Lykkedia 💕

Jeg har mistet den største fan af mine miniature-projekter –

min storesøster Lykkedia er ikke længere iblandt os… 😪

Min storesøster er gået bort…

Min kære storesøster Lykkedia er afgået ved døden efter længere tids sygdom.

Efter en blodprop i hjernen i 2018 havde hun kæmpet sig op igen og lod sig ikke kue, men levede stadig et meget aktivt og interessant liv. Så sent som sidste år var hun på luftballon-tur med sine børn og vor faster. Firewalk, Maori-dans, trommecirkler, koncerter – der var ingen grænser.

Hun skrev egen musik og indspillede det, så hendes stemme vil altid kunne høres på nettet. Dette fik yderligere betydning, da hun i april desværre fik endnu en blodprop, der ramte hende meget hårdt, så hun mistede evnen til at tale. Gudskelov kunne hun stadig kommunikere ved at skrive – indtil hun pludselig heller ikke kunne dét mere, højst sandsynligt efter endnu en blodprop. Denne gang røg også evnen til at skrive. Jeg kan ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må have været for én så udadgående stadig at være kvik i hovedet, men pludselig at være mere eller mindre stavnsbundet uden mulighed for at kommunikere. Gudskelov mistede hun aldrig sit dejlige smil, som vi nu fremover må nøjes med at nyde via billeder.

Lykkedia, Betina og mig ved min fødselsdagsfest i 2008.

Lykkedia og Betina fotograferet fra et vindue efter en løbetur en frostkold morgen i 2008.

Lykkedia med sine børn Betina og Steffen i 2023.

I sidste ende var det nok endnu en blodprop, der afsluttede hendes liv. Men den tilværelse, hun var endt med, var ikke et værdigt liv, så i sidste ende ville hun nok have foretrukket denne afslutning. Den største trøst er, at hun levede et interessant, spændende og aktivt liv, efterlader sig børn og børnebørn og virkelig levede sit liv i løbet af de 65 år, hun var her. Hun var kun tre år ældre end mig, så det har ramt mig hårdt, selvom vi havde set det komme snigende. Halvdelen af min hjerne kan derfor godt acceptere, at hun er død, den anden halvdel finder det surrealistisk, at jeg aldrig mere skal se hende, tale med hende eller skrive sammen med hende. Det er svært at håndtere, især fordi vi de senere år havde haft et bedre forhold end nogensinde.

Efter vi mistede Mor, har Lykkedia været den eneste i familien, der interesserede sig for mine dukkehus-projekter, hvor hun var min største fan og jeg mange gange har måttet tale hende fra hendes overbevisning om, at jeg var i verdensklasse. Jeg har nok selvbevidsthed til at vide, at jeg ikke hørte hjemme oppe på den piedestal, hun satte mig på, men jeg var skam beæret over tiltroen

. Hun pralede med mine projekter til hvem som helst, der gad høre om det (og sikkert flere, der ikke gjorde

), og allerede nu savner jeg at vise hende det seneste projekt, hvor hun normalt ville være den første, der så det. Det bliver et savn, der virkelig vil kunne mærkes, for vi var konstant i kontakt. Efter bisættelsen havde min niece sørget for at tage den kikkasse med, som jeg gav Lykkedia i 60-års fødselsdagsgave. Så den nåede hun desværre kun at have i 5 år, før den kom tilbage til mig.

Lykkedias 60 års fødselsdagsgave 2019

Bisættelsen var den 13/11-’24, og det var et smukt arrangement. Hvordan hendes børn mentalt kom igennem alt det, de meget stemningsfuldt fik med i den halve time, det varede i kapellet, det fatter jeg simpelthen ikke, for jeg brød konstant sammen. Det var pludselig meget virkeligt, at det var den endelige afsked, og det var så svært.

På kisten var stillet to dejlige billeder af Lykkedia, og derudover havde de anbragt fire tændte bloklys, to af hendes krystalpyramider og søreme også den skovfe, jeg lavede til hende til hendes 50-års fødselsdag. Dét var en stor overraskelse.

Oprindeligt havde feen haft vinger samt et lidt anderledes pynt, men efter den kom til at stå æresvagt på Tweetys grav (Lykkedias gule undulat) og blev glemt under et regnskyld, så fik jeg den hjem igen, fordi den trængte til en meget omfattende restaurering. Lykkedia var bekymret over, om jeg ville blive vred over det, hvilket jeg også ville være blevet, hvis feen bare var blevet stillet ude og glemt, men at hun havde stillet feen som æresvagt for Tweety, kunne jeg bestemt godt sætte mig ind i og kunne såmænd også selv have fundet på at gøre det samme, så hun blev naturligvis tilgivet. Desværre tog det mig nogle år at få feen renoveret, da det både var et stort arbejde, men også, fordi jeg blev ved med at glemme det. Men Lykkedia nåede da at have den nye udgave af feen stående nogle år, inden hun nu er kommet hjem til mig igen. Og at skovfeen skulle ende med at komme til at stå æresvagt for Lykkedia, var noget, jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig.

Lykkedias 50-års fødselsdagsgave 2009

I løbet af højtideligheden var de nærmeste oppe og tænde et fyrfadslys, som vi anbragte på den smukke fyrretræskiste, og sidenhen var de allernærmeste oppe og lægge en rød rose på kisten. Imellem de forskellige ting, der blev sagt, blev flere af Lykkedias egne sange afspillet, hvor det tekstmæssigt set passede til det, der lige var blevet talt om. Det var meget smukt, og jeg havde da også forventet, at de ville spille hendes egne sange der, men da hendes stemme lød første gang, havde jeg det, som om jeg fik en følelsesmæssig mavepuster. Jeg nævnte det sidenhen for min ældste storesøster Winnie, og hun sagde, at hun følte det på samme måde. Kapellet var fyldt pænt op, for Lykkedia havde haft en stor berøringsflade og som følge deraf havde hun mange venner og bekendte, der alle var dybt berørte. Men jeg var nu alligevel godt imponeret over, at tre af hendes gamle klassekammerater, som hun havde kendt siden de var 7 år gamle, kom fra både Ribe og Odense. Det var selvfølgelig dejligt at få lov at hilse på alle Lykkedias venner, som jeg jo kontinuerligt var stødt på henover omkring 40 år, når jeg havde besøgt hende på Sjælland, men det var jo desværre en dybt nedslående anledning. Samtidig gør det mig også trist at tænke på, at jeg fremover næppe vil komme til at se disse dejlige mennesker igen, da Lykkedia jo var fællespunktet.

Efter kapellet tog vi i Søndermarken, en skov, der ligger lige ved Zoologisk Have, og som familien derovre vist tit har brugt til familiearrangementer som f.eks. fødselsdage. Jeg er desværre ovre den tid, hvor jeg kan farte til Sjælland til sådan noget som børnefødselsdage i familien, så jeg har måttet nøjes med at følge det på Facebook. Jeg må umiddelbart indrømme, at på trods af at det var stillet op som, at netop dette var i Lykkedias ånd, så var jeg ikke begejstret for at vi skulle på skovtur medio november. Men selvom det var køligt, så var vi relativt heldige med vejret, og det endte faktisk med at blive en smuk mindehøjtidelighed. Folk havde taget forskelligt med, kaffe, kage og diverse, og flere, jeg inklusive, havde været fornuftige nok til at tage et tæppe med til at tage over benene. Vi var blevet opfordret til en farverig dress code for at hylde Lykkedias sprudlende væsen, og det havde vi vist alle fulgt. Der var flere, der stillede sig op og holdt taler om Lykkedia og deres specifikke forhold til hende, og det var meget rørende at mærke, hvor højt hun havde været elsket. Så det viste sig faktisk alligevel at være den helt rigtige måde at fejre hendes liv på. Det spøjse var, og det var der også flere, der kommenterede på, at hver gang, der var en, der havde stået og talt, så blev det afsluttet med, at et ordentlig læs blade pludselig kom væltende ned fra træerne. Så vi blev enige om, at det var Lykkedias måde at takke for talerne 🙂 . Jeg ville også selv gerne have holdt en tale om hende, men jeg var for meget af et vrag den dag til at være i stand til at holde tale uden at bryde sammen, og desuden blev næsten alle de ting, jeg ville have fortalt, nævnt af de andre talere. Så i sidste ende blev min tale holdt, blot af flere andre mennesker. Jeg har siden dagen talt med adskillige, der deltog, og de siger alle, at de syntes, det var en utrolig smuk bisættelse og mindehøjtidelighed, og det må jeg bestemt tilslutte mig. Jeg tror, min kære søster ville have værdsat dagen. 💕

Hvil i fred, elskede søster.

Slået op på Facebook af hendes børn:

Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at Lykkedia er sovet stille ind efter længere tids sygdom. Hun forlod os omgivet af kærlighed og har nu fået fred.

Lykkedia har berørt så mange med sit hjertevarme, sin glæde og sit sprudlende væsen, og vi ved, at mange vil savne hende dybt.

Efter en blodprop i april begyndte hendes helbred at svækkes, og vi tror, at endnu en blodprop til sidst blev årsagen til hendes bortgang. Hun fik aldrig talen igen, men alle, der har lyst til at mindes hendes dejlige stemme, kan finde hende på hendes kanal på Spotify: https://open.spotify.com/artist/0JMRE59kQnD1aQrRzgT8W3…

Liv, lys og kærlighed

Under bisættelsen trådte Betina frem og gav en tale fra hende og Steffen om deres mor:

Vi voksede op med en mor, der var fuld af liv og energi – og en kvinde med en meget stærk personlighed. Hun var fysisk aktiv og gik dengang fast til badminton hver uge. Hun tog os tit med i svømmehallen, og de stunder sammen betød noget særligt for os begge. På hjemmefronten afprøvede hun adskillige slankekure – nogle med mere held end andre. Sveskekuren var dog én, vi aldrig glemmer, selvom vi måske helst ville! Hun elskede mad – især når det kom til god mad på restaurant eller til en lækker dessert. Hun satte pris på de store måltider, og en af hendes bedste Mors Dags-gaver, sagde hun, var dengang, vi tog hende på restaurant på Kongens Nytorv. Her lykkedes det os at komme igennem hele dessertkortet efter både forret og hovedret. Det var lige i hendes ånd og noget, vi altid kunne grine ad sammen. Det var typisk for hende at værdsætte både de små sjove øjeblikke og de store fejringer i livet.

Vores mor var en, der fyldte rummet, og hun var lige så meget en ekstrovert, som hun var en ildsjæl. Hun elskede at stå i centrum, enten med en sang eller på scenen. I en periode optrådte hun på Amagerscenen, hvor hun kunne udfolde sin passion for teater ved siden af arbejdet, familien og vennerne. Hun fandt glæde ved at udtrykke sig og delte sin livsglæde og sin sprudlende energi med alle omkring hende. Hun var også en stærkt åben og nysgerrig sjæl og var draget af det alternative, uanset om det var krystaller, numerologi eller kakao-ceremonier. Hun havde altid nye idéer eller projekter, og nogle gange kørte hun i så højt et gear, at tingene aldrig nåede helt i mål. Til vores 30-års fødselsdag gav hun os en ballontur – men først 13 år senere lykkedes det os at komme op at flyve! Måske var det en gave med mere varm luft i overført betydning, men sådan var hun – fuld af idéer og planer, der holdt én i gang, uanset om de blev til noget eller ej.

Jeg havde en fast tradition med min mor på vores fødselsdage, hvor vi tog på ture sammen, enten rundt i Danmark eller i Sverige. Vi prøvede nye kulinariske oplevelser og gjorde dagen speciel. Selv i år, hvor hun ikke var i sin bedste form, insisterede hun på, at vi tog en tur i Zoo, hvor vi havde en hyggelig stund sammen. Det var sådan, hun var – altid til stede, og selv når livet var svært, gjorde hun en indsats for at skabe gode minder. Hun havde en naturlig evne til at hjælpe andre og en bemærkelsesværdig dygtighed i sit arbejde, hvor hun gang på gang hjalp folk med at komme sig over skader, der ellers ville kræve operation. Hun satte virkelig en ære i at få folk på benene igen og i at gøre en forskel for andre.

Vores forhold til vores mor var ikke altid let, og vi havde alle vores op- og nedture med hende. Men gennem årene fandt vi en vej til hinanden og kom til at forstå og værdsætte hinanden endnu dybere. Sammen fik vi talt om vores oplevelser og renset luften, og på den måde har vi kunnet tage afsked med hende med både lette og tunge hjerter – lettere, fordi vi nåede frem til hinanden, og tungere, fordi det stærke bånd, vi skabte, gør savnet endnu større. Familien var alt for hende, og selv når livet satte hende på prøve, kom hun altid tilbage med endnu mere kærlighed og styrke til os alle. Hun havde en særlig plads i sit hjerte til børnebørnene, som hun elskede at tilbringe tid med. Efter en hjernerystelse for 11 år siden måtte hun drosle ned for sin virksomhed, og i en periode kunne hun fokusere fuldt ud på rollen som bedstemor.

Efter hun kæmpede sig igennem sit forløb med blodprop i hjernen for 6 år siden, lukkede hun langsomt sin virksomhed og fik igen masser af tid til os og de mennesker, hun holdt af. Hun nød årlige ture i Tivoli, besøg i Zoologisk Have og at tage til Sverige for at passe pigerne – eller bare komme på besøg i weekender i sommerhuset i Nordsjælland. De stunder med familien gav hende ny energi og styrke. Hun brugte al den tid, hun kunne, med sine børnebørn, og vi tror, de perioder var nogle af de mest lykkelige i hendes liv. Hun skabte et stærkt bånd mellem os alle, der vil leve videre længe.

Hun var impulsiv og spontan og rørte mange mennesker omkring sig. Hun lærte os at værdsætte nuet og gribe dagen med åbne arme. Hun var en ener, helt sin egen, og lige så irriterende hun kunne være, lige så dybt vil vi savne hende.
Hun var vores mor og børnenes bedstemor – en person med stærke meninger og et åbent sind, nogle gange så åbent, at vi næsten ikke kunne følge med i alt det alternative, hun kastede sig over. Men vi kunne altid grine af det sammen. Hun fyldte meget i vores liv på godt og ondt, og selvom vi ikke altid var enige, elskede vi hende højt og vil huske hende med både varme og taknemmelighed for alt det, hun gav os og lærte os.

Betina Malmberg & Steffen T-Hansen

Selv i Lykkedias sidste tid kunne man finde et smil på hendes læber.

Lille tromme og stor tromme-taske fra Lykkedias kikkasse

Jeg havde fotoet fra min søsters kolonihavehus til at gå efter, og især hvad den lille tromme angår syntes jeg, at det var meget svært at se de forskellige detaljer. Men jeg synes nu, at det er lykkedes mig meget godt. Til højre ser man trommerne i kikkassen.

På bagsiden af kikkassen lavede jeg fødselsdagskortet til Lykkedia (der på det tidspunkt stadig hed Conjadia). Idet gaven jo var fra både Mor og mig, selvom Mor ikke var her mere, fandt jeg et gammelt julekort fra hende, så jeg var i stand til at få hendes håndskrift på kortet, som fylder det meste af bagsiden. Man kan komme langt med billedbehandling, og jeg var utrolig glad for denne detalje.