PROJEKTER fra L-R
Lægetaske med indhold
Mors “påskeæg” 2018
Jeg må indrømme, at denne lægetaske med indhold er den største tekniske og logistiske udfordring, jeg har haft hidtil ved et mindre projekt. Og jeg kan forsikre jer om, at vi her taler mini! Så utrolig mange ting ved dette projekt var tit ved at overgå mine evner og fingerfærdigheder. Jeg er nogle gange træt af mig selv, men hvis jeg først får idéen, og den er god og passer perfekt til det projekt, jeg arbejder på, så har jeg ikke noget valg. 😜 Jeg har en fornemmelse af, at det nok mere er stædighed og vedholdenhed end tålmodighed. Når jeg først har “låst fast” på et nyt og spændende projekt, så er jeg ligesom en grævling: jeg bider mig fast og giver mig ikke, før opgaven er løst. 😉 Jeg er bare så lykkelig for, at min kreativitet er tilbage på 110%, efter jeg i mange år havde svært ved at tage 1 + 2 og få 3. Nu føler jeg mig atter som mig selv, når jeg er i stand til at være kreativ. Men det har holdt hårdt. Idéer har jeg til gengæld altid haft i hobetal, så idet jeg længe ikke kunne finde ud af at lave noget, er køen med idéer blevet meget lang og der er altid et nyt projekt at tage fat på. 😉
Min fremgangsmåde er forsøg-/fejlmetoden. Det meste af det jeg laver, er første gang, jeg prøver det. Jeg starter altid med en masse research på nettet, Pinterest og YouTube, hvor jeg gemmer de billeder, der passer til projektet (hvis jeg ikke kan gemme, tager jeg et screenshot). Så lægger jeg mig nogenlunde fast på, hvordan projektet skal ende med at se ud. Dernæst finder jeg ud af, hvilke materialer, jeg vil bruge, hvilke remedier og hvilke limtyper. Størrelser regner jeg mest ud på øjemål, hvor jeg bruger dukker til at sjusse mig til størrelsesforholdet. Medmindre noget fysisk forhindrer dig, så gælder det bare om at fjerne den indre blokade, der fortæller dig, at du ikke kan. Dér har jeg selv stået engang… 😉
Som sædvanlig havde jeg ikke haft styr på tiden, og pludselig kom jeg i tanker om, at den snart kommende påske jo indebar påskeæg! Ups! Sammenhængen var lige smuttet for mig, så jeg fik travlt, til gengæld havde jeg en idé klar. Min mor og jeg var blevet enige om, at dukkehusets herrer er læger, én fungerende og én pensioneret. Derfor skulle vi selvfølgelig have nogle lægeting ind i herreværelset.
Mit første mål var at få lavet en lægetaske i læder, der kunne åbnes. Indeni skulle den så fyldes op med diverse nødvendige ting for lægen. Jeg lavede som først en masse research, hvorefter jeg fandt ud af, hvordan jeg nogenlunde ville designe tasken. Første del af processen var selvfølgelig at finde ud af, hvor stor, hvor høj og hvor bred den skulle være. Jeg skrev målene op og lavede en tegning af, hvordan man kunne folde tasken. Men vær opmærksom på, at jeg måtte ændre på enderne – de blev både gjort lavere og faconen blev ændret, så de ikke blev foldet på den måde, som jeg oprindeligt havde planlagt. Når man arbejder i størrelse 1:12, må der ofte laves ændringer undervejs, da tingene er så små, at materialerne ikke altid fysisk er i stand til at foretage sig det, man gerne vil have dem til. Man kan så “snyde” ved for eksempel at skære små bidder ud, men i dette tilfælde skulle tasken jo netop være funktionel, så det var ingen nytte til med kosmetiske korrektioner.
Stadig masser af arbejde i vente, men et kæmpeskridt nået i den rigtige retning. 😀
Selve tasken til lægetasken blev færdig og manglede “kun” bøjle, håndtag og beslag. Den blev foret med et fint stribet fór og beklædt med ganske tyndt sort læder. På bunden monterede jeg “stå-knapper”, lavet af messingnåle og wireklemmer. For at holde den i facon mens limen stivnede, strammede jeg den forsigtigt op med bindetråd (hvis man strammer det for hårdt, efterlader det permanente mærker).
Lukkemekanismen fik mig til at gå i stå med hvinende bremser på, da jeg ikke kunne beslutte mig for, hvilken lukning og teknik jeg skulle bruge. Jeg brugte dage og nætter, hvor hjernen bare konstant forsøgte at vride en idé frem, der kunne fungere. På et tidspunkt føltes det simpelthen næsten, som om jeg havde brækket noget i min hjerne, så meget var den på overdrive med problemet. Men til sidst begyndte en idé at titte frem, hvor jeg skulle bruge nogle messingstrimler, jeg havde købt på et tidspunkt, men så kunne jeg selvfølgelig ikke finde materialerne i mit rod…! 😖 Efter at have været ved at drive mig selv til vanvid med det, besluttede jeg mig for i stedet at gå i gang med indholdet. Det er i det hele taget altid en god idé, når man ikke kan komme videre med en del af et projekt, at se, om man så kan arbejde på en anden del af projektet i stedet for at blive frustreret. Tit kan løsninger give sig selv, hvis man blot giver dem tid til at køre lidt i baggrunden. Med lægetasken er det faktisk første gang, det ikke lykkedes for mig, men jeg fik da lavet en masse tilbehør imens. 😆
Min kamp for at finde en passende funktionel lukkemekanisme til lægetasken førte mig til disse små messinghængsler. Til venstre den originale, hvor jeg på de andre sleb hullerne på den ene side af hængslerne større, så de kunne gå ned over to “knapper”. Disse lavede jeg af messingnåle med wireklemmer i messing på (jeg endte dog med at måtte droppe wireklemmerne på den ene side og nøjes med messingnåle, da jeg ikke kunne finde nok med et lille nok hul – og lim alene ville ikke kunne klare presset i længden). Jeg valgte også at runde hjørnerne på hængslerne for at give dem et mere naturligt udseende. Der er meget “træk” i taskens “flapper”, så lukkemekanismen skulle kunne holde til noget. Dette betød også, at monteringen blev meget bøvlet, da jeg skulle være sikker på, at nålene ikke bare blev trukket ud. Selve tasken består jo trods alt ikke af andet end tyndt pap, tyndt læder og endnu tyndere stof, så der er jo ikke meget at holde igen med…
Men det var så her, messingstrimlerne kom ind i spillet! Jeg endte med at købe nogle nye, der gudskelov nåede frem lige i rette tid. Jeg skar to smalle stykker næsten i taskens bredde, som så blev anbragt på indersiden af taskens top og beklædt med læder. Jeg kan faktisk ikke præcis huske mere, hvordan jeg fik fikset det, så beslagene blev understøttet af dem, men i sidste (komplicerede) ende kom det i hvert fald til at virke. 😀 En anden ting, jeg brugte messingstrimlerne til, var til at lave de bøjler, som håndtaget skulle anbringes i. Pyh, endnu en vanskelig opgave! 😮 Bøjlerne tog mig lang tid at lave, da messingen var sej at slibe i, men fint nok, for det var bare et tegn på kvalitet! 🙂 Derefter fik de et buk, så det kom til at passe med vinklerne på taskens flapper. Jeg lavede to korte snit i læderet helt på toppen, hvor jeg forsigtigt løsnede limen nedenunder og kom nyt ned i hullet, hvorefter jeg varsomt skubbede bøjlerne ned på deres plads. Svært, men det kom edderhyleme til at se godt ud!
På grund af den måde taskens “flapper” mødtes på toppen, kunne jeg ikke lave et “normalt” håndtag, da det så ville komme til at sidde skævt. Derfor blev det sidevendt (der var bare ikke noget, der ville køre nemt ved denne taske!). Jeg stivede det af med papskabelonen, som man ser her, hvor jeg lagde ganske tynde træstykker ind i. Ved at gøre det på denne måde, sørgede jeg både for, at håndtaget var afstivet, men samtidig fik jeg den bløde facon, som den slags håndtag har. Stripsene forneden på det ene stykke læder (som jeg forstærkede med strips af papir på indersiden, da det er meget tyndt læder) er beregnet til at trække igennem messingbøjlerne, håndtaget skulle monteres på. Derefter blev det andet stykke læder monteret, så overgangen blev skjult. For en god ordens skyld monterede jeg også lige en lille flap til at trække tasken op med. 😉
Jeg kan ikke tro det!?! Jeg blev færdig med at lave lægetasken!!!! 🌞
Det er nok det teknisk mest komplicerede, jeg nogensinde har lavet, og jeg gør det aldrig igen!!! Nøøøøøjjjj, den var svær!!! Men her er den så: lægetaske i sort læder med messingbeslag. Låsene i siderne lukker desværre ikke særlig pænt, da de gaber, men tasken kan lukkes! Til gengæld klikker låsen i midten på plads uden problemer. Det kommer sig måske af, at jeg satte de to låse i siderne modsat af den i midten. Og på trods af, at den slags normalt driver mig til vanvid, så var jeg bare så lettet over, at det lykkedes, så jeg faktisk næsten var ligeglad. Wow. Det er godt nok første gang… Samtidig fatter jeg heller ikke, at jeg endte med et præsentabelt resultat, for da jeg satte låsene på, troede jeg godt nok, at jeg knoklede tasken ihjel. Men jeg var tilfreds og bare så glad for, den endelig var færdig. 😀
Lægetaskens indhold
Lægetaskens samlede indhold – utroligt, hvor meget den lille størrelse kan rumme! 😮 Nåeh ja, og så var der også lige to små skåle deri! 😆
Jeg fabrikerede småting på livet løs udelukkende efter, hvad der burde være i sådan en taske, for så vidt som jeg havde kunnet finde ud af. Da alle tingene var færdige i facon om ikke i udførelse, prøvede jeg at se, hvor mange af dem, jeg kunne få plads til i den lille taske. Min forbløffelse var enorm, da det lykkedes mig at få stoppet det hele ned i! 😮 Bare for at det ikke skulle ligge og rode rundt i en stor bunke, havde jeg fra starten lavet et skillerum, som sad stramt men kunne flyttes efter behov. Jeg er SÅ tilfreds med, hvordan det hele passede i. Lad os bare sige, at det var fuldstændig planlagt… 😜
Lægetaskens indhold kan studeres nærmere under kategorien “Påskeæg”.
Jeg har lavet rigtig meget research i forbindelse med det utal af projekter, der er i selve lægetaske-projektet. Her ser man billedet af det originale stetoskop anno 1900, som jeg har arbejdet efter. Skalpeller med skildpaddeskjold, der ofte var foldbare, er også tidssvarende, skønt det nok ligger i den finere klasse. 😉 Mens jeg lige genfandt dem på nettet, fandt jeg det lille billede af en original lægetaske anno 1900 med indhold… jeg har da ikke ramt helt galt. 😀
Mor blev vildt imponeret over sit “påskeæg”, men hun havde glemt alt om, at vi havde aftalt, at herrerne i huset skulle være læger. Det var desværre et eskalerende problem, hvor hendes helbred skrantede så meget og hun var på konstant ilt. Hun kunne ikke huske en dyt mere, så vi kom tit op at diskutere, når jeg havde knoklet for at få et projekt færdigt, og hun så blev fornærmet, når jeg stolt kom og viste det frem, fordi hun følte, hendes veto-ret ved dukkehuset blev tromlet og jeg bestemte det hele. Og det var altså svært at forklare for en, der havde svært ved at huske, at man havde siddet sammen en hel eftermiddag og diskuteret alle detaljer, inden jeg overhovedet gik i gang, når hun intet kunne huske af det. Til gengæld blev hun så begejstret for lægetasken, at hun fint kunne gå med på idéen. 😉
Løvespringvand ved guldfiskedam
Kender I det, når man får så god en idé, at man næsten ikke kan være i sit gode skind af begejstring? Sådan en har jeg fået og jeg er vild med idéen. 
Min svoger var så sød at hjælpe mig med at få støbt løven, som jeg dog havde lidt svært ved at få placeret ordentligt i den smalle forhave, især fordi den skulle ligge på en pænt stor granitblok for at få det rette look. Men dette ville blive utroligt voldsomt at se på, selv hvis jeg lavede en lampe ved den og satte den helt ude til venstre. Derfor har jeg gået og vendt og drejet designet af granitblokken i hovedet, for at kunne gøre den så “let” i udseende som muligt, men uden tilfredsstillende løsning. Jeg overvejede på et tidspunkt også at lave et elefant-springvand i forhaven, men igen var størrelsen et problem. Men nu har dukkehuset jo endelig fået trappe, hvor der var hulrum under. Jeg har derfor gået og rumsteret lidt med, hvad jeg skulle lave dér, og lige pludselig slog det mig, at løven da ville ligge genialt derunder. 
Og da hjernevindingerne så lige kom op i svingninger, fik jeg skabt en kombination af mine oprindelige planer med springvandet og min løve.
Løven skal ligge på en stor granitblok i midten af guldfiskedammen og det hele passer SÅ fint ind under dukkehusets trappe, et hulrum jeg ellers anså som spildt plads. Bassinet skal beklædes med klinker udvendig (når jeg vel at mærke kan lokalisere den mokkakop og underkop, jeg har tænkt mig at knuse til formålet), og indeni skal jeg med udprintede klinker gerne have skabt illusionen af dybde, så jeg kan få guldfisk deri. Idet det kun er 15 millimeter, jeg har at gøre med, hvor der oven i købet skal være “luft” op til kanten fra “vandet”, er jeg i noget af et dilemma. For selvom jeg har den rette plan for at få illusionen af guldfisk ved at prøve at lave 3D-tegning af guldfiskene imellem hvert lag resin, jeg hælder i, så er 10 millimeter altså ikke meget at gøre med for at skabe dybde. Så jeg er begyndt at pusle med idéen simpelthen at skære et hul i bundpladen, dukkehuset står på, så bassinet kan blive så dybt, jeg har lyst til. Til gengæld vil det kræve en solid ændring af mit nuværende design af bassinet, og det ved jeg ikke helt, om jeg er klar til. Den bedste måde at teste om det er nødvendigt, er at lave nogle forsøg med 3D-guldfisk. Dette bliver bestemt ikke et projekt, hvor jeg bare hovedløst kaster mig ud i det, for det vil kunne komme til at koste mig nærmest alt, jeg vil have fået lavet i forvejen, hvis det skulle vise sig ikke at fungere med guldfiskene. Og på dét stadie af projektet er alle de andre elementer færdiglavede og på plads, så det kan komme til at gå grueligt galt.
www.youtube.com/watch?v=dga_3MYNZRI
På YouTube fandt jeg en lille instruktionsvideo til 3D-guldfisk, så skal jeg “bare” have det omsat til 1:12!
Løven får en vandstråle fra munden ned i bassinet. Hertil har jeg en gennemsigtig lyseblå plastikstreng, som jeg med resin skal have ændret til at ligne en vandstråle, så dét skal jeg også have øvet mig på. “Suk!”
Det er selvfølgelig et stort projekt, men er du gal, det bliver en fantastisk tilføjelse til forhaven og næsten uden at optage plads, idet jeg nærmest anser hulrummet for spildplads. Yay! 
Jeg regner også med at tilføje en lampe under trappen, så man kan nyde de flotte detaljer, jeg har planlagt. Uh, hvis det lykkes, så bliver det altså bare SÅ godt! 
Samtidig har det har kun taget mig små tyve år at nå til afgørelsen om trappens udseende og vinkel. 
Nu er beslutningen endelig truffet, og jeg har hærværket en fin trappe fra en butikskikkasse, så nu ændrer jeg i hvert fald ikke mening. 
Løvestatue
Under trappen i forhaven skal jeg have lavet en guldfiskedam med en granitsten i midten, hvor denne løve skal ligge på. Så jeg ville gerne have et lidt vejrbidt udseende i forhold til den første støbning, jeg prøvede at male, der blev for blank til formålet. Denne gang er den dog blevet lige, som jeg gerne vil have den, så jeg er godt tilfreds. Den mangler lige et lag klar voks, men det bliver først, når malingen er hærdet godt op.
Herefter skal jeg have boret et hul ved munden, da jeg skal have lavet et lille springvand.
Denne gang brugte jeg også mange flere farvenuancer undervejs og blandede til sidst også lidt hvidt i den lyseste. Men farvetonerne skal påføres med en meget tør pensel, ellers bliver det for markant. Grundfarven var sort, og jeg brugte kalkmaling.
Jeg havde brug for en mere grønlig end min Old Turquoise Jeanne d’Arc Living Vintage Paint, så jeg blandede Warm Blue og Warm Yellow, men den var stadig for blå, så jeg endte med at blande grønt farvepigment i, til jeg fik den farvetone, jeg ønskede. Men jeg blandede forskellige toner frem ved at blande med Old Turquoise, så jeg synes, jeg har fået et mere naturligt look frem nu. De fleste bronzestatuer kan man ikke længere se bronzen ved, hvilket jeg synes er synd, men i min research fandt jeg nogle, der ikke var irret helt til, hvilket inspirerede mig til et meget diskret touch af bronzevoks på min løve.
Mors maleri
Ih, altså! Jeg er da slet ikke til at styre for tiden! 😬🤪 Jeg overkompenserer nok for de tidligere måneder, hvor jeg ikke magtede at lave noget. 😜 Det kunne selvfølgelig også være, at det er, fordi det generede mig gevaldigt, at jeg ikke var i stand til at lave et projekt i forbindelse med min mors 90-års fødselsdag i januar, og nu kom der så Morsdag oven i, og nu, hvor jeg midlertidigt virker igen, så kunne jeg bare mærke, at jeg altså ikke kunne lade det gå upåagtet hen. Min første tanke har altid været at lave et maleri af et af mine yndlingsbilleder af min mor. At jeg så samtidig i årevis har syntes, at det var aldeles for dårligt, at jeg, der har malet selv, aldrig har fået lavet nogle rigtige malerier til dukkehusets kunstner, så gav det sig selv, at jeg da i hvert fald burde prøve.
Jeg havde på et tidspunkt købt noget lærredagtigt printerpapir, der var fintstruktureret og derfor passede rigtig godt som lærred. Jeg fandt den ramme frem, jeg ønskede at bruge og klippede derefter det ønskede stykke ud og klistrede op på et stykke tykt karton, da jeg ikke ville risikere, at papiret bølgede, når jeg begyndte at male. Jeg markerede detaljer på lærredet, og så fandt jeg ellers mit oliemaling frem. Åh, du godeste! Det lader ikke til, at sådan noget har godt af at ligge siden 1996 uden at blive brugt… 😳 Flere af tuberne lækkede og var umulige at få op, så jeg blev ret hurtigt smurt godt ind i maling og olie. 🤪 Og da jeg først gik i gang med at male, var meget af malingen sej at arbejde med, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere på så lille et lærred. Det var bestemt ikke dén størrelse, jeg arbejdede med før i tiden – rent faktisk før min mor og jeg startede på dukkehuset i det hele taget. Til start kæmpede jeg også med at blande farver, da jeg simpelthen var kommet ud af øvelse med det. Det hjalp så også, da jeg efter et stykke tid kom i tanker om, at jeg da rent faktisk ejede en malerkasse med masser af lidt anderledes farver i end de billige æsker, man før i tiden kunne købe. 😂
Nu er jeg så kommet så vidt, som jeg kan lige nu. Jeg skal have markeret alt det malede med streger, men det kan jeg ikke gøre, før oliemalingen er mere tør, ellers blander farverne sig. Og at begynde på portrættet før malingen er gennemtør, vil være en rasende dårlig idé, da jeg ellers bare vil ende med at mosle rundt i det og ødelægge det hele. Men det var da en rimelig lovende start. Dog gruer jeg gevaldigt for portrættet, især i den størrelse. Jeg vil dog ikke lade mig kue – nu skal det altså prøves! 😀
… Og for den opmærksomme betragter: jeg har med vilje skubbet motivet i baggrunden og gik ikke voldsomt op i farver og placering af buer, jeg anbragte dem bare sådan nogenlunde.
Fortsættelse følger…
Nissedørsentré
Nissedørsentré med snemand
Min mor har ønsket sig en nissedør, så da jeg på Pinterest faldt over en genial udgave, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være! 😀
Dette, der er det største projekt til min mors julekalender, besluttede jeg mig for at bygge op med magneter. Der var så meget arbejde i projektet, at det ikke bare skulle “fyres af” på en enkelt kalender-dag. Ved at gøre det på denne måde, endte jeg med at få fordelt projektet ud på 9 dage! 😀
Hvis Mor blev så forelsket i den lille “entré” med trapper, at hun måske ville ønske at have den stående hele året, så ville jeg ikke lime noget julet fast, hvilket jeg undgik med magneter.
Døren er lavet af pap. Det gør, at jeg bagved døren har kunnet sætte en kraftig magnet ned i flamingoen, som jeg har valgt at bygge det hele op i (jeg er løbet tør for skumpap). Dørkransen, jeg også har monteret en magnet på, kan så klikkes på plads og hvis på et tidspunkt ønsket, kan man udskifte den med noget andet.
Lampen tændes med et vrid. Jeg fandt en plastikhætte fra en flaske og borede hul i, så jeg fik en fin skærm, der oven i købet passer i farve. En lille magnet limet fast på den og en stærk magnet i muren, så holder det fint. 🙂 Postkassen fik en lille magnet monteret og en magen til begravet i væggen. Ta-daaah! 😀
Jeg er ret stolt af min fikse lille idé med at bruge magneter til at hænge ting op med. 😉
Dørens pap har jeg ridset linier i og malet med Posca-tush, og Z’et er ispinde. Dørkarmen er lavet af noget liste, jeg havde liggende herhjemme. De blev begge monteret efter at have fået noget patina med lysegråt voks, og der var kommet dørhåndtag på. Jeg samlede “entréen” og tapetserede det hele med murstenstapet. Murstenene blev matlakeret, så holdbarheden forbedres (jeg er stadig ikke kommet mig over, da adskillige af dukkehusets tapeter blev udsat for flueangreb. Et af tapeterne måtte helt udskiftes. 🙁 ).
Trappetrin af en gammel træ-dækkeserviet.
Istapper, sne og snebolde
Jeg satte en stiver op indeni i midten af strukturen, så taget fik lidt støtte – det var jo trods alt pap, der var blevet malet 4 gange (!) og lakeret
Pejsesæt
Dette pejsesæt, som jeg har shinet op, var noget af det første, vi købte. Det har godt nok mistet sin flotte guldglans, men er stadig flot. Jeg optrevlede en sort skjorte for at få “børsterne” til kosten, da jeg fik svip af en metalkost. Neglelak og geltush blev brugt til dekoration, samt noget tyndt metaltråd med passende farvetoner til kanterne. På billedet i midten kan man se originalsættet.
Pengegave: Liggestole
Hi-hi! Det er faktisk str. 1:12… 😉
Min søster og svoger havde 30 års bryllupsdag i april 2017, og som sædvanlig ønskede de sig penge. Jeg har altid hadet at give penge, da jeg synes, det er noget af det mest fantasiløse at give. Men de senere år har jeg bestræbt mig på at gøre pengegaver mere interessante, og denne gang blev det til disse liggestole med bord.
Pengegave: Rejsepenge/kuffert
Jeg skulle til min nevøs 40-års fødselsdag, og han ønskede sig kun penge til ferie. Jeg hader at give penge, da jeg synes, det er så fantasiløst, men til gengæld har jeg med årene måttet acceptere, at pengegaver ofte bliver mere værdsat end andre gaver. Så jeg er kommet frem til, at hvis jeg endelig skal give pengegaver, så kan jeg i det mindste gøre dem interessante. Så med hans kommende ferie i tankerne pakkede jeg kufferten for ham. 
Bemærk især kuffertens lækre for… 
Kufferten er købt og finjusteret lidt, hvorefter jeg har foldet en femhundredekroneseddel til at passe præcist deri. Den blev monteret med dobbeltklæbende tape. Jeg skar to små papstykker ud og foldede stof omkring for at skabe illusionen af en trøje og skjorte. Så anbragte jeg lidt pap i kufferten for at få dem lidt højere op, så kufferten så fyldt ud. Mærkaterne på kufferten har jeg fra et tidligere dukkehus-projekt, hvor jeg lavede en masse research for at finde gamle kuffertmærkater.
Tøjet skal man ikke studere bagsiden på, da det jo kun er lavet til præsentation. Men efter pæn omvikling af stof på pap, bukkede jeg en smal kant dobbelt med lim imellem. Denne brugte jeg til at lave krave og ærmekant af. Ærmerne er lavet ved at folde noget stof til et rør, hvor jeg gjorde det lidt smallere forneden. Så foldede jeg et lille stykke af kanten og limede fast op imod det smalle stykke og sørgede for, at det sluttede tæt op imod “ærmet”. Kraven blev foldet til ønsket udseende og mingeleret på plads på toppen af tøjet på en naturlig måde. På skjorten tilføjede jeg en stribe kant til at vise todelingen nedad skjortens forside og pålimede neglepynt som knapper.
Promenadevogn – sommer og vinter
Vore to søde små drenge sidder i hver deres årstid i deres promenadevogne. Der er tale om fletbarnevogne, der bare var alt, alt for korte, så i stedet hærværkede jeg dem og byggede dem om til promenadevogne. Sommerudgaven var den første, som jeg lavede som gave til Mor. Den anden lavede vi sammen, hvor vi også har lavet nogle enkelte til salg og snart vil til og i gang igen. Køretasken til salgsudgaven var anderledes, men også rigtig sød, og det var sjovt med et fælles projekt. Men det er edderhyleme hårdt for snitterne at lave sådan én – det giver nogle vabler undervejs og min stue var overstrøet med små stykker flet, der sprang rundt om ørerne på mig, mens jeg sad og klippede til.
Jeg har været i gang med at lave en promenadevogn, der var solgt, før jeg overhovedet kom i gang med den! En meget anderledes stil, end dem, jeg lavede til os selv, men jeg prøvede med et brokadebånd og noget fint pyntebånd og er ret godt tilfreds med resultatet. Jeg lavede også en kørepose dertil i rødt fløjl med en smal pyntekant i samme sartgrønne tone, som kanten på promenadevognen.
Puder
Sengepuder til dukkehusets seng
Jeg lavede en hvid langpude med samme kanter og af samme stof, som sengetæppet er lavet af. Jeg lavede ligeledes to mindre, hvor de alle tre fik samme lyserøde blomster på, som også er i forhænget. De guld-/petrolgrønne puder er lavet med det samme stof, som jeg også har brugt til Marie Antoinette-bordet, der står i rummet. Herved prøver jeg at skabe en sammenhæng i rummet.
Jeg blev desværre også inspireret til, at der skulle være en rund hvid hæklet pude med lyserød sløjfe allerforrest – og jeg kan ikke hækle! Argh! Tanken kom af, at jeg for mange år siden købte nogle puder på nettet, som er aldeles bedårende, så jeg ved derfor godt, hvor fantastisk det kan se ud. Jeg havde en enkelt hæklet pude med bordeaux rose på liggende herhjemme, så jeg vendte den om og satte en sløjfe i med en nål. Så må vi se, om jeg på et tidspunkt kan lokke nogen til at forsøge sig med at eksperimentere med at hækle i mini-format. 😄
Sofapuder til Conjadias sofa
Puha! Dette projekt gjorde mig helt skeløjet af at sidde og arbejde med kompliceret billedredigering på computeren. Den sofa, jeg lavede til min søsters kikkasse, skulle have specialpuder magen til hendes egne. Det komplicerede kom af, at jeg havde ét billede at gå efter, hvor puderne lå hulter til bulter. Hver pude skulle “rettes ud”, renses og eventuelt have noget tilføjet ved overlapninger i et billedbehandlingsprogram på computeren, så jeg fik noget, jeg kunne udprinte på transferpapir, så jeg kunne få motivet overført til stof. Mine endelige resultater blev ikke perfekte, hvilket også ville være fysisk uladsiggørligt, men det var dæleme også svært. Og jeg synes da, jeg har ramt originalerne ret godt. 😉
Fotoet viser min udgave af min søsters sofa med puderne printet ud på papir, så jeg kunne være sikker på, at jeg havde ramt den rette størrelse. Normalt har jeg en knaldgod fornemmelse for at ramme den rette størrelse, men jeg fungerede møgdårligt, mens jeg arbejdede på nærmest alle projekterne ved kikkassen, så mit “øjemål” fungerede ikke som normalt. Det blev endnu værre af, at jeg ikke har lavet sofaen så dyb som originalen, idet vinkasse-kikkassen jo giver yderst begrænset dybde. Men jeg har prøvet at skabe illusionen af den originale dybde ved at korrigere pudernes størrelse. Blandt andet er armlænspuderne meget kortere, end de er i 1:1. Jeg tænker ikke engang over det mere, når jeg sammenligner fotos af de to sofaer, så det er da ikke helt fjollet… 😉
1:12 til venstre, 1:1 til højre – det har jeg da ramt meget godt! 😊
Relief – hejrer
Jeg var da nødt til at prøve at sætte mit relief op på den tiltænkte plads, selvom det bliver en afstøbning af det, der kommer op. Og så så jeg, at billedet faktisk rummer fire af mine projekter: to nuværende med relieffet og grammofonen samt to tidligere, blomsteranordningen og efeuen.
Jeg har altid været fascineret af relieffer, og da jeg på et tidspunkt faldt over nogle sindssygt flotte fuglerelieffer, forelskede jeg mig totalt i dem. Men det var først, da jeg besluttede mig for, at jeg ville ændre det ydre af mit dukkehus til Art Nouveau-stil, at jeg fandt ud af, at jeg kunne implementere dem i dukkehusets indre. Det er dog ikke ligefrem plads, jeg har meget af, så derfor kom jeg frem til at lave nogle ekstremt smalle udgaver på siderne af nogle af elevatorerne.
Her har jeg fået lavet to hejrer, efter jeg blandede en fast og en meget klæbrig omgang Cernit til at arbejde med. Grundstrukturen bliver lavet med den faste, og de udtværede detaljer med den bløde. Imellem hvert stadie fik overfladen en tur med min Proxxon Micro varmepistol, så jeg ikke ødelagde allerede lavede detaljer, når jeg fortsatte. Selvom det var svært, var det så spændende et projekt, at jeg næsten sad og gned mig i hænderne af begejstring. 
Førstedagen gik med at lave hejrerne samt forberedelserne på at lave panelet – dagen efter med at opbygge plantelivet omkring dem.
Jeg ved godt, der er masser af skidt i Cernitten (hvilket sjovt nok sker, når man sidder og arbejder med en kunstigt pelstæppe om benene 
), men det var ligegyldigt, for jeg skulle lave en afstøbning af den. Og selv hvis jeg ville bruge originalen, ville jeg male den med kalkmaling, så den ville komme til at ligne gips.
Jeg fik ellers min sag for, idet jeg oprindeligt arbejdede på en flise, hvor jeg lige akkurat ville kunne lave støbeformen på, og så fandt ud af, da jeg næsten var færdig med begge hejrer, at jeg havde fået anbragt dem for langt nede. Så jeg måtte med en speciel tynd kniv til Fimo lige så forsigtigt liste dem af flisen og håbe, at de ikke knækkede. Jeg har jo kun brugt varmepistol undervejs, så det var lidt af et sats. Det var svært, men det lykkedes forbløffende godt, hvor det kun var den øverste hejre, der måtte have en ny omgang fjer på toppen af hovedet. Jeg havde også fundet ud af, at min oprindelige plan om at lime de enkelte detaljer direkte op på elevatoren aldrig ville komme til at gå, idet jeg skulle lave en del udtværinger. Derfor udrullede jeg et ekstremt tyndt panel, som jeg så limede hejrerne fast på med flydende Fimo, så jeg trygt kunne arbejde videre på fortsættelsen. Det meste af de nederste planter på relieffet vil ikke blive ret synlige, da der kommer til at være en stor blomsteranordning foran.
Der lå så meget arbejde i at lave relieffet, at jeg besluttede mig for at lave en støbeform af det, for det tilfælde at jeg i fremtiden pludselig får en genial idé til, hvor det også vil passe ind. Better safe than sorry… 😉
Til venstre det resin-støbte relief, til højre relieffet i Cernit
Relieffet er lavet på en marmorplade, så jeg kunne bage det i ovnen, da jeg var færdig med det. Derfor passede det mig også bedst at lave støbeformen på marmorpladen, men idet 2-komponentssilikonen var flydende, skulle der lukkes godt af, så der ikke opstod udsivning. Jeg opbyggede rammen af modellervoks, som jeg trykkede godt fast mod pladen, hvorefter jeg klistrede malertape rundt langs kanten og hjørnerne for en sikkerheds skyld. Efter at have hældt silikonen over relieffet trommede jeg på bordet for at få luftbobler til at komme op til overfladen, som jeg så fjernede med en tandstikker. Næste dag var formen stivnet, hvor min svoger, der arbejder professionelt med det, sagde, jeg skulle pudre støbeformen med kartoffelmel, inden jeg tog den af relieffet, så den ikke får en klistret overflade. Men oj-oj-oj…!!! 
Jeg havde ikke forventet, at det ville være nemt at få støbeformen af mit relief, men for seven da ikke også… 
Det var aldrig lykkedes mig at få den af uden en lang skarp kniv til at skære den fri de steder, hvor jeg åbenbart havde fået lavet små “tunneller” under mit relief. Det var godt nok heller ikke nemt at få bladene fri i toppen. Hvad støbeformen gjorde mod mit stakkels relief, ønsker ingen kunstner at se. Cernit har aldrig været beregnet til at skulle strækkes på den måde… Jeg måtte vride formen en del for at være sikker på, at der ikke gemte sig små rester af Cernit i folderne. Formen behøvede slet ikke at være så tyk, men jeg var nervøs for at få den for tynd, så jeg kunne lige så godt bruge alt, jeg havde blandet. Det var også for dumt, for jeg havde faktisk inden støbning tænkt, at jeg skulle have fundet andet, jeg skulle have støbt, så jeg kunne bruge overskydende silikone på det – det er dyrt nok, så alt skal udnyttes! Efter en ubehagelig lille “knæk”-lyd måtte jeg forstærke bagsiden af mit reliefpanel med gaffatape, så jeg ikke pludselig endte med originalen som puslespil. Krummelurernes små detaljer i bunden blev simpelthen suget af af støbeformen, da jeg forsigtigt pillede den af.
“Gipsificering”
Jeg “gipsificerede” relieffet og nogle af mine resin-støbninger, jeg lavede samtidig. Jeg malede dem med Jeanne d’Arc Living Vintage Soft Cream kalkmaling for at skabe en gips-effekt. Hejre-relieffet fik to gange og var så færdigt, mens resten på billedet stadig skulle have en tur mere. Resinen var halvgennemsigtig, så de to lag var nødvendige, så det ikke tittede igennem. Derefter fik relieffet en gang klar voks.
