PROJEKT:  LAMPER

Da lamper til dukkehuset kan være en bekostelig affære, har jeg selv kreeret en del af dem, også fordi det er sjovt at lave. Hvis man gerne vil have noget anderledes, måske endda noget pompøst, skal man have den store tegnedreng op af lommen – eller også skal man lave det selv. Flere dukkehusforhandlere på nettet (f.eks. Miniseum og Dukkehusbutikken) sælger fatninger, ledning og pærer (også kertepærer). Siden vi kom rigtigt i gang har vi fået købt masser af lamper hos Netto og Fakta, der en overgang solgte en hel masse billige ting til dukkehuset. Mange af disse lamper var nogle, der kostede en mindre formue hos almindelige forhandlere, så vi købte godt ind. Og så lige lidt ekstra, når de satte dem på tilbud. De har komponenter, jeg ikke hverken selv kan lave eller købe mig til, så nogle gange bliver en købelampe videreudviklet til noget helt nyt. 😉

Lys-udsnit

I december 2018 arbejdede jeg hårdt på at få gjort lyset færdigt i dukkehuset. Mor kunne ikke se nogle detaljer, da hun ikke var i stand til at stå og kigge ind i dukkehuset (hun kunne kun sidde i sin stol), så derfor tog jeg altid billeder og viste hende, så hun også kunne følge med i det hele efterhånden som jeg fik installeret projekterne. Undervejs i processen med at fotografere de oplyste lamper til hende, faldt jeg over dette guldkorn, der viser lys på to etager og fire rum samtidig. 🥰

LYSEKRONER

Seksarmet lysekrone med stearinlys

Den allerførste lysekrone, jeg lavede til dukkehuset

Jeg havde på et tidspunkt, som en af mine første kreationer, lavet en seksarmet lysekrone med stearinlys af messingtråd og guldkugler, som blev yderst vellykket, men var uden el. Men når det jo nu er meningen, at vi skal have el indlagt, så var det jo så træls ikke at have lys i den. Mor ønskede, at jeg skulle sætte el i den eksisterende lysekrone, men jeg kunne bare se alle de måder, det kunne gå galt på, og selv om det er flere år siden, jeg har lavet den, kan jeg godt huske, hvor bøvlet det var, og jeg ønskede ikke at komme til at ødelægge den. Efter at have tænkt længe over det, erklærede jeg, at der ikke ville komme strøm i den.

Mor blev naturligvis skuffet, så jeg lovede straks, at jeg skam nok skulle lave en ordentlig prismelysekrone til dukkehuset – med lys i!

Firearmet lysekrone

Firearmet lysekrone og to væglampetter med dråbekrystaller

Jeg kæmpede en del med designet, der bare ikke ville, som jeg ville. Til sidst endte jeg med et grunddesign, der var tilforladeligt, men temmelig bredt. Jeg mente dog ikke, jeg kunne tillade mig at klemme armene mere. Gudskelov kom Mor på besøg, og efter en gang brainstorming ændrede lysekronen facon, jeg fik en masse nye idéer, og vupti, næste dag havde vi en ny lysekrone!

Jeg havde fire kertepærer i fatning som udgangspunkt. Hver fatning blev skjult i et stykke afskåret ledning, så det lignede bloklys, og fik en base af en paillet og en stor guldkugle. Så omviklede jeg hver ledning med guldtråd og formede faconen på “armene”. Jeg stivede dem af med superlime og samlede dem med guldtråd, som jeg omviklede tæt omkring ledningerne, hvorved jeg fik “stangen” i midten. Hver arm fik tilføjet en lille ring med en krystal i. Omkring basen og toppen af stangen satte jeg en lille krone lavet af en messingornamentstang, vi havde købt på messe. Nedenunder lampen og de inderste buer på armene tilføjede jeg flere kugler og krystaller sat fast med superlim. På den højeste bue af hver arm limede jeg en lille guldkugle fast, som jeg brugte som base for en pyntekæde. Jeg anbragte fire flotte guldblomster under den øverste krone og lod ligeledes kæder løbe fra dem og ned til de små guldkugler på toppen af armene. Fordi lyset var for skarpt, udborede jeg nogle gennemsigtige blomster og satte dem på som diskrete skærme.

Der er blevet bøvlet en del rundt med den over årene, og jeg må blankt indrømme, at min største frygt med den er, hvis et af lysene pludselig ikke virker mere, for jeg har absolut ingen mulighed for at reparere den.

Da jeg så alligevel var i gang, lavede jeg også lige et par lampetter til væggen! Bagpladen med det lille spejl er købt hos Bindels Ornaments, og resten af lampen er min egen konstruktion, igen baseret på guldkugler og med en krystal forneden. Skærmene er fra en messe og rigtig flotte, og jeg har i årevis været på udkig efter dem, men har desværre aldrig set dem siden.

Både den firearmede lysekrone samt væglampetterne ville nok se lidt mere finpudsede ud nutildags, hvor jeg er blevet dygtigere, men jeg kan nu stadig vældig godt lide dem. 🥰

BORDLAMPER

Reutter petroleumslampe

Jeg fik en interessant udfordring af Line F. Faurholm/RoseLines Miniature, da hun valgte tre personer til at lave en lampe med et nyt lampe-kit, hun skulle til at sælge. Både for at få tilbagemeldinger om eventuelle mangler, så der var styr på det inden salgsstart, men også for at se, hvad tre forskellige personer kunne få ud af det samme sæt. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at hun forventede lidt ekstra af mig, og da jeg selvfølgelig ikke ville skuffe hende (og naturligvis heller ikke kunne styre mig 😆), gik jeg lidt over gevind og lavede en yderst speciel lampe. Jeg var ved at løbe gevaldigt tør for plads til lamper i dukkehuset, så den kunne kun komme til at stå i soveværelset, hvor der i forvejen stod en bordlampe, jeg havde lavet til Mors julekalender i 2018. Og skønt jeg synes, lampen er flot, havde jeg ikke nogen speciel tilknytning til den, så derfor var den det eneste mulige valg. Især fordi jeg dengang havde prøvet at lave en petroleumslampe med ”glasskærm” af en plastikhætte og en blonde, og så vil jeg da klart hellere have den rigtige vare! Lines online-butik har nemlig en masse flotte glasvarer, og hun elskede som jeg også røgglas til lamper, hvilken hun fik sin ”glas-mand” til at kreere for sig. Og så har hun åbenbart tænkt, at hun da lige kunne gå skridtet videre, så hun også har fået ham til at lave hammerflotte glasskærme i forskellige farver med bølget kant. Til mit projekt valgte jeg en sart gennemsigtig lyserød, men det var dæleme svært at vælge, for de var så smukke.

RoseLines Miniature’s flotte lampeskærme

Mine mange forsøg med forskellige perler…

Nå, men jeg skulle så finde ud af min lampes design. Umiddelbart ville jeg atter gerne bruge den samme perle som den, jeg havde brugt til min egen lampe, en hvid med lyserøde roser indeni, men den kunne jeg selvfølgelig ikke finde – og gudskelov for det da, for ellers var denne lampe ikke blevet kreeret. Så jeg gik i gang med at rode i mine andre perler og fandt også en masse smukke, men den valgte perle skulle jo passe til soveværelset, så jeg kiggede efter lyserøde eller petrolfarvede toner uden at blive helt tilfreds. Jeg hældte egentlig mest til petrolfarvet, og når jeg lod tanken om den farve glide rundt i hovedet kombineret med dukkehuset, så kom jeg øjeblikkeligt til at tænke på en smuk Reutter-porcelænsvase, Mor og jeg købte som sæt for mange år siden. Så den blev fundet frem, og jeg kunne se, at billedmotivet havde lyserøde farver, hvilket ville skabe en sammenhæng med skærmen, og så var jeg solgt! Til gengæld var det en hård beslutning at tage, at vælge at bore hul i bunden af en smuk Reutter-vase med mulighed for, at det ville gå helt galt. Og der var ingen garanti for, at jeg ville kunne få fat i den vase igen, for oftest er det andre farvekombinationer, de sælges i. Nå, men jeg måtte jo til det, og det gik egentlig rimelig nemt med at bore hullet med en graveringsstift, for porcelænet var ikke ret tykt. Til gengæld gik det galt, da jeg gik i gang med at udvide hullet og lige kom til at lægge lidt for meget pres på den – knæk!!! Gudskelov var knækket rent, så jeg var i stand til at lime stykket på igen med superlim, helt uden at det kunne ses, men pyh!!!

Line solgte egentlig kittet med henblik på, at skærmen bare skulle hvile på røgglasset, men det kunne jeg jo ikke have med at gøre, for sådan ville en rigtig lampe jo ikke se ud, og jeg er efterhånden noget hys med, at tingene i mit dukkehus skal se helt realistiske ud. Så derfor gik jeg i gang med at konstruere et stativ til skærmen, og det fungerer bare perfekt. Jeg tog et trebenet ”stativ”, købt hos Bindels Ornaments, og bukkede i facon samt udborede midten, så fatningen passede ned i. Så klippede jeg en strimmel metal af en dåse og lavede en ring, hvor skærmen passede ned i og limede den fast på stativet. Jeg eksperimenterede frem og tilbage med diverse løsninger for at gøre kanten guldfarvet, hvor jeg jo som sædvanligt gerne ville have en blank version, hvilket næsten er umuligt. Så jeg sad med fine guld”ranker”, udstanset papir, og var tæt på at lave ringen med det. Jeg skulle jo også tænke på at camouflere de tre ringe for enden af stativet, så hvad jeg end valgte, skulle det kunne dække dem. Jeg havde gået et stykke tid og flyttet rundt på et ark med klistergavemærker, der manglede at komme på plads, hvor kanten var blank guld og alt det udenom gavemærkerne var rent guld. Så jeg tænkte, at jeg jo kunne bruge en strimmel af dét til at sætte på indersiden af ringen, så der ikke ville være noget sølvfarve, der tittede frem og strimlen ville også skjule ringene. Men da jeg havde gjort det, blev jeg begejstret for, hvor blankt og fint, det så ud, så jeg kom også en strimmel på ydersiden, og det blev bare så flot!

T.v. min færdige lampe, de andre mine forsøg undervejs med guldkugle i toppen

Jeg valgte først en plastik-guldkugle, der passede ned i halsen på vasen, hvor jeg brugte en del tid på at udbore den, så fatningen passede ned i. Så var lampen i og for sig færdig, men jeg var ikke så glad for, at den virkede meget lang og slank. Ikke fordi sådan en lampe ikke kunne se sådan ud, men det var ikke det, jeg ønskede. Derfor endte jeg i sidste ende med at fjerne guldkuglen helt og i stedet klippe en metalskive ud af en dåse, der passede til toppen af vasen. Herefter borede jeg hul i midten, så noget af fatningen kunne komme ned i vasen. Også her beklædte jeg metallet med mit guldpapir og valgte bare at skære et lille kryds i midten, for jo tættere guldpapiret sluttede mod fatningen, jo flottere ville det se ud. Så trak jeg fatningens stang igennem stativet og vasen og trak forsigtigt til nede fra bunden, så fatningen blev mast så langt ned i metalskiven som muligt. Det blev helt perfekt, og det er utroligt, hvad nogle ganske få millimeter kan gøre i miniature-verdenen, for nu var lampen ikke for lang mere. Skønt!

Fatningen sad på en lang messingstang, der skulle i fysisk kontakt med messingbunden under lampen, for at den kunne lyse (det glemte jeg og endte med at skille hele lampen ad igen og forsøge at få liv i lampen, og det var først, da Line gjorde mig opmærksom på dét med bunden, at jeg kom i tanker om, at jeg havde været nervøs for at få skåret for meget af stangen, så der ikke ville være kontakt til bundpladen, inden jeg samlede lampen. Hvorefter jeg fluks glemte det igen. Ups! 😬 Nå, men mit problem var faktisk, at min stang ikke var blevet trykket ordentlig ned (og var lige til den korte side), så da jeg først fik gjort det, var der fin kontakt med messingbunden, som jeg havde limet på med superlim. Herefter skulle jeg bruge krympeflexen til at få ledningerne sat sammen, hvilket jeg ikke var så vild med, da plastikken på miniature-ledninger er så pokkers tynd, at der ikke skal meget til, før det går i stykker eller smelter. Det var også lige før, det gik galt, men jeg var heldig. Til gengæld endte det med at krympeflexen gik lidt ind under lampen, hvilket gjorde, at de små fødder, der fulgte med, ikke løftede den højt nok op. Derfor måtte jeg lige have fat i nogle wireklemmer, som jeg limede under fødderne, og så fik lampen den højde, den skulle have for at komme over krympeflexen. Jeg blandede lidt hvid akrylmaling med lim halv/halv, og så malede jeg den sorte krympeflex hvid, så den ikke skreg imod resten. Limen gør, at det holder bedre.

Så vidt, så godt. Nu var lampen jo sådan set færdig. Men det var jo ikke nok for mig, nææh, nej, så jeg gik ikke bare ét, men hele to skridt videre! Jeg besluttede mig nemlig for, at lampen også skulle have sådan en dims til at skrue vægen op og ned, så jeg fandt en smykke-ørenrings-dims og sleb pladen ned til den størrelse, jeg ønskede. Så borede jeg meget forsigtigt en lille fordybning i fatningen og satte skruen fast med superlim.

Den sidste tilføjelse var Lines skyld. Hun var så “tarvelig” at nævne, at glasmaling jo også var en mulighed i forbindelse med skærmene, og det satte jo min kreative åre i gang, så jeg låste mig fast på idéen om et frostet mønster på skærmen. Jeg havde dog ingen frost-glasmaling, og jeg ledte forgæves efter noget, der kunne lufttørre som mit. Og det var lidt voldsomt at købe en dyr flaske for den smule, jeg skulle bruge det til. Line var så sød at sende mig en lille sjat med, så jeg kunne eksperimentere, og dét skal jeg da lige love for, jeg fik gjort. Line havde sagt, at man duppede den frostede glasmaling på med svamp for at få den ønskede effekt, så det første jeg gjorde, var at lave små svampe, jeg limede fast på tandstikkere.
Jeg havde en idé om en frostet efeuranke på skærmen, og jeg ville gerne have det klart aftegnet. Så jeg lavede det ene mønster efter det andet, både ved at stanse efeublade ud i folie og prøve at lime folien på glasset. Den gik ikke, folien kunne ikke følge glassets bue, og malingen gled ind under. Så prøvede jeg med to lag klisterbånd – samme følge. Jeg prøvede først på et glat krydderiglas, og dér fungerede det bare perfekt, og det var alletiders for at finde det look, jeg skulle bruge med frost og en anelse hvidt i. Men mønster på glasskærmen – aaargh! Jeg prøvede så vildt meget forskelligt, og der var bare intet, der virkede. Blandt andet prøvede jeg at klistre efeublade på og derefter male noget gummi rundt om, som man bruger til at afdække med ved akvarelmalerier og kan viske af igen med viskelæder, men da jeg prøvede at liste efeubladene af igen, fulgte gummiet med, så det duede heller ikke.

Åh, jeg prøvede bare SÅ mange forskellige løsninger – jeg har faktisk aldrig eksperimenteret så meget med noget projekt, men jeg var så forhippet på den effekt, jeg så for mig, at det altså bare skulle være! Tilsidst måtte jeg dog give op – rundingen på glasset var simpelthen for stor en udfordring og svampene duede heller ikke. Miniature giver jo sine egne udfordringer med teknikker. Jeg overvejede at tegne efeubladene op med blyant på glasset, men så ville stregerne jo blive brændt fast, når frostmalingen kom i ovnen, så det duede heller ikke. Min sidste desperate løsning blev, at jeg tog et af mine mønstre og kom ind i skærmen og så proppede jeg bobleplast op i, til mønsteret blev presset op imod glasset. Det var heller ikke nemt, men efter en masse bøvlen rundt lykkedes det da til sidst. Og så måttte jeg ellers sidde og male mit mønster på, hvilket ikke var så nemt, når man skulle skabe det frostede look. Noget af mit indre mønster var forskubbet, så det påvirkede også det, jeg malede, hvilket igen bevirkede, at jeg endte med at tilføje lidt ”bær” rundt omkring i mønsteret for at udjævne det. Det færdige mønster kom ikke til at stå så skarpt og pænt, som jeg kunne ønske, men efter alt det bøvl er jeg tilfreds med, at jeg endte med et mønster i det hele taget. Jeg brugte en af mine små svampe til at duppe toppen, så den også blev frostet, og så ellers en behersket tur i ovnen, så glasset ikke sprang – det kunne jo da lige passe efter alt det bøvl! Men så var lampen endelig helt og aldeles færdig.

Reutter petroleumslampen på sin plads i soveværelset

Petroleumslampe

Den var godt nok besværlig at lave! Det ses ikke umiddelbart, men udover perle, skærm samt 5 swarowski-krystaller består den af 14 messingdele. Dette gjorde den fuldstændig leddeløs, så den er yderligere afstivet med en tynd metalstang (der skulle også være plads til ledningen inden i perlerne). Glasperlen er rigtig flot med lyserøde roser, sølvstriber og kobberpletter. På messingblomsterne har jeg sat hvide changerende swarowski-krystaller og nedenunder har jeg hængt små messingindfattede krystaller, jeg har malet lyserøde.

Skærmen er lavet af coveret fra tutten på en vandflaske, som jeg har beklædt med blonde og lakeret adskillige gange for at skabe glaseffekten. Jeg limede en omvendt strimmel blonde på, og da det var helt tørt, lakerede jeg indersiden med vandbaseret lak (en lille sikkerhedsforanstaltning for brandfare). Inden blonden blev våd af lakken syede jeg en ekstremt tynd messingtråd ind ved toppen og trak den sammen. Så sad jeg og formede både top og kuppel, da lakken begyndte at stivne. Da den inderste lak var helt tør, lakerede jeg hele den yderste skærm med neglelak i tre omgange og efter det var helt tørt to gange med vandbaseret blank lak. Jeg sørgede for at “frynserne” forneden sad helt tæt ind imod plastikken og at de havde et pænt flow i toppen uden at stritte for meget. Alt dette for at prøve at lave illusionen af en spændende glaskuppel anno 1900.

Påfugle-lampe

Grunden blev lagt med min sorte permanenttusch Penol 777 til min påfugle-lampe, der er lavet af EstherMarker/Esther’s Miniature Lighting. Gudskelov havde jeg lært teknikken med min Tiffany-lampe, for dengang måtte jeg godt nok bruge meget tid på at spritrense tusch af steder, hvor det ikke skulle være. Heeelt tilsidst fandt jeg ud af, at jeg simpelthen var nødt til at lægge min sorte tusch helt ned og farvelægge med siden af tuschen, for at det ikke landede forkert. Basen af påfugle-lampen var godt nok meget sværere at farvelægge grundet faconen, men det lykkedes da rimeligt. Så skulle jeg have besluttet mig for, hvilke farver den skulle have og hvilken type metallook. Jeg prøvede også at eksperimentere med at blande glasmaling med gel medium for at se, om jeg kunne lave nogle “dråber” til halen, som originallampen har, men jeg var ikke tilfreds med resultatet.

Jeg startede med at tage et tyndt stykke plexiglas i A5 (så kan jeg bore huller i siden og sætte den i mappe) og tegnede alle mine glasfarver op på det med farvekode. Glasmaling ændrer nemlig gevaldigt farve, når det tørrer, så på denne måde kan jeg se den reelle farve, når jeg sidder og skal vælge. Samtidig fik jeg også bekræftet min mistanke om, at mit nye glasmaling-sæt A’Color 07 er af en gevaldigt bedre kvalitet end tube-sættet MemoryGlassPaint.

Jeg begyndte at male påfuglen, hvor jeg gjorde mit bedste for at skabe en påfugls naturlige farver. Det viste sig at blive noget af en udfordring, da jeg jo arbejdede med glasmaling, der forandrer farve, når det tørrer. Og påfuglen ville jo ikke ende med at have lys i, så jeg kæmpede også med, at den ville blive for mørk, selvom jeg brugte de korrekte farver. Så på halen alene brugte jeg fem-seks forskellige grønne farver udover blå og brun.

Herefter startede jeg på skærmen, der havde tonsvis af små buer. Når man arbejder med så små felter, skal der ikke meget til, før man laver rav i den. Jeg må nok indrømme, at denne lampe krævede en del mere tålmodighed end den første. Efter de første få rækker måtte jeg nemlig lægge min mindste pensel og begynde at farvelægge med en nål!!! Malingens konsistens spillede her gevaldigt ind, da noget af min tubemaling er tykt, mens andet er tyndt. Og den tykke var svær at få til at makke ret.

Jeg sluttede af med forgyldning af både base samt skærm. Jeg havde haft guldemaljen stående et stykke tid – den er én af mine mange desperate forsøg på at finde en blank guldmaling til mine projekter. Jeg var dog langt fra håbefuld, og derfor havde jeg ikke engang haft åbnet den endnu. Men iiih…! Den var så blank og fin samt nem at arbejde med. Den overfladetørrede rimelig hurtigt, og det er jo ikke nødvendigvis skidt, især ikke når man arbejder med miniaturer. Så jeg er begejstret! Jeg ville have foretrukket en mere rødlig guldtone, men man kan ikke få alt, man ønsker. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave basen i mørk kobber som originallampen, men ændrede mening, fordi guldet var så fint. Lampebasen havde oven i købet kun fået ét lag på min sorte tusch-base.

Jeg satte blå “juveler”/neglepynt på påfuglens hale. Det var nogle bittesmå facetslebne harlekinstern, som jeg skulle have gjort mere dråbeformede, så det var en interessant oplevelse at skære spidsen af sådan nogle rasende små dimser, så de passede til påfuglehalen. Men det lykkedes da, så så var der problemet med monteringen tilbage. De var så bittesmå, at jeg ikke engang kunne samle dem op med min pincet. Normalt ville jeg bruge en tandstikker, hvor jeg flader en ende lidt ud og gør den fugtig, så fungerer det fint. Men her prøvede jeg en “blyant” af voks, der også virkede rigtig godt. Så bare et lille dryp superlim, så røg juvelerne ingen steder. Ved skærmen afsluttede jeg glasmalingen ved at stryge en pensel med en anelse sort glasmaling ganske let henover de forhøjede streger, hvorved mine sorte tusch-streger fik en anelse glans og mere dybde. Så limede jeg blå “diamanter” på hele vejen rundt. Det er egentlig ret diskret, så det passer mig rigtig godt, for man skal helst ikke se glimmeret, før man ser lampen.

Alt guldet måtte lige have en tur igen, efter jeg havde siddet og bøvlet med det, så efter sidste omgang, fik både base og skærm lov til at stå nogle dage, så det kunne blive håndteringstørt. Men jeg havde nu fundet guldemaljen frem igen under alle omstændigheder, for jeg havde gået og tumlet lidt med en idé. Basen, som påfuglen sidder på, er jo rigtig flot, men hvis man ser på originallampen, så sidder påfuglen i et træ. Så jeg skrabede lidt emaljeklatter sammen fra dagen før (fra rørepinden) og placerede på S’et. Derefter klattede jeg guld på og begyndte at kratte rundt i det og blev ved, til jeg kunne se, jeg begyndte at skrabe op i det. Herefter prøvede jeg at lave træ-mønster i, og jeg kan meget bedre lide basen nu. Til gengæld har jeg måttet omforme “stubbene” i flere omgange, fordi de ikke var gennemtørrede og jeg præsterede at få moslet dem flade.

Efter nogle dage blev jeg endelig helt færdig med min påfugle-lampe. Guldemaljen var faktisk stadig ikke helt tør, men jeg fik dog trukket ledningen igennem basen – med stort besvær – uden at få ødelagt det hele. Jeg brugte en lille porcelænsfatning med bi-pin pære, hvor jeg måtte klippe begge pins ned til 2 mm, så jeg skal ikke ryste for meget rundt med lampen, hvis jeg ønsker, at pæren bliver på plads. På grund af basens schwung kom pæren til at hvile imod toppen, så jeg endte med at sætte en flig af en tandstikker i klemme med fatningen, så den blev tvunget på plads.

Jeg var ellers lige ved at få gevaldige problemer, idet jeg havde haft lampebasen til at sidde på en tandstikker med monteringsgummi på, både for nemmere at kunne håndtere den uden at røre ved den og uden den kunne smutte af tandstikkeren, men også for at jeg nemt kunne sætte den til tørre i et krokodillenæb. Men efter at have siddet på den måde i flere dage, endte monteringsgummiet med at blive siddende oppe i basens ledningskanal, og idet det i forvejen var meget vanskeligt at få ledningen igennem, ville det blive et kæmpeproblem, hvis jeg ikke kunne få alt gummiet ud igen. På grund af basens S-form ville jeg ikke kunne få det ud, hvis det satte sig fast højere oppe og mine forsøg havde allerede skubbet det længere op, jeg havde bare gudskelovikke fået trykket det fast deroppe. Jeg havde prøvet at trække ståltråd igennem med håbet om at kunne skubbe gummiet ud i enden, men det var uladsiggørligt. Så det var med bævende hjerte, jeg beklædte spidsen af en tandstikker med et ganske tyndt lag monteringsgummi og “duppede” spidsen ind, hvorved jeg begyndte at kunne trække tråde af gummi ud, som jeg derefter fjernede fra tandstikkeren. Tilsidst bevirkede “trådene”, at gummiet nærmest blev suget ud, så jeg var enormt heldig.

Jeg var blevet så forelsket i de trækkæder, jeg havde lavet til min anden Tiffany-lampe, så jeg frygtelig gerne ville gentage det ved denne, men var godt klar over, at jeg maksimalt ville kunne tillade mig én, og kun ved at “snyde” lidt. Jeg havde brug for, at kæden strittede lidt ud fra basen, så efter at have limet en wireklemme fast i den ene ende, stivede jeg de yderste led af den anden ende med superlim, så jeg fik en lille “monteringsstang”, der forskød kæden en anelse fra lampen, så jeg fik den vinkel, jeg ønskede. Jeg valgte at nøjes med at farve kæden med sort Penol 777 permanenttusch denne gang, hvor den metalliske glans svagt trådte igennem. Jeg kom Arleene’s Tacky Glue på lampen og superlim på kædens stang, så hæftede det med det samme, når de to typer lim kom i kontakt med hinanden.

Helt tilsidst lakerede jeg skærmens inderside med klar lak, så det ligner glas. Jeg havde også malet guldkant på indersidens nederste kant.

Jeg syntes, den var svær at lave (bl.a. fordi noget af min glasmaling var svær og sej at arbejde med ved de små smalle felter, så jeg måtte farvelægge med nål), men jeg er virkelig så glad for den færdige lampe, især fordi jeg kæmpede med at beslutte mig for farverne. Men jeg tror, den kommer til at passe perfekt farvemæssigt til det rum, den er lavet til.

Påfugle-lamper – t.v. original i 1:1, to af EMs og t.h. en af hendes kunders

Rokoko-lampe

Jeg sluttede som sædvanligt den sidste del af året af med stress, mens jeg kæmpede for at blive færdig med Mors julekalender og julegaver i 2018. Men det lykkedes! Da Mor havde fødselsdag den 15. januar 2019, havde jeg også travlt med at komme hjem til mig selv igen efter nytår, da jeg skulle i gang med hendes fødselsdagsgave, men idet jeg havde været Mor-sitter det meste af december, var det ikke just med dårligt samvittighed, jeg forlod hende, selvom Mor var lidt utilfreds over det. 😉 Denne rokoko-lampe blev endnu flottere, end jeg havde forestillet mig. Jeg vil faktisk mene, at det nok er både det sværeste og det flotteste, jeg nogensinde har lavet. Lampefiguren har jeg lavet i cernit, så jeg er umådelig stolt over at have været i stand til at frembringe porcelænslooket. Det blev så også den sidste store gave, jeg nåede at lave til Lillemor. 😪

Porcelænsfiguren til lampen

Jeg havde aldrig forestillet mig, at lampeskærmen alene ville tage så lang tid, så jeg havde travlt med at blive færdig med resten af projektet, der faktisk skulle have været endnu større. Det var oprindeligt meningen, at jeg ville have lavet de to forskellige sengebordslamper, min mor havde i sit soveværelse. Men allerede efter at have arbejdet med lampeskærmen i to dage opgav jeg den idé, da jeg fandt ud af, hvor tidsrøvende et projekt det var. Jeg kunne ikke vælge mellem lamperne, da jeg burde lave hendes (som ikke var særlig egnet til dette) og den anden, som jeg ikke var sikker på sagde hende så meget. Derfor besluttede jeg mig for at lave min egen version.

Det var vanvittigt småt, så det var vildt svært at arbejde med – og alligevel var jeg bekymret for, om figurerne ville ende med at blive for store. Jeg plejer at have en god fornemmelse for størrelse, når jeg arbejder med miniature, men jeg var ret meget på Herrens mark, for jeg anede dårligt nok, hvordan jeg ville have lampen til at se ud, da jeg startede, så jeg lavede simpelthen figurerne så småt, som jeg kunne. For en gangs skyld var jeg tvunget til at sidde og arbejde under lup, da jeg overhovedet ikke kunne se detaljerne ordentligt uden (og kameraet gengiver dem heller ikke ordentligt). Billederne her er faktisk også fotograferet gennem luppen. Jeg ved godt, de ser spøjse ud, men det er, fordi jeg var nødt til at bygge dem op i små bidder ad gangen. Det var hamrendes svært og gik derfor enormt langsomt, og det hjalp heller ikke, at jeg var nødt til at forbage for hver lille tilføjelse. Jeg begyndte at overveje, om jeg på grund af tidsmangel skulle nøjes med kvinden på bænken, men jeg fortsatte med at arbejde på manden, hver gang jeg alligevel var nødt til at vente, mens kvinden blev forbagt.

Jeg havde smurt indersiden af mandens jakkeskørter med flydende fimo for at understøtte dem (den nederste pyntekant er for at skjule, at der knækkede et stykke af), men vidste af erfaring at det bliver endnu mere flydende, når det bliver varmt, så det ville ende med at snaske det hele til. Derfor måtte han have bunden i vejret, men hvordan hulen skulle jeg så bage ham? Min løsning blev en silikoneform, jeg adskilte og forsigtigt satte hans hoved fast i. Det fungerede perfekt! Man ser jo desværre ikke smådetaljerne, når lampen står på bordet i soveværelset, men manden har en fin hestehale med en stor flot sløjfe i. Det var jo rokoko-tiden. 😉 Han fik også lyserøde hosebånd på med en lille lyseblå dusk i.

Til min store fortrydelse blev de to blå farver meget mørkere, når de blev bagt. Jeg ved ikke, om det er, fordi det var cernit i stedet for det sædvanlige fimo, men under alle omstændigheder havde jeg aldrig før brugt af de to blå. I billedpanelet kan man i midten se på det lyseblå skørt det friskt påsatte på venstre side og det forbagte på højre. ! @#*#@! S’gu’!!! Jeg var bekymret for, om jeg ville være i stand til at få farverne til at ligne porcelæn, men at skulle gå fra mørk til lys… Argh!

Mandens lyseblå jakke clashede med kvindens skørt, så min løsning blev en lyserød sløjfe med båndet faldende nedad siderne på hendes kjole. Sløjfen var faktisk rigtig sød, dog blev den desværre sidenhen helt skjult af ærmerne. Men på dette tidspunkt havde jeg stadig ingen idé om, hvordan jeg ville sætte armene.

Bunden til rokokolampen lavede jeg med samme stukform, som jeg også brugte til ryglænet af bænken, men denne gang skar jeg endnu mere detaljeret til. Det skal så siges, at idet borden skulle runde over kanten, måtte jeg mosle godt rundt med den, så mange detaljer gik tabt undervejs – og nye opfundet. Jeg endte til sidst med at udskifte hele fronten på bunden, mens jeg irettesatte mig selv: når man laver noget nyt og svært med fine detaljer, så prøver man sig ikke frem på forsiden! På lampesøjlens top anbragte jeg nogle af stukresterne, jeg havde skåret fra bundens kanter. Jeg havde mit hyr med at få stangen til at blive stående, så til sidst fik den lidt bevoksning ved bunden som støtte. Og det voksede altså! Så lige pludselig var der grene, der klatrede opad søjlen. Ih, hvor bliver jeg tit overrasket over, hvor et projekt fører mig hen…!

Kvinden blev endelig færdig og sidder og klapper i sine små hænder (det samme gjorde jeg 😄). Den sidste tilføjelse blev armene, hvor hun fik blå vide ærmer med et indre flæseærme. Ved siden af bænken lavede jeg en lille søjle, der støtter mandens ben. Jeg trillede en stang lidt tykkere end ønsket og trykkede nåle ned i, hvorefter jeg trillede stangen lidt mere, så nålene blev trykket mere jævnt ned. Den færdigbagte søjle fik fjernet nålene og blev slebet med en nyerhvervelse, en finkornet svamp til at slibe med i forbindelse med vand.

Jeg havde hele vejen igennem svært ved at beslutte mig for, hvordan hænderne på begge figurer skulle sidde. Til slut besluttede jeg mig så for, at de ikke skulle have fysisk kontakt i forsøg på at undgå, at delene knækkede undervejs. Derfor endte manden pludselig med at stå og spille lut for kvinden. Han fik også vide ærmer og store flæseærmer indeni.

Min lille Efcolor-ovn varmede af en eller anden grund ikke så meget som normalt, hvilket gav mange skader, der skulle repareres. Så derfor rundede jeg figuren af med en tur i min rigtige ovn, så jeg var helt sikker på, alt var færdigbagt. Jeg afrundede det hele med en let gråbrunlig tone til hår, lut, sko og ranker.

Jeg havde længe overvejet, hvordan jeg teknisk kunne frembringe det porcelænslook, jeg ønskede. Jeg søgte vidt og bredt på internettet, men kunne ikke finde nogen, der havde prøvet at frembringe den samme effekt. Nå. Så måtte jeg jo selv finde på noget…! Jeg vidste, jeg ville bruge akrylmaling, så spørgsmålet var hvordan. Jeg lavede nogle cernit-plader i de forskellige farver med strukturer på, så jeg kunne eksperimentere med, hvordan de ville reagere på akrylmalingen. De fleste porcelænsfigurer har et lidt “flydende” look, så derfor ønskede jeg ingen penselstrøg. Jeg fandt en lille sprayflaske frem og lavede en blanding af akrylmaling og vand. Så sprayede jeg grundigt og skyndte mig med straks at rense spraydysen omhyggeligt. Det tørrede næsten med det samme, så jeg havde travlt. Herefter gennemgik jeg omhyggeligt (og længe) figuren med en lille tynd pensel for at opsuge den maling, der samlede sig for kraftigt uhensigtsmæssige steder. Efterhånden som malingen overgav sig til tyngdekraften, måtte jeg flere gange over de samme steder. Så tørrede jeg den forsigtigt med min varmepistol. Dette gjorde jeg tre gange, før jeg endte med det look, jeg ønskede. Jeg endte med at pakke hele min køkkenvask ind i køkkenrulle, som jeg lod stritte godt opad. Ellers skulle jeg have skrubbet vasken og omgivelserne mellem hver omgang. Det sviner!

3 lag lak blev det til, før jeg var tilfreds med det endelige look. Jeg glemte at justere lampesøjlen undervejs i hele processen – ups! Da jeg prøvemonterede fatning og lampeskærm, kunne jeg nemlig godt se, at det sad alt for højt oppe. I den størrelse betyder nogle få milimeter ret meget. Så jeg måtte med ekstrem forsigtighed til at forkorte søjlen, da hele figuren var helt færdig. Nervepirrende… men det lykkedes gudskelov! Den færdige lampe blev 6 centimeter høj. Resultatet taler for sig selv… 🥰

Rokoko-lampens skærm

Den færdige lampeskærm – er du vild, den tog lang tid at lave!!!

Jeg byggede skærmen op i pap – det blev arbejdsbasen til skærmen. Jeg fandt “opskriften” på Pinterest og byggede den først op med fem paneler, hvilket var meget flot, men desværre alt for stort. Derfor endte jeg med at lave skærmen med fire paneler og yderligere skære 1 mm af toppen på opskriften – så passede størrelsen! 😁 Da jeg havde fået opbygget en stabil base, overtrak jeg den med husholdningsfilm, så jeg kunne montere stoffet derpå og forme det hele. Det betød så også, at jeg i sidste ende bare kunne pille den færdige lampeskærm af papformen og fjerne filmen.

Jeg skulle bruge to stykker rynket stof med blomst på, så de skulle gerne ligne hinanden. Derfor klippede jeg en skabelon ud, som jeg tegnede op på begge stykker stof, så blomsterne blev lige store. Herefter syede jeg en cirkel med så små sting som muligt. Når jeg trak tråden sammen, endte jeg med en “boble”. Jeg syede tre styk 2 millimeter sting i “boblen” for at frembringe blomsten. Trådene blev samlet i en knude nedenunder, der fik en klat lim, så den ikke går op og yderligere stabiliserer blomsten.

Aaaah! Fra teori til praksis… 😁

Jeg borede hul med en nål i midten af papskabelonen. Det var tyndt, men solidt pap, som havde fået et tykt lag lim på bagsiden for stabilitetens skyld. Så kunne jeg via en nål i midten af blomsten styre og holde det hele fast. Papskabelonen var blevet pakket ind i husholdningsfilm, så jeg sovsede to paneler til med lim, og med nålen som styrepind anbragte jeg stoffet. Mens det tørrede, måtte jeg konstant holde det i position og forme det, da det meget gerne ville noget andet end jeg. Tålmodighedsarbejde, da jeg var tvunget til at holde det hele på plads, til limen begyndte at stivne. Stoffet var sart, så nåle kombineret med opstramning ville have været en skidt kombination. Første side af lampeskærmen draperet. Det var gudskelov ikke så svært, som jeg frygtede.

På grund af husholdningsfilmen kunne jeg lige så fint pille den første halvdel af, efter jeg havde klippet den til. Så smurte jeg atter et godt lag lim på papskabelonens husholdningsfilm og monterede stoffet igen og lod det sidde natten over. Jeg er livrem- og seler-typen, så jo større styrke, jeg kunne give skærmen, jo bedre. Men mine stofpaneler til lampeskærmen var trods to solide lag lim ikke stærke nok til at kunne holde til ret meget håndtering, og jeg kunne godt se, at dette projekt kom til at kræve mere end lim. Da jeg langt fra var færdig og skulle være meget “hands on” i de næste faser, besluttede jeg mig for, at der var brug for et skærmstativ. Derfor fandt jeg den Proxxon varmepistol frem, som jeg gav mig selv i fødselsdagsgave. ☺ Efter en hel del eksperimentering med plastlåg opgav jeg at lave skærmen i én del og delte den op i to. Så var det pludselig meget nemmere at håndtere, og jeg endte med præcis dét, som jeg ønskede.

Stofpanelerne passede perfekt til mine færdige plastikskaller – yay!  🥰

Jeg samlede plastikdelene med klar lim, så jeg havde en hel skærm. Til samlingen af stofpanelerne havde jeg brug for en “skjuler”. Jeg havde ikke noget passende liggende, så jeg måtte selv opfinde noget. Det gav mig en masse ekstra arbejde, men betød også, at den endelige version blev en hel del nærmere udseendet, som jeg gik efter. Den nederste kant skulle være ruflet, og det tog mig oceaner af tid at lave, da jeg måtte lave ét sting ad gangen og omhyggeligt trække tråden igennem og samtidig passe på, at tråden ikke blev filtret. Dette besvær kom sig af, at jeg havde smurt et godt lag lim på en plastiklomme og forsigtigt trykket stoffet ned i og ladet det tørre (så var stoffet lige til at pille af bagefter). Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, var jeg nemlig ikke i stand stand til at klippe en smal stribe stof, da stoffet simpelthen var for levende. Med en limbagside havde jeg ikke dette problem mere, og yderligere risikerede jeg ikke mere at stoffet flossede, til gengæld havde jeg så en bagside, der var svagt klæbende, deraf mine nye problemer.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg ville få brug for, så jeg havde lavet rigeligt og havde således også nogle færdigtklippede strimler liggende, hvor jeg skulle løse samlingsproblemet. Jeg prøvede først at “skrue” stoffet, men med den bredde, jeg skulle bruge, blev det for voldsomt. Jeg havde så håbet, at jeg kunne flosse en tråd fra stoffet, men det var for godt lavet. 🤪 Det fik mig så til atter at vende blikket mod de strimler, jeg allerede havde lavet. De var for brede og for glatte, men det kunne der heldigvis gøres noget ved. 😄 Så jeg endte med at sidde og klippe en lang tynd strimmel op i tre lange meget tynde strimler. 😜 Disse sad jeg så med stort besvær og flettede. Her var limbagsiden igen både til gavn og besvær, for uden den havde det overhovedet ikke kunnet lade sig gøre, men med den var det en kamp at vende de 1 millimeter brede strimler den rigtige vej, så jeg ikke fik limsiden opad og derved genskin. Jeg har heller aldrig været en ørn til at flette jævnt, så det var godt nok med tungen lige i munden, afbrudt af diverse irriterede fnys. Men færdig blev den, og det blev perfekt. 😍

Flæsen i bunden blev monteret og var noget af en udfordring, fordi den gerne ville sno sig. Og så var der kun tilbage at beslutte mig for, hvordan lampeskærmen skulle monteres på lampen… 🤔

Ta-daaah! Sådan fik jeg løst mit problem med monteringen af lampeskærmen! 😁

Jeg har uanede mængder messing-krimskrams liggende, så det er sjældent, at jeg ikke finder ét eller andet, jeg kan bruge. Min løsning var bøvlet at samle, da så små fatninger altid er loddet sådan i bunden, at de er pivskæve. Så der måtte flere typer lim og en god del tålmodighed til, inden jeg fik fatningen til at sidde lige i “kronen”. God afstand fra pære til top og godt hold på skærmen, der er rimelig nem at sætte på, så det også bliver nemt at skifte pære.

Rokoko-lampen har fundet den perfekte (og eneste mulige) placering i dukkehuset – ved siden af sengen.

Det var faktisk svært at finde den perfekte placering til lampen i dukkehuset på grund af den store fod. Jeg prøvede flere forskellige steder, men det duede ikke, at den stod med siden til, for så så man ikke alle de flotte detaljer. Altså var det et krav, at den skulle stå med fronten udad. Til sidst endte jeg med den mest naturlige placering i hele dukkehuset, som jeg ikke havde haft med i mine overvejelser, idet jeg allerede havde installeret den lampe, som jeg lavede til Mors julekalender på sengebordet. Men da jeg satte rokoko-lampen dér, kunne jeg godt se, at der ikke fandtes en mere perfekt placering til den i hele dukkehuset, og så var dét afgjort! 😄

Tiffany-lampe

Min Tiffany-lampe blev præcis, som jeg ville have den, og jeg elsker det færdige resultat. 🥰 Ih, den er så sød med lys i! 😍

Jeg har fulgt Esther Marker et stykke tid på Facebook, da hun er knalddygtig til miniaturer. Jeg elsker at lave lamper, og jeg er især vild med Tiffany-lamper, så da hun begyndte at designe dem i miniature, tog jeg straks kontakt til hende for at høre, om hun overvejede at lave nogle til salg, for så var jeg helt klart interesseret! Det varede ikke længe, inden hun begyndte at sælge, da hun så, hvor interesserede folk var, og nu har hun en blomstrende forretning, hvor hun hele tiden laver nye Tiffany-lamper, den ene flottere end den anden. Hun finder en lampe i 1:1, og så designer hun en lidt enklere udgave i miniature i et 3D-program, hvorefter hun printer delene ud via en 3D-printer.

Hendes Etsy store link er: https://www.etsy.com/shop/EsthersMiniatures

Til min store fortrydelse kan jeg snart ikke klemme flere lamper ind i mit dukkehus, men jeg købte to forskellige lamper af hende, og denne er den første.

Lampen er lavet i 3D-printet resin. Jeg tegnede de let forhøjede streger op med sort Penol 777. Metaleffekten er lavet med voks. På billedet er den endnu kobberfarvet, som jeg oprindeligt havde planlagt, men siden ændrede jeg det til antikguld.

Glasmaling jeg bruger: Memory Glass Paint i tuber samt A’Color 07 i flasker.

Lampen, som efterhånden har ligget i venteposition længe, gav mig et farve-problem, der var, at den røde farve i mit glasmaling-sæt var mere orange end rød, og det passede altså bare ikke med det design, jeg havde kreeret i mit hoved. Jeg fandt hurtigt den rigtige farve på nettet, men så blev jeg nærig/stædig, fordi forsendelsesomkostningerne ville koste lige så meget som malingen, og det irriterede mig, at det skulle være så dyrt at sende en lille flaske. Mit næste skridt var så at overveje at købe det fulde sæt, men så blev det jo pludselig virkelig dyrt, og havde jeg nok fremtidige projekt-idéer til, at det var en god idé? Tilsidst endte jeg med at købe hele sættet, og jeg har bestemt ikke fortrudt, for det er nogle vildt flotte farver i lækker kvalitet, men det tog mig måneder at træffe beslutningen, fordi det var så dyrt.

Jeg tog et foto af skærmen og brugte billedbehandlingsprogrammet på min mobil til at eksperimentere med farvelægningen. Det var et bøvl, men i sidste ende dejligt at sidde med en skabelon, så jeg ikke endte med at komme til at kvaje mig med de mange små felter.

Der er ikke plads til en fatning, så jeg måtte bruge en pære, der var fastloddet på ledning. Jeg hader, når jeg ikke umiddelbart kan skifte pære, så jeg prøvede at udbore lampens indre i forsøg på at få en mini porcelænsfatning med bi-pin pære ned i. Med desværre kunne det ikke lade sig gøre, da halsen var næsten præcis samme tykkelse på det sted, der gav problemer, så tilsidst måtte jeg opgive. Gudskelov lykkedes det mig ikke at ødelægge lampen alt for meget under forsøget. Jeg fik knækket holderen til skærmen af, men halleluja for superlim!!

Jeg faldt over billedet af originallampen i 1:1, hvilket bevirkede at jeg lavede nogle tilføjelser, så det mere lignede den rigtige lampe. Det var ikke nemt at få hverken krummelurerne eller kæderne til at blive, hvor de skulle være, men tilsidst lykkedes det da nogenlunde. Men tingene var for “livlige” til at holde sig stille, mens superlimen fik fæste, så tilsidst måtte jeg bruge den kemiske reaktion fra kontakten mellem superlimen og Arleene’s Tacky Glue. Den er ret øjeblikkelig, så man skal styre sine bevægelser, når man fæstner det, og delene med hver deres lim må ikke komme i kontakt inden, så skaber det en overflade, der bliver stiv.

Jeg tilføjede nogle fine sten forneden på skærmen, hvilket jeg synes klæder den gevaldigt. 😁 Det fremgår ikke rigtigt af billederne, men på trods af, at de bittesmå felter ikke giver meget råderum, er der forløb i de fleste farver.

Krummelurerne var forkert guldfarve og alt for blanke, så de blev malet sorte med tusch og ændret til mat antikguld med guldvoks. En knækket kæde samt et par wireklemmer blev til træksnorene. Malet sort og farvet guldfarvet med guldvoks.

Forskellige bordlamper (2005)

Egne kreationer af bordlampe (nr. 3 efter opskrift)

1:  Guldbordlampen med blå glimmerskærm synes jeg er meget elegant. På messe havde Mor og jeg købt en masse messing-krimskrams, så jeg havde et godt udgangspunkt til at kreere med. Skærmen lavede jeg af plastik, jeg skar i facon og beklædte med noget blåt glimmerstof, jeg havde liggende. Den blev så afrundet med en bred guldkant forneden og en smal foroven.

2:  Petroleumslampen er jo en enkel kreation, men efter at have fået fat i en glasskærm, måtte jeg bare lave et eller andet med den! Og da alt jo ikke nødvendigvis skal være i messing, lavede jeg den med en sølvkugle. Den ser ikke ud til at ligge i den dyre ende, så den står oppe hos maleren.

3:  Den flotte guldlampe med prismer har jeg også selv lavet – dog efter opskrift. Vi købte et “samlesæt” hos Bindels Ornaments på messe, hvor alting var i. Da jeg lavede den, syntes jeg dog, at der var alt for mange prismer i – der skulle hænge en prisme fra alle huller i kanten – så jeg lod i stedet tre prismer hænge i hver afdeling. Jeg brød mig heller ikke om det skarpe lys, der skinnede igennem hullerne i skærmen, så jeg fyldte dem ud med hvid perlemorsneglelak, hvilket jeg synes pynter gevaldigt. Jeg skal have den genopfrisket, inden den ryger ind i dukkehuset, for der er forsvundet lidt prismer hen over årene…

4:  Tiffany-bordlampen med firkantet skærm har jeg lavet skærmen af bøjeligt plastfolie og neglelak. Jeg faldt engang over opskriften på at lave en firkantet skærm på nettet, så det skulle da prøves! Resten er min egen opfindelse.

LOFTSLAMPER

Prismelampe

Jeg holdt ellers helbredsmæssigt lav profil, men jeg trængte til at få afløb for min kreativitet, da mine planer altid står i kø og presser på, og jeg samtidig gerne ville have en lille overraskelse med hjem til Mor. Jeg havde regnet med at besøge hende i den weekend, hvor jeg så havde satset på at overraske hende med lampen, men i stedet røg hun atter på sygehuset (for sidste gang). Hun måtte derfor “nøjes” med at se den på foto, da hun ikke ville have fået meget ud af at se originalen. På foto kunne jeg jo zoome ind og vise hende detaljer, idet hun ikke så særlig godt mere. Det blev til denne søde lampe med prismer til dukkehusets soveværelse. Prismerne sidder ikke så pænt på billederne, men jeg havde mit hyr med at holde lampen stille og fotografere samtidig, så jeg har fået møflet for meget rundt med lampen undervejs. 😄 Jeg kører så meget på pumperne det meste af tiden, at denne lille sag, der normalt nok ville have taget mig nogle timer at lave, tog mig fire dage! Men nu blev den da færdig og Mor nåede at se den! 🙂

Jeg er en meget begejstret bruger af neglepynt, som jeg her har pyntet en købelampe op med, hvor jeg yderligere selv satte skærm på.

Jeg sleb hul i skærmen, så lampens skruedel kunne komme igennem. Så pyntede jeg både messing og glas med to forskellige messing-neglepynt (monteret med superlim, da det ellers vil begynde at løsne sig med tiden) og lakerede to gange med klar neglelak.

Avispapirslampeskærm

Loftslamper af plastik (2005)

1:  Jeg har lavet en loftslampe, som er et forsøg udi Tiffany-lamper, som er blevet rigtig sød – lavet af låget fra en hårspray. Det indre er malet med hvid perlemorsneglelak og farverne, mens mønsteret og stregerne er blevet ridset ind i det yderste lag og malet op med sort neglelak. På den måde fik jeg lidt dybde i, så det mere ligner porcelæn. Jeg er fuldstændig forelsket i denne lampe, der er endt i herreværelset. Den har dog fået en tilføjelse med en sort kegle på toppen, der skjuler overgangen til ledningen.

2:  Modisten havde i mange år de to lamper i midten hængende over disken (dog uden strøm). De er lavet af en gammel isterninge-golfbold, hvilket beviser, at der ikke er det, man ikke kan bruge i dette univers. Det var en bold, min kat havde fundet og legede med hjemme hos Mor, hvor jeg kom til at jokke på bolden, så der kom en revne i den. Herved så jeg pludselig dens potentiale. Jeg halverede bolden og malede den med hvid perlemorsneglelak. Jeg fandt nogle sorte plastikdimser, som jeg brugte til at skjule fatningen til pæren med (de fik lige en guldkant og nogle guldprikker, bare for en god ordens skyld) og snoede ledningen, da ledninger anno 1900 oftest var snoede. Lamperne fik noget fint guldbånd på kanten, hvorefter de blev rundet af med nogle roser, jeg tegnede op med metallic tush. Jeg har altid syntes, at de var bedårende, men der, hvor Modisten står, kører lamperne på 10V, og disse kører på 5V. Derfor er de nu endt i køkkenet i selve dukkehuset, hvor vi kører med begge dele. Jeg har aldrig på noget tidspunkt overvejet dem i forbindelse med dukkehuset, men de er rigtig søde i køkkenet.

3:  Den takkede loftslampe er et forsøg på at skabe noget, der skal ligne blyindfattet glas. Kanterne er måske lidt ujævne, men på dette tidspunkt var jeg novice og havde slet ikke de arbejdsredskaber, som jeg har i dag, så faconen blev lavet på den hårde måde. Lampen er malet indvendigt med hvid perlemorsneglelak og stregerne ridset op på ydersiden. Herefter blandede jeg en neglelak for at skabe den rigtige farve til “blyet” og malede oven på ridserne. Nutildags kan man få neglelakke i alskens farver, men det var ikke så nemt dengang (kors, jeg lyder gammel, men der er altså sket megen udvikling i verdenen, siden vi startede på vort dukkehus). Denne lampe har nu fået sin placering i bryggerset.

STANDERLAMPER (2005)

De to første standerlamper er blevet “renoveret”, den sidste har Mor og jeg kreeret

1:  Den første standerlampe er jeg rigtig begejstret for, da vi har en bordlampe magen til, som vi fik hjemme fra min Bedstemor. Jeg blev så glad, da jeg fandt den på QXL, så jeg blev noget lang i hovedet, da jeg fik den hjem, og det viste sig, at den flotte skærm ikke hvilede på en pære, men på en tandstikker!!! Det var ikke det store problem at få trukket el i den, men jeg måtte lige vride min hjerne lidt for at få opfundet et stativ, skærmen kunne hvile på. Det har jeg nu også måttet gøre til mine bordlamper, men her var der en gevaldig afstand imellem lampen og fatningen. Men det lykkedes jo i sidste ende.

2:  En standerlampe, jeg har lavet, er lidt af en kombination, for selve lampestativet er fra min barndom, men den har mildest talt været ude for lidt af hvert, så den var ikke køn mere. Jeg har så fået vredet den lidt i facon, trukket el i den og lakeret den sort og lavet en flot skærm af noget krimskrams, som fik lidt flot “fyld” af neglelak. Jeg synes, den er blevet rigtig flot, og jeg elsker, at det var en lampe, jeg legede med som barn.

3:  Den sidste standerlampe er et gammelt vedhæng til et fløjlsbånd, jeg havde som teenager (det var min første “voksen”-kæde), og som jeg var utrolig glad for og aldrig har kunnet få mig selv til at smide ud, da øskenen knækkede af – og nu fik jeg lavet en lampe ud af det! Jeg havde overvejet at lave en væglampet ud af den, men den var for flad og jeg kunne ligesom ikke overskue, hvordan den skulle laves. Da jeg på et tidspunkt viste den til Mor, blev hun vild med idéen, men efter en gang brainstorming blev den pludselig til en standerlampe! Den fik naturligvis også noget fyld af neglelak og så fik den sort bund, der hviler på sølvkugler og sort stang, der bliver brudt på midten af en sølvkugle, der har noget sølv blomster-krimskrams omkring sig. Oven på foden er en sort halvkugle, der også har noget sølv blomster-krimskrams på. Jeg elsker den lampe højt – både, fordi jeg synes den er hammerflot og usædvanlig, men især fordi mit højtelskede halssmykke fik en ny udnyttelse og et nyt “liv”.

En anden standerlampe (ikke fotograferet, men står i musikværelset) er købt i en rodebunke, hvorefter jeg har trukket ledning med fatning i i stedet for den pære på ledning, hvor hele lampen skulle tages ud fra dukkehuset og have lagt ny ledning med pære på i tilfælde af pæreskift. Nu kan jeg bare skrue pæren ud og sætte ny i. Jeg shinede også lige metallet op og lakerede det, så det ikke bliver grimt at se på.

VÆGLAMPETTER

Entrémøblets væglampetter

Jeg lavede disse smukke væglampetter til at passe til min hjemmelavede firearmede lysekrone. Vi havde været på vor første messe, så jeg havde pludselig fået nogle spændende materialer at arbejde med. Jeg skal dog have drejet prismerne i bunden, idet man kun ser siden af dem.

Udendørs væglampetter

Til vort dukkehus har vi tre udendørs væglamper, der er nydelige, men bare ren sort metal. Vi blev enige om, at dem kunne jeg da godt shine lidt op, så de blev flottere at se på.

Jeg savede toppen af og limede 4 guld grønlandsperler fast i hjørnerne på en fin messing-krimskrams, hvorpå jeg monterede “stellet”. Toppen fik en perle øverst og i alle hjørner, hvorefter jeg puttede det afklippede hoved af en messingnål ned i hver, så der ikke var noget hul. Jeg skar en krimskrams i 4 dele og bøjede det, så jeg kunne sætte det omkring fronten af bunden, som jeg afsluttede med en perle i forneden.

Stilen passer nu meget bedre til et hus fra det bedre borgerskab anno 1900. (Lampen er altså ikke skæv, det er pæren, der er pivskæv).

Det var faktisk et hulens til bøvl at få de sidste to færdige, for designet var lige en tand forskellig fra den første, jeg lavede, men forskellene var netop det, der gav problemerne.

“Stativet” var kun halv tykkelse af den første lampe, så der var ikke så meget at fæstne limen på, hvilket gjorde, at de gik fra hinanden tre gange, efter jeg havde lavet dem færdige. Da jeg endelig havde fået styr på det hele og samlede dem, viste det sig, at fatningen sad højere i disse to, hvilket også forklarede, hvorfor toppen i dem var hul. For det betød, at pæren stødte imod messing-krimskramsen og lamperne ikke kunne samles korrekt. Altså måtte jeg til at udbore messingpladen, hvilket var en kamp, og undervejs gik næsten det hele fra hinanden igen. Argh! Men nu er de endelig færdige, så nu glæder jeg mig bare, til de engang bliver monteret.

DIVERSE LYS

Statuelampe

Jeg havde besluttet mig for at lave en kvindestatue med lys til dukkehusets forhave. Da jeg var yngre havde jeg flere saltstensfigurer af romerske kvindestatuer, og jeg vidste med det samme, at jeg ønskede min statues ansigt som deres. Jeg havde regnet med at måtte lave den selv, men ved rent svineheld faldt jeg over en smuk kvindebuste med lyre på eBay. Den var til den store side at have stående i mit smalle dukkehus, så jeg prøvede at finde på noget andet at bruge busten til. Og søreme, om jeg ikke fik hele to idéer! Den ene var at bruge busten til at opbygge min statue omkring. Og det var bestemt ikke en nem opgave.

Jeg besluttede mig for at bibeholde bustens manglende arme og anbringe lampen på kvindens hovede. Jeg borede med møje hul igennem busten, så jeg både kunne skjule fatningen samt trække ledningen igennem. Det lyder måske ikke særligt imponerende, men der var tale om to skæve vinkler samt en ret solid udhulning af hovedet, samtidig med at jeg skulle passe på ikke at bore igennem figuren ved halsen, brystkassen og ansigtet. Bustens sokkel blev yderligere reduceret. Det var første svære trin. Så fulgte tre yderligere svære trin af et yderst spændende projekt. 😀

Jeg rullede første omgang sølvpapir sammen under busten for at skabe grundformen til figuren og skubbede en hul messingstang igennem, som jeg trak ledningen igennem. Herefter opbyggede jeg soklen i skumpap (hvor jeg brugte mine sidste sørgelige rester) og beklædte den med fimo, som jeg i et par omgange bagte i 3 minutter med afkøling imellem. På grund af skumpappet indeni turde jeg ikke give den mere, men jeg havde også bare brug for en fast overflade til at kunne arbejde videre på. Både sølvpapir og skumpap er for at spare på fimoen samt for at have mere kontrol over faconen. Jeg fik indviet en støbeform med kapitæler/søjletoppe, hvor jeg valgte den mest fancy af dem. Derefter lavede jeg fire styk, som jeg gjorde meget tyndere ved at undlade at fylde midten mere end nødvendigt samt skære noget af indersiden af bunden. Herefter skulle jeg så “bare” tilpasse de fire dele til soklen og fylde hullerne, der opstod. Så bagte jeg soklen et par gange. Sammenføjningen af to kapitæler/søjlehoveder efterlod et trekantet hul i toppen, som jeg fyldte ud med en lind fimo-masse (lavet ved at tilføje flydende Fimo), som jeg derefter formede til kant samt et blad. Jeg synes, det blev til en ret nydelig sokkel. Farven var ligegyldig, for det hele skulle alligevel males med kalkmaling, når jeg var færdig.

Med statuens underkrop skulle jeg så for første gang til at prøve at arbejde med lufttørrende Fimo, idet jeg ikke var sikker på at busten kunne tåle at blive bagt, men jeg i hvert fald var helt sikker på, at ledningen indeni ikke kunne. Jeg lavede grundformen til min lampe-statue, men var derefter nødt til at lade den tørre til dagen efter, før jeg kunne begynde at forme hendes tøj. Jeg var spændt på, om tørringen ville medføre problemer. Jeg havde først studeret nogle videoer på YouTube for at få nogle tips til behandling af det, hvilket viste sig at være en rigtig god idé. For det viste sig, at vand er en meget vigtig bestanddel af at forme det, og samtidig er et underlag til at tage snasket samt en klud til at tørre fingrene undervejs også en rigtig god idé. Til gengæld følte jeg mig hensat til mine gamle formningstimer i skolen, når jeg lavede lerfigurer. Så jeg sad virkelig og hyggede mig med dette snaskede projekt. 😆

Efter figurens første lag var overfladetør (første foto), pakkede jeg den ind i en fugtig klud. Alligevel havde den sluppet lidt ved nogle af kanterne samt fået nogle små revner dagen efter (de næste to billeder) og min fine lille fod trængte til en restaurering. Det var endnu sværere at håndtere i anden omgang på grund af alle folderne i kjolen, og de finere detaljer var næsten umulige. Da det lufttørrende Fimo strittede mere og mere imod, valgte jeg ikke at give kjolen så mange folder på bagsiden, som jeg gerne ville have gjort, for jeg ville ikke risikere at ødelægge det hele. Men tilsidst fik jeg færdiggjort tøjet og dermed selve figuren af kvinden med lyren, som så fik lov at tørre to døgn med en fugtig klud omkring. Men det var godt nok svært at få pænt. Lufttørrende Fimo er meget sjovt at sidde og fedte med, men det er temmelig svært at lave detaljer med. Men det lykkedes mig da rimeligt at få det udtryk frem, som jeg gerne ville.

Man kan på disse billeder se, hvor ru overfladen er før slibning.

Da figuren var helt tør, sleb jeg den med en meget fin slibemåtte beregnet til vådslibning med Fimo, så den lidt ru overflade blev glat. Jeg turde dog ikke bruge vand, da jeg var bekymret for, hvordan det ville påvirke det lufttørrende Fimo, men det fungerede fint. Og det pyntede gevaldigt! Jeg malede statuen to gange med Jeanne d’Arc Living Vintage Soft Cream kalkmaling, hvorefter den blev smurt ind i klar voks og fik lov at stå en times tid, inden jeg pudsede den. Så smurte jeg den grundigt ind i lysegrå voks og sørgede for at komme godt ind i alle krinkelkroge. Da jeg pudsede den efter med det samme, så den grå farve ikke satte sig, fjernede jeg det meste, hvilket jo heller ikke var hensigten, og måtte give den en tur til. Da jeg herefter pudsede den op, blev det meget bedre. Jeg manglede dog stadig noget mørkere kontrast og valgte derfor at gå let over den med brunt farvepigment. Det var ikke rigtigt til at pudse væk, så jeg gik figuren over med pudsekluden fra den grå voks, der stadig var fugtig af voks, og brugte derefter en ren klud til at pudse efter med. Jeg syntes dog stadig, statuen havde fået for brunlig en tone, så helt til sidst fik alle rundinger en gang hvid voks.

Min kvindestatue/-lampe skulle bruge noget til at holde glaskuplen, der skulle sidde på toppen af hendes hovede. Jeg besluttede mig for en bronze-krone. Jeg rodede rundt i mit lager og fandt noget flot messingpynt, som jeg formede til ønsket facon. Så malede jeg kronen med sort kalkmaling og tørbørstede den med Old Turquoise kalkmaling. Tilsidst fik den lidt bronze-voks og et touch af guld-voks. Efter et døgns tørring var voksen hærdet nok til, at jeg kunne lime kronen fast på statuen og sætte glaskuplen på og dermed afslutte projektet.

Kunstmalerens gasblus

Uha, dette var en svær beslutning at træffe! At bore en masse huller i vort gamle Tekno gasblus, som jeg legede med som barn… 😮 Mor rådede mig til at komme gaffatape på toppen, inden jeg borede, da jeg fortalte hende, hvor bekymret jeg var for at komme til at ridse det. Det virkede ganske fantastisk og var faktisk ikke så svært, som jeg havde regnet med. Juhu! Og nu har dukkehuset et gasblus med “ild” i. 😁
For at lyset ikke skal skinne ud ved bunden, har jeg lukket den godt til med pap og gaffatape med så meget luft som overhovedet muligt til pæren, da der selvfølgelig er en chance for, at pæren overopheder og brænder ud, hvis hullerne ikke giver nok luft, men det vil kun tiden vise. Indtil videre er det gået meget godt, og det er sådan en diskret og fed detalje! 😜 Jeg brugte en pære loddet direkte på ledning (købt), da der var meget lidt plads at gøre med.

En anderledes type lampe, det indrømmer jeg, men med en pære isat er det en lampe nonetheless. 😜