PROJEKTER: S-Å

Skammel til legetøj og lampe til børneværelset

Mors julekalender 2015 har fået flere hjemmelavede ting med. Det første, jeg har fået lavet, er en skammel til børneværelset. Jeg har lavet den på en måde, så den samtidig er en opbevaringskasse for børnenes legetøj. Den er lavet af et pyntebånd til tøj, som vi fandt oppe på loftet, engang vi ryddede op. Jeg brugte det til at lave en lampe til min grandniece Lærkes kikkasse, og har faktisk siden været så forelsket i den lampe, at jeg også ville have en til vort eget dukkehus. Basis for lampen er såmænd et lille medicinglas. Jeg rundede lampen af med noget fint blåt pyntebånd.

Efter at have set en instruktionsvideo på Youtube af en, der lavede en temmelig grov men sød kuffert, fik jeg ud af det blå så pludselig idéen om en skammel, der skulle bruges til opbevaring (lukketeknikken er nemlig den samme som fra videoen). Vi har ikke alt for meget plads i børneværelset, men vi har en masse fede ting, så så kan vi jo gemme nogle væk og så ind imellem lave lidt om på opstillingen. Selve “kassen” var nem nok, men konstruktionen af toppen var noget mere kompliceret. Efter jeg havde fået bygget sædet op, fandt jeg noget passende blåt stof og beklædte det med. Jeg tog et pænt stykke tøjpyntebånd og kom lim på kanterne samt på en frø. Da det var tørt klippede jeg det af og monterede frøen på puden og satte den tynde kant hele vejen rundt om sædet. For at være sikker på at få en pæn topkant limede jeg yderligere en tynd hvid snor rundt om.

Snemand, fugle og foderbræt

Snemanden med sne og pipfugle…

Den lille snemand udviklede hurtigt personlighed. 🙂 Kuglerne var nogle, jeg havde liggende til perlesyning, men jeg kunne lige pludselig se et nyt formål med dem. 😀 Jeg skar kuglerne til, hvor de blev sammenføjet, så overfladerne sluttede mere naturligt sammen. Men jeg syntes stadig, det var lidt for tydeligt, hvad den var lavet af, så jeg smurte hele figuren ind i lim og duppede vat på, som jeg så blidt klappede på plads. Da det var tørt, malede jeg med hvid akrylmaling og matlakerede til sidst. Kulstykkerne og guleroden er lavet af fimo, hvor jeg forborede hullerne inden monteringen, så det så mere naturligt ud. Den høje hat blev faktisk alt for pæn til snemanden, efter jeg betrak den med silkestof, men han skal da også have det godt… 😉 Der blev tilføjet et par snepletter, så man får en tydelig fornemmelse af, at han står ude i snevejr.

Det kommende halstørklæde lå på dette tidspunkt til tørre, da jeg havde taget noget tyndt tubestrik og klippet op i siderne, godt hjulpet på vej med en masse lim, så maskerne ikke løb.

Hans arme fik jeg fra den nærmeste hæk, hvor jeg må have lignet en vanvittig, mens jeg i kulden gik rundt og stirrede intenst ned i hækken og ind imellem klippede en gren eller to af. 😀

Denne blåmejse er endt på snemandens hånd, så den kommer først frem til december!

Denne musvit sidder på et foderbræt, som snemanden holder

Mere info om fuglene under Dyr.

Spejl i soveværelset

Jeg troede soveværelsets spejl ville blive et lille hurtigt projekt, men nej. Og så voksede det sig oveni købet større af sig selv. Det er sammensat af 4 forskellige stuk, hvor den sidste tilføjelse bevirkede, at projektet pludselig voksede sig til noget helt andet end oprindeligt planlagt. Jeg havde nogle små bitte runde spejle, som jeg ville prøve at sætte på som små hylder. Men jeg syntes, jeg manglede noget, de kunne hvile på. Derfor fandt jeg en form frem til en lampe, hvor jeg prøvede at lave den uden selve lampedelen. Og så lagde jeg pludselig mærke til, at toppen lignede en lysestage. Dette fik hjernevindingerne voldsomt igang og hele projektet ændrede design. Det mest fantastiske ved det var, at jeg havde spekuleret i, hvordan jeg skulle få mere lys over i det hjørne, hvor spejlet skulle hænge. Og lige pludselig gav det helt sig selv. Samtidig er jeg vildt forelsket i det nye design, så alting faldt bare i hak. For god ordens skyld lavede jeg også lige nogle lysmanchetter. Da spejlet var færdigopbygget, kunne jeg se, at jeg godt kunne slippe afsted med også at tilføje to små spejlhylder, så lidt af mit oprindelige design kom da alligevel med.

Efter jeg lavede stukken af fimo, tog jeg dem ud af formen og pudrede dem med guld, før jeg bagte dem. Herefter blev de lakeret med en blanding af blank lak og guldpudder.

Jeg valgte at bruge en trælak, som jeg bruger til lidt af hvert. Det fungerede også fint, men dagen efter havde resten fået en blålig tone. To dage efter havde den resterende lak fået en flot akvamarin farve, og dermed var lakken totalt ubrugelig. Så det var åbenbart ikke kompatibelt i længden. Men efter et par år havde lakken stadig ikke reageret på min stuk, så jeg tror, det går i længden.

Når man laver fimo-stuk med silikoneform, behøver formen ikke at forblive statisk. Til spejlet lavede jeg en fuld form med englestukken, hvor jeg forsigtigt bøjede hjørnerne nedad, så de passede til faconen af toppen. Nede i bunden skulle jeg bruge et lille stykke stuk imellem to størrer stykker. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge englemotivet igen, men skar siderne til og redesignede dem. Jeg skar også bagsiden af vingerne smallere, så de ikke virkede så tykke.

Jeg borede et lille hul i midten af den lange stuk og stak lysestagens stang igennem. Jeg anbragte en lille messingblomst på bagsiden, så jeg havde lidt massiv modstand, når jeg skulle bukke stangen i rette vinkel, så jeg ikke knækkede den tynde stuk. De guldmalede ledninger limede jeg fast på hver side af spejlet, så de ikke ville blive skåret i stykker af spejlets skarpe kant. Selve spejlet er også meget tyndt, så det var sart arbejde.

Spejlet med den flotte facon har jeg fra en dyrehandel, hvor jeg har pillet det plastik af, som piphans normalt sidder på.

Nedefra. Limen under de små spejlhylder skubbede jeg lidt rundt med, mens den tørrede, hvilket har givet den struktur, så den passer til resten af stukken. For at få samme vinkel på begge hylder, anbragte jeg forsigtigt en lille lineal op imod og noget til at holde den på plads.

Jeg tegnede spejlets facon op, så jeg kunne få styr på midten og placeringen af stukken. Bagefter klippede jeg den ud for at bruge skabelonen under monteringen. Skitsen, jeg brugte til at måle ud efter, blev klippet ud med 1 cm kant nedenunder, så jeg havde afstanden ned til bordet. Jeg foldede først et stykke køkkenrulle og lagde skitsen og derefter spejlet ovenpå. Herefter trykkede jeg let, til lysestagernes stænger trængte igennem papiret. Så satte jeg skitsen op på væggen med gummi og kunne trykke nåle igennem nålehullerne, så der var forboret til spejlet. Dukkehusets midtervægge er lavet af skumpap, hvilket gjorde, at spejlet var relativt nemt at sætte på plads, selvom jeg skulle være meget forsigtig med stukken.

Det ser enkelt ud, men det var faktisk rimelig vanskeligt at bore ud i den sarte stuk og samtidig være i stand til at trække ledningen. Den forreste del af lysestagen var nødt til at være “hel”, d.v.s. man måtte ikke kunne se ledningsrillen. Derfor borede jeg ud fra toppen og skulle samtidig bore i en vinkel, så jeg ramte ned i rillen.

I dukkehusets soveværelse ser man spejlet fra siden, hvilket gør, at kun den ene side behøvede at være smuk. Selve stukken, jeg brugte, var ret tyk, og idet jeg ville trække ledninger i, havde jeg brug for tilgængelighed, så bagsiden måtte jeg selv opfinde. Hvis jeg havde brugt stukformens modsatte side, ville det hele være blevet enormt tykt. Jeg ville jo heller ikke kunne bage ledningen ind i, da plastikken ville smelte. Jeg borede først en rille, hvor jeg bukkede en messingstang, der passede til stukkens facon. Så limede jeg stangen fast med flydende fimo og lukkede hullet med almindelig fimo og bagte det igen. Herefter borede jeg hullet ud til at trække ledningen i. Efter den guldmalede ledning var blevet anbragt, fyldte jeg hullet op med lak, der var blandet op med guldpulver. På billedet viser jeg før og efter.

Så fik vi endelig spejl over Marie Antoinette-bordet! Fruen i huset kunne endelig komme til at sidde og smukkesere sig foran et spejl.

Stok med fiskehåndtag i sølv

Jeg har altid været meget fascineret af stokke med smukt formede sølvhåndtag, som blandt andet Hercule Poirot altid har brugt. Jeg havde nogle fine fiske-vedhæng liggende og har haft idéen om et flot stokkehåndtag rumsterende et stykke tid. Men som med mange af mine projekter viste det sig at være meget sværere end forventet. Det var vanskeligt at slibe fisken fri fra vedhænget, da det viste sig at være noget solidt metal og jeg desuden skulle passe godt på ikke at ødelægge detaljerne. Jeg er dog mere end tilfreds med slutresultatet, der er bedre end min original-idé. 

Mere info senere…

Svane-skål

Denne svane-skål har jeg lavet svane-skål i Cernit, hvor jeg plejer at bruge Fimo. Skålen i sig selv var færdig og manglede at blive “porcelænificeret”, men endte med at stå i venteposition et godt stykke tid, da et eller andet generede mit øje. Den var ret vanskelig at lave, idet alting skulle spejles ret præcist. For at gøre det nemmere lavede jeg f.eks. fire ens kugler, så jeg ikke kom til at lave forskel på vingernes størrelser. Skålen var drilsk at bygge op, idet Cernitten jo er ret bøjelig. Derfor valgte jeg at bygge den op ad flere omgange med 3 minutters bagning mellem hver, hvorved jeg bedre kunne styre det. Jeg synes egentlig nok, jeg plejer at kunne glatte overflader ud og få det pænt, men det lod sig ikke rigtig gøre, da det i stedet småsmuldrede, når jeg prøvede at udglatte det. Det er måske, fordi jeg plejer at arbejde med Fimo, men under alle omstændigheder endte jeg med at bygge skålen færdigt op og så ellers slibe den til den store guldmedalje for at gøre overfladen glat. Jeg var ikke helt tilfreds med det, men var til sidst så træt af at slibe, at jeg overbeviste mig selv om, at jeg godt kunne leve med resten og svanernes vinger ville dække meget. Flere lag maling og lak, når jeg skulle give den porcelænslook, burde kunne udjævne det sidste.

Der var dog stadig meget arbejde, før hele halløjet var færdigt, men så var motionsdelen i hvert fald overstået – når jeg opbygger i bidder, skal hver ny lille tilføjelse bages 3 minutter i ovnen, inden jeg kan arbejde videre. Og skålen var for stor til at kunne være i min Efcolor-ovn, så derfor måtte jeg bruge min almindelige ovn og rendte derfor frem og tilbage mellem stue og køkken hele tiden. Pyh…!

Det var svært at lave svanehalsene, der jo gerne skulle have samme svaj. Desuden skulle jeg jo også lave et hoved på dem, og her taler vi jo om en 1 mm tyk rulle, der skulle have facon, øjne, næb og knop over næbbet. Så dér måtte et nåleværktøj til. Det første blev flot, det næste måtte lige have et touch-up næste gang, jeg tændte min ovn, men jeg løb tør for tålmodighed, fordi det drillede.

Jeg lavede en tynd snoet rulle hele vejen rundt ved bunden, hvilket gav en flot afrunding. For at få det elegante look, der bare understregede resten og ikke fremhævede sig selv, rullede jeg to pølser så tynde, som jeg kunne præstere, uden de gik fra hinanden, hvorefter jeg lagde dem mod hinanden og snoede dem sammen. Hver gang, jeg monterede dem med en anelse flydende fimo, gik det galt et eller andet sted undervejs på rulningen, så noget blev for tyndt og så forkert ud. Efter at have prøvet rigtig mange gange måtte jeg give op, hvilket enhver, der har fulgt mine projekter, ved, at jeg ikke kan acceptere, især ikke, når jeg havde set, hvor flot det kunne blive. Jeg havde rent faktisk forbagt noget og erklæret for mig selv, at jeg godt kunne leve med det halvdårlige resultat, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Det blev pillet af (stadig ikke helt færdigbagt, derfor nemt at fjerne) og jeg prøvede igen for Gud ved hvilken gang, hvor det endnu engang blev lidt forkert. Dette var dog mit bedste resultat, så derfor valgte jeg at skære de grimme stykker ud og forsigtigt at montere nogle pæne stykker, og endelig lykkedes det! Jeg er glad for, jeg forblev stædig, for det er virkelig en flot detalje i bunden.

Jeg satte skålen ind i den tiltænkte skænk, men den blev ved med at genere mit øje, så tilsidst måtte jeg indrømme over for mig selv, at jeg fandt skålen for høj. Jeg var så heldig, at jeg lige så fint kunne liste min fine snoede liste af forneden og bunden med, og så blev skålen gjort 2 mm lavere, hvorefter den fine kant kom på bunden igen. Jeg malede den færdige skål med Vintage Paint kalkmaling Natural White og gav den derefter fire lag klar lak, hvor jeg var omhyggelig med at sørge for, at alle detaljerne ikke blev udviskede. Jeg burde nok ikke have malet den om aftenen, for den har en anelse skønhedsfejl (skidt), som jeg først så i dagens lys, men intet, der decideret skæmmer den.

Jeg kunne naturligvis ikke nære mig for at lave en midlertidig blomsteropsætning. Jeg satte noget monteringsgummi i bunden og så dykkede jeg ellers ned i mit lager og prøvede mig lidt frem. Men det bliver ikke den endelige udgave, for jeg vil lave en knap så massiv og knap så høj version med mere grønt. Men indtil videre har jeg da noget flot at kigge på.

Toilettet hos kunstmaleren

Så fik jeg endelig lavet toilettet til malerens lillebitte toilet. Jeg havde købt et yndigt toilet med topskyl, der lige fra starten var udset til at blive udsat for det ultimative hærværk. Toilettet skal ligne et gammelt, slidt og utæt toilet med ækle kalkaflejringer og anløbne rør.
Men det gjorde godt nok ondt indeni, da jeg sad og sleb det smukke mønster af…

Det fine pynt under tanken blev fjernet. Rørene blev malet med sølvfarve og matlakeret, hvorefter jeg duppede dem med sort og brun skosværte med et lille stykke svamp. Toiletkummen havde et lille, skævt hul, så jeg malede et større plus lavede en kummekant, så renderne havde et sted at rende fra. Selve toilettet og tanken fik kalkaflejringer. Kæden blev udskiftet med en med knapt så store led og malet sølvfarvet og håndtagene fik også en tur, hvorefter det blev duppet med skosværte. Plastikbrættet havde jeg slebet godt med groft sandpapir og det blev nu malet med flere brune toner. Efter det var tørret, grattede jeg maling af hist og pist for at give et godt slidt look. Herefter blev det lakeret. Tanken hvilede på en messingplade, som jeg malede hvid. Og som I kan se, passer det fint ind på den planlagte plads…

Jeg tror dog, jeg på et tidspunkt fjerner kalkaflejringerne foran og laver noget, der er kraftigt nedtonet. Det ser simpelthen for klamt ud, og når man kigger ind i dukkehuset, kigger man simpelthen lige ind på det bvadr-punkt på toilettet, og det er jo ikke meningen, at det skal se ulækkert ud, som om maleren aldrig gør sit toilet rent. Det er bare et gammelt toilet, der har været utæt i årevis.

Jeg har lagt trægulv ude på malerens lillebitte toilet. Bredden af rummet er 7 centimeter, så han har ikke meget plads at gøre med. Jeg har lavet gulvet af tilsavede ispinde, som jeg limede på et stykke papir, jeg havde tilpasset rummet. Derefter markerede jeg to “sømhuller” i hver ende af hvert bræt, og så hærværkede jeg ellers gulvet grundigt, så der kom godt med strategiske ridser. Herefter sovsede jeg det hele godt til med sort skosværte og lod det tørre lidt, hvorefter jeg sleb det hele ned igen. Et hulens til svineri, vil jeg lige sige, men det fungerede upåklageligt. Jeg fandt opskriften på nettet, så næste punkt var at smøre gulvet med brun skosværte. Men den, jeg havde, efterlod gulvet underligt gyldent, så jeg duppede lidt sort skosværte med rundt og det hjalp. Så brugte jeg lidt mere sort sværte for at skabe illusionen af en godt slidt sti hen mod toilettet. Det er mit første forsøg med trægulv, og jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet.

Jeg har desuden lavet en flisebagvæg af sorte og hvide mosaiksten på toilettet. Men idet det jo er meningen, at alt skal se meget nusset ud deroppe, har jeg givet fliserne en god gang skimmelsvamp og mugpletter. På gulvet er det dog genskinnet fra fliserne, man kan se, derfor har jeg også sidenhen givet det tre lag mat lak, for det skal jo ikke se smukt og skinnende ud.

Lille tromme og stor tromme-taske

Jeg havde fotoet fra min søsters kolonihavehus til at gå efter, og især hvad den lille tromme angår syntes jeg, at det var meget svært at se de forskellige detaljer. Men jeg synes nu, at det er lykkedes mig meget godt. 😉 Til højre ser man trommerne i kikkassen.

Stor tromme-taske

Skruelåget fra en vakuumpose – miniaturistens evige blik for muligheder… 😜

Her kom min superlim i brug i overflod. Mit mørkebrune kunstlæder er dejligt tyndt og var derfor yderst velegnet til dette projekt. Mit udgangspunkt var skruelåget fra en vakuumpose, som jeg savede fra hinanden. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg med garanti havde kunnet lave det meget lettere, men til gengæld var begge meget solide og stabile. Jeg ville allerhelst have lavet, hvad jeg troede var en stor tromme, rund, da den ovale form til en tromme bare virkede forkert, men jeg var jo ligesom nødt til at lave den, som den så ud på billedet, jeg arbejdede efter. Sidenhen erfarede jeg, at det slet ikke var en tromme men derimod en tromme-taske, hvor der er tromme og slagtøj i. 🤪
For at få den ovale form skar jeg lidt skumpap til og limede på. Så samlede jeg det hele med pap på begge sider, afsluttet med en papkant hele vejen rundt. Derefter limede jeg en stribe kunstlæder på kanten og den ene side fik et tilklippet stykke limet på. Den anden side fik lidt ekstra kant, så jeg kunne bukke den ned over kanten. Herefter duppede jeg trommen med akrylmaling med en næsten tør pensel for at skabe indtrykket af slid og med en sort gel-tush tegnede jeg mønster hele vejen rundt.

Fotos af tromme-taske lysnet (original til højre) for at vise håndtegnet mønster.

Næste del af tromme-tasken blev så stropper, rem og pynt. Jeg havde dog mine udfordringer ved at lave denne taske med kunstlæder. 🤔 Jeg var nødt til at bruge superlim, da kunstlæderet ellers ikke ville binde, og normalt bruger jeg altid Loctite Attak. Men under et sofa-projekt løb jeg tør – mnjaeh, ikke helt, men jeg fik lavet en kemisk reaktion i flasken, efter penslen var kommet i kontakt med min Arleene’s Tacky Glue, så henover nogle dage blev den så tyktflydende, at den ikke kunne komme ud af flasken… 😬 Gudskelov havde jeg noget billigt superlim liggende, hvilket var fint til sofaen, der skulle males, men limen blev ved med at generere en “tåget” hinde på trommen. Det ødelagde flere projekter for mig i min spæde begyndelse, da det tager en dag eller to, før det viser sig. Jeg har aldrig oplevet det med Loctite, hvilket er grunden til, at jeg sværger til den lim, selvom den er dyr. Problemet med superlim er yderligere, at man skal være meget hurtig og superpræcis, og jeg ender tit med at komme op at slås med materialerne i sidste øjeblik, så der går koks i det hele. Her kæmpede jeg for at få lavet stroppen til tasken, og det var ret kompliceret, idet det jo var kunstlæder, så der var stof på bagsiden. Dette indebar, at stroppen skulle lægges dobbelt, og ih guder, hvor det drillede! Og overfladerne på de smalle strimler skulle jo altså passe præcist, da det ellers ville være meget tydeligt. Samtidig var der også de forskellige spænder, der skulle anbringes, så det så rigtigt ud. Jeg kunne gudskelov bruge almindelig lim til den lange del af stroppen, hvor det var stofbagside mod stofbagside, men omkring de komplicerede metaldele måtte jeg i flere tilfælde bruge superlim. Og det var altså lidt for spændende, hvor jeg f.eks. skulle bruge en lillebitte dråbe og limen pludselig fossede ud af tuben. 😫 Eller at den stivnede så hurtigt, at jeg kun lige kunne nå at bøje kunstlæderet, men ikke at få anbragt spændet i rette position, så jeg kunne trække endnu en strimmel kunstlæder igennem. 🤬 Det var yderst frustrerende, og da jeg var igang med den afsluttende handling, fik jeg superlim over halvdelen af stroppen, der i forvejen var godt hærværket af al den ekstra bøvlen rundt. Så meget imod sædvane skrottede jeg den ene halvdel af stroppen og startede forfra, da den ikke var værd at forsøge at redde. Lad mig bare sige det på den måde, at jeg aldrig køber andet end Loctite superlim igen!!!

Der var godt nok mange detaljer på denne tromme-taske, så jeg fik min sag for. Spænder, knapper og mønster samt kunstlæder, der måtte lægges dobbelt ved stropperne – puha! Alle steder, hvor jeg brugte nåle i tromme-tasken, måtte jeg forbore på grund af den hårde plastik indenunder. Men den blev da færdig og ligner fotoet, jeg har arbejdet efter, så jeg er vældig tilfreds. 🙂

Lille tromme

Den var dæleme svær, denne lille tromme! 😳 Jeg troede egentlig, den ville være noget af det nemmeste at lave, men bare at få styr på, hvilke materialer og farver, jeg skulle bruge, var en udfordring i sig selv. Jeg startede projektet med at beklæde plastikringen med kunstlæder. Snoren, der skulle bruges til trommen, lavede jeg af en bomuldssnor, jeg splittede op, da jeg kun skulle bruge fire tråde derfra. Disse smurte jeg ind i lim, så jeg endte med en rimelig stiv snor, der var nem at montere. Hver spids blev monteret på trommen med en lille dråbe superlim, hvor jeg trykkede snoren fast med en tandstikker og pressede imod, mens jeg bukkede næste vinkel.

Normalt ville jeg ret hurtigt være kommet frem til, hvilket materiale, jeg skulle bruge til trommeskind, men det var ikke meget kant, der måtte bukkes om, fordi trommen ikke er særlig høj. Samtidig måtte kanten ikke bugte, men skulle slutte tæt. Jeg prøvede flere forskellige ting, men hver gang duede det ikke. Igår kom jeg så endelig på at bruge fint lærred – og det fungerede bare perfekt! 😀 Jeg smurte lærredet ind i lim efter monteringen for at få en glat overflade, der ikke lignede stof. Inden jeg monterede lærredet, limede jeg papir over hullet i ringen på begge sider, så der var lidt, der “holdt igen” på stoffet.

Så var selve trommen lavet og manglede en strop. Trommen var jo lavet af en solid plastikring, så derfor borede jeg to huller til stroppen, hvor jeg atter brugte min stive bomuldssnor. Jeg klippede enderne skrå og kunne derved bruge dem til “nål” ved hullerne, der fik en lille dråbe superlim efter montering.

Så skulle trommen males… 😫 Yrk, hvor farverne drillede! 😬 Vejret i Esbjerg blev mere og mere træls, og til sidst sad jeg næsten i vindueskarmen for at få ordentligt lys at arbejde med. På et tidspunkt havde jeg fået én side flot, men mens jeg arbejdede på den anden side, lagde jeg pludselig mærke til, at mine fingre trak malingen af fra den første side! Jeg arbejdede med akrylmaling, så jeg skulle skynde mig, hvis jeg skulle have en chance for at rette på det, hvilket jeg ikke rigtigt kunne – og så bemærkede jeg, at jeg dæleme lavede samme nummer med malingen på den anden side, der også her satte sig fast på mine fingre. 🤬 Så kom min varmepistol frem til det videre arbejde. Den kunne lige få tørret skidtet i en fart. Det gav en masse afbrydelser og frem og tilbage undervejs, men det virkede. 😉 Men alt mit bøvlen samt min fortyndede maling for at skabe diskrete farvetoner, fik opløst limoverfladen på trommen, så stofstrukturen kom frem flere steder, så jeg var ved at være godt træt af det hele og brød mig samtidigt ikke rigtigt om farverne. Derfor besluttede jeg mig for at male begge trommeskind op med en lys tone og derefter starte helt forfra. Efter det var blevet tørret, gik det hele meget bedre, og jeg endte med et resultat, der var pænt i retning af det ønskede. Efter tørring kørte jeg min pegefinger over noget sort farvekridt og tværede rundt på trommen på udvalgte steder for at give den lidt patina, hvilket også fik nogle af farverne til at “falde til ro”, så de ikke virkede så hidsige. Det var noget billigt farvekridt, hvilket gjorde, at jeg kunne slippe afsted med den teknik – hvis jeg havde prøvet dét nummer med mit Staedtler farvekridt (som gemmer sig for mig), var der ikke kommet patina men kulør på. 😜

Så vidt jeg kan se af billedet, jeg arbejdede efter (hvor det er meget svært at se trommens detaljer), er snoren trukket igennem nogle metalringe i trommeskindet. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke ville kunne slippe afsted med noget tilsvarende, men så må man jo fuske lidt. 😜 Min løsning blev at tegne en prik op med blyant ved alle spidserne. Grafitten har lidt glans og samtidig var det svært at tegne prikken jævn, hvilket faktisk kun hjalp på illusionen.

Tøj til kommode

Jeg har haft dukkehusets kommode til at stå med skufferne ude, mens voksen har hærdet i tre uger, siden kommoden blev shinet op. Da jeg skulle til at sætte skufferne tilbage, blev jeg frustreret over, at de var gabende tomme, og jeg blev enig med mig selv om, at selvom det næppe vil blive set, så skulle skufferne altså have tøj i! Problemet er, at skufferne er meget smalle og flade, så jeg kan ikke lave tøjet så omstændeligt, som jeg plejer. Men lidt er også godt, så jeg klippede tre stykker karton til hver skuffe, hvor jeg sørgede for, der var god plads til stoffet også. Til gengæld var jeg nødt til at klippe en del af stofferne på bagsiden, da det “sammenlagte” tøj ellers ville komme til at fylde for meget i de flade skuffer. Jeg sørgede for, der også var en “inderside” af tøjet samt en pæn kant ved “nakken”, der passede til pyntebånd og -kanter.

 

Bagsiderne er bestemt ikke kønne, men idet de bliver limet fast i skufferne, så er udseendet uvæsentligt. Her bruger jeg det dog for at give en idé om, hvordan det forskellige bare er blevet vippet om og limet fast. Det eneste sted, hvor jeg gjorde lidt mere ud af det, var ved den stribede skjorte, hvor jeg lige havde et stykke, der kunne dække bagsiden, og så kunne perfektionisten i mig jo ikke dy sig! 😆

 

Det er nok det mest nytteløse projekt, jeg har lavet til dukkehuset, for jeg tror ikke, jeg vil finde mange situationer, hvor en skuffe skal stå åben. Til gengæld har det givet mig en stor indre tilfredsstillelse, at skufferne nu har flot indhold. To skuffer med fine bluser til fruen i huset, en skuffe til herren med skjorter og vest, og den nederste skuffe med natkjoler. Jeg har fået brugt masser af blonder og neglepynt og ærgrer mig nu kun over, at jeg ikke har mulighed/behov for at lave tøjet til dukker i huset.

 

Det er jo typisk som miniaturist, at man kan se nytte i de mærkeligste ting. Den lille strimmel, der ligger foran, var et stykke kant, der gik af mine trusser, men faktisk så rigtig sød ud, så den nåede kun at ligge et døgn, inden den blev taget i brug! Det blev lige til halskanten til to natkjoler.

 

Først besluttede jeg mig for, hvilken blonde jeg skulle bruge og så, hvordan den passede bedst til det stykke karton, jeg brugte som base. Så afgjorde jeg, hvordan det bedst overførtes til et blusedesign. Et basisstof brugtes til at dække kartonen, enten til “indersiden” af blusen eller som base for selve blusen – det afhang af designet. Nogle gange havde jeg brug for ekstra lag af stoffet på siderne til “forsiden” af ​​blusen. Det hele blev gjort i mange trin, da jeg skulle være meget forsigtig med limen, ellers sev det gennem stoffet. Ofte var det kun en flig af blonden, der skulle limes over “skulderen” på forsiden, så det krævede nogle gange klemmer for at holde det på plads. Her kunne det være nødvendigt med noget imellem stoffet og klemmen, så klemmen ikke lavede aftryk i tøjet. Efter tørring skulle blonden limes fast på bagsiden i top og bund. Efter dét var tørret, skulle siderne limes fast til bagsiden og nogle gange trimmes, da skufferne var så lave, at “blusen” ikke måtte blive for tyk. 

 

Selvfølgelig fik jeg også gang i noget neglepynt til knapper og hægte – jeg har gennem tiderne købt mange forskellige slags på eBay, så jeg havde både sorte, sølv, guld og perlemor “knapper”. Men gennem det hele har jeg altid forestillet mig, hvordan blusen egentlig ville se ud, så jeg huskede også at sætte et lille stykke blonde på til kraven, selvom den oftest var lidt i vejen i skuffen, men til gengæld skabte helheden og derved troværdigheden af, at der rent faktisk ligger en lille fin bluse i skuffen.

 

Den bordeauxfarvede bluse består såmænd bare af silkebånd og blonde, der er strategisk anbragt. Så man behøver jo ikke ligefrem at købe sig fattig på dyre stoffer. Men mange af mine stoffer er fra gammelt tøj, hvor jeg har gemt udvalgte rester.

Den grå bluse er for eksempel fra en gammel fin undertrøje kombineret med lidt blondekant fra den samt en fin flæseblonde, Mor og jeg købte på den første dukkehus-messe, vi var på, og som jeg har set frem til at bruge lige siden. Og jeg synes, detaljerne med perlemors”knapperne” er bedårende dertil.

 

En rustfarvet flæsebluse med sort blomster-hægte med changerede sten i, en sort flot bluse (såmænd bare et flot pyntebånd) med changerende sten samt en rustik bluse med “frynse”-kant og kobberfarvet hægte. “Hægtene” er lavet med neglepynt, der er sort på den ene side og kobberfarvet på den anden. For at give den flade pynt lidt liv, rundede jeg blomsten og bladene og ved den ene puttede jeg en pyntesten bag blomsten, der kan ses gennem det lille hul i midten.

 

Skjorterne var faktisk ikke så nemme, som de ser ud, for i den størrelse ser man tydeligt, hvis der er en anelse skævhed i klipningen af kraven og striben til knapperne. Samtidig er kraven nødt til at blive foldet præcist på midten og lægges dobbelt, og her måtte jeg stryge et tyndt lag lim på kanten, så det ikke trevlede. Striben til knapperne ville være blevet for tyk, hvis den skulle foldes, og samtidig ville den skulle foldes fra begge sider, hvilket nærmest ville have været umuligt. Så den fik et strøg lim på kanterne, så de stod fint og skarpt. Efter at have bukket kraven, passede jeg på ikke at lime hele kraven fast, da jeg løftede den indre kant lidt, så det så mere naturligt ud. Den lyseblå skjorte fik yderligere en lomme påsat, hvor jeg atter ikke ville have kunnet folde kanterne, uden den ville være blevet for tyk, så også her fik kanterne et strøg lim. Ved monteringen pressede jeg forsigtigt ned ved kanten, så det minder lidt om, at lommen er syet fast. Jeg løftede lidt ud med spidsen af en tandstikker ved toppen af lommen, så man kan se, det faktisk er en funktionel lomme, dog uden at den “gaber”, idet det kun skulle være en antydning. Det hvide silkebånd blev limet på, før jeg klippede lommen helt til, hvilket bukkede kanterne nedad, så det ser integreret ud. Jeg limede også lige en lille pyntekant på indersiden af kraven, som en ekstra lille charmerende detalje.

Vesten var lidt vanskelig, for mønsteret var firkantede felter med en flot rammekant på, og jeg skulle have dem til at skråne udad fra midten. Så jeg klippede en tynd trekant ud i begge sider og limede forsigtigt kanterne sammen, hvorved jeg fik det ønskede svaj. Men jeg havde kun pyntekant på den ene side, så jeg klippede kanten af på den del, der skulle limes fast på bagsiden, og så limede jeg den fast det ønskede sted og klemte den hårdt ned, så den ikke kom til at rage op fra stoffet. Ærmehullerne burde jeg have klippet ud, før jeg limede det fine stof fast på “foret”, men det var jeg nok ikke sluppet godt afsted med at få ramt den rette vinkel på, da der var en masse nøkken på plads under monteringen. Til gengæld var jeg heldig, at jeg kunne gnide limen af foret, uden det blev synligt. Jeg klippede ærmehullerne lige efter, jeg havde monteret stoffet, så limen var stadig fugtig.

 

To bomuldsnatkjoler blev lavet af stoffet fra nogle trusser, jeg købte udelukkende for stoffets skyld.

Den lyserøde natkjole er lavet med stoffet fra en af Mors gamle underkjoler samt en smuk blonde med guldkant. Jeg brugte flammen fra en lighter til forsigtigt at smelte kanten lidt, da de udragende takker strittede lidt for meget.

 

Uro til babyseng

Jeg skal lige love for, jeg fik gang i forgyldningen til dette projekt! Jeg har lige fra starten haft planlagt, at den fine babyseng skulle have en uro, og havde faktisk altid tænkt mig, at jeg ville montere en stang på sengen og have den hængende derfra. Men ved at hænge den fra loftet kunne jeg gøre den meget større og pompøs, og man har jo et standpunkt, til man tager et nyt! Jeg har aldrig haft nogle idéer til, hvad jeg ville have hængende i uroen, hvilket nok også er grunden til, at den ikke er blevet lavet før. Men atter blev jeg inspireret af mine erhvervelser fra Karen-Marie Klip, hvor jeg fra tre forskellige ark fik samlet det, jeg skulle bruge. Jeg havde også nogle guldranker i papir, som blev selve udgangspunktet. Sengen står helt ude ved kanten, så uroen måtte ikke være for dominerende i udseendet, så den “overdøvede” resten af rummet. Det skal gerne være en helhed og ikke, hvor en enkelt ting skriger på opmærksomhed. Så mine første planer om også at tilføje farver droppede jeg hurtigt, og i stedet brugte jeg guldblad til at “løfte” det hele. Jeg var også nødt til at give toppen guld, da forskellen var for markant. Den har været lidt af en prøvelse undervejs – miniaturearbejde er altid en god øvelse i tålmodighed.

Det lille krystalhjerte (neglepynt) i rankens cirkel var en lille tilføjelse helt til sidst. Jeg havde glemt det under planlægningen, og den slags kan give problemer, når man limer to lag papir sammen og skal have en metalstang imellem. Her var jeg dog heldig, idet jeg skulle bruge ganske tynd metaltråd, så jeg fandt min tyndeste nål frem og forborede et hul, hvorefter jeg kunne skubbe metaltråden op i og lime de to hjertehalvdele sammen omkring. Det var ikke nemt, men jeg synes, det lille hjerte er prikken over i’et.

Karen-Marie-Klip – før og efter forgyldning.

Det kan tage en hulens til tid at faconbukke en messingstang, så den får præcis den facon, man ønsker. Jeg skulle både have en øsken i toppen samt en forneden af hver sløjfe.

Til bagsiden fik jeg lidt problemer, idet ranken ikke kunne spejlvendes. Jeg løste det dog ved at klippe sløjfe og bånd af og “vende” prægningen, hvilket kunne lade sig gøre, fordi det var papir, hvorefter det passede og bare skulle forgyldes.

Opbygningen af uroen tog noget tid, da jeg hele tiden simplificerede mit udkast, så den ikke kom til at syne for voldsom. Processen med “pindene” er den værste! Man griber fat i én dims, og straks er resten i kaos. Tålmodighed… Man skal finde det præcise balancepunkt, samtidig med at man skal få uroen til at se harmonisk ud. Det var ikke helt nemt…
  Alle de enkelte ting er flade, sat sammen af to ens dele med en metaltråd imellem. De eneste med mere 3D-effekt er duen, hvor jeg skilte vingerne ad, så det ser ud, som om den flyver, og sommerfuglene, hvor jeg bøjede vingerne.

Urtepotteskjulere

Musselmalet urtepotteskjuler med løvehoveder

Jeg har fået arbejdet lidt på mit urtepotteskjuler-projekt, hvor en af dem ganske uplanlagt pludselig gik hen og blev Musselmalet. Jeg lagde dog under fotograferingen mærke til, at kanten har fået lidt skade under lakeringen, så den skal lige have et touch-up, inden den får et sidste lag lak.

Jeg har tidligere lavet lidt Musselmalet porcelæn, hvor jeg tog noget hvidt porcelæn, jeg havde liggende, og så skabte mit eget mønster på computeren og printede det ud på decal-papir. Da jeg har en inkjet-printer, giver det dog lidt problemer, da decals skal i vand for at løsne sig fra papiret, så derfor er man nødt til at lakere dem inden, da farven ellers opløses. Det gik desværre helt galt ved det første forsøg, hvor spraylakken spruttede og ødelagde det meste, hvilket var vildt ærgerligt, da den slags papir er dyrt. Men jeg er ikke typen, der er god til at smide noget væk, der måske senere kan bruges, så derfor havde jeg stadig arket liggende. Så ved at snippe en hæl og klippe en tå, fik jeg søreme sammensat et mønster til min urtepotteskjuler!

Kanterne er lavet med Posca-tusch og desværre ikke så kønne, som jeg kunne tænke mig, men tuschen havde lidt sidt eget liv, så jeg måtte siden give det et touch-up med den hvide spraymaling, hvor jeg sprøjtede lidt ned i en lille beholder, så jeg kunne male det på. Her besluttede jeg mig også for at udtynde stregerne, blandt andet ved at male hvidt i buerne. Buerne opstod i det hele taget kun, fordi tuschen lavede små “løbere”, som jeg så overkorrigerede med buerne.

Da jeg kom den våde decal på urtepotteskjulerens meget buede form, troede jeg at den meget bløde decal nemt ville kunne tilpasses formen, men jeg blev ved med at måtte sidde og korrigere kanterne, og tilsidst begyndte motivet at gå i opløsning visse steder. Jeg kunne jeg hurtigt mærke, at det ville blive grimt, hvis ikke jeg brugte mit super-fif: Micro Sol. Det blødgør decals, så man kan få dem til at føje sig efter buer og kanter. Desværre endte jeg med at måtte lave en masse lappeløsninger på den ene side, hvor jeg for sent fik Micro Sol i brug, men på den anden side gik det enormt nemt. Ja, ja, man bliver jo klogere af erfaring.

Urtepotteskjuleren er ikke perfekt, men det er altså heller ikke altid nemt at opnå i miniature, og jeg kan vældig godt lide den.

 

På billedet stadigvæk langtfra færdig, men godt undervejs. 😀

Jeg manglede på billedet stadig at slibe lidt ujævnheder ud på skjuleren, men var ret godt tilfreds med faconen. Jeg har lavet en støbeform af det lillebitte løvehoved, så jeg kan lave lige så mange, jeg har brug for, uden at skulle opfinde hjulet hver gang. De første to er blevet råmonteret på urtepotteskjuleren, hvor jeg stadig mangler lidt finesser, og derefter stod den på at lave en støbeform af selve urtepotteskjuleren, så jeg kan lave flere helt ens. Først derefter kommer vi til dekorationsdelen, som jo er det sjove af det hele. Den først blev musselmalet, men det var overhovedet ikke den oprindelige plan, men en pludselig hovsa, så jeg skal selvfølgelig også have lavet efter den oprindelige plan.

Rødguld

Hmm… Jeg har prøvet at finde en blank rødguld til mine urtepotteskjulere, men “blank” og “guld” går ikke særligt godt i spænd i hobbymalingens verden. Jeg blev anbefalet Vallejo Liquid Metal, som ved første øjekast så lovende ud, men research viste, at det var svært at håndtere og ville ikke kunne lakeres bagefter, hvilket ikke er særlig smart, idet det ruster, hvis det skulle komme i kontakt med vand. Desuden skulle det efter sigende også være umuligt at fjerne igen, hvis man kommer til at strejfe et forkert sted, og dén slags dur bestemt ikke til mig!!! Når jeg koncentrerer mig meget og bliver overanstrengt, kan min hånd pludselig finde på at småspjætte, hvilket kan give interessante resultater. For slet ikke at tale om, når jeg bare er klodset!

Efter adskillige videoer på YouTube med næsten lige så mange forslag som videoer, blev jeg træt af at lede og besluttede mig for at prøve min nytilkøbte maling, Schjerning Art Metal. Jeg havde købt lys guld og kobber, så jeg blandede dem for at få den farve, jeg ønskede. Problemet er bare, at fordi der ikke er ret meget genskin i, så virker farven mere kobberfarvet end ønsket. Jeg havde håbet, at lidt klar lak kunne hjælpe på det, hvor jeg har lakeret det holdte løvehoved til højre, men det kan nærmest ikke ses. Så jeg bliver nødt til at highlighte med lys guld for at få lidt liv i det. Bøvl! Til gengæld var malingen, der er vandbaseret, nem at arbejde med og dækkede ret godt på små overflader.

Jeg havde været bekymret for, hvor svært det ville blive at male især ringene på urtepotteskjulerne, men det gik faktisk ret fint. Jeg er blot ved at gå ud af mit gode skind af al den lange ventetid ved først støbeformene og så endnu mere ved resinen. Derfor besluttede jeg mig for at male guldet på, før jeg overhovedet har slebet dem til. Jeg har udboret deres indre med varierende resultat, idet de stadig var ret bløde og boret præsterede at flænse resinen ved et par stykker, men jeg tænkte, det ville være nemmere, før resinen blev hård. Nu er der oven i købet gået et par dage siden, og jeg kan stadig uden problemer klemme dem sammen, hvilket gør, at jeg ikke kan slibe dem uden at ødelægge dem. Arrrh! Jeg benytter ventetiden ved at genopbygge kuglefødderne på et par af skjulerne og prøver med låget fra en tube tandpasta, om jeg kan rette lidt op på vinklerne på min firkantede skjuler (som jeg helt fjernede de misdannede fødder på) ved at holde den i spænd, mens den tørrer helt. Øj, hvor er alt denne venten ikke god for min tålmodighed…

Riflet urtepotteskjuler med ringe på kuglefødder

Min mor elskede urtepotter med kuglefødder og ringe i siden og havde fyldt alle sine vindueskarme med dem. Jeg har mange flotte købeblomster i fine urtepotter, men hver gang jeg har prøvet at sætte blomsterne i vinduerne i dukkehuset, har det bare set forkert ud. Jeg fandt langt om længe ud af, at det, der generede mit øje, var, at skønt urtepotterne var flotte, så de ikke ægte ud. Dette fik mig jo så til at spekulere over, hvad der så burde være i stedet, hvor det slog mig, at det jo i dén grad burde være den type urtepotteskjulere, som Mor havde, for de passer da virkelig til et “antikt” dukkehus. Jeg lavede med stort bøvl en grundform, som jeg lavede en (dårlig ) afstøbning af. Så støbte jeg en potte, som jeg ønskede skulle have riflet overflade. Derfor rullede jeg et tyndt lag Cernit ud på en plastlomme og kørte det riflede låg af en tusch henover for at få det ønskede mønster. Jeg smurte urtepotten ind i så lidt flydende Fimo som overhovedet muligt og monterede mit mønster, lukkede det forsigtigt i bunden og klemte til med en pyntenål, som jeg også brugte til at rette og lave mønsteret i bunden. Jeg tror dog, det i sidste ende ville have været nemmere at beklæde potten med et tyndt lag Cernit og præge det med nålen, men til start følte jeg ikke, jeg ville kunne styre mønsteret på den måde.

Jeg malede den to gange med hvid kalkmaling og et lag lak. Så monterede jeg noget neglepynt og gav den to lag lak mere.

Jeg lavede kugler og ringe og pudrede dem med guldpudder, før jeg bagte dem og derefter lakerede dem, før jeg monterede dem.

Det er helt vildt, som denne lille urtepotte ligner en, min mor havde, da jeg var barn, så jeg har da vist ramt ret godt.

Fortsættelse følger…

Vase

Jeg har købt denne søde lille metalflaske, der kommer til at passe fint med det diskrete Art Nouveau-tema, som jeg vil køre i dukkehusets indre. Men de to ringe (nok til en snor) var jeg ikke for vild med. Derfor har jeg klippet dem af og filet indtil videre den ene ned (både flaske og sliber blev for varm til, at jeg lige kunne arbejde videre) og slebet det fletmønster i, som resten af kanten har. Så tegnede jeg henover det med sort permanenttusch Penol 777, og tørrede det af med det samme, så det kun satte sig ned i rillerne og passede til resten. Jeg var også nødt til at slibe bunden lige, så vasen (som det jo bliver til i 1:12) kunne stå selv, hvorved der sprang sølvflager af og kobberfarve kom til syne. Det forsvandt dog og blev atter til sølv, da jeg sleb længere ned. Jeg kan vældig godt lide den i sølvfarvet, men jeg er ikke sikker på, det er sådan, den ender med at komme til at se ud. Det kommer både an på, om jeg synes, den ser for anløben ud i sølvet og om den skinner for meget og gør for meget opmærksom på sig selv, når den først er kommet ind i dukkehuset.

Hvad der så kommer i den, er jo så en helt anden sag, og det har jeg ikke besluttet mig for endnu.

Fortsættelse følger…

Viskestykke-holdere, viskestykke samt karklud

Jeg blev “prikket til”, at der manglede lidt “rod” omkring køkkenvasken som for eksempel en karklud, hvilket jeg på det tidspunkt slet ikke var nået til. Det fik mig dog til at tænke lidt videre, og jeg kom derfor frem til, at jeg ville have et par viskestykkeholdere monteret på lågerne under køkkenvasken. Jeg havde oprindeligt lavet nogle vanvittigt flotte blå rosen-decals til lågerne, men de blev bare ved med at springe mig i øjnene, og til sidst blev jeg enig med mig selv om, at det bare blev for meget dekoration på køkken-hjørnebordet. Samtidig var der også farveforskel i den blå farve i udprintet af decals og “fliser”, selvom de på computeren var ens, og den slags kan jeg simpelthen ikke have med at gøre i længden.

Viskestykkeholderne lavede jeg af en messingstang, hvor jeg bøjede enderne i de rette vinkler og sørgede for at holde ens, da det ellers ville springe i øjnene, især når de sidder lige ved siden af hinanden. Jeg borede huller i lågerne og “dappede” forsigtigt stængerne på plads med en lille hammer.

Med viskestykkeholdere blev der naturligvis så også tilføjet et viskestykke samt en karklud ved siden af vasken. Jeg brugte lim til at forme både karkluden og viskestykket, hvor jeg efter klipning forsigtigt lavede en usynlig limkant på kanterne af stoffet for at forhindre trevling. Derefter tilføjede jeg lim på bagsiden strategiske steder, efter at have formet som ønsket og holdt det i den position, til limen stivnede nok til at det selv kunne tørre færdig uden at ændre facon. Jeg var meget forsigtig med limen, da overdreven brug vil få limen til at gå igennem stoffet og ødelægger det naturlige look samt giver genskin på forsiden.