Kikkasser

Boudoir

Mors 80-års fødselsdagsgave 2012

Mor fyldte januar 2012 80 år og havde gjort klart, at hun ikke ønskede sig flere kikkasser, da hun ikke kunne finde plads til dem. Det var jo for så vidt i orden, bortset fra, at hun i årevis har fablet om et Marie Antoinette-møbel til dukkehuset. Det har vi jo overhovedet ikke plads til, så vi fandt ret hurtigt ud af, at så skulle vi have lavet en kikkasse, som vi så sporadisk har talt lidt om detalje-mæssigt. Da jeg for et par år siden fik fat i noget flot bånd på nettet, lagde Mor øjeblikkeligt poten på det og erklærede, at det hermed var reserveret til Antoinette-møblet. Så jeg var da nødt til at få lavet én sidste kikkasse til hende! Jeg havde på et tidspunkt købt et drønflot etage-smykkeskrin fra Reutters, som jeg var noget fortrydelig over, aldrig rigtig ville kunne komme til sin ret i dukkehuset. Det shanghajede jeg nu sammen med andre småting, jeg rapsede fra dukkehuset og håbede, Mor ikke lagde mærke til. Og så ellers hjem og i gang med at bygge…!

For en gangs skyld har jeg husket et tage et billede i temmelig “rå” udgave

Jeg havde købt en vinkasse i træ hos en vinhandler, og denne blev så klargjort til aktion. For at få et mere spændende look, lavede jeg en lille vinkel i et hjørne af kassen med et stykke skumpap, så jeg ville få muligheden for at lave en lille niche, noget, jeg længe har gået og puslet med tanken om. Loftet fik en rest af noget marmor-folie, jeg havde liggende, og gulvet blev beklædt med noget gulv-tapet i den billigere ende, som jeg peppede op ved at lægge klar folie ovenpå (jeg turde ikke lakere det, da jeg stærkt tvivlede på, farven ville holde sig på papiret). Mor havde købt noget håndlavet papir med guldtryk hos Netto, som hun mente, vi på et tidspunkt ville kunne bruge til tapet. Det var flot, men i temmelig tyk kvalitetet, og det endte også med at give mig gevaldige problemer, da det var svært at skære igennem og derfor nemt blev revet. Men det lykkedes da.

Møblerne skar jeg selv ud af gamle cigarkasser og et paprør af meget fast pap. Derudover blev brugt spejlet fra et grimt toiletbord, og til sidst låget fra en deo, som jeg lige blev færdig med, da jeg skulle til og i gang med projektet. Ryggen til stolen blev skåret ud i et stykke pap og formet som ønsket. Glaspladen til bordet blev lavet af et stykke hård plast, jeg havde liggende, som jeg skar i ønsket facon. Så var jeg ellers klar til at blive kreativ!

Noget bomuldsstof i en passende farve som understof, og som et lille pift blev det frynset i bunden. Så kanten af en gammel underkjole, der lige skulle misse gulvet, så man kunne ane frynserne, og bordet fik samme “dug” på, der blev limet fast på bordpladen. Jeg lavede siddepuder til stolene med noget fint skumplast, jeg klistrede sammen i flere lag og derefter kunne klippe til i ønsket facon og beklæde med noget nylon-stof fra en anden underkjole (det gav godt, da min mor for nogle år tilbage fik ryddet op på loftet ). Så kom den fine kant på, som Mor sådan havde forelsket sig i, og så var møblerne færdige. Arh, det skal lige siges, at da jeg alligevel skar pladerne til møblerne ud, skar jeg også en topplade ud til spejlet, som jeg satte en guldkrone og to røde hjerter af noget stofrelief-halløj på, hvorefter hele pivtøjet jo alligevel blev malet hvidt.

Og så var jeg ellers klar til detaljerne…

Jeg lavede et par puder til stolen af en grov bort med lilla blomst og brugte også den samme som lille oval dug på Marie Antoinette-bordet. Ovenpå den satte jeg et messing-“fad”, noget af al det krimskrams, vi har købt gennem tiden. Ovenpå det lagde jeg spejl, kam og børste… men jeg var ved at få knopper af børsten, der bare var støbt og ikke havde hår. Så måtte jeg jo lige flosse lidt stof og få “hår” til børsten. De to ovale messingfade med parfumer på, er nogle, jeg lavede til Mors julekalender for hundrede år siden… Glas-parfumeflasken er lavet af mundblæst glas og ganske bedårende, købt på messe for nogle år tilbage. Ligeledes de fine perlekæder, der dog gav mig problemer, for tråden knækkede igen og igen, og hullerne var for små selv til en perle-nål, så jeg var på den! Men så draperede jeg i stedet bunden af spejlet med en knækket del samt ørenringe, mens den ene vellykkede kom op at hænge. Spejlene fik en flot “gravering” af en rose, lavet med et transfer-motiv til negle. De små krukker er købt hen ad vejen…

Til venstre har vi bordet med føromtalte smykkeskrin. På låget var en bedårende porcelæns-platte med tre små piger og deres kat, og da vi er katte-folk, var det jo i den grad oplagt. Mit problem lå i, at jeg ønskede, skrinet skulle stå åbent, da jeg er fuldstændig skudt i de fine smykker deri, og så ville man jo ikke kunne se platten. Så med møje fik jeg den listet af, og den er så endt oven over det store spejl, så den kom til sin ret. Et par guldørenringe ligger henkastet foran (hovederne af et par messing-nåle) og en slank stålvase, som vi har haft liggende i en evighed. Jeg har altid glædet mig til den kunne ende det rette sted med en smuk blomst i, men alle vore blomster er endt hjemme hos Mor, da jeg jo havde håbet, at der var sket en del mere med dukkehuset både i 2011 og 2012. Så jeg havde intet at arbejde med! Argh! Nå, men under al min roden rundt faldt jeg over et stykke bagpap fra et smykke, hvorpå der var afbilledet orkidéer i forskellige størrelser. Da Mor altid har elsket orkidéer, var det jo alletiders idé, hvis det kunne lade sig gøre. Fra jeg begyndte at tjene penge, til jeg flyttede hjemmefra, købte jeg altid en orkidé til Mor på lønningsdagen. Så jeg besluttede mig indædt for, at det altså bare skulle lykkes! Jeg skar omhyggeligt flere blomsterhoveder ud (som selvfølgelig var på sort baggrund – uf!), hvorefter jeg satte én sammen af flere dele og brugte en masse superlim til at skabe blomsten, som jeg satte på en stængel af grøn blomstertråd. Så lavede jeg et par blade og fandt lidt kunstig mos, som jeg satte lidt ned af som rødder. Og jeg synes selv, den er blevet rigtig sød – og helt unik!

Væggen så så tom ud, men jeg havde hele tiden haft planer om at bruge en fin træbøjle, vi havde liggende. Men også vore fine messing-knager ligger hjemme i Ribe for tiden, så samme problem opstod… grrr! Jeg fandt nu hurtigt på en løsning, da jeg faldt over et par gamle ørenringe, som jeg havde lagt til dukkehus-krimskramset. De fik en fin bagplade på og blev sat fast på væggen, så jeg kunne hænge bøjlen op. Den så så tom ud, så jeg lavede et sjal med frynser, og så lavede jeg også lige en taske, der passede til med en flot lænke fra en gammel kæde og en yndig messingblomst flot afrundet med en changerende sten. Et par henkastede sko i samme farve fuldente looket. Skoene stammede fra den første messe, vi var på, hvor vi opkøbte en masse støbte ting, der så har ligget siden, da de skulle males først. Jeg har en hel skotøjsæske med neglelakke i alskens farver, så jeg fandt lige de rette farver, der passede til sjalet og tasken. En flot petrolgrøn kantet med en tynd gylden kant og knap og foret med råhvidt “silke”, og så havde vi de fineste sko!

Der så nu stadig noget tomt ud, så jeg lavede lige tre ekstra tasker, denne gang i forskellige slags læder og meget forskellige look. Blødt nougatfarvet læder blev bukket og formet som taske og kantet med sort snoet silkesnor, som jeg har fra tøj-prisskilte. Kedeligt! Nå, så fik den en lille ekstra bue foran og en rest af en messingblomst blev brugt som lås. Bedre, men ikke godt nok… Jeg sad og rodede rundt i al vor krimskrams for at finde inspiration, da jeg faldt over en lille anløben messinghest, som havde siddet på en broche en gang og mildest talt havde set bedre dage. Men nu fik jeg så idéen at male den sort og lime på som dekoration, og så var jeg endelig tilfreds.

Så til næste! Brunt stift læder blev formet til en fin lille taske, der fik en messinglås og -lænke og flot afrundet med nogle fjer fra mine zebrafinker. Det gælder jo om at bruge, hvad man har!

Den sidste taske kom over at stå ved siden af stolen til højre. Den blev lavet i et mere firkantet look for at svare til den lås, jeg satte på, der er en meget flot laserskåret “grill”. Denne gang en sølvfarvet kæde, der også blev brugt til at kante taskens sider.

Jeg lavede en sød lille klokkestreng til væggen med et motiv jeg overførte til stof, frynsede bunden og satte en kæde på. Loftslampen lavede jeg også til Mors julekalender et år, hvor alle pakker bestod af ting til dukkehuset – det ar et givtigt år for hende! Jeg havde det laserudskårne papir til efeuen i nichen, som jeg tegnede detaljer på med farveblyant og prøvede at give lidt facon. Så var det tid til at flå sig i håret igen, for naturligvis havde jeg ingen, at de utallige smukke porcelænsurtepotteskjulere, vi har, hjemme hos mig i Esbjerg!!! Så røg låget til en læbepomade, og igen blev det overførselsmotiver til negle, der stod på tapetet, denne gang med relief. Potten blev fyldt op, planten sat i og “jord” af sort the blev hældt på et tyndt lag lim.

Og det var så vist bare lige det… !

Nåeh ja, og så er der selvfølgelig lys i lamperne, hvis ønsket…

Telefonbænk

Denne smukke telefonbænk lavede jeg til Mor i julegave 2008. Jeg er temmelig forliebt i den, og synes, den har så mange fascinerende detaljer, da jeg ved, hvordan de er blevet lavet. Jeg købte den lille kikkasse i Tiger for år tilbage, hvor den indeholdt en lille tøjsnor med træklemmer og en lilla plyskanin, der var hængt op i den. Jeg udvidede kassen med en 5 mm træliste, så jeg kunne få plads til telefonbænken, og derefter satte jeg magneter på siderne og rammen, så jeg uden problemer kunne tage rammen med glas af hvis ønsket. Så var det tid til tapet, marmorgulv og gulvpanel.

Telefonbænk-kikkassen med magneter i siderne som rammeholdere

Selve telefonbænken var bare en af de billige, man nemt kan få fat i. Da den havde et hylegrimt betræk, måtte jeg finde noget flot stof, der passede til træet smukke farve. Jeg fik forsigtigt pillet hynderne af og betrukket dem, men syntes, der manglede et afsluttende finish. Selve bænken havde en rædderlig grov udskæring på toppen af ryggen. Jeg havde på et tidspunkt købt nogle metalhjørner til f.eks. billedrammer eller kort, og da jeg prøvede mig frem, fandt jeg ud af, at jeg lige kunne skjule det værste, og at det faktisk så ret tjekket ud. Håndtaget var bare en simpel guld plastikkugle, som jeg udskiftede med et fint messinghåndtag, vi havde købt på messe. Jeg har dog siden fundet dem i butikker, så de er til at få fat i. Nå – men der manglede nu stadig noget! Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at se imellem vore forskellige typer tynde snore, om der var noget, jeg kunne bruge som kant. Til min store overraskelse blev det en snor, som vi ikke havde købt i dyre domme, men som jeg havde indsamlet over tid. Hver gang jeg køber noget tøj, hvor prisskiltet sidder i en snor, gemmer jeg snoren. Så dette var såmænd Føtex’ det bedste! Det var bare flot! … men der manglede nu stadig noget! Afrundingen blev en sød lille rund pude, hvor jeg brugte sofaens stof og kant og fyldet var en tynd skumgummivaskeklud. SÅ var den der!

Jeg ville have en gammeldags telefon til at stå der, og selvfølgelig havde vi ikke en “på lager” og den var heller ikke umiddelbart til at skaffe. Jeg måtte jo så til selv at lave den, men til gengæld kan jeg jo så også sige, at den er unik. Men jeg kunne da såmænd godt have undværet oplevelsen af at skulle lave den, og så en måned efter, Mor havde fået kikkassen, falde over en ganske habil udgave til en tyver i en butik i Århus, hvor jeg var på besøg. Nå, men hvis man vil lave en selv, er opskriften følgende: Bunden er lavet af en stor rillet træperle, som jeg skar igennem og sleb bunden på. Stangen er en meget flot messingstang med udskæring, som er noget krimskrams, vi har købt på messe. Tale”hovedet” er en perleskål, jeg har klemt sammen, så jeg fik den ønskede facon. Hvad selve talerøret er lavet af, kan jeg ikke lige huske, men hvis jeg skulle lave den idag, ville jeg se, om jeg kunne finde et hult rør af en slags og eller tage en træstump og udhule – eller ganske enkelt lave det af Fimo. Røret er lavet af netop et stykke træ, som jeg har filet og slebet i facon. Holderen var igen noget krimskrams. Ledningen blev atter et stykke snor af Føtex’ det bedste. Herefter en solid gang sort neglelak, og så var den hjemme.

Billederne var familiebilleder, der var sat ind i fine små sølvrammer. Disse var godtkøbs-kram fra Fakta, hvor jeg havde købt et ark med forskellige faconer, hvor der var små ikoner i til kort til barnedåb. Disse pillede jeg bare af, og så havde jeg små fine rammer i dukkehusstørrelse.

Den søde lille dukke er købt i Sverige i en butik, der desværre ikke findes mere.

Barometeret er jeg totalt vild med! Igen bare en billig ting, brunmalet metal med påklistrede papir-målingsenheder. Den så lousy ud! Men jeg kunne i dén grad se potentiale i den, så den kom under behandling. Jeg valgte at beholde farven, da jeg egentlig gerne ville have, at den mindede om træ, som den, vi havde i mit barndomshjem (ikke at den var så fin, men alligevel). Selve kviksølvmåleren sad skævt, så der måtte jeg forsigtigt pille papiret af, der var i en elendig kvalitet, så det var minutiøst arbejde. Og alt det bøvl for så bare at sætte den på igen! Altså ind imellem kan jeg godt ryste lidt på hovedet af mig selv, men én gang perfektionist, altid perfektionist. Men den så altså bare så kedelig ud, så der måtte “pilles” lidt mere. Jeg tog en sølvfarvet knappenål og klippede den til, så den passede til måleren og fandt en flot rød neglelak, der blev malet på en del af den. Da den så først kom på, skal jeg da love for, det peppede den op! Jeg har jævnligt indkøbt gummidupper (af den slags, man sætter under ting for at skåne overflader), for at have et lager til urskiver til når jeg engang får startet på vores urmager. En af dem passede perfekt, og så var barometeret færdigt og lignede en million! Da der var hul til at sømme den op med, valgte jeg at benytte mig af det i stedet for at lime den fast, da den lille detalje med “sømmet” er med til at give autenticitet.

Stokkeholderen er købt sammen med en anden, vi skal bruge til dukkehuset, men så kunne jeg jo fint bruge den her. En sød indkøbt paraply og en flot stok med hestehoved. Jeg måtte godt nok skifte selve stangen ud, da den var eminent for kort, især når man tænker på det store stokkehoved. Det var lidt svært, især da det hele var af metal og der indeni gik en tynd men stærk metalstang ned i stokken. Denne måtte jeg så først grave ud, inden jeg kunne montere min træstok, men det lykkedes da, og så fik jeg også mulighed for at lave fine rillemønstre på stokken.

Afrundet med en fin hængeplante (som jeg godt nok skiftede “metallet” på, da det så ynkeligt ud, og udskiftede det med guld i stedet), og så var Mors gave klar.

Broderi

Mors fødselsdagsgave 2009

Inspireret af stolen med det opslåelige sæde (belagt med læder!), som Mor fortalte mig, var en systol, da vi på et tidspunkt så den på nettet. Jeg gik og savlede efter den længe, men syntes, den var for dyr. Da det så skete, at vi fik fat i sybordet, som jeg også altid havde syntes, var yndigt, men for dyrt (vi købte det billigt, fordi det var gået fra hinanden og håndtaget var gået af), og jeg fik fat i stolen på nettet under udsalg, ja, så var idéen jo oplagt.

Sykassen i venstre hjørne var fra en handel på nettet, hvor jeg fik diverse “rod” – denne uden låg. Med mindre man er nystartet skal man nu holde sig fra den slags, for for det meste ender man bare med at ligge inde med en masse bras, man ikke kan bruge til noget, men har givet gode penge for. Jeg shinede sykassen lidt op, men ligegyldig hvordan jeg anbragte den, var der ikke plads til den. Til sidst endte den op ad væggen bagved, og det får så være.

Det fine blomsterbroderi på bordet stammer fra et forklæde, jeg købte, hvor det åbenbart var firmaets logo, for der sad et fint lille mærke på det med en broderet blomst. Jeg fandt noget rødt sytråd, der passede i farve, og delte tråden op, så jeg fik en ganske tynd tråd, jeg trak igennem stoffet. Ude for enden af tråden limede jeg en “nål” på, lavet af noget harmonika-metaltråd, jeg trak ud og skar en ganske lille flig af og brugte. En lille detalje for den opmærksomme…

De fine sy-motiver er det rene plagiat, hentet fra en svensk hjemmeside, hvor der rent faktisk var en person, der selv havde siddet og syet i mini-format. Jeg tror nok, at jeg måske ville være i stand til det, men jeg er ikke helt sikker på, min tålmodighed ville overleve, så jeg “lånte” billederne, printede dem ud på noget specialmateriale, der derefter kunne overføres til stof… så i det mindste er de da på stof. Men jeg har mega-dårlig samvittighed over bare at have lånt billederne, men da både Mor og jeg er kattemennesker, var det som om, det var meningen. Jeg selv ville være stolt over at blive plagieret på noget, jeg har lavet, så jeg håber, det ikke bliver taget ilde op. Jeg tog nogle listerammer og lavede en fin ramme til den sorte kat, hvorefter den blev malet med sort neglelak. Fuglebilledet fik en ramme, jeg ellers havde i brug til noget andet, men… det forhåndenværendes princip! De små billeder på væggen er af to af vore katte, henholdsvis min Kira og Mors Elvis.

Det større sytøj var så en helt anden sag… Rammen blev lavet på samme vis som føromtalt, men denne gang blev den malet med brun tush og lakeret. Jeg lod stoffet stritte ud rundt om for at vise, at det var et værk under udførelse. Stangen er et bordben, også malet med tush og lakeret, og den spændende fod er lavet af toppen af et agern med pinde under, også malet med tush og lakeret. Det gav en spændende effekt og er helt sikkert enestående! Jeg har bare så længe haft lyst til at bruge agern til noget igen.
Desværre har tidens tand gjort, at de lånte “broderier” ikke har så meget kulør som tidligere.

Og det var så det! Lidt tapet, loftsfolie, nougatfarvet gulvtæppe, og så var kikkassen færdig! Den var originalt af samme type som telefonbænk-kikkassen, og som den har jeg også brugt magneter til at sætte rammen fast på kassen.

Køkkenhylde

Køkkenhylden 2008

Jeg havde lige fra starten planer om et eller andet dukkehus-køkkenarrangement på min køkkenvæg. Da jeg på et tidspunkt faldt over nogle charmerende hylder, blev jeg enig med mig selv om, at de ville være ekstremt søde “kikkasser”.

Mor og jeg var på et tidspunkt i Århus faldet over et flot sort komfur, som jeg havde lavet et lille køkken til i en smal reol, jeg har. Men jeg var aldrig helt tilfreds med det. Men da jeg først besluttede mig for hylden i køkkenet, kom resten af sig selv og jeg synes, den er blevet utrolig sød.

Jeg elsker simpelthen miniature-glasting, så da vi på et tidspunkt fik fat i en kande “mælk”, var jeg begejstret. Men der er ikke meget fis ved at have sådan én, hvis den ikke bliver anvendt, hvilket jeg nu fik mulighed for. Jeg anbragte et lille hvidt bord, jeg havde frisket op med marmorfolie, så det lignede en indlagt marmorplade, og ridsede kanterne på bordet lidt, så det så lidt anløbent ud. På hylden stillede jeg nogle glas med blå bund, bare for at have lidt stående der. “Gulvet” i “køkkenet” er lavet af granitfolie.

Damen er bare en standarddukke, jeg har modificeret i mild grad. Jeg har strammet kjolen lidt op, så den ikke sad så sjasket på hende og har givet hende en flot broche og ørenringe. Hun havde en mega-fletning som knold på hovedet – den klippede jeg af, efter at have underbundet håret mellem klippepunktet. Herefter strammede jeg hendes hår lidt op og limede det fast ved knudepunktet, så det ikke kunne komme til at stritte i alle retninger. Jeg lagde et bånd strategisk omkring knuden, så den både var klar til mit fortsatte arrangement af håret, men også skjulte lidt limklatter og bare pletter i håret, som var der fra start af. Så anbragte jeg fletningen på en måde, så den snoede rundt på toppen af hovedet og bunden var bukket indad mod hovedet. Jeg synes, hendes frisure er blevet rigtig flot, og idet det er den del af hende, man nok mest lægger mærke til, så er det jo nok meget godt…

Jeg ønskede en “væg” til at hænge ting op til “køkkenet”, men havde ikke meget lyst til at ødelægge min egen væg. Derfor tog jeg et stykke stift pap og skar til, så det passede i bredden til hylden og beklædte det med hvidt folie med træstruktur.

Bag komfuret satte jeg kakler op, som er fra et ark, hvor jeg har klippet det til som ønsket. Rent faktisk er det genbrug, hvor jeg har flyttet rundt på arket flere gange, så jeg var ved at få lidt problemer med det. Derfor lagde jeg et lag klar plastfolie ovenover, så det ud over at forstærke arket, lagde yderligere styrke til indtrykket af, at det var rigtige kakler, da der herved kom lidt dybde i dem. Ved siden af har jeg hængt et kobberhjerte med messingkøkkentøj. Som modstykke til dette har jeg ved den anden side af komfuret på gulvet anbragt en kobberkedel. Og jeg må blankt indrømme: det er perfekt! Jeg elsker det…!

Jeg har siden lavet en lille ændring, da jeg fik fat i nogle smukke Reutter porcelænsgryder. Jeg har dog ikke fået taget nyt billede, da hele arrangementet trænger til en kraftig restaurering efter mange år i sol ved siden af åbne vinduer…

Line Dancer

Mors bordgave julen 2008.

Min familie havde i rigtig mange år den tradition, at vi alle fik en lille bordgave, når vi satte os til bords juleaften. Det var altid Mor, der stod for det, men jeg sørgede altid for, at Mor selv fik en gave. I 2008 blev det en flot én af slagsen. 😉

Mor gik i flere år til line dance sammen med min søster Winnie og svoger Bjarne. W & B endte med at blive så dygtige, så de var med klubben ude og optræde, men som med Mor måtte de til sidst give sig for kroppens protester og de er nu alle tre holdt. De var flere gange med til arrangementer, hvor der også kom klubber fra andre steder i landet med underholdning og spisning. Jeg var med en enkelt gang, da jeg var nødt til at høre Mors store passion, Wenche, der optrådte med kendte country-melodier. Det var også rigtig godt, så da jeg besluttede mig for at lave en “flad” kikkasse, besluttede jeg mig for at hylde Mors store passion. Det være sig både hendes line dance-udstyr samt Wenche. Mor havde sat frynser på en sort nederdel med stor vidde, og jeg havde hjulpet hende med at sy nogle flotte stjerner på, jeg kunne huske, hun havde liggende (jeg havde brugt dem til at pynte vort nytårsbord med en gang – “fnis!”). Hun havde selvfølgelig cowboystøvler til dresset og den uundværlige cowboy-hat. Her havde hun fået et rigtig flot eksemplar af min kusine Ingeborg, da hun startede, hvor der var en flot fjerdekoration foran. Vi havde så yderligere sat en rhinstenskæde omkring pulden, så den var rigtig flot.

Jeg fandt noget sort stof, jeg kunne frynse, og havde fundet nogle stjerner, jeg kunne bruge, og jeg arrangerede så “nederdelen” i det ene hjørne, så den ikke blev for alt-overskyggende. Jeg havde fundet de fedeste cowboy-støvler på nettet i ægte læder med prægning af et høvdingehoved med fjerdragt, så de fik en flot centerposition. Yderligere havde jeg fundet en sort cowboy-hat. Mors var cremefarvet, så det passede mig ikke rigtig, at farven var forkert, men det var der nu ikke noget at gøre ved, og i det mindste var det en flot farveafstemning til nederdelen. Noget tyndt sølvbånd om pulden og naturligvis en flot front af fjer (venligst udlånt af mine zebrafinker! ). Jeg fik fat i nogle line dance-billeder fra deres klub, Lazy Boots, samt et billede af Mor og Wenche, og derefter lavede jeg en fotocollage, douchede billederne ned og bruntonede dem. De blev så anbragt helt bagerst og blev en flot baggrund.

Da Mor blev 75 år, lod hun temaet for festen være i denne stil og inviterede desuden en pæn flok fra klubben, så der blev undervist og danset lystigt i bedste line dancing-stil. Sejt! Det er ikke alle i den aldersgruppe, der kan finde på den slags!!!

Min mor, line danceren…

Den fine diligence var faktisk en, jeg legede med som barn og som vi fandt på loftet, da vi ryddede op efter orkanen i 1999. Mor, min søster Winnie og hendes mand Bjarne boede på det tidspunkt i nærheden af Gredstedbro på en gård. Ribe-området blev ret hårdt ramt, og hos dem røg gavlen i den ene ende af huset og meget af taget. Men det gjorde også, at vi var nødt til at gennemgå tingene på loftet for at se, om vi kunne redde noget. Så jeg har haft diligencen stående lige siden – man er vel lidt nostalgisk. 😉 Og jeg havde da bestemt ikke forventet, at jeg ville finde sådan en fin anvendelse for den! Jeg skrev en sang til Mor, så den blev fornemt præsenteret. 😀

Jule-kikkasse

Denne lille sag, som ikke fylder mere end 15,5cm x 15,5cm med en dybde på 3,3cm var en lille sag, jeg købte med motiv malet på glasset, men som jeg så andre muligheder i. Jeg skrabede motivet af, og så var vejen ellers åben for mine unoder!

Det skulle også være til Mor, tænkt som en bordgave juleaften, og det blev da noget af et projekt. Af en eller anden grund havde jeg sat mig i hovedet, at der skulle være en kamin, men det kneb jo lige som lidt med pladsen, så jeg måtte være lidt opfindsom. Først tapetserede jeg det bagerste glas. Så lavede jeg kun et hjørne af kaminen med forskellige lister, jeg har liggende, og kom granitfolie om toppen, så den så “rigtig” ud. Sokken er lavet af nervøs velour og en “pelset” elastikkant fra et par trusser. Det hæklede nissehoved er faktisk en grydelap købt på QXL. Kortene på kaminen kan man finde på nettet, jeg har dog købt dem som klippeark engang, mens vi stadig var “nye” i branchen og intet anede om noget som helst. Den lille engel og snemanden er købt, men snemanden kan man faktisk lave selv af perler. Englen over kaminen er ligeledes købt, dem har vi flere forskellige versioner af.

Kransen er lavet af noget granranke, jeg har købt, formet, og så ellers bare pyntet.

Hylden er igen hjemmelavet af lister og træstykker, og ovenpå står et par søde små nisser, jeg netop har købt. Flagranken var mit første forsøg med flagene, hvor jeg lavede dem som foreskrevet, men jeg syntes, de kom til at sidde alt for tæt. Derfor blev den ikke længere end denne, men man kan jo altid bruge “stumper” i miniature-verdenen! Flethjertet kunne jeg ikke finde plads til på juletræet, men så findes der jo andre muligheder! En lille “grangren” til afrunde det, og så var hylden færdig.

Jeg syntes, der manglede en afrunding for neden ved kransen til venstre, men jeg ville ikke bare stille et eller andet på træet i kikkassen, for den var jo ikke en del af udsmykningen, men “brød” billedet. Så jeg lavede et lille “brudt” bord i hjørnet og satte en karlekammerstage derpå, så var kassen perfekt afrundet!

Systuen

Systuen var en julegave, jeg lavede til Mor. Den var egentlig tænkt som systue tilknyttet Modisten, men den endte med at få sit eget liv og blev til en sød lille privat systue i stedet for. Det vil så også sige, at det var den anden kikkasse, jeg prøvede at lave. Billedet på væggen er min bedstemor med vor gamle kat Sorte, som jeg voksede op med. Uret på væggen er lavet af en knap med en urskive, jeg “tog” fra et ur på nettet. Det lille fuglebur er nok egentlig Lundby-størrelse, men idet jeg legede med det som barn og altid har været glad for det, skulle det alligevel inkluderes. 😉 Kikkassen er lavet i en vinkasse, så der er meget begrænset dybde på, derfor valgte jeg at lave et væg-bord, så det ikke kom til at fylde det hele. Lampen er lavet af messingrør, metaltråd, nogle guldkugler og to skærme, så der er ikke lys i.

Hjemmebag! – en hedengangen kikkasse…

Så skal vi bage lækre småkager… mmm!

Mor fik denne kikkasse i julegave 2009. Jeg fornemmede ikke den store begejstring eller interesse fra hende, så jeg tror, hun havde det lidt som jeg med den, da jeg aldrig har været helt tilfreds med den. Jeg lavede den i en meget stabil papkasse, men da jeg først begyndte at arbejde med den og sætte tapet, gulv og loft på, var den pludselig ikke så stabil mere. Den sugede simpelthen fugten ud af luften og begyndte at bukke, så jeg måtte til at stabilisere den med sølvfarvet gaffatape, som jeg så beklædte hele kassen med, afsluttet af en sølvrose i hvert hjørne af kassen. Men kassen blev ved med at arbejde, såeh… “suk!”.

Jeg fik brugt en hulens masse af ting og sager, som vi “bare havde liggende”, men ikke rigtig kunne bruge til noget i vort dukkehus-univers. Vi havde på et tidspunkt købt kaffekrus med vores stjernetegn på, så der lavede jeg “kaffe” i kruset på bordet (lidt oliemaling i rette farve) og den anden røg på hylden. Jeg havde desuden en del rest-brød fra diverse køb, som jeg ikke var helt tilfreds med, men anvendt på den rette måde fik jeg såmænd også dem til at passe ind. Også en stor kurv med diverse sjove ting, der passer til et køkken, som Mor har haft siden firserne; og når vi nu skal arbejde i den tidsperiode, så har jeg lavet stof-ophængene på væggen af et gammelt viskestykke fra Jysk Sengetøjslager fra dengang.

Krydderihylden var købt over nettet og kom frem med glassene værende af træ og hoppende rundt, da der ikke var ordentlig plads til, at de alle kunne være der – og derfor var bunden savet af den midterste! Helt ærligt, altså! Jeg malede dem med hvid neglelak med et klart lag ovenpå, så man fik en svag illusion af glas, og så malede jeg lågene med guld og gav dem en bronzefarvet dekoration. Hylden så heller ikke ud af noget særligt, så den fik lidt blomsterdekoration på.

Jeg købte to skærebrædter med “hjemmebagningen” igang, men da jeg modtog dem fra nettet, var de i alt for lille målestok. Pokkers også! Det skulle for en gangs skyld have været nemt, da jeg ikke havde overskud til så meget, men nu måtte jeg til at bruge en masse krudt på at få skidtet skilt ad og desuden til at kreere noget, der blev lidt smart. Æv altså! Nå, men når det nu skulle være, skulle det naturligvis ikke gøres halvt, så jeg fandt noget sort karton frem og skar en lille “skive” ud, som kom til at fungere som bageplade. En af bageformene, jeg havde fået løs, brugte jeg til at forme småkager med i noget fimo, jeg havde liggende, jeg havde lavet til at ligne chokolade. Det passede fint her. Jeg ville også gerne have noget dej, der så ud, som om “det var i gang”, så der fandt jeg noget fimo, der var købt til at skulle ligne granit, og det var helt perfekt til en røredej. Jeg fandt en muffinform frem, og så blev den ellers fyldt op. Jeg havde fået fat i flere flotte lerskåle til køkkenet, og jeg kunne huske, at min første tanke, da jeg så dem, var fortrydelse, da vi ikke havde pladsen til at kunne vise dem frem. Men nu kunne jeg have én oven på bordet med dej i (hvor jeg også lige fandt en røreske og puttede i og sørgede for, at det kom lidt op at skaftet, så det så naturligt ud – den skulle dog lige listes ud, inden det blev bagt) og én på hylden for neden med brød i, og den flotteste beholdt jeg så til dukkehuset.

De forskellige ting, der havde stået på skærebrædterne blev strategisk placeret rundt omkring. Vi havde for mange æg i overskud, så de røg i en kurv på nederste hylde, og en flot lille bronzekedel sammen med. Første skærebrædt blev brugt til småkagerne, det andet var lidt mere kompliceret. Jeg fandt noget grønt fimo, vi havde alt for meget af, og lavede en lille høj med en fordybning i. Så blev det forskellige bagt, og derefter tog jeg den grønne “høj”, limede den fast på skærebrædtet og snaskede godt ind i lim, hvorefter jeg pudrede den med talkum og sørgede for, at en lille smule kom ud på skærebrædtet (jeg fandt senere ud af, at jeg skulle have malet bunken hvid først, for man kan godt lige ane en utiltalende grøn farve i dejbunken, og det ser ikke sundt ud!). Så fyldte jeg noget klar lim i fordybningen på toppen og tog toppen fra en pyntenål og puttede ned i, så det grangiveligt lignede et nyudslået æg. Så var jeg færdig med at “bage”.

Bordet havde jeg fået i fødselsdagsgave af min søster Conjadia. Jeg havde fået fat i noget ganske tyndt finérplade, som jeg skar til som bordplade og olierede, så det fik en rigtig flot overflade. Men jeg burde nok ikke have brugt madolie, for det blev ved med at små-klistre. Ups! Til gengæld synes jeg, det så flot ud.

Skamlen var også i overskud, porcelænskanden på gulvet stammer fra en større serie, ja, selv katten var i overskud. Det var fra en pakke med forskellige kattetyper, og denne var altså én uden hale. Den så bare vildt mærkelig ud, men med placeringen kan det overhovedet ikke ses. Mor havde købt gavepapiret med henblik på tapet til dukkehuset, men jeg var lidt loren ved at bruge gavepapir til tapet, da det ikke er beregnet til at blive fugtigt af tapetklisteret. Men idet hun havde forelsket sig i det, så kunne jeg jo fint bruge det her. Kombinationen med papkassen gav desværre ikke det bedste resultat, men nu blev det da brugt.

Da vi diskuterede, hvilke gulve, vi skulle have i dukkehuset, ville Mor meget gerne have lakeret korkgulv, som de havde, da hun var barn. De bliver et bøvl à la carte, men det tager vi til den tid. Nu startede jeg i hvert fald her med at lægge korkfliser til dette “køkken”.

Og så var den såmænd færdig…

Jeg har gennem tiderne set mange “filetere” ellers flotte kikkasser, fordi de skal bruge delene. Jeg har lige fra starten haft skumle planer med bordet i denne kikkasse, som jeg havde udset til brug i køkkenet, hvor jeg så eventuelt skulle forlænge det og lave vask i o.s.v.

Vi havde ellers købt et skab med vask, men det var så kantet og kedeligt, så… I sidste ende endte det hele så med at gå op i en højere enhed, da jeg fik en genial idé og kombinerede de to dele, hvorved jeg lavede et hjørnebord til køkkenet. Det er ikke helt færdigt endnu, men det er da godt undervejs. Så jeg kan godt leve med, at denne kikkasse måtte lide en krank skæbne. Gudskelov kunne hele bordpladen med indhold bare uden videre pilles af, så det hele var nemt at gå til.

Det ufuldstændige køkkenbord…

Pigernes kikkasser

Min niece Bentes to døtre, Malou og Lærke, har på det senere udvist større og større interesse for vort dukkehus og kikkasser, og derfor forærede vi dem til jul (2009) hver deres dukkehusmøbler. De har så siden småjamret over, at deres møbler manglede noget at stå i.

Først tjekkede jeg lige Mors gavepapirs-beholdning for at se, om der var noget, der duede til tapet. Der var absolut muligheder imellem. Dernæst tjekkede vi skotøjsæsker og fandt nogle mulige eksemplarer. Så var vi ellers klar til at starte! Dernæst inviterede Mor og jeg dem hjem for at få lavet kikkasser til deres møbler.

Malous kikkasse

Malou fik til jul to stole med tilhørende bord og kamin. Det var et rimelig elegant sæt, så det skulle jo også have tilsvarende omgivelser. Vi fandt en god skotøjsæske i sort, som vi lige shinede lidt op, så den også var pæn på ydersiden. Den havde dog et hul i siden, men det fandt vi ud af at udnytte, så vi fik et yndigt lille vindue (hjulpet på vej med lidt klart folie med mønster). Dernæst skulle der måles op på kryds og tværs. Til loft fandt vi noget halv-karton-agtigt tegnepapir, som både var godt til at camouflere og havde lidt struktur. Jeg havde en rulle rød gulvtæppe liggende, som jeg ofrede på projektet. Mor sad yderligere og lavede små gulvtæpper med frynser sammen med pigerne. Tapetet blev en rest med noget fejltryk på, der nærmest gav et tredimensionelt indtryk og så meget flot ud sammen med møblerne. Hver af pigerne fik lov at vælge en flot rose (vi har et helt bundt liggende i forskellige farver, til vi engang skal indrette vort dukkehus færdigt), og som en overraskelse til pigerne lavede jeg et par flotte vaser til deres roser med en stor perle og noget flot neglelak. Lampen til Malous kikkasse stod jeg for, og det var lige før at de alle måtte gå i dækning, for det drillede intenst meget, så jeg begyndte nærmest at sidde og småmumle på russisk, mens der hang mørke skyer omkring mig! Jeg havde nogle små plastikglas, der blev beklædt med noget flot stof og noget smukt guldbånd, jeg havde købt for nylig. I min søgning efter noget snor, der kunne fungere som ledning, faldt jeg over noget metaltråd beklædt med hvid plastik og som til forveksling lignede ledning og kunne formes, så det var jo perfekt. Og bare lige for en god ordens skyld satte vi også lige en klar perle i, der kunne illudere en pære. Kaminen blev shinet op, bl.a. med sort mat folie på bagpladen, så den så rigtig ud. Undervejs i projektet fik begge pigerne et par gaver til kikkassen af Mor, der jo er deres oldemor. Til Malous kikkasse kom bøgerne på kaminen samt det flotte ur, der passer perfekt til møblerne. Begge pigerne fik desuden et flot maleri til deres kikkasse. For lige at runde kikkassen af, lavede jeg en gulvvase med tørrede blomster. Og så var den færdig!

Lærkes kikkasse

Lærke fik til jul et meget flot sofa-arrangement i rød og hvid-stribet. Hun fik naturligvis også en rose, hvortil jeg lavede en vase til hendes sofabord. Af Mor fik hun spejlet på væggen og lampen på gulvet samt maleriet på væggen. Jeg lavede desuden ligeledes en gulvvase med tørrede blomster til. Vi stødte meget hurtigt på problemer med Lærkes kikkasse, for møblerne var for store til at kunne bruges i en skotøjsæske. Vi styrtede derfor huset rundt for at finde en kasse, der kunne bruges, og det lykkedes gudskelov. Lærke valgte noget drønflot gavepapir i sort og sølv til tapet, og det kom til at se meget flot ud. For en god ordens skyld lavede jeg også lige et par vinduer i Lærkes kikkasse. Mor fandt nogle pyntebånd, hvor Lærke valgte et charmerende et med frøer til sin lampe, som jeg så lavede for hende. Lampen blev så bedårende, så jeg at jeg har valgt at bruge den samme til vort dukkehus. Tæpperne, Lærke lavede til, passer rigtig fint i farverne til kikkassen. Alt i alt en rigtig sød kikkasse, så begge pigerne kunne stolte og tilfredse tage hjem med deres møbler, der nu havde fået passende omgivelser…

Min søster Conjadias 60 års fødselsdagsgave

Jeg fungerede ekstremt dårligt i kreeringsperioden, så det var desværre et op-ad-bakke-projekt. Billedet viser kikkassen, der lige nåede at blive præsentationsværdig, så jeg kunne sende billeder af den til min søster, der bor på Sjælland. Jeg havde intet limet fast, så vi sammen kunne afgøre eventuelle ændringer. Det blev nu kun til småting og jeg har ikke kunnet samle kræfter til at gøre den færdig siden, men det kommer nok. Nu kan jeg da for en tid selv nyde synet af den. 🙂

Både min søster og jeg besøgte for et par år siden vor mor i Ribe, hvor hun nævnte for os, at hun ønskede sig en kikkasse med sit “rytme-rum”. Hendes ønsker ligger normalt i “det-kan-du-godt-glemme”-kategorien, men bagefter snakkede Mor og jeg om det og blev enige om, at det da var en god idé til hendes runde fødselsdag og rimelig overskueligt (ha!), idet vi kunne købe flere af instrumenterne dertil. Så når jeg siden faldt over noget, der passede til, købte jeg det, hvorefter Mor måtte have pungen op af lommen også, så når kikkassen til sin tid ville være færdig, ville jeg oprigtigt kunne sige, at den var fra os begge, selvom Mor ikke var her mere.

Jeg har ellers nydt ikke at have deadline på med mine projekter, men blev pludselig klar over, at jeg nu ikke helt slap alligevel, da vi pludselig havde august måned og min søsters fødselsdag nærmede sig. Min mellemste storesøster fyldte 60 den 9. september, og hun er den eneste i familien, der nogensinde decideret har ønsket sig noget dukkehus-relateret. Jeg havde samlet musikinstrumenter sammen over noget tid og havde gået og vendt og drejet, hvordan jeg skulle designe kikkassen. Jeg havde en vinkasse liggende, så den blev udnævnt til startpunktet. Den er jo ikke ret dyb, så der skulle virkelig tænkes. Jeg bestemte, at hendes gamle beige lædersofa skulle være fokuspunktet. Jeg havde intet beige læder, men havde lige læst om at bruge kalkmaling på stof eller læder, hvor man afslutter med flere lag voks og får en blød og glat overflade. Jeg har en del kunstlæder, så dette projekt var lidt af et sats, da jeg skulle have lavet hele sofaen færdig, inden jeg kunne forsøge at male den og finde ud af, om det var en forfærdelig idé. 🤪 Arh, måske skulle jeg male puderne…? 😜 Jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig for at prøve at male de første puder, jeg fik lavet, hvilket gjorde den færdigt limede sofa til et uskønt syn, da mit bøvlen fik malingen til at krakelere, så jeg måtte til at slibe det ned. En lille sjov detalje: sofaen er nærmest udelukkende bygget op af køkkensvampe og kunstlæder – samt enorme mængder superlim!!! 🤪

Køn er den ikke, men limpletter og andre småting ville jo blive skjult af kalkmalingen. 😉

1:12 til venstre, 1:1 til højre – det har jeg da ramt meget godt!  😊

Jeg lavede to sidde-puder til sofaen. Opmærksomme folk bemærker måske, at de ser en anelse smånussede ud i forhold til min normale standard, men idet det hele skal males, har jeg ikke været så omhyggelig som normalt.
Jeg tog nogle køkkensvampe og skar den ru del af og beklædte dem med kunstlæderet med Arleene’s Tacky Glue og Loctite superlim (efter at have testet, om superlimen fik svampen til at gå i opløsning, men der var kun misfarvning, så det var ikke noget problem). Bagefter limede jeg en stribe fast langs hele kanten. Og så skulle jeg ellers ud og have renset superlim af mine stive fingre… 🤣

De var også rigtig sjove at trykke på, for de opførte sig som normale læderpuder og blev flade med et pfssssss, når luften blev presset ud (jeg er typen, der finder glæde i de simple ting 🤣).

Jeg gik igang med at lave sofaen til kikkassen, og selv om designet egentlig var enkelt nok, var jeg bare ikke i stand til at finde ud af at lave den. Når min hjerne går fløjten, kan jeg ikke tage 1 plus 2 og få 3. Men til sidst lykkedes det mig at komme så vidt, at jeg havde basen til sofaen. Jeg måtte dog ændre på designet, da jeg stødte på problemer med dybden på kikkassen, så jeg måtte klippe 5 mm af kartonet. Det var stadig ikke nok, så derfor besluttede jeg mig for at skære en rille i ryglænet, som jeg havde lavet af skumpap, hvorved jeg kunne skubbe sædet ind i rillen og redde mig yderligere 4-5 millimeter. Samtidig løste det også problematikken med stabiliteten i samlingen af de to, da jeg så ikke behøvede at montere nogen støtte.

Jeg malede siddepuderne to gange. Da jeg limede dem fast på sofaen med superlim, blev siderne ekstremt stive. Under processen med at få kanterne til at passe sammen, måtte jeg desperat holde dem sammen med fingrene, hvorved deres fintpassende facon blev træls og stiv at se på. Jeg prøvede at massere dem blødere, hvorved kalkmalingen begyndte at revne. Derfor sleb jeg dem, så de kunne blive malet igen. Puderne havde allerede fået første lag voks, så jeg var lidt spændt på, om det ville give mig problemer, men det lykkedes fint.

Alt mit moslen rundt med siddepuderne gjorde også, at den inderste kant begyndte at løsne sig. I stedet for straks at reparere det, besluttede jeg mig for at udnytte det, idet ryglænet ikke ville holde sig i den rette vinkel. Så jeg stak nåle fra puderne ind i ryglænet og efter at have “låst” den fast i den rette vinkel, hældte jeg superlim ned i revnerne og bagved puderne og trykkede ned på puderne, så de kom i bedre kontakt med kanten.

Jeg limede puderne fast med en god del Arleene’s Tacky Glue, der forlængst burde være stivnet. Det var den dog ikke, så et stykke tid efter, jeg havde fjernet arrangementet med klammerne, begyndte puderne lige så stille at løsne sig. Så kom superlimen frem!

Ved anbringelse af sæderne kunne jeg så endelig få klippet armlænene til. Nøj, et værre svineri! Men jeg er stadig vældig begejstret med mit valg af grundmateriale til sofaen, køkkensvampe. Til den flade pude, der skal ligge henover hvert armlæn, vil jeg bruge den grove grønne del, som jeg har klippet fra svampene fra siddepuderne.

Jeg lavede armlænene til sofaen, hvor der også skulle ligge en flad pude på hver. 😀 Armlænene skulle ikke have skarpe kanter og skulle samtidig runde og snævre ind nedad, så jeg var godt klar over, at jeg ikke ville kunne lave det på øjemål, som jeg tit har for (u)vane. Derfor brugte jeg et stykke køkkenrulle til at “pakke” den faconklippede køkkensvamp ind i, og så tegnede jeg groft faconen til. Det meste overflødige blev klippet fra, så jeg kunne komme til, hvorefter jeg mere nøjagtigt kunne få tegnet mønsteret op. Herefter var det bare at overføre mønsteret til kunstlæderet, og ved at vende skabelonen, havde jeg jo også mønsteret spejlvendt til det modsatte armlæn. 😊 Måske en lidt speciel fremgangsmåde, men køkkensvampene er også lidt specielle at arbejde med, og når det nu virker… 🤪😆

Den grove del af en køkkensvamp blev til fyld i armlænspuderne. Min erfaring, fra da jeg lavede kunstmalerens kuffert, har lært mig, at min sædvanlige Arleene’s Tacky Glue, som jeg bruger til det meste, ikke dur til kunstlæder, så jeg har brugt store mængder superlim på sofaen.

Jeg lavede rygpuderne til sofaen på et tidspunkt, hvor jeg fungerede rigtig dårligt, så det endte selvfølgelig med, at jeg måtte ændre dem ved at klippe de nederste hjørner af. Jeg syntes egentlig, jeg havde fået ramt faconen ret godt, men da de først kom på plads, endte jeg med et gabende hul i hvert hjørne, som jeg i flere omgange fyldte lim i. Det var næppe nødvendigt, for der skulle ligge puder, men jeg ville ikke risikere, at man kunne ane et hul bagved. Da det hele var tørt og klar, gav jeg sofaen en let slibning og malede den med Jeanne d’Arc Living Vintage Paint “French Beige” to gange og gav den derefter to lag klar voks, hvor jeg pudsede den efter imellem hvert lag.

Den færdige sofa – ikke så ringe endda…! 😉

Sofapuder

Puha! Dette projekt gjorde mig helt skeløjet af at sidde og arbejde med kompliceret billedredigering på computeren. Den sofa, jeg lavede til min søsters kikkasse, skulle have specialpuder magen til hendes egne. Det komplicerede kom af, at jeg havde ét billede at gå efter, hvor puderne lå hulter til bulter. Hver pude skulle “rettes ud”, renses og eventuelt have noget tilføjet ved overlapninger i et billedbehandlingsprogram på computeren, så jeg fik noget, jeg kunne udprinte på transferpapir, så jeg kunne få motivet overført til stof. Mine endelige resultater blev ikke perfekte, hvilket også ville være fysisk uladsiggørligt, men det var dæleme også svært. Og jeg synes da, jeg har ramt originalerne ret godt. 😉

Fotoet viser min udgave af min søsters sofa med puderne printet ud på papir, så jeg kunne være sikker på, at jeg havde ramt den rette størrelse. Normalt har jeg en knaldgod fornemmelse for at ramme den rette størrelse, men jeg fungerede møgdårligt, mens jeg arbejdede på nærmest alle projekterne ved kikkassen, så mit “øjemål” fungerede ikke som normalt. Det blev endnu værre af, at jeg ikke har lavet sofaen så dyb som originalen, idet vinkasse-kikkassen jo giver yderst begrænset dybde. Men jeg har prøvet at skabe illusionen af den originale dybde ved at korrigere pudernes størrelse. Blandt andet er armlænspuderne meget kortere, end de er i 1:1. Jeg tænker ikke engang over det mere, når jeg sammenligner fotos af de to sofaer, så det er da ikke helt fjollet… 😉

Det aflange vindue, strukturtapet, moderne glasurtepotter og planter

Kikkassen fik et aflangt smalt vindue, hvor jeg skulle bruge nogle grønne planter. Jeg kan ikke huske, hvad min søster havde stående i vinduet i sit kolonihavehus, men jeg har et gammelt billede, fra da hun købte huset, hvor det ser ud til, at urtepotterne er af glas. Derfor besluttede jeg mig for, at det skulle være mit udgangspunkt.

Jeg fandt en gammel udtørret geltush, hvor jeg savede røret op i stykker og lavede en bund med klar smykkelim. Så blandede jeg kaffegrums med klar lim og kom ned i hver “urtepotte”, der hver fik en plante, jeg lavede af forskellige plastikplanter, jeg klippede op (på nær efeuen, der er fra et specielt net med små bitte efeublade på). Normalt bryder jeg mig ikke om plastikplanter på grund af plastikskinnet, der er så markant. Men de passede perfekt til projektet, så derfor blev de pudret med tre forskellige farver, der dæmpede plastikskinnet betydeligt. Da den klare lim med kaffegrumsen tørrede, opstod der et væld af små fine bobler. Det var ikke lige planen, men jeg kan faktisk vældig godt lide effekten. Efeuen var fra en form for net, så den blev klippet til.

Derudover ønskede jeg at lave strukturtapet. Derfor valgte jeg at tapetsere med groft sandpapir, hvorefter jeg har malet det i flere omgange med en blanding af hvid akrylmaling, lim og vand. Men det var lige som om sandpapirets gule farve blev ved med at træde igennem, så tilsidst malede jeg hele halløjet med kalkmaling og voksede det derefter. Det blev en flot effekt, og jeg er glad for at have fået brugt noget af alt det sandpapir, jeg oprindeligt havde planlagt at bruge til dukkehusets tag, inden jeg blev inspireret til en bedre løsning. Men det var edderhyleme en barsk omgang for mine negle undervejs! Jeg ville allerhelst have beholdt vinkassens originale træ-ydre, men den var så sjusket bygget og med så mange skader, jeg måtte udbedre med plastic putty, at jeg var nødt til at male den. Til gengæld vil det nok også passe bedst til min søsters hjem, og det er jo ikke mig, der skal have den stående.

Specialfarvet loddent gulvtæppe

Jeg skulle bruge en specifik farve tæppe. Jeg tjekkede alle mine stoffer, men havde selvfølgelig ikke noget lignende. Det ville nu også have været utroligt, idet stoffet både skulle være uldent samt være meleret blå/lilla. Rent tilfældigt faldt jeg over en ny lyseblå karklud af en type, jeg ikke bruger mere, og den havde lige det uldne look, jeg gik efter. Hmmm… 🤔

Jeg blandede akrylmaling og vand i et plastikkrus og lagde karkluden i, hvor den fik lov at trække i flere timer, hvor jeg ind imellem moslede lidt rundt med karkluden, for at være sikker på, at farven blev rimelig jævnt fordelt. Så puttede jeg kluden i en frysepose og vred den, så det overskydende maling kunne komme væk og jeg ikke blev beskidt (posen ville jeg alligevel bruge i tørreprocessen, så ingen grund til at bruge handsker). I første omgang vred jeg den for hårdt, så karkluden fik sin lyseblå tone igen, så jeg gav den en omgang farve mere. Herefter vred jeg kun kluden lidt, hvorefter jeg glattede den ud inde i posen, men sørgede for at posen var så åben som muligt, mens “tæppet” tørrede. Jeg havde været lidt bekymret for, at stoffet ville være lidt for levende at klippe i bagefter, men farven havde gjort det stivere, så det var meget nemt at have med at gøre. På billedet er det klippet til og afventer montering, efter jeg har malet kikkassen.
Det blev lige, som jeg ønskede det, og idéen er hermed videregivet.

Lille tromme og stor tromme-taske

Jeg havde fotoet fra min søsters kolonihavehus til at gå efter, og især hvad den lille tromme angår syntes jeg, at det var meget svært at se de forskellige detaljer. Men jeg synes nu, at det er lykkedes mig meget godt. 😉 Til højre ser man trommerne i kikkassen.

Stor tromme-taske

Skruelåget fra en vakuumpose – miniaturistens evige blik for muligheder… 😜

Her kom min superlim i brug i overflod. Mit mørkebrune kunstlæder er dejligt tyndt og var derfor yderst velegnet til dette projekt. Mit udgangspunkt var skruelåget fra en vakuumpose, som jeg savede fra hinanden. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg med garanti havde kunnet lave det meget lettere, men til gengæld var begge meget solide og stabile. Jeg ville allerhelst have lavet, hvad jeg troede var en stor tromme, rund, da den ovale form til en tromme bare virkede forkert, men jeg var jo ligesom nødt til at lave den, som den så ud på billedet, jeg arbejdede efter. Sidenhen erfarede jeg, at det slet ikke var en tromme men derimod en tromme-taske, hvor der er tromme og slagtøj i. 🤪
For at få den ovale form skar jeg lidt skumpap til og limede på. Så samlede jeg det hele med pap på begge sider, afsluttet med en papkant hele vejen rundt. Derefter limede jeg en stribe kunstlæder på kanten og den ene side fik et tilklippet stykke limet på. Den anden side fik lidt ekstra kant, så jeg kunne bukke den ned over kanten. Herefter duppede jeg trommen med akrylmaling med en næsten tør pensel for at skabe indtrykket af slid og med en sort gel-tush tegnede jeg mønster hele vejen rundt.

Fotos af tromme-taske lysnet (original til højre) for at vise håndtegnet mønster.

Næste del af tromme-tasken blev så stropper, rem og pynt. Jeg havde dog mine udfordringer ved at lave denne taske med kunstlæder. 🤔 Jeg var nødt til at bruge superlim, da kunstlæderet ellers ikke ville binde, og normalt bruger jeg altid Loctite Attak. Men under et sofa-projekt løb jeg tør – mnjaeh, ikke helt, men jeg fik lavet en kemisk reaktion i flasken, efter penslen var kommet i kontakt med min Arleene’s Tacky Glue, så henover nogle dage blev den så tyktflydende, at den ikke kunne komme ud af flasken… 😬 Gudskelov havde jeg noget billigt superlim liggende, hvilket var fint til sofaen, der skulle males, men limen blev ved med at generere en “tåget” hinde på trommen. Det ødelagde flere projekter for mig i min spæde begyndelse, da det tager en dag eller to, før det viser sig. Jeg har aldrig oplevet det med Loctite, hvilket er grunden til, at jeg sværger til den lim, selvom den er dyr. Problemet med superlim er yderligere, at man skal være meget hurtig og superpræcis, og jeg ender tit med at komme op at slås med materialerne i sidste øjeblik, så der går koks i det hele. Her kæmpede jeg for at få lavet stroppen til tasken, og det var ret kompliceret, idet det jo var kunstlæder, så der var stof på bagsiden. Dette indebar, at stroppen skulle lægges dobbelt, og ih guder, hvor det drillede! Og overfladerne på de smalle strimler skulle jo altså passe præcist, da det ellers ville være meget tydeligt. Samtidig var der også de forskellige spænder, der skulle anbringes, så det så rigtigt ud. Jeg kunne gudskelov bruge almindelig lim til den lange del af stroppen, hvor det var stofbagside mod stofbagside, men omkring de komplicerede metaldele måtte jeg i flere tilfælde bruge superlim. Og det var altså lidt for spændende, hvor jeg f.eks. skulle bruge en lillebitte dråbe og limen pludselig fossede ud af tuben. 😫 Eller at den stivnede så hurtigt, at jeg kun lige kunne nå at bøje kunstlæderet, men ikke at få anbragt spændet i rette position, så jeg kunne trække endnu en strimmel kunstlæder igennem. 🤬 Det var yderst frustrerende, og da jeg var igang med den afsluttende handling, fik jeg superlim over halvdelen af stroppen, der i forvejen var godt hærværket af al den ekstra bøvlen rundt. Så meget imod sædvane skrottede jeg den ene halvdel af stroppen og startede forfra, da den ikke var værd at forsøge at redde. Lad mig bare sige det på den måde, at jeg aldrig køber andet end Loctite superlim igen!!!

Der var godt nok mange detaljer på denne tromme-taske, så jeg fik min sag for. Spænder, knapper og mønster samt kunstlæder, der måtte lægges dobbelt ved stropperne – puha! Alle steder, hvor jeg brugte nåle i tromme-tasken, måtte jeg forbore på grund af den hårde plastik indenunder. Men den blev da færdig og ligner fotoet, jeg har arbejdet efter, så jeg er vældig tilfreds. 🙂

Lille tromme

Den var dæleme svær, denne lille tromme! 😳 Jeg troede egentlig, den ville være noget af det nemmeste at lave, men bare at få styr på, hvilke materialer og farver, jeg skulle bruge, var en udfordring i sig selv. Jeg startede projektet med at beklæde plastikringen med kunstlæder. Snoren, der skulle bruges til trommen, lavede jeg af en bomuldssnor, jeg splittede op, da jeg kun skulle bruge fire tråde derfra. Disse smurte jeg ind i lim, så jeg endte med en rimelig stiv snor, der var nem at montere. Hver spids blev monteret på trommen med en lille dråbe superlim, hvor jeg trykkede snoren fast med en tandstikker og pressede imod, mens jeg bukkede næste vinkel.

Normalt ville jeg ret hurtigt være kommet frem til, hvilket materiale, jeg skulle bruge til trommeskind, men det var ikke meget kant, der måtte bukkes om, fordi trommen ikke er særlig høj. Samtidig måtte kanten ikke bugte, men skulle slutte tæt. Jeg prøvede flere forskellige ting, men hver gang duede det ikke. Så kom jeg så endelig på at bruge fint lærred – og det fungerede bare perfekt! 😀 Jeg smurte lærredet ind i lim efter monteringen for at få en glat overflade, der ikke lignede stof. Inden jeg monterede lærredet, limede jeg papir over hullet i ringen på begge sider, så der var lidt, der “holdt igen” på stoffet.

Så var selve trommen lavet og manglede en strop. Trommen var jo lavet af en solid plastikring, så derfor borede jeg to huller til stroppen, hvor jeg atter brugte min stive bomuldssnor. Jeg klippede enderne skrå og kunne derved bruge dem til “nål” ved hullerne, der fik en lille dråbe superlim efter montering.

Så skulle trommen males… 😫 Yrk, hvor farverne drillede! 😬 Vejret i Esbjerg blev mere og mere træls, og til sidst sad jeg næsten i vindueskarmen for at få ordentligt lys at arbejde med. På et tidspunkt havde jeg fået én side flot, men mens jeg arbejdede på den anden side, lagde jeg pludselig mærke til, at mine fingre trak malingen af fra den første side! Jeg arbejdede med akrylmaling, så jeg skulle skynde mig, hvis jeg skulle have en chance for at rette på det, hvilket jeg ikke rigtigt kunne – og så bemærkede jeg, at jeg dæleme lavede samme nummer med malingen på den anden side, der også her satte sig fast på mine fingre. 🤬 Så kom min varmepistol frem til det videre arbejde. Den kunne lige få tørret skidtet i en fart. Det gav en masse afbrydelser og frem og tilbage undervejs, men det virkede. 😉 Men alt mit bøvlen samt min fortyndede maling for at skabe diskrete farvetoner, fik opløst limoverfladen på trommen, så stofstrukturen kom frem flere steder, så jeg var ved at være godt træt af det hele og brød mig samtidigt ikke rigtigt om farverne. Derfor besluttede jeg mig for at male begge trommeskind op med en lys tone og derefter starte helt forfra. Efter det var blevet tørret, gik det hele meget bedre, og jeg endte med et resultat, der var pænt i retning af det ønskede. Efter tørring kørte jeg min pegefinger over noget sort farvekridt og tværede rundt på trommen på udvalgte steder for at give den lidt patina, hvilket også fik nogle af farverne til at “falde til ro”, så de ikke virkede så hidsige. Det var noget billigt farvekridt, hvilket gjorde, at jeg kunne slippe afsted med den teknik – hvis jeg havde prøvet dét nummer med mit Staedtler farvekridt (som gemmer sig for mig), var der ikke kommet patina men kulør på. 😜

Så vidt jeg kan se af billedet, jeg arbejdede efter (hvor det er meget svært at se trommens detaljer), er snoren trukket igennem nogle metalringe i trommeskindet. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke ville kunne slippe afsted med noget tilsvarende, men så må man jo fuske lidt. 😜 Min løsning blev at tegne en prik op med blyant ved alle spidserne. Grafitten har lidt glans og samtidig var det svært at tegne prikken jævn, hvilket faktisk kun hjalp på illusionen.

Efter jeg havde lavet siddepuderne, lavede jeg allerførst en opstilling med de forskellige elementer for at få et overblik over placeringen, hvad jeg kunne få med, og hvor meget de forskellige elementer fyldte i vinkassen.

Jeg havde brug for at få et overblik over kikkassen, jeg arbejdede på, så derfor blev alt stillet op. Til min store fortrydelse kunne jeg se, at mine sofa-beregninger, der blev lavet under dårlig hjerneaktivitet, havde bevirket, at sofaen ikke kunne stå i midten som planlagt. Da jeg lavede min prøveopstilling, beregnede jeg pladsen efter siddepuderne uden tanke for armlænsfylde. Det var ikke optimalt, men kikkassen skulle nu nok blive okay. Jeg er bare ked af, at keyboardet går ind over armlænet på sofaen. Men det er jo desværre nødvendigt, når der kommer plexiglas foran. Så voldsom en fejlberegning er aldrig sket for mig før, men der er jo altså også en grund til, at jeg normalt ikke arbejder med dukkehus-projekter, når min hjerne ikke “dur”. Ved dette projekt havde jeg deadline på og havde derfor ikke noget valg.

Jeg har på dette billede sat noget lyseblåt stof bag vinduet, der siden blev udskiftet med et udprint af en blå sommerhimmel med strålende sol.

På bagsiden af kikkassen lavede jeg fødselsdagskortet til Conjadia. Idet gaven jo var fra både Mor og mig, selvom Mor ikke var her mere, fandt jeg et gammelt julekort fra hende, så jeg var i stand til at få hendes håndskrift på kortet, som fylder det meste af bagsiden. Man kan komme langt med billedbehandling, og jeg er utrolig glad for denne detalje.

PROJEKTER UNDER UDARBEJDELSE

Den Orientalske Stue

Den orientalske stue anno 2013 – under kraftig udvikling… Fotoet er med nogle af de ting, der ender derinde til sidst, efter at de fleste også lige skal have en omgang – “suk!”. Men det begynder da at ligne noget!

Butik-kikkasse: Urmageren

Vores urmagerbutik er under udførelse og godt undervejs. Jeg savede en flot butiksfacade midt over (det var rent faktisk Mors forslag – jeg blev helt chokeret) og har måttet slibe og file, for at få en flot facon på kanterne. Vi skal have to butikker i stueetagen med entré imellem. Begge butikker bliver blændede, da man alligevel dårligt kan se ind i den højde. Samtidig giver det os mulighed for at have et opbevaringssted til diverse. Urene prøvede jeg at have færdig til Morsdag 2013, men jeg endte med at afsløre det før tid, så Mor selv kunne være med under udformningen af urene. De var meget spændende at nifle med, men et værre pilleværk. Da Urmageren absolut ikke er færdig endnu, er der stadig masser af arbejde i vente (surprise!), men jeg er kommet rigtig langt, så jeg synes da lige, at jeg ville servere en lille smagsprøve før det endelige resultat.

Riddersalen

Bare rolig – de slås kun for sjov! 😀

Mor og jeg talte i flere år om at lave en riddersal med konge, dronning og riddere i sværdkamp. Det hele startede med, at Mor havde fået de engelske kronjuveler/kroner i miniformat foræret og som årene gik, begyndte vi at overveje, om vi ikke kunne integrere dem i vort “univers”, i stedet for at de bare stod i en lille montre. Jeg var så hen ad vejen så heldig at falde over nogle flotte fleuretter på QXL, så vi havde en rigtig god start… men bare selve “kulissen” vil blive et mega-arbejde. Men i mange år var det dukkehuset, der blev forprioriteret, hvilket var ærgerligt, for jeg har ofte haft gang i planlægningen af diverse elementer af kikkassen og har brændt efter at komme i gang med dette spændende projekt! Men det kommer jo nok en gang… som med meget andet, har vi allerede fået købt lidt ind til projektet, så det hele hænger på, om jeg kan komme i gang med det.

Gobelin

For efterhånden mange år siden lavede jeg denne gobelin til den kommende riddersal (som nok stadig ligger flere år ud i fremtiden). Den er lavet efter en, mine bedsteforældre havde hængende i mange år, hvorefter min kusine købte den af dem. Jeg kan ikke huske nogensinde at have set den hænge hos dem, så det må have været før min tid – hun er 11 år ældre end mig, lige som min ældste storesøster, så i mine yngre år ville jeg ikke have bemærket, at den forsvandt. Mor og jeg besøgte engang min kusine, hvor jeg forelskede mig i gobelinen og fik historien. På det tidspunkt var vi allerede gået i gang med overvejelser om en kikkasse med riddersal som tema, så det ville jo være fantastisk at kunne integrere dette element, der havde familiehistorie (skønt ingen kunne fortælle mig, hvor mine bedsteforældre havde gobelinen fra). Jeg tog et foto af den, kopierede det over på specialpapir og strøg det på et hvidt lagen, som jeg derefter lavede frynser på. Jeg satte hele herligheden op på en messingstang, som jeg lavede nogle flotte ender på. Jeg mente ellers, at der var flere detaljer i det, men jeg husker enten fejl, eller også er detaljerne blevet lidt udviskede over årene. Men stadig ganske flot, synes jeg. Billedfilen er gået tabt med min gamle computer, så jeg kan under alle omstændigheder ikke lave den igen.

Skoleklassen

Mor var helt syg for, at vi skulle have en kikkasse med en skole, så jeg har for år tilbage købt en del skolepulte og dukker, der skulle bruges dertil. Efter Mor erklærede, at hun ikke skulle have flere kikkasser, har jeg ikke tænkt meget mere på det. Måske bliver det til noget, måske sælger jeg alt det indkøbte. Det vil kun tiden og mit energi-niveau vise…