PROJEKT:  MAD

Bær: hindbær og brombær

Jeg skulle bruge hindbær- og brombær til mit marmelade-projekt, hvor jeg længe havde gået og rumsteret med idéen til bærrene, inden der overhovedet var tænkt på marmelade.
Jeg dyppede først spidsen af en tandstikker i lim og så dyppede jeg den forsigtigt i “metalsand” (mit eget navn for det – bittesmå metalkugler). Herefter duppede jeg den yderst varsomt i den rette facon, hvilket var rimelig svært. Da “bærrene” var helt tørre, fik de en gang lak for at holde på det hele.
Da tandstikkerne var helt tørre, blev de klippet til, og jeg lavede et stykke pap, der passede til den form, jeg ville lave støbeform i. Her markerede jeg afstanden mellem bærrene og forborede, inden jeg anbragte alle bærrene, så de kom tæt op imod pappet. Jeg limede dem fast på modsatte side, for man ved aldrig, hvor længe en form holder (især ikke i min udgave 😜), og ved altid at gemme originalen, kan man altid lave en ny støbeform.
Jeg skønnede, hvor meget støbemasse, jeg ville få brug for og trillede en kugle af hver, så jeg var sikker på, det var halv/halv. Så æltede jeg dem hurtigt sammen og anbragte massen i formen og glattede det nogenlunde ud, inden jeg skyndte mig at presse hindbærrene ned i formen. Man burde have 3-4 minutter til denne proces, men jeg synes dælendytme, det går hurtigt. Jeg prøvede at presse dem jævnt ned i massen ved at tage to hobbyknive ned imellem alle tandstikkerne og trykke jævnt. Men pappet prøvede at bøje lidt, og allerede dér, hvor jeg pressede lidt pletvis, begyndte massen at gøre modstand. Så det går tjept! 😫
Det sidste foto viser første afstøbning af mine brombær og hindbær. Min idé virkede! 🤩 Jeg skulle bare passe på ikke at fylde formene for meget op (for i dette første forsøg fik jeg en skarp kant i toppen). Med en tandstikker markerede jeg toppens mønster og lavede midterhul, så jeg ikke bare endte med en glat top. Hvis jeg skulle bruge bærrene i “løs” tilstand, ville jeg lakere brombærrene og pudre hindbærrene med en smule hvid farvepigment, men de skulle bruges i marmelade, så det var i dette tilfælde lige meget. Jeg havde en diskussion med én på Facebook/Tip & Pral, der absolut mente, at bærrene var alt for store og ville svare til små drueklaser. Først da jeg viste hende et billede af en dukke med et bær liggende i hver håndflade, fik jeg hende overbevist. 😜

Grønsager

Jeg havde fået lavet asier i fimo, men var ikke tilfreds med dem, da de lignede rå og ikke syltede asier. Men dermed ikke sagt, at de ikke kunne bruges! Når der nu er blevet syltet så meget, er jeg jo nødt til også at vise processen i det hele! 😀 Dette arrangement var mestendels lavet for at glæde Mor, der sad meget og kiggede ind i dukkehuset. Det er meningen, at jeg med tiden også vil lave nogle asier, der er ved at blive skrællet og udhulet.
Jeg har til sylteprojektet siddet og trillet en uendelig mængde ærter, så derfor måtte jeg jo også lave processen med at bælge dem. Jeg lavede nogle stykker, der er åbne, så man kan se ærterne indeni, og jeg har lavet hele tomme bælge samt halve tomme bælge. Selve ærtebælgningen her er også bare hurtigt sat op, og jeg skal senere have lavet et mere permanent arrangement, da både ærter og asier er stablet op omkring en gang hvid monteringsgummi.

Asier

Der var efterhånden gået halvandet år, siden jeg “syltede” til bryggerset, men jeg løb tør for krudt, før jeg nåede at afslutte projektet med også at lave syltede asier. Da jeg nu ville til at gøre det færdigt, tænke jeg, at jeg da hellere måtte løbe linen ud og lave processen fra start til slut. 😉 Derfor har jeg lavet de rå asier samt en, der er ved at blive skrællet og en skrællet, der er ved at blive udhulet.

Først formede jeg de to halvdele og bagte dem i tre minutter. Derved blev de faste nok til at jeg kunne “skrælle” deres overflade og få det rette look. Så bagte jeg dem i 30 minutter og udhulede dem, så man kunne se “kerne-riller”.

Jeg lavede nogle tynde ruller, som jeg klemte lidt i den ene side, så de blev dråbeformede – det var kernerne.

Jeg lavede en masse med flydende fimo og lidt finthakket drys, der kom i bunden af den, der skulle have kerner i.

Så lavede jeg en tynd rulle og lagde i midten, hvorefter jeg anbragte mine kerner én ad gangen på hver side af den, så de kom til at ligge nogenlunde lige. Herefter fik de et sidste strøg flydende fimo for at komme i niveau med frugtkødet.

Kerne-massen lavede jeg ved at komme en sjat flydende fimo på et stykke glattet sølvpapir og blande drys og kerner i, røre det sammen og duppe lidt kerner ovenpå og rundt om. Jeg bagte massen i en halv time, og så var det lige til at pille af sølvpapiret.

Jeg blandede en grønlig tone af akrylmaling, som jeg tyndede meget op og malede det hele med. Kernerne fik flere omgange for at få det rette look.

De tre “rå” asier fik farvepigment, inden de blev bagt (den halvt skrællede fik 3 minutter først, så jeg kunne skrælle den, så blev den bagt sammen med de andre). Derefter blev de malet med akrylmaling i flere omgange. Blomsten lavede jeg af noget farvet kopipapir.

Jeg havde en strimmel metal tilbage fra kartoffelskræller-projektet, så jeg lavede også lige en kniv til at skære asierne med. 😁

Men når man skal skrælle sådan en fætter, så er det en god idé at have en solid kartoffelskræller. Vi havde godt nok købt en på et tidspunkt, men den er jeg igang med at sætte i aktion med en gang kartofler, og den vil desuden virke for spinkel til dette. Nej, det, jeg ville have, var en god solid udgave af den brede slags. Jeg ved slet ikke om den slags findes i miniature, men pyt! Jeg vidste lige, hvordan jeg skulle lave sådan én! 😀 … men det var ikke nemt! Alene den V-bøjede kniv med split-skær var et mareridt! Og den er altså bette!!! Den første version måtte jeg da også tilsidst opgive, hvorefter jeg helt ændrede måden at lave den på. Stadig dybt besværligt, men så lykkedes det trods alt. Indtil jeg fik flere grå hår af at montere bladet på skaftet! Argh! 😬😳 Men alle besværligheder til trods, er den blevet præcis, som jeg ønskede det, og så kan man jo ikke forlange mere. 😁

Selvom projektet mangler delen med selve sylteprocessen, hvor jeg har tænkt mig at prøve at bruge resin (som jeg selvfølgelig ikke kunne finde!), kunne jeg selvfølgelig ikke nære mig for lige at lave nogle prøveglas med Scenic Water med min første prøvebagning af de “syltede” asier. Det lærte mig meget om problemerne med at arbejde med firkantede glas, som jeg ellers er begejstret for at have fået fat i.

Dette billede er fra første forsøg på at lave syltede asier, der gav et lidt for “råt” udseende. Jeg brugte min Polymer Clay Extruder (det grønne rør, man kan se på billedet fra bønnerne) , denne gang i form af en halvcirkel, som jeg så med værktøj gik ind og ændrede på. Med en lille dråbeform udhulede jeg midten og kanterne blev klemt lidt med en kniv. Det skal jo ligne noget, der er skrællet og med kernerne gravet ud af midten, så de skulle ikke være for pæne. Jeg brugte meget massiv og translucent fimo på at finde den rette farve, som jeg er okay tilfreds med, men det ligner jo mere rå asier end syltede. Jeg kan fint bruge dem til køkkenarbejde og i sennepspickles, men til de syltede asier, jeg skulle have lavet i klar væske, dur de ikke.  🙂

Blomkålsbuketter

Stilken er lavet ved at trille en tynd pølse, hvor jeg har klippet toppen op i tre mindre stilke. Jeg smurte flydende fimo på bagsiden af den forbagte top (5-10 min.) og anbragte stilkene, hvorefter jeg trykkede hver af de tre stilke fast på en måde, så hver tynde stilk blev delt i yderligere to stilke. Så bagte jeg dem i en halv time.

På pladen er de nederste 5 blomkålstoppe blevet præget med tandbørste, men mangler yderligere prægning med nåleværktøjet, som giver den sidste del af looket. Bare for at vise forskellen.

Bønner og ærter

Jeg skulle til Ribe som “Mor-sitter”, og da jeg tidligere havde nævnt, at jeg skulle til at igang med at sylte, ville Mor gerne være med til processen. Det blev kun til en smule ærter, da hendes motorik ikke rigtig ville, som hun ville, men alle dele af processerne var hun impliceret i.

Jeg anbragte fimoen i min Polymer Clay Extruder og pressede den igennem en form, der i dette tilfælde gav “spaghetti”. Passende stykker blev skåret til og med silikoneværktøjet trillede jeg enderne i facon. Hver bønne fik yderligere tre bløde rul af værktøjet for at antyde bønnerne i bælgen. Da jeg var nødt til at lade “spaghettien” ligge en stund, fordi jeg skulle se til noget andet, udtørrede de så meget, at jeg ikke kunne lave hele bønner af dem mere, da de gik i stykker. Derfor fik vi pludselig også bønner i stykker! 😜

Da Mor og jeg lavede ærter, lavede vi også “spaghetti” først.  Hverken Mor eller jeg fik lavet ret mange i første omgang, men jeg ændrede på teknikken i anden omgang, hvor jeg kun pressede en anelse ud af Extruderen ad gangen og så skar de individuelle små stykker af oppe ved formen. Herefter var det lynhurtigt at trille ærterne, da de allerede var i tilpassede stykker og størrelsen kunne bedre kontrolleres.

Cherrytomater

Små, smukke cherrytomater, hvor jeg sørgede for at ælte de ønskede farver sammen, men undlod at gøre massen fuldstændig ensfarvet for at give dem lidt farvespil. Ved stilkehullet har jeg brugt nåleværktøj og har kommet en mikroskopisk anelse af noget grønlig og gylden fimomasse i hullet. Hvis de havde skullet ligge fremme, havde jeg givet dem mere spil med fortyndet akrylmaling, men det var der ingen grund til, når de skulle være ned i pickles. Og de er da søde… 🙂

Drueagurker

Så fik jeg prøvet at lave drueagurker – eget design. 😉 Jeg var atter igang med fimoen, hvor jeg lavede et forløb med tre forskellige farver, jeg blandede. Efter at have lagt en pølse i hver farve op imod hinanden fra lys til mørk, trykkede jeg dem flade, til de hang sammen. Så begyndte jeg at trykke dem sammen foroven og forneden, til jeg havde en fornuftig størrelse at arbejde med. Ved dette projekt skulle farverne og kanterne ikke ligge skarpt op imod hinanden, så jeg kunne bare sidde og mosle løs med det. Herefter skar jeg skiver i forskellige tykkelser og trillede dem i facon, hvor hver enkelt fik størrelse efter humør. Til sidst lavede jeg møjsommeligt mønster i hver enkelt drueagurk. Det er rimelig frustrerende at sidde og bøvle med, for når man er nået hele vejen rundt, har ens fingre samt trykket fra værktøjet gjort sit bedste for at slette det, man allerede har lavet. Sidenhen har jeg fundet en meget bedre teknik, hvor man krøller sølvpapir godt og grundigt og bruger til at præge med. “Suk!” Alt det bøvl, jeg kunne være sluppet for… Nå, pyt. Jeg har stadig en god del liggende, så jeg kan jo bruge den nemmere teknik til det. 🙂

Græskar

Mine græskar holdt hårdt! Jeg kæmpede som en gal for at finde de rigtige farver til forløbet, så jeg har nu 7-8 klumper fimo liggende, der markerer kampen… 😫 Men jeg er tilfreds med slutresultatet, der i sidste ende gav nogle flotte syltede græskar. 😊

Gulerødder

Jeg lavede gulerodsstænger i forskellige tykkelser, så jeg ville få variation. De større blev skåret i halve eller kvarte. Bagte fimostænger er meget nemme at skære. Jeg må indrømme, at selvom der er flere farver og spil i mine gulerødder, så har jeg alligevel valgt at lave dem ret simple, da de jo skulle være nede iblandt en masse andre grønsager og i væske, så man med selv den bedste vilje ikke ville kunne se finere detaljer i dem. Jeg havde blandet to forskellige farver, hvor jeg havde tilsat en del translucent til blandingen til centeret af gulerødderne. De så rigtig godt ud, da de var blevet bagt, men det er svært at se på billedet (see my point?!?).

Rødbeder
Argh! Dette var bestemt ikke meningen!!! 😱
Jeg havde lavet en masse flotte rødbede-stænger i fimo, som burde være nemme at skære, men som smuldrede totalt. Jeg bagte dem først i en halv time, men jeg har en mistanke om, at ovnen ikke var varm nok, for da de kom ud, var de enormt bøjelige og sprøde. Derfor kom jeg dem atter i ovnen i mindst 20 minutter mere, hvorefter de virkede fine. Men da jeg begyndte at skære dem, smuldrede de og sprang i småstykker for hver skive, jeg prøvede at skære. Variationer af skæreteknikker og knive ændrede ikke på resultatet. Min teori er, at jeg har fået bagt stængerne så længe, at de er blevet for tørre og hårde til at skære, i hvert fald i tynde skiver. Der lå en masse tid, kræfter og fimo i dem, og de var rigtig fine med masser af forløb, så jeg ville være meget ked af, hvis de alle endte som borscht. 😪  Jeg var ved at være godt modløs, for alle jeg kontaktede, som havde noget viden om fimo, sagde at mine stænger var lige til at smide ud. Men mit problem blev gudskelov løst! 🤩 En bekendt fra Facebook, Lise Vølund, foreslog, at jeg lagde mine stænger 3 minutter i ovnen og prøvede at skære dem igen – og det lykkedes!!! 😁😁 Lige så snart en stang begyndte at køle ned, begyndte den dog at blive besværlig igen. Men ved at holde en rotation igang med stængerne mellem ovn og skærebræt, lykkedes det mig at få alle skåret. Juhu! 😍 Så jeg var svineheldig, for stængerne var faktisk ødelagt. Man kan sige, at de for en kort bemærkning blev holdt i live ved kunstigt åndedræt. 😄

Ærter i bælg

Den har stået på kniveleg…
Jeg sad sammen med Mor og trillede tonsvis af ærter over mange dage og havde trods det kun en lillebitte pose, der kun blev lidt over halvfuld. 😫 Den slags kan godt blive forbistret frustrerende, så derfor plejer jeg at sørge for, at jeg har et sideløbende projekt, der kan give noget afkast i en fart. Man må jo også sørge for at pleje sjælen undervejs. 😜
Mit projekt i denne omgang var stadig ærter, blot i bælg. Jeg lavede nogle stykker, der var åbne, så man kan se ærterne indeni, og jeg lavede hele tomme bælge samt halve tomme bælge. Efter forbagning lavede jeg den grønne blomstertop på de fleste, for at få et mere naturligt look. Dette gjorde jeg ved at gratte i en klump fimo med et nåleværktøj og montere smulderet med en anelse flydende fimo. Sidenhen blev ærterne inde i bælgene lakeret. Det var tricky arbejde: én kniv til at arbejde på og en anden til at trykke flad med, skære faconen til og forsigtigt at løsne den færdige ærtebælg og forme bælgen med imens. I midten markerede jeg en linie, der fik en anelse flydende fimo, som jeg monterede de løse ærter med.

Kartoffelmos i kobbergryde

Jeg lavede en fimoblanding med masser af flydende fimo for at få det rette “flow” på kartoffelmosen. Og den ser så virkelig ud, at jeg næsten kan smage Mors lækre kartoffelmos, når jeg kigger på den. 😋 Kartoffelmoseren har jeg også selv lavet. 😀 Jeg var ikke så begejstret for metalhåndtagene, der fik gryden til at se billig ud. Derfor lavede jeg håndtag af fimo, malede hvid med akrylmaling og tegnede små blå blomster på. Meget bedre! 😁 På billederne er håndtagene dog ikke færdige endnu, da den blå geltush skulle tørre til dagen efter, inden jeg lakerede 3 gange for at få porcelænslooket.

Det lille billede viser originalgryden. Jeg kan bedre lide min udgave… 😜

Jeg fik gang i fimoen til julekalender og julegaver med kartoffelmos og kartofler.

En interessant detalje er, at jeg noget tid senere havde fat i plastikbøtten med mit “kartoffelmos”, og så var der sket en kemisk reaktion, der gjorde, at massen var begyndt at smelte bøtten, så jeg måtte til at flytte det over i en anden beholder, hvor jeg håber, der ikke fulgte smeltet plastik med, men det må tiden vise, når jeg engang laver noget med det og bager det.

Kartoffelsæk

Jeg tænker jo en del over, hvordan de dengang ville have opbevaret deres mad. Og med sådan noget som kartofler er der nok ikke meget tvivl om, at de til et stort hus simpelthen ville købe en sæk med kartofler. Men bare at have en sæk stående er jo egentlig lidt kedeligt. Til gengæld ville sækken blive noget mere spændende, hvis man tydeligt kan se, at kartoflerne er “i brug”. 😄 Derfor blev det til en væltet sæk med kartofler. Hvis man kigger nærmere efter, kan man se, at nogle få af kartoflerne er begyndt at spire. 😉 Jeg skal på et tidspunkt lige have tilføjet lidt patina til sækken. Jeg havde faktisk tænkt på det, men glemte det igen undervejs.

Skinkekød i tern og fars

En tallerken med skinkestykker i tern samt min barndoms Tekno kødhakker, der er blevet fyldt med skinketern og har gang i en god produktion af fars. Jeg har også fået lavet nogle få karbonader, bare for en god ordens skyld. 😉 Jeg er utrolig begejstret for dette projekt, da kødhakkeren i min barndom er blevet udsat for diverse omgange, hvor jeg har brugt modellervoks til at lave fars med, så det er ganske fantastisk at have en “rigtig” udgave med det i dukkehuset. Og ja, det er med vilje, der ligger et lille stykke fars ved siden af skålen. 😜 Det er den slags små detaljer, der gør, at arrangementerne får liv i dukkehuset. Jeg fik også ret hurtigt lov til at sætte det op i dukkehuset, og Mor nød i dén grad at studere alt det, der skete i køkkenet.  🙂

Hvert lille stykke kød er blevet tilføjet struktur på alle sider. For at få et naturligt look tilføjede jeg små detaljer med fedt, sener og lidt mørke “blodpletter” med tyk flydende fimo. Jeg afsluttede alt kød og fars ved at lave en tynd udgave af den mørke fimo og forsigtigt stryge på det hele.

Min Polymer Clay Extruder er jeg utrolig glad for og har brugt til rigtig mange af mine projekter efterhånden.
Dette mærkelige sølvpapirsarrangement kommer sig af, at jeg ikke var i tvivl om, at både kødkværnen, metalskålen og metaltallerkenen kunne tåle varmen i ovnen, men jeg turde ikke risikere malingen på det, især på den gamle Tekno kødkværn. På dette stadie har jeg allerede fjernet tallerkenen.
Ved kødkværn og skål forbagte jeg toppen i fem minutter, så jeg ikke kunne komme til at ødelægge noget ved at bøvle med det hele. Da farsen var lavet, blev det bagt fem minutter mere, hvorefter jeg fjernede kødkværnen og mit “stativ” af sølvpapir holdt fimoen i position under resten af bagningen.
Farsen gav mig lidt hovedbrud, men jeg endte med at forbage lidt fedt (hvid fimo) og lidt blodigt kød (rødlilla og masser af translucent fimo) i fem minutter, hvorefter jeg finthakkede det og blandede i “kødet”. Man kan enten mixe sin faste fimo med det flydende fimo for at få en anden farve, eller man kan blande farvepigment i (som man får ved at skrabe farvekridt. Staedtler virker efter min erfaring bedst).

Syltning

Jeg er igang med at sylte og lave marmelader til dukkehuset – i stor stil. Derfor har jeg lavet støbeforme af diverse syltetøjsglas og patentglas, men har yderligere også fået fat i små rigtige glas i to forskellige størrelser til projektet. For at lave alle disse glas (og jeg er overhovedet ikke færdig endnu!), skulle jeg naturligvis også bruge både grønsager og bær – så jeg har masseproduceret!

Indtil videre er det blevet til pickles, græskar, drueagurker og rødbeder i glas og sennepspickles, som jeg selv har støbt. Desuden har jeg støbt diverse marmelader.

Jeg har lavet hylder, der går hele vejen rundt ved loftet af bryggerset, så alle disse glas pynter gevaldigt!

Sennepspickles

Så har jeg prøvet at lave sennepspickles med flydende fimo med yderst varierende resultater. Ét glas fra anden støbning er jeg yderst tilfreds med. Første støbning… tjaeh. 😒 Dér lykkedes det mig for første gang at brænde fimo på. 😱 Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg lod det stå i ovnen for længe, om det er, fordi det er flydende fimo, eller om det er, fordi jeg anbragte formen (med ret tynd bund) direkte på min Efcolor Stove’s (ovn) bund. Nok mest det sidste.

Nå, men jeg fandt så til gengæld også ud af, at begge forme havde støbefejl. Det ene glas må have udviklet små luftbobler ved siden, da jeg pressede det ned i, hvilket jeg ikke har oplevet før og gør, at der er tre små grater, der stikker ud. Det andet har en lille diskret “bølge” ved halsen, hvilket sikkert er min skyld ved at bøvle for meget med glasset, da jeg støbte det. Jeg fik dog stadig noget fornuftigt ud af dem. Støbemassen er en to-komponent silikonemasse, som  man hurtigt ælter sammen, hvorefter man skulle have 3-4 minutter til at arbejde med det. Men det går lynhurtigt, så man skal bestemt ikke sidde at trille tommelfingre undervejs!
Men jeg skal da love for, at det er et lærerigt projekt…
Første forsøg
Jeg lagde alle grønsagerne op imod siden, men de søgte naturligvis mod bunden. Almindelig fysik… Og ups…! Brændt bund. 😱
Andet forsøg
Her hældte jeg lidt flydende fimo i bunden og anbragte en samme farve pølse af fimo i midten af glasset for at holde grønsagerne ude ved glassets kant. Tro mig, når man har siddet og trillet ærter i timevis uden at få ret meget ud af det, så kan man godt finde ud af at spare!
Jeg sørgede for at smøre formens sider med den flydende fimo først, så grønsagerne ser ud, som om de ligger i væsken. Jeg havde dog mit hyr med pølsen i midten, for den skøjtede rundt i den flydende fimo. Måske ville det hjælpe at bage den først… Nå, men det er fimo-“pølsen”, der møflede rundt i det andet glas, der er skyld i, at grønsagerne ikke ligger ordentligt op imod siden.
Patentlåg og “glas”-kant
Her skulle jeg bruge en “gummipakning” sammen med et låg. Jeg havde først planlagt at lave gummipakningerne af plastik-faneblade, men jeg tror, de vil være svære at klippe i det materiale. Så fik jeg pludselig øje på mit lasede gamle frimærkehæfte, der øjeblikket efter måtte lade livet. 🤣 Helt perfekt materiale og skøn at klippe i. Jeg holder min egen pakningsversion og originalen står ved siden af.
Et lille forsøg… 😉
Jeg købte på et tidspunkt en lim hos Lidl (Flash Bonder Special-lim), som jeg brugte, da jeg lavede et termometer i 1:12 og var ret begejstret for, både med konsistens og udseende, da den tørrer krystalklart og gummiagtig op. For at få et naturligt udseende på mine glas med sennepspickles, ville jeg gerne have en “glas”-kant i toppen, hvilket fik mig til at tænke på denne lim. Det så storartet ud, så jeg besluttede mig for at prøve at gå skridtet videre og også lave låget med limen. Derfor anbragte jeg mine hjemmelavede “gummipakninger” på mine fine, nye “glas”-kanter og lavede også lågene med limen. På  billedet er limen stadig frisk, så nogle af lågene ser lidt “urolige” ud, da jeg har brugt spidsen af limen til at trække dem i facon. Når limen stivner så meget, at den ikke mere er klæbrig, kan man presse lidt på låget for at rette på faconen.
Alle glassenes støbefejl blev korrigeret med et skarpt barberblad og den brændte udgave blev lidt lavere. I stedet for at prøve at skjule forskellen, besluttede jeg mig for at understrege den ved at lave låget mere massivt end resten med en fordybning i midten. Yderligere fik dette glas en pakning, der adskilte sig fra de andre ved at være smallere. Så de kunne alle bruges. Juhu!
Herefter blev de lakeret og fik en bøjle monteret, som jeg lavede af en strimmel øldåse.

Pickles

Man kan komme lidt af hvert i pickles, så derfor skulle der jo laves en bred vifte af grønsager – og det tog tid! Nogle var sjovere end andre, nogle mere udfordrende. Jeg endte med at komme gulerødder, ærter, bønner, cherrytomater, drueagurker og blomkålsbuketter i og tilføjede lyse og mørke birkes, jeg først havde lakeret og ladet grundigt tørre. Det gav en rigtig god effekt, og jeg synes, de blev rigtig flotte. 🙂

Græskar

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bruge Solid Water, som er en to-komponent resin (og som jeg stadig er lidt nervøs for at bruge, da man skal være meget omhyggelig med det og jeg kører lidt efter tilfældighedernes princip), men kom i tanker om, at jeg stadig havde en pæn sjat Scenic Water stående, der smeltes i vandbad og stivner som gelélys. Jeg har aldrig tilgivet Scenic Water for at ødelægge et af mine yndlingsprojekter, da det efter færdiggørelsen blev ved med at “arbejde” og yderligere gik i kemisk reaktion med omgivelserne, hvilket ødelagde dem. Men ved dette sylteprojekt tænkte jeg, at det da ikke burde kunne gå galt, og så kunne jeg få brugt resten af dette dyre produkt. Hvis det “voksede” i dimension, som det blandt andet gjorde ved min stakkels pumpe ved guldfiskedam, så kunne jeg jo bare kompensere ved at komme lidt mindre i. Men da jeg færdiggjorde det sidste glas, begyndte jeg alligevel at få nervøse trækninger, for jeg kom birkes i (lakerede for at forsegle dem) og blev så bekymret for, om det forbistrede Scenic Water ville ende med at få dem til at svulme op. Da jeg besluttede mig for at bruge dette produkt, tænkte jeg kun på, at det ikke ville kunne ødelægge fimoen… det håber jeg da i hvert fald ikke. Åh, altså, jeg hader Scenic Water! 😫

Nå, nu må vi jo se, hvordan det kommer til at gå. Gjort er gjort, og medmindre det ødelægger fimoen, kan jeg måske smelte det igen og få mine dyrebare grønsager ud af det igen. De klarede i hvert fald det første halve år uden problemer. 🙂

Jeg brugte en tandstikker til at komme én dråbe i ad gangen. Scenic Water vil meget gerne danne luftbobler,  der forhindrer, at man kan fylde mere i. Jeg startede hver gang med at forvarme glasset, så væsken med det samme fyldte bunden. Men det begynder at stivne ret hurtigt, så luftboblerne dannes. De er dog nemme at få øje på, når man kommer glasset i det varme vand (der må ikke komme vand ned i), hvilket skal gøres rigtig mange gange for hvert glas, hvor jeg, efter et stykke tid i vand, dunker glasset i bordet for at få luftboblerne til at komme mod toppen. Jeg kunne ikke få hul på luftboblerne med en tandstikker, men hjørnet af et stykke køkkenrulle virkede fint. Det varme vand måtte skiftes mellem hvert glas, da det ellers ikke var varmt nok.

Scenic Water i vandbad. Da jeg lavede rødbederne, opfandt jeg en bedre teknik.

Glassene mangler lidt birkes, men er ellers klar til Scenic Water – endelig!!!

Så blev jeg færdig med at sylte pickles, drueagurker og græskar. 😉

Drueagurkerne fik en gummiring monteret, så flaskerne fik lidt ekstra højde på og det ikke kommer til at se for ens ud. På billedet havde jeg også sat en gummiring på de store flasker, men dem pillede jeg af igen, da flaskerne kom til at syne for høje og tynde.
Hver slags fik sin egen type stof. Etiketterne fandt jeg på Pinterest, hvor jeg måtte tage et skærmbillede og bagefter billedbehandle det, da siden, det stammede fra, ikke fandtes mere. Jeg printede dem ud og lagde dem dobbelt. Da de var tørret, klippede jeg hjørnerne til og lavede hul med en nål, hvorefter jeg håndskrev teksten på dem, inden jeg klippede dem fra hinanden. Efter at have sat snor på et glas, sørgede jeg for at smøre den nederste snor ind i lim og spidse den til samt give knuden en smule lim, så knuderne ikke gik op igen. Når snoren var tørret, klippede jeg den skråt, hvorved jeg fik en “synål” til at føre igennem hullet på mærket. Efter at have bundet en knude ved mærket, fik den også en smule lim og begge snore blev trukket nedad og holdt på plads, mens limen tørrede. Etiketterne blev snippet lidt kortere, og hele halløjet blev afrundet med, at jeg klippede snorene til. Og så var de endelig helt færdige! 😍😍😍

Rødbeder

Rødbederne, før jeg havde fundet ud af, hvordan jeg ville lave patentlåg og -lukning til dem.
Jeg havde lavet en masse flotte rødbede-stænger i fimo, som burde være nemme at skære, men som smuldrede totalt. Jeg bagte dem først i en halv time, men jeg har en mistanke om, at ovnen ikke var varm nok, for da de kom ud, var de enormt bøjelige og sprøde. Derfor kom jeg dem atter i ovnen i mindst 20 minutter mere, hvorefter de virkede fine. Men da jeg begyndte at skære dem, smuldrede de og sprang i småstykker for hver skive, jeg prøvede at skære. Variationer af skæreteknikker og knive ændrede ikke på resultatet. Min teori er, at jeg har fået bagt stængerne så længe, at de er blevet for tørre og hårde til at skære, i hvert fald i tynde skiver. Der lå en masse tid, kræfter og fimo i dem, og de var rigtig fine med masser af forløb, så jeg ville være meget ked af, hvis de alle endte som borscht. 😪  Jeg var ved at være godt modløs, for alle jeg kontaktede, som havde noget viden om fimo, sagde at mine stænger var lige til at smide ud. Men mit problem blev gudskelov løst! 🤩 En bekendt fra Facebook, Lise Vølund, foreslog, at jeg lagde mine stænger 3 minutter i ovnen og prøvede at skære dem igen – og det lykkedes!!! 😁😁 Lige så snart en stang begyndte at køle ned, begyndte den dog at blive besværlig igen. Men ved at holde en rotation igang med stængerne mellem ovn og skærebræt, lykkedes det mig at få alle skåret. Juhu! 😍 Så jeg var svineheldig, for stængerne var faktisk ødelagt. Man kan sige, at de for en kort bemærkning blev holdt i live ved kunstigt åndedræt. 😄
Jeg havde taget lidt af mit Scenic Water og blandet farve i, så farvepigmenterne kunne blive ordentlig opløst. Det var første gang, jeg prøvede at farve det, men det blev helt perfekt. Det var dog stadig et hulens bøvl at få ned i de små glas sammen med rødbederne, uden at der kom tonsvis af luftbobler i. Jeg fandt så en ny anvendelse for min Efcolor Stove, da jeg i stedet for vandbad, der hele tiden skulle skiftes, lod min Scenic Water stå (på metallet fra et fyrfadslys) på ovnens overflade. Ligeledes havde jeg hele tiden to små flasker kørende i rotation, så jeg arbejdede på den ene, mens den anden stod på ovnen for at lade boblerne komme op til overfladen. Det var sejt arbejde, men jeg er bare så lykkelig for, at det i det hele taget lykkedes og mine rødbeder overlevede! 😍😍😍
Jeg havde tidligere brugt en tandstikker til at dryppe én dråbe i ad gangen, men jeg syntes, jeg ingen vegne kom. Derfor brugte jeg en lille flaske med nål, hvor jeg sugede væsken op i fra gang til gang, så det holdt sig varmt og flydende. Men det stivnede rigtig hurtigt, så jeg min idé med at opvarme flaskerne hjalp gevaldigt. På trods af det samlede der sig mange bobler, så det var hele tiden en kamp at få dem pæne.
Problemet lå i den hurtigt stivnende væske. Vandbadet skulle udskiftes mellem hver lille flaske, da det ellers ikke var varmt nok – det var et bøvl. Jeg havde prøvet at putte grønsagerne ned først og hælde væsken i, hvor væsken lagde sig omkring dem, men dannede store luftbobler imellem. Jeg havde prøvet at hælde væsken i i flere omgange og putte grønsagerne ned i, men så opstod der tonsvis af mikrobobler (dette med kanyle). Rødbederne var faktisk værre end de andre grønsager med at danne luftbobler omkring sig, men det hjalp gevaldigt med min løsning med at sætte dem på min Efcolor Stove, så væsken blev varmet op i flasken og luftboblerne søgte opad. Det er en tricky væske at arbejde med, fordi det stivner så hurtigt, og det er jo ikke fordi man har det store albuerum i de små flasker. Men nu har jeg i hvert fald gjort et godt indhug i mit dyre Scenic Water, som jeg aldrig køber igen (det ødelagde min pumpe med guldfiskedam). 😉

Patentglas-lukning
Glassene til rødbederne var nogle små bitte rigtige glas med korkprop. Proppen kunne jeg ikke bruge til projektet (men bare rolig, selvfølgelig er de blevet gemt til fremtidige projekter! 😁). Jeg fyldte glasset til randen med Scenic Water og efter det var helt tørt, limede jeg min “gummipakning” på og med min Flash Bonder-lim (som jeg simpelthen ikke kan opdrive mere af! 😒) lavede jeg låget. Så kom vi til den svære del…
At lave patentglas-lukningen er vanskeligt og drillesygt, men det kan lade sig gøre.
1.  “Låsen” formes.
2.  Den færdige “lås”
3.  Metaltråd vikles to gange løst om halsen. Herefter hægtes låsens ene krog omkring de to tråde, sættes i rette vinkel og klemmes sammen. Dog ikke så hårdt, at trådene ikke kan køre igennem hullet.
4.  Den anden krog sættes omkring de to tråde og klemmes let sammen. Vær ikke bekymret for, at låsen mister lidt af sin facon.
5.  Låsen skubbes i rette position. Den kan være ret “levende”, så en fast finger på toppen hjælper gevaldigt resten af vejen.
6.  Forsigtigt trækkes metaltråden stramt til og klippes af, hvor de “mødes”. En pincet eller smal tang bruges til at skubbe tråden helt på plads. Krogene på låsen klemmes helt sammen, men vær ikke brutal, så knækker tråden bare.
7.  Den færdige patentglas-lukning.
Ta-daaah! 😍😍😍
Stadig masser at lave af glas, men jeg kylede de færdige op, så Mor havde noget spændende at kigge på. 🙂

Jeg lavede en lille æske med de forskellige sylteglas, jeg havde lavet, så Mor kunne sidde og nærstudere dem.