Familie-gaver

Min ældste storesøster Winnies julegave

Ikke ligefrem til dukkehus, idet min ældste storesøster ikke kunne være mere uinteresseret i dukkehus-verdenen. Til gengæld elsker hun Willow Tree-figurer, men jeg har efterhånden givet hende nogle stykker og syntes ikke rigtigt, jeg bare kunne blive ved. Hun er vanvittig svær at finde på gaver til, så derfor besluttede jeg mig for selv at lave en figur til hende.

Min ældste storesøsters julegave blev lavet i stil med Arora- og Willow Tree-figurer, hvor jeg tilføjede min egen stil. 😉 Den blev bygget op af fimo over sten, sølvpapir og skumpap og malet med kalkmaling og tonet med voks. På grund af de mange lag voks har jeg desværre ikke fået den matte overflade, jeg gik efter, men jeg vidste helt fra starten at dette ville være en mulighed og det er jo ikke ligefrem, fordi den skinner. Min svoger med deres lille hund Ziva er udgangspunktet for min figur, hvor jeg dog har ændret på både hundens og armenes placering. Kunstnerisk fri fortolkning. 🤣

Det var en kæmpeopgave og meget svær og samtidig kunne jeg ikke finde noget tilsvarende på nettet, så jeg har selv måttet finde på teknikkerne undervejs. Og ved inspirationskilderne var der heller ikke meget hjælp at hente, da der ikke er nogen af deres figurer, der har kraver, hatte, briller, ure, hunde med tungen ud ad munden, halvkrop på fod og multifarvet. Lad os bare sige, at det var noget af en udfordring! 😜🤪 Den er blevet så flot, at jeg gerne selv ville beholde den, men det ville nok være lidt spøjst at have en figur af min svoger og deres lille hund stående, og hvad skulle jeg så give min søster…? 😂

Processen

Farven af fimoen var ligegyldig, idet den skulle males, så jeg tog bare den mest upraktiske farve, jeg havde, hvilket var vanille med glimmer. Jeg havde på et tidspunkt købt noget blandet, og der var flere med glimmer imellem, hvilket jeg næppe kommer til at bruge til nogen af mine projekter.

Jeg startede figuren ved at pakke en sten ind i sølvpapir og forme torsoen. Det var for at give hele figuren noget vægt, for fimo vejer ikke meget i sig selv. Hovedet blev ligeledes bygget op omkring en sten. Jeg havde problemer med, at sølvpapiret om torsoen var alt for løst og flaprende, så jeg besluttede mig for at give det godt med lim imellem de forskellige lag og lade det tørre til dagen efter. Dååårlig idé!!! Limen var slet ikke tør, og da jeg pakkede torsoen ind i fimo og begyndte at bage den, begyndte limen at koge og søge udad – hvilket i dette tilfælde indebar, at den fik to store revner ned langs kroppen, hvor limen boblede ud af. Argh! Nå, my bad. Jeg rettede op på det og bagte den igen i flere små omgange.

Ansigtet fik antydningen af briller og den lille hund fik grundform. Efter bagning lavede jeg en prøveopsætning for at justere facon og tjekke størrelsesforhold.

1: Projekt Julegave i Willow Tree-/Arora-stil skrider fremad. Klatterne på skjorten er jeg nok cirka halvvejs med. Ansigtet er jeg godt tilfreds med, men kasketten skal vist have endnu en overhaling, men det finder jeg ud af henad vejen. Hvis jeg lægger mærke til, at den bliver ved med at irritere mig, er det ensbetydende med, at den ikke er perfekt, og så får den lige en tur til. 😄 Men kors, det er et svært og sejt projekt, så jeg har fået min sag for.

2: Hunden er blevet anbragt og dens ansigt begynder at tage form. Kasketten er blevet lidt større.

3: Begge arme og ærmer samt to af hundens ben er kommet på plads, og det ene ærme har fået struktur. Det meste af skjorten er næsten færdig. Pyyyh, hvor er det en sej omgang at arbejde på! 🥵 Samtidig er der nu hele tiden 8 minutters ovntid, jeg må vente, hver gang jeg har monteret noget nyt, så jeg ikke ødelægger det, når jeg arbejder videre. Det var nemmere i starten, hvor jeg kunne skifte mellem hoved, torso og hund og ikke hele tiden skulle vente som nu, hvor alle dele er blevet samlet.

1: Så var min figur endelig færdig. Nu skulle jeg til den komplicerede del med at male med kalkmaling og vokse den med forskellige farver. Jeg havde ikke kunnet finde noget brugbart på nettet til den teknik, jeg skulle bruge, så jeg var lidt på Herrens mark. Men jeg måtte jo bare prøve mig frem og håbe på det bedste.

2: Lidt nærmere færdiggørelsen af min figur, som jeg startede med at male med French Beige kalkmaling som bundfarve. 😊 Al kalkmaling, jeg brugte, var af mærket Jeanne d’Arc Living Vintage Paint.
Skjorten har fået første farve, Petrol Blue, men er langt fra færdig. Her ser den meget mørk ud, men den vil blive “bygget op” med farver ligesom bunden.
Hudfarven blandede jeg selv af French Beige og Delightful Plum. Lyset svandt, så jeg nåede ikke at se hudfarven tør sammen mine Arora- og Willow Tree-figurer, så jeg var godt klar over, at jeg måske måtte ende med at ændre på kuløren dagen efter, da den helst ikke skal skrige mod de andre. Vintertid er en plage med dagslyset, som i denne tid kan have en grålig tone, så det kan være svært at blande farver. Denne gang var jeg dog heldig. 🙂

3: Hund og hat er blevet malet med Soft Cream og hundens tunge fik Delightful Plum.

1: Jeg blandede en blågrå farve ved at tage Ocean Blue og hvid og blande turkis farvepigment i, hvorefter jeg malede skjorten med det, men omhyggeligt sørgede for at skrabe penslen af på kanten af bøtten, før jeg malede, så farven ikke kom i dybden på figuren.
Efter det var tørret, smurte jeg hele figuren ind i klar voks med en blød pensel, lod det stå lidt og tørrede den af igen. Figuren skal være mat, så jeg passede på ikke at pudse for meget på den, for så bliver den semiblank.

2: Hund og kasket er blevet malet med Soft Cream kalkmaling og hundens tunge har fået Dusty Rose.
Jeg blandede en farvet rød voks ved at blande klar voks med Dusty Rose og rødt farvepigment. Det fik lov at stå og “trække” et par timer, så jeg var sikker på at farvepigmentet var blevet opløst. Jeg brugte atter penslen og påførte voksen på skjorten og hundens tunge. Jeg var dog lidt for effektiv til at tørre det af bagefter og måtte give det en ny omgang, så lidt af det røde blev siddende.

 

Jeg lavede en fod af skumpap beklædt med et tyndt lag fimo, som jeg bagte i mange 5-minutters ture, hvor den hver gang fik lov at køle af, så varmen ikke smeltede skumdelen. Efter at have bagt den første gang, skar jeg en masse små stykker af, så jeg i sidste ende gerne skulle ende med noget, der lignede en sten. Bunden blev malet med Jeanne d’Arc Living Vintage kalkmaling, hvor første heldækkende lag var Black Velvet. Så strøg jeg Petrol Blue på med let hånd med en ret tør pensel, som også er første farve, jeg har malet skjorten i. Herefter fik bunden samme tur med Warm Grey og til sidst Pearl Grey. Senerehen fik den nogle omgange med farvet voks for at afslutte den.

Hunden fik lysebrun voks og efter aftørring lidt hvidt og ørerne fik brun voks på.
Kasketten fik lysebrun voks og efter aftørring lidt hvidt. Håret blev fremhævet med gråt voks.
Briller og urglas fik hvidt voks, der derefter blev tørret af, så det kun gav et touch af farve.
Skjorten blev smurt ind i hvid voks.
Efter disse lag voks havde fået lov at tørre i tre timer, valgte jeg ikke at tørre efter, men i stedet komme klar voks ovenpå, som fik lov at tørre til dagen efter, inden figuren blev pudset efter. Derefter blev den monteret på foden… og så var projektet færdigt – yay! 🤩😜🤩😁

 

 

Min søster Lykkedias 60 års fødselsdagsgave 2019

Jeg fungerede ekstremt dårligt i kreeringsperioden, så det var desværre et op-ad-bakke-projekt. Billedet viser kikkassen, der lige nåede at blive præsentationsværdig, så jeg kunne sende billeder af den til min søster, der bor på Sjælland. Jeg havde intet limet fast, så vi sammen kunne afgøre eventuelle ændringer. Det blev nu kun til småting og jeg har ikke kunnet samle kræfter til at gøre den færdig siden, men det kommer nok. Nu kan jeg da for en tid selv nyde synet af den. 🙂

Både min søster og jeg besøgte for et par år siden vor mor i Ribe, hvor hun nævnte for os, at hun ønskede sig en kikkasse med sit “rytme-rum”. Hendes ønsker ligger normalt i “det-kan-du-godt-glemme”-kategorien, men bagefter snakkede Mor og jeg om det og blev enige om, at det da var en god idé til hendes runde fødselsdag og rimelig overskueligt (ha!), idet vi kunne købe flere af instrumenterne dertil. Så når jeg siden faldt over noget, der passede til, købte jeg det, hvorefter Mor måtte have pungen op af lommen også, så når kikkassen til sin tid ville være færdig, ville jeg oprigtigt kunne sige, at den var fra os begge, selvom Mor ikke var her mere.

Jeg har ellers nydt ikke at have deadline på med mine projekter, men blev pludselig klar over, at jeg nu ikke helt slap alligevel, da vi pludselig havde august måned og min søsters fødselsdag nærmede sig. Min mellemste storesøster fyldte 60 den 9. september, og hun er den eneste i familien, der nogensinde decideret har ønsket sig noget dukkehus-relateret. Jeg havde samlet musikinstrumenter sammen over noget tid og havde gået og vendt og drejet, hvordan jeg skulle designe kikkassen. Jeg havde en vinkasse liggende, så den blev udnævnt til startpunktet. Den er jo ikke ret dyb, så der skulle virkelig tænkes. Jeg bestemte, at hendes gamle beige lædersofa skulle være fokuspunktet. Jeg havde intet beige læder, men havde lige læst om at bruge kalkmaling på stof eller læder, hvor man afslutter med flere lag voks og får en blød og glat overflade. Jeg har en del kunstlæder, så dette projekt var lidt af et sats, da jeg skulle have lavet hele sofaen færdig, inden jeg kunne forsøge at male den og finde ud af, om det var en forfærdelig idé. 🤪 Arh, måske skulle jeg male puderne…? 😜 Jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig for at prøve at male de første puder, jeg fik lavet, hvilket gjorde den færdigt limede sofa til et uskønt syn, da mit bøvlen fik malingen til at krakelere, så jeg måtte til at slibe det ned. En lille sjov detalje: sofaen er nærmest udelukkende bygget op af køkkensvampe og kunstlæder – samt enorme mængder superlim!!! 🤪

Køn er den ikke, men limpletter og andre småting ville jo blive skjult af kalkmalingen. 😉

1:12 til venstre, 1:1 til højre – det har jeg da ramt meget godt!  😊

Jeg lavede to sidde-puder til sofaen. Opmærksomme folk bemærker måske, at de ser en anelse smånussede ud i forhold til min normale standard, men idet det hele skal males, har jeg ikke været så omhyggelig som normalt.
Jeg tog nogle køkkensvampe og skar den ru del af og beklædte dem med kunstlæderet med Arleene’s Tacky Glue og Loctite superlim (efter at have testet, om superlimen fik svampen til at gå i opløsning, men der var kun misfarvning, så det var ikke noget problem). Bagefter limede jeg en stribe fast langs hele kanten. Og så skulle jeg ellers ud og have renset superlim af mine stive fingre… 🤣

De var også rigtig sjove at trykke på, for de opførte sig som normale læderpuder og blev flade med et pfssssss, når luften blev presset ud (jeg er typen, der finder glæde i de simple ting 🤣).

Jeg gik igang med at lave sofaen til kikkassen, og selv om designet egentlig var enkelt nok, var jeg bare ikke i stand til at finde ud af at lave den. Når min hjerne går fløjten, kan jeg ikke tage 1 plus 2 og få 3. Men til sidst lykkedes det mig at komme så vidt, at jeg havde basen til sofaen. Jeg måtte dog ændre på designet, da jeg stødte på problemer med dybden på kikkassen, så jeg måtte klippe 5 mm af kartonet. Det var stadig ikke nok, så derfor besluttede jeg mig for at skære en rille i ryglænet, som jeg havde lavet af skumpap, hvorved jeg kunne skubbe sædet ind i rillen og redde mig yderligere 4-5 millimeter. Samtidig løste det også problematikken med stabiliteten i samlingen af de to, da jeg så ikke behøvede at montere nogen støtte.

Jeg malede siddepuderne to gange. Da jeg limede dem fast på sofaen med superlim, blev siderne ekstremt stive. Under processen med at få kanterne til at passe sammen, måtte jeg desperat holde dem sammen med fingrene, hvorved deres fintpassende facon blev træls og stiv at se på. Jeg prøvede at massere dem blødere, hvorved kalkmalingen begyndte at revne. Derfor sleb jeg dem, så de kunne blive malet igen. Puderne havde allerede fået første lag voks, så jeg var lidt spændt på, om det ville give mig problemer, men det lykkedes fint.

Alt mit moslen rundt med siddepuderne gjorde også, at den inderste kant begyndte at løsne sig. I stedet for straks at reparere det, besluttede jeg mig for at udnytte det, idet ryglænet ikke ville holde sig i den rette vinkel. Så jeg stak nåle fra puderne ind i ryglænet og efter at have “låst” den fast i den rette vinkel, hældte jeg superlim ned i revnerne og bagved puderne og trykkede ned på puderne, så de kom i bedre kontakt med kanten.

Jeg limede puderne fast med en god del Arleene’s Tacky Glue, der forlængst burde være stivnet. Det var den dog ikke, så et stykke tid efter, jeg havde fjernet arrangementet med klammerne, begyndte puderne lige så stille at løsne sig. Så kom superlimen frem!

Ved anbringelse af sæderne kunne jeg så endelig få klippet armlænene til. Nøj, et værre svineri! Men jeg er stadig vældig begejstret med mit valg af grundmateriale til sofaen, køkkensvampe. Til den flade pude, der skal ligge henover hvert armlæn, vil jeg bruge den grove grønne del, som jeg har klippet fra svampene fra siddepuderne.

Jeg lavede armlænene til sofaen, hvor der også skulle ligge en flad pude på hver. 😀 Armlænene skulle ikke have skarpe kanter og skulle samtidig runde og snævre ind nedad, så jeg var godt klar over, at jeg ikke ville kunne lave det på øjemål, som jeg tit har for (u)vane. Derfor brugte jeg et stykke køkkenrulle til at “pakke” den faconklippede køkkensvamp ind i, og så tegnede jeg groft faconen til. Det meste overflødige blev klippet fra, så jeg kunne komme til, hvorefter jeg mere nøjagtigt kunne få tegnet mønsteret op. Herefter var det bare at overføre mønsteret til kunstlæderet, og ved at vende skabelonen, havde jeg jo også mønsteret spejlvendt til det modsatte armlæn. 😊 Måske en lidt speciel fremgangsmåde, men køkkensvampene er også lidt specielle at arbejde med, og når det nu virker… 🤪😆

Den grove del af en køkkensvamp blev til fyld i armlænspuderne. Min erfaring, fra da jeg lavede kunstmalerens kuffert, har lært mig, at min sædvanlige Arleene’s Tacky Glue, som jeg bruger til det meste, ikke dur til kunstlæder, så jeg har brugt store mængder superlim på sofaen.

Jeg lavede rygpuderne til sofaen på et tidspunkt, hvor jeg fungerede rigtig dårligt, så det endte selvfølgelig med, at jeg måtte ændre dem ved at klippe de nederste hjørner af. Jeg syntes egentlig, jeg havde fået ramt faconen ret godt, men da de først kom på plads, endte jeg med et gabende hul i hvert hjørne, som jeg i flere omgange fyldte lim i. Det var næppe nødvendigt, for der skulle ligge puder, men jeg ville ikke risikere, at man kunne ane et hul bagved. Da det hele var tørt og klar, gav jeg sofaen en let slibning og malede den med Jeanne d’Arc Living Vintage Paint “French Beige” to gange og gav den derefter to lag klar voks, hvor jeg pudsede den efter imellem hvert lag.

Den færdige sofa – ikke så ringe endda…! 😉

Sofapuder

Puha! Dette projekt gjorde mig helt skeløjet af at sidde og arbejde med kompliceret billedredigering på computeren. Den sofa, jeg lavede til min søsters kikkasse, skulle have specialpuder magen til hendes egne. Det komplicerede kom af, at jeg havde ét billede at gå efter, hvor puderne lå hulter til bulter. Hver pude skulle “rettes ud”, renses og eventuelt have noget tilføjet ved overlapninger i et billedbehandlingsprogram på computeren, så jeg fik noget, jeg kunne udprinte på transferpapir, så jeg kunne få motivet overført til stof. Mine endelige resultater blev ikke perfekte, hvilket også ville være fysisk uladsiggørligt, men det var dæleme også svært. Og jeg synes da, jeg har ramt originalerne ret godt. 😉

Fotoet viser min udgave af min søsters sofa med puderne printet ud på papir, så jeg kunne være sikker på, at jeg havde ramt den rette størrelse. Normalt har jeg en knaldgod fornemmelse for at ramme størrelsen, men jeg fungerede møgdårligt, mens jeg arbejdede på nærmest alle projekterne ved kikkassen, så mit “øjemål” fungerede ikke som normalt. Det blev endnu værre af, at jeg ikke har lavet sofaen så dyb som originalen, idet vinkasse-kikkassen jo giver yderst begrænset dybde. Men jeg har prøvet at skabe illusionen af den originale dybde ved at korrigere pudernes størrelse. Blandt andet er armlænspuderne meget kortere, end de er i 1:1. Jeg tænker ikke engang over det mere, når jeg sammenligner fotos af de to sofaer, så det er da ikke helt fjollet… 😉

Det aflange vindue, strukturtapet, moderne glasurtepotter og planter

Kikkassen fik et aflangt smalt vindue, hvor jeg skulle bruge nogle grønne planter. Jeg kan ikke huske, hvad min søster havde stående i vinduet i sit kolonihavehus, men jeg har et gammelt billede, fra da hun købte huset, hvor det ser ud til, at urtepotterne er af glas. Derfor besluttede jeg mig for, at det skulle være mit udgangspunkt.

Jeg fandt en gammel udtørret geltush, hvor jeg savede røret op i stykker og lavede en bund med klar smykkelim. Så blandede jeg kaffegrums med klar lim og kom ned i hver “urtepotte”, der hver fik en plante, jeg lavede af forskellige plastikplanter, jeg klippede op (på nær efeuen, der er fra et specielt net med små bitte efeublade på). Normalt bryder jeg mig ikke om plastikplanter på grund af plastikskinnet, der er så markant. Men de passede perfekt til projektet, så derfor blev de pudret med tre forskellige farver, der dæmpede plastikskinnet betydeligt. Da den klare lim med kaffegrumsen tørrede, opstod der et væld af små fine bobler. Det var ikke lige planen, men jeg kan faktisk vældig godt lide effekten. Efeuen var fra en form for net, så den blev klippet til.

Derudover ønskede jeg at lave strukturtapet. Derfor valgte jeg at tapetsere med groft sandpapir, hvorefter jeg har malet det i flere omgange med en blanding af hvid akrylmaling, lim og vand. Men det var lige som om sandpapirets gule farve blev ved med at træde igennem, så tilsidst malede jeg hele halløjet med kalkmaling og voksede det derefter. Det blev en flot effekt, og jeg er glad for at have fået brugt noget af alt det sandpapir, jeg oprindeligt havde planlagt at bruge til dukkehusets tag, inden jeg blev inspireret til en bedre løsning. Men det var edderhyleme en barsk omgang for mine negle undervejs! Jeg ville allerhelst have beholdt vinkassens originale træ-ydre, men den var så sjusket bygget og med så mange skader, jeg måtte udbedre med plastic putty, at jeg var nødt til at male den. Til gengæld vil det nok også passe bedst til min søsters hjem, og det er jo ikke mig, der skal have den stående.

Specialfarvet loddent gulvtæppe

Jeg skulle bruge en specifik farve tæppe. Jeg tjekkede alle mine stoffer, men havde selvfølgelig ikke noget lignende. Det ville nu også have været utroligt, idet stoffet både skulle være uldent samt være meleret blå/lilla. Rent tilfældigt faldt jeg over en ny lyseblå karklud af en type, jeg ikke bruger mere, og den havde lige det uldne look, jeg gik efter. Hmmm… 🤔

Jeg blandede akrylmaling og vand i et plastikkrus og lagde karkluden i, hvor den fik lov at trække i flere timer, hvor jeg ind imellem moslede lidt rundt med karkluden, for at være sikker på, at farven blev rimelig jævnt fordelt. Så puttede jeg kluden i en frysepose og vred den, så det overskydende maling kunne komme væk og jeg ikke blev beskidt (posen ville jeg alligevel bruge i tørreprocessen, så ingen grund til at bruge handsker). I første omgang vred jeg den for hårdt, så karkluden fik sin lyseblå tone igen, så jeg gav den en omgang farve mere. Herefter vred jeg kun kluden lidt, hvorefter jeg glattede den ud inde i posen, men sørgede for at posen var så åben som muligt, mens “tæppet” tørrede. Jeg havde været lidt bekymret for, at stoffet ville være lidt for levende at klippe i bagefter, men farven havde gjort det stivere, så det var meget nemt at have med at gøre. På billedet er det klippet til og afventer montering, efter jeg har malet kikkassen.
Det blev lige, som jeg ønskede det, og idéen er hermed videregivet.

 

Lille tromme og stor tromme-taske

Jeg havde fotoet fra min søsters kolonihavehus til at gå efter, og især hvad den lille tromme angår syntes jeg, at det var meget svært at se de forskellige detaljer. Men jeg synes nu, at det er lykkedes mig meget godt. 😉 Til højre ser man trommerne i kikkassen.

Stor tromme-taske

Skruelåget fra en vakuumpose – miniaturistens evige blik for muligheder… 😜

Her kom min superlim i brug i overflod. Mit mørkebrune kunstlæder er dejligt tyndt og var derfor yderst velegnet til dette projekt. Mit udgangspunkt var skruelåget fra en vakuumpose, som jeg savede fra hinanden. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg med garanti havde kunnet lave det meget lettere, men til gengæld var begge meget solide og stabile. Jeg ville allerhelst have lavet, hvad jeg troede var en stor tromme, rund, da den ovale form til en tromme bare virkede forkert, men jeg var jo ligesom nødt til at lave den, som den så ud på billedet, jeg arbejdede efter. Sidenhen erfarede jeg, at det slet ikke var en tromme men derimod en tromme-taske, hvor der er tromme og slagtøj i. 🤪
For at få den ovale form skar jeg lidt skumpap til og limede på. Så samlede jeg det hele med pap på begge sider, afsluttet med en papkant hele vejen rundt. Derefter limede jeg en stribe kunstlæder på kanten og den ene side fik et tilklippet stykke limet på. Den anden side fik lidt ekstra kant, så jeg kunne bukke den ned over kanten. Herefter duppede jeg trommen med akrylmaling med en næsten tør pensel for at skabe indtrykket af slid og med en sort gel-tush tegnede jeg mønster hele vejen rundt.

Fotos af tromme-taske lysnet (original til højre) for at vise håndtegnet mønster.

Næste del af tromme-tasken blev så stropper, rem og pynt. Jeg havde dog mine udfordringer ved at lave denne taske med kunstlæder. 🤔 Jeg var nødt til at bruge superlim, da kunstlæderet ellers ikke ville binde, og normalt bruger jeg altid Loctite Attak. Men under et sofa-projekt løb jeg tør – mnjaeh, ikke helt, men jeg fik lavet en kemisk reaktion i flasken, efter penslen var kommet i kontakt med min Arleene’s Tacky Glue, så henover nogle dage blev den så tyktflydende, at den ikke kunne komme ud af flasken… 😬 Gudskelov havde jeg noget billigt superlim liggende, hvilket var fint til sofaen, der skulle males, men limen blev ved med at generere en “tåget” hinde på trommen. Det ødelagde flere projekter for mig i min spæde begyndelse, da det tager en dag eller to, før det viser sig. Jeg har aldrig oplevet det med Loctite, hvilket er grunden til, at jeg sværger til den lim, selvom den er dyr. Problemet med superlim er yderligere, at man skal være meget hurtig og superpræcis, og jeg ender tit med at komme op at slås med materialerne i sidste øjeblik, så der går koks i det hele. Her kæmpede jeg for at få lavet stroppen til tasken, og det var ret kompliceret, idet det jo var kunstlæder, så der var stof på bagsiden. Dette indebar, at stroppen skulle lægges dobbelt, og ih guder, hvor det drillede! Og overfladerne på de smalle strimler skulle jo altså passe præcist, da det ellers ville være meget tydeligt. Samtidig var der også de forskellige spænder, der skulle anbringes, så det så rigtigt ud. Jeg kunne gudskelov bruge almindelig lim til den lange del af stroppen, hvor det var stofbagside mod stofbagside, men omkring de komplicerede metaldele måtte jeg i flere tilfælde bruge superlim. Og det var altså lidt for spændende, hvor jeg f.eks. skulle bruge en lillebitte dråbe og limen pludselig fossede ud af tuben. 😫 Eller at den stivnede så hurtigt, at jeg kun lige kunne nå at bøje kunstlæderet, men ikke at få anbragt spændet i rette position, så jeg kunne trække endnu en strimmel kunstlæder igennem. 🤬 Det var yderst frustrerende, og da jeg var igang med den afsluttende handling, fik jeg superlim over halvdelen af stroppen, der i forvejen var godt hærværket af al den ekstra bøvlen rundt. Så meget imod sædvane skrottede jeg den ene halvdel af stroppen og startede forfra, da den ikke var værd at forsøge at redde. Lad mig bare sige det på den måde, at jeg aldrig køber andet end Loctite superlim igen!!!

Der var godt nok mange detaljer på denne tromme-taske, så jeg fik min sag for. Spænder, knapper og mønster samt kunstlæder, der måtte lægges dobbelt ved stropperne – puha! Alle steder, hvor jeg brugte nåle i tromme-tasken, måtte jeg forbore på grund af den hårde plastik indenunder. Men den blev da færdig og ligner fotoet, jeg har arbejdet efter, så jeg er vældig tilfreds. 🙂

Lille tromme

Den var dæleme svær, denne lille tromme! 😳 Jeg troede egentlig, den ville være noget af det nemmeste at lave, men bare at få styr på, hvilke materialer og farver, jeg skulle bruge, var en udfordring i sig selv. Jeg startede projektet med at beklæde plastikringen med kunstlæder. Snoren, der skulle bruges til trommen, lavede jeg af en bomuldssnor, jeg splittede op, da jeg kun skulle bruge fire tråde derfra. Disse smurte jeg ind i lim, så jeg endte med en rimelig stiv snor, der var nem at montere. Hver spids blev monteret på trommen med en lille dråbe superlim, hvor jeg trykkede snoren fast med en tandstikker og pressede imod, mens jeg bukkede næste vinkel.

Normalt ville jeg ret hurtigt være kommet frem til, hvilket materiale, jeg skulle bruge til trommeskind, men det var ikke meget kant, der måtte bukkes om, fordi trommen ikke er særlig høj. Samtidig måtte kanten ikke bugte, men skulle slutte tæt. Jeg prøvede flere forskellige ting, men hver gang duede det ikke. Så kom jeg så endelig på at bruge fint lærred – og det fungerede bare perfekt! 😀 Jeg smurte lærredet ind i lim efter monteringen for at få en glat overflade, der ikke lignede stof. Inden jeg monterede lærredet, limede jeg papir over hullet i ringen på begge sider, så der var lidt, der “holdt igen” på stoffet.

Så var selve trommen lavet og manglede en strop. Trommen var jo lavet af en solid plastikring, så derfor borede jeg to huller til stroppen, hvor jeg atter brugte min stive bomuldssnor. Jeg klippede enderne skrå og kunne derved bruge dem til “nål” ved hullerne, der fik en lille dråbe superlim efter montering.

Så skulle trommen males… 😫 Yrk, hvor farverne drillede! 😬 Vejret i Esbjerg blev mere og mere træls, og til sidst sad jeg næsten i vindueskarmen for at få ordentligt lys at arbejde med. På et tidspunkt havde jeg fået én side flot, men mens jeg arbejdede på den anden side, lagde jeg pludselig mærke til, at mine fingre trak malingen af fra den første side! Jeg arbejdede med akrylmaling, så jeg skulle skynde mig, hvis jeg skulle have en chance for at rette på det, hvilket jeg ikke rigtigt kunne – og så bemærkede jeg, at jeg dæleme lavede samme nummer med malingen på den anden side, der også her satte sig fast på mine fingre. 🤬 Så kom min varmepistol frem til det videre arbejde. Den kunne lige få tørret skidtet i en fart. Det gav en masse afbrydelser og frem og tilbage undervejs, men det virkede. 😉 Men alt mit bøvlen samt min fortyndede maling for at skabe diskrete farvetoner, fik opløst limoverfladen på trommen, så stofstrukturen kom frem flere steder, så jeg var ved at være godt træt af det hele og brød mig samtidigt ikke rigtigt om farverne. Derfor besluttede jeg mig for at male begge trommeskind op med en lys tone og derefter starte helt forfra. Efter det var blevet tørret, gik det hele meget bedre, og jeg endte med et resultat, der var pænt i retning af det ønskede. Efter tørring kørte jeg min pegefinger over noget sort farvekridt og tværede rundt på trommen på udvalgte steder for at give den lidt patina, hvilket også fik nogle af farverne til at “falde til ro”, så de ikke virkede så hidsige. Det var noget billigt farvekridt, hvilket gjorde, at jeg kunne slippe afsted med den teknik – hvis jeg havde prøvet dét nummer med mit Staedtler farvekridt (som gemmer sig for mig), var der ikke kommet patina men kulør på. 😜

Så vidt jeg kan se af billedet, jeg arbejdede efter (hvor det er meget svært at se trommens detaljer), er snoren trukket igennem nogle metalringe i trommeskindet. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke ville kunne slippe afsted med noget tilsvarende, men så må man jo fuske lidt. 😜 Min løsning blev at tegne en prik op med blyant ved alle spidserne. Grafitten har lidt glans og samtidig var det svært at tegne prikken jævn, hvilket faktisk kun hjalp på illusionen.

Efter jeg havde lavet siddepuderne, lavede jeg allerførst en opstilling med de forskellige elementer for at få et overblik over placeringen, hvad jeg kunne få med, og hvor meget de forskellige elementer fyldte i vinkassen.

Jeg havde brug for at få et overblik over kikkassen, jeg arbejdede på, så derfor blev alt stillet op. Til min store fortrydelse kunne jeg se, at mine sofa-beregninger, der blev lavet under dårlig hjerneaktivitet, havde bevirket, at sofaen ikke kunne stå i midten som planlagt. Da jeg lavede min prøveopstilling, beregnede jeg pladsen efter siddepuderne uden tanke for armlænsfylde. Det var ikke optimalt, men kikkassen skulle nu nok blive okay. Jeg er bare ked af, at keyboardet går ind over armlænet på sofaen. Men det er jo desværre nødvendigt, når der kommer plexiglas foran. Så voldsom en fejlberegning er aldrig sket for mig før, men der er jo altså også en grund til, at jeg normalt ikke arbejder med dukkehus-projekter, når min hjerne ikke “dur”. Ved dette projekt havde jeg deadline på og havde derfor ikke noget valg.

Jeg har på dette billede sat noget lyseblåt stof bag vinduet, der siden blev udskiftet med et udprint af en blå sommerhimmel med strålende sol.

På bagsiden af kikkassen lavede jeg fødselsdagskortet til Lykkedia (der på det tidspunkt stadig hed Conjadia). Idet gaven jo var fra både Mor og mig, selvom Mor ikke var her mere, fandt jeg et gammelt julekort fra hende, så jeg var i stand til at få hendes håndskrift på kortet, som fylder det meste af bagsiden. Man kan komme langt med billedbehandling, og jeg er utrolig glad for denne detalje.

 

Glasmosaik til konfirmationsgave

Der har desværre ikke været så meget kreativt krudt i mig i 2023 til dukkehuset. Jeg har dog fået lavet et glasmaleri til konfirmationsgave til min tredieældste grandniece, men det trak også tænder ud. Det er ikke miniature, men jeg synes nu alligevel, jeg ville vise det frem.

Jeg startede med at save en plexiglas-plade til og bore to huller i toppen til kæden. Samtidig fik jeg også slebet kanterne og rundet hjørnerne. Jeg lavede opstregning af kanterne på bagsidens beskyttelsesfilm (de røde streger), hvorefter jeg klistrede min skitse fast på bagsiden. Jeg kunne godt lide strukturen på visse dele af den glasmosaik, der havde inspireret mig, men jeg var godt klar over, at dét ville jeg ikke kunne få lavet. Til gengæld havde jeg noget klart folie med rudemønster liggende, så det kom jeg så på i nogle af felterne.

Da jeg kom i gang med at komme “bly” på, var det blevet for gammelt og var tykt og klumpet. Jeg kunne overhovedet ikke få det ud i flaskens spids, hvilket var noget skidt, da det var meningen, at man skulle påføre blyet” direkte fra flasken. Det lykkedes mig dog at finde på noget alternativt, da jeg så, at man skulle rense det af med vand og sæbe, så jeg hældte lidt i en skål sammen med en anelse vand og blev ved med at røre rundt i det, til jeg havde fået alle klumperne ud og det var blevet mere flydende. Det måtte jo dog ikke blive for flydende, da det så ville kunne flyde ud, når jeg skulle have lavet stregerne. Så sugede jeg det op i en lille flaske med metalspids, og selvom det ikke var så nemt at lave, som man skulle tro, da det var utrolig nemt at få ujævnt eller skævt, så kunne det dog lade sig gøre at bruge “blyet”, så alt mit forarbejde og hele planen med glasmosaikken ikke var spildt. Men resten af aftenen endte jeg i hvert fald med at sidde og massere min stakkels højre hånd, da jeg måtte sidde og mase løs på flasken med kontinuerligt tryk for at få “blyet” jævnt ud.

Dagen efter var stregerne stivnede og en anelse klistrede, og jeg måtte fjerne en del af dem, fordi de så klumpede og grimme ud, nogle gange på grund af et luftblop fra flasken, mens jeg prøvede at lave en lige streg. Men man kunne fint skære dem fri og trække dem af, så det var jo fint nok. Jeg fik streget det meste af resten op (jeg måtte gøre det i bidder, da jeg ellers kom til at tvære rundt i det), men dagen efter igen måtte jeg atter til at fjerne en del, fordi det var blevet grimt, så det blev næsten The Neverending Story, da jeg måtte gentage det seks dage i rap og tilsidst var ved at få nervøse trækninger. Den tredie dag besluttede jeg mig for at lave en ny blanding “bly”, da jeg dagen før havde haft problemer med lidt for mange luftbobler og at “blyet” pludselig kom ud i en bue, da det var ved at blive for tykt i flasken og der samtidig ikke var så meget tilbage, fordi så meget gik til spilde. Men den nye blanding blev åbenbart lidt for tynd, så selvom jeg prøvede at blande dem i den lille flaske, endte jeg med udflydende streger samt pludselige buer, når det gamle meldte sig. Så næsten alt, jeg lavede denne dag, endte med at skulle af dagen efter. 🙄

Tilsidst lykkedes det mig dog endelig at blive færdig med opstregningen af “blyet”, der godt nok hang mig langt ud af halsen på dette tidspunkt. Men så skulle jeg jo i gang med det sjove – selve glasmalingen.

Glasmaling opfører sig lidt specielt, så man skal hele tiden have i tankerne, at det ender med at blive gennemsigtigt. Og da det er specielle farver, kan blandingerne blive lidt svære. Samtidig tørrer det ret hurtigt, så man skal arbejde systematisk med felterne, for ellers får man problemer med dækningen. Og hvis man kommer hvidt i, som her ved næb og fødder, hvor jeg ønskede en lyserød, så er det ikke rigtigt gennemsigtigt dér og kan ende med at give et spøjst glasmosaik i vinduet, så den hvide skal man passe på med. Jeg kunne godt lide den gule frostede baggrund på min inspirations-glasmosaik med de to papegøjer, men jeg har ikke frost-glasmaling, så jeg gjorde i stedet det, at jeg malede felterne gule og dagen efter duppede med en grøngul farve. Selvfølgelig ikke samme effekt, men trods alt en effekt. Jeg er desværre ikke så glad for de mørkegrønne felter i kanten, men der er så mange lag maling i forskellige farver, at man ikke kan forvente mirakler. Og når først glasmaling er tørt, sidder det fast, så så må man bare lægge andre farver ovenpå, hvis man ikke er tilfreds. Desværre var feltet stort nok til, at malingen begyndte at tørre undervejs, så det var svært at få et pænt jævnt lag, og de mange lag i alt gavnede jo heller ikke ligefrem. Farven er som ønsket, det er bare ikke så kønt.

Den diskrete tekst lavede jeg med en speciel teknik, hvor man udprinter det ønskede på sin inkjet-printer, sætter klar pakketape henover og gnider det godt fast på teksten, og så lægger man det i varmt vand, til papiret slipper. Man skal passe på ikke at tvære farven ud bagefter, og skal give tapen god tid til at tørre, da det ellers ikke lykkes. Samtidig skal man ikke have for travlt med at tage papiret af, for så får man måske ikke nok farve på. Jeg gad godt, farven havde været lidt mørkere, men samtidig er det fint nok, at det ikke tager opmærksomheden fra selve glasmaleriet. Da jeg ikke kunne tillade mig at mosle rundt med tapen bagefter, skulle jeg have tilskåret det før, det blev lagt i vandet. Og det skulle hvert sted skæres til at passe præcist til de lidt ujævne felter, så det tog lidt tid, før det blev perfekt. Men selvom tapen var klar, kunne det nemlig ses på farven, hvis det ikke dækkede helt. Man kan ikke altid være sikker på, at tapen stadig klistrer, men jeg var heldig.

 

 

Min storesøster Lykkedias 50-års fødselsdagsgave 2009

Skov-feen lavede jeg i 2009 som gave til min søsters 50-års fødselsdag. Desværre blev hun ved et uheld glemt udenfor under et skybrud, så jeg har længe haft en slatten udgave af hende stående til renovering.

Renovering af skov-fe – t.v.: 2009 og t.h.: 2022

Jeg startede med at pille dukken med skjult stativ af bunden og vaske efeubladene. Mens feen har stået og ventet (desværre i flere år), var hun blevet enormt støvet, så hele opstillingen måtte også have en grundig rengøring. Idet det ville blive så omfattende en omgang, besluttede jeg mig for at ændre hendes look en anelse, også for at få nogle farver til, der kunne opfriske misfarvninger lidt. Kjolen var fuldstændig skvattet sammen, så jeg måtte fylde den ud med vat, og da jeg opnåede den ønskede facon, fik den en ny gang stivelse efter afbørstning. Mos-kanterne var visnet og blev nu erstattet med “blomsterdrys”, som man normalt bruger til at lave blomsterbede med. Alle zebrafinkefjer så druknede ud, så de måtte pilles af og er nu blevet erstattet med undulatfjer, der er større og mere pjuskede end zebrafinkefjer, så de fleste har jeg måttet klippe til.

Feen på gyngende grund, klasket og råstøvet – selv efter vask skulle meget “reddes” ved bunden.

Bundpladen var oprindelig to stykker karton, jeg havde limet sammen, og de bølgede i bakkedal, så derfor lavede jeg en ny af 3mm MDF-plade, hvor jeg borede to huller, der svarede til de to, jeg havde lavet i dukkens stativ. Herigennem trak jeg et par omgange ståltråd, så dukken sad stabilt på bunden. Efter jeg var færdig med at renovere feen, limede jeg de store efeublade på den nye bund. De oprindelige perle-blomster var gået i opløsning, så derfor lavede jeg nogle små krysantemummer i stedet. Feen fik ligeledes en krysantemum i hånden. Gudskelov bad min søster mig om at fjerne vingerne, for de var umulige at redde, så jeg ville have været tvunget til at lave helt nye, så det passede mig udmærket, at hun foretrak dukken uden. Feens hår blev nettet og fik en ny gang hårlak. Jeg synes faktisk, hun er blevet rigtig fin (hun så jammerlig ud) på trods af, at farverne har mistet deres friskhed og især den hvide farve er meget langt fra hvid nu.

Skov-feen lavede jeg i 2009 som gave til min søsters runde fødselsdag. Feen var et yderst spændende projekt, som jeg arbejdede længe på. Kjolen er i flere lag, lette og luftige, hvor der både på det inderste og yderste lag er sat små efeu-blade. Kjolen og slæbet samt ærmekanterne er beklædt med zebrafinkefjer. Der er mos-kanter på skørterne og i hendes hår, der er flettet tilfældigt. Jeg havde en kuglepen fyldt med rav, som jeg fik tømt og brugte som pynt på kjolen og som smykker, blandt andet den flotte ravhalskæde. Staven blev pyntet op med fjer og flotte sten, mos og guldtråde og toppen blev rundet af med en grøn glassten, omringet af rav. Hun står på en bund af store efeublade med lidt blomster tittende frem samt en enkelt hvid blomst med “vanddråber” på. Vingerne var en kompliceret affære med ståltråd, “filtret” stof og masser af glimmerneglelak. Øjne og makeup blev lavet med metallic gelé-penne. I panden anbragte jeg en smuk sten, der skinner i forskellige pastelfarver, samme sten, jeg også pyntede staven med. Toppen af kjolen er en svagt vissengrøn bort.

Den gamle udgave af skov-feen