4. sal: Badeværelse og soveværelse
De to øverste etager har ikke elevator, men må gå en etage ned ad bagtrappen (som vi jo bare véd er der) for at kunne tage elevatoren. Fra soveværelset går vi ind i badeværelset.
Badeværelset
Her mangler jeg at bygge et vindue og lave spejl med Art Nouveau-motiv samt lave dørkarm.
Badeværelsesornamenter
Efter jeg havde støbt nogle ornamenter med flydende Fimo, besluttede jeg mig for, at jeg i stedet for at male og blanklakere dem, ville give dem hvid voks og oppudse dem. Så det var, hvad jeg gjorde, og jeg kan rigtig godt lide resultatet og det var en rigtig flot opdatering af badeværelset. Så det var godkendt. Så skulle jeg bare gange med 7…
“Glas”-reol
Jeg har haft denne reol stående på min projekt-venteliste i nogle år. Dukkehusets badeværelse er ikke ret stort, og en massiv reol på bagvæggen ville komme til at se klemt og forfærdeligt ud. Men jeg havde brug for hylderne efter at have købt et smukt Reutter porcelænssæt til badeværelset med flere dele. Jeg kom frem til, at jeg ville få det allerbedste ud af det, hvis jeg lavede en glasreol med messingstolper, der så heller ikke ville virke for voldsom på bagvæggen. Jeg skulle bruge 2 mm plexiglas, hvilket har taget mig til nu at få fat i, så det har været en irriterende forhindring. Til gengæld var reolen ikke kommet til at se ud, som den gør, hvis ikke det var, fordi jeg var blevet forhindret i at komme i gang med den. Jeg havde nemlig planlagt at lægge en øsken omkring stolperne ved hver hylde, men selvom jeg har masser, så var hver og én af dem totalt forsvundet for mig. Det er jo desværre, hvad der sker, når man arbejder på for mange projekter uden at få dem gjort færdige, hvor materialerne så ikke kommer tilbage på plads.
Nå, men i min desperate søgen faldt jeg over 4 flotte messing-gardinstænger, jeg egentlig ikke regnede med at få brug for. Og lige pludselig blev jeg opmærksom på de flotte ender, og hvilken fordel det ville være at kunne skrue på dem, hvor jeg ville kunne justere fødderne på reolen, hvis den skulle vippe. Og jeg vidste fra tidligere brug, at selv hvis jeg havde skullet bruge dem til gardinstænger, så ville jeg alligevel have været nødt til at skære et stykke af stangen. Så beslutningen blev taget, og reolen blev derved en del bekostligere, end jeg havde regnet med. Men samtidig var jeg begejstret, for jeg tænkte, at jeg kunne bruge de overstore medfølgende ringe til at lave mindre øskner med. Ha! Dét kunne jeg da godt glemme! Det var yderst solid messing, og trods utallige forsøg, hvor det kun lykkedes mig at få rettet en ring ud, måtte jeg opgive, da jeg simpelthen ikke kunne lave små buer med det stædige metal. Altså måtte jeg til at korrigere mit design. Jeg fandt nogle søde messing-blomster frem, som jeg med møje fik udboret, så de passede nedover stolperne. Det var pænt, men jeg syntes, der manglede noget, hylderne skulle hvile på. Jeg havde jo planlagt, at de skulle hvile på ringe, men det skulle jo åbenbart ikke være. Jeg kom så på at udbore ørenringslåse, og det blev en virkelig flot løsning. Men ih, hvor ville mine fingre gerne have været arbejdet foruden. Hver ørenringslås måtte igennem 8 slibeprocesser, før den var klar til montering!!! Det var drønsvært – og jeg endte med at skulle bruge 24 af dem!! Og 16 af blomsterne. Mine stakkels fingre var ikke meget værd, da jeg var færdig. “Fødderne” på reolen fik slebet rundingen af den lille kugle, så de havde en plan flade at stå på. Stængerne blev savet til, og så spidsede jeg topenderne, så de fine knopper havde noget at hvile på.
Badeværelset anno 2016 – så manglede jeg bare vinduet samt at bygge en reol til bagvæggen.
Badeværelset skal have et special-vindue, jeg selv skal bygge. Jeg har forelsket mig lidt i idéen om et Art Nouveau-vindue, så jeg har været i gang med at lave research og lægge planer. Så må vi jo så se, om det lykkes som planlagt…
Vi mangler noget afsætterplads i badeværelset, så jeg skal have bygget en reol i plexiglas og messing
Vi valgte at købe et relativt dyrt badeværelse, da praktisk taget alle de “billige” badeværelser på dette tidspunkt var meget “klumpede”. Både Mor og jeg ville gerne have noget, der var lidt elegant, så vi købte et meget flot sæt, vist nok fra Schweiz. På messe havde vi købt nogle flotte overføringsbilleder, som jeg tilpassede og påførte vore nye badeværelseselementer, og vupti, så havde vi vort helt unikke badeværelse! Der er efterhånden ved at komme lidt facon på indholdet af badeværelset, kraftigt hjulpet på vej af et indkøb af hæklede pynteting, der passer i farven til resten og ser ustyrligt klædelige ud. Så det begynder da så småt at ligne noget.
Det gamle badeværelse – en del mindre
4. sal 2015 i “rå” tilstand