvilken årstid, der måtte ryge. Stor var derfor min glæde, da jeg fik en lidt større udgave med en nisse og lidt sne i af min niece i december. Den fik jeg ryddet, og så stod den på sommer!!!

Jeg kom pletvist grønt på den fine blomsterpotte og satte nogle blomster og lidt hængegrønt i. Så lavede jeg nogle “sten” af noget groft pap, som fik lidt gråt og grønt duppet på. Bunden af glasgloben blev smurt ind i lim, hvorefter jeg kom kaffegrums på, og så blev alting monteret. Jeg “plantede” nogle hortensiaer og satte “bed” af mos ind, som jeg satte nogle små stilke med blå kugler i, så det ligner små blomsterbed. Lidt hvide blomster helt bagerst, og så var den færdig! Selvfølgelig tog den noget tid at lave, men alle fimo-blomsterne havde jeg købt i potter, så det gjorde jo det hele lidt nemmere.

Duge

Jeg havde hele tiden syntes, at der manglede noget ved vort spisebord, og havde derfor været i gang med at eksperimentere med at lave “kniplings”duge dertil. Vi havde oprindeligt et ovalt bord, og da jeg ikke rigtig kunne bestemme mig og desuden stod med to forskellige blonder, jeg gerne ville bruge, besluttede jeg mig da bare for at lave både en firkantet og en oval dug. De blev begge flotte, men både Mor og jeg forelskede os mest i den ovale. Vi har sidenhen fået os et rektangulært bord, så jeg har solgt vort oprindelige spisebord med duge. Men både Mor og jeg er enige om, at vi simpelthen er nødt til at få lavet en fin dug til vort nye bord!

De kræver sin mand at lave den ovale dug, hvor blonden blev klippet til i en masse små nip i én lang blonde, hvor jeg kun lige akkurat havde nok til, at det kunne nå omkring bordet, så det skulle bare passe! Det lykkedes så også, men for hulen da et bøvl! Hvis jeg da bare én gang kunne gøre tingene nemt for mig selv! Nå, men herefter blev den firkantede dug så lavet, hvor der skulle en hulens masse stivelse til, for at få dugen til at falde rigtigt. Men de manglede nu begge det fine broderi, der altid var på mine bedsteforældres duge… men godt nok gør jeg tingene svære for mig selv, men at fin-brodere en dug til dukkehuset, dér sætter jeg altså lige godt grænsen!!! Mit alternativ var så, at jeg fandt en hvid gel-tusch frem og tegnede et par flotte vinranker på. Voilà! Dug med broderi! Ha!

Undervejs var det lidt af et show med klemmer, lim og stivelse og diverse fantasifulde opsatser, så klemmerne havde plads til at hænge og tynge dugene ned. Men for en hvid dug at være, var det da alligevel temmelig farverigt… !

Dørkranse

Jeg lavede på et tidspunkt disse søde julekranse til salg, da flere på Tips & Pral/Facebook efterspurgte nogle pæne eksemplarer i stedet for de gyselige, man ofte kan købe. Dette var i 2016, hvor jeg åbenbart havde lidt overskud og yderligere blev ramt af kreativiteten, for jeg endte med at lave flere forskellige udgaver og stadig i dag føler, at jeg da vist endnu ikke har lavet den optimale julekrans. 😁 Normalt laver jeg ikke ting til salg, da jeg simpelthen ikke har overskuddet til det, men jeg har altså et følsomt punkt, hvad angår julen. Når folk er frustrerede over jule-ting, som jeg ved, jeg kan afhjælpe, har jeg altid haft meget svært ved at lade være, da jeg er december-barn og altid er gået meget op i julen.

Flisevæg ved komfuret

Buet flisevæg ved komfuret – kanten er lavet af koboltblå mosaiksten

Det har hele tiden været planen, at jeg ville lave en flisevæg bag komfuret af dette flotte tapet af hollandske fliser. På min køkkenhylde-“kikkasse” har jeg skåret kanten til, hvilket jeg også havde planer om her. Men for flere år siden købte jeg et lot med mange forskellige ting, blandt andet nogle fine mosaiksten i hvid, sort og koboltblå. Jeg var vild med dem, men kunne ikke komme på, hvad jeg kunne bruge dem til, for der var ikke så mange af dem. Jeg lavede på et tidspunkt en flisevæg ved malerens toilet, hvor jeg brugte de sorte og hvide (hver og én!), og inspireret af en anden dukkehus-entusiasts køkken lavede jeg en bue ved mit komfurs flisevæg i stedet for “hakker” ved fliserne. Tapetet lagde jeg klar film ovenpå, da det forhøjer effekten af fliser. Den hvide liste, der går igennem, går igennem hele køkkenet, så der er en smal hylde til at stille ting på overalt.